BUKKEJAGT SVERIGE DEL 1.

Intro..

Dagen før .. tanker før afrejse

Dagen før vi skal afsted på bukkejagt i Sverige, det føles som den længste dag i året.
Ulidelighed, rastløshed en følelse af feber i kroppen..i dag må tiden godt gå hurtigt, fra og med i morgen må tiden godt stå stille... eller fra på fredag, om 3 dage, når premieredagen er kommet, så må tiden, måske ikke ligefrem gå i stå, men så snegle sig afsted.

Og underligt nok, så kan jeg alt for godt huske, hvordan tiden har sneglet sig afsted, lige efter jeg har skudt buk, og jeg ved, der er mere end 2 timer til jeg bliver hentet af de andre.
Eller der er lang tid til, bilen kan startes og jeg kan hente de andre.. vi skiftes lidt til at have bilen, alt efter hvor vi jager på vores jagt.

Jeg vil forsøge at nyde hvert et øjeblik som positive øjeblikke.
Så husker jeg igen øjeblikke, efter jeg har skudt til en buk, og efter de anbefalede 10 minutter efter skuddet endelig kan gå frem og finde bukken.. og så bukken ikke kan findes.
En schweisshund skal på, den ventetid er svær at tænke positivt, der er himlen og tankerne kul sorte.

Men lad mig drømme.
Drømme om den perfekte buk.
Bukken der kommer frem uvidende om, at jeg sidder med riflen klar.
Jeg vil drømme om, at jeg har ro i mit sind, til at lave et godt skud, og kan se kuglen træffer, ser bukken falde.. så kan jeg slappe af.. så kan jeg rigtig nyde øjeblikket.

Tiden inden buk kommer til skud.
Den dejlige ventetid.
Hvor forventningerne og drømmene er på sit højeste.
Hvor ingen skuffelse har sat sig ind, hvor alt kan ske.
Det er den bedste tid.

Jeg har drømt så længe.
Ca. 358 dage.
Underligt nok syntes jeg, det er blevet værre som årene er gået.
Rastløsheden har taget til.
Udlængslen flår i min krop.

Jeg ser det som noget positivt, konstaterer dog, at det nok er det biologiske ur, der har registreret, at den bedste halvdel af livet har passeret revy, og det der er tilbage, det klamrer jeg mig til.
På et tidspunkt, vil jeg klamre med det yderste af neglene.
Jeg ved at et minut levet, kan være livets sidste.

Døden favner mig, eller forsøger at favne mig.
Lige nu har livet overtaget, men det bliver ikke ved, det kan jeg mærke.

Jeg ved det er sort at sige, men jeg sagde det til Annette.
Skulle jeg finde fred i en svensk skov, så ville det for mig, ikke være det værste sted at sove ind.
Ja, kunne vi som menneske vælge tid og sted, og bare sove stille ind.
Kunne vi som menneske vælge et liv uden demens, kræft og hvad livet ellers kan byde på.

Tid til tanker som jæger, får jeg foræret i den kommende uge.
Når jeg sidder derude, helt for mig selv.
Så er tanken om liv og død et af mine vigtigste emner.
Det giver en fred at forlige sig, både med at leve, men også med at skulle dø.

JAØ 13/8-24

Jeg fik næsten ret...  (HUSK AT SE VIDEOKLIPPET OVENFOR)

Inden vi kørte til Sverige i år, havde jeg lavet en lille seddel, hvor jeg gættede på, hvilken plads vi fire jægere ville vælge at sætte os på den første morgen i Sverige.
Et skud i tågen vil mange nok mene.

På min liste over gode steder at sidde på vores jagtområde har jeg prioriteret/sandsynligheds beregnet ikke færre end 17 pladser.
Disse 17 pladser er fået point fra 5 – 10, så ingen af pladserne anså jeg for umulige at skyde buk på, der var dog en enkelt, som jeg, hvis jeg havde vidst at den var blevet nyslået til i år, havde givet lidt flere point end de 8, jeg trods alt har givet den.

