Svensk buk nr. 2 2005

Jeg har igen været lidt i gemmerne.
Her 8 dage før afgang til Sverige, for tyvende år i træk, prikker jeg til mine forventninger, ved at læse gamle historier og se optagelser på dvd fra tidligere år.
Forventningens glæde er altid noget af det bedste syntes jeg..og i år, glæder jeg mere end sædvanligt, corona (det skidt) har bare spændt ben for så meget, nu endelig, er der noget i udsigt, der måske ligner det normale.. Bukkejagt i Sverige.
Grænsen er blevet åbnet, vi kan komme afsted igen.
Grisejagt/kæresteturen der var planlagt i starten af Maj er blevet udskudt et par gange, den er nu også booket til starten af September..to ting at glæde sig til, jamen ved du hvad?

Sverige August 2005
Drømmen om succes
En aften som i aften, skal man tro på succes.
Vejret er lummert. Vinden er imod mit ansigt, som jeg går mod marken. Sveden driver allerede efter få skridt, ned mellem hud og beklædning.
Al den oppakning, alt det tøj.
Men jeg ved temperaturen på denne årstid er lunefuld, varmt om dagen, koldt om natten.
Så sved eller ej, jeg tror min påklædning holder, fra start til slut.

Jeg havde tidligere på dagen været forbi og fundet mig det rigtige sted at sidde.
Ja, det troede jeg da, indtil jeg efter 500 meters svedig gang kom til marken.
For da jeg satte mig som planlagt, meldte tvivlen sig som den ofte gør.
Sidder jeg nu også det rigtige sted?
Kommer bukken der hvor jeg forventer?
Hvor ville jeg gå ud, hvis jeg var en pladsbuk, en buk, der måske kun kortvarigt tager en rekognoscerings tur, eller blot kommer ud sidst på dagen for at esse?

Klokken var nu 17.00, så der var heldigvis tid nok, håbede jeg.
Marken var lidt svær at dække, ja faktisk umulig.
Intet sted på marken fandtes et punkt der ville give et samlet overblik.
Jeg vil forsøge at beskrive terrænet.
Selve marken er enden af en mark på ca. 299.772 m2 rundt regnet, eller det der svarer til ca. 29,9 ha. Deri indregnes ikke al skoven der grænser op til marken, hvor stor den er, er jeg ikke helt klar over, men vel ca. det dobbelte.
Stykket synes større, da der er ca 1 km og 60 meter fra det ene hjørne til det andet.
Lettere kuperet, med enkelte små træsamlinger på marken.

Jeg kommer gående fra østlig retning, vinden er svag, kommer mest fra vest, så det er helt perfekt.
Dette område strækker sig langt mod øst, marker med skov hele vejen på den nordlige side.

nr. 1 til punkt nr. 2....
Fra plads 1 kunne jeg ikke se ned til markens nordlige ende, da terrænet her er lidt kuperet.
Så jeg tog min rygsækstol, skydestok m.m. Og rykkede mod nord.
Jeg hader denne flytten rundt.
Vi har jo set de tidligere dage, at bukken kan være yderst aktiv på alle tidspunkter af dagen, så dette ryk, kunne nemt ødelægge mine chancer for succes.
Klokken var nu 17.30
Der lød heldigvis ingen smælen pga min vandring, jeg håbede råvildtet sov til middag inde i skoven.
Jeg satte mig på en lille høj, midt på marken, her kunne jeg se ned til skovkanten, ja, faktisk var der her et hyggeligt og helt vindstille hjørne. Så temperaturen var her - meget hed.
Fra min nuværende placering (uheldigvis kun 40 meter fra skovkanten) havde jeg et godt overblik, et stykke hen af den nordlige skovkant, 
Hold kæft, hvor var her varmt, det var næsten for meget af det gode.
Om det var sveden der gjorde mig vægelsindet ved jeg ikke.
Men jeg var kraftigt i tvivl om min placering ved punkt 1 ikke var bedre end ved punkt 2.
Der var til forskel lidt luft ved punkt 1.

Nå tilbage igen, op med rygsækstolen, fat skydestokken, endnu en svedig og risikabel tur tværs over marken.
Jeg blotlagde mig igen totalt, ikke det bedste man kan gøre som bukkejæger.
Havde det været den sidste aften på turen, havde jeg nok handlet anderledes.
Tilbage på plads 1, der nu var blevet til plads 3.
Nu var der ingen ting der ville få mig til at flytte mig fra min pind, det var stensikkert.
Klokken var nu ca. 18.15

Ventetid.

