Bæverjagt med tinitus til følge.

For fire år siden var jeg afsted på bæverjagt for første gang.
Det var sammen med min gode jagtkammerat John.
Jeg fik dengang kun set bæver i et kort glimt, John fik en enkelt skudchance, ramte en gren i stedet for bæveren.
Det år sad vi i fire graders frost, håbede ikke det skulle blive så koldt anden gang jeg skulle af sted.

Jeg havde talt om det længe, ja, faktisk de sidste par år.
En far/søn tur, det var et ønske der stod højt på min ønskeliste.
Ikke bare for min egen skyld, nej, bestemt også for min store knægt, Jonathan der er fyldt femten, og bliver 16 år i år.
Jeg ved det er en stakket frist, førend han ikke gider høre på sin fars evindelig snak om hint og nært.
Og især jagtsnakken kan meget vel komme til at hænge Jonathan langt ud af halsen.
Det tyder dog på, at Jonathan sluger de fleste gode historier med velbehag, og finder dem ganske interessante.
Om historierne, kombineret med gode oplevelser som tilskuer på jagten, skaber en jæger i Jonathan.
Det ved jeg endnu ikke.
Jeg siger det tit, men gentager gerne mig selv.
Det er og det skal være, lysten der driver værket, og det gælder ikke mindst når vi snakker jagt.

For at gøre en lang historie kort, så har jeg været langt ude at vende, for at vinde denne tur sammen med min søn.
Det har været en kamp, en tvekamp, mellem mig (fantasten) og min kone (finansen).
Heldigvis var der ingen der døde, og jeg håber vi begge i længden er løbet af med sejren.
Det er klart, at vi med to konfirmationer i rap, må spænde livremmen ind engang imellem.
Men uanset hvor meget vi spænder, så kommer dagen i går aldrig tilbage.
Jeg følte det var absolut sidste chance, og på et hængende hår, hvis jeg skulle få Jonathan trukket med på tomandshånd.
16 år så går alting bare for hurtigt.
Hovedet bliver ikke bare drejet af led efter samtlige knallerter der gasser op, nej pludselig er det sikkert, at teenagerens hoved tager retning mod alt hvad der gynger foran over hoften, og bagved under.
Og hvor det søde pigesmil uden problemer sejrer over scooterens få larmende kubik.

Dagen var længe ventet.
Den sidste dag i april, den 30., en torsdag.
Bilen blev først pakket dagen forinden, alting gik endnu engang alt for stærkt.
Arbejdet syntes at være uoverskueligt, mange ting pressede sig her på.
På hjemmefronten stod der fodboldkampe, og et skole-cirkusnummer som Jonathan og jeg ville gå glip af, havde Andreas, den mindste, mange tanker som artist, travlt at berette om.
Annettes arbejde var også i en travl fase, ja, kort og godt, desto mere var vi forpligtet til at slappe af, når vi om lidt slap tøjlerne.

Mondeoen spandt som en drøm.
Turen til færgen fløj afsted.
Bilen var næsten proppet, dog var der rigelig plads på bagsædet, så skulle der blive skudt bæver? – intet problem.
Jeg havde skyndsomt læst hvad der stod om bævere i bogen om jagt i Norden.
Jeg har tidligere set film fra toppen af Norge, hvor bæveren også blev jagtet.
Ellers var min viden om bæver yderst begrænset.
Oplysningen om at bæveren skulle skydes i ryggen (helst bagskud) eller direkte i hovedet, ja disse, sad godt tømret fast i min hukommelse.
Jeg havde også hørt et og andet om, at bæveren ikke måtte skydes i vandet, da den ellers straks ville synke til bunds.
Riflen var behørigt indskudt, jeg kunne ramme, på dette punkt var jeg ikke i tvivl.
Alle papirer var selvfølgelig klaret i god tid, indførselspapirer, våbenpas og svensk jagttegn.
Billetten købte jeg i februar, efter min tvekamp – ja, måske endda lidt før..

Der er lige en lille tilføjelse.
Annette var meget modstander i starten over at jeg var så egoistisk at fise afsted på jagt, én uge før min datters konfirmation – var en af grundene ud over den økonomiske.
Da jeg så skar igennem og bestilte færgebillet, med Jonathan som passager, ja da fik konen kolde fødder – det kunne måske også være hyggeligt nok at følge med.
Men jeg satte stolen for døren.
Far/søn tur lyder altså bedre end Far/Mor og tre unger tur.. i hvert tilfælde når vi skal være iført jagttøj eller underbukser som det eneste alternativ på hele turen – en af grundene.

Nå, men nu sad vi i bilen, små sommerfugle dansede allerede af spænding og af forventning i vores maver.
Solen skinnede fra en skyfri himmel denne torsdag formiddag, vejrudsigten lovede, at vejret skulle holde et stykke ind i maj.
På færgen var vi få, vi aftalte at vi max ville bruge 100 hver på den enarmede, Jonathan holdte sin del af aftalen, jeg overskred budgettet en smule, det var jo så tæt på mange gange..
For lige at slå fast, så kom alle penge fra den samme tegnebog.

På færgen købte jeg en enkel kasse dåseøl, det kunne jo være der blev en grund til at skåle i øl.
Jeg havde også medbragt doktor Nielsen og en 15 år gammel whisky – ja, måske én eller anden fortjente mere end et tryk i hånden, som tak for hjælpen.
Vi havde planer om at leve yderst spartansk, så der var ikke medbragt noget videre gourmet mad.
Rugbrød, en enkel pakke pålæg, en agurk og en pakke cornflakes – ja, så kunne vi vel godt overleve en tre dage.

