Vildsvinejagt Sverige 2023 – aka familietur Påsken 2023
Forventnings glæde er altid det største, også ved jagt
Forventningens glæde er altid det største ved en rejse, og når det gælder jagt i Sverige, så har jeg personligt altid de største forventninger..
Om det er en jagtrejse, en sammenkomst eller sommerferien.
Så er det at se frem til, altid det der varer længst, og ventetiden kan nogle gange føles meget lang.
Og sjovt nok, når man så er ”i det”så går tiden alt for hurtigt, tiden flyver pludselig afsted.
At gentage succesen fra familieturen 2022 hvor vores 3 voksne børn var med på jagttur for første gang, kun Josephine med jagttegn, og hvor Josephine og jeg hver skød gris, var der ingen af os der troede på..
Josephines vildt nr 2 med riffel, og Josephines første gris, der ovenikøbet var den største gris, der er skudt i den tid jeg har jagtet gris i Sverige..ja..den bedrift burde være umuligt jagtligt set at lave en gentagelse af..
Som familie kunne vi godt glæde os til samværet, det er guld værd, 5 voksne i bil, i ”sommerstuga”, ude i naturen og på jagt..
For at have god tid til at glæde os i loddede jeg allerede stemningen på vores fælles messenger gruppe d. 13 Januar 2023.
Samme dag havde alle meldt positivt tilbage.
D. 17/1 kom jeg med 2 forslag til afrejse/hjemrejse.
D. 26/1 blev færgen booket.
Aftalen var på plads med campingplads og jagtudlejer.
I god tid var vi også, da vi kørte mod Frederikshavn torsdag d. 6/4-23
Det var Påsketorsdag, så der var tæt trafik.
Josephine havde overnattet i Hobro, og benyttede sig af at være med i bilen fra start til at drille sine to brødre via misinformation på mobilen.
Josephine fik Andreas til at springe ud af sengen, da hun meldte vores ankomst en time før aftalt.
Jonathan forsøgte hun også med ”Vi kører fra bageren nu..”
Meningen var, at Jonathan skulle tro, at det var bageren i Hobro vi kørte fra, og dermed ville vi være mindst en halv time efter tidsplanen, men ikke som vi rent faktisk gjorde, kørte fra bageren i Gistrup, kun 3 minutter fra Jonathan og Cecilies rækkehus.
Begge dele havde ønsket effekt, hvordan skulle drengene tro andet.
Andreas fik travlt, Jonathan tog en ekstra tår kaffe.
Småt drilleri hører med, selv om jeg på et tidspunkt langt inde i turen, blev den gamle og af og til lidt sure mand, som jeg kan være, bad børnene om at ned tone deres drilleri..jeg kan blive træt, hvis alt skal kommenteres i en drillet tone, det at kunne være sig selv, slå en lille prut eller komme med en naturlig lille bøvs (det er vi gode til) behøver ikke at gøres stort nummer ud af hver eneste gang.
Da vi nåede på den anden side af Aalborg begyndte det at sne.
Åh nej, tænkte jeg, ikke igen.
For nøjagtig et år siden, kørte Poul, Jørn og jeg på grisejagt i samme slags vejr.
Tørt vejr syd fra Aalborg, snelag og glatte veje Nord fra Aalborg.
Farten kom ned på 50-60 kilometer itimen, og vi sneglede os afsted i et spor.
Da jeg en enkel gang vovede mig ud i det glatte overhalings spor, fik jeg fire formanende stemmer i øret..”Det er bedre at komme lidt senere frem, end slet ikke frem..”
Og ja, jeg kunne godt mærke, at vi trods vinterdæk, let kunne komme på glat is, hvis ikke jeg var på vagt.
Jeg skulle omkring det danske toldvæsen inden vi kunne køre i kø ved billetlugen.
Det elektroniske samfund har endnu ikke ramt registrering af våben, så mit våbenpas der havde været 3 måneder undervejs, var endnu ikke landet i min postkasse.
Hvorfor der ved fornyelse afvåbenpas/jagttegn skal laves helt nyt våbenpas er mig uforståeligt.
Hvis våbnene er de samme.. hvorfor skal vi jægere så sidde og måle løbslængde, tjekke numrene ikke har ændret sig siden sidst osv..
Og HVORFOR skal våbenpasset udfyldes af det danske politi i hånden..jeg fatter nada.
Både Josephine og jeg havde, modsat mange andre danske jægere, nået at få nyt dansk jagttegn.
Mange af mine medjægere står pt uden jagttegn.
Pga fejlkommunikation mellem pbs og politiets myndigheder der registrerer betaling for det nye jagttegn, stod mange jægere 1. april uden lovpligtigt jagttegn.
Jeg håber de er grå i toppen, de der er skyld for de sidste par års benspænd, i forbindelse med våbentilladelser, våbenpas og jagttegn.
Jeg kan ikke forestille mig, at nyuddannede akademikere ikke kan sørge for en mere nutidig digitalisering.
Man skulle tro, at vi lever et U-Land.
Men afsted gik det, om ikke over stok og sten, så på glatte veje, det sidste lange stykke vej til Frederikshavn.
