God start på sommerferien

En hektisk start på sommerferien

Annette havde sommerferie fra fredag, jeg havde først sommerferie fra søndag eftermiddag kl. 15.00

Arbejde både fredag, lørdag og søndag..så jeg følte virkelig, de 14 dages ferie jeg havde i vente var hårdt tiltrængt.
For første gang i mit liv, havde jeg søgt hjælp hos kiropraktor, så min højre skulder, trængte også meget til at slappe helt af..

Lørdag og søndag direkte fra arbejde på besøg hos familie, så jeg følte ikke det store overskud til at tage på jagt, selvom jagten lakkede mod enden. (d. 6 og 7 Juli)

Fredag aften satte jeg mig ud sammen med Annette, det var en blæsende aften, og er der noget råvildt ikke er glade for, så er det for meget blæst..og vi så da heller ikke andet end en enkel rå Langtbortistan, hvor kun gehørerne var synlige i det høje korn...men vi så da et dyr.

Og på hjemturen i bilen, da vinden havde lagt sig og solen gået ned, da var dyrene kommet frem fra deres skjul..det var tæt på en buk var blevet kørt ned, heldigvis kørte jeg kun med 20 km i timen, da jeg havde travlt, med at kigge efter netop bukke på markerne vi kom forbi..

Søndag aften tænkte jeg trods regn og for meget vind i luften, at det vist var ved at være sidste chance for at skaffe dyrlægen lidt kød til sin natmad.

Hos dyrlægen må jeg vederlagsfrit skyde en buk hver sommer, han får kødet og jeg får oplevelsen (og trofæet) et meget fair bytte, syntes jeg.

Sidste år afgav jeg et enkelt skud til en meget fin buk, desværre en blank forbier konstaterede schweisshundeføreren, en gren stod i vejen..åbenbart..eller så havde jægeren glemt sin hjerne derhjemme..

Selvom dyrlægen selv er jæger, forhindrer en kraftig pollenallergi ham i selv at gå på bukkejagt, så den pligt har jeg taget på mine brede skuldre.

Jeg har været forbi den fremragende slugt og den smukke natur nogle gange igennem sæsonen..jeg har mod al forventning ikke set et eneste stykke råvildt på marken..jeg plejer at se både smaldyr, råer og mindst en buk pr sæson...i år har jeg ikke set skyggen af en hattefis..

Da jeg ankom til marken, stod regnen i glædelige jævne stråler fra en mørk himmel, vinden der var rigelig af kom fra en god retning, gjorde at jeg stillede mig et sted, hvor jeg aldrig har skudt buk på terrænet.

For oversigtens skyld i den vilde natur, så kunne jeg ikke sidde på min jagtstol, den var nu også hurtigt blevet gennemblødt af regnen, og riflen skulle også helst holdes mindst vandret, for at regnen ikke skulle smutte ind på min kikkert..så ja..jeg stod sådan, til ryggen ikke gad længere.
Her sidst på sæsonen forsøgte jeg at kalde lidt med mit Klaus Demmel og Nordic Roe lokkekald.

Solsortene skræppede op, var der råvildt på vej ud fra det tætte gran?

Jeg ventede og ventede..til sidst sagde ryggen stop, jeg måtte gå videre..

Fremme ved min faste siddeplads, faktisk fra den plads jeg har skudt de 3 bukke jeg har nedlagt på terrænet, fik jeg smækket bagdelen i jorden, dog ovenpå et par siddepudder, ryggen op af den lidt umagelige hvidtjørn, hvor jeg har fjernet de værste tårne, og jeg kunne konstatere, at vinden her var helt okay, regnen var stilnet af, og lur mig, om der ikke også tittede en sol frem, imellem de snart fordrevne mørke skyer.

Her tøvede jeg ikke, jeg kastede flere lokkelyde op i luften, nu ville jeg se, om der ikke var bare lidt liv.

Slugten er vild natur, og jeg mener vild...

Der er ikke et får i nærheden, alle planter lever deres eget liv, og denne variation af planter, kombineret med en bæk i bunden, og høje våde tuer, giver skjul, dække og føde for det vildt der nu engang bør være her..

Fasanerne har jeg set flere af, kokken er spankuleret stolt forbi mig på få meters afstand.

Haren har nusset sine knorhår, da han var til at se på det øverste økologiske dyrkede areal lige bag min ryg.

Men råvildtet...en fod eller to..har været eneste bevis på, at de har været her..de bør være her..et eller andet sted.

Til sidst gav jeg op.

Med vådt tøj, og en stadig kølig og livlig vind, så pakkede jeg mig ind kl. 21.25.

Hætten på jakken op over høreværn og kasket, lynlåsen hevet helt i top, lokkekald gemt væk..og så sad jeg lukket inde, naturligvis med riflen hvilende i min skydestok, men jeg tænkte, skulle jeg komme til at lukke øjnene nogle af de sidste 34 minutter, så skete der jo nok ikke noget ved det..

Så langt nåede jeg ikke.
Ca kl. 21.40 kom et stykke råvildt gående helt fra bunden af slugten, lige skråt op imod mig.