Vi ankom til huset efter godt 3 timers kørsel.
Huset, et træhus på 160 m2, er også det vi bor i, fire mand, under bukkejagten.
Da vi kom, var Nikke sammen med sin kone, ved at vaske det sidste bestik af, og vi fik udleveret nøglen til huset.
- jeg skal lige sige, at vi fik en hjertelig modtagelse, vi følte os meget velkomne.
Nu har jeg også kendt Nikke i otte år, det giver også en god grund til at glædes over ethvert gensyn.
Jeg spurgte Nikke om der var bævere langs åen, jeg spurgte også om der var alternative jagtmarker hvis ikke Rønningen var beboet af bævere.
Nikke svarede, at han ikke havde været nede at kigge, men han var rimelig sikker på, at bæveren fandtes der ”kvar”.
Der havde ikke været andre bæverjægere i år, så chancen burde være god.

Jonathan og jeg ville på en kort jagt allerede den første aften.
Så efter et par rugbrødsmader, klædte vi om til at tage på jagt.

Første dags aften (torsdag d. 30 april)

Vi kom frem til Rønningen, efter at have holdt stille nogle gange undervejs, for der var en del rådyr på markerne nu, henad kl. 19.30 om aftenen.
Vi skulle som hovedformål, lige finde ud af, hvor der skulle jages fra fredag morgen.
Vi vidste jo, vi var sent ude..
Vi gik frem til stedet, hvor John for fire år siden havde skudt forbi en bæver, det måtte være der chancen var størst.
Vi så ingen aktivitet i bækken, ja for det var altså kun et vandløb på en halv meters bredde, så at kalde det en å, ville være en smule overdrevet.
Vi fandt en god plads.
Et sted hvor der sidst havde gået kreaturer, der var kokager overalt.
Men herfra havde vi en god udsigt over bringen, både op langs bækken, men også over til den anden side, som jeg formodede var der, bæveren måtte hente sin føde.
Jeg bildte mig også ind, at jeg kunne se enkle steder hvor bæveren var gledet ned i vandet/eller var steget op fra vandet, og derved efterladt en mudret glat skråning.
Klokken passerede 21, der var ikke sket en skid.
Absolut intet var hændt.
Vi havde fået frisk luft, og hørt megen fuglesang, med derudover var der intet et berette.
Jeg mente dog vi skulle forsøge os igen, samme sted i morgen.
Så Jonathan kunne efterlade sin grønne havestol på pladsen.
Min rygsækstol, tog jeg naturligvis på ryggen hjem.
Vi var trætte, så allerede godt ti gik vi i seng, og faldt straks i søvn.

Anden dags morgen (fredag d. 1 maj)

”Vækkeuret” (mobilen) havde jeg sat til at ringe kl. 03.30, vi havde egent lig snakket om klokken 3, men jeg synes skisme det var for tidligt.
Halvfire var meget bedre.
Telefonen vækkede mig, jeg synes lige jeg havde lukket øjnene.
Ahhr, vi kunne vel lige tage en time mere, så kunne vi komme afsted til solopgang.
Kl. halvfem blev jeg vækket igen.
”Jonathan?” - ”Er du vågen?” ”jaaaaahZzzz”
”Skal vi fortsætte med at sove, og så nøjes med at gå på jagt i aften?”
”Det kan vi godt..ZZZzzz”
Jeg lå lidt og tænkte på det.
Nixen, vi var ikke taget til naturskønne Sverige, mit andet hjemland, for at ligge og sove tiden væk.
Jeg sprang ud af sengen, sagde til Jonathan, at nu skulle vi tænke os om, og se at komme på jagt.
Hurtigt var vi i tøjet, og cornflakesene blev skovlet ind i rekordtempo.
Sikke en morgen at stå op til.
Absolut tysnna.
Ikke en vind rørte sig.
Alt var vågnende liv omkring os.
Fuglekvidren især, var markant.
Råvildtet gik i flertal på marken, jeg glædede mig allerede til d. 16 August.
Vi fik sat os på vores udvalgte plads, solen var for længst begyndt at stige i horisonten.
Det puslede næsten straks i den tætte begroning ovre på den anden side af bækken.
En grævling kom moslende, Jonathan filmede dens skæve gang.
Et dyr smælede kort tid efter til højre for os.
Jeg sad 100% stille med riflen i skydestokken, drejede forsigtigt hovedet mod retningen.
Et rådyr sprang typisk ungdyrsagtigt ud på ”betningsmarken”
Jeg tog kikkerten op.
En ung buk, spidsbuk i bast.
Jeg puffede til Jonathan, der nu småblundede efter grævlingen havde fået øjnene til at stirre.
”Jonathan, en råbuk kommer imod os, tænd videokameraet”
Turens første flotte live optagelse kommer på video, bukken passerer os på få meters afstand.
Vi sidder ubemærket, havde det været under bukkejagten, havde den også overlevet at passere mig.
Jeg kan selvfølgelig ikke garantere for, hvad der kunne være sket, om jeg havde været en anden.
Og for 10 år siden, havde en buk, nok også for mig, været en buk.

Endnu en grævling kom moslende, også den fangede Jonathan på video.
En ræv kom ud på betningsmarken, ja også den blev filmet.

Hver gang vi hørte røre langs bækken, var vi på vagt, det kunne jo være en bæver.

