Jørn den tålmodige aka Grisejagt Sverige april 2022

Jørn den tålmodige.

Lad mig sige det med det samme.. Årets første jagt til Sverige, blev en fantastisk tur.
Jørn og Poul slog straks til, da jeg i januar foreslog en tur på grisejagt.
Ja, det kan være Poul havde prikket til mig et par gange, men vi skulle lige ind i det nye år syntes jeg.
Vi skulle dog lige vente, til alle grise blev jagtbare.
(En so med smågrise er dog altid ulovlig at skyde, hele året rundt)

De nye jagttider betød, at vi ikke skulle vente med at tage af sted til midt i april, men allerede kunne tage på jagt i starten af april.
Jeg fik bestilt færgebilletter med afgang fredag d. 8/4 kl. 08.00 og hjemrejse søndag d. 10/4 kl. 15.45.
Og vi glædede os i rigtig god tid.
Det bliver det første jagtår i 3 år, hvor vi ikke skal tænke i smittetal, coronapas og mundbind, så vi kunne se på hinandens smil, at humøret var højt, da vi mødtes fredag morgen kl. 06.00

Jeg hentede rundstykker kl. 05.40 (dem havde Annette bestilt og betalt om onsdagen), bilen havde jeg forinden pakket med mit eget jagtgrej.
Derefter hentede jeg Poul kl. 05.50.
Tilbage på Gyvelvej var Jørn forsinket to minutter, han havde glemt sin termokande med kaffe, og måtte vende om halvvejs fremme hos mig.
Men kl. 06.07 lagde vi fra land i Hobro, bilen godt fyldt.
Hvor skulle vi have de 3 vildsvin, som vi håbede på at nedlægge indenfor de næste 48 timer?
Den tid, den glæde, vi skulle nok finde plads, og det meste af det medbragte mad, skulle ikke med hjem igen, og tagboksen var ikke stoppet helt ud.
Men vildsvineskindet bør man heller aldrig sælge, før grisen er skudt.

Færgen skulle først afgå fra Frederikshavn kl. 08.00, så vi havde masser af tid, forventet ankomst kl. 07.15 (vi skal være der en halv time før)
Men lige efter Aalborg kom sneen.
I Hobro var der ikke skyggen af hvidt, så sneen kom helt bag på os.
Vinterdækkene havde jeg beholdt på bilen, for alle tilfældes skyld, mest for Sveriges skyld..men nu fik jeg da glæde af dem i Danmark for en gang skyld..og så ikke mere om skyld.

Snevejret tog til og vejene blev kun værre at køre på.
Da vi passerede Hjallerup, var der kun et spor der blev brugt på motorvejen, og det i en fart af 50 km/t.
Nu er det en misforståelse, at fordi et spor bliver brugt, er det ikke ensbetydende med, at begge spor ikke er brugbare.
Men billister er en flok lemminger, og jeg følte også mig selv som sådan et dyr denne morgen..bare følg strømmen, så går intet galt.
Heldigvis valgte en BMW at passere os i ydersporet, og hvis han ku' så sku' vi osse ku' ku'.
Så jeg lagde Quashqaien ud i røven af BMW'en, dog på god afstand, og så listede vi forbi de næste 50 biler og især lastbiler, vi overskred ikke 70 km/t.

Med den hastighed nåede vi færgen i Frederikshavn kl. 07.35 og kunne køre direkte ombord efter en mindre kø ved indtjekning.

Ombord på færgen var der ikke mange mennesker, dog flere end de sidste 2 år tilsammen.
Straks pakkede jeg Gamle Oles bedstefar ud, og pludselig havde vi endnu mere plads omkring os.
Pjat..de andre borde var besat med flere ældre uden lugtesans og de havde også ost fremme på bordet, så ingen led nød, eller følte sig unødigt antastet.
Rundstykker, smør og pålæg og honning..
Hov honning?
Jeg havde godt nok tænkt på at tage honning med, det samme havde Jørn, men da Poul er min honningpusher, var jeg sikker på, at han som vanligt ville tage mindst 3 varianter med af slagsen (det var Jørn også sikker på)
Men Poul (og Jørn) havde for en gang skyld hørt efter, og jeg havde med tykke bogstaver skrevet og sagt, at vi skulle minimere vores bagage, og absolut kun tage det med, der stod på den liste jeg havde sendt til mine to kammerater.
Jo jo..men honning for fanden, kunne vi undvære det en hel weekend?
Vi er hvis ikke lemminger, så mere Peter Plys agtige..
(vi besluttede at købe et glas i ICA i Sverige, indtil vi så prisen på sekr. 75,- så kunne vi godt undvære honningen)

Færgen afgik på minuttet, eller måske et par minutter over, gad vide om alle nåede at komme med.
(det giver selvfølgelig mersalg, hvis nogle biler skal bookes om..)
Og Stena Line..de sparer hvor de kan, og hiver ekstra ind, hvor de kan.
Men en kiosk der kun er åben 1½ time hver vej, og udsalg af kaffe og kage i en times tid..det er fanme en tynd kop te.
Så på den front tror jeg Stena Line har mistet en temmelig stor omsætning.
Jeg har i hvert tilfælde gået forgæves til kiosken et par gange, der er en grund til at Bilka i Danmark næsten har døgnåbent.

For første gang i mine 21 år på jagt til Sverige brugte jeg heller ikke en krone på spilleautomaterne på færgen til Sverige.
Man kunne ikke få en krone i kontanter, og da maskinen der skulle kunne spytte enkroner ud ved isættelse af betalingskort var i stykker (så ud til at være en gammel besked med funktionsfejl) .. ja så blev jeg tvunget til at spare den investering.

På Svensk tv ombord på færgen kunne vi se den svenske metrolog advare om kraftig snefald i det område vi skulle op at jage i.
20-30 cm sne skulle der falde i løbet af fredag.
Vi håbede at vores jagtmark, ville ligge lidt sydvest for grænsen, hvor sneen ville falde, men frem skulle vi nok komme.
Da vores udlejer ringede til mig straks vi kom i havn i Göteborg, blev vi da en smule bekymrede.
Han har aldrig ringet mig op tidligere.
Har I vinterdæk på bilen? Spurgte han.
Jep. Lød mit svar.
Jamen så går det sikkert godt.. svarede Kjell retur.

