Brødrene Rævehjerte anno 2007

Brødrene Rævehjerte

Jørn morede sig over sit lille ordspil.
Hvor tit sker det, at to brødre skyder en ræv hver, med under 2 minutters mellemrum?
Meget sjældent...
Der var så mange ting, der skete denne første oktober, som jeg i min tid som jæger aldrig har oplevet før.
Jeg har siden, jeg startede som jæger - for 14 år siden - altid holdt fri d. 1 Oktober.
Det har været en af årets største ”jagthelligdage”
I år skulle ikke være nogen undtagelse.
At jeg så måtte arbejde lidt timer søndag aften, for at kunne holde fri mandag, det gjorde jeg hellere end gerne...
En ting der undrede mig på denne dejlige dag var, hvor få jægere vi mødte på vores køretur rundt fra det ene terræn til det andet.
Vi mødte faktisk ikke et eneste menneske klædt i grønt.
De eneste skud vi praktisk talt hørte, var de 16 skud vi selv afgav – underligt.
Er vi jægere blevet opslugt af samfundets stress og jag, så opslugt at vi ikke længere formår at tage fri d. 1 Oktober?

Forberedelser

Jeg havde ligesom tidligere år forberedt mig godt og grundigt til denne dag.
Vi var som sædvanligt 3 jægere der havde slået ”pjalterne” sammen, så vi kunne få en hel dag til at gå med afvekslende jagt.
Da vores terræner ligger, om ikke som nabomarker, så så tæt på hinandens, at det giver mindre afbræk i jagten, i transport øjemed – fra det ene sted til det andet – ja, så var det bare godt, at vi havde fundet sammen.
Jeg havde for et par uger siden lavet en dejlig middagsmad, bestående af en kraftigt krydret grundsuppe med porrer, gulerødder, selleri, chili, hvidløg og selvfølgelig løg, i denne suppe lå lækre møre bidder af krondyrkød og grove stykker kartofler.
Hele herligheden var blevet frosset ned, og da vi havde spist vores rundstykker kl. 08.00 blev suppen sat på en lav temperatur, så den ville være rygende klar omkring middagstid.
Vi var på dagen 7 jægere :
Jørn, Jørns bror Erik, Eriks datter Jeanette som ”kun” medbragte en Beagle i snor (det var hendes første jagt), Eriks kammerat Peter, min bror Flemming, Jørns og mine gode ”bukke”kammerater Kaj og Poul, og ja, så mig selv naturligvis.

Terrænenerne var Jørns, Eriks og mit.

Jeg havde i år lovet at stå for alt det praktiske, gæsterne skulle blot medbringe godt humør.
De eneste 2 jagthunde var Jørns korthåret 7 årige Asja og min bastard (Vizlalab) 3½ årige Zacco.
Nåh ja – og så lige Jeanettes 11 måneder gamle Beagle – men den var som sagt hele tiden i snor, så dens drev var yderst begrænset, den var dog også bare med for at lære lidt.

Vi startede først på en af mine marker.

En stor stubmark, med gode læhegn og en enkel god remise med lidt træer og vand i midten.
Klokken var blevet næsten 9.00
Vejret var skyet, med let støvregn/dis i luften.
Vinden der kom fra nordvest var kølig, men ikke direkte kold.
3 mand blev sat på post.
Resten af os gik i drev op over marken.
Det var først på de sidste 50 meter af marken, vi så vildt.
En hare blev rejst, og begge hunde satte efter i typisk 1 oktober humør.
De var fuldstændig døve for fløjten, og de var for tæt på haren til, at Jørn kunne skyde.
Straks de kom retur, rejste der sig en flok agerhøns.
Jørn traf den ene i dagens første skud.
Straks efter skuddet, kom en skovdue på vingerne, den havde ligget mindre end 20 meter fra os jægere.
Den fløj ikke mere end 35 – 50 meter før den satte sig igen.
Da Asja havde leveret agerhønen, hentede den også duen – som Jørn derefter kunne aflive.
Vi formoder det var en anskudt due fra et tidligt morgentræk, der såret var gået ned i stuppen.

Første såt.
Et skud, en agerhøne og en skovdue.

Derefter gik turen til en af mine roemark, efterhånden en sjælden afgrøde.
Hverken roemarken eller de omkringliggende marker gav nogetsomhelst vildt.
Hverken i luften eller på jorden.
Underligt, for roerne var møgbeskidte, og græsset plejer altid, at kunne skjule en hare.
Men plejer er ikke genopstået fra de døde...
I mit vandhul var der bare en enkel blishøne, som drev gæk med Zacco.
Der trods stor iver ikke kunne få fuglen op til skud.
Vi kom efter en kort køretur til endnu en roemark.
Det samme resultat gjorde sig gældende her – intet vildt – udover en stor flok måger, som var kloge nok, til at flyve udenfor skudafstand.