Jonathan puffede til mig.
”Far, hvad er det?”
Noget havde fanget Jonathans blik, på den anden side af bringen.
Jeg kiggede og kiggede, jeg kunne intet se.
Pludselig så jeg bagdelen af noget der sprang væk, tænkte det måtte have været et rådyr.
Jonathan forklarede viskende, at han pludselig havde kunnet se, at det var en ræv, og at den stod og stirrede direkte på os.
Ja, dyrene er på vagt, vi er ”uninvited”.

Nå, klokken var efterhånden så mange, at jeg mente at det var slut med jagten.
Jeg fulgte i bukkens fodspor og sprang over bækken.
Jonathan skulle følge siden vi kom ad, og skulle gå tilbage mod bilen.
Imens ville jeg tjekke den anden side for friske spor fra bæverens aktivitet.

Der var intet frisk, udover fod fra råvildt og elg.
Ja, og så lige skovmaskinerne der havde ryddet området for træer for nylig.
Solen var begyndt at bage, da vi efter nogle hundrede meter mødtes ved bilen.
Jeg foreslog Jonathan, at vi skulle gå på sightseeing langs bækken den anden vej på.
Denne vej kendte jeg fra turen fire år forinden, vi skulle igennem en del tætte grantræer, derefter ville der komme en lysning – og så skulle vi igen igennem tæt birk, det var der bæveren måske kunne findes.

Vi gik dog ikke så langt.
Da vi var kommet ud af de tætte gran, og gik ned på lysningen til bækken der nu mere lignede en å, ja, der fandt vi friske spor af bæverens arbejde.
Store birk lå ”smidt” til højre og venstre, selv stammer der næsten var en trekvart meter i diameter havde bæveren mejslet til jorden.
Imponerende arbejde, især Jonathan stod med åben mund og polypper, han havde aldrig set dette syn før.
Ja, det var her vi skulle forsøge os.
Denne lysning var jeg dog ikke sikker på var Nikke og Åkes mark, så vi måtte fortsætte længere ned.
For enden inden vi skulle ind i den tætte birk, så jeg turens første bæver.
Jeg så lige hovedet være oven vande, før det forsigtigt forsvandt i det mørke vand.
Jonathan nåede ikke at se bæveren.
Få meter derfra kom der ringe i vandet, vi trådte et skridt til højre, og vi kunne nu begge se bæveren flyde i vandet.
Jonathan havde heldigvis fået tændt videokameraet, og han nåede at fangen bæveren da den vendte bagen i vejret og sank i vandet som en mini blåhval.
Et flot skue.
Uden en lyd var den væk.
Jep. Det er sådan en fætter vi er kommet for at skyde.

Længere nede af åen, fandt vi endnu mere birk der var slæbt til vandkanten.
Et sted lå pinde på størrelse med dem kineserne bruger til håret, eller til at spise med.
Disse var minutiøst blevet afbarket, sporene var helt friske.
Det var her jeg ville satse på at skyde min første bæver.
Men skudafstanden ville blive kort.
Og jeg havde selvfølgelig ikke medbragt en sav, så skudfeldtet var meget ringe.
Vi måtte komme tidligt til aftenjagten, denne gang med en sav i tasken...

anden dags aften (fredag d. 1 maj)

Da vi kom ”hjem” til vores hus, gik jeg ud i laden for at lede efter en sav.
Inden da, havde jeg lige kigget inde på hylderne i huset, i Sverige burde der med alt det træ, vel ligge en sav omkring ethvert hjørne ude som inde.
Ingen sav var at finde, pokkers også, jeg burde have haft en med hjemmefra.

Åh ja, vi ville egentlig også gerne have et bad, meeen..
Der var intet varmt vand.
Nikke havde moslet med vandvarmeren da vi kom om torsdagen, men vandet var faktisk stadig koldere fra den varme hane, end det var fra den kolde, hvor utroligt det end kan lyde.
Åke, Nikkes far, ville senere på fredagen komme for at reparere vandvarmeren.
Jeg tog dog inden vi kørte over til Nikke efter en sav, en lille etapevask, det var en kold omgang, men jeg blev som et nyt menneske.
Jonathan mente godt han kunne vente, til vandet var blevet varmt.

Nå, men vi kørte senere over til Nikke for at låne en sav, han var i gang med at genne kvier op i en vogn bag en traktor.
Efter en stund kom han os i møde.
Jo, en sav... jo, det burde kunne lade sig gøre.
Nikke fandt en rigtig fuchsvans, ja det hedder det også på svensk, og ja så hedder det faktisk også sav – så et ord, der er ens både i Danmark og i Sverige.
Jonathan kiggede undrende på mig da jeg spurgte efter en fuchsvans, det ord havde han aldrig hørt før – ja, det er sgu nok på vej ud af det Danske sprog, så må vi se om det holder i det svenske...

”Har du ikke en der er mindre” - spurgte jeg, jeg synes den var lidt voldsom at smide i min jagttaske.
”joooh, det har jeg vel..” ”Jeg prøver lige at høre min fru” og Nikke greb efter sin telefon.
Underligt, jeg ville som den sidste spørge min kone efter hvor vores sav skulle ligge, alt andet, men ikke fuchsvansen..
Nå, men det blev ved fuchsvansen (et herligt ord) – den var skarp, lidt kødrester sad i tænderne, men dem (kødresterne) måtte jeg få med, sagde Nikke, og kødet virkede da også frisk, så ingen problem for mig.