Vejret var fint i Göteborg.
Snefrie veje de første godt 50 kilometer mod Stokholm.
444 kilometer til Stokhold meddelte jeg Jørn og Poul på et tidspunkt.
Hvad skal vi bruge den oplysning til? Spurgte Poul..
Ja ja, rolig nu, jeg læste bare op fra et vejskilt, svarede jeg med et smil, vi skal kun godt halvvejs.
Og så kom sneen.
Ikke voldsomt, men der lå da en smule på vejene, men langt fra den mængde vi havde mødt i Danmark.

Da vi kl. 14.30 rullede ind til Gunnar for at få nøglen til bommene, foreslog han, at vi skulle følges ud i skoven, der skulle sættes en gasflaske ud i koje nr. 4, og så kunne Poul også lige have sat sit vildtkamera op.
Jeg havde dog spurgt Poul, hvad vi skulle bruge kameraet til?
Ja ja, jeg ved da godt hvad et vildtkamera bruges til, og har da også et ophængt i DK, men i Sverige med 2 aftener på jagt, og så sætte kameraet op på en plads vi ikke kunne sidde ved pga manglende lys?
Alt det teknik er efterhånden ved at hænge mig en smule ud af halsen, siger jægeren der har spejlrefleks kamera, stort videokamera og ja naturligvis også mobilen lige ved hånden.
Heldigvis er vi ikke ens, og jeg er den sidste der skal brokke mig over forskellig holdning, ikke fordi jeg er Rasmus modsat, for at være modsat blot fordi at være..

Gunnar spurgte som Kjell også til vores dæk, har I vinterdæk på?
Jeg konstaterede, at vores bil stod væsentligt bedre fast end Gunnars egen lettere stationcar.
Den nyfaldne sne lå tykt, løst og jomfrueligt på skovvejene, Gunnar kørte forrest, og lavede spor vi kunne følge, det gik sikkert fremad.
Gunnars bil skrabede lidt imod, Quashquai'en kunne lige holde undervognen over snelaget, perfekt, men nu behøvede der heller ikke falde mere sne.
Skovens grene hang snedækkede tungt ned omkring os, hvilket smukt skue.

De tre grisekojer (små isolerede træhuse med varmekilder, de to med varmeblæser, den tredje med gasovn) lå spredt på to skovveje, god afstand fra hinanden, et og to dog ikke så langt fra hinanden.
Ved hver plads blev der fodret med enten ærter, majs eller korn.
På alle 3 pladser lå der også bunker med kartofler.

Vi har en fornemmelse af, at fodringen er trappet ned igennem de sidste 2-3 år.
Måske pga grisejagten er blevet for almindelig og derved har nyhedsinteressen lagt sig.
Fryserne er blevet fyldt med vildsvinekød.
Det har de sidste par sæsoner næsten kun været Gunnar, der er kommet på grisejagt, de andre 6-7 jægere i det svenske konsortie har mest gået på drivjagt.
Gunnar har skudt mellem 20 og 40 grise hver sæson.
I denne sæson har han skudt under det halve.
Om nedgangen skyldes mindre fodring, eller for kraftig afskydning igennem et par år er svært at sige.
Gunnar troede mest på det sidste.
Skovene grisene går i er kæmpestore, så mit bud er lidt mere bredspektret, jeg tror at nedgangen kan skyldes flere ting.
1. Større afskydning end bestanden kan bære.
2. Flere der fodrer vildsvinene, og derved også større afskydning (måske)
3. Ulv i området
4. Milde vintre der spreder grisen
5. De har ikke fodret så meget på de pladser vi jager på (det ved vi de ikke gør)

Punkt 3 tror jeg ikke på.
Vi så mere råvildt end vi plejer at gøre, og det tyder på, at ulven ikke er der lige nu.
Harer så vi også en del af, flere end vi plejer.
Dåvildtet er i fremgang, jeg var dog den eneste der så dåvildt, vi plejer at se flere.
Men hvis fremgangen af råvildt skyldes tilbagegang af vildsvin, så bliver de danske bukkejægere da glade til August, selvom de også gerne vil have et par vildsvin med sig hjem.
Det er 3 gode kammerater fra Ølgod der jager her, og har gjort det en del år efterhånden.

Nå men vi tjekkede hver enkel foderplads grundigt.
Gunnar satte ny gasflaske op i koje 4, og vi tjekkede der ikke sad sne på de grønne lamper ved foderpladserne.
Ved koje 2 sad der lidt sne, for højt oppe til at nogen af os kunne nå lampen og rage skidtet ned.

Poul fik en kost i hånden, der manglede stadig en meters penge, Pouls højde kom for første gang til kort.
Jørn og jeg opildnede Poul til at stille sig op på en hjørnepæl af hytten, så kunne han nok lige nå.
Balancerende med livet som indsats og med næsten støtte af Jørns hånd på Pouls venstre balde (Jørn har ikke hånden derpå, men er klar til at støtte, jeg filmede hele cirkus nummeret til stor fornøjelse)
Og under stor pusten og sprutten lykkedes det Poul at få dasket sneen ned.
Vi konstaterede at Pouls kondition og lungekapacitet lå langt fra det ønskværdige af en ung mand på 58 år.
Men der er kun en, der kan ændre på dette, og det er Poul selv.
Vi har taget snakken af og til.
Ingen af os ønsker at miste en jagtkammerat alt for tidligt..pga selvforskyldt dårligt helbred.

Der havde været mest aktivitet på plads 1 og 4.
Plads 3 er et tårn uden varme og uden lys, og der er kun blevet fodret med korn fra tønden, ingen kartofler.
Der så ud til at have været grise indenfor det sidste døgn også ved tårn 3.
Men vi ville som altid satse på de 3 varme og oplyste kojer.. 1, 2 og 4.
Og koje 2 (der altid har givet gris på vores ture) så i år til at være ”nitten”, men med jagt er der intet der kan forudsiges, og grisene flytter sig meget..

På Campingpladsen mødte vi campingfatters afløser, jeg husker ikke navnet på ham, og han kan ikke huske vores ansigter eller navne, to minutter efter vi har vendt ham ryggen.
Vi så slet ikke campingejeren under vores weekendophold.
Lars sover til middag, sagde den nye hjælper, selvom klokken var 16...jeg fik en lille ”Psycho film” fornemmelse ved denne udmelding, fik ikke tjekket, om historien var sand.

Ved Lars havde jeg booket hus nummer 10, som vi plejer at have på vores jagt, vi skulle dog bo i nummer 6.
Det passede egentlig også meget godt, så undgik vi nemlig alarmen på campingpladsen, der sad blot 15 meter længere henne af vejen, og bliver aktiv hver aften omkring midnat..og midnat plejer vi aldrig at nå hjem til.