Lang ventetid.
Enkelte forbipaserende biler sørgede for aktion.
Til afveksling kom der et par heste med små-knevrende svenske piger i sadlen.
De så mig sikkert, både billister og ryttere, og alle tænkte vel det samme.
”Skøre danske bukkejæger”
Og denne tanke virker logisk.
De svenske bukkejægere jeg har set på jagt, kommer i biler tværs over markerne. Hiver kikkerten frem, ser efter buk, er der ingen, vender de gerne straks bilen om.
En tålmodighedsprøve der strækker sig fra kl. 20.45 til ca. 20.47

Nå, efterhånden bliver røven godt stiv, ballerne er trods den hårde træning,ved at være trætte af at sidde.
Jeg kvikker lidt op på stemningen ved ca. for hvert kvarter at pibe i mit buttolo bukkekald.
”Hvad fanden” tænker jeg, der er ikke et eneste dyr på marken, der sker simpelthen mindre end lidt.
"Så hvad helvede (undskyld mit lidt grove spor, tænk blot, det hele er tanker....), jeg kan vel give udtryk af, at en enkel rå er gået ud efter føde, eller måske har hun ikke haft besøg af buk endnu, hvilket den stille aften ikke tyder på"

Alt virker overstået, pludseligt fra aktiv brunst for 3 dage siden, til dyb hvile på en ellers helt fantastisk aften.
Ligger alle dyrene i skovens skygge, daser efter en hektisk periode, bukken efter søgen og råen efter gentagne besøg af aktive bukke?
Det eneste der er aktivt nu, er smerterne i ballerne.
Jeg skifter oftere sidestilling end jeg piber i mit bukkekald.
Samtlige siddepositioner er nu afprøvet.
Enkelte smsér kommer ind på min mobil telefon.
Tidligere på dagen måtte jeg dog konstatere at det er pissedyrt at sms´se her i Sverige, på mit abonnement ca. kr. 3,- pr. stk.

Jeg har ikke svaret på alle sms'er fra jagtkammeraterne rundt om i Sverige
"Hvor sidder du+"
"Ser du noget?" og så videre - dog mener jeg en total afvisning har været lidt svær.
Så om ikke en daglig rapport, så en sms hver anden dag, kunne jeg godt finde på at sende - derfor bliver de vel ved med at sende/bombardere mig.
Torben har de opgivet, han fik i starten samme smsér - nægtede klogelig at svare.

Heldigvis er mobilen på lydløs, ellers ville al jagt være umulig, med al den summen, allerhelst burde mobiltelefoni være totalt forbudt under jagt, men vi er jo nogle stykker der jager sammen, og da vi er fælles om den samme bil, kunne der opstå problemer der bare skulle løses pr. ekspres, så er telefonen jo trods alt god, at have ved hånden.

Klokken snegler sig afsted.
Jeg er nået til det punkt, hvor smerten i ballerne ikke kan stilles i bero, blot ved lidt rokering på stolen – hold fast hvor gør det nas.
Klokken 20.30 kommer en sms fra Jørn, ”Har skudt pæn gaffelbuk”, jeg sender et kort ”Tillykke”
Så er han færdig med årets jagt, vi andre holder spændingen lidt endnu.

FEJLMARGEN

Uha, det farligste tidspunkt på jagten, her den sidste halve time, begås mange fejl.
Mange rejser sig for at gå en lille tur, til undskyldning kalder vi det at pyrsche....
Jo, tak, oftest pyrsches bukken væk.
For det er nu, han står der, klar til at tage de sidste par skridt ud på marken, for at hente sit aftensmåltid og gøre sit aftentoilette.
Her i skumringen, solen er næsten helt nede nu, bukken føler sig mere tryg.
Bilerne og hestene på vejen er væk.
Stilheden er total.
Et par piv fra mit bukkekald lyder forfærdelig støjende i aftenens hendyssende ro.
De sidste 2 piv, så holder jeg kæft.
Åh, hvor smerten er ved at få bugt med min fornuft.
Pludseligt lyser der rødt på marken, min redning. Smerten bliver glemt.
Et dyr er kommet ud.
Ud af intet, og uden en lyd.
Han (for det er en buk, det har jeg konstateret) går blot et par meter frem.
Kigger søgende op i mod mig.
Som baggrund har jeg en enebærbusk, det eneste ”træ” her i skellet.
Derudover sidder jeg ibland langt tørt rajgræs.
Denne høje græskant danner skellet imellem markerne.
Bukken fastholder sit blik, jeg sidder helt låst fast, med kikkerten vendt mod bukken.
Hjerteslagene banker næsten højlydt i min brystkasse, åndedrættet er hektisk.
Chancen for at skyde bukken herfra er umulig, ikke kun pga min tilstand af øjeblikkelig bukkefeber.
Nej - afstanden ville uanset skydestilling ikke være forsvarlig for en skytte af min kaliber.
Der er ca. 2255 meter ud til bukken, og det er altså ikke hvilken som helst buk....

