Lørdag d. 18/11-23

Kronvildtjagt på Nørlund

Jeg havde set frem til denne lørdag.
Inviteret på kronvildtjagt på Nørlund af min gode ven John Andersen.

I sidste weekend havde Annette og jeg haft en overnatning sammen med Tina og John på hotel Nor ved Slettestrand.
Vi startede de to hyggelige dage med en tur rundt omkring ved Slettestrand på Puch Maxi, underligt hvordan man via en kickstarter kan ryge 43 år tilbage i tiden, for så mange år var det siden, John og jeg sidst kørte på knallert sammen.
Vi tog rigtig mange ture på vores knallerter, når vi skulle f.eks. på diskotek Diligencen i Hadsund.
John havde først kørt de 11 kilometer fra Rold til Astrup, og efter vi havde delt lidt rom og cola på mit værelse i Astrup, kørte vi videre til Hadsund, hvor vi ofte var nogle af de første på diskoteket.
Det var lige før vi havde faste pladser, med god udsigt til dansegulvet, og til en flok piger fra Als, der altid sad lidt for sig selv i et hjørne af diskoteket.
Dengang blev jeg forelsket på et splitsekund, hvis pigen smilte lidt sødt til mig, så var jeg solgt.

En af de bedste historier jeg husker fra dengang i 1979-80 var, hvor vi hev de medbragte øl op af cowboy støvlerne, Støvlerne havde intet med Diligencen at gøre, men det var dengang moderne med de højhælede og højskaftede støvler, vi så fantastisk smarte ud, syntes vi selv.
Perfekt fodtøj for unge uden for mange penge, til at smugle øl og spiritus med ind på diskotek eller til halbal.

Da vi havde fået knappet øllene op, men knap begyndt at drikke, kom udsmideren og spurgte, hvor vi havde købt de øl henne.
Han spurgte ikke fordi vi kun var 15-16 år, mere for at vide det, da vi var de første på diskoteket, og fordi baren ikke havde solgt en eneste øl endnu... ups...

Dengang kunne vi både komme ind til Halbal, Krobal (Krobal var de bedste, for de lukkede først kl. 05.00) og diskotekerne hvor de pæneste piger kom :-)

Og vi kunne også købe lige nøjagtig det, vi havde råd til at købe, jeg købte som regel en cola eller 5, og så havde jeg 2cl eller 4cl flasker med i lommen, som jeg havde fyldt med bacardi rom hjemmefra...så kunne jeg have en festlig aften for meget billig penge.
Alder var også kun et tal dengang, og ja..det var dengang, hvor tallet ikke skulle være så stort, for at få en dans på diskoteket, nøj hvor er jeg glad for at have været teenager i halvfjerdserne og starten af firserne. (altså 1900 tallet)

Til trods for, at vi var blevet boostet, fik vi kun et smil og en løftet pegefinger.
Udsmideren satsede på, at vi senere på aftenen ville købe noget at drikke, og ja, det gjorde vi som regel også.

Dengang var der ikke noget der hed computer, mobiltelefon, Facebook eller Tinder.
Efter 2 danse på et diskotek, så var jeg aldrig i tvivl om pigen var kæreste potentiale.
(indrømmet jeg tænkte overhovedet ikke på ordet ”potentiale”, fik jeg et kys, så var lykken gjort)

Mit første krav til en pige har altid været, om hun kan danse..
Danser hun godt og smiler hun sødt, så kom en pige rigtig langt med mig dengang.

Og førend nogen får gode fantasier, så var jeg jomfru, indtil jeg fik kørekort til bil ha ha.

Tilbage til Puch Maxi og lørdag d. 11. November.
Jeg fortalte John, at jeg glædede mig til, at vi skulle på jagt på Nørlund d. 18. November.
Jeg indrømmede, at jeg måske var blevet lidt mere blød om hjertet igennem årene, også når det gjaldt jagt.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg har set for mange jagtfilm på YouTube, især svenske og måske i særdeleshed film om trykjagt på kronvildt og elg.
Jeg har set fantastiske optagelser, når vildtet bliver truffet, og følgerne af et træf.
Dyrene dør heldigvis ofte hurtigt, men ”moderdyret” oplevet et øjeblikkeligt tab.
Det står tydeligt, når en kalv bliver skudt.
Og dette kom til udtryk overfor John.