Hytten var fin, så ud til at være ligeså fin og rummelig som hytte nr. 10
Der skulle betales på forhånd for anden gang i træk, denne gang registreret elektronisk, så ”Norman Bates” ikke behøver at huske vores ansigter. (sidste år blev vi beskyldt for, ikke at have betalt ved afrejse gangen før..jeg tror jeg har været på campingpladsen 10 gange nu, og vi har altid betalt ved aflevering af nøglen)
Men ting ændres, og det er også okay.

I hytten skulle vi vælge sovepladser.
Der var to rum, et med dobbeltseng (sengene stod dog til hver sin side i rummet, med et skab imellem sengene)
Det andet rum havde to dobbelte køjesenge, fire sovepladser.
Jørn og jeg ville gerne sove i de brede senge, så kunne Poul selv vælge hvilken af de fire køjesenge han ville sove i.
Alle var enige om, at Poul skulle sove alene, ingen snorker så højt som Poul, ingen..

Poul påstod at køjesengene var for små, der ville han aldrig kunne ligge i, helt okay for Jørn og mig, vi lider ikke af klaustrofobi.
Poul fik de store senge og værelset med meget gulvplads, og Jørn og jeg fik hver vores køjeseng, med plads til grej i de øverste senge, for gulvpladsen var minimal.

Med alt det på plads begyndte Jørn at stege vores aftensmad, medbragte vildt frankfurtere.
Lækkert.
Kl. 17.30 skulle vi køre på jagt, vi havde godt en time at spise aftensmad i.

Men først et lille glas at skåle i, til Nak og Æd hilsnen.
”Knæk og Bræk et vildsvin i Sverige”

Jeg skulle til at dele 3 spillekort ud ved spisebordet.
Vi plejer at sige, at den der trækker nr. 1 vælger først plads osv.
Mit valg, hvis ikke jeg trak nr. 3, ville være mellem plads et eller plads fire, fordi det var der, der havde været mest aktivitet.
Plads to har vi dog som sagt altid skudt gris ved, når vi har været på jagt heroppe, så den har altid været godt besøgt..men altid døde i går, som man siger.

Jørn foreslog en alternativ måde at trække lod på.
Hvis nu vi sagde, at kortene afgjorde, hvilken plads vi skulle sidde ved, så ville det være mere tilfældigt, hvem der ville skyde gris.
Jørn..jagt beror i store træk af tilfældigheder, især når man ”bare” skal/kan sidde stille og vente.

Jeg har Jørn mistænkt for, at via vores nye lodtrækningsmodel, ville Jørn blive fri for at skulle vælge plads, det har Jørn ofte svært ved, især på bukkejagten hvor vi har langt flere pladser at vælge imellem.
Men skidt, jeg er med på nye tiltag, så længe de ikke er mere vidtgående end dette, så det vedtog vi.
Jørn trak først, fik kort nr. 2, Poul trak næste kort som var kort nr. 1, og så var det sidste kort til mig, og jeg fik kort nr. 4, og det passede mig rigtigt godt.

Jeg havde på fornemmelsen, at Jørn på denne måde trak nitten, og at han lige nu sad og fortrød sit ændringsforslag til lodtrækning, for efter gammel model kunne han have valgt nr. 1 eller 4.
De vægelsindede hjerner har det ikke altid lige let.

Jeg skulle nedtone min jubel, (indeni var jeg et stort jubelfjols) men jeg er glad for, at vi ikke har en novice på holdet, som skal vises særlige hensyn til.
Jørn forsøgte sig godt nok.. ”Jeg har jo kun skudt en gris før..”
Niks, gælder ikke Jørn, og du er ikke helt gammel nok til, at din alder kommer i betragtning, selvom du er væsentlig ældre end Poul og mig...

Jeg har altid påstået, at sidder man længe nok, så skal grisene nok komme til foderpladsen.
Det har jeg bevist et par gange, men ofte så orker man ikke at sidde mere en maks 8 timer pr nat..nogle vil give op efter fire timer. (læs ”de fleste”) - og ja, det beviser min påstand, så har man bare ikke siddet længe nok!

Men som Gunnar siger, så er der mange jægere der tager på jagt både 5 og 10 gange uden at skyde gris, så vi skal være mere heldige end dygtige, for at skyde gris på vores blot 2 dages jagttur.

Hvor er det skønt endelig at køre bevæbnet på jagt igen.
Jeg satte først Poul af ved plads 1, vendte bilen og satte Jørn af ved plads 2 og skulle så selv køre ud i den store skov på modsatte side af landevejen, et par kilometer fra Jørn og Pouls pladser.
2,3 km fra Jørn og 2,67 km fra Poul.
I fugleflugt 1,9 km fra Poul..
På grund af asfalt vejen tror jeg ikke det er de samme grise jeg træffer, som Poul og Jørn sidder og slås om, hos dem er det samme grise der veksler mellem koje 1 og koje 2.

På vej ud i bilen så jeg først et rådyr springe væk fra skovvejen og ind i skoven, lidt længere henne stod 3 stykker dåvildt og gloede, før de på deres komiske facon hoppede ind i skovens trykke stille ro.

Bilen satte jeg små 500 meter fra min koje. (koje er det svenske ord for grisehytte)
Med skydestok og ladt riffel tilbagelagde jeg turen så lydløst som muligt i den støvlehøje sne.
Hvor larmede jeg mindst?
I hjulsporet eller i den høje bløde sne, det var vist hip som hap..og sådan blev min tur frem, først lidt i hip, så lidt i hap, lydløs var jeg ikke.

Jeg ankom til koje 4 ca kl. 18.10 med knap en time til solnedgang.
I hytten/kojen trykkede jeg nogle gange på startknappen af gasovnen uden succes, så fandt jeg ud af, at drejeknappen skulle trykkes ned ved start, mens jeg klikkede starteren ind.
Så gik der ild i skidtet, det larmer ad h til men det varmer.

Med varmen på kunne jeg sætte mig godt til rette.

Snelandskabet lyste gevaldigt op.
Den kommende måne ville kun lyse halvt, og på denne plads, er der modsat de andre (hvor der er el) ikke konstant grønt lys på pladsen.
Her skal man spare på strømmen, og først tænde når dagens lys forsvinder fra pladsen, en time eller to efter solnedgang, svært at sige med denne hvide sne, som naturlig oplysning af natten.

Jeg sad den første time, der skete intet.
Gasbrænderen kørte på laveste blus, alligevel syntes jeg dens konstante susen var et irritationsmoment, men ville jeg 1. fryse i stilhed eller 2. have det varmt med en smule støj til følge?
(hvor var kort nr. 1 og 2)
Jeg valgte 2.