Så skulle vi hjem og have noget at spise, og så måske lige en lille lur..

Da vi havde spist så jeg Åke komme til gården, og efter en stund kom han også og bankede på.
Åke er en herlig ældre herre.
Så bravt et humør skal man lede længe efter.
Selvom vi så for 117 gang skal høre om, at han for mange år siden har arbejdet i Danmark.
”Kender du Vejle?” spørger han om.
Engang spurgte Åke sågar også om jeg ikke kendte en Poul Madsen i Aalborg? (eller hvad han nu hed)
Ham måtte jeg da kende, når jeg nu boede bare 4 mil fra Aalborg. (Jonathan lærte på denne tur også at en svensk mil er 10 kilometer)
Ja, ja, det er nu dejligt når mennesker vil snakke og fortælle, og ikke bare er en indemuret sur skid, undskyld udtrykket.
Og Åke nyder at snakke og fortælle.
Vi bød på en kop kaffe og en bid brød, hvilket han takkede pænt jatak til.
Jeg viste Åke tre bukkeopsatser jeg havde taget med.
Hver en fra de tre sidste år her i Sverige.
Tilfældigvis også mine tre største.
Jo, jo, de var fine, synes Åke.
Åke kunne ikke rigtig få varmtvandsbeholderen til at fungere, han ville smutte hjem efter en rørtang, og se om det kunne løse problemet.
Han ville også medbringe et kort, så vi helt præcist kunne se, hvor vi måtte skyde bæver, men han mente i princippet vi måtte skyde bæver overalt – jep – det viste sig senere at holde stik, så vi bæver, så måtte vi skyde.

Jeg fortalte også Åke at vi havde set bæver her til formiddag, men vi ville ikke skyde da bæveren var i vandet.
Hvorfor ikke, spurgte Åke, vandet er jo ikke så dybt, så vi kan sagtens fiske bæveren op..
Jeg forklarede at jeg havde læst, at bæveren straks ville gå til bunden, og jeg derfor havde mine betænkeligheder – og derudover var der vist også noget med, at kuglen reagerer på en speciel måde når den møder vand.
Jo, jo, jo, intet problem, mente Åke, den tager bare en lille drejning nedad.
Alligevel, sagde jeg, så vil jeg kun skyde bæveren på land..

Vi ville til aften koncentrere os om pletten, hvor det så ud til, at bæverne indtog deres føde.
Og det var helt sikkert på Nikkes mark.

Efter vi havde spist kørte vi en tur, jeg ville have Jonathan med ud at gå en tur i skoven.
Der var nogle lysninger, jeg ville forsøge bukkejagt på til August, jeg skulle blot lige være mere sikker på hvordan jeg kom derind.
Solen bagte, og vi svedte som stukne grise.
Men herligt, en duft af varmt træ, mosbegroet skovbund, en summen af liv omkring os. Friske tegn på råvildt og elg – ja, dette er livet.
Der var heller ikke noget brok fra min femtenårige søn.
Han fulgte trofast i sin fars fodspor.
Noget som jeg aldrig har oplevet, hvis hele familien har været på tur i det svenske.
Så har mindst én af ungerne skullet brokke sig over det ene eller det andet.
Jonathan lyttede interesseret når jeg forklarede om biotoben for det gældende sted.
Og jeg forklarede også hvorfor jeg lige nøjagtig troede, at der her kunne skydes en buk.
Jeg forklarede hvorfor fyrretræerne var afkortet, at det var elgen der spiste ovenfra og ned.
Jeg viste Jonathan toppen midt i en skovrydning, viste ham det var her overblikket var bedst.
Pegede på stedet hvor bukken ville komme, hvis jægeren og bukken skulle træffe hinanden på rette tid og rette sted.

Det var dette der også var planen for min tur.
Spadseretur i den store skønne svenske natur.
Sved på panden, frisk luft i lungerne, væk fra hverdagens baggrundsstøj, nærme sig naturens præmisser.

Fredag aften, nu bliver det spændende

Vi ville tidligt afsted, jeg havde læst (jeg læser fanme meget) at man skal være på plads senest to timer før solen går ned, da jeg samtidig lige skulle save lidt småtræer bort, så skulle vi i hvert tilfælde ikke komme luntende i sidste øjeblik, aftensmaden var derfor et par rugbrødder med et par skiver steg på, skyllet ned med et glas godt svensk mjölk.

Kl. 17.00 var der afgang fra gården, med fuchsvansen i rygsækken, en halv time senere kæmpede vi os på ny igennem det tætte granskov, og jeg undredes over, hvordan man kan følge samme spor som man havde gået tidligere.
Vi kunne nikke genkendende til et væltet træ, til en gammel blikspand midt i skoven, ja mange ting fortalte os, at vi var på rette vej.
Ud af den ”mørke” skov, rystede grannåle af nakken, tværs over den store lysning ca. 500 meter, og så små halvtreds meter igennem det tætte birk, hvor vi bogstaveligt talt kunne følge bæverens spor lige til åen, og derved endestationen for vores gåtur.
Jeg fik savet en fem – ti småtræer bort, og skudfeldtet var nu frit, frem til den friske ”foderplads”.
Omkring os, op og ned af åen, var der dog tydelige mudderbrinker som vidnede om bæverens moslen til og fra vand, så der var ingen garanti for, at bæveren lige nøjagtig ville kravle op, det ønskede sted.
Vi satte os ryg mod ryg.
Jonathan kunne tilnærmelsesvis holde øje op ad åen mod dæmningen, hvilket vil sige en strækning på små 20 meter.
Jeg kunne se ned langs åen, vel omkring 75 - 80 meter, før den krængede af mod venstre.