For enden af min mark ligger en meget god remise.
Heldigvis har Erik jagten i denne, samt markerne der støder op til mit.
Vi har ”aldrig” haft held første oktober at skyde noget i eller omkring dette sumpområde, til trods for megen pil og lidt gran, siv ja, en perfekt biotop for alt fra ænder til rådyr.
Der er også altid tydelige tegn på både råvildt og fasaner.
Med vinden taget i betragtning, fik vi sat alle jægere på post rundt om remisen.
Jørn og jeg gik med hundene ind i enden - op mod vinden. (prøv lige at læse det to gange)
Straks jeg havde sluppet Zacco, kunne jeg se, at han fik duften af vildt i næsen.
Og vi havde ikke taget mange skridt før en flot udfarvet fasankok strøg støjende på vingerne.
Jeg nåede at råbe : ”Fasan frem” - før jeg besluttede mig for – selv at skyde fuglen.
Den døde i en tåge af fjer.
Smilet var stort – og konkurrencen skrap mellem de to hunde om at apportere.
Zacco lod tæven tage fuglen, man er vel en gentledog.
Flere skud lød fra alle kanter.
Lad os nøjes med at sige, at 3 af de seks afgivne skud traf deres mål.
Flemming mente at Kaj på højre fløj havde skudt 2 skud til en fasan.
Da jeg nåede ud til Kaj lå der – på min mark – et stykke råvildt.
Kaj havde truffet dyret i første skud, og affanget den med det næste.
Kaj er en stille jæger, men stoltheden lyste alligevel ud af ham.
Som jeg sagde til Jørn ”Det er få dyr, der løber levende forbi Kaj...”
Det var tydeligvis en meget gammel rå, hun var fin at få væk fra bestanden.
I spøg sagde jeg til Erik da han kom frem til dyret :
”Ærgeligt Erik, men Kaj står jo i kanten af din remise, men på min mark, og 15 meter inde på min mark bliver dyret ramt – så dyret er jo mit...”
Erik trak på skulderen, og sagde ”Ja, der er ikke noget at komme efter der...”
Jeg foreslog dog straks, at vi kunne dele dyret, et forslag - Erik med et smil - gik med til.
Mens Kaj og Poul brækkede dyret, og hvilede sig lidt.
Tog vi andre en længere spadseretur op til en grantykning, som delvis var omkranset af hegn.
Tidens tand havde lagt hegnet lidt ned i begge ender, dette havde tydeligvis givet adgang for råvildtet.
I enden hvor Jørn og jeg skulle starte med hundene, var der frisk fod af råvildt.
Endda fra flere forskellige individer.
Jeg spurgte Jørn om han var klar.
”Er du helt klar” - sagde jeg inden jeg skrævede over det liggende hegn.
”Der går ikke to minutter efter jeg har sluppet Zacco, før råvildtet løber bagud... så du skal være vågen”
Jeg slap Zacco, og mindre end et minut efter, kunne jeg høre dyr uden klokke løbe bagud.
Jeg råbte ”Dyr bagud”
Jeg kunne se Jørn igennem det tætte gran.
Han havde løftet sit gevær til anslag.
Hvorfor skød han ikke?
Skuddet lød, og Jørn sænkede bøssen.
”Fik du den” : råbte jeg.
”Ja” - lød svaret.
Jeg gik lidt tilbage, skævede ind imellem granen.
Kunne se et dyr, der kæmpede for at komme på benene.
Asja kom til, dyret rejste sig og vaklede ned mod Jørn.
Jeg gik hurtigt frem, idet lammet satte hovedet i hegnet.
”Skal jeg skyde” - råbte jeg til Jørn.
”Nej, jeg kommer og stikker det nu” svarede han.
Jørn kom til det meget lille rålam, og gjorde kort proces med en kniv lige i hjertet.
Aldrig før har jeg set så lille et lam.
Også godt dette blev skudt bort, det ville næppe blive et stort dyr, hvis vi fik en hård vinter – det ville måske slet ikke overleve de første to dages frost...
Vi var alle enige om, at de 6-7 kilo kød dyret ville bringe, var noget af det bedste kød man kunne få...
Sådan er jagt, det kan være en barsk oplevelse.
Og sikke en formiddag.
Sveden var kommet på kroppen, ryggen værkede en smule.
Godt at næste program på dagsordenen var middagsmad.
Klokken var også næsten blevet et, så tiden var til det.
Frokostsignalet blev ved bilerne blæst, så alle vidste hvad der nu skulle ske.