Vinduet havde jeg fuldt åbnet under hele jagten.
Jeg ved at Poul gør det samme, lader det stå åbent.
Jørn har kun sit vindue åbent en lille smule, så riflen lige nøjagtig kan stikke ud, og det betyder selvfølgelig, at kulden ikke så let slipper ind, men både Poul og jeg syntes, det larmer når vi skubber glaslågen til side, og grisene tåler hverken støj eller bevægelser, især ikke på en nat, hvor der ikke rør sig en vind, og sådan en aften var det denne fredag i det Svenske.

Jeg sad og tænkte på mit videokamera.
Det kunne være lidt sjovt, hvis jeg fik chancen til gris, mens der var lys nok til at filme.
Så kunne jeg måske få en lille optagelse af skuddet.
Jeg har sådan en håndmuffe med, som jeg næsten aldrig har brugt, føler den fylder for meget og er lidt upraktisk, når man skal komme til skud.
Men jeg havde taget den med i min jagttaske.
Jeg forsøgte at lægge den ved siden af underlaget til riflen, ovenpå lagde jeg videokameraet..jo..det kunne godt fungere, jeg kunne se skærmen, let trykke rekord, og måske endda zoome lidt ind, hvis der kom gris.
Men jeg ved, at når først grisen er der, så er der ikke meget tid til at tage beslutning om skud, det er næsten altid nu eller aldrig, især hvis grisene er få og meget sky, så kommer de ikke nødvendigvis tilbage, efter de er blevet skræmt væk.

Jeg havde ikke mere end lige lagt kameraet klar, førend der kom bevægelse et stykke ude til venstre.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det næsten helt sorte runde dyr var et vildsvin.
Jeg fik trykket på optage knappen på kameraet.
Zoomede lidt ind, som grisen kom nærmere foderpladsen.
Men så var det, som om grisen fornemmede noget.
Om det var en bevægelse fra mig, eller fært som vi havde sat da vi for nogle timer siden havde besøgt foderpladsen, ved jeg ikke.

Grisen der var kommet tøffende i meget karakteristisk grisegang, havde selskab af endnu en gris 10-15 meter bag sig.
Da den forreste stoppede op, stoppede nr 2 også automatisk.
Jeg havde nu fået fokus på den forreste gris igennem min sigtekikkert.
Da grisen, sikkert et sekund før flugt, løftede hovedet en smule, lød mit skud.
For første gang på grisejagt med min Zoli 30-06, ladt med Oryx 11,7 grams kugle, og med lyd-rekyldæmper, ja og mig uden høreværn, røg kuglen afsted, sat ind lige foran højre bovblad, da grisen stod en smule skråt.
Uden en lyd, men med åben mund, væltede grisen om, nr. 2 gris tog klogelig flugten, og forsvandt ind imellem træerne, mens makkeren var forsvundet i den dybe sne.
Jeg var ikke i tvivl, grisen var død i skuddet.

Klokken var lige knap 20.00, hold da fast, det var næsten slut, før jagten var gået i gang.

Jeg gav mig god tid til at trække vejret dybt og nyde øjeblikket, et øjeblik der varer alt for kort.

Først der sendte jeg besked til mine jagtkammerater og Annette, om at jeg havde skudt en gris.
Da Poul med et billede af en råbuk ved hans foderplads, svarede tillykke, var kl. 20.07.
Næste besked fra Poul kom 10 minutter senere, kl. 20.17 ”Har lige skudt gris ligger”
Kl. 20.24 svarede jeg, ”Tillykke. Er den stor?”
Jeg fik kl. 20.26 billede af grisen retur, svært at bedømme om den var større end min..

Men skidt nu med størrelsen, alt er jo større ved Poul, så det var Pouls gris sikkert også :-)

Fantastisk.
To timer inde i denne grisejagt, og to jægere har allerede skudt gris, faktisk mere end jeg turde drømme om.
Både Kjell og Gunnar havde jo sagt, at bestanden er gået tilbage.
Sidst Poul, Jørn og jeg var på grisejagt sammen, tilbage i 2019, også med sne i skoven, da skød vi først gris på anden dags aften.
Men så skød vi også alle tre indenfor et kvarter.

Nu mangler vi bare lige at få Jørn med.
Der var længe til kl. 01.00, som var opsamlingstidspunktet.

Jeg gik ud for at finde min gris, den havde nu ligget de obligatoriske10 minutter før jeg kunne gå frem, og jeg var sikker på, at jeg ville finde den stendød.
Ja, grisen kunne jeg umuligt overse i det snehvide skovdække.
På daværende tidspunkt havde jeg ikke set billede af Pouls gris, jeg havde en ide om, at min gris var en galt på mindst 50 kilo.
Jeg tog først lidt billeder af kojen og foderpladsen.
Gav mig god tid, mens der stadig var lidt lys fra den nu mørkegrå himmel.

Så gik jeg direkte hen til skudpladsen, troede jeg..
For hvor hunden var grisen?
Ingen blod, blot lidt spor af grise i sneen.
Der var kun en gris der løb væk, det var jeg hundrede procent sikker på.
Jeg kiggede rundt, den måtte ligge fuldt synlig indenfor et lille område.

Nej, ingen gris.
Nå, jeg måtte prøve at følge grisesporene.
På vej hen til det jeg mente måtte være anskudspladsen, havde jeg passeret en mindre bæk/vandhul.
Jeg fulgte sporene over bækken, jeg tænkte, så længe der ikke er blod, så er den ikke løbet modsat vej.
Og der, ca 20 meter til højre for hvor jeg startede med at lede, der lå grisen, noget mindre gris end jeg havde bildt mig ind.
Der er sket det, at jeg med min nye Zeiss kikkert (første gang jeg har den med på jagt) i den mørke hytte havde skruet ned på det jeg troede var ca 4-5 i forstørrelse (jeg har 3-12x i kikkerten)
Min 6,5'er er monteret med en Baush & Lomb riffelkikkert i forstørrelse 4-16x, så der skal justeres lidt anderledes på min Zeiss, og så vidt jeg husker, så skal der drejes modsat i forstørrelsen.

Så da jeg skruer op for maks forstørrelse, og kører ned til det, jeg er vandt til, så er jeg nok havnet på 8 i stedet for 5..ca..
Grisen så i hvert tilfælde noget større ud i kikkerten, end som den lå der forendt i sneen.