Heldigvis var vi i god tid, bagagen var proppet ind i bilen, jeg mente godt der kunne klemmes en gris eller to ind til hjemturen, nu måtte vi se, om det blev nødvendigt.
Madprodukter ville være skaffet afvejen, når bilen om fire dage, skulle pakkes til hjemturen.
Toldpapirerne blev indleveret i løbet af to sekunder.
Toldekspedienten rystede på hovedet, hendes mand er også jæger, så hun kendte til problematikken, tilbage i køen af bilerne ved indtjekning.
Mange billister opfører sig underligt.
En ung kvinde prøvede at komme ind i spor to, foran os, fordi der var nogle i spor 3, der ikke havde husket deres pas (vil jeg tro)
Og jeg tænkte, skidt, om jeg lå en bil længere fremme eller ej, så jeg lod hende flette ind.
Jeg var sikker på, at alle ville nå at komme med færgen.
Hvilket fire stemmer i mit øre også gav lyd for, og ja..havde det været en mand, så havde jeg ikke sluppet billisten ind, var de alle fire enige om og bla. Bla. Bla., jeg følte mig faktisk en smule krænket ha ha.
Da vi skulle anvises en kø, blev jeg som den første sendt over i en helt ny kø.
Det burde være ganske fint nu at holde forrest.
Derefter kunne vi følge, at først den ene kø af personbiler, og derefter den anden lange række af personbiler rullede ombord.
Til sidst kom lastbilerne, og ja..jeg/vi ventede tålmodigt, jeg fik igen et par kommentarer fra børnene om, at ja..se nu..det er hvad der sker, når man lader biler komme foran i køen. (sig mig tror de jeg har dårlig hukommelse, eller blot hører dårligt)
Hvis jeg havde været en "spåkælling" (man skal have set "Langt fra Las Vegas" for at forstå dette ord)
https://www.google.com/search?q=robert+d%C3%B8lhus+sp%C3%A5k%C3%A6lling&ei=wZM_ZLS1OIn3qwH4iaz4Aw&ved=0ahUKEwj0mefisbX-AhWJ-yoKHfgECz8Q4dUDCA8&uact=5&oq=robert+d%C3%B8lhus+sp%C3%A5k%C3%A6lling&gs_lcp=Cgxnd3Mtd2l6LXNlcnAQAzIFCCEQoAE6CggAEEcQ1gQQsAM6DwguEIoFEMgDELADEEMYAToFCAAQgAQ6BggAEBYQHjoHCCEQoAEQCkoECEEYAFDRAlipGGD4GWgBcAF4AIABaogBgAeSAQM5LjKYAQCgAQHIAQTAAQHaAQQIARgI&sclient=gws-wiz-serp#fpstate=ive&vld=cid:3d4b9cfc,vid:gGnHvaGOIXQ
så havde jeg været millionær i dag.
Endelig til aller aller sidst blev det endelig vores tur.
Men ikke i køen efter lastbilerne, men i køen efter sidste personbil.. hvad var meningen med det?
Da vi kom ombord på færgen, hærskede der kaos.
Alle siddepladser var optaget.
Mere end hundrede, ja måske 200 passagerer måtte tage til takke med gulv- eller trappeplads, til at sidde og nyde medbragt morgenkaffe (glemte at sige klokken var 8.00 om morgenen) så vi havde hverken fået vådt eller tørt til morgenmad.
Vi havde syltetøj, pålæg og gammel ost, der skulle klaskes på vores dejlige rundstykker, ja selv en friskbagt leverpostej fra bageren havde Annette købt.
Fuck noget l....
I kender det sikkert godt, ingen kaffe, ingen morgenmad, ingen ost på brødet, så bliver man sgu lidt knotten.
Vi fandt dog ledig gulvplads, og på et lille skab fik vi stillet morgenmaden klar, det forhindrede muligvis rengøringspersonalet i at komme til nogle ting en times tid, men de vovede ikke at genne os væk..
Så mad og kaffe fik vi efter nogen forsinkelse, og humøret blev bedre.
Min ryg er dog ikke egnet til at sidde på et gulv i mere end 3 timer.
Heldigvis fandt jeg en enlig stol, ikke langt fra min gulvsiddende familie, så jeg den sidste times tid, godt og vel, ikke led nød mht bagdelens bekvemmelighed.
Turen fra færgen gik hurtigt, vi var blandt de 10 første biler, der kom fra borde.
Ingen sne af betydning fra Göteborg til vores bestemmelsessted godt 200 kilometer nordøst.
Vejret blev trukket dybt ind, det visuelle fes direkte ind på lystavlen.
Jeg nød hvert sekund, vidste det ville gå den vej, når først pulsen fandt sit rolige leje igen.
Gunnar Gris var hjemme, og han fulgte med os ud i skoven.
Vi fik koblet lidt gas på blusset ved foderplads 3.
Jeg blev glædeligt overrasket over at se de fine store bunker kartofler på samtlige 3 pladser.
Der havde været aktivitet på alle 3 pladser, også af gris.