Mens vi sad der, kom vandstæren forbi, jeg fangede den kort på videokameraet.
Gråænder kom svømmende op af åen, en, to, tre, og så på vingerne da de så os.
Alle andrikker.
Flere ænder fløj lavt hen over os.
Vi kendte ikke stykket længere nede, der måtte ligge en sø, eller endnu en åben opdæmning.

På slaget ni, (21.00) vi havde begge siddet og småblundet, svedt af efter den lange gåtur, vi kunne føle aftenens køligere vind trænge sig på, øgede blot døsigheden og velbehaget.
Jeg havde også haft tid til at udse mig en birk med en krumning der kunne give sig ud for krog, hvis der blev behov for at ”fiske” efter en skudt bæver..
Pludselig så jeg bevægelse helt nede i svinget, det lignede ikke en gråand.
Riflen røg på plads i skydestokken, og jeg kunne straks se, det var en bæver der kom svømmende op ad åen.
”Jonathan, der er en bæver på vej” viskede jeg bagud over min højre skulder.. ”Vend dig stille om med kameraet, ingen hurtige bevægelser..nu sker der snart noget”
Hjertet bankede straks den velkendte hurtigere rytme.
Riflens sikre forankring på den trebenede skydestok gjorde dog at sigtet var stabilt, og i fuld fokus.
Bæveren kom i jævnt glid, i et overraskende hurtigt og beslutsomt tempo op i mod os.
Afstanden var hurtigt reduceret betydeligt.
Inden jeg så mig om, havde bæveren passeret det sted jeg havde håbet den ville kravle på land.
Og pludselig var afstanden mindre end 15 meter.
Da jeg så det var sidste chance for skud, før bæveren ville passere nogle småtræer, og derefter os – og derved måske opdage os – vi sad jo kun 1,5 meter fra vandkanten.
Ja da tog jeg en fatal beslutning.
Jeg havde afsikret riflen, fingeren hvilede på aftrækkeren, det var bare at klemme.
Jeg kunne tydeligt se bæverens krop i vandet, sigtede på ryggen ca 15 cm. bag nakken og klemte skuddet af.
En vandsøjle på mindst en meter og det samme i bredden skød til vejrs.
Bæveren lavede et plask og var væk (ja, den ville jo nok ikke ryge på land, så væk ville den naturligvis være)
Vi sprang straks op, hen til skudstedet, måske 12 meter fra stolen.
Gloede i vandet, forventede at se blod og en måske synkende bæver.
INTET
Lidt mudder i vandet var alt, hvad vi kunne se.
PIS
Jeg tog saven og savede hurtigt birkestammen med krogen over, men havde knap nået at fælde træet, da både Jonathan og jeg, så endnu en bæver runde åen forneden.
Jeg smed birkestammen, Jonathan sprang bag en lille busk med videokameraet klar, jeg selv løb hen til min stol og fik riflen på plads i skydestokken, og straks efter havde jeg bæver nummer to på kornet.
Denne bæver lignede til forveksling den første.
Ja, vejen kunne jo kun være den samme, men spørgsmålet var nu, om denne ville kravle på land.
Niks..
Tror du ikke den fortsatte ligesom den forrige.
Jo.
Den eneste forskel var blot, at få meter fra hvor jeg havde stået og savet i en birk, stoppede bæveren op.
Jeg kunne se knurhår og næse vibrere.
Uden megen tøven, vendte bæveren som en tallerken i vandet, og satte i forceret tempo ned ad åen.
Jeg havde jo fulgt bæveren i min riffels kikkert.
Og jeg følte jeg havde godt hold på ryglinien da jeg klemte mit skud af.
En om muligt endnu større søjle af vand end før, stod nu til vejrs, sprøjtede op over åens kant.
Denne gang måtte jeg da have ramt mit mål.

Teknisk information : jeg skyder med en 30-06 riffel, jeg skyder med Normas oryx kugle 11,7 gram.
Samme kugle som jeg bruger til råvildt.
En bæver må kun skydes med ekspanderende kugle i Sverige, og laveste kaliber/kuglevægt gælder samme regler som til råvildt..

Jonathan og jeg var igen hurtigt på pletten.
Lidt mudder i vandet, det var alt.
Og alt for lidt...

Nej, nej, hvis mit hår havde været langt nok, havde jeg rykket kraftige totter ud.
Nå, men nu havde jeg hurtigt lavet en krog af min birkestamme, og jeg fiskede på kryds og tværs i vandet – intet.
Der gik vel et kvarters tid.
Så tænkte jeg, at vi kunne kigge ned af åen.
Det stille vand ville jo nok ikke få en død bæver til at flyde langt.
Men en anskudt bæver, kunne hurtigt komme frem, havde jeg en formodning om.
Vi rundede svinget uden at se noget der bare lignede en død bæver.
For at komme rundt i svinget, skulle vi lige på den anden side af nogle småtræer, og på denne måde kom vi lidt fra vandet, men var på en skråning, så afstanden var ikke mere end en meters penge godt og vel, ned til vandkanten.