Det er bukken.
Bukken som jeg målrettet er kommet efter.
Bukken som jeg under bæverjagten i april vurderede til at være en buk i medaljeklassen (da var bukken stadig i bast), men som jeg nu må revurdere til, at være en buk på retur.
Høj, men desværre ikke kraftig nok i stængerne, til at give det eftertragtede metal.
Men pissevære med det, kommer jeg til skudchance, skyder jeg – ingen tvivl om det.
En hurtig vurdering af situationen. Klokken er nu ca. 20.50

Jeg er sikker på at det er bukkekaldet, kombineret med fødesøgning der har lokket ham herud.
Sjældent går en buk ud, helt alene.
Først sendes råen ofte med lam, senere følger bukken.
Men, okay, det er måske fordi han er lidt ældre, og kører sin egen solo tilværelse, at han gør som han gør.
Går ud, sikkert efter mange lange overvejelser, går ud - hvor hans liv måske skal ende, hvem ved....
Han går flere skridt, råen som han troede var der, hun er væk, og da der tilsyneladende ingen fare er på færde, ”kan jeg ligeså godt indtage noget føde”.
Ja, sådan tænker han, det er jeg ikke i tvivl om.

Så mens bukken begraver sit hoved i det høje græs, griber jeg til aktion.
Mit mål er at komme uset fra hvor jeg sidder, til kanten af skovhjørnet overfor, og selvfølgelig, uden at bukken ser mig.
Jeg lader mig lige så stille falde bagover ned af min jagtstol.
Siddende bagved, lægger jeg håndkikkerten i det høje græs, og begynder med riffel og skydestok i hver sin hånd at kravle.
Jeg halvvejs maver og kravler nu på den østlige side af det høje græs i markskellet.
127,6 meter skal jeg kravle..i direkte linie, men via lidt omvej, så er afstanden nærmere 149..

Jeg møver mig afsted, med albuerne får jeg hevet mig fremad.
Var det varmt før, er det bare endnu varmere nu.

Efter lidt tid ændrer jeg retning, jeg bevæger mig ud på marken i det høje græs.
Et kort glimt over græskanten fortæller mig, at bukken står fast på sin plads og guffer løs.
Men hvor længe vil han gøre det?

At rejse sig op nu, vil være fatalt, det er jeg ikke i tvivl om, jeg vil da stå med klar silhuet, og en buk med denne alder og i den kaliber, han ved godt, hvornår det er tid til at forsvinde.
Så, der var ikke tid til hverken piven eller tøven, bare afsted.
Smerten fra mine balder er nu rykket op til mine arme.
Arme der var ved at gå i krampe på grund af den uvante belastning.
Min kondition har sikkert også været bedre, men afsted kommer jeg da, om end jeg er tvunget til at få pusten et par gange.

På en tur, der føltes som timer, men som sikkert kun tar 10 minutters tid (det er også alt for længe, når man tænker på, at bukken sikkert kun kortvarigt er fremme) er jeg kommet langt nok frem – tror jeg da.
Men et kig fortæller, at der mangler 20 meter endnu, ej – sikke en tur.
En tur hvor spændingen overgår smerter og sved på panden.
Nu, må den være der.
Ja, jeg kan ikke se bukken, ergo – så kan han heller ikke se mig.
Op på benene, og i let løb de sidste 15 meter til hjørnet af skoven.
Hjerteslagene er stadig heftige, men nu ikke på grund af bukkefeber, nu blot på grund af den hektiske ”pyrsch”

