DANSK BUKKEJAGT 2005

BUKKEJAGT 2005

Så sidder jeg her igen.

Min dåbsattest siger 40 år, min krop har på 2 dage lagt godt 20 år oveni.
Jeg ved ikke om det er indbildning, men det jeg kunne holde til for 10 år siden, den går altså bare ikke længere.

Det er blevet anden dags aften i årets bukkejagt, indtil nu har jeg holdt statistikken på 100% udnyttelse af tiden, jagt både morgen og aften – dvs. 4 ud af 4 mulige – men som sagt, holder denne statistik ikke længe.
For 10 år siden kunne jeg køre dette løb i 14 dage, ja måske, i tre uger i træk – uden at køre træt.
Det er ikke så meget den manglende søvn der belaster min krop, jeg tror mere, det er smerten jeg oplever, af at sidde, sidde stille i en ukvem position.

I år har jeg prøvet noget af det værste, de to første morgener har jeg siddet på min flade, midt i en rugmark, sådan har jeg siddet i godt 2½ time, 2 gange – jeg håber aldrig jeg kommer til det igen.

Kulden og fugten sniger sig ind i mine ømme led, og fristelsen for bare at læne sig tilbage, kigge op i himlen, strække sin dovne ømme krop, nyde den friske luft, nyde stilheden – den er stor, meget stor, denne fristelse for afslapning...
Men jeg ved det, både uopmærksomheden og bevægelsen kan på hver deres måde være skyld i, at jeg ikke skyder buk.

Det er også ligesom om, at vejret bliver værre år for år, af og til tjekker jeg efter i kalenderen, vi er da i maj og ikke i marts måned – endnu et alderstegn?

I går gik jagten ind

Pinsedag var årets flotteste dag.
At Pinsedag i år var en søndag, kom ikke som nogen overraskelse, og at anden Pinsedag så derfor ville være en mandag, faldt også som en selvfølge, og at anden Pinsedag også skulle være d. 16 maj i år, har mange af os jægere set frem til med stor glæde.

Så kan vi holde fri med god samvittighed, og ikke belaste vores hårde økonomi yderligere, ved at skulle tage fri fra jobbet.
Alle jægere med respekt for sig selv, ville være af sted på jagt denne dag.
I hvert tilfælde de af os med riffel.
Gårsdagens flotte solskinsvejr, var over natten blevet forvandlet til en overskyet morgen, koldt blæsende og små spredte regnbyger – var det blevet marts igen?

På denne ”årets første morgen”, havde jeg besluttet mig for at tage på jagt hos min Svoger.
Jens Aage har ca. 40 tdr. land, hvoraf ca. 25 tdr. land er hegnet juletræer, og de resterende 15 tdr. land er kornmark, og de sidste år har marken været tilsået af rug.

Erfaringen fortæller mig, at skal jeg skyde buk på denne rugmark, skal det være tidligt på sæsonen, for rugen eksploderer i pludselig vækst, når først solen danser over alt det grønne.

Det eneste positive jeg kan sige om det noget kolde forår, er bremseeffekten - al vækst bliver holdt lidt tilbage, ligenu stod rugen kun i ca. 25 cm højde, men den vokser trodsigt, synligt, dag for dag...

Igennem hele sidste sæson fulgte jeg en lille knopbuk på terrænet.
Dvs. bukkens krop var særdeles velnæret, men opsatsen der aldrig blev fejet, kunne ikke være mindre.
Jeg havde kun én reel skudchance til bukken, men i dette ene øjeblik, kunne jeg ikke se, at han var en buk.
Først da chancen var passé, kunne jeg se de to små knolde.
Flere gange fulgte jeg bukken på naboens mark, tyggende med bulende kinder, fyldt med saftig græs og mælkebøtter.

Min spænding var stor, om bukken havde overlevet sit første leveår på efterårsjagterne, hvor ingen rynker på næsen over et sådan bytte.