Pludselig kom bæver nummer 3 svømmende.
Uanfægtet, som om de to store plask i vandet jeg havde forårsaget ikke havde sendt chokbølger igennem hele åen, bevægede et monster af en bevæger sig målrettet op ad åen.
Denne bæver var kæmpe.
Hovedet på størrelse med et menneskes.
Ja, den mindede allermest om et vildsvin i vand.
Stride børster ned af den massive nakke, ja synet var helt uvirkeligt.
Jeg smed riflen til skulderen, men kunne overhovedet ikke få fokus, da afstanden var så kort, maks. 2 meter..
Lige ud for mig stoppede bæveren op.
Jeg så den vejrede i luften, mimrede med næsen.
Og så kom plasket.
Med sin kraftige hale, sagde det KLASK og så var bæveren i et sæt væk.

Hold op en oplevelse.
Men hvor var de to bævere jeg havde skudt på.

Vi gik tilbage til ”anskudsstedet”
Vi brugte godt en halv time mere på at lede, uden held.
Mørket nærmede sig med hastige skridt.
Jeg ringede til Nikke for at berette om aftenens hændelser, spurgte om han sad ned.
Ja, Nikke mente ikke vi denne gang skulle bestille schweisshunde føreren, med en hentydning til bukkejagten i August, og ja, jeg kunne høre bemærkningen blev sagt med latter i stemmen.
Til grin kan man altid blive.

Jeg ved godt, at de i denne å har brugt gravemaskiner og dynamit for at komme bæverne til livs.
Der har været sat klapfælder op, jo, bæveren er et skadedyr, som den svenske mark/skovejer på mange måder godt kunne undvære.
Men jeg som jæger, vil gerne have et påskudt dyr med mig hjem.
Det uanset om det er en due eller en elefant.

Nå, men jeg synes ligeså godt situationen kunne komme nogen til gavn.
Så jeg ringede også lige til John, så kunne han da få noget at grine af.
Jonathan og jeg hang lidt med mulen da vi begav os op mod bilen.

Vi var ikke nået andet end 100 meter ud på lysningen i skoven, før jeg så en bæver springe i vandet fra en ø oppe i dammen før dæmningen.
Vi havde gået og småsnakket, og jeg syntes også jeg havde skudt så rigeligt denne aften, så bæveren blev varskoet i god tid.
Men sikke et syn.
Bæveren sprang som en vandglad jagthund, nærmest en meter ud, og lige på hovedet i vandet.
Næsten surrealistisk at se på..

Ja, oplevelser, dem får vi dælme mange af på vores bævertur, skal jeg love for.

Hvilken forskel det gør, at finde vej når det er mørkt.
Synes vi at vi havde været igennem tæt gran mens det var lyst, så var det fanme blevet tæt nu.
Grangrene svirpede gang på gang mod vores ansigter og hænder.
Ridsede hen over øjet, flere gange frygtede jeg for mit syn.
Men vi nåede helskindet frem til bilen, og klokken godt 22 var vi tilbage på gården.

Nikke havde spurgt hvornår vi ville være oppe næste morgen, så ville enten han eller hans far komme og hjælpe med eftersøgning.
Jeg sagde senest kl. 7.30

Eftersøgning, lørdag formiddag

Efter en urolig og for kort søvn, sprang vi lørdag morgen ud af sengen.
Tog en let gang cornflakes, trak i jagttøjet og var klar til eftersøgning kl. 7.30
Da klokken var 10 var der endnu ikke kommet nogen for at følges med os til åen.

Vi havde begge sat os ind i et par magelige sofaer i stuen, og var også faldet i søvn.
Men rastløsheden hev i mine ben.
Så klokken 10 sendte jeg en sms til Nikke, at vi var smuttet til åen.

Solen bagte endnu engang.
Med fornyet energi, og med anskudssted klart i erindringen, gik jeg i gang med at trække trækrogen igennem vandet.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var for tungt at stå med et helt birketræ.
En tynd lang pind mente jeg måtte kunne gøre det.
Den kunne nå fra kant til kant.
Og jeg mente jeg ville kunne mærke, hvis jeg kom til at puffe til en død bæver i vandet.
Sådan gik jeg i en times tid og ledte.
Fra anskudsstedet og ca 70 meter ned af åen – ingen bæver.
Vi gik endnu længere ned, og oplevede et landskab der mere mindede om en tur til Amazone junglen, end en tur i en svensk skov.
Et med sump og døde træer langs den langsomt flydende og bugtende å.
Tørre græstuer, og tydelig tegn på aktivitet fra bævere og elge.
Ja, det ville ikke overrasket mig det mindste, hvis en krokodille havde ligget midt i det hele og slikket solskin.
Senere fortalte Åke mig, at han aldrig før havde været i denne del af skoven, og det til trods for, at det var 10 år siden de havde købt denne del.

Åke kom senere og hjalp os i eftersøgningen, han følte nok, at han bar en del af skylden for, at jeg havde skudt til bæverne i vandet.
Jeg vil dog understrege, det gjorde jeg også overfor Åke, at det var mig der havde fingeren på aftrækkeren, og beslutningen om skud, tages altid af skytten, og det uden at skytten kan skyde ansvaret fra sig.
Åke kom ca. kl. 11.00 medbringende en havekultivator og en bådshage.
Men trods stor ihærdighed, forblev bæverne i vandet – døde eller levende..

Åke fik vist os, at vi kunne gå over bæverdæmningen, og derved ville vi komme direkte til åben mark, over åben mark ville vi efter 1000 meter være fremme ved bilen.
Nu var det slut med grannåle i håret.

Nå, men på med vanten, vi skulle forsøge igen til aften.
Jonathan håbede da vi ville skyde en bæver, så vi ikke skulle stå tidligt op søndag morgen.

