Min største svenske buk..

FØRSTE DAGS AFTEN d. 16/8-12

Vi, Torben og jeg, satte Poul af på Rønningen, derefter Jørn af på Panoramastykket.
Jørn havde (som vanligt) været i syv sind, om hvordan han skulle gribe marken an.
Bukken havde vi jo set gå fast i den ene ende af marken, i det forholdsvis lave korn, i røven af råen, der faktisk havde sår på den ene ”balle” af bukkens ustandselige hoppen af og på..
Jeg vil næsten påstå, at det er den buk jeg i årene har oplevet som mest standfast..
Jørn havde studeret det om morgenen, det var dog ikke muligt at komme til skud.
På et tidspunkt var bukken faldet af råen, han havde stået og svajet, som om han var ved at besvime, ak ja, det er hårdt at være buk, når råen endelig er kommet i brunst..

Til aften lyttede Jørn til Torbens og mit råd, vi mente at han i stedet for at sidde i et tårn på for langt hold af bukkens standplads, var det bedre at gå ind langs skovkanten, så han kom på rimelig skudafstand.
Og sådan blev Jørn sat af, så han kunne liste ubemærket langs skovkanten..

Omhyggelig som Jørn er, var der lige et par grene, der skulle saves af/knækkes af.
Da der ikke var dyr i kornet, som Jørn umiddelbart kunne se, savede og brækkede han løs, det larmede selvfølgelig en del på denne solrige eftermiddag, klokken var kun halv fem..
Der gik godt en times tid efter Jørn endelig havde fået placeret sit luksuslegeme på sin jagtstol med skydestok foran sig, førend der pludselig kom dyr løbende fra marken på den anden side af grusvejen og over i kornet på vores mark.
Det var bukken der kom i stille løb, lige i røven af råen.

kl. 17.55 tikkede en mms ind på min mobil :
Her er en buk Jubii..
og et billede af en meget fin buk, bukken har jeg optaget på video, hvor den står i det lyse korn sammen med råen..
Jeg svarede kl. 18.18
Tillykke :-) men du bliver først hentet om 3 timer alligevel ;-) Jeg har lokket en gammel returbuk ind.. Jeg har siddet med den i tre kvarter. Men han er jo ikke kæmpe.. ligenu har han lagt sig i noget højt ukrudt og er væk, reagerer ikke længere på kaldet
Men inden vi afslutter den historie, må vi hellere lige gøre Jørn færdig, for kl. 18.27 skrev Jørn..
Tak. Jeg kan sige dig der bliver konkurrence om medaljerne
og igen skrev Jørn kl.19.53 som svar på noget andet
For satan en buk...

Nej, jeg gør altså lige Jørns aften færdig først, ellers går der bare kludder i jagten..

Nu burde Jørn vel brække sin buk, sætte sig op i et tårn og nyde at aftenen gik på hæld, og måske nyde synet af al det liv, der altid er på panoramastykket.
Og for fanden, der er fire dage tilbage, så ingen grund til at forcere, men sådan skulle aftenen ikke forløbe.
Jørn satte sig godt nok i et tårn.. kl. 20.55 skrev han bl.a.
jeg er ved tårnet i midten af stykket
blot så Torben og jeg kunne finde ham en halv times tid senere..
Okay. Der går jo ca. 20 minutter før Torben henter mig..så du kan godt nå at skyde den anden store buk på stykket. Torben har en dansk jæger siddende på marken nedenfor..håber Torben skyder den gode buk, inden den når ud af skoven :-)
kl. 20.59 Jørn :
ok
Men det var ikke det sidste ord der blev skrevet mellem Jørn og mig denne aften..
kl. 21.16 Jørn :
Ja, så kom der en til. Jørn
På det vedhæftede billede så det ud til også at være en rigtig fin seksender Jørn her havde skudt, men nu var det også helt slut for Jørn, mon andre havde tænkt sig at slutte ugens jagt, inden ugen var kommet ordentlig i gang?
Mit svar til Jørn 21.19
Du er en abekat. Tillykke med den. Vi tømmer lige bilen, så kommer vi..

VI SPRINGER TILBAGE TIL STARTEN PÅ AFTENEN
Efter Jørn var sat af på Rønningen kørte Torben og jeg mod de to skovrydninger ved bommen.