Tilfældigvis pegede min pibe på riflen i den retning, bare opad, så et lille vip ned, og jeg kunne slå fast (jeg havde ud fra kropsbygning anet, det nok var en buk) ..jo det var en buk.

Ikke en stor buk, men dyrlægen er ligeglad med trofæet, og jeg tror egentlig helst han ser, at jeg skyder et ungt dyr til ham, og ja..selvom dette kunne blive min femte buk i denne sæson, så tro det eller lad være, så fik jeg faktisk bukkefeber...
Rutinen gjorde, at da jeg fangede bukken i mit kryds, så var riflen helt stabil, og jeg ventede blot på en vinkel, jeg kunne afgive mit skud i.

Og straks der var en god mulighed, faldt skuddet prompte.

Bukken tog et par skridt mod dens højre side, hvilket var ned af skråningen, og faldt derefter dødskudt til jorden.

Derefter drønede bukkefeberen for fuld musik igennem min krop.

Hænderne rystede..og jeg drog nogle dybe suk ved glæden over, at mit jægersind stadig er der, hvor det skal være...jeg frygter den dag skal komme, hvor jagt bare bliver et skud og et nåh ja..det var det..

Rent faktisk troede jeg bukken var større end den var, da jeg efter godt 10 minutter kom frem til mit bytte.

Skudafstande vel ca. 65 meter, indgangen skråt ind lige bag venstre skulderblad, en smule højt, uden at være i ryggen..på grund af den spidse vinkel, lidt for langt tilbage, så har jeg ikke sagt for meget..men den halve lever var skudt væk...heldigvis næsten ingen kødspild.. (fik jeg at se, da jeg tirsdag morgen forlagde bukken).

Med den brækkede buk på slæb, kom jeg til min bil.

Jeg fik banket på døren til dyrlægen, og han og hans familie fulgtes med mig til bilen, og jeg fik mange ægte lykønskninger.

Dyrlægens svogers kone, kunne nu ikke rigtig forstå, at jeg kunne nøjes med hovedet, og dyrlægen fik kødet..det var da en fordelagtig aftale for dyrlægen... (jeg syntes som jæger, aftalen er helt fin)

Hendes to små børn fik lov til at prikke bukken i begge ender, øjne og testikler..og mærkede også bukkens glatte røde sommerpels..næsten helt fri for skovflåter og elglus..måske den derfor kunne holde en brækket vægt på 17,6 kilo? (jeg fandt en enkel skovflåt under forlægningen, mærker på skindets inderside fortalte dog, at der sikkert sad flere større eksemplarer dybt i dyrets pels)

Fantastisk søndag aften, og jeg følte lige der, at nu var min sommerferie begyndt.

Mandag d. 8 Juli..flytning/tømning af min ældste søn på 25 år Jonathans lejlighed i Aalborg.

Da han skulle flytte sammen med sin kæreste, tog vi det meste af ”lejligheden” med til Hobro, det kan lillebror Andreas på 20 år ”arve” når han om kort tid formentlig også flytter i en studiebolig i Aalborg.

Ikke fordi vi som forældre glæder os til den sidste fugl flyver fra reden, slet ikke mor fugl..uha nej..men vi bliver jo altid som forældre, glade og stolte når vores børn vil frem i livet, og ikke bare murer sig inde...hvad fanden, jeg flyttede selv hjemmefra som 18 årig, og jeg troede jeg var voksen dengang.

Jeg orkede ikke jagt mandag aften, og tirsdag morgen kom jeg heller ikke afsted.

Jeg har er et lille sted jeg har ”forsømt” .. (sidst jeg skød buk hos den ”udlejer” var i 2014, samme aftale som hos dyrlægen) håber jeg når det onsdag morgen.. for tirsdag aften havde jeg en aftale med Kaj på 83 år.

Kaj og jeg har jagtet et par bukke på et terræn som Kaj har haft jagten på i ca 70 år, før ham var det Kajs far der havde jagten..og i alle de år, er der aldrig blevet skudt en buk med riffel på de ca. 40 tdr land, hvor råvildtet har både skov og dyrkede arealer at boltre sig på.

Råvildtet bliver på disse marker nedlagt udelukkende med hagl, og sådan har det altid været, og det skulle der ikke laves om på, før jeg foreslog Kaj om vi ikke skulle prøve at nedlægge en buk på disse marker..med riffel.

Vi har været afsted ca 8 gange vil jeg tro.

Tirsdag d. 28 maj 2019

Første gang konstaterede vi, at der var sået rug på halvdelen af jorden, og højden var allerede for høj til at vi kunne se råvildtet..masser af fod i de brede sprøjtespor..men det var ligesom at finde nålen, hvis vi skulle satse på èt sprøjtespor frem for et andet.

Jeg fandt den første aften bukkens centrum, en hyldebærbusk midt i et bredt skel mellem vårbyg og rugmark.
Poul var gæst denne gang, Poul havde valgt at sidde på en grøn græsmark, der på de ene to sider har læhegn, og på den ene langside har et skovstykke mest bestående af tæt gran, der plejer vi om efteråret at jage både råvildt og harer, så der burde komme dyr ud på marken.