Det er kun i bukkejagten det næsten er bandlyst at nedlægge små bukke, med mindre man kan kalde byttet for en bortskydning, eller som det så flot hedder, selektiv jagt.
Men selektiv jagt er efter min mening, kun forbeholdt de jægere der råder over større områder.
Vi andre, mindre bemidlede, bliver også bedt om at være selektiv i vores afskydning, men hvordan kan man være det, hvis man kun ser én buk igennem en hel bukkesæson?
Da hedder det vel bare, at man undlader at skyde?

Hvorfor kan man, ikke bare glæde sig over det bytte man ærligt har kæmpet sig til?
Hvorfor skal det være en stor buk, man har nedlagt, før håndtrykket bliver fast og hjerteligt?
Hvilken følelse har den jæger, der bortskyder eller selekterer blandt sine bukke?
Griner han ikke bare smøret?
Kaster han sit ”affaldsprodukt” væk, eller får spidsbukken også en værdig plads på væggen?

Nå, det var et af de evindelige sidespring, som jeg kan diskutere til hudløshed, ofte i min ensomhed bliver jeg mest enig.

Jeg har lige indkøbt et regnsæt, et jæger regnsæt, som vel bare er et grønt regnsæt tilsat ekstra 50% i udsalgspris, og så et billede af en hjort i nakken.
Denne morgen fryser jeg derfor ikke, jeg er pakket så godt ind som aldrig før, og har plantet min røv her midt i alt det grønne.
En ny taktik, lad os se om den lykkedes.
Jeg kan herfra overskue hele skovkanten frontalt, det er derfra der skal komme en buk, hvis der da er en buk derinde.
Og hvis bukken derinde er blind, og ikke opdager mig her som en knold imellem vejrende rug.

For en uge siden gik jeg en tur i skoven.
Der var ingen fejninger, blot lidt skrab i jorden hist og pist.
Jeg havde en teori om, at det kunne være en større færdigfejet buk der blot ønsker at markere sit territorie, men det kan også være en ung ufejet buk, der blot venter på at gå amok.
Skrabene tydede dog på, at en buk, har der været – heldigvis også for nylig.

Så sidder man her, en time bliver til to, røven føles øm som én i helvede, ryggen smerter, benene sover på skift, regnen pibler stille fra en grå og kold himmel.
Jeg lægger mig for en kort stund, helt strakt bagover, en velsignet fryd tager over efter smerten.

Dette er livet, skal jeg skide på bukken, og bukke under for lysten til at lukke øjnene, nappe en lille lur.
Regnen rammer mine øjne, kasketten vippes lidt frem, jeg er lukket inde i velvære.
2 minutter lukker jeg øjnene, ved det er farligt, rejser mig med et sæt, må ta´ mig sammen.

Jeg har aldrig skudt buk den første morgen (kun i Sverige), og i dag bliver ikke anderledes, så uden skuffelse kan jeg efter 2½ time liste op imod bilen – da pludselig.

Årets første buk er i sigte
Et dyr står på nabomarken og esser lystigt, er det min ven fra i fjor.
Min kikkert ligger i min rygsæk, riflen bliver løftet, og jeg kigger ham ud.
Men jeg ryster for meget, og kikkerten er våd af små regndråber.

Jeg når bilen, bukken står nu indenfor skovkanten på en gravhøj.
Han har set mig, og er meget årvågen.
Jeg lægger riflen på bilens tag, tørrer nødtørftigt okularet.
Han er fin, med opsats i ørehøjde, men øjensynligt stadig i bast.
Nå om 14 dage, er han et muligt jagtobjekt.
For at skyde en buk i bast, er næsten ligeså ilde set, som at skyde en spidsbuk... medmindre som sagt, at det er en regulering eller bortskydning. - ja, og så skal han jo også lige undgå at møde en jæger, med lidt mindre samvittighedskvaler end mig.