Vi havde en lang lørdag.
Og vi brugte dagen til at køre rundt og nyde det afvekslende svenske landskab.
Vi så en del rådyr på markerne, deriblandt også gode bukke.
Vi nåede også at besøge Bror i hans sommerstuga ved Vännern.
Og han var i vanligt godt humør.

Til aften ville vi have luksus føde, i stedet for de lidt kedelige rugbrødsmadder.
Vi kørte ind til byen og købte et par ”lækre” pizzaer.
Jeg undrede mig over, at de ikke havde pepperoni pizzaer, de havde med salami.
Jeg ville have en kebab pizza, men den var der sgu pepironi på, så dem bad jeg ekspedienten bag disken om at pille af.
På gebrokken halvt tysk og halvt svensk, forklarede han mig, at pepperoni var chili peber, og at salami var det vi i Danmark kalder pepperoni.
Jeg ved sgu ikke, hvor han troede jeg kom fra, men tysk det fatter jeg ikke meget af..
Jonathan fik sin salamipizza uden pepperoni, og jeg fik min kebab pizza med pepperoni men uden sovs/dressing.
Hjemme i huset spiste vi pizzaerne, der bestemt ikke var nogen nydelse.
Slatne og halvbagte, trist, men sådan er det jo ofte.
Bare fordi man kommer fra Italien eller deromkring (alt fra Indien til Irak) – så er det ikke ens betydende med, at man kan lave pizza.
Et flot forklæde, et par kunstige blomster i vinduet, og voila – et nyt pizzaria er på banen.. det er altså ikke nok, at kunne rulle en dej ud på bordet, man skal som minimum også forstå at bruge ovnen..

Lørdag aften, turens måske sidste jagt

Nu vidste vi, at bæverne sikkert først kom op for at søge føde omkring kl. 21.00
Så kl. 19.00 var tidligt nok, at indfinde sig ved åen.
Det var det vi gjorde.
Kl. 19 sad vi klar.
Vi var rykket en tand længere op mod dæmningen, da jeg gerne ville kunne se helt op.
Og skudafstanden til ”spisekammeraet” på land var stadig kun ca. 40 meter. (34 meter helt nøjagtig)
Jeg sad og blev irriteret på en tør pind der stod imellem mig, og der hvor jeg håbede bæveren ville kravle på land.
Efter 10 minutters irritation, gik jeg hen og brækkede den ned, nu var der helt frit skudfeldt.
Vi sad og nød stilheden.
Lidt skyer havde meldt deres ankomst, uden dog at afgive regn.
Men det gjorde at vejret var blevet en anelse køligere.
Vinden var også blæst en smule op, men retningen var god, så jeg regnede ikke med, at den ville få indflydelse på vores jagt.
Klokken 20.30, efter en aften uden én eneste and i vandet, så jeg bevægelse nede i svinget.
Riflen kom til kinden, og jeg kunne se det var en bæver.
”Jonathan, tænd kameraet, der er en bæver på vej..”

Bæveren var målrettet, ligesom de to vi så i går aftes havde været.
Den svømmede uden tøven de første små 40 meter op af åen, men så drejede den en smule af ind mod kanten.
”Ja, ja, fortsæt, fortsæt” viskede jeg næsten for mig selv.
Og bæveren fortsatte til kanten, og kravlede straks op.
Manuskriptet kunne ikke have været skrevet bedre.
Lige midt på spisepladsen.
Straks den var kommet på land, greb den en gren og satte tænderne i.
Den nåede dog ikke at nyde bidden, før min kugle slog ind i siden på dens brede krop.
Bæveren blev slået dødskudt til jorden, og lå helt stille, bare en halv meter fra vandet, halen lå vel og rørte kanten..
”Yes far, sådan, vi fik den” lød Jonathans begejstrede udbrud.
Jeg manede til sindsro, jeg havde repeteret, og var klar til at skyde igen.
”Vi skal lige være sikre på den er død”
Jeg havde set bæveren bevægede sig en smule, jeg vidste ikke om det var dødskramper.
Så var det pludselig som om bæveren forsøgte at løfte sig op på forpoterne.
”Jeg skyder igen hvis den bevæger sig mere” sagde jeg til Jonathan.
”Er du klar til at optage?” - ”Jep” lød Jonathans svar.

Og da bæveren ikke var faldet til ro, afgav jeg endnu et skud, og så lå den stille..

Nu kunne vi glædes, og jeg så hvor stor en spænding det havde været for min søn.
Smilet havde jeg aldrig set større, og jeg mærkede naturligvis også forløsningen i min egen krop.
Vi gik straks til bæveren, og jeg puffede til den med min støvle.
Forbavset over dyrets størrelse, løftede jeg bæveren op i bagpoterne.
Hold op den var stor.
Jeg gættede på ca. 25 – 30 kg.
Jonathan skulle også forsøge, han kunne knap løfte bæveren fra jorden.

Vi beundrede det ”smukke” dyr.
Beundrede dyrets særegenskaber.
Hvilke poter med svømmehud, så lange negle, og sikke en forskel mellem forpoter og bagpoter.
Tænderne var gul/orange og lange, jeg forklarede Jonathan, at han ikke skulle mærke efter om de var skarpe, han skulle tro på mit ord.
Efter billedtagning og optagelse på video, fandt vi et par gode kæppe, og gik mod bilen.
Jeg ringede naturligvis også straks til nogle få og berettede om mit jagtheld.
Jonathan morede sig over, at mine hænder rystede så lang tid efter skuddene.