Udover 3-4 harer, så Poul da også en rå med lam denne aften.
Mandag d. 3 Juni 2019

Næste gang vi kom, foreslog jeg Kaj, at han skulle sætte sig på den anden side af vårbyggen, så kunne han skyde på tværs af marken, lige der hvor jeg var sikker på, bukken ville komme, skudafstand 92 meter.

Jørn var denne aften med som gæst, han overtog Pouls plads fra ugen før, men denne aften kom der heller ikke nogen buk til skud.

Jeg satte mig selv højere i terrænet, med ca 300 meter ned til bukkens centrum, Kaj kunne jeg ikke se, men allerede da vi ankom i bilen, så vi bukken var ude..lige nøjagtig der hvor jeg havde forudsagt, men han listede ind, da vi moslede ud af bilen.

Der gik ikke en time, så var han tilbage igen..en rigtig fin buk, så det ud til, og jeg fangede ham endda på video.

En lille knold på marken forhindrede åbenbart Kaj i at se bukken, så selvom bukken var ude med bredsiden til, i mindst en halv time, så så Kaj ikke skyggen af ham.

Derimod så Kaj den højdrægtige rå, der et kvarter før lukketid kom ud, næsten samme sted, den gik dog til højre, hvor bukken var gået til venstre, måske det gjorde forskellen på synligheden.

Bukken reddede livet den aften. (det var gang nummer to)

På vej hjem snakkede vi om al det råvildt på vejene, og midt i vores samtale, sprang et smaldyr ud på vejen fra højre, uden chance for mig som billist at bremse op.

Så med 80 km i timen ramte jeg dyret, der blev slynget ud over autoværnet i grøften, flere efterladenskaber tog turen langs bilens højre side..forfærdeligt svineri..og rigtig træls..og efterfølgende dyrt, men godt der er en kasko forsikring på bilen.

Rådyret var kun til ræveføde, så det blev smidt langt ned i grøften, så naturen kunne gå sin gang.

Tirsdag d. 11 Juni 2019

Tredje gang var kun Kaj og jeg afsted.

Jeg foreslog Kaj at han skulle sætte sig i det brede spor mellem rug og byg, så ville bukken komme på en skudafstand af blot 50 meter, og da Kaj ville komme til at sidde højt i terrænet, mente jeg at hans chance for buk var nær de 100%..jeg krydsede fingre, det er efterhånden nogle år siden, Kaj sidst har skudt buk.

Jeg satte mig ved græsmarken og skoven.

Kajs parole har altid været, kommer der en buk, så skyd..uanset om den er lille eller stor.

For Kaj er det ligesom hos dyrlægen, kødet og jagtoplevelsen kommer før trofæet, og det må jeg så lære at leve med..indrømmet.. jeg er faktisk i denne konservative jagttid, meget glad for denne liberale holdning.

Som socialdemokrat så er det eneste og sidste gang jeg bruger ordet liberal.

Og ja..der kom en buk på skudhold, blot ikke til Kaj men til mig.

Desværre kom bukken til højre for mig, blot 25 meter fra mig..en meget undselig af slagsen, lille af krop og af opsats, men kvik nok til at lugte uglen i mosen, vinden kom lige i næsen på bukken.

Og da min riffel pegede stik modsat retning, så var min chance for skud lig nul og en dyt.

Bukken var dog helt ung, så jeg lokkede ham tilbage, på den måde, at han snart rumsterede blot 10-15 meter bag min ryg, men han følte ikke helt, at jeg havde rent mel i posen, så klogelig blev han på den anden side af læhegnet.

Kaj så ingen buk den aften.

Tirsdag d. 18 Juni 2019

Fjerde tur til marken byttede Kaj og jeg plads.

Kaj håbede på den lille spidsbuk ville komme igen, det gjorde den.
Den lille buk havde sprunget sommerkåd rundt på marken, men alt for langt ude til, at Kaj kunne afgive skud.

Råvildtet glimrede, i min ende, ved deres fravær.

Torsdag d. 20 Juni 2019

Femte tur..en buk lå ude i vårbyggen da vi kørte forbi på den blinde vej op til vores parkeringsplads.

Jeg kunne med kikkerten konstatere, at det formentlig var pladsbukken.

Kun hovedet var synligt.

Kaj foreslog, at jeg skulle pursche på bukken, og det syntes jeg var en rigtig god idé.

Med sine 83 år, så er Kaj ikke så mobil, så at jeg tog imod udfordringen, var der en vis logik i.

Kaj satte sig på min jagtstol i rolig venten, mens jeg gik ned mod bukken.

Forsigtigt og så tyst som muligt listede jeg på den asfalterede vej, vinden var jævn og lige i mit ansigt, så det var ikke fært, der ville afsløre jægeren.

Hvor pokker var det nu bukken lå?

Sjovt som hukommelsen kan være kort.

Jeg passerede den første bygmark, passerede læhegnet med de høje graner.

Stoppede op, afsøgte næste mark med kikkerten, var det her vi så ham ligge?

Nej..jeg kunne ikke se nogen buk.

Jeg tænkte mig om...det kan være svært..hvordan var det nu lige.

Nej, bukken lå på en vestvendt skråning, og jeg gik næsten direkte mod vest.

På næste lille top på vejen, derfra burde jeg kunne se bukken, og ja, ganske rigtigt, da jeg stod der på toppen, kunne jeg skimte ørerne og hornene på bukken.