Autostolstårnet er der ikke blevet skudt buk fra i 5 år, men med sit fine antal bukke indtil da på 9 (på 23 år) så var det ikke et dårligt sted at sidde..
Hvis ikke der sidste år var blevet lavet ny skovrydning op til pladsen med Autostolstårnet (stolen og tårnet forsvandt for flere år siden, men navnet er bevaret) så havde jeg kun givet pladsen 5 point.. maks.

Da vi kom til Sverige, og vi så den lille mark ved Autostolstårnet, stod vi alle undtagen Jørgen, der var ny jæger på holdet, med åben mund og polypper.
Der har i mange år stået højt strid græs med småtræer iblandt, umuligt at skyde buk på marken i hvert tilfælde i de sidste 4-5 år.
Nu fremstod stykket grønt og frodigt, forklaringen gav udlejerens svoger, der gik og restaurerede mit drømmehus (det har været mit drømmehus i 23 år nu).
Han havde klippet stykket, og der gik dagligt en rigtig fin buk på stykket, også selvom svogeren gik og larmede med hammer og sav...

Havde jeg vidst at stykket ville se sådan ud, så havde jeg i stedet for 3 ud af 4 rigtige gæt, måske ramt 4 ud af 4...

Det er jo sådan, at når vi har været rundt og stillet stiger op, rettet tårne til, de 4 høje tunge tårne vi lavede med tag sidste år, var alle væltet, og havde taget lidt skade..
Når vi har været rundt om morgenen, formiddagen d. 15/8-24 følger vi en fast tradition, jeg tager et spil kort, finder 1 – 4 (i hjerter hvis jeg er i godt humør, eller i spar, hvis jeg er lidt sort i sindet ha ha)

Det gjorde jeg også d. 15/8 i år.
Jørgen, den nye jæger trak nr. 1 (hjerter es)
Jens-Jørgen trak nr. 2
Jens-Arne trak nr. 3
og Jørn trak nummer 4..

Det er en pokkers masse Jér der er i vores navne, 6 x J til 4 navne, især de to Jørn/Jørgener svarede tit på et spørgsmål stillet til den anden.

På min hemmelige seddel havde jeg skrevet følgende :

Som plads den første morgen vælger :
Jørgen .. Panoramastykket .. forkert gættet
(rent faktisk ville Jørgen have valgt dette, hvis ikke han havde set Autostolstårnet havde fået klippet græsset..sjovt..at jeg kunne forudse hvad en ny jæger ville vælge)
Jens-Jørgen .. Rønningen .. rigtig gættet
(et af mine egne 4 favoritter, ligger faktisk som 1 ud af de bare 3 pladser jeg har givet hele 10 point)
JAØ .. Bæverly Hills rydningen .. rigtig gættet
ja ja, jeg burde vel kunne gætte, hvilken plads jeg selv ville vælge, men som sagt, så havde jeg prioriteret 4 ud af de 17 pladser, som den plads jeg ville have sat mig på den første morgen.
Havde Jens-Jørgen ikke taget Rønningen, så havde jeg nok valgt den.
På Rønningen så vi ikke færre end 4 gode bukke, da vi kørte rundt d. 14/8.. og hvorfor valgte jeg så ikke en af de to andre, Hvepsestigen eller Skovrydningen, som også lå på min top 4?
Jeg kunne rent faktisk ikke huske, hvad jeg havde skrevet på min ”gætte liste”, den var tapet til nogle dage tidligere..
Jørn Boje .. Damengen .. rigtig gættet

Hvis der er en jæger på Sveriges holdet jeg kender, så er det Jørn.
Jørn er meget konservativ, selvom han ikke er den hurtigste til at beslutte, hvor han vil sidde, ofte (læs hver gang) har jeg i hovedet taget beslutningen for ham, og 9 ud af 10 gange, er det også den beslutning Jørn ender med at tage.
Og jo, jeg manipulerer ofte med Jørn, ligesom jeg prøver at gøre med de fleste jeg kender, så Jørn tager det ”rette” valg ha ha.

