Rævekald Januar 2011

Rævekald

Endelig er julen og nytår et overstået kapitel.
Job mæssigt har jeg ligget vandret, og det er rigtig godt, men efter en travl jul, er der ikke noget bedre end at nyde friheden i naturen.
Af ungerne havde jeg fået et gavekort til MB Jagt, og det kriblede i mine fingre for at få det brugt.
Flere gange havde jeg tænkt på, at det kunne være sjovt at prøve, at lokke ræv til.
Mange film på youtube viste, hvor let og effektivt det er, så nu skulle det prøves.

Jeg tog tidligt fri fra job denne første mandag i år 2011.
Hurtigt hjem og klæde om til de grønne farver, en varmepatron i de kolde støvler, inden jagt dog lige forbi forbrændingen med det tomme nytårshalløj og flasker, så bagagerummet var tømt, derefter forbi den lokale jagtforretning for at købe et rævekald.
Så nu var jeg klædt på til jagt efter ræv.

I bilen blæste jeg lidt i kaldet, der anbefales høreværn, og det vil jeg godt gå med til, i hvert tilfælde når der skriges i en bil, ha, ha.
På vej til slugten hvor jeg havde planlagt at lokke ræv, så jeg fra bilen tre dyr gå på en stubmark, i en anden del af vores jagt.
Jeg vurderede at en pursch på disse ville være umulig.
Vindretning og distance derud var ikke optimal.
Jeg ville bruge de par timer jeg havde til rådighed på min pursch, og chancen for at blive opdaget af dyrene var alt for stor.
Og det var jo også ræv, jeg var kommet for at jage..

Vindens retning gjorde, at jeg måtte gå den lange tur til slugten.
Forsigtigt purchede jeg de fem hundrede meter langs et læhegn op til slugtens kant.
Der var kun solsorte og den knasende lyd fra den frosne pløjejord, der lavede støj på min fremfærd.
Forinden havde jeg i vejkanten hældt vand fra kartoflerne, de tre hurtige kopper te jeg fik, mens jeg var hjemme for at klæde om, røg hurtigt igennem systemet, især når man møder den friske kolde vind.
Velankommet uden kontakt med vildt, fik jeg sat mig til rette på min jagtstol.
Riflen fik jeg placeret i min skydestok.
Jeg var godt camoufleret selvom jeg i vinterlandskabet var klædt i grøn, så faldt jeg i med de høje gran bag min ryg.
Solen skinnede lavt fra en nu næsten skyfri himmel, så jeg måtte hænge klappen ned på min varme hue, så jeg kunne se uden at blive blændet.
Mit rævekald blev sat for munden, og jeg forsøgte at efterligne et meget såret dyr.
Hvilket dyr aner jeg ikke, men jeg forsøgte bare at lyde ynkelig..

Jeg skreg i ca. 20 – 30 sekunder, og lod derefter alt være roligt omkring mig.
Gad vide hvad beboerne i husene heromkring har troet hvad dælen jeg var for en ting.
Det måtte jeg se stort på.
Efter 5 – 10 minutter skreg jeg på ny, jeg vred og snoede mig i ren gråd, hold kæft hvor må den blive pint, den hare eller det rålam jeg forsøgte at lyde som..
Gad vide om ræven hoppede på den.
En hund begyndte at glamme langt væk, den var nok sikker på, at det var ræven, der var ved at afsjæle et mindre dyr.
Det lød som en gravhund der måske gik i en hundegår.
Stakkels hund..

Jeg gav for tredje gang kaldet en ordentlig omgang, hvorefter jeg slappede af.
Nu måtte ræven da komme..