Den lå intetanende om sit snarlige endeligt.

Jeg listede ind i til kanten af kornmarken, det gik en smule op ad, i det høje græs i kanten fik jeg sat skydestokken op, var bange for at lave for mange bevægelser, der også ville give lidt lyd fra sig, bandede lydløst over den skaldede amatør, der ikke uden nerver kunne få tre ben til at stå korrekt..

Trods gaffatape reparation af det ene støtteben (benet faldt af sidste år under bukkejagt i Sverige) så virker min trigger stav anden generation næsten upåklageligt..

Endelig på plads med riflen, skudafstand ca. 65 meter, om få sekunder så blev bukkens skæbne afgjort.

Nu havde jeg tid til at studere bukkens trofæ.

Det var en fint perlet seksender, gode farver..mit hjerte slog højlydt.

Ikke så stor som jeg syntes den så ud på min videooptagelse, men en regulær kraftig buk, den kunne overraske ved nærmere eftersyn, men der er jo heller ikke skudt buk på disse marker i over 60 år, så bukken må da have en godkendt alder, ha ha..

Jeg tog mit ene bukkekald til læberne og peb højlydt.

Mit mål var blot at få bukken på benene, klar til skud, for klar..det var jeg.

Bukken vendte sine ører i min retning, den havde hørt mig, men den blev liggende.

Jeg peb igen..stadig ingen panik fra bukkens side, men jeg havde fået dens fulde opmærksomhed.

Det var li´ godt pokkers, nu gav jeg bukkekaldet lidt mere gas.

Pludselig bevægede bukkens ører og opsats sig på tværs i kornet...sig mig..kravlede bukken afsted?

Nej, selvfølgelig ikke, bukken havde hele tiden stået op, vi var blevet narret Kaj og jeg.

Nå skidt, jeg tænkte, at retningen er god, den går formentlig i et skjult sprøjtespor, vinkelret ud til vejen, på et tidspunkt kommer bukken til et sted, hvor en stor del af halsen bliver fri, og så er jeg klar med aftrækket.

Når bukken stod stille, peb jeg lidt igen..og så fortsatte den.

Engang imellem strakte bukken hals, snuden i vejret, den forsøgte at få fært af, hvad det var der gav lyd..

Hold kæft det var spændende det her, ligesom den bedste jagtfilm..

Efter jeg havde set bukken ”ligge” i kornet, og min riffel var på plads, da havde jeg allerede det flotte trofæ på væggen..nu var det pludselig fifty.fifty..

Bukken kom nærmere og nærmere, ikke i direkte vinkel, men stadig i en parallel bue, der bragte bukken sikkert tættere og tættere på mig, snart var afstanden kun ca 30 meter, og jeg ville kunne placere en kugle med meget stor præcision.

Det blev næsten for spændende det her, jeg forbandede det fine forårsvej, med stabil regn og gode temperaturer, jeg tror kornet står i water på denne mark..landmændene skal nok brokke sig alligevel..

Nu nåede bukken til endestationen, en busk var sidste skjul for bukken, hvad valgte den nu?

Lige ud .. så ville bukken skulle passere asfaltvejen, ville den stoppe op i kanten?
Enten på den ene eller anden side af vejen, i begge kanter ville jeg kunne skyde.. på den anden side af vejen var der rugmark, det var Kajs jagt det hele, men i rugmarken ville bukken være helt væk, og jagten slut for mit vedkommende.

Det var nu eller aldrig.

Jeg peb et par gange, jeg kunne ikke se bukken nu, hvor var han?

Han kunne jo have valgt at gå direkte op imod mig nu, langs kanten af marken og vejen, men hvorfor kunne jeg så ikke se ham?

Pludselig kom han frem, som skudt ud af en kanon, i to tre spring var han over asfaltvejen, og i sikkerhed i det høje rug..med smælen tilkendegav han nu sin utilfredshed over at være blevet forstyrret, og hans skælden ud blev mere og mere fjern, slaget var tabt..bukken forsvandt med livet i behold.

Noget slukøret gik jeg op til Kaj.

Kaj havde hele tiden ment, at det var en fifty-fifty opgave for mig, ja..jeg havde været mere optimistisk fra starten af.

Kaj gjorde sig klar til at gå ned på marken ved skoven, jeg valgte at sætte mig ved et markstykke, hvor jeg mente der var en chance for, at bukken måske valgte at komme ud, hvis han gik op langs den fjerne kant af rugmarken.

Jeg sad samme sted som jeg filmede bukken, da Kaj sad efter ham, og et kvarter før lukketid trådte et dyr ud i det brede spor mellem rug og byg, 300 meter væk.

Jeg tog en hurtig beslutning, skydestok og rygsækstol og så afsted.

Da jeg var et par hundrede meter fra dyret, lokkede jeg for at få dyret lidt tættere på.

Det kom den i fulde firspring, en rå og bag sig havde den et lille lam.

Så der var ingen grund til at lokke mere..

Det var den aften.

Kaj havde set 5 harer og spidsbukken var også kommet forbi, men som jagt ofte er, så kommer bukken i øst når jægeren sidder i vest.

