Æblebukken aka Force Majeure under bukkejagten
Jørn og jeg var på vej hjem fra morgenjagten, torsdag d. 18/8-22.
Jeg havde siddet i en ny skovrydning ved Hvepsestigen, en rigtig fin 6 ender var kommet springende fra skoven og forbi min jagtstige efter få lokkekald på min Nordic Roe.
Men da jeg aftenen forinden havde skudt en buk, min buk nr 2 i år, så ville jeg ikke allerede slutte festen halvvejs inde i de 5 dages jagt.
Bukken gav sig ellers god tid, og mange fine gode skudmuligheder, før den lugtede lunten og med højrøstet smælen udskældte og vendte ryggen til den formastelige ”snyderå”, der sad 3 meter oppe i luften.
Jo, havde bukken været stor nok, så havde jeg ikke tøvet med at skyde, situationen kunne ikke have været mere perfekt.
Men i det svage morgenlys bedømte jeg bukken til at være ung og med stort potentiale.
Og da jeg aftenen forinden havde jeg skudt en buk jeg fejlvurderede, størrelse og aldersmæssigt, skudt i aftenens absolutte sidste skydelys - det nagede stadig min samvittighed.
Jørn havde som jeg heller ikke skudt buk denne morgen.
Da vi alle havde 4 skudt buk på premieren, og jeg og Jens-Jørgen var nu de eneste der havde skudt 2 bukke hver, så var der højt humør over hele linjen.
Men for pokker, oveni min ærgrelse over at jeg havde skudt en for lille og for ung buk d. 17/8 om aftenen, så havde jeg også overladt pladsen, jeg kun havde siddet ved i går morges til Jens-Jørgen, og han skød en fin buk i går aftes, det der skulle vise sig at blive turens næststørste buk..
Normalt plejer jeg at give en post chancen både morgen og aften, eller aften og morgen, to gange.. mindst..men vi havde set en meget stor buk, hvor jeg skød den lille..
Vi parkerede bilen lidt i ni på Noelgården.
En gård der blot står og forfalder, men æbletræerne står der dog endnu.
Nedenfor Noelgården ligger Panoramastykket, en mark på ca. 1000 længde x 275 meter dybde.
Jørn studerede marken igennem sin kikkert, mens jeg plukkede æbler.
Poul havde bestilt en håndfuld æbler til aftensmaden han skulle lave.
Da jeg havde plukket færdig, gik jeg hen til Jørn der sagde :
- Der går en buk på marken..
- Se der..
Der så jeg bukken, selvom det ikke var den buk Jørn snakkede om i første omgang, det fandt jeg først ud af lidt senere.
175 meter fra os så vi hovedet af en buk stikke op af havren, kun hovedet af bukken var synlig.
Jeg havde mit Nordic Roe om halsen.
- Jeg prøver at lokke? Sagde jeg til Jørn.
2 piv, og bukken reagerede straks.
Vi kunne begge se, at det bestemt ikke var en lille buk, der her var tale om.
Jeg peb igen, og bukken sprang direkte imod os.
- Jørn, hent din riffel og skydestok..hurtigt, sagde jeg.
Hurtigt er et fremmedord for Jørn.
Jeg tror Jørn har været skyld i sætningen ”at skynde sig langsomt” og det kan han ikke gøre for, sådan er Jørn bare skabt, men vi driller ham af og til med det.
Når jeg ikke peb, stoppede bukken op, kiggede sig omkring..
- Hvor er hun? Så bukken ud til at tænke.
Så jeg var nødt til at holde dem i ilden, både Jørn og bukken.
-Skynd dig nu, hviskede jeg til Jørn, mens jeg gjorde fagter for at få ham til at sætte farten op.
Stadig en fysisk umulighed for Jørn.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg gennede på Jørn.
Det føltes som en evighed, førend Jørn havde fået slået sin Viberflex ud, trukket benene på plads
(jeg foretrækker personligt den langt hurtigere Primos Trigger skydestok).
Magasinet kom på plads, en patron skubbet frem i kammeret.
Og bukken var efterhånden kommet ind på 35 meters afstand.
Jeg gik i knæ ved hindbærrisene, vi stod bagved her på toppen, og der var nu frit skudt til bukken, den var kommet ind på lav kløvermark.
Jeg sad og kiggede på Jørns pegefinger.
Jørn sloges lidt med skydestokken, der var også lidt hindbærris, der let kunne komme i vejen.
Jeg forventede skuddet kunne gå, hvad tid det skulle være.
Selvom jeg havde haft en sjælden chance for at filme den mest perfekte skudsekvens, fra lok til skud, så havde jeg ladet mit videokamera blive i min jakkelomme.