Riflen hvilede, det samme gjorde jeg.
Dette er for mig livet, helt alene i en kant af en slugt, i ét med naturen, og varmen fra kullet i mine støvler gjorde, at jeg på ingen måde frøs tæerne, og mine flere lag tøj gjorde også, at jeg bestemt på alle måder havde det ganske udmærket, hvilket på jysk er de mest positive ord man kan komme med..
Pludselig så jeg noget ude til højre.
Riflen rykkede jeg en smule mod højre.
Et rådyr stod og kiggede over mod mig, ca. 70 – 75 meter væk.
For seven da.
Jeg fik sat mig i en god skydestilling, låste fast på dyret, der var fin kuglefang, det var tilsyneladende ikke en buk uden stænger, og klap sagde skuddet...
Dyret tegnede ved at trække sig en smule sammen og vende rundt.
Det løb tilsyneladende uden de store problemer, meeen jeg kunne godt se, det ene ben hang.
Efter 15 meter stoppede det, væltede, slog et par sidelæns kolbøtter eller tre, hvorefter det rutchede de sidste 10 meter på den glatte vinterdækkede skråning, ned i slugten, ind i døden..
Alt var stille nu.
Jeg havde repeteret, kunne i min kikkert se at livets lys var gået ud.
Jeg fandt mit kamera frem.
Tog et par flotte billeder, fik rystet en smule feber af kroppen.
Der var ikke nået at komme feber inden skuddet, alt var gået så stærkt.
Nu blev det spændende at se, hvad det var jeg havde skudt.
Var det en gammelrå, et smaldyr, et lam fra i år – bare det for alt i verden ikke var en kastebuk...
Jeg ved der bør gå en buk i dette område.
Vi skød ikke nogen her i bukkesæsonen, og vi så ham i starten af august.

Jeg rejste mig.
I det samme så jeg bagdelen af endnu et dyr, det løb væk, ikke langt fra hvor dyrets døde frænde lå.
Okay, der er da dyr nok, det var så det femte stykke råvildt jeg så på vores mark i dag..

Jeg gik roligt mod dyret i sneen.
Jeg tjekkede endnu engang via min kikkert.
Jo, der var helt roligt, ingen vejrtrækning overhovedet.
Vel fremme kunne jeg se at det var et meget stort dyr, meget bredt over ryg og bag, det var hverken lam eller smaldyr.
Patterne tydede også på lam i år, ja, lidt øv måske, men jeg ved det godt, det gør lidt ondt i mig, at skyde måske 3 dyr i et skud, hun går jo sikkert med 2 lam i maven, måske 3... og jeg er af den årgang, hvis ører af de ældre jægere er blevet tudet fulde om at gammelråen for alt i verden skal skånes...
Jo, og dette er helt sikkert en rå i sin bedste fødedygtige alder..
Min finger havde klemt om aftrækkeren, og der var ikke plads til anger. (jo, måske plads, men hvad skulle det gavne nu?)
Erik (min jagtkammerat som jeg har lejet jagten sammen med) har været afsted flere gange i år med sin riffel, og han har ikke haft held endnu.
Dette er hans dyr, i hvert tilfælde kødet, jagtoplevelsen er min – og den var heldigvis en af de gode.

Skuddet sad perfekt på skulderbladet, lidt fremme, men hun stod også i en let skrå vinkel mod mig.
Skuddet gik derfor skråt bagud, ud mellem de sidste par ribben, og ja desværre var skuddet også gået igennem en del af maven.
Jeg fik hurtigt brækket råen.
Fik alt ”snavs” fjernet.
Den hårde grove is/sne rengjorde mine hænder, føltes som groft koldt sandpapir.
Mod mine normale vaner brækkede jeg dyret helt op i låsen, så jeg kunne trække hende hen over den hvide sne, super, en god afslutning på min rævejagt nr. 1..