Senere var et kraftigere dyr kommet samme tur som spidsbukken, spidsbukken var kort forinden stukket af ind i skoven, så Kaj formodede at det større dyr også var en buk, men det var hurtigt trukket ind i skoven, det kunne være bukken jeg stødte væk på byg marken, hvem ved..

Tirsdag d. 2 Juli 2019

Afsted sammen med Kaj igen.

Jeg kommer som vanligt og henter Kaj et par minutter for sent.

Kaj er altid på pletten et par minutter før, jeg havde glemt alt om omkørsel, vores vej er lukket pga kloarkering på de tilstødende veje, så jeg må køre ca. 4 kilometers omvej.

Men heldigvis er Kaj en tålmodig mand, så der var ingen brok over min sendrægtighed.

Som altid drikker vi en øl på vej ud, og en øl på vej hjem, det er blevet fast tradition.

Vi aftalte efter vi havde tilbagelagt de ca. 45 kilometer, at jeg igen skulle sætte mig efter den stærke buk, Kaj ville gå efter spidsbukken, eller hvilken buk der nu ville komme til skud.

Kaj gik ned af den asfalterede vej, mens jeg gjorde mig klar til at gå ind i det brede skel, hvor jeg var sikker på min buk ville komme.

Jeg nåede ca 20 skridt ind i markskellet, da jeg så et stykke råvildt komme springende i den høje byg, over mod skellet, jeg konstaterede hurtigt at det var bukken.

Riflen kæmpede jeg med at få på plads.

Selvom bukken stoppede op et par gange i kornmarken, så var det også her umuligt at få frit skud, kornet var alt for højt.

Bukken sprang videre, og lige før den nåede skellet, bøvede jeg højt af bukken, men det havde ingen effekt, bukken passerede skellet, ligeså hurtigt som han havde passeret asfalten sidst vi mødtes, og denne gang forsvandt han også i den høje rug, en anden mark (også Kajs) men ”same story”.

Bukken var ikke alene, i markskellet løb også en rå med to store lam. (så hun havde ikke kun et lam)

Råen løb dog i skellet et langt stykke op, før hun fortrak ind i rugmarken, men hun stoppede ikke..usædvanlig skyhed syntes jeg, for så stort et jagttryk er der da ikke...

Jeg så ikke mere til råvildtet denne aften, så det blev nogle lange timer inden klokken var ti..Kaj havde endnu engang set et kraftigt dyr trække tværs over marken, igen uden at stoppe op, og igen kunne Kaj ikke se om det var en rå eller en buk, men kroppens kontur indikerede, at det var en buk.

Inden vi havde skyllet hjemturs øllen ned, og Kaj blev sat af på sin adresse, aftalte vi, at ugen efter (tirsdag passer godt, for så er Kajs kæreste Inga til bankospil) så ville vi tage på årets sidste jagttur, og så tager vi i engen...slutter hvor vi startede året (men starten er en helt anden historie)

Jeg havde det faktisk godt med, at bukken ved masten vandt til sidst, det giver jagten meget mere mening, når jægeren ikke vinder hver gang.

Selvom jeg aldrig har set den samme buk 3 gange, uden at komme til skud på den..så havde jeg den i hukommelsen med et stort smil.

En så stationær buk lever livet farligt, og var jeg blevet siddende den første aften på steddet (d. 28 maj), så havde jeg skudt bukken, det er jeg helt sikker på..byggen stod da kun i støvlehøjde, han ville ikke have haft en chance.. ha ha..

Tirsdag d. 9. Juli 2019

Da jeg samlede Kaj op, og vi valgte at tage Kajs to køleskabskolde øl med i bilen, og gemme mine to garagekolde til hjemturen, snakkede vi allerede om aftenens tur, som vi som nævnt havde aftalt, skulle være sæsonens sidste.

Overrasket blev jeg, da Kaj udtrykte, at han havde udtænkt en plan for aftenens jagt.

Jeg havde personligt tænkt, at Kaj skulle sidde på kongepladsen på engstykket, og jeg ville så selv sætte mig et sted, hvorfra jeg ville forsøge at lokke en buk ud af engens mange krinkelkroge.

Kaj havde bestemt sig for, at jeg skulle udforske en helt ny plads i skoven ved masten (masten ligger nogle få kilometer fra Kajs engstykke) .. men det var egentlig helt i tråd med, at jeg havde opgivet den store buk, nu fik Kaj en sidste chance for at få ham, og det ville helt sikkert også være på sin plads, og varme dybt i mit jægerhjerte, hvis den flotte buk, skulle falde for en kugle fra Kajs hånd.

I skoven der ligger op til den kortklippede græsmark Kaj har siddet ved de sidste gange, derinde ligger en lille åben plads.

Åben og åben er så som så, for pladsen er pyntet op med gamle rustne landbrugsmaskiner, der står hist og pist, enkelte gamle bigballer ligger også tilfældigt placeret i det høje græs.

Men Kaj havde en plan, og den ville jeg naturligvis følge.

Så mens Kaj gik mod topplaceringen i det brede markskel, hvor jeg håbede den store buk ville komme, til trods for en umulig vindretning, så gik jeg ned mod skoven, hvor jeg let fandt det gamle skovspor ind til lysningen, som jeg kender så godt fra efterårenes drivjagter.