Man kan sige, at det kun var på Damengen af stykker valgt til premieren, vi ikke så buk har set buk på, så at Jørn alligevel valgte at sætte sig der, ja..jeg forstår ham godt, med 22 bukke på 22 år, så ligger marken som nummer 2, kun overgået af Panoramastykket med 28 bukke.. Rønningen kommer lige efter med 21 bukke.. 3 områder der ALTID bliver valgt til premieren hvert år.
Og i år så alligevel ikke...Jørgen valgte Autostolstårnet med sine bare 9 bukke på 22 år, hvoraf jeg har nedlagt de 5..og derfor gættede jeg kun rigtigt på 3 ud af 4.

På min topliste over stykker jeg prioriterer ligger Panoramastykket kun som nr. 5/8 ligesom Damengen ligger som 5/8, altså i anden valg runde for mig, men havde vi set en stor buk på et af de to pladser, så kunne jeg have valgt en af de to i stedet for Bæverly Hills.

På Bæverly Hills så jeg i 2023 en stor 6 ender blive jagtet på porten af en dårligt opsat buk.
Jeg ville ikke skyde 6 enderen, jeg havde på det tidspunkt skudt 2 bukke, og min tredje buk skulle have noget mere alder.
Jeg tænkte faktisk at den dårligt opsatte buk, sagtens kunne være en gammel retur buk, kraftig hals, og meget aggressiv/dominerende.. men nej, jeg gik udover alder også efter et større trofæ.
Det endte med at jeg i 2023 skød en god buk, gammel, næsten morder, men en mindre buk end 6 enderen jeg lod gå, på Bæverly Hills.

I mine drømme igennem det sidste års tid, har jeg set den gode 6 ender udvikle sig til stor medaljebuk i år.
Det var dog ikke den buk, vi så på vores tur rundt.
Derimod lå der en rigtig god gaffelbuk midt på stykket, den rejste sig, mens vi stod med kikkerter og studerede den store skovrydning.
Et meget meget kraftigt dyr, kraftig hals og med meget selvsikker attitude.

Jeg opponerede for, at den lovende et års gaffelbuk skulle fredes i år.
Jens-Jørgen proklamerede, at den da så fin ud, og at han godt kunne finde på at skyde den, hvis han fik chancen.
Og ja, vi kan ikke frede nogen buk, det er op til den enkelte jæger på vores hold.
Vi siger altid tillykke, når en af os skyder buk.
Vi har godt med råvildt, og da vi har maks antal bukke til afskydning, så bremser afskydningen sig selv, de unge bukke der falder for skud, bliver ikke ældre, men det gør så, at en ældre buk måske bliver endnu ældre.. vi holder et godt alders gennemsnit, og det har ligget stabilt i de 23 år vi har haft jagten.

Jeg håbede som sagt, at denne buk ikke var pladsbukken, og min ønske/drømmebuk ville vise sig.

Jørn havde trods alt skudt en helt tredje buk (end de to jeg så sidste år) på stykket i 2023, det års største buk, en stor bronzemedaljebuk, tæt på sølv...Jørn gik efter den 6 ender jeg lod gå.
Jeg var af vanvare kommet til at vise mine kammerater videooptagelse af den fine 6 ender, da jeg kom hjem fra jagten..jeg er ikke god til at holde på hemmeligheder, når jeg ser en god buk, så fortæller jeg det som regel, og så´n er det.
Så det er sket et par gange, at jeg har sagt ”Den lader jeg gå” for derefter et par dage senere at konstatere at den faldt alligevel, men ikke for min kugle.. og det er næsten helt okay med mig, også kun næsten, jeg siger altid tillykke, man kan jo godt krumme tæerne imens man siger tillykke ha ha ..

Som sagt, så valgte jeg den første morgen mit drømmeterræn, den meget store skovrydning i Bæverly Hills.

Premieremorgenen 16/5-24 først på dagen..

Jeg havde sat de 3 andre af på deres valgte pladser.
Jørgen først af på Damengen, derefter Jørgen ved Autostolen, Jens-Jørgen på Rønningen hvorefter jeg satte bilen i den store svenske skov, og gik de sidste 75 meter mod skovvejen ned til Bæverly Hills.
Der er mørkt her midt om natten, kl. 04.15..
Jeg kørte da også nogle meter for langt, og måtte vende i en gårdsplads midt i skoven, før jeg fik kørt af den rigtige vej.. og havnede dybt i skoven, hvor jeg steg ud af bilen, omgivet af absolut stilhed og næsten uigennemsigtig mørke.