JAØ 5/1-11

ps.
Rævejagt nr. 2
Tirsdag d. 4/1 kom jeg knap så tidligt fra job.
Hos en landmand jeg ved der går en del rådyr men også ræve, ville jeg forsøge mig på dagens sidste time med mit rævekald.
På vej hjem fra job kørte jeg endnu engang forbi jagtbixen.
Snakkede med butikkens chef, der også havde solgt mig rævekaldet, han havde ikke flere varmepuder til støvlerne, men ville få hjem – ja, det hjalp jo ikke på kulden i dag..
Nå, men så kunne jeg jo også lige brokke mig over, at rævekaldet jeg købte dagen før, ikke virkede efter hensigten.
- Det kaldte råvildt til sig i stedet for ræv..
- Der kom en rå på kaldet, hun troede sikkert at det var et af hendes lam der var angrebet..

- Ahrr.. sagde butikschefen.. Det tror jeg nu næppe..

- Hvorfor ikke? spurgte jeg..

Det er det samme når nogen påstår at bukkekaldet kun duer i brunsten.
Hvilket jeg har bevidst mange gange, at bukkekald også virker udenfor brunsten, både på buk men ikke mindst på råen... (og bukken følger ofte med, som hovedgevinst i bukkejagten)

Nå, men skidt nu med om det var kaldet råen kom på.
Hun kom enten irriteret af hunden der glammede, eller jægeren der sad og lød som et skadet dyr..
- Jeg skød den, for så kunne den lære at lade være med at lade sig lokke af et rævekald.. sagde jeg dybt ironisk.

Denne ironi forstod butikschefen tydeligvis ikke.
- Jamen for fanden, du skød den jo, hvad lærte den så? sagde "klovnen" lidt vred og irriteret
- Åh ja for dælen du har ret, jeg skulle jo have klappet i hænderne... var mit afsluttende svar inden jeg forlod butikken med kolde fødder, ikke kolde over at have skudt en rå, men over manglende varmepuder...og så smålo jeg hele vejen til bilen.

I kolde støvler gik jeg på min rævejagt nr. 2
Over rapsmarkens isknasende sprøde blade gik jeg mod toppen af marken, i hvis trerækkede læhegn jeg ville sætte mig.
Jeg undersøgte forinden marken for liv, enten af råvildt eller ræv.
En hare sad sammenkrøbet i kanten for enden af hegnet, den tog hurtig spurten, da den så mig.
På toppen krøb jeg igennem det hul, jeg har lavet til brug i bukkejagten.
Da jeg næsten var igennem, så jeg noget bevæge sig på stubmarken på den den anden side.
Jeg møvede mig forsigtigt lidt længere frem.
Derude ikke 70 meter ude til venstre, stod fire stykker råvildt og kiggede op imod mig.
De var meget urolige, de vidste ikke rigtigt om de skulle flygte eller blive.
Tøvende trissede de rundt, mest med bagen mod mig, ørerne arbejdede på højtryk.
Samtidig arbejde jeg for at få riflen fri til skud.
Mange smågrene sad i vejen, øv, jeg vidste jeg havde en stakket frist.
Dyrene begyndte at småløbe, ned mod venstre – men trak en smule ud på marken.
Jeg satte mig på bagen på den kolde jord, fik riflen op, krydsede fingre for, at dyrene ville slå en bue...men nej.
De flygtede mod den fjerne ende af marken.
Jeg krøb tilbage i hegnet, tænkte jeg måske kunne fange dem på den anden side, hvis de ville krydse rapsen.
For enden af hegnet kom dyrene frem i småløb.
Sådan fortsatte de langt pokker i vold.
Godt så, det var jo også ræven jeg var kommet efter :-)
Jeg satte mig til rette.
Skreg en halv times tid – jagten var reelt slut for mig.
Jagtoplevelsen havde jeg fået, hvilken koncentreret spænding for anden dag i træk.
Det var de små marginaler der i dag faldt ud til vildtets fordel.
Godt at vide at træerne stadig ikke vokser ind i himlen.
Sneen havde drysset ned fra himlen, og sneklædt kunne jeg nu vende tilbage til bilen.
Jørn var frisk til at give en tår kaffe og en bid brød.
Dejligt ovenpå juletravlhed, endelig at få tid til andet end arbejde..