Jeg troede personligt mest på plads 1og 2, Gunnar sagde, at han var helt sikker på, at der ville komme gris på foderplads 3 den første aften, selvom tegnene på aktivitet netop der, så sporadiske og gamle ud, men jeg tror på hvad Gunner siger.
Vejret var med os.
Let snedække lyste op i skovbunden, månen ville til aften stå fuld på himlen, perfekt vejr til grisejagt.
Vi tog afsked med Gunnar, og forhåbentlig ville vi først se ham 3 dage senere, når vi skulle vende snuden hjemad (med en lille afstikker til Borgvik)
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Campingpladsen.
Prisen var steget, man betaler altid forud, men da jeg ikke var klar over prisstigningen (campingfatter var i gavehumør) så fik vi overnatning til gammel pris, vi sparede derved sekr. 600,-.. jeg sagde ”tack så mycket”.
Udpakningen skete i en ruf, Annette klarede det meste, mens Andreas og jeg kørte ind for at købe pizzaer til aftensmad det vante sted.
(eneste pizzeria iden lille by)
Vi fik spist pizzaerne straks Annette havde fjernet det mest levende skidt i køleskabet.
Selv jeg kunne se muggen der sad tykt på glashylderne, men om jeg på en herretur havde gjort dem rene inden brug..er tvivlsomt.
Utroligt folk ikke er bedre til at gøre rent efter sig.
Vi nåede at slå lidt mave, inden vi iklædte os, ikke fåreklæder .. men grisejagttøj.
Der blev skålet den sikre ”Nak og Æd et vildsvin i Sverige”
Og selvfølgelig skulle Jonathan forsøge at sabotere den skål med forkerte ord, han er og bliver familiens største drillepind..
Våben og kikkerter m.m. pakket i bilen, og så afsted på jagt.
Klokken var godt 7 (påsketorsdag aften)
Drengene fik frit slag på alle hylder.
Josephine ville gerne sidde på plads 3, der hun skød den store keiler sidste år, det kunne jeg godt forstå.
Jeg valgte også som sidste år, at starte på plads 1, da det var der, aktiviteten havde været allerstørst iflg vores korte sightseeing tidligere på dagen.
Gunnar havde påpeget, at vi i år skulle være ekstra forsigtig med afskydningen.
Der var mange familiegrupper, søer med smågrise, og en so med smågrise er altid fredet i klasse A.
Det vidste vi nu godt, og jeg lovede Gunnar, at vi ikke ville gøre noget forkert.
Men det kan være svært at se, hvad der er hvad, i mørket er alle grise grå eller sorte om man vil.
Især Josephine havde lidt sommerfugle i maven.. ”Hvordan ser jeg forskel?” spurgte hun mig flere gange.
Ja.. du kunne jo have set nogle af de youtube filmlink jeg sendte dig sidste år, sagde jeg, jeg vidste trods hendes påstand om det modsatte, at de klip havde hun ikke lige haft tid til at kigge på.
”Er du det mindste i tvivl, så lad være med at skyde” var mit bedste og eneste råd.
Annette følte sig selvskrevet til at følge med Josephine på post.
Josephine sagde godt nok, at hendes mor godt kunne sidde hos mig, men det ved vi alle, at det ikke kommer til at ske, når Josephine er med på jagt, og det er helt okay med mig.
Begge drenge valgte, ligesom sidste år, at sætte sig sammen med mig.
Vel ankommet til jagtkoje nr 1, fandt jeg og drengene os til rette.
Vi startede varmluftblæseren, jeg syntes den larmede for meget, jeg kunne ikke høre skovens lyde..og det vil jeg, når jeg sidder på jagt.
Der gik lang tid.
Det blev mørkt.
Jeg skimtede et rådyr, der lyste op imellem de mørke træer, det nærmede sig foderpladsen.
Jeg varskoede drengene.
Et smaldyr trådte forsigtigt frem på pladsen, ud i det grønne lys der lyste fra hyttens (skydekojens) tag.
Den stod der længe, vi kiggede alle ivrigt på dyret i vores kikkert.
Efter en halv times tid, blev hun vagtsom, og efter en stund med antennerne ude, fortrak hun ind i skoven igen.
Tiden gik, og jeg snorkede med.
Forsøgte forskellige sovestillinger med hovedet på mine arme.
En af os snorkede mere højlydt end de to andre.
Jeg nævner ingen navne, men Jonathan og jeg blundede begge, til den faste brummelyd der kom fra Andreas.
Pludselig hørte jeg noget i skoven.
En sagte hvinen, fra nær eller fjern, jeg vidste det ikke, men jeg stoler altid på mine instinkter.
Jeg puffede til mine to drenge, der begge sov tryg og godt.
”Der kommer gris”.. hviskede jeg.
Det viste sig, at jeg var i god tid, for der skete ingenting.
Først efter en god halv time, gled en kulsort skygge frem lige nøjagtig udenfor den grønne lyskegle.
Jeg hviskede igen, igen mere pga instinkt, end pga et klart syn.
”Der er gris på pladsen”
Nu var vi alle tre meget vågne.