Det var en fantastisk aften, helt vindstille, fugtig skovbund, duft af jord, bark og mos.
Jeg gik forsigtigt langs et gammelt traktorspor, jeg skulle gå ca. 200 meter, først igennem skov og derefter langs kanten af skovrydningen.
Jeg stoppede op med jævne mellemrum, lyttede, spejdede igennem min kikkert.
Sveden løb allerede ned ad ryggen på mig, myggeolien jeg havde balsarmeret kroppen i, løb sikkert med, den sved i hvert tilfælde allerede i øjnene..
Der var ingen dyr at se, udover i luften der var levende af fluer, guldsmede og myg.
Ja, man kan vel sige, der nærmest var et orgie af insekter i denne skovrydning, der nu er 3-4 år gammel, og godt bevokset af hindbær, brombær og hundredevis af andre blomst- og træarter.
At sige jeg elsker sådan en plet, vil ikke være en overdrivelse, knap så glad er jeg for at svede og for myggene, som blot bliver værre, som solen sænker sig bag de høje træer.

Med solen lige i snotten, fik jeg placeret mig i det kraftige solide tårn.
Omkring tårnet hang stadig camouflagenettet vi hang op forrige år.
Men usynlig er man vel næppe, da nettet kun dækker fra støvler til lår, men set nedefra, er det vel kun skulder og ansigt der kan ses, og med skov som baggrund, er man som jæger temmelig usynlig for vildtet, når blot man sidder stille.

Pyha hvor var det varmt.
Jeg smed straks vanter - ansigtsnet og jakken røg også.
Der gik ikke længe førend jeg knappede min medbragte dåse coke op.
Hvilken herlig lyd..pfffft, og kuldioxid der perlede op i næsen.
Inden jeg kom i tårnet var klokken blevet næsten 17, udsigt til fire timer på røveren, er også rigeligt at sidde endda..
Jeg sad vel en halv times tid, lod roen falde over stykket og sveden tørre en smule ind, for selvom jeg nok syntes, jeg var kommet lydløst frem, kunne det jo være at der havde stået en buk og opdaget min fremfærd, som bær- og svampeplukkere gør som oftest, går der ikke meget mere end en halv time, førend fredsforstyrerne er forsvundet igen..så..frem med mine tre bukkekald.
Først pustede jeg forsigtigt i mit Klaus Demmels ”Der Rottumtaler Rehblatter”, det lød vist ikke helt tosset..
Derefter sendte jeg lidt lok afsted med min ”Nordic Roe” også ved at puste, til sidst brugte jeg det gammelkendte Buttolo kald.
Lokkede stille, ville lyde som en rå der søgte kontakt med en buk.

DET SMUKKESTE SYN I VERDEN
Og pludselig i store lange spring kom en buk fra den modsatte ende af skoven, ind mod midten af skovrydningen.
Det smukkeste syn i verden, på et sted jeg elsker allermest, i et land jeg savner med stor længsel når jeg er væk..
Jeg blev så forbavset, at jeg sad med åben mund og polypper.
Midt i en tone stoppede jeg mit kald, og midt i et spring stoppede bukken.
Der stod han, flot rød, stor kraftig hals og krop, spejdede rundt efter råen
Hvor er du? - stod tydeligt at læse i bukkens ”ansigt”
Jeg havde hurtigt haft kikkerten oppe, var han stor nok til, at jeg ville skyde?
Jeg vidste, at jeg formentlig med mit næste skud, ville slutte bukkejagten for i år..

Ahr, han var vel godt halvanden ørehøjde (opsats på ca. 25 cm) men meget spinkel i toppen, helt tydeligt en returbuk..eller hvad?
Jeg lagde forsigtigt riflen klar i min skydestok, tog et kig gennem riffelkikkerten, jo, jeg burde kunne skyde ham..men skulle jeg?
Klokken var jo ikke mere end halv seks..
Jeg peb lidt mere i min buttolo, måske jeg kunne lokke ham tættere på, så jeg bedre kunne se, hvor stor opsatsen var..
Bukken gik ude på ca. 100 meter, og nu ignorerede han fuldstændig mit lokkekald.
Han havde konstateret, at der ikke var nogen rå, hvad der så frembragte den rå-lignende lyd, ragede ham en høstblomst.
Men nu han alligevel var blevet vækket, så kunne han ligeså godt få noget føde indenbors.
Så nippende til diverse planter og buske, bevægede han sig roligt tværs over skovrydningen.
Jeg havde ham flere gange på kornet, nogle gange var kun hovedet fri, få gange hele kroppen.
En svær beslutning skulle snart tages..

Jeg vil lige tilføje, at skovrydningen jeg sad ved, vel er på ca. 4-5 hektarer...det er lidt større afstande man regner med i Sverige end i Danmark.