Da John spurgte mig, om jeg var ved at miste lysten til jagt, svarede jeg..
Nej, ikke som sådan, men jeg har måske mere fået holdningen, at det på ingen måde er afgørende, om jeg nedlægger noget.
Ikke dermed sagt, at det har været sådan hidtil, at en jagt ikke kan være god, uden at jeg har nedlagt et bytte, så langt fra endda.
Det kan være svært at forklare, jeg plejer ellers ikke at mangle ord.

Jeg ved heldigvis stadig, at når jeg sidder, eller går på jagt, også fremadrettet, så tøver jeg ikke et sekund, når jeg får chancen til skud, jeg kan blot mærke inderst inde.. at jeg glæder mig til andre ting og til jagt på en lidt anden måde, end jeg har været vant til.

Jeg har altid forsvoret, at jeg ikke vil blive til den koldblodige jæger, der omtaler vildtet som ”skidtet” eller optræder med manglende respekt overfor vildtet under selve jagten og bestemt heller ikke efter jagten.

Heldigvis er jeg ikke nået til det punkt, hvor jagten ikke har en højere mening for mig, end blot det at nedlægge byttet, kommer den dag, så går jeg ikke på jagt mere.

John havde pointeret overfor mig, at jeg selv skulle aftage det vildt, jeg eventuelt skulle nedlægge på jagten på Nørlund.
Den aftale syntes jeg var en rigtig god idé.
Sådan burde det være på alle jagter.
Ingen burde skyde noget, de ikke selv kan aftage. (læs også konsumere)

Dagene havde længe været fyldt med regn.
Faktisk bliver året nok det mest regnfulde år nogensinde.
Onsdagen før vi skulle på jagt, kom der mere regn end der normalt vil falde på en hel november måned... men …

Lørdag d. 18/11 vågnede jeg op til en morgen, hvor isen var frosset godt fast til bilruden.
Blot for anden gang i år skulle vinduerne skrabes.
Ikke en vind rørte sig, så det varme tøj blev fundet frem.
Te med honning blev hældt på termoflasken, inden jeg kørte hjemmefra.
Vi skulle mødes ved jagthytten kl. 08.00, jeg var for en gang skyld i god tid, og ankom et kvarter før tid.
Hovedparten af dagens jægere havde tænkt det samme, så på slaget 8.00, fik vi af jagtlederen Peter, en kort briefing på græsplænen ved jagthytten.
”Nu skal vi hygge os med morgenkaffen, der er ingenting der haster, parolen tager vi efter morgenkaffen”

Under kaffen, ca kl. 08.35, blev vi informeret om, at kl. 08.50 skulle alle troppe op på græsplænen, klædt på til jagt, med våben i hænderne (afladte naturligvis) og klar til dagens jagt.
Så ville der være parole og blive trukket lod om pladserne.

De fleste jægere medbragte radioer (walkie-talkier) så man kunne følge med i, hvad der skete på jagten.
Jeg skulle for første gang bruge den, jeg havde købt for snart et år siden.
Derudover fik vi en kode til We-Hunt, en lidt strømslugende app, den viser præcis hvor du skal hen, og hvor alle andre jægere er placeret.
Samtidig kan der på skrift gives besked om, hvad der bliver skudt, og fra hvilket tårn.
Ja man kan endda klikke ind på sit tårn, og se et billede af tårnet.. det kan mange ting denne app, men som sagt, på kolde dage, så døjer min mobil med at holde strøm til jagt slut, når jeg bruger mobilen for meget.

Jeg trak nummer 16, ærgrede mig over, at jeg ikke fik nummer 21 (jagt er tilfældigt, dog kunne jeg senere høre på radioen, at der skete noget mere ved tårn 21 end ved tårn 16)

Jægeren (Rasmus) der trak nummer 17, skulle sætte mig og en anden jæger på post, før han selv kunne gå til sit tårn nr. 17.
Da vi skulle ind midt i skoven, var vi nogle af de sidste jægere der kom på plads.
Og allerede inden vi gik fra bilen, lød dagens første skud.

Under parolen fik vi at vide.
At straks vi var kommet op i vores tårn, måtte vi lade og skyde.
Så dejligt fra start at høre, at der var liv i skoven.

Jeg gik forsigtigt mod min post.
Jeg skulle gå små hundrede meter, før jeg nåede tårnet, og det var igennem en bladdækket frossen skovbund, så det knasede som cornflakes mens jeg gik frem.