Øjnene alle 6 stod nu på stilke.
Mine igennem riflens kikkert.
Drengene med hver deres håndkikkert for øjnene.
Grisen ville ikke rigtig komme frem i lyset.
Men jo, nu kom den, var den alene?
Ja.. der var ikke andre grise, hverken store eller små i nærheden af den mørke gris der forsigtigt trissede rundt, hele tiden i bevægelse.
På et tidspunkt stod den fint, og jeg trykkede på aftrækkeren..der skete intet.. pokkers, jeg havde glemt at afsikre.
Grisen gik roligt ind i skoven igen, uvidende om at døden havde banket på.
Jonathan kunne ikke forstå, at jeg ikke skød.
Ventede jeg på der kom en endnu større gris?
Havde jeg set noget, han ikke kunne se?
Grisen var nu kommet tilbage.
Og pludselig stod den perfekt.
Da lød skuddet.
Det kom bag på grisen, ligeså meget som det kom bag på Jonathan.
Grisen sprang afsted, uberørt af et formentlig perfekt træf, med mit rødpunktsigte tændt, følte jeg mig meget sikker på mit skud.
Jeg skyder med 30-06, monteret med rekyl/lyddæmper, så skuddet hverken mærkede eller hørte jeg.
Josephine skrev øjeblikket efter.
”Det lød til, at der blev skudt i skoven. Vi kan vel ikke høre jer?” klokken var 22.32
Jo, det kunne de åbenbart, selvom de sidder ca. 4 km væk, med tusinde af træer imellem os.
Jonathan svarede.
”Far har næsten lige skudt til en gris”
”Spændende” skrev Josephine tilbage.
”Meget – det løb ind i skoven,så vi sidder lige og venter” lød Jonathans svar.
”Den store? Pas på jer selv, når I går ind” skrev Jose.
”Fundet den?” spurgte den nu sikkert nervøse mor.
Det må have været ekstra ”spændende”, at sidde i uvidenhed i godt en halv time.
Vi gik efter ca 10 minutter frem til anskuds stedet.
Da vi nåede derhen, kiggede jeg ind iskoven, lige frem går der en skovvej.
Skovsporet lyste ekstra op netop nu pga sneen.
Jeg syntes jeg kunne skimte noget mørkt et stykke henne af sporet, midt i al det hvide.
Jeg gik lidt længere frem, det mørke blev større.
”Jeg tror den ligger der ligefrem” sagde jeg til drengene.
Jeg gik forrest med riflen klar, og jeg afsøgte sporet med riflen til skulderen.
Forsigtigt gik vi frem.
Pandelampens lys fik grisens øjne til at lyse op.
Den lå på siden, med snuden op imod foderpladsen
Jeg var nu sikker på, at den var død, stendød.
Så vi gik helt frem til den.
Desværre en überläufer (ung so), men uden mælk i patterne, og da der ikke var smågrise med, havde jeg inden skud kunnet konstatere, at der ikke var gjort noget forkert.
Men selvfølgelig ville jeg da helst have skudt en galt, en so bliver jo til 8-9 grise i løbet af kort tid..men når skuddet har lydt, så er det altid for sent at fortryde.
Grisen slæbte vi op til bunkeren, hvor vi kunne brække den.
Jonathan kunne svare bekræftende til sin moder.
”Yes” efterfulgt af et billede hvor jeg var ved at gøre klar til at hejse grisen op.
Vi aftalte at vi ville hente pigerne i løbet af en times tid.
Inden Josephines tæer frøs af og/eller hun tissede i bukserne, som hun skrev.
Jeg krydsede fingre for, at det ville gå ligesom sidste år, der skød Josephine 5 minutter efter jeg havde skudt.
Men uanset hvor meget jeg krydsede, så kom der ikke nogen gris til Annette og Josephine.
De havde i en halv times tid kunnet sidde og beundre en rigtig fin buk, som i ro og mag indtog et solidt aftensmåltid.
Hverken dåvildt eller grise kom og gente den fra foderpladsen.
Da pigerne var blevet hentet, kørte vi tilbage til ”førerbunkeren” hvor alle tålmodigt så på, at jeg fik brækket min gris.
Vi kunne desværre ikke finde vægten i år, mit bud var, at denne gris vejede ca. 50 kilo, det var ikke en brun gris, men en lidt ældre so, måske i gang med sit andet leveår, så lidt ærgerligt jeg ikke havde haft tålmodighed, ventet på en keiler/galt kom til pladsen..
Men jeg kunne overhovedet ikke kønsbestemme grisen i skudøjeblikket, jeg var blot sikker på, at den ikke havde smågrise på slæb.
Hvis ikke jeg tog meget fejl, så var der også anlæg til smågrise i den voksne gris, så indenfor 120 dage, så ville der være kommet et fint nyt kuld unger.
Men der var ikke direkte fostre at se, jeg kunne blot fornemme, at livmoderen var befrugtet.
Med grisen godt hængt på køl, temperaturen i bunkeren lå lige over frysepunktet, tog vi hjem til”jagthytten”, vi var også kommet på den anden side af midnat.
