Jagtårets sidste ”fælles”jagt.

Jeg spurgte Jørn og Poul, jeg oprettede en lille gruppe på messenger onsdag d. 25/1.

”Skal vi stable en lille jagt på benene på søndag (d. 29/1)?

Årets sidste chance for råvildt og fasaner”

Jørn svarede hurtigt med en thumbs up.

Jeg foreslog ”Hvis vi inviterer en gæst hver, så bliver vi 6 jægere

Fint til en lille intim jagt.

Og så vil jeg give kaffe og rundstykker kl. 10.00. Jeg kan hænde at have lidt tømmermænd”

Det var begge kammerater med på.

”Jeg foreslår vi starter på mit jagt, derefter tager vi Jørns marker og slutter af hos Poul.

Hvis vi spiser godt til morgenmaden, så kan vi springe middagsmaden over, og nå det hele..”

Og sådan planlagt, inviterede jeg Josephine, Poul havde inviteret Brian, Steen viste sig at være Jørns gæst.

Jeg inviterede som ”gæstejæger” Jens-Jørgen, fjerde manden på vores Sveriges hold.

Jens-Jørgen skulle dog jage et andet sted, men lørdag aften blev den jagt aflyst, så Jens-Jørgen ville også meget gerne komme, og det var jeg glad for.

De 3 af os fra Hobro ser hinanden jævnligt, vi er også alle 3 med i en fem mands kortklub, men Jens-Jørgen der kommer helt fra Vrensted, ca. 100 km fra Hobro, ser vi maks et par gange om året, udover vores uges bukkejagt til Sverige.

Så en god gæstejæger at få med på jagt.

Vejrudsigten for denne søndag var meget dyster.

Der skulle blive blæsende og megen nedbør søndag, ligesom resten af januar, som nærmer sig den vådeste januar nogensinde.

Men heldigvis var metrologerne ikke til at stole på, så søndagen skulle vise sig blot at blive overskyet, men blæsten holdt ved, og den skulle nærme sig stormstyrke.

Men sådan er jagt dagene.

Når de først er planlagt, så skal vejret blive ekstremt dårligt, før vi aflyser jagten.

Vi mødtes som planlagt til morgenkaffe kl. 10.00

Josephine medbragte rundstykker og kage fra Aarhus.

Zimba hylede som en besat, den fornemmede allerede tidligt på morgenen at der stod jagt for døren.

Mine tømmermænd bankede stadig, det blev til lidt for mange rom på jagtværelset lørdag aften, hvad gør man ikke for at slippe for fire kvinders knævren, og Martin var god at snakke med, selvom han ikke går på jagt, han kan li' både rom og bøger, så to gode fællesinteresser, og så har vi kendt hinanden i mere end 20 år, så ja, vi knævrede også, bare ikke om tinder og om fyre der var mega cute. (to af de fire kvinder er fraskilte, så kan I selv tænke jer til resten)

Da jagtkammeraterne ringede på dørklokken, der siger kuk-kuk kuk-kuk, var mine tømmermænd næsten fordrevet ved hjælp at to, af de ikke så gode for kroppen, ipren.. men når jeg udover hovedpine også havde ondt i næsten samtlige led i kroppen, så er det, det eneste der du´r.

Som vanligt var der hjemmelavet leverpostej (hjerte og lever fra 1 rådyr og 1 kronhjort) og en god ost, så der blev spist godt af morgenbordet, alle vidste også, at middagsmad ville de ikke få i dag.

Jeg sørgede for, at der ikke blev talt anderledes, end hvad der plejer at blive talt om ved et jagtbord, selvom der var kvinder til stede. (jeg går ind for ligestilling)

Bl.a. kunne jeg fortælle, at jeg netop i en svensk udgave af ”Date mig nøgen” (jeg går også ind for at vi ser ud som gud har skabt os, og jeg hylder forskelligheden, så derfor er det sundt at se, at vi netop er forskellige..)

Nå..men jeg tror jeg udover Annette var den eneste ved bordet der ser ”Date mig nøgen”, om det er svensk, tysk, engelsk eller dansk.