At liste ville ikke ændre noget, undgå at ”støje” var umuligt, så jeg gik målrettet frem..selvfølgelig uden ligefrem at trampe.
Var der dyr i nærheden ville de høre mig, uanset hvordan jeg gik frem.
Desto kortere tid det tog for mig at komme til tårnet, desto bedre, jeg kunne ikke skyde før end jeg var oppe i tårnet alligevel.

Godt og sikkert oppe i det fine tårn fik jeg placeret siddebrættet i den rigtige ende.
Jeg vurderede i hvilken retning, jeg bedst kunne komme til skud.
Jeg sad jo midt i skoven, så nogle steder var der mere åbent end andre.
Videokamera blev pakket ud, lagt på den lille plade til kaffe og en kop. (min termokande lod jeg blive i min rygsæk)
Siddeplader blev placeret under min følsomme numse, jeg fortrød senere, at jeg ikke placerede en siddeplade på ”jorden” under fødderne, for det var det eneste, jeg kom til at fryse denne skønne formiddag.

Mens jeg gjorde mig klar, lød der endnu et par skud.
To hurtige i rap.. det måtte være en af driverne, der havde skudt med hagl, for ingen med riffel kan repetere så kvikt.
Og jo.. melding på radioen ”sneppe skudt”.

Jeg havde ikke siddet ret længe, før bladene i skovene knasede.
En rå og en buk kom stille listende imod tårnet, men da vi ikke måtte skyde råvildt, kunne jeg nøjes med at nyde synet.

Der gik ca en halv time førend der var knas i skovbunden på ny.
Min riffel lå til rette pegende mod venstre, meget naturligt for en højreskytte, og det var også der, jeg vurderede dyrene ville passere tårnet.

En krondyrkalv kom forsigtigt listende.
Da dyret var i vinkel på tårnet, bøvede jeg som et rådyr.. bav, bav, bav.

Dyret stoppede op, desværre lige nøjagtig bag nogle træstammer, skud umuligt.
Atter bevægelse, og jeg bøvede igen, denne gang var det kun hovedet, der var skjult af en træstamme, og jeg lod skuddet gå.
Jeg havde ingen feber overhovedet, så jeg vidste skuddet sad perfekt.

I sådan tæt skov havde jeg på forhånd besluttet, at skulle jeg skyde, så skulle vildtet stå stille.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan ramme vildt i bevægelse, jeg træner det hvert år på bane, både på elgbane og til vildsvin i hurtigere løb på bane.. men skud på bane er en ting, skud til levende vildt er noget helt andet.
Og her i skoven vil jeg gøre hvad jeg kan, for ikke at skyde forbi, så hellere lade være med at skyde, og det er bare min holdning.

Kalven tegnede perfekt, og efter en kort spurt væltede den om i skovbunden, og spjættede det sidste liv ud af kroppen.
Jeg kunne ikke se dyret, som det lå forendt i skovbunden, men jeg havde set benene løbe døden i møde ret op imod himlen blå, så jeg kunne med ro i sindet, afgive min første melding nogensinde i en jagtradio.

”Tårn 16, jeg har skudt kalv, og den ligger der”...
Ja, jeg måtte afgive meldingen flere gange, da flere spurgte, hvem skød.
Jeg skrev også meldingen på We-Hunt, så måtte den da være feset ind ha ha.

Skoven var atter stille.
Det eneste der gav lyd, var sortspætten, der fløj rundt og afgav sit karakteristiske piv, piv, lyder ligesom et rådyr, der kalder på sit lam.

Jeg så den store sorte spætte for mig, hvordan den i bølgende fløj, fra det ene træ til det andet, stryger gennem skoven, hvorefter der komme to nye piv, piv..
Jeg har set spætten så tit i Sverige.

Lidt senere, igen cornflakes der bliver trådt flade.
Endnu et stykke råvildt, denne gang en rå alene.
Senere kommer en rå også listende med sit lam, begge dyr klejne at se på.

Jeg har hørt hundene og deres førere forsøge at drive kronvildtet frem.
På et tidspunkt kommer hunde løbende på tværs i skovbunden.
De gør ingen notits af, at at der ligger en død krondyrkalv i skovbunden, for mig at se løber de lige forbi, der hvor jeg mener den ligger forendt.