Vi skulle skåle i Tullamore Dew (honningudgaven) så alle kunne skåle med.
Annette væltede dog den første ud på bordet, under stor latter, det havde også været en laaang dag, vi var alle godt trætte.
Tænk på, at vi indenfor 18 timer havde tilbagelagt 98,5 kilometer med færge (4,5 time) og ca. 330 kilometer i bil 4,5 timer i alt godt 9 timers transporttid plus det løse..
Og ja, her sad vi allerede og skålede over turens første vildsvin.
Hvem skulle have troet det?
Sengene var blevet redt inden vi tog på jagt.
Jeg forsøgte mig inden sengetid med en tiltrængt tur under bruseren.
Men da vandet maks blev 20 grader varmt, så blev det en kort tur.
Annette ville også gerne have været i bad, men da hun helst skal have +40 grader i vandtemperatur, så ville hun vente til fredag, efter jeg havde fået campingfatter til at kigge på bruseren.
Langfredag d. 7. april 2023
Vildsvinejagt foregår for vores vedkommende kun om aftenen.
Så vi kunne sove ligeså længe vi havde lyst.
Jeg havde haft en pokkers hovedpine hele natten, om det skyldtes whiskyen, øl og vin, eller det var hovedpudens anderledes form, svært at sige, men jeg havde sovet ad h til.
Hovedpinen er ved at blive kronisk for mig, men så længe det gør ondt, så er der liv..
Det hjalp da jeg kom op og fik en kopkaffe og en skive rugbrød.
Efter morgenmaden gik jeg op til campingfatter (cf), forklarede ham at blandingsbatteriet var stået af.
Det var også skævt, så der var nogen der havde forsøgt med slag at få det til at virke.
Jamen, det skulle han da straks få lavet. (Straks på svensk, kan betyde alt mellem 1 time og 5 dage)
Jeg kender dagens trend alt for godt, i mit daglige job som halinspektør ser jeg mange håndtag rykket.. er noget låst, så kan vold vel låse op?
Brusere der ikke giver vand nok får tæsk, hvad tid har voldt løst noget som helst?
Så mens vi var ude for at hive skindet af min gris, tage trikin prøve, så havde cf tid til at ordne vores bruser.
Inden vi kørte tilbage til campingpladsen, tog vi et kig på plads to, den vi ikke havde siddet ved torsdag aften.
Jeg kunne se, at der var frisk knækkede kartofler på foderpladsen.
Så der havde været dyr i løbet af natten. (det så ikke sådan ud torsdag)
Jeg sagde til Josephine, at det kun er de store grise, der kan knække kartoflerne på denne måde.
Men i tankerne vidste jeg godt, at det ligeså godt kunne være en elg, der havde været på pladsen.
Der var koldt og klamt i kojen, så vi tændte varmluftblæseren i det lille rum, så ville der være lunt og godt, når Andreas, Annette og Josephine kom på jagt til aften.
(der var drønende hedt, da de 7 timer senere kom på jagt, duggen drev ned af ruderne, så det var måske lidt overkill at tænde op i god tid)
Vi lod nu grisen hænge uden skind, skindet blev saltet i tilfælde af, at jeg ville få det garvet, når jeg kom hjem.
Hjemme ved hytten igen, kunne vi konstatere at bruseren nu med nyt armatur virkede som den skulle, og Josephine og Annette kunne få et tiltrængt bad.
Jeg tror også jeg skyllede lidt griselugt af kroppen.. (de små ting kan være svære at huske)
Efter middagsmad gik vi på tur.
Først ned omkring ”Westernbyen” ..campingpladsen er indrettet som en lille by med smedje, købmandsbutik m.m. som man kunne forestille det så ud for 100 årsiden.
Derefter gik vi en tur igennem skoven ned til vigen (en del af Vänern)
Vejret var fantastisk, selvom vi er i starten af april, skinnede solen fra en skyfri himmel, vinden var svag men kølig, så vi skulle naturligvis ikke tro, det var sommer.
Men vi nød denne dejlige tur.
Som forældre nød jeg og Annette at se vores 3 store børn, have lange gode snakke.
Jeg tænkte på, og var næsten misundelig over, at jeg ikke selv har haft sådanne ture, med mine søskende dengang jeg var i midt tyverne.
Det giver helt sikkert stærke bånd for resten af livet.
Ved vigen var en trollefisker på vej ind til land.
Jeg tror han havde 15 – 20 fiskestænger stående på højkant til bagbord.
Jeg så han slæbte på en stor balge.
Jeg foreslog Annette, at vi kunne se om vi kunne købe en fisk, jeg havde ingen ide om, hvad og hvor meget han havde fanget.
Nysgerrigt gik vi hen til lystfiskeren.
Jeg spurgte om han havde fanget noget.
Jep, en enkel laks på 5 kilo, lød svaret stolt.
Og den skulle vi da se.
Så sølvblank og smækker fed en fisk, det var helt sikkert de 8 timers fiskeri værd.
Men at spørge om han ville sælge, så dum eller naiv er jeg ikke, sådanne fisk sælger man ikke.