Nå, morgenen er reddet, 17 skud hørte jeg fra nær og fjern, et af dem var så nær, at han må have siddet få hundrede meter fra mig og skudt.
I tankerne lettede jeg på hatten alle 17 gange, kun med nogen misundelse i mit jægersind.

Bukketræffet
Jeg står for syvende år i træk for at skulle arrangere den lokale jagtklubs bukketræf.
Der er købt diverse ”hardware ind”. (bønner til kaffen, tallerkner m.m.)
Nu skal jeg omkring bageren og købe rundstykker, 50 må være nok.
Sidste år var der næsten 20 til træffet, og da i dag er en helligdag, mon så ikke vi bliver ca. 25...og 2 rundstykker pr. mand, så er den i hus.

Bukketræffet skal foregå, vanen tro, fra kl. 10.00 – 12.00
Vanen tro ved jeg også,at nogle jægere utålmodigt vil dukke op ca. en time tidligere, så for at være på forkant, kørte jeg straks ud og ophængte skilte på strategisk udvalgte steder, med info vedr. arrangementet.
Selvfølge kom der 2 tidlige jægere allerede 8.45, de ville dog vende tilbage senere – for kaffen havde jeg ikke klar endnu... den stod og bryggede på livet løs derhjemme.

Brændovnen i jagtstuen blev startet, dug lagt på bordet – og alt var klart.

Til bukketræffet kom i alt 17 jægere.

Min gode ven John har for vane at skyde større og større bukke. I år var ingen undtagelse.
Kl. 05.08 tikkede, uden min viden (for mobilen blev først tændt da jeg var færdig med morgenjagten) en sms ind fra John med beskeden ”Årets første buk” næste besked indeholdt ordene ”måske medalje?”
Jeg ringede John op, straks fra bilen, og hans jagt havde til morgen været kort.
3 minutter sad han, før den store buk kom frem. Den døde i knaldet, og en mulig bronzebuk var hjemme.
Hvis vi ser bort fra medaljechancen og ”bare” ser på bukken, så var det en utrolig flot buk, tæt ved det perfekte i hele sin opbygning. Perler og symmetri til overflod.
Det eneste minus var bukkens kropsvægt og kraniestørrelse, det sidste kan trække ned på medaljechancen. For på disse punkter var bukken lidt klein.

Men 17 morgenfriske jægere hvoraf 4 havde skudt buk, dukkede op til det lille bukketræf.
Den ene buk - en lille seksender i fuld bast, krævede 3 skud af den formastelige jæger, der havde nænnet til at skyde én af de ”forbudte” bukke. Og han kunne ikke bruge ungdommens utålmodighed som undskyldning – for undskyldning mener nogle man skal ha´, for at skyde en bastbuk. Personligt tror jeg bukken er ligeglad med hvad den har på hovedet når den dør...
En anden buk, var en lille seksender, meget fint fejet, max. 2 år gammel, men nok nærmere et.
Den tredje buk, var en lille gaffelbuk, fint fejet og ikke meget mere end et år gammel.
Og så som rosinen i pølseenden, fik jeg overtalt John, til at køre den lille omvej, og beære træffet med noget der fik alle til at spærre øjnene op.
En buk som vi alle drømmer om at skyde, på et eller andet tidspunkt i vores korte jægerliv.

Mange af jægerne havde desværre været en smut forbi andre kaffeborde, så kun halvdelen af de indkøbte rundstykker blev fortæret. Bedre gik det heldigvis med Dr. Nielsen og den Gamle Danske...

Den første aften
Dagen gik i roligt tempo, der skulle lades op til aftenens jagt.
Vejret kæmpede en gæv kamp for at blæse dørene i, og dermed vores lyst (jægernes) til at forlade vores lune boliger, til fordel for et par timer i stiv kuling.
Jeg trodsede modstanden, og satte mig ud på mit lille terræn i Onsild.
På denne lille 20 tdr. lands plet, har der indtil for en uge siden ikke været det mindste tegn på aktivitet fra råvildt.
Det var der heller ikke denne aften.
Tre – fire skud, indikerede dog, at der andre steder var aktivitet og ild i bøssen.
En bil kom fra skoven, stoppede i skovkanten, mere så jeg ikke, klokken var da 21.00
Kl. 21.20 lød der et skud, ikke langt fra bilen
Med tydeligt anslag inden knaldet, blev der ved denne handling en buk mindre i den danske fauna.
Nogle jægere har bare bedre muligheder end andre, og de kender deres besøgstid, næsten al for godt.
Tænkte jeg med smerte i ballerne, og næse i løb.