En fin madgris, ikke en galt, men en gylt på et halvt til trekvart år, altså en frischling.
Så selvom det var en hun og ikke en han, så er den fuldt jagtbar, ingen lange ”patter” og ingen smågrise i mavsen, selvom en gris ikke behøver være fyldt et år, før hun er klar til at få smågrise.
Men, men..jeg syntes nu hun ser for klejn ud til at være kønsmoden, men hvad ved jeg..grisen er død, og jagten havde været helt igennem perfekt.

Perfekt jagt for mig er, når man træffer det man skyder til, og allerbedst når dyret dør lige på stedet.

Og sikke flot denne lille gris var.
Pelsen er absolut flottest på denne tid af året, og jeg besluttede mig allerede her på stedet, at skindet skulle med hjem til garvning (jeg har dog i skrivende stund erfaret, at prisen på garvning af griseskind er steget fra 1.200 til ca. 1.800 så måske jeg garver det selv..øv..det bliver ikke så godt, som når det er en professionel der gør det, men i påsken vil jeg gøre forsøget, natron og lugtfri petroleum plejer at virke)

Tyk, sort, tæt, masser af underuld..jeg glæder mig til at pelse mit bytte.

Som sagt så var der lang tid til kl. 01.00, hvor Jørn skulle hentes.

Jeg slæbte mit bytte til hytten/kojen.
Satte mig ind og forsøgte at finde ro.
Min mobil gik løbsk i at tabe strøm, der var ca. 40% da jeg kom på jagt, nu var der kun ca. det halve.
Kulden var åbenbart hård ved batteriet.
kl. 21.00 var det slut med strøm, ergo jeg kunne ikke kontaktes, hvis Jørn skød gris, og så kunne de vente i 4 timer på, at jeg kom med bilen.
Pokkers osse, jeg prøvede at væbne mig med tålmodighed, havde skrevet til Jørn, at jeg ville sætte mig og vente på nr. 2..
Ofte har jeg det sådan, at når jeg har skudt et dyr, så er jagten slut for mig.
Medmindre det drejer sig om en double (to i træk)
Min krop kan ikke rigtig komme i jagtmode igen.
Næste skridt var opbrækning og så turen hjem til hytten.
Jeg ville først brække grisen, når jeg kom op til Poul.
Poul sidder ved den store bunker (gammelt ammunitions depot med en halv meter tykke betonmure og rundt regnet 406 m2 stor.
Jørn sidder ved en tilsvarende bunker der er lige nøjagtig så stor som bunker 1 ca. 406 m2..
Jeg har altid troet at bunker to var væsentlig mindre end bunker et, synsbedrag..eller måske fordi vi ikke har været inde i bunker 2.

Vi har i år fået nøgler til bunker nr. 1, der er 2 hejs indenfor, og der kan vi stå frostfrit og i tørvejr og brække samt forlægge vores grise.

kl. 21.45 slap min tålmodighed op.
Jeg tog bilen og havde ikke beslutter mig, om jeg ville køre de 7 km hjem til campingpladsen, få strøm på mobilen, og så hente mine kammerater kl. 01.00..

På vej ud af skoven besluttede jeg mig for at hente Poul.
Jeg vidste jeg ville passere Jørn undervejs, men da bunkeren var imellem skovvejen og foderpladsen, så ville det ikke skræmme grisene..de er vant til trafik.

Et år skød Jørgen (ikke Jørn) en gris.
Han passerede koje 2 ude på vejen ikke færre end 3 gange på en aften, han hentede trailer ved koje 1 og kørte til koje 4 for at hente sin gris.
Efter han var vendt tilbage til koje 1 med grisen, gik der ikke længe, så skød jeg en gris..
Så jeg vurderede, der ikke ville ske nogen skade.

Fremme ved Poul kl. 22.00 fik vi en hyggelig snak, og kunne i fællesskab brække vore grise.
Tiden går lidt hurtigere når man er beskæftiget med kniv og slagtning, og lidt jagtsnak, så kl. 01.00 kørte vi op for at hente Jørn.
Grisene lod vi hænge i sikkerhed til lørdag.

Poul gik om for at se om der var liv i Jørn.
Jørn besluttede sig for at blive.
Hørte vi ikke noget før, så ville han gerne hentes kl. 08.00
Det er fanme sejt gået.
Han ville dermed sætte rekord i tålmodighed.. 14 timer.. det er der ikke mange der holder til, vi krydsede fingre for, at hans tålmodighed ville blive belønnet.

Hjemme på campingpladsen skålede Poul og jeg på vores jagtheld.
Selvom der var drikkevarer nok, var vi yderst mådeholdende, sengene og dynerne trak, så kl. 01.45 gik vi hver til sit, og der gik ikke længe før jeg sov som en sten, og vågnede et kvarter før alarmen var sat til .. dvs kl. 07.30.
Kl. 07.40 rullede Poul og jeg ud for at hente Jørn, der var ikke kommet nogen melding om gris, så vi tænkte, han sikkert havde lagt sig til at sove, da Jørns koje er den eneste, hvori der er sat en seng op.

Men nej, Jørn var frisk og frejdig.
Han havde intet set og derfor heller intet skudt.
Der var heller ikke tegn på, at han havde blundet på det forkerte tidspunkt, ingen grise havde rodet rundt på hans åtelplads.
Vi kørte lige op for at hilse på Pouls og min gris, Jørn skulle lige se, hvordan sådan en fætter/kusine ser ud.

Senere på lørdagen, ville Poul og jeg køre ud for at pelse dyrene, men nu skulle vi hjem og have morgenmad, vi var alle blevet godt sultne.

Poul havde skiftet SD kort i sit vildtkamera.
Igen..jeg er ikke tilhænger, at der er vildtkamera med på disse korte ture, det tager simpelthen for meget fokus fra det sociale.
En ting er, når vi hver især sidder og glor på vores mobil telefon for at følge med i de sociale medier, og besvarer sms/messenger beskeder.
Jeg havde med vilje ikke taget min arbejdsmobil med, for der kan jeg tjekke arbejdsmail og beskeder på..nu havde jeg altså fri.
Og når man er sammen med sine jagtkammerater, så bør man lade arbejdet ligge.
Vi glemmer det, og jeg skal ikke pudse nogen glorie, min mobil brænder også i lommen, og jeg opdaterer facebook løbende undervejs under jagten, mobilen kan dog sagtens bruges, når man sidder eller ligger for sig selv.