Middagsmad

Genialt at sætte maden på lavt blus om morgenen.
Det småpiblende middagsmåltid fik lige max temperatur i få minutter, så det var brændende varmt.
Alle fik rigeligt at spise, og dagen kunne som sagtens have sluttet her.
Vi var mætte på alle måder.
Men vi skulle også lige besøge Jørns marker.
Jørns marker består af en slugt, en slugt med rindende vand og græssende heste.
Langs toppen af markerne er der tjørn, tjørn der gror langsomt, og græs der holder en tilpas højde.
Ind imellem står vildskud af lavtvoksende fyr – som råbukkene elsker at feje på.
Jørn skyder buk, hvert tredje eller fjerde år på marken – der kommer dog en ny buk her hvert år, så der er naboer, som er mere heldige end Jørn.
Om efteråret kan vores drev med hunde, godt være en mere givtig jagtform, men der skal held til.
Vi ser råvildtet, men jeg kan ikke huske, vi har skudt noget råvildt på efterårsjagten.
Derimod ”plejer” vi at skyde en ræv og en eller to fasaner.
Så det er et spændende jagtterræn, hvor vi i det mindste ser vildt.
Vi fik sat jægerne af til den første af de 2 såter af tjørnekrat.
Jeg aftalte med Jørn, at vi ville danne bagtrop.
At følge hundene ind i det tætte krat, ville være formålsløst.
Så hellere stå på yderkanten, hvor vi kunne komme til skud.
Vi slap hundene, og de næste minutter ville afsløre om marken indeholdt vildt i dag.

En pludselig tavs bevægelse i det høje græs imellem Jørn og jeg (vi stod med 70 meters afstand)
fortalte mig, at et dyr søgte bagud.
Et par spidse ører og årvågne øjne afslørede ræven, der trykkede sig helt mod jorden.
Den havde set mindst én af os – men frygtede mere hundene der afsøgte det tætte krat.
Jeg skulle lige være sikker på ikke at skyde mod Jørn, før jeg skød på ræven.
Da vinklen var god, skød jeg ræven i det høje græs.
Der blev helt stille.
Jeg gik kort tid efter frem, ræven var ikke død, jeg aflivede den hurtigt med endnu et skud.
En ung tæveræv, blev min danske ræv nummer 2. (jeg har skudt mange svenske, men blot 2 danske)
Der lød et skud umiddelbart efter fra én af forposterne, efterfulgt af endnu et...
Det viste sig senere at være Flemming, der havde skudt sin første ræv nogensinde.
En meget stor og flot tæveræv, jeg har aldrig set så tyk en ræv før.
Ejeren af marken fortalte, at et dyr var løbet med deres sko fra terrassen, det var sikkert ræven, mon også den havde ædt et par stykker...
Jørn var også hurtig på aftrækkeren, og kom hurtigt på ”Brødrene Rævehjerte”

I såt nummer 2, så jeg kun Asja to gange, første gang da den forlod foden fra Jørn.
Det er set før.
Enten er hunden gået efter et stykke råvildt, men da sker det med hals – eller så er den løbet efter en fasan, som har taget benene på nakken, og løbet mod den fjerneste ende af stykket.
Og ganske rigtigt, trods utallige fløjt, stod Asja stiv som en støtte, helt i bunden af såten.
Erik og jeg var de nærmeste jægere, og vi gik frem med hunden.
Jeg spurgte Erik om han var klar.
”Lad fuglen komme godt op, før du skyder...”
Jeg ville gå frem og få Asja til at avancere.
”Ja – kom så med den” efterfulgt af et hurtigt spring fra hundens side, og kokken rejste sig buldrende fra sit skjul.
Jeg måtte hele vejen omkring mig selv, for at komme på skudhold af fuglen.
Hvorfor Erik ikke skød til fuglen i et perfekt bagskud ved jeg ikke, men jeg måtte afgive mine to til fuglen i et helt oplagt og perfekt sideskud.
Større chance får man aldrig – jeg har set det ske før, og det sker sikkert også igen.
Måbende kunne jeg ryste på hovedet af mine to bommerter – dagen gik ellers lige så godt..
Ja, ja, vi kan have det sjovt på mange måder.
Vi afsøgte kanten af bækken, men hverken hunde eller jægere havde meget energi tilbage.
På græsplænen på Gyvelvej blev alt vildtet lagt på parade.
Kaj og jeg blæste de signaler, vi kunne huske.
”Agerhønens død” - det er godt nok længe siden jeg har øvet den, og måtte opgive
ærgerligt, det er ellers så dejligt et lille signal, og en flot lille fugl..
Og alle jægere var enige om, at dette var en første oktober de sent ville glemme.
”Brødrene Rævehjerte” vil huske denne dag resten af deres liv.

3/10-07....JAØ