Jeg husker dog lysningen som lille og uoverskuelig, men jeg håbede min hukommelse spillede mig et puds, men jeg huskede ret.

Det ville næsten være umuligt at sætte et skud ind på en buk herinde.

Maskinerne blokerede i alle retninger, det var næsten som en anden labyrint, og stedet var altså ikke meget mere end 40 meter gange 40 meter, så uden maskiner, jo..helt klart en mulighed, og Kaj har jo over flere gange set råvildtet søge nøjagtig ind mod dette sted fra marken- 

Jeg gik en hurtig runde, ingen fejninger ingen skrab..nej..det var formålsløst at sidde herinde.

Jeg fandt vejen ud til marken, i kanten af dette spor, på kanten mellem mark og skov, stod en gammel grønthøster, måske kunne jeg sætte mig her?

Det var i markens syd- østlige side..og det er helt sikkert her, råvildtet Kaj har set, er gået ind i skoven.

Selvom solen stod lavt på himlen, skinnede den skarpt lige ind i snotten på mig..umuligt at se noget igennem riflens kikkert, hvis der kom dyr ud på marken..det duede ikke.

Fire harer var som altid ude på marken, og dem fik jeg på benene, da jeg gik tværs over marken.

På den anden side, fandt jeg i skyggen af skellets høje træer en god plads at sætte mig.

Perfekt, men ikke det store kuglefang, jeg skulle i hvert tilfælde op at stå, og så skulle bukken stå i den rigtige retning..

Jeg lokkede nogle gange, intet skete.

Efter en halv times tid, gik jeg længere ned langs skellet.

Der hvor jeg så den lille spidsbuk, var også der hvor der var kuglefang, og i det hjørne tror jeg også mest på at råvildtet vil komme..selvom Kaj har konstateret det modsatte.

Jeg lokkede og lokkede..en hare kom ud blot 10 meter fra mig, den gnaskede med stor vellyst på de friske græstrå, og jeg var tilsyneladende usynlig for den..selvom jeg lavede nogle mærkelige lyde.

Jeg hørte solsorte skræppe op nede fra naboens skovstykke der lå et stykke væk, men mit elektroniske høreværn kan jo også høre en mus danse tango.

Tørre blade knasede i læhegnet bag mig, ikke så langt borte..var der et dyr på vej?

Jeg lokkede lidt mere, intet skete, vinden var faktisk god denne aften..så min fært svøb sig tværs over marken, så et eventuelt dyr bagfra ville ikke ane uråd, før det var for sent..men stadig ikke tegn på råvildt..

Jeg tænkte over Kajs plan.

Måske jeg kunne kombinere mit eget instinkt og Kajs planlægning/observationer?

Solen lå nu så lavt, at træerne i læhegnet jeg sad ved, havde lagt skygger tværs over marken, så grønthøsteren nu lå i skygge, jeg flyttede mig for sidste gang i aften.

Tværs over marken gik jeg, fandt plads lige ved siden af grønthøsteren, der var mere rød på grund af rust end af maling.

Mange hvepse var i luften, og jeg er ikke specielt glad for de gule stikkende banditter, selvom jeg sidder med hat, handsker og net over hovedet.

Jeg kunne se de kravlede ind i grønthøsteren, så derinde havde de sikkert et stort bo, jeg trak mig 5 meter længere op af skovkanten, på sikker afstand..

Der lå 3 gamle bildæk, og dem sammen med et højt grantræ som baggrund (ja hele skoven var der jo også) faldt jeg i et med naturen.

Skydestokken på plads, riflen sikkert pegende opad i holderen, bukkekald i kæften, og jeg begyndte at lokke.

Hvis det store dyr Kaj havde set, var en buk.

Hvis det var en buk, og hvis den tog samme tur som de gange Kaj havde set den, så ville den komme fra modsatte side af marken, skråt fremme mod højre, passere mig mod venstre for at gå ind i skoven til venstre for mig, og der vil jeg kunne skyde med godt kuglefang, så alt var på plads..men det er ikke altid jagten går som jægeren drømmer om...

Efter jeg havde lokket og lokket, mod alle verdenshjørner, med indlagte pauser, og ikke havde set skyggen af råvildt, så opgav jeg mere og mere..men der var næsten en time endnu, så at opgive helt, var alt for tidligt.

Jeg nåede også kun at tænke tanken ”Det bliver nok ikke i aften” da et stykke råvildt ud af det blå kom springende forbi mig ude på den åbne mark.

Det sprang nøjagtig som jeg havde ”forudset”, og i nøjagtig den linje som Kaj havde beskrevet, og den stoppede ikke op.

Jeg er sikker på den er kommet på mit lokkekald, jeg havde bare ikke registreret, at den var på vej..

Få meter før bukken nåede skovkanten (for jeg kunne se det var en buk) råbte jeg ”BAHR BAHR BAHR”

Bukken stoppede op lige inden skoven.

Et kraftigt grantæ med store nedhængende grene blokerede for mit udsyn til bukken..jeg mere fornemmede end så bukken stå i det høje tørre græs i skovkanten.
For at berolige dyret peb jeg lokkende i mit bukkekald, mens jeg forsigtigt rejste mig, samtidig med jeg fumlede med min skydestok..den skulle ud i fuld længde, og selvfølgelig skulle det drille det lort.