Endnu senere, igen støj i skoven, helt sikkert dyr der kommer løbende..
Bagfra til højre for mig, så jeg skal vende helt rundt, en umulig situation.
Det er to krondyr, begge hinder. (voksne hunner)

Jeg får dem stoppet med et bøv (virker næsten hver gang, men igen som kronkalven stopper de bag grene og småtræer, så jeg kan ikke skyde...jo måske kunne jeg godt, hvis jeg havde været lidt hurtigere.
De er nervøse og løber straks videre, jeg forsøger at stoppe dem igen, denne gang forgæves, de løber over mod Rasmus i nr. 17, jeg melder det straks over radioen.

”2 krondyr mod nummer 17” … to sekunder efter lyder et enkelt skud.
Melding fra nummer 17 ”Skudt til kronhind, er sikker på den ligger der, løb ind i noget tæt efter skud”

Senere eller var det før, svært at huske rækkefølgen af hændelserne på en begivenhedsrig dag, melding fra nr. 17 ”Ræv mod nummer 16” .. og jeg ser også ræven, og jeg har et kort vindue at skyde i, men jeg når ikke at fange ræven, og afgive mit skud, den stod stille en brøkdel af et sekund, og det var chancen, pokkers osse..en fin stor ræv ellers...

Der lød mange skud, og der løb næsten ligeså mange meldinger ind om skud.
Overblik mistede alle på et tidspunkt.
Det er heller ikke sikkert, at jeg hører det hele i min radio, det er jo trods alt godt 700 ha skov vi sidder spredt i.

Igen bevægelse bag mig, denne gang fra højre mod venstre. (som jeg sad med ryggen til)
3-4 stykker kronvildt passerer, men her er det for tæt til jeg kan skyde, så jeg forsøger ikke engang med et bøv..
Men skyde det kan min nabopost.
Han afgiver 4 skud og melder ”Skudt til hind og spidshjort, føler jeg har fat i begge”
Senere finder en driver hinden, spidshjorten rejses af en drivende hund, og selvom der bliver forsøgt yderlig 2 skud til hjorten, så formår schweisshundeføreren senere på dagen desværre ikke at finde hjorten, ærgerligt, men sådan er jagt.

Jeg ser ikke mere vildt fra mit tårn.
Sidder blot tilbagelænet, nyder stilheden og livet omkring mig.
Følger med spænding skovens lyde, både de menneskeskabte og skovens egne.
Ravnen giver sit besyv med, den ved, der venter god føde mange dage frem, i skovbunden, hvor jægeren brækker sit bytte.
Duften af død ryger med dyrets sjæl direkte til vejrs, og ravnen er den første der fanger færten.

Og måske der oveni købet ligger et dyr eller to, som jægeren har skudt på, men ikke fået leveret, det vil både ræven, ravnen, ørnene og al andet liv i skoven nyde godt af måneder frem.
Herinde går intet til spilde.

Jeg tænker mange kan få ondt et vist sted, når man som jæger nævner ordet anskydning.
Jeg vil opfordre disse der får ondt til at vende tanken.. jo jo, men det er god føde for naturen, hvis uheldet er ude.. og ja, jægeren får 9 ud af 10 gange afsluttet et dyrs liv, meget hurtigere end man kan række hånden ned i køledisken i Føtex.

Efter godt 3 timer i tårnet var dagens eneste såt forbi, og jagten blev ”blæst” af.
Jeg kunne komme ned og tisse, det trængte jeg virkelig til, morgenkaffen var løbet igennem kroppen... og som sagt, så havde jeg trods minusgrader i luften, kun frosset mine tæer en smule.

Jeg kunne nu gå frem og finde min kalv, jeg vidste jo lige nøjagtig, hvor den lå.

Men lige nøjagtig er et diffus begreb, et par timer efter skud.

Men jeg fandt kalven, den var som forventet ramt perfekt.
Hjertet skudt over i toppen, lungerne strejfet, død ved øjeblikkeligt blod tab, bedre kunne det ikke være.
En jæger der havde siddet nær mig, kom til for at se, hvad jeg havde skudt.
Han holdt et forløb til siden, mens jeg brækkede kalven.
Jeg tager altid hjerte og lever med hjem til leverpostej, hjertet var der ikke meget tilbage af, og jeg undrede mig over, at leveren havde et par store blå mærker.
Måske det kunne skyldes at dyret havde ligget så længe i underskoven.

I det samme så jeg, at dyret også manglede en del hår på ”bringen”.
Jeg troede først det var pelslus, og det behøver ikke betyde noget, men jeg kunne ved nærmere eftersyn se, at dyret manglede hår på flere store områder af kroppen, og skindet under var hårdt og misdannet, nærmest som store skælplamager.. som på en kæmpekarpe eller på et næbdyr.