Jeg forklarede, at det var en naturlig reaktion, den var meget lig bukkefeberen, selvom jeg ikke nåede at få bukkefeber under jagten.

Stolt bar vi vores bytte op til bilen.
Under den kilometerlange transport blev jeg enig med mig selv om, at bæveren mindst måtte veje 30 kg., hvilket også var en del af teksten, der blev sendt til mine jagtkammerater.

Vi valgte at køre til Nikke, jeg havde på telefonen spurgt ham, om han havde plads i fryseren, for så ville jeg fryse bæveren helt ned. (dog skulle den lige brækkes først)

Hos Nikke konstaterede badevægten, at bæveren lige nøjagtig vejede 20 kg...

Skidt, efter en gåtur på godt 1000 meter, med bæveren skævt hængt på ryggen, så føltes det som 30.

Lørdag aften kom vi lidt senere i seng, Jonathan er heldigvis ikke begyndt at drikke øl endnu, for ellers var det helt sikkert blevet endnu senere.
Men vi havde en lang rejse foran os om søndagen, så en god nats søvn, var veltrængt.

Resten af historien giver sig selv, vi kom godt hjem, bæveren ligger nu i vores fryser i Hobro, og venter på videre behandling.
Det er endnu ikke besluttet i hvilken form bæveren ender, om det er som skind med ben, eller som skind..
Det må tiden vise, kommer tid - kommer råd.
Konservatoren har ferie i 14 dage, håber den tid giver os råd.

Tinitus.

Normalt bruger jeg ikke høreværn.
Det gjorde jeg heller ikke under bæverjagten.
Bukkejagt plejer at være, ét skud, ét stykke vildt.
Men mandag tilbage på jobbet, meldte Tinitus sin ankomst.
4 skud på 2 dage, uden høreværn, det havde sat sine spor, jeg håber dog ikke sporene bliver permanente.
Jeg har andre og bedre ting der bringer minderne frem, om den bedste far/søn tur, man kunne tænke sig.

Tak for turen Jonathan.

JAØ d. 6/5-09

Efterskrift :
1. Jeg købte i Sverige et jagtblad. I Sverige koster dette blad svkr. 55,- i Danmark skal du for samme svenske blad give dkr. 75,-.. (giver det nogen mening, jeg troede en svensk krone kostede kr. 0,70 og ikke omvendt)
Nå, men i bladet var en reklame for en helt ny jagtfilm om bæverjagt.
”Svensk bæverjagt nr. 1”
I denne film gøres der ekstra opmærksom på, hvorfor man ”inte kan skjuta bäver på vattnet”.
Straks hjemme i Danmark bestilte jeg filmen på nettet, og modtog indenfor 4 dage filmen.
Nu har jeg set den.
Og.
Der er flere bævere der bliver skudt på vand, i sø og i å.
Ingen af disse synker til bunds, alle ligger (om de er døde eller halvdøde) de længe i vandoverfladen, og lader sig lette hale på land.
Ovenikøbet ligger de så længe, at en kano kan sættes i vandet, så der i ro og mag kan padles helt hen til det døde dyr.
Så – filmen der skulle advare om skud på bæver i vand, ja – det vil jeg godt sætte et spørgsmålstegn ved.
I filmen leveres kun ét eneste skud forbi bæver.
Ved dette skud kommer et ligeså stort plask, som der gjorde ved mine 2 forbiskud i Sverige.
Ved de bævere der bliver truffet, er plasket langt mindre, og som sagt, så er der ingen tvivl – hvis man skal tro på filmen, om bæveren er ramt eller ej.
Jeg fik efter filmen meget mere ro i min sjæl.
Begge mine skud efterlod ingen hår, ingen blod i vandet.
Der var ingen halvdøde/døde bævere i det rolige åløb efter mine skud.
Jeg var ved anskudsteddet indenfor få sekunder, skudafstanden var begge gange mindre end 15 meter.
Min personlige konklussion må være.
Skyd kun bæveren på land, få cm. overskud/underskud stopper kuglen – og er man uheldig, så kan det give en grim anskydning – da kuglen uden tvivl, hvis den kommer så langt, har ændret retning på sin vej mod målet.
En bævers hjerte er altså ikke større end et dueæg..
2. Bæveren er nu afleveret hos konservatoren, og om 3 måneder pynter ”Den store rotte” hjemme i vores stue.
Jeg er spændt, på hvordan den vil tage sig ud – i mange generationer frem.
Mange rynker på næsen - ikke over - at dyret måske ikke er det kønneste, mere over den pris jeg vil betale for at få den udstoppet.
Jeg har regnet lidt på det.
Hvis jeg havde røget cigaretter (blot for at tage et eksempel) siden jeg var 15 år.
Lad os sige, at jeg havde været moderat ryger, og at jeg derfor havde nøjedes med en halv pakke smøger om dagen.
15,- (en halv pakke smøger) x 30 år x 365 dager = kr. 164.250,- (en hel pakke? gang med 2)
Hvor mange ville rynke på næsen over den udgift?
I dag rynker mange på næsen over røgen, meeen, hvor mange siger? – sikke mange bævere du kunne have fået udstoppet for de penge..
3. Husk høreværn. Alle svenske jægere bar høreværn i den svenske bæverfilm.
Høreværnet blev lige vippet de sidste to cm. inden skuddet blev afgivet.. for eftertiden vil jeg gøre det samme.