Men da jeg ikke helt kunne se bukken, så kunne bukken nok heller ikke se mig.

Jeg var dog nervøs for, om min fært stadig hang i luften, for jeg var jo gået forbi, lige der bukken var stoppet op..

Endelig fik jeg skydestokken nogenlunde på plads, og igennem riflens kikkert kunne jeg nu se bukken stå og steppe lidt uroligt der i kanten, den havde fokus rettet op imod mig.

Imellem to lavthængende grangrene var der heldigvis fri bane, og selvom bukken stod i lidt højt tørt græs, vurderede jeg det var forsvarligt at afgive mit skud.

Jeg anslog skudafstanden til at være mellem 55 og 62 meter..maks.

Afsikre..og så skuddet.

Bukken sprang i skuddet ind i skoven, hvor den gav en ”træflyd” fra sig, et form for smertensskrig.

Den løb nogle meter derinde, på et tidspunkt lød det som om den kom tættere på mig, og igen smertensskrig..jeg var ikke helt tilfreds, lyttede anspændt.

Derefter lød det som om der blev spjættet rundt i den tørre skovbund derinde, og derefter helt ro..jeg følte mig temmelig sikker, den var faldet omkring, så nu skulle den blot have 10 minutters ro..

Klokken 21.16 skrev jeg til Lars fra Vojens.

”Har lige skudt til buk. Jeg har truffet..Den gik i skoven (Kajs) kryds fingre..Ikke helt tryg..længere historie..ikke den store, heller ikke spidsbukken.. (tror jeg ikke) lille etårs..men Kajs parole er klar. Buk = skyd”
Jeg har dog påpeget, at det altid er jægeren der beslutter om fingeren skal krummes eller ej .. og det er jægerens ansvar, at alt foregår på korrekt og ikke mindst ansvarlig måde.

Burde jeg ikke have ventet, til bredsiden havde været helt fri til skud?

Hvis nu jeg havde lokket lidt mere, ville bukken så ikke være gået lidt ud på marken?

Hvis nu, hvis nu..

Skuddet var afgivet, spekulationer kan man ikke bruge til en skid.

”Ej hvor vildt” skrev Lars ”Kom lige herned og sæt dig 25 m fra mig..du er jo en ren bukkemagnet ”smiley” Stort tillykke..jeg er spændt på at høre, når I har fundet den..”

Ja, nu skulle jeg først finde bukken, før skulle der ikke gratuleres.

Jeg har altid kunnet finde mine bukke, hvis ellers jeg har ramt dem (fundet schweiss) også selvom jeg nogle få gange har skullet lede et stykke tid.

Har jeg ikke via synet kunnet finde bukken, så har jeg tit kunnet lugte mig frem.

Et par gange har jeg med succes brugt min hund til at finde bukken, ja faktisk har jeg aldrig brugt min hund uden at finde bukken (altid kun hvis der har været schweiss at gå på) jeg har også haft schweisshund på (hvis ikke jeg har fundet schweiss) og aldrig med succes. (forbi/strejfskud)

Men jeg har også kun skudt 86 bukke i mine 26 år som jæger, så hvad ved jeg?

Nej, min erfaring sagde mig, da jeg ikke kunne finde schweiss denne aften, hvis ikke bukken lå lige indenfor, så skulle der hund på.

Jeg gik ind og søgte forsigtigt rundt.

Der var intet at se, skoven er rimelig åben i bunden, men du kan ikke se ret langt..

Efter lidt tid, hørte jeg Kaj kalde ude fra marken.

Kaj havde naturligvis hørt mit skud, og parolen er altid sammen med Kaj, skyder en af os buk, så er jagten slut for den aften.

Jeg kom ud til Kaj, fortalte ham om forløbet, og jeg foreslog vi skulle kigge lidt mere, inden jeg tilkaldte en hund.

Jeg fik allerførst Kaj til at agere buk, så jeg kunne bedømme afstanden fra min skydestok.
På den afstand jeg mente var rigtig, fandt vi ingen schweiss, men jeg lagde et hattebånd, så schweisshunden havde lidt at starte op på.

Vi søgte på kryds og tværs, stadig ikke langt inde.

Jeg havde opgivet, fandt den nærmeste schweisshundefører på min jagtapp, han var på arbejde, han ville gerne forsøge at finde en anden.

Nej, det skulle jeg nok selv klare.

Jeg ringede til Jørgen H. Gravesen, han skulle efter appen kun være 9,5 km væk, og heldigvis var Jørgen klar, skulle lige have støvler på og hunden i bilen.

Mens jeg havde Jørgen i røret stod jeg pludselig ansigt til ansigt med min buk.

”For hunden da, bukken står og kigger på mig” sagde jeg i telefonen..

”Skynd dig ud” sagde Jørgen..og det var vi helt enige om..

Jeg var dog i tvivl om, det var ”min buk”, for jeg syntes, den buk så lidt større ud, end den jeg skød til..

Men sådan er det med vinkler og med/uden kikkert..

Ud skyndte jeg mig i hvert tilfælde.