Men nysgerrig bliver vi alle selvfølgelig, når et sd kort smækkes i en computer...
Hvad er der sket i løbet af natten, på en foderplads vi aldrig har siddet ved?
Der var mange skovduer.
Der var en stor bastbuk forbi rigtig mange gange.
Til sidst kom en stor gris forbi, men filmoptagelsen var kort, og da grisen stod klods op af kameraet, var det svært at bestemme størrelse og køn, men umiddelbart så det ud til at være en pæn stor kejler.
Og så er fanden jo løs, for skal man sætte sig et sted, hvor tårnet er åben og pladsen er trang, kold og med en foderplads uden lys?

Jørn stod nu overfor et svært valg.
Både Poul og jeg havde skudt gris, så vi stod bagest i køen til at vælge plads.
Vi blev enige om, at vi stadig havde 3 kojer.
Koje 2 åbnede dog op for at kunne kombineres med tårn 3 (det uden lys)
For man kunne jo sætte sig i tårn 3, lige så længe man kunne holde kulden ud og se dyrene på pladsen uden lys.
Derefter kunne man køre i bilen op til koje 2, det ville man ikke forstyrre nogen ved.

Pokkers osse.
Jørn grublede meget over dette valg, jeg forstår ham godt.
Der var kommet to grise både hos Poul og mig.

Pouls jagt fredag aften foregik i korte træk således.
Lidt før klokken 20.00 var 2 ens i størrelsen grise kommet kort forbi fodertønden, de var ikke stoppet op længe nok til, at Poul kunne afgive et forsvarligt skud.
Og pludselig løb de deres vej.
Poul tænkte, at de nok ville vende tilbage.
Det skete også kort tid efter.
Begge grise kom nu i bedre ro for at gnaske ærter, majs og kartofler i sig.
Poul mente at begge grise var galte, altså hangrise, størrelsen var identisk, så et par brødre på ca et års tid.
Da den ene stod til perfekt skud, afgav Poul sit skud.
Grisen væltede i skuddet, men suste rundt på pladsen som et andet møllehjul.
Poul var naturligvis klar til at skyde igen, hvis grisen mod forventning kom på benene igen.
Men det varede ikke længe, før grisen lå helt stille.
Han kunne se grisen, selvom den var faldet om på den anden side af kartoffelbunken.

Grisen var mindre end antaget, sådan er det med de korte skudafstande vi har, dyrene ser større ud.
Men det var et fint bytte, så ingen grund til at være utilfreds.
Poul gjorde ligesom jeg et par kilometer derfra, ventede ca 10 minutter, før han gik op til sit bytte, fik slæbt det op til hytten, i sneen gik det glat, og så tilbage ind i varmen, der var ca 5 timer tilbage, inden jagten sluttede, troede han.
Efterfølgende skete der ikke mere, der havde været lidt råvildt forbi, deriblandt en fin buk, men ikke den store som Gunnar kunne fortælle, næsten altid kom forbi foderpladsen.
Ingen elge, intet dåvildt.
Jo..en stor ræv kom forbi skovsporet på et tidspunkt, jeg er ikke sikker på, om det var fredag eller lørdag aften Poul så den, jeg har svært nok med at huske mine egne oplevelser ha ha.

Inden Jørn krøb i seng lørdag formiddag, efter morgenmåltidet, besluttede han sig for at sætte sig på plads 4.
Jeg tror jeg havde gjort det samme, enten på plads 4 eller plads 1.

Plads 1 havde der alt andet lige været en del mere uro på, da både Poul og jeg havde rumsteret med de døde grise, så ja..kojen jeg havde siddet i fredag aften, ville jeg nok også have taget lørdag, hvis jeg skulle vælge.

Poul og jeg trak lod om de to andre pladser, vi gjorde det dog efter den gamle metode, den der fik et es måtte vælge først, og det fik jeg.
Jeg tøvede ikke længe, jeg ville prøve at sætte mig i det åbne tårn, så længe jeg kunne holde til det, krydse fingre for, at grisen ville komme, mens der var lyst nok, alternativt havde jeg min lommelygte med, som jeg havde sat på en klemme..den kunne måske give lys nok, hvis grisen skulle komme efter der var blevet mørkt.

Poul og jeg tog ud for at hive skindet af vores grise.
Jeg havde taget en indkøbspose med, den fyldte jeg lidt majs og ærter i, det ville jeg bruge som ekstra lokkemiddel på pladsen, og først smide ud, når jeg kom derud senere på dagen.
Poul ville ændre lidt på optagetiden på sit kamera, så vi var endnu engang forbi plads 2..
Al den forstyrrelse, mener jeg heller ikke er gavnlig for jagten, når jagten er så kort, vi sætter fært i det frostvåde underlag, jeg er modstander af det roderi.
Et vildtkamera er heller ikke helt lyd- lysløs, det er okay at sætte op over en længere periode, så vænner dyrene sig til det, men på korttidsjagt, skal det sparkes ad h til, det er bare min mening.
Prøv at tænk på alene det bånd kameraet spændes op med.
Hvor mange fingre og duftspor afsættes der ikke på det?

Og ja, jeg vil godt underbygge min påstand, ved min beretning om min jagtoplevelse fredag aften.

Vi havde egentlig snakket om, at vi ville tage på pizza bar lørdag eftermiddag, og spise vores aftensmad på pizzariaet.
Men jeg havde taget så rigeligt meget pålæg med.
Vi havde også købt en stor bakke med svenske æg.
Jeg havde hjemmelavet leverpostej med.
Hvorfor skulle vi så ikke spise hjemme på campingpladsen?
Det gjorde vi, og vi sultede på intet tidspunkt på vores tur.

Jeg fornemmede at Jørn tøvede, mens vi spiste vores aftensmad om eftermiddagen.
Jeg sagde til Jørn : Du kan sagtens nå at fortryde, hvis du hellere vil have koje 2 + tårn 3, så siger du bare til.
Jørn stod ved sin beslutning, tiden ville vise om det var godt eller skidt.
Og ja..fanden skulle da stå i det, hvis Jørn lavede om på sit valg, og jeg så skød en gris i koje 4 ha ha..

Afsted på jagt lørdag aften.
Vi kørte fra campingpladsen allerede kl. 16.30.
Vi ville være ude i god tid.
Som ekstra lokkemiddel (eller skræmmemiddel) havde jeg puttet et par osteskorper i min lomme.
Pakket godt ind i en pose var osten, så tøjet ikke kom til at stinke.
Først satte vi Poul af ved koje 1.
Jørn og jeg kørte ud i ”den anden skov” parkerede mellem tårn to og koje fire,
ønskede hinanden knæk og bræk, og sjoskede i hver vores retning.