Jeg vidste, at et snurrende kamera kunne sætte for højt pres på den i forvejen pressede jæger.
Jørn har lyddæmper på sin Tikka 308w´r, alligevel satte jeg pr. automatik et par fingre i mine ører.
- Pib igen, sagde Jørn.
Jeg kunne i min knælende stilling ikke se, at bukken efterhånden havde tabt tålmodigheden, Jørn havde stået længe og peget på bukken der stod med front imod os, tydeligt i vildrede, og nu begyndte bukken at smutte.
Jeg peb et par gange, og så lød skuddet langt om længe.
Da jeg peb, stoppede bukken op på ca 50 meters afstand, og bukken gjorde som bukke ofte gør, drejer rundt for at tjekke..
- Er du der alligevel?
Det blev bukkens død, eller gjorde det?
Jeg rejste mig straks efter skuddet, og jeg kunne sammen med Jørn se bukken spurte væk fra skudstedet.
Ingen skudtegn overhovedet.
Det havde der heller ikke været i skudøjeblikket, sagde Jørn.
- Hold dig klar til at skyde igen, sagde jeg til Jørn
- Jeg prøver at få ham til at stoppe.
Jeg peb højrøstet, og jeg bildte mig ind, at bukkens gehør fangede lyden, men han fortsatte sin flugt.
Vi troede ikke vores øjne.. havde Jørn virkelig ramt forbi på så kort afstand?
Efter ca. 200 meters flugt nedover marken, hvor ingen skud var muligt, stoppede bukken pludselig op, vaklede lidt, og faldt til sidst om i kløveren.
Utroligt men sandt.
Havde det været et skud på åben mark, 100 meter fra en skovkant, så havde vi helt sikkert troet, at skuddet havde været en ren forbier.
Vi gav lige bukken godt 5 minutter, før vi gik ned for at finde ham.
Markens store bigballer var en god rettesnor, den var faldet lige ved de 3 der..
De 3 bigballer vi begge troede bukken var faldet ved, var ca. 75 meter fra de 3 rigtige.
Jeg havde søgt i en lidt anden retning end Jørn, det var Jørn selv der fandt bukken.
Da jeg nærmede mig råbte Jørn tilbage
- Det er en gylden buk
- Hvor gylden? spurgte jeg spændt..
Da jeg nåede frem til Jørn og bukken, blev vi enige om, at det kunne være en buk af den fineste karat.
Mit bud var, at Jørn her havde skudt ikke bare turens største buk, men måske den største buk vi har skudt i de 21 år, vi er kommet på jagt i området.
En fantastisk fin kraftig returbuk, der muligvis for 2-3 år siden havde været væsentlig større, men nok ikke tungere i opsatsen.
Og hvorfor var det ikke mig der hentede min riffel i bilen, når det nu var mig, der lokkede bukken til skud?
JO.. Jeg havde jo skudt 2 bukke, Jørn kun en.
Jeg vidste godt, at Poul nok ville komme med lidt kritik.
Ikke fordi Poul indeholder begrebet misundelse, det har jeg i hvert tilfælde ikke oplevet endnu, nok mere fordi Poul ikke mente, at det var den mark Jørn havde valgt at jage på.
Og det ville Poul have helt ret i.
Som udgangspunkt går vi som jægere ikke fra det ene område til det andet, det accepterer vi ikke, for det giver alt for meget uro på markerne.
Vi trækker som altid lod om rækkefølgen til at vælge plads at jage på.
Og ser du en god buk, du gerne vil jage igen og igen, så kan man sidde 5 dage, morgen og aften på samme plads, uden nogen kan genne dig væk.
Skyder man buk, så er det bag i køen.
Og autopurcsh bruger vi heller ikke under bukkejagten.
Pladserne til jagt vælges hjemmefra, og det er der vi sættes af.
Tillod vi autopurch, så ville der bare blive kamp om holdets eneste bil.
Men dette var ren Force Majuere, hvor Jørn og jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Det er kun sket 2 gange før, i de 21 år vi er kommet på disse marker.
Begge gange er en af mine kammerater gået på purch på et ikke forudbestemt jagtterræn, hvor det ligeså godt kunne have været mig, der var gået, men jeg har nok bare altid været for hurtig til at skyde mine bukke..
Et samarbejde som dette har vi aldrig oplevet før på vores hold, og det gik jo bare lige efter bogen.
Det blev en jagtsituation, Jørn og jeg aldrig glemmer, jeg glæder mig til at se bukken på Jørns jagtvæg, måske det bliver Jørns livs største buk.
JAØ 24/8-22 tlf. 2819641 fam.gyvelvej8@mail.dk