Bukken fratog mig mit valg, pludselig lagde han sig ned ved en busk, kun toppen af hovedet var at se, og så selvfølgelig opsatsen, som faktisk blev større og større, desto længere tid jeg kiggede på den.
Jeg kunne også ligeså godt hvile mig, når bukken nu var faldet til ro.
Jeg smøg ærmerne op, nød solens stråler, det samme gjorde et par hvepse, som kom og tyggede i det tørre træ på tårnets armlæn.
Sjovt som man kan høre den raspende lyd, når en hveps gnaver træ, byggemateriale til hvepseboet.
Pludselig puslede det ved mine støvler.
Et firben kom til syne i kanten af camouflagenettet.
Den bevægede sig i de karakteristiske små ryk, så nysgerrigt på det store væsen, der tårnede sig op foran den, jeg fandt videokameraet frem, og for-evigede det lille krybdyr.
Hvad med bukken? jo han lå der endnu, han kom også med på filmen..

kl. 18.19 skrev jeg det samme til Torben, som jeg skrev til Jørn :
Jeg har lokket en gammel returbuk ind.. jeg har siddet med den i tre kvarter osv...
kl. 18.20 svarede Torben
Jeg har en spidsbuk foran

kl. 18.21
Ham her er også spids, kun halvanden ørehøjde. Kom springende ind på kaldet, siden ignorerede han det. Men han har været mulig at skyde et par gange..
kl. 18.23 havde jeg taget min beslutning.. og jeg svarede Torben..
Hvis han kommer frem til skud igen, så skyder jeg. Der er utøj på vej i luften

Og ja, solen var ved at forsvinde bag de høje træer, skyggerne kom bevægende truende fra højre mod venstre, indover skovrydningen og ind mod mit tårn.
Jeg kunne næsten fornemme, hvordan den skyggefulde aften trak myg og små pandegnaskere med sig indefra træerne og den fugtige jordbund, de ventede bare på, at den varme sol skulle forsvinde fra himlen, så skulle der være fest..
kl. 18.25
Okay, der gik en jæger fra marken da jeg kom
Torbens skovrydning går som tidligere nævnt helt ned til markkanten, marken har vi ikke jagten på desværre.
kl. 18.26
Så for den, bare han gik uden buk..
kl. 18.27
Ja
svarede Torben eftertænksomt.
KL. 19.14
Nu sidder en jæger lige ud for mig, det er en dansker

Dette udsagn undrede mig lidt, gad vide om jægeren havde hejst Dannebrog?
Det viste sig senere, at Torben havde set der var danske nummerplader på bilen, der havde sat jægeren af..
Jo, der skete noget både hos mig og Torben, jeg havde en fin gammel returbuk liggende foran mig, og jeg havde taget beslutningen om, at skyde når chancen bød sig igen, hvis den bød sig.
Torben så også rådyr i skovrydningen hos ham, og der sad jægere på marken nedenfor..så det kunne være han så en buk blive skudt, uden selv at få chancen..

kl. 19.25
Pludselig stod bukken der, med hele bredsiden til.
Han stod ca. 30 meter fra, hvor jeg havde set ham ligge, hvordan han var kommet fra det ene sted til det andet, uden jeg så det, fandt jeg først ud af, da jeg selv gik ned i moradset og så hvor højt det stod, men ligenu, ligenu og her gik det pludselig stærkt.

Riflen kom op, fangede bukken i kikkerten, trådkorset lå næsten, hvor det skulle, han skulle lige dreje sig en smule mere..sådan..pang.
Bukken faldt om på stedet, jeg kunne se ham tydeligt fra tårnet.
Han lå på siden, tilsyneladende var det slut..for dælen da..helt slut.
Jeg havde repeteret, hvis han skulle rejse sig, adrenalinet pumpede nu på fuld styrke, feber havde jeg slet ikke nået at få, inden skuddet gik, jeg stirrede igennem riflens kikkert, klar til at skyde igen.

Fra bukken lød der spage skrig, lungerne blev tømt for luft, livet ebbede ligeså stille ud af det smukke dyr.
Hvordan kunne jeg dog få mig selv til det?
Vemodet der følger, ligger heldigvis slet ikke i beslutningen om at slå ihjel, det kommer først bagefter.
I ”gerningsøjeblikket” er man som jæger en perfekt dræber, med kun et for øje, at slå ihjel.

Jeg sad og åndede ud da bukkens skrig var forstummet.
Jeg gav mig selv og bukken 5 minutter mere, førend jeg begyndte at samle mine ting sammen.
Jagtjakken stoppede jeg ned i jagttasken, det samme sted røg min kikkert.
Jeg tog en ny portion myggebalsam på arme og i ansigt, vidste hvad der var i vente, frisk blod får som regel myggene til at tænde fuldstændig af.