Inden jeg gik op i det kolde og fugtige tårn, spredte jeg majs og ærter på pladsen.
Bagefter smed jeg de få skiver osteskorper, der kunne lugtes i miles omkreds.
Det havde virket/været ligegyldigt for 3 år siden, der kom grisene gladelig på foderpladsen, selvom der lå ost ovenpå kartoflerne, da var de også en pæn stor forsamling...
Spændende at se om den store kejler kunne li´ost.

Jeg fik sat mig til rette i tårnet, pakket så godt ind som jeg kunne, fortrød jeg ikke havde taget et tæppe med fra bilen, men jeg frøs ikke de første par timer.
Da solen gik ned kl 19.00 faldt temperaturen straks, jeg kunne godt mærke, det ville blive en kold fornøjelse.
Videokameraet havde jeg fået sat op til højre for riflen, og til venstre for riflen, havde jeg klikket min lille lommelygte fast.
(den viste sig dog at være for svag i lyset, til at have nogen effekt da natten satte ind)
Jeg ventede og ventede.
Jeg fik et sjok da en skovsneppe kom i fuld fart forbi tårnet og landede i skovkanten.
Jeg havde ellers både hørt og set snepperne i luften.
De var allerede i gang med deres forårs rullen, deres karakteristiske knurren er helt specielt, ligesom vi også har hørt spætternes parrings banken i de hule træer.
Men denne sneppe kom bag på mig, og så vågner man op.
Duerne kurrede lystigt omkring foderpladsen, og inden solnedgang kom de to gange til pladsen.
Imellem første og anden gang, var duerne fløjet skræmt op, og jeg var straks klar, i spænding på hvad der havde fået dem på vingerne.

Et smaldyr (rådyr) kom forsigtigt listende fra højre mod venstre.
Hun var hele tiden på vagt, om det var overfor andre dyr, eller duften af mennesker og ost, ved jeg ikke, men hun stoppede ikke op for at æde af kornet på sneen.
Råen fortsatte sin gang på tværs af stykket, og var hurtigt væk igen.
Da fortrød jeg, at jeg havde smidt ost ud på pladsen, men skaden var sket.

Duerne kom tilbage, de var ikke så mange, 8-10 stykker i alt og de var ikke generet af ostelugten, de nippede løs. (men kan et næb overhovedet dufte noget, eller er det kun næser der kan?)

Solen gik ned, og der gik en times tid.
Jeg mere fornemmede end så en bevægelse ude i horisonten.
Jeg frøs og blev også helt stille i mine bevægelser.
Forsigtigt fik jeg håndkikkerten op, og efter lidt tid så jeg bevægelsen igen.
Farven var helt klart et rådyrs, så jeg startede videokameraet for at fange dyret på film.
Det viste sig at være den ganske fine buk, som også havde poseret foran vildtkameraet.

Aldrig har jeg set så forsigtig en råbuk. (og jeg har efterhånden set rigtig mange)
Åh den gav sig god tid til at nå frem til foderpladsen.
Forsigtigt med alle sanser vagt, gik den langs den venstre kant i lysningen, næsten helt op til vejen, og bukken var, da den vendte om for at gå mod foderpladsen, ikke mere end 10 meter fra tårnet der stod på den anden side af skovvejen.

Forsigtigt, stadig ikke den direkte vej til foderpladsen gik bukken, han var hele tiden på vagt, det var en lille smule spændende, for jeg ville jo gerne filme ham, men han så, hørte og lugtede alt, og om det var osten eller stanken af mennesker, ved jeg ikke, men der var ugler i mosen, var han sikker på.
Til sidst lokkede kornet og et let måltid, så han langt om længe nærmede sig midten af pladsen.
Og ja, et enkelt korn eller to fik han vel ind, så startede sprederen næsten lige over bukken, den vilde flugt skete øjeblikkeligt, og i skoven blev der skældt godt og grundigt ud.

Det blev nu mørkt og koldt, rigtig koldt og sort som i kulgravers...
Jeg bed kulden i mig, så længe jeg kunne ane bevægelser og konturer mod den hvide sne, så var jeg ikke helt blind.
Efter en times tid godt og vel, dukkede der et dyr op på foderpladsen.
Det nærmede sig forsigtigt, og ved min mindste bevægelse stoppede det op.
Jeg var forundret over, at den kunne se mig, jeg sad i mørke syntes jeg, med tag over hovedet, maske, handsker og hue på, der kom ikke meget lys hud fra min profil.
Det var bukken, og var han på vagt før, så var han frygtsom nu.

Det lykkedes mig at få listet riflen op og fange bukken et par gange.
Så kunne jeg også få tjekket mit rødpunkt sigte.
Som minutterne gik, svandt det sparsomme lys også.
Selv en halvmåne og hvidt snedække, så var det en ulige kamp mod den mørke frosne nat.
Pludselig flygtede bukken igen over hals og hoved, denne gang ikke pga manna fra oven, måske det var vildsvin der var på vej.
I skoven skældte han ud på ny, og jeg ventede i spænding.

Et pludseligt hosteanfald, hvorfor skulle det komme lige nu på det mest kritiske øjeblik, det afgjorde sagen for mig.
Stivfrossen pakkede jeg mit habengut, og med stive lemmer bevægede jeg mig forsigtigt ned af tårnets glatte stige.

Pokkers osse, klokken var 22, kunne jeg bare have holdt ud en time mere..hvem ved hvor længe der ville gå, før grisen kom.
På Pouls vildtkamera stod alle optagelser til samme optagertid, så det kunne vi ikke bruge til noget, smid det lort ad h til..

Småbandende gik jeg til bilen.
Sneen der nu havde fået en frossen skorp larmede godt og grundigt.
Jeg håbede det ville sende grisene ned til Jørn, jeg havde ikke hørt skud, eller fået nogen melding over mobilen (der for en gang skyld holdt strøm)

Jeg kom til koje 2, absolut ikke lydløst, mellemdøren i hytten smækkede imod væggen, og riflen stødte jeg også på træ et par gange i den knaldsorte hytte.

Men på plads i forholdsvis god varme, i forhold til tårnet var kojen jo lun.
Jeg fik riflen i hak, og blev straks blændet af pladsen der lå badet i hvidt og grønt.
Der så ud til kun at være en 5-10 meter til foderpladsen, jeg ved der er ca. 22,9 meter..underligt som man kan blive disorienteret af forskellige lysforhold.