Det var min oplevelse for første jagtdag.
Der kom ikke besked fra andre af mine venner om, at de havde haft større held end mig i aften.

Om få timer er jeg på plads igen.

Anden dags morgen
Vækkeuret var sat til at ringe kl. 03.30, jeg vågnede kl. 04.00 ved min kones hårde albuestød i ryggen – så har man prøvet det med.
For første gang oplevede jeg massiv opbakning i min jagtlyst, at jeg havde slukket for det larmende ur, havde jeg slet ikke registreret.
Med stor indre kamp, kom jeg på benene, og resten foregik i løb.
Morgenmad, tandbørstning, morgentoilette og iklædning af det grønne, blev foretaget på rekordtid.
Kl. 04.45 var jeg på plads midt i rugmarken, klar til at skyde – om et kvarter var det tilladt, men først skulle der komme noget, at skyde efter.
Der skete ikke en skid.
Jeg så ikke skyggen af råvildt, hørte 7 skud, et alt for tæt på.
Min bast buk fra i går kom ikke forbi, han viste sig heller ikke, da jeg gik mod bilen.
Slukøret og alt for tidlig modløs gik turen hjemad, en arbejdsdag stod for døren, munden var nær sit bristepunkt, spændt i et endeløst gab.

Anden dags aften oprandt.
Min kone skulle spille fodboldkamp. Det er faktisk hendes eneste fritidsinteresse, udover alt det praktiske der følger med hus, hund, mand og tre børn.
Jeg fik nødet hende til, at medbringe de tre vildbasser med til fodboldkampen.
Og alting blev mirakuløst nået til tiden.

Kl. 19.15 ankom jeg til mit terræn hos min Svoger, tredje gang – ud af de først fire mulige.

Min taktik havde jeg denne aften lagt om.
Jeg ville sætte bilen i den anden ende af marken, derved ville jeg trække mindre fært over mark og skov, min plan om at sidde midt i rugmarken havde jeg også droppet.

Ved enden stod hegnet til juletræerne åben, det havde jeg aldrig observeret før.

Jeg ringede til Jens Aage, og spurgte om grunden dertil.

Der havde været en mand med sprøjte, og han gad åbenbart ikke, at lukke hegnet efter sig.

Jeg indikerede overfor Jens Aage, at råvildtet måske kunne forvilde sig ind blandt granen, og det var måske ikke så godt, så burde vi i det mindste også åbne i den anden ende.

Vi blev enige om at jeg hellere måtte lukke af, det gjorde jeg så.

Med jagtstol og skydestok satte jeg mig nu til rette på min forudbestemte plads langs mark og hegn.

På vej på plads så jeg en lys bagdel inde blandt juletræerne – var der allerede et dyr lusket indenfor, kunne det være en buk?

Mens jeg sad der og godtede mig, for jeg nyder det jo, denne spændende venten, selv om det gør ondt, næsten overalt på kroppen – nå, mens jeg sad her, gnavede tanken om et stykke råvildt inde bag hegnet, så nær ved.

Jeg besluttede mig for, at senest klokken 21.00, ville jeg gå en runde derinde.

Da jeg havde siddet godt 1 time, var klokken blevet 20.40 og min tålmodighed var brugt op, nu skulle jeg altså ud på den gåtur.
Jeg vidste, at det jeg nu gjorde, højst sandsynligt ville ødelægge min resterende minialistiske chance for jagtheld denne aften.