Man kan dog lære noget også her, udover at se forskellen på hvordan gud har skabt os.

Jeg lærte, at en mands penis maks vokser 4 cm fra slap til stiv tilstand.

Det kan være en trøst for mange, hvis de forvirrer sig i bad sammen med en mand med en lang slap fyr.

Og hvis f.eks en penis er ca 2 cm efter en tur i et koldt bad, så kan det være en trøst, at den faktisk tredobler sin længde i stiv tilstand.. det kan alle ikke prale af.

Josephine kender sin far, så jeg tror ikke hun krummer tæerne voldsomt, når jeg fyrer sådan en af.

Vi besluttede at vi i dag ville starte i frugtplantagen, Pouls ”jagtmark”

2 mand ville gå med hund, der ville på den måde være to hundefolk der stod over i første såt.

Steen og jeg gik også igennem sidst vi var her, så vi kendte turen ret godt.

Jeg så intet vildt i første såt, udover nogle få skovduer på for langt hold.

Steen skød til en fasankok, som Zimba fik på vingerne.

Han så den fløj op i de høje grantræer der krydser stykket, var i tvivl om han havde truffet kokken.

Jørn så kokken lande i næste sæt træer, og var temmelig sikker på den måtte være blevet ramt.

Efter jagten blev den lange rækker træer kigget godt efter, men hverken Steen eller Jørn kunne se fasanen, så vi gik ud fra, at den overlevede..eller endte som ræveføde.

3 stykker råvildt forsøgte også at forlade plantagen.

Brian skød til det bagerste, men skuddet, kunne han se, sad langt bag dyret, så et rent forbi skud.

Kort afstand haglene sad heldigvis tæt, så det var knald eller fald.

Poul så alle 3 dyr løbe fint over marken op til plantagen, hvor de fortsatte til de forsvandt i noget læhegn, ingen tegn på træf.

Videre til Jørns ”jagtmarker”

Her tilbød jeg at lade Zimba stå over, det samme gjorde Steen.

Brian og Jens-Jørgen fik derfor fornøjelsen at drive stykket igennem.

En fasankok kom flot ud imellem Jørn og Josephine.

Josephine vurderede at kokken kom perfekt til Jørn og løftede derfor ikke sit gevær til skud.

Fuglen kom perfekt til den kejthåndede Jørn (ja ja, jeg ved det ikke er politisk korrekt, derfor skriver jeg det også)

Jørn fældede fasankokken i et perfekt skud, fuglen var død i skuddet.

Og sikke en flot kok, lange sporer og tæt på det man kalder en meter kok.

Vi målte den ikke..men jeg tror den var få cm fra. (både i slap og stiv tilstand ha ha)

Vi rokerede rundt.

Jeg fik den sidste plads af side posterne, Josephine blev min naboskytte, og som Josephine sagde.

”Det var dejligt for en gang skyld, at vi var rigtig på jagt sammen..”

Indtil videre har jeg altid drevet når vi er fulgtes på jagt, og Josephine har stået på post.

Og ja.. det blev en oplevelse vi aldrig glemmer.

Indtil denne søndag, har jeg kun skudt 4 skovsnepper i min 30 år som jæger.

Jeg har skudt forbi rigtig mange snepper og fasaner og skovduer, ja og ænder..

Op til dette jagtår har Josephine sørget for, at jeg er kommet mere på skydebane end nogensinde før.

Josephine skulle jo trænes op til haglskydeprøve, før hun kunne komme med på jagt.

Først i dag viste det sig, at denne træning bar frugt.

Først kom der en sneppe, Jørn der stod længere væk i kæden skød et skud forbi sneppen (jeg kunne ikke se, at det var den der blev skudt til)

Sneppen kom i fuld fart, i medvinden der var taget meget til.

Tog et sving hen mod Josephine, og jeg råbte ”Skyd for pokker...”

Josephine vurderede afstanden til at være for stor, jeg trådte et skridt frem for at komme væk fra et par udhængende grene.