Tilbage ved hytten, tid til lidt afslapning inden aftenens jagt.
Jonathan valgte at sætte sig sammen med mig, jeg ville da også være træt af at sidde helt alene, men det ville ikke være noget problem for mig, det gør jeg så tit.
Problem/trangt ville det dog nok blive, hvis de skulle sidde 4 i Josephines skyde koje.
Vi satte Josephines hold af ca. kl.19.30
Jonathan og jeg kørte derefter ud til plads 3, der hvor Josephine havde siddet aftenen før, der burde komme gris.
Efter vi havde sat bilen, så vi dåvildt løbe over skovvejen.
Vi skulle gå godt trehundrede meter fra bilen til vores skyde koje.
Da vi manglede ca 75 meter, begyndte jeg at gå meget langsomt.
Jeg tog riflen af skulderen, undrede mig over, hvor let den var.. pokkers, jeg havde glemt at skrue lyddæmperen på, den lå i bilen.
Tilbage igen, nu med hastige skridt, jeg følte tiden løb fra os..
I løbet af en ruf, var vi på plads i skydekojen, nu med lyddæmper på, der var ingen grund til at tænde for gasvarmeren, vi havde efter den heftige gåtur ingen problemer med at holde varmen.
Jeg fik listet ruden op, og sat riflen på plads, og vi var klar til at sidde på jagt de næste 4 timers tid.
Jeg var stadig sikker på, at der nok skulle komme gris.
Jeg syntes jeg hørte nogle småknak, var det skud.
Nej, det var bare gulvet i hytten ,eller selve hytten der gav sig.
Ingen liv at spore så langt øjet rakte.
Men pludselig.. så hørte både Jonathan og jeg et skud.
Der var ingen tvivl denne gang.
Var det Josephine der havde skudt?
”Vent med at skrive” sagde jeg til Jonathan, det kan være andre, der er på jagt.
Vi havde kun siddet på jagt godt en halv time, mørket var endnu ikke faldet på..
Jeg håbede næsten ikke, at det var Josephine, for jeg vidste med mig selv, at jeg ville have svært ved at blive siddende ret lang tid efter, hvis de sad 4 kilometer væk enten med en anskydning eller med forhåbentlig en død gris.
Kl. 20.15 summede Jonathans telefon.
Et billede var tikket ind fra Josephine.
En rød cirkel markerede hvor den døde gris lå.
”Vi tog den uden patter” skrev Josephine, med de ord konkluderede Jonathan og jeg, at Josephine igen i år havde skudt en pjalt, undskyld en galt.
Jeg kunne godt begynde at varme misundelsen op :-)
Jonathan og jeg besluttede, at de andre ikke tog skade af at sidde en times tid, inden vi kom til deres jagtkoje.
Så det skrev Jonathan til Josephine, og så sad vi, nok ikke så utålmodige som de andre, men alligevel var en time både noget og ingenting.
Jeg syntes også målet til fulde var nået for vores grisejagt.
Jeg havde ikke drømt om, at vi begge igen ville lykkedes at skyde gris, Josephine og jeg.
Jonathan og jeg sad en lille time, før Jonathan kunne skrive, at vi var på vej.
Josephine skyder sit livs vildsvin nummer to.
Da Josephine, Andreas og Annette kom ind i skydekojen, var det næsten som at komme ind i en sauna.
Vandet drev indvendigt ned af den lille rude, der sad i kojen.
Straks blev der slukket for varmluftblæseren, som belejligt er koblet på 220 volt nettet, så derfor havde vi også tilladt os den luksus, at starte op for blæseren tidligere på dagen.
Vinduet blev straks åbnet, riflen kom på plads.
Andreas fik placeret sin bag på sengen, der står på langs i hytten, skulle han blive træt, det sker for Andreas, så kunne han bare lægge sig mageligt til rette, vi har det på alle måder godt, når vi er på jagt.
Annette fik et par sidde hynder lagt på den enkle træstol, og Josephine fik sat sig til rette i den godt polstrede kontorstol, der både har hjul og sænkefunktion i sig.
Og så var det bare at vente på, at der skulle komme en gris.
Skudafstanden ud til fodertønden er godt 20 meter, og der er ikke meget andet at kigge på her fra kojen.
Langs den højre side, kan man se den mægtige betonmur, der danner bagsiden af den 380 m2 store militærbunker 2, og til venstre er der tæt granskov. (ja, der er vel kun oversigt over 10 x 28 meter..) småt men godt.
Lige ud, maks 30 meter frem, er der åbent, før man rammer skovens tætte bevoksning.
Men denne plads er den mest sikre af de 3, vil jeg godt vædde på.
Poul skød gris her i starten af april sidste år, og mindre end en måned senere, skød jeg også gris på denne plads.
Jeg har nær sagt, at på de ture jeg har været afsted på grisejagt, så er der hver gang faldet en gris netop her.. ja faktisk skød jeg et år gris to aftener i træk på denne plads.
Der gik heller ikke længe før end der var liv på pladsen.