Et blik på tårnet, om jeg havde husket det hele, og jeg ville gå den direkte vej til bukken.
Det viste sig at være praktisk talt umuligt.
Diverse buske og små træer stod op over livhøjde.
Pga dybe huller fra skovmaskiner, snød vegetationens højde, derfor kunne en buk sagtens bevæge sig fra et sted til et andet, uden at jeg som jæger så ham gøre det.

Jeg gik i stedet mod højre, over mod skovkanten, så kunne jeg lettere komme frem.
Efter ca. 90-100 meter kom jeg frem til bukken, og først nu meldte bukkefeberen sig..
Hold kæft en buk.
Jeg havde ikke på afstand kunnet se de massive rosenkranse, og de mange perler.
Dette er måske den smukkeste buk, jeg nogensinde har skudt.
Han er i hvert tilfælde blevet nedlagt i sit livs efterår, hvor han er gået retur, hvor han har haft mange gode år, her i sit kongerige, nu lå han der, ikke en vejrtrækning tilbage, ingen fortrydelsesret for mig som jæger.
Jeg kunne blot ære bukken på bedste vis, selvom jeg tænkte, at bukken sikkert var fuldstændig og aldeles ligeglad med, hvad der skete med ham fra nu af..men det var jeg ikke.

Jeg lagde mig lidt ned og nød nuet.
Dette er uden diskussion højdepunktet for bukkejægeren, også det mest vemodige.
Forsigtigt kørte jeg en hånd over bukkens varme krop, op over ørerne, op over opsatsen der var dækket af et fed lag harpiks.
Nu kunne jagten godt slutte for mig, faktisk for evigt, tiden måtte gerne stå stille.
Jeg vidste livet trods alt nok skulle fortsætte for mit vedkommende, men jeg lod mig dvæle ved denne perfekte stund.

kl. 19.48 skrev jeg igen til Torben
Stor gammel returbuk
kl. 19.50
Tillykke. Jeg tror kun der er den spids her, han har gået på 25x25 hele aftenen
kl. 20.06
Tag det nu roligt..han var jo meget sent på den i aftes husker du nok..han skal nok komme JAØ
D. 15/8 havde vi set det vi mente var en seksender komme frem i skovkanten tæt på halv ti..da vi kørte rundt på grusvejen..
kl. 20.17
Nu er han der, en ung gaffel på 22 cm TJ
kl. 20.18
Se bare..det nærmer sig det rigtige JAØ
kl. 20.19
Ham vil jeg ikke skyde TJ
kl. 20.21
Selvfølgelig ikke. Jeg mener blot næste buk er ham den store.. JAØ

Og sådan sluttede mit sms skriveri med Torben den aften.
Jeg fik bukken påsat min bærerem, og jeg trak ham langs skovkanten.
Min plan var at brække ham inde i skoven, tættere på vejen, der var også lang tid til kl. 21.15..
Ved vejen var der et vandløb, der kunne jeg vaske mine hænder.
Selvom skuddet så ud til at sidde fint uden kontakt med mavesæk, så vil der altid komme en del blod.

Jeg lagde bukken fra mig i et åbent skovområde, ovenpå nogle blåbærplanter.. og helt præcist her så jeg jagtturens eneste blåbær.
Faktisk så jeg det først, efter jeg havde brækket bukken, og med blodige hænder bukkede jeg mig ned og nippede med læberne det velsmagende bær af planten.
Lidt symbolik, at så smukt et dyr, viste vej til så fantastisk et bær.

Jeg så på en norsk jagtfilm hvordan jægeren Kristoffer Clausen hev svampeagtig mos op af skovbunden og vred rindende vand ud af mosset.
Jeg gjorde her det samme, nok var vandet lidt mudret, men det var effektiv rengøring..selvom jeg nu elsker denne lugt af friskbrækket råbuk.. den må gerne hænge ved et par dage.

Selvom jeg gik i kryds søg i skoven, fandt jeg ikke flere bær..
Utroligt så få bær og svampe der er i år.
Om det skyldes vejr og vind eller effektive Litaure..aner jeg ikke.. vi så ikke én eneste kantarel, og som sagt, smagte jeg kun dette ene blåbær..det var til gengæld også godt.

Torben kom og hentede mig kl. 21.15, vi kørte lige hjem med min buk, inden vi skulle hente Poul og Jørn.

JAØ 12/9-12

Prøv lige at se...