Sneppen var drejet af, fløj mod højre, og var nu temmelig langt ude.

Jeg svingede godt igennem, og som ved et mirakel ramte jeg mit livs sneppe nr. 5.. for mig så det ud som om den knækkede nakken sammen og faldt dødskudt til jorden, dog i nogle høje træer langs bækken..meget langt fra den bakkekam vi stod på, men på Jørns mark.

Hold da op, dette var uden tvivl mit livs bedste (heldigste skud)

Josephine gav mig en thumbs up.

Der gik lidt tid, vi kunne høre driverne nærme sig, hundenes klokke havde vi hørt længe.

Især Brian ruhåret var meget langt fremme i søget, straks den var sluppet, men som regel løb den bagud til sin ejer, ikke altid straks, et par gange skulle den lige ud på eventyr for at se, om der var råvildt i sognet.

Men jeg tror at alle hundeførere på denne jagt, har haft den type hund i sin bil, så vi kunne ikke tillade os at komme med negative kommentarer.

Jens-Jørgen har en ft springer, der tydeligt er vant til at blive dirigeret, ofte brugt som ren apportør, så den gør ikke meget hvis ikke den får en fløjtekommando, så den var aldrig uden for skudhold af sin fører, men arbejde..det gør den slags altid.

Hov...endnu en sneppe tog turen ud fra tjørnekrattet og en tur over Josephine og mig.
SKYD .. Råbte jeg til Josephine..

Endelig løftede Josephine sin kanon og afgav et skud.. rent forbi.

Jeg fulgte op, og nedlagde mit livs sjette sneppe.

Denne gang dalede en fin buket fjer ned efter fuglen.

Og jeg hørte fuglen ramme en træstamme nedenfor bakkekarmen, her var jeg ikke i tvivl, den var ramt perfekt.

Josephine så ikke jeg traf, først da jeg pegede på fjerene der langsom dalede mod jorden, vinden til trods.. der måtte var læ her nedenfor hvor vi stod.

"Ja, ja.." sagde Brian tørt, da drevet var slut.

"De to snepper er ikke nedlagt, førend de er fundet."
Så siger vi det, tænkte jeg, men man kan da godt være en smule glad på andres vegne

Jeg var også temmelig sikker i min sag.

Jens-Jørgen havde forresten i starten af første såt skudt forbi en fasanhøne.

Vi gik ned til træerne, som hundene skulle søge af langs bækken.

Men først skulle Jens-Jørgens hund se om den kunne finde mine to snepper.

Den ene sneppe, den jeg skød som nummer to, fandt han let ikke så langt inde, lige der hvor jeg mente, den skulle ligge.

Nummer to sneppe, den jeg skød langt ude, og som faldt godt inde mellem de høje men åbne træer, var straks sværere.

Jens-Jørgens hund søgte længe, både på jorden, langs bækken og i bækken.. ingen sneppe.

Steen sagde, at snepper ikke giver meget fært, så de er meget vanskelige at finde.

Brian var stadig skeptisk, han forsøgte at så tvivl om, jeg overhovedet havde ramt sneppen
(han havde ikke set mit skud, så han var måske lovlig undskyldt)

Men jeg vidste, den skulle ligge der.

Måske havde Steen ret, den kunne være vingeskudt, og kravlet et stykke væk.

Da begge hunde havde søgt på kryds og tværs måtte jeg træde ind.

Jeg gik en smule mere til venstre i forhold til hvor hundene havde søgt mest effektivt, men vi snakker altså få meter..

Josephine kiggede ind fra kanten af træerne.

”Far.. der var en vinge der baskede bag dig”
Josephine havde først troet det var en af hundene der søgte i den åbne skovbund, men begge hunde løb rundt til venstre for mig.

Jeg kiggede bagud, og der mindre end 5 meter fra mig, lå sneppen på åben og mørk overflade, tydelig for enhver, bare ikke for en hund.

Den trykkede og kiggede forskrækket på mig med sine små kulsorte knappenåls store runde øjne.