Og bukken, jo han står der endnu.
Men nu, har knap 150 meters kravlen resulteret i en reduktion i skudafstand, der ligner på det acceptable.
Afstanden ud til bukken vurderer jeg til at være max 90 meter.
Skydestokken op, riflen på plads og i anslag.
Ro på nu, ikke forjage.
Til mit held er det en usædvanlig tålmodig buk, jeg her har for mig, han var blot gået få meter mere ud på marken.
Perfekt med siden til.
Åh nej, den skide skydestok driller, jeg kan ikke holde riflen i ro.
Nyt forsøg, lidt længere ud fra skovkanten, blotlæggelse – men det er nødvendigt for ordenligt skud.
Bukken i mit kikkersigte, krydset på bladet, holder lidt højt, med tanke på gårsdagens lave skud.
Afsikring.. og nu, klemme ikke rykke....
Bang.
Denne gang helt ro i aftræk, ser bukken falde i knaldet.
Han ligger og spjætter, benene kører i luften, han skriger en smule.
Repeterer.
Han spjætter stadig, de 10 min. normale ventetid bliver tilsidesat, jeg går mod bukken, altid klar til skud.
Nærmer mig forsigtigt, riflen hviler på skydestokken, et præcist skud kan blive nødvendigt, hvis han rejser sig.
Han kæmper for sit liv, dog bliver kampen aftagende.
Jeg nærmer mig nu hurtigere, da jeg kun er 30 meter væk, smider jeg skydestokken fra mig, men stadig med riflen klar.
For første gang oplever jeg denne situation, den er spændende, men kunne godt undværes efter min mening.
Det bedste er, når døden indtræffer øjeblikkelig.
Jeg kan ikke se bukken, han er skjult i det høje græs, jeg nærmer mig.
Der er stadig sporadisk benspjæt fra stedet, nu er jeg der snart.
Og der ligger han.
Han er ikke død endnu, jeg tøver – skal jeg skyde igen?
Nej, han er dødeligt såret, med en meget høj kugle, de sidste åndedrag står for døren.
Han får lov til at dø i fred, jeg har gjort nok.
På behørig afstand venter jeg bag hans ryg, han ved ikke, hvad der er sket.
Hans dødsfjende, skal ikke være det sidste han ser.
Med ét stopper livet.
Efter lidt tid puffer jeg til ham, han er borte, og der ligger han.

EFTERTANKER

Jeg er ikke specielt stolt over mit skud, det er det malurt der kan følge med ved handlingen at gå på jagt.
Men dog, kan jeg glædes over, at han ligger der.
Han gav mig en utrolig oplevelse, ja, en oplevelse der ligger helt i toppen, måske den mest spændende jagt, jeg endnu har oplevet på en buk.
Nogle jagtsituationer ligger meget tæt på hinanden, denne står alene, helt for sig selv og vil derfor aldrig nogensinde blive glemt, aldrig.
En sms er tikket ind på min mobil, jeg tjekker lige mens jeg falder til ro.
Det er Torben ”Skudt ulige seks” skrev han... (21.03)
Mit svar ”Tillykke, Det har jeg også!”
Torben skrev undrende tilbage ”Har et også?” (21.10) (ja, når det går stærkt med at skrive bliver ”du” til ”et” på mobilen)
Jeg skrev tilbage ”Beskeden er korrekt forstået!”
Torben ”Tillykke”
Mørket var kommet med hastige skridt.

Selvom der til hele seancen, fra jeg først så bukken som et farveskift på den grønne mark, til han nu ligger her for mine fødder, kun er gået ca. 15 min., ja – et kvarter der føles som en evighed.
Nu, er hvor jeg tager mit billede er klokken 21.15 - videoen bliver også tændt, en historie bliver fortalt mens detaljerne står skarpt i erindringen, selvom jeg nu længe efter, endelig får skrevet bukkens historie, og syntes jeg husker det hele, ja – så vil der være ting der er glemt – men som tidligere nævnt, oplevelsen, følelsen, glæden og spændingen ved denne jagt – glemmer jeg aldrig.

I ære og respekt blev bukken nu båret, som en buk bæres bør.
I rem over skulderen, med hovedet først.
Han forlader sit terræn for sidste gang.

Jeg har nu ingen jag, sjælen har fået fred, jagten er helt forbi.

De 500 meter til gårdspladsen føles ikke lange, dog volder min oppakning lidt problemer. Bukken er på vej til at glide af mine skuldre et par gange.
Stropperne fra rygsækstolen i nylon er glatte, så det er ikke styrken i min krop der er svag.

Nej, at bære en buk, er der noget der overgår dette?
Stolthed, vemod og mæthed – i en skøn forening.
Ved gården lægger jeg mit bytte i noget græs.
Jeg går op til døren og banker på.
Nikke vores jagtudlejer havde hørt mit skud, kunne ikke forstå, hvor jeg blev af.

JAØ 2005/20