Det irriterede mig grusomt at sidde og føle sig både sneblind og natteblind på samme tid.
Efter kort tid måtte jeg give op.
Det åbne vindue riflen stak ud af, var som en kuldemagnet, så jeg måtte starte varmeblæseren.
Koje et og to er tilsluttet strøm, så de har konstant grønt lys på pladsen og har også hver en varmeblæser indstalleret.
Disse larmer meget, syntes både Poul og jeg, måske det mere er tanken og fordi vi får lyden lige ind fra højre, vi kan i hvert tilfælde ikke holde larmen ud ret lang tid af gangen.

Pludselig så jeg en rotte på foderpladsen. (desværre ikke en rotte grise)
Rottens slanke krop kravlede rundt imellem kartoflerne der 5 meter fra mig, ja sådan så det ud.
Da jeg fik riflen op, kunne jeg dog tydeligt se, at der var tale om en grævling, endda en voksen en af slagsen.
Den rodede godt rundt i kartoflerne.
Grævlingen haltede på sit venstre forben, jeg var ved at tænke på at aflive den.
Men jeg kom i tvivl om grævlingen måtte skydes/reguleres lige nu i det svenske.
Jeg ved der er jagttid på dem, men er de fredet fra nu og frem til August?
(jeg har lige tjekket, grævlingen må jages fra 1. August til 31. Januar, så godt jeg ikke skød)
Og ja, grævlingen så, udover sin skade på venstre ben, som jeg ikke kunne se hvad skyldes, ud til at være ved godt sul..og da den også havde god appetit, lod jeg den nyde livet lidt endnu.

Senere forlod grævlingen mig, og da Poul også fik besøg af grævlingen, så kan det sagtens være den samme.

Poul havde smidt lidt honningslik ud på sin foderplads, majs badet i honning, det kan hverken gris eller grævling stå for, helt sikkert bedre end ost.
Trods det, så var Pouls aften og nat, ligeså begivenhedsløs/grisefri som min.
Så da klokken var 00.50 skrev jeg til Jørn og Poul, om de ville med hjem.
Jeg spurgte dem begge, om de havde set noget.
Poul havde netop fået besøg af grævlingen, og havde derudover set ræv (så det var lørdag nat han så den)
Jørn havde intet set.
For sjov spurgte jeg Jørn om han ville sidde 3-4 timer mere?
Ja...skrev Jørn
Okay. Så kører Poul og jeg hjem, skal jeg hente dig kl. 05.00 eller 06.00? spurgte jeg.
Kl. 5 tak, svarede Jørn.
Aftale.
Og så hentede jeg Poul, og vi kunne køre hjem, begge godt slidte, men tilfredse over, at vi hver skulle have et stykke vildsvin.

Min mobil står altid på lydløs når jeg er på jagt, den vibrerer ikke engang.
Jamen så er der ingen der kan komme i kontakt med dig.. siger Jørn.
Jo, jeg tjekker da min mobil af og til, så hvis nogen har haft ringet, så skriver jeg da tilbage..men jeg vil ikke forstyrres, når jeg sidder på jagt hverken af brummen eller mobilens ringen..
Så jeg hørte ikke at Jørn kl. 05.33 to gange skrev, at klokken nu var 05.33...
Jeg havde sat min mobil til at vække mig kl. 04.45 (havde ikke haft briller på, da jeg satte tiden, så hvis jeg havde sovet længe nok, var jeg blevet vækket tirsdag morgen i stedet for søndag..)
Poul bankede på døren til mit soveværelse kl. 05.45, to minutter senere var jeg på vej ud efter Jørn.

27 timer på jagt, på bare to dage, slå den.
Jørn havde slået alle rekorder, på to nætter havde han siddet på jagt i 27 stive timer, og han virkede ikke engang træt.
Jørn påstår hårdnakket, at han ikke har sovet på noget tidspunkt, jo blundet - men ikke sovet, og jeg tror ham.
Jagthatten af for dig Jørn, du gjorde hvad du kunne, så ingen gris, men forhåbentlig har du haft en god tur alligevel, du har i hvert tilfælde været i godt selskab, når jeg selv skal sige det ha ha.

Søndagen gik slag i slag.
Mens Jørn fik et par velfortjente timer på øjet, forlagde Poul og jeg vores grise.
Min kom hel i en sæk, den kunne let ligge i bilens tagboks.
Pouls blev skåret i grov partering og kunne lægges i den transport spand jeg altid har bag i bilen.

Hjemme ved hytten startede vi rengøring, efter endt morgenmad.
Alt gik efter stram tidsplan, som vi fulgte slavisk.
Farvel til Norman Bates, jeg var overrasket over, at han kunne huske, vi havde været på jagt, han spurgte om vi havde fået gris.
Gad vide om han har fundet ud at lave noter i en lille sort bog, Lars (campingejeren) sov stadig til middag, stadig lidt spooky..mon Norman kan lave sin stemme om, så jeg tror det er Lars jeg snakker med, næste gang jeg ringer?

Vi blev budt på gladelig gensyn, og med store smil drog vi hjemad.
Først forbi Gunnar for at afregne.
Vi takkede for hans altid store hjælpsomhed, det koster et par flasker et eller andet, ellers ligger prisen på jagt temmelig fast, intet er gratis.

Vi ankom til færgen i Göteborg 45 minutter før afgang, perfekt.
Alle havde det godt, Poul skulle mødes med en svensk forretningsforbindelse på båden, så Poul så vi ikke meget til på færgen hjem.
Men vi fulgtes da ad, fra Frederikshavn til Hobro, hvor vi tog kærlig afsked med hinanden.

Og sådan gik denne, årets første jagttur, efter et Vildsvin i Sverige.

Tak for godt selskab til Jørn og Poul, og tak til Annette, for at du bærer over med mig, og giver mig luft under vingerne.

JAØ 13/4-22

Ps.
Pouls og mit lille stykke kød til trikintest, blev taget fra vores grise, og lagt i hver sin kuvert hos ICA i Sverige søndag.
Postkassen ville først blive tømt mandag..
Tirsdag kl. 12.42 fik jeg sms fra Hästveda, at de ikke kunne påvise trikiner i kødet, og det er jo positivt, så kan kødet spises.
Slå den dansk postvæsen og øvrige danske myndigheder.
Og frimærke? Indenlands eller udenlands.. jo, ting kan stadig gøres enkelt, men ikke i lille Danmark, der skal staten spænde ben for alt, der ellers fungerer jätte bra.

Min første "selvoptagede" skudsekvens

En ganske fin buk, men hold op den er forsigtig