Ryggen stod også skarpt frem, og jeg blev enig med jægeren der hjalp med at brække dyret, at dette dyr vist ikke var menneskeføde.
Øv og atter øv.
Mine tænder havde næsten løbet i vand, i forventning om det gode kød jeg kunne hjembringe.
Men godt dette dyr fik fred.
Jeg havde flere ”eksperter” ind over på vildtparaden, alle var enige, dette dyr skulle destrueres.

Min nabopost Rasmus savnede sin mellemhjort.
Mellemhjorte var der skudt de 2 tilladte af på jagten.
Schweisshundeføreren fandt uden problemer hjorten, den var løbet blot 30-40 meter med en perfekt placeret kugle.
Men tyk underskov gør det besværligt, selv det at finde skovens konge, når han ligger slynget til jorden, for en schweisshund er det ikke et problem, hvis dyret ellers ligger der.

Rasmus var godt tilfreds med, han ikke havde byttet plads med mig.
Vi snakkede om det lidt tåbelige i, at han skulle køre frem og sætte mig af på nummer 16 og så køre tilbage af sporet for at gå ind til tårn nummer 17.

Men da Rasmus hørte mit tidlige skud, tænkte han .. øv.. så skulle vi måske have byttet plads.
Til slut var det dog Rasmus, der trak det længste strå, og jeg lykønskede ham storsmilende uden antydning af misundelse.
For jeg havde nok alligevel ikke fået skudt til de to dyr, Rasmus så flot formåede at nedlægge.
De blev begge skudt mens, de var i fremdrift.
2 helt perfekte og velplacerede kugler, rigtig flot skydning.

Nogle gør det ofte, skyder til vildt i bevægelse, og de er vandt til at skyde vildt på trykjagt.
Jeg gør mest i pyrchjagt, eller jagt hvor jeg sidder i timers venten.
Og da står vildtet altid stille, når jeg vælger at klemme fingeren.

Vigtigst af alt er at kende sine egne begrænsninger og jage derefter.

På paraden var jagtlederen godt tilfreds med dagens skydning, jegten havde givet et fint udbytte.
Udover kronvildt, lå der også en skovsneppe og to fine ræve på paraden.

Jeg havde taget mit jagthorn med, og jeg var 80 procent tilfreds med lyden det frembragte.
Vigtigst af alt er, at mundstykket ikke er koldt, når luften blæses ud.
Signalerne ”Sneppens - og kronvildtets død” syntes jeg godt, kan drille, de starter så smukt men meget højt oppe.
Signalet ”Rævens død” er ikke svært, det går lige ud af landevejen.
Signalet ”Jagt forbi” er også ganske let, måske fordi det er jagtens mest sikre signal og blæses hver gang og det afsluttende "Frokostsignalet", driller kun, hvis læberne er ved at være trætte eller luften er knap..men jeg var tilfreds..

Og når omgivelserne er som nu, med en af Danmarks største og flotteste skove som nabo, så kan jagthornets toner rigtig komme til sin ret.

JAØ 20/11-23

PS. Da vi jægere om morgenen ankom til jagthytten og gav hinanden hånd, kunne vi på græsplænen blive varmet ved to bål optændt i flot udskårne kurve i metal, motiverne var råbuk.

En distingveret ældre herre med vest på, og pibe i munden, gav mig smilende hånden.
Da jeg bagefter hviskende spurgte Peter M. om, hvem den fine ældre herre var.
Kiggede Peter forundret på mig og svarede ”Det er sgu da Svend” .. ”Svend hvem?”... ”Møller” lød svaret lettere irriteret over min uvidenhed.
Okay... tænkte jeg, det er først anden gang jeg havde trykket Hobros (måske) rigeste mand i hånden.
Samtidig tænkte jeg, at han nok heller ikke vidste, hvem jeg var, selvom jeg har været biografdirektør i Hobros største biograf (og eneste ha ha) i 19 år..
Og ja.. Svend ligger pt også ”kun” ca som den 63. rigeste i Danmark.
Rigdom måles heldigvis ikke kun i penge, og jeg føler mig ekstrem rig.

Jeg er født i 1960'erne, og ikke i 1760'erne hvor stavnsbåndet ikke var ophævet, dengang hvor tyendet bukkede dybt for godsejerne.
I Jagtens rige er alle lige, i hvert tilfælde når vi som jægere er gæster på samme jagt. punktum..