Godt en halv time, helt præcist 40 minutter, så kom der 5 stribede små grise ikke større end katte, og straks efter en so med lange patter.
Her inden det blev mørkt, fik Josephine en fantastisk uerstattelig undervisning i bedømmelse af vildsvinets køn.
For pludselig kom endnu en gris til pladsen, nogenlunde samme størrelse som soen med smågrise, men uden lange patter.
Jeg havde nævnt for Josephine, at en forældre gris (førende so) let kan have en ”tante” på slæb, om hun hjælper til med opdragelse eller er i oplæring (altså tanten) ved jeg ikke, men det kan godt tænkes.
Så nu havde Josephine 2 voksne grise, en so med 5 smågrise og en überläufer uden smågrise gående på foderpladsen.
Endnu en gris kom til.
Den var lidt større end de to andre voksne grise.
Og nu begyndte de 3 jægere at hviske.
”Hvilken en skulle skydes?”
Der var ikke så meget at diskuttere eller være i tvivl om.
Den sidst tilkomne, måtte være mest jagtbar.
Soen og smågrisene var naturligvis ikke interessante, og tanten..ja..tvivlen kom hende tilgode.
Josephine lagde al fokus på den største gris.
Men den lille flok var i stadig bevægelse, så der skulle lades med tålmodighed.
Josephines rødpunktsigte havde Josephine glemt at få til at virke siden sidste år, men da det endnu ikke var blevet mørkt, var forholdende perfekte.
Nu stod den udvalgte gris med bredsiden til..
Josephine afsikrede forsigtigt, og gjorde klar til skud.
Men pludselig stod der en so bag den store.
Josephines trak sikringen tilbage, det gav et lille klik.
Den store gris kiggede op mod hytten, havde den hørt klikket?
Nej, den åd videre..
Pyha.
Der var nu gået ca. 5 minutter, siden grisene trådte ind på arenaen.
5 minutter føles som rigtig lang tid, når man skal være så fokuseret.
Nu stod grisen perfekt igen.
Afsikring, og derefter et forsigtigt klem på aftrækkeren.
I skuddet stak alle grise af, undtagen den der blev skudt på, den drejede omkring sig selv, og væltede om på den ene side.
En enkel smågris løb forvirret rundt, ubeslutsom..men syntes så alligevel, det var mest fornuftigt at tage flugten, i stedet for at have maden for sig selv.
Sikke en oplevelse.
Med nerverne sikkert på højkant men koldblodigt kunne Josephine repetere sin riffel.
Jeg er sikker på, at Josephine holder fokus, også efter sit skud.
Hun holdt et godt øje med grisen der lå og drog sine sidste åndedrag, alt dette foregik mens benene sparkede formålsløst ud i luften.
Måske grisen i tankerne flygtede væk, i sikkerhed, før lyset blev endelig slukket.
Jeg er sikker på, der blev jublet, beskedent men ikke uden megen stolthed i den lille hytte.
Josephine er sej, der skal mod og vilje til at tage disse skridt udi jagtens afgørende momenter.
Det kræver ikke så lidt hår på brystet.
Trekløveret kunne naturligvis ikke vente en time med at gå frem til det nedlagte bytte.
Så efter sms'er frem og tilbage til Jonathan, og efter ca. 10 minutter turde de godt vove sig ud.
Josephine var klar med riflen, men de havde ikke set antydning af liv, så de vidste grisen var stendød.
Billeder blev taget, og så var det bare at vente på, at de ville blive hentet.
Grisen var stor, også for stor til, at den lod sig slæbe ud til skovvejen.
Jonathan og jeg kom frem, og nu var der blevet mørkt.
Jeg havde min stærke pandelampe tændt, og vi gik højre om bunkeren, så vi kom frem til foderpladsen i den fjerne ende i forhold til kojen.
Fremme ved grisen konstaterede jeg, at det var en galt, som Josephine også havde skrevet.
Da de tre kom hen til os, sagde jeg ”Det er som Josephine havde skrevet, en han”
”Nej” sagde Josephine, ”Det er da en hun”, Josephine havde blot skrevet, at hun havde taget den uden lange patter..
Men så kunne jeg overraske Josephine positivt med, at hun havde gentaget succeen fra sidste år.
Hun havde skudt en stor keiler, ja faktisk så den større ud, end den hun skød sidste år.
”Jeg vil tro denne her vejer +80 kilo” sagde jeg.
”Hold da op” sagde Josephine.
Ekspedienten i jagtforretningen i Danmark spurgte da også Josephine, om jeg som far havde lært hende, at man kun skød op ad.. vi var oppe og test skyde vores rifler inden afgang til jagt, og jeg fortalte om vores oplevelse sidste år.
Og ja, det bliver svært for Josephine at fortsætte med at skyde op ad, når man starter med at skyde så store dyr.
Jeg bakkede bilen til, så tæt som jeg kunne komme.
Gunnar Gris har et transportkurv til at sætte bag på bilen stående i bunker 1, den havde jeg tidligere på dagen sat på bilen, hvis enten Josephine eller jeg skulle skyde gris på årets anden og sidste aften på jagt.