For nu ville jeg virkelig lave forstyrrelse.

Jeg åbnede hegnet i enden tættest på skoven, hvor bastbukken m.fl. skulle komme fra.

Dette gav i sig selv unødig støj.

Derefter gik jeg rask af sted med skydestok, kikkert og riffel.

Med passende mellemrum gjorde jeg ophold, og søgte i kikkerten ned over de små juletræer.
Samtidig sendte jeg, vel vidende, i den friske vind min fært godt ind i skoven bag mig.
Jeg vidste jo at tiden var med mig, der er jo stadig 58 dage tilbage at skyde buk i, så hvad fanden.

Nå, frem og tilbage er lige langt.
På tilbagevejen så jeg liv inde imellem træerne.
En hare sprang i fuld spurt med hvid bagdel af sted, skræmt af manden i grønt.

Jeg var glad for at det ikke var et dyr, det ville ha´ været mod min jægermoral at skyde en buk under hegn, men jeg havde nok gjort det, hvis chancen havde budt sig.
Moral er en ting, vilje noget andet.

Nå, tilbage på min jagtstol, klokken var nu blevet 21.00, eller helt præcist 21.01.45
Jeg sendte en sms til Torben
- Hej Torben. Er du hjemme nu, eller sidder du på jagt?
Jeg vidste at Torben havde skudt buk i går aftes på Lindenborg. 

Torben havde skudt ca. kl. 21.20, bukken var dog løbet fra anskudsstedet uden at efterlade schweiss.
Desværre var Schweiss-hundeføreren hængt så hårdt op, at han først kunne komme og eftersøge Torbens buk, næste dag kl. 07.00, altså i morges.
Bukken blev fundet ikke mere end 30 meter fra anskudsstedet.

Bukken var blevet dækket af et fint lag mos, og den ene kølle var blevet ædt, øjensynligt grævlingernes værk.
Men bukken var blevet fundet, forendt efter en velplaceret kugle, der dog ikke var gået ud af kroppen, derfor den manglende schweiss.

Jeg havde ikke haft tid til at komme forbi Torben, han bor 5-10 minutters kørsel væk, fra hvor jeg sidder lige nu...
Klokken præcist 21.02.10 svarede Torben mig
- Jeg er hjemme
Jeg skrev tilbage kl. præcist 21.04.07
- Kan være hos dig om 10 min. Viser du så bukken frem?
- trykkede ”send” – og så... i det samme som jeg trykkede ”send” på mobilen, kom han ud.

Jeg havde gudskelov sat skydestokken klar forand mig, riflen lå også i hak, men nå at sigte og affyre et skud, var for mig ikke muligt.

Han var i fremdrift, stod ikke stille.

At der her var tale om en buk der bestemt ikke var i bast, behøvede jeg ikke kikkert for at se.

Han var kommet ud af skoven uden varsel, hans mål var uvist, men hans vej blev lagt tværs over rugmarken, i en vinkelret linie fra hvor jeg sad.

Udgangspunktet lå ca. 80 meter fra mig, og afstanden til bukken blev forværret for hver meter han tilbagelagde, og det gik stærkt, han havde ikke til sinds at stoppe sin vandring.

Jeg blev grebet af øjeblikkelig panik, nu var gode råd vildt dyre.

Jeg greb til min lomme, og byttede mobilen ud med mit bukkekald.

Da han nåede toppen af en bakketop på marken, blev han stoppet af min intensive lokken.
Og han var med al tydelighed blevet grebet af rådvildhed...

Lignende et stort spørgsmålstegn i silhuet mod himlen vurderede han sin situation.

Der var to veje, hvilken skulle han vælge.

Jeg skjulte bukkekaldet bag min ryg, jeg sad perfekt med en busk bag mig, grønt tøj, camouflage net for hovedet, kasket med bred skygge, han kunne ikke se mig.

Mine næste kald var afgørende for jagtens udfald, lange forsigtige insinuerende kald blev sunget fra mit lokkekald.