”Jens-Jørgen, jeg har fundet sneppen” råbte jeg til Jens-Jørgen.

”Lad hunden finde den” sagde Jens-Jørgen.

Det var lettere sagt end gjort, men hunden blev da endelig dirigeret helt hen til fuglen, den så kunne apportere, og jeg kunne affange mit vildt.

Helt klart et lucky punch, et enkelt hagl havde sikkert truffet den ene vinge..

Men på så lang skudafstand, er der også meget luft mellem en ganske almindelig ladet treer hagl.

For mig var årets jagt reddet, denne dag glemmer jeg aldrig.

2 snepper i 2 skud.

Jeg udtrykte et ønske om, at det kunne være fint om hundene på den sidste lille strimmel lige kunne rejse en tredje sneppe til mig.

Brians hund fandt en sneppe, men selvom hunden for en gang skyld ikke var løbet helt væk, så blev fuglen rejst for langt ude, selv for mig.. så den sneppe slap for videre tiltale.

Turen gik efter en forfriskning videre til mine jagtmarker hos Annettes bror.

Vinden havde udviklet sig til stormstyrke, ikke det letteste at arbejde med for hundene.

Vi var 3 der gik igennem med hund, så kunne vi tage de 3 stykker med juletræer, i 3 bidder, i stedet for at søge ned og op i hvert enkelt.

Brian så to kokke, den ene løb, den anden fløj i lav flugt ind til naboen.

Jørn så en sneppe flyve over hovedet på Brian, uden Brian så fuglen.

Ingen afgav skud.

Hverken råvildt eller ræv blev set, ja heller ikke haren, som jeg ved er her, men som ikke må skydes længere.

Pokkers osse, lidt skuffende.

Alle mand undtagen Poul havde afgivet skud denne dag.

Men, men jeg havde gemt rosinen i pølseenden.

Et lille stykke med juletræer, som kun pga god naboaftale kan jages på, den ville vi lige tage med.

Vi var jo kommet på jagt, og der var stadig god tid inden solen gik ned.

Straks vi havde sat bilerne, og jeg gik hen for at lukke hegnet op til juletræerne så jeg en fasankok, den løb ind i træerne.. det lovede godt.

Jens-Jørgen syntes hans hund skulle hvile sig, så han fik en bagpost.

De 3 andre skytter dækkede henholdsvis front og siderne.

Vi havde ikke gået mange skridt førend Brian skød til noget bagud.

Jeg så kun en bevægelse, troede måske det var en ræv eller et stykke råvildt, det kom i hvert tilfælde meget lavt.

Men det viste sig at være en fasankok, og den døde i et flot skud.

Næsten til slut i såten rejste Steen endnu en kok, og endelig fik Poul chancen.

2 skud helt forbi den høje kok, men skidt med det, Poul fik sin chance.

Det er ikke på hver jagt, at alle jægere kommer til skud.

Det gjorde vi i dag.

På paraden lå: 2 fasankokke og 2 skovsnepper.

Jagthornsblæseren (undertegnede) forsøgte at blæse over vildtet.

Men jeg har beklageligvis døjet med mine læber, og har ikke kunnet øve i en måned.

Derudover tørrer læberne voldsomt ud i en næsten frostkold blæst, så ja..det lød af H til, de toner jeg fik presset frem.

Heldigvis kan jeg, og mine kammerater formentlig, mindes de gange, jeg har blæst helt fantastisk på andre jagter i denne sæson.

11 skud og 4 stykker vildt.. vi holdte os lige indenfor reglen om maks 3 skud pr stykke vildt, jeg har oplevet det, der var langt værre...

Alle havde haft en god dag.

Lige netop sådanne hyggelige intime jagter, hvor alle får snakket med alle, det værdsætter jeg meget højt.

Knæk og bræk i den nye sæson der snart står for døren..

JAØ 31/1-23

Ps. Jeg skrev senere på dagen til min datter : ”Tak for de fine billeder. Tusind tak for godt selskab. Jeg er en privilegeret og stolt far og tak for morgenbrød. Kærlig hilsen far”