Først forsøgte Josephine 2 gange at hjælpe mig med at svinge grisen op i kurven.
Det kunne hun ikke, få sin del helt op over kanten.
Så tog Andreas ved, han løfter flere gange om ugen hundredevis af kilo i motionscenter, så det burde være en smal sag at løfte halvdelen af 85 kilo op i en beskeden højde..
Først fjerde gang var lykkens gang.
Da jeg efter nogle højlydte protester over ungdommens manglende beslutningsevne, og sparkede til Andreas´s stolthed, fik vi bakset grisen på plads, og kunne med høje smil køre til bunker 1, hvor vi kunne få slagtet den store Keiler.
Keilerkongen skulle hun vel nærmest døbes, min seje datter.
Og ja, Annette beder mig om at rose drengene ikke mindst for deres store tålmodighed.
Og jeg giver Annette ret, i timevis stod alle mand, børn og kone, og kiggede på, mens farmand brækkede og tog skind af grisene.
Josephine hjalp, hvis en gris ikke ville hænge helt stille.
Og om lørdagen, inden vi skulle videre, hjalp Josephine med forlægning og nedpakning/mærkning af kød, og Annette sørgede samtidig for rengøring af campinghytte,nedpakning af tøj/madvarer..
Drengene forholdte sig i ro, hjalp med at slæbe kufferter til bilen.
Pakningen skulle jeg nok tage mig af.
Den musefis vi ikke havde plads til i bilen sidste år, den kunne vi absolut heller ikke knibe ind i år, så den måtte blive på campingpladsen til næste år..hvor jeg håber vi vender tilbage.
Vi arbejder som et team.
Et fantastisk team, denne lille familie Østergaard.
JAØ 14/4-23
ps.
Vi havde i år besluttet at køre en tur nord om Vänern, for at Annette og børnene kunne se, hvor jeg jagter buk i August.
Det var en koncentreret biltur, jeg tillod mig dog en lille afstikker igennem ”blindtarmen” hvor bilen var ved at sætte sig alvorligt fast, på et stykke med en stor granitsblok fremad, og et dybt vådt hul bagved bilen, men ved ”god kørsel” fik jeg lige nøjagtig bilen bakket væk fra tarmen..
Vi har godt af at opleve den svenske natur, her var vi dog ved at komme til at hænge fast i den.
På Kungskvarnen i Borgvik blev vi taget godt imod.
Fik to af de fire værelser vi danske bukkejægere bor på i August.
Det ene af værelserne var udstyret med 5 sovepladser, så vi nøjedes med et værelse, det var jo kun for en overnatning.
På hotellet i Borgvik var der Påskebuffet, stort lækkert tag selv bord kl. 17.00, og vores værter havde i forvejen booket et bord til os, hvor dejligt.
Vi nåede en lille gåtur før vi satte os til bordet.
Udmattet efter et par begivenhedsrige dage, sluttede vi aftenen af med at smage en ”bryllupshvidvin”, Jonathan havde taget med, den smagte godt, sammen med ny type taffelchips ”brun sovs” hed de..det virkede lidt kunstigt, men smagte godt.
Sengene var meget bedre end på campingpladsen, og jeg sov da også uden hovedpine for første gang på turen, i stedet fik jeg en gevaldig halsbrand, en kraftig forkølelse var på vej..
Vi kørte i god tid fra Borgvik.
Så kunne vi nå en times indkøb i Göteborg.
Jeg slog en smut omkring et indkøbscenter, hvor jeg vidste der lå en jagtbutik.
Nu var det Påskedag, så jagtforretningen havde ”stängt”, heldigvis lå der en outdoor butik, så jeg fandt et par super gode jagtstøvler til Annette.
Annette er altid så beskeden, og temmelig ubeslutsom, når det gælder tøj, sko eller ting til sig selv.
Jeg insisterede og købet blev gennemført.
(i beslutsomhed og kunsten at insistere, der slår jeg Annette på begge punkter)
I Göteborg fandt vi den butik Josephine havde set et par sko i, de havde den rette farve og størrelse på hylden, så flueben ved dette indkøb også.
Til færgen ankom vi godt en time før afgang.
Andre passagerer havde tydeligvis været med samme færge som os på vej op, så de var også kommet i rigtig god tid.
Vi lagde en slagplan.
Ligeså snart vi var rullet på plads på færgen, skulle Josephine og Jonathan storme op og finde en god siddeplads.
Og det lykkedes..endelig kunne vi slappe af på Stena Line.
Og jeg så ingen sidde på gulv eller trapper på turen hjem..dejligt.
Tak til min kære familie.
Tak for jeres overbærenhed.
Jeres far/mand er ikke perfekt, hverken perfekt rund eller firkantet.
Jeg gør, hvad jeg kan.
Jeg elsker jer alle fire lige højt, også glædede jeg mig til at hente Zimba hos dyrepensionen.
Og til alle der læser mine historier..husk..at forfatterens ord altid skal læses med et glimt i øjet, jeg skriver aldrig noget for at såre eller fornærme nogen.
Men en historie uden kød på benet, bliver lidt trist at tygge på..