Han valgte for mig den rigtige vej, tilbage....

Stadig uden hvile, gik han nu målrettet tilbage mod skoven.

Min panik havde lagt sig, men en ulidelig spænding var i min krop, vil han stoppe, bare et øjeblik.

Jeg forsøgte at finde bukken igennem min riffelkikkert, mange ting skulle tages i betragtning, allervigtigst var ordentligt kuglefang, hvis jeg skulle få en skudchance.

Nu var der ikke mange meter igen, før den sikre skov ville være bukkens redning.

I et sprøjtespor vidste jeg, at det blev knald eller fald.

Imens fulgte jeg bukken igennem den nu afsikrede riffels kikkert, bukkekaldet var gemt væk i lommen på ny, jeg var klar, helt klar.

Da han nåede sprøjtesporet gav jeg et lille fløjt. (faktisk første gang jeg fløjter af en buk)
Og det virkede.

I det øjeblik han stoppede op, med løftet hoved, faldt skuddet.

Og bukken forsvandt i det samme, smidt til jorden i den frodige rug.

På en blæsende kold aften, hvor solen kæmpede for at give en smule varme, forlod livet nu bukkens krop.
Jeg vidste jeg havde afgivet et godt skud, selv om man altid som jæger frygter det værste.

Afstanden til bukken havde været perfekt, omkring 75 – 80 meter.

Så min følelse inderst inde var rigtig god.

Først nu fik jeg en følelse af bukkefeber, alting var gået så stærkt, og alligevel, set i bakspejlet, var alt foregået i et slowmotions tempo, for hvert sekund havde været så intenst, at det havde føltes som betydeligt mere...

Helt præcist ringede jeg med rystende hænder til Torben kl. 21.07.27

Min besked var kort
- Torben jeg har lige skudt en buk
- Er det ikke utroligt?

Torbens svar var også skeptisk
- Nej...er det rigtigt.?

Jeg spurgte Torben om han ikke kunne komme hen til mig, hvilket han ville gøre straks.

Der var gået helt præcist 3 minutter og 20 sekunder fra at bukken havde vist sig for mig, der i kanten af skoven, til han nu lå dernede og drog sine sidste åndedrag.

Jeg var spændt på, at se hvor stor han var – først ringede jeg dog lige hjem for at fortælle min kone den glædelige nyhed, men også for at trække tiden lidt ud.

Man må jo ikke gå frem til bukken straks efter skuddet er afgivet.
Efter ca. 5 min. gik jeg forsigtigt frem med riflen klar.

Der lå han.

Lungeblod lå lyserødt fra udgangshullet.

Et perfekt skud, havde været øjeblikkeligt dræbende, en lidt høj bladkugle havde slukket lyset.

Min første danske seksender lå for mine fødder.
Ikke en kæmpe, men hvem tænker på størrelse, efter en så utrolig oplevelse.

Havde han ventet bare 1 minut med at entrere marken, havde han levet mindst én dag mere.

For jeg troede jo han var en bastbuk, og ville nok ikke havde været så koncentreret i min jagt på ham, de kommende dage...

Men der findes andre jægere i området end mig.

Tydeligvis, var hans grænse ikke kun på min mark – men det var her han faldt.

Jens-Arne Østergaard d.18/5-05

ps. Dette er jo en mere end 10 år gammel historie, og dengang var det stort for mig, at skyde min første 6 ender buk. Vi der har haft jagttegn i mere end et par håndfulde år, ved, at det at skyde store bukke ikke skete for alle, og ja..det var ikke alle der skød buk hvert år, og slet ikke deres første buk på dag et som jæger. I dag hvor debatten om alder og bukkenes størrelse næsten har nået uanede højder, ja hvor selv jægere med jagttegn vådt i lommen, stiller sig som dommere over hvad der må, bør og kan skydes..ja..der var jeg slet ikke i 2005, og ja..jeg håber faktisk aldrig jeg kommer til at se mig som sådan en dommer.