Der gik dog lidt tid før jeg fik fanget Kaj, han ledte stadig derinde...jeg håbede ikke, vi havde forvoldt for meget skade.

Var det ikke fordi jeg havde hørt bukken spjætte i skovbunden, så var vi aldrig gået derind, da jeg ikke havde fundet schweiss på anskudsstedet..aldrig..

Der gik ikke længe før schweisshundeføreren var fremme, maks 20 minutter.

Efter en længere snak, og anvisning af anskudssted, hvor Jørgen ikke brugte tid på at lede efter schweiss, men straks fulgte sin gule 3 års labrador ind i skoven.

Kaj og jeg blev vinket med, vi måtte gerne følge med i baggrunden.

Sådan gik vi et stykke, hund og fører gik på kryds og tværs, og efter lidt tid, stoppede jeg op, og Kaj og jeg ventede på stedet midt i skoven, det var ikke langt fra, hvor jeg havde set bukken i øjnene, fornemmede jeg.

Hund og fører kom alt for hurtigt tilbage.

”Hunden går på jeres fod” forklarede Jørgen, stadig med et smil..han mente også hunden lige skulle dampe lidt af..og ja..pludselig trak hunden mere målbevidst i linien.

”Jeg syntes du sagde det var til venstre den var gået” sagde Jørgen..

”Det sagde jeg ikke noget om, jeg tror du har fat i den lange ende nu” sagde jeg, hvorefter hunden trak sin herre tværs igennem det tætte gran.

Kaj og jeg ventede med spænding..jeg følte det gik i den rigtige retning, også fordi jeg var temmelig sikker på, at jeg havde truffet bukken.

I starten tænkte jeg på et tapskud..men der plejer bukken jo at falde om på stedet, som ramt af lynet..det var ikke sket her.

Spændende.

Efter lidt tid (mit høreværn var skruet op på fuld styrke) så hørte jeg Jørgen rose sin hund ”ja, ja..det er godt”

Jeg hviskede til Kaj.. ”Jeg tror de har kontakt med bukken nu..” ”Kan du ikke høre det..?”

Kaj lyttede, men kunne intet høre..

Så hørte jeg et dyr skrige, kendte lyden fra jagt, hunden havde fat i et stykke råvildt.

”Så nu har hunden fat i et dyr, lad os håbe det er en buk og ikke et lam..” sagde jeg til Kaj.

Kaj, kunne stadig ikke høre noget..

jo..den er god nok sagde jeg, da jeg igen hørte skrig, og derefter stilhed.

Jeg syntes også hunden havde givet kort hals...inden skriget..

Der gik ikke længe, så kom Jørgen slæbende med bukken, i starten kunne jeg ikke i skovens mørke, se at han havde noget på slæb.

Først helt tæt på, trak jeg vejret igen..jo..der var en opsats mellem Jørgens hænder, aftenen var reddet.

Hvordan kan en buk løbe på to ben?

Mit skud havde været i en spids vinkel.

Kuglen havde truffet lige før skulderbladet ind i bringen men meget lavt.

Havde overskudt venstre forløb, havde trukket et spor på tværs af ribbenens underside (samling) uden at åbne bugen op, fortsat og taget højre bagløb i det midterste led, benet hang i lidt skind.

Utroligt at bukken var kommet på benene igen, helt sikkert min skyld da jeg går ind for at lede, for jeg har sikkert hørt rigtigt, at bukken er gået omkuld og har sparket rundt, ikke langt fra anskudsstedet, og så har jeg rejst det, og det er løbet nogle meter længere ind, for igen at falde omkuld.

”Min hund er ikke god til at affange råvildt” forklarede Jørgen, ”den tager dem og holder dem, men den vil gerne smage blod, i stedet for at affange”

Jørgen var rigtig glad for dette eftersøg, da det muligvis var det første levende dyr, de havde taget sammen.

(jeg kan dog huske galt)

Desværre skulle Jørgen stikke dyret, han havde gerne set, at hunden havde gjort arbejdet færdigt, men det kan vel komme med erfaringen.

Jeg var meget meget taknemmelig, og Kajs og min oplevelse denne aften var en fed understregning af, hvor vigtig vores schweisshundekorps det er, og hvor vigtigt det er for os jægere, at gøre brug af disse ihærdige mennesker og deres trofaste firbenede venner.

Skud til råvildt, og hvor råvildtet ikke efterfølgende bliver fundet, ring efter en schweisshund, hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Tusind tak til Kaj for en fantastisk bukkejagt sæson (vi har næsten været mere på jagt sammen, end jeg har været afsted alene)

Og tak til Jørgen (Schweisshundefører) for en god indsats med den anskudte buk.

Tak til Dyrlægen for at give mig muligheden for at nyde den smukke natur med riflen over min skulder.

Og sidst men ikke mindst..tak til min kone for at give mig albuerum, både til at jage og til at skrive om mine oplevelser under jagten.

JAØ 11 Juli 2019

ps. og tak til Jørn Boje, fordi han i alle os jægeres travle hverdag, tog sig tid til at kigge forbi til en bukkeøl.

Jægere gør klar til jagt

Her bukken jeg var SÅ tæt på at skyde..men bukken vandt..

Kommentarer