Jeg gik fra bilen, langs grusvejen her på toppen i skoven, der er belagt med granit der støjer uanset hvor meget man lister på tæer.
Heldigvis skulle jeg gå af en opkørt skovvej ned til skovrydningen, blød mos og mudder.
Og jeg fandt da også, den vej jeg var sikker på, var den rigtige.
256 meter ca..
Det var ned af bakke hele vejen, jeg gik forsigtigt, jeg havde vænnet mig til mørket, så det gik fint.
Snubler man, så må man bare lade sig falde stille frem, det hjælper ikke at forsøge at blive stående, så kan man slå sig gevaldigt.
Det skete flere gange for mig i år.
Når man ikke kan se, det man træder på, så kan det være et stort mudderhul foden havner i, det kan også være en skæv klippeblok eller grene.. jeg lader mig bare stille falde, passer på min riffel, og så kan jeg som regel rejse mig uden knubs igen.

I bunden af vejen skar jeg de sidste meter over, og gik på tværs i skoven, jeg skulle sidde på kanten af slugten, som skovrydningen reelt er, en meget bred åben flad slugt.
Jeg fik listet mig på plads uden at blive skældt ud.
Jeg forsøgte med min kikkert at afsøge terrænet, der var for mørkt til reelt at kunne se noget endnu.

Jagtstolen på plads, siddehynder på stolen, skydestok slået ud i ret længde.
Jeg bruger stadig min Primos trigger stok, 3. generation, fordi jeg syntes den virker.. har også Viper flexen med, men den har jeg endnu ikke taget i brug, så den ligger ved huset som reserve.

Jeg købte i går en ny Thermacell myggeskræmmer, jeg tabte min grønne udgave under bukkejagten i Danmark, heldigvis havde den lokale jagtforretning i Sverige Thermacell i orange på lager, men al myggespray var udsolgt, de har aldrig haft så mange myg som i år.

Så inden jeg satte mig til rette, tændte jeg også for min Thermacell.

Underligt nok (eller der er nok en forklaring) så er Thermacell blevet forbudt at sælge i Danmark.
Det er til dels pga af et virksomt stof kaldet D-allethrin.
Men siden 2022 er stoffet ikke brugt i Thermacellen, iflg norske oplysninger.
I Danmark går det åbenbart ikke så stærkt, vi er jo også duksen i EU, når det kommer til forbud, ikke kun indenfor myggemidler.
Hvad der kan forbydes, bliver der lavet forbud imod.
Og når først forbuddet er givet, så er det en meget langsommelig affære, at gøre tilladt igen.

Jeg har åbenbart blodtypen O, for myggene elsker mig.
Det jeg ikke har oplevet blandt mennesker, det oplever jeg så rigeligt blandt en sværm af myg.

Riflen på plads i skydestokken.
Høreværnet klar lige over ørerne.
Og så vente på lyset dukker op, bare en smule, så jeg kan orientere mig.

Jeg afsøger terrænet igen.
Ingen tegn på vildt.
Venter lidt endnu, det er for mørkt at skyde.
Jeg skulle jo også gerne kunne se bukken, jeg lokker frem, hvis jeg kan lokke en buk frem.

For lokke, det vil jeg... medmindre bukken træder frem af sig selv, det kan ske, og vil måske ske.
Men jeg nyder at være aktiv, det giver lidt mere til jagten syntes jeg.

Efter en times tid, ca 05.50 så er der kommet lys nok på, så jeg kan begynde at lokke.
Jeg finder min Nordic Roe frem, sender 5-6 piv afsted.
Og straks springer en buk ud af skovkanten, modsat hvor jeg sidder.
Han løber ud midt i rydningen og kigger rundt.

Jeg ser straks det er ham gaffelbukken fra dagen før.
Øv, hvorfor lige dig?, tænker jeg.
Dig har jeg jo fredet.

Jeg lokker ikke mere, lader bukken falde til ro, og tænker over, hvad jeg nu skal gøre.
Lokker jeg mere, kommer han måske lige i smasken på mig.
Og så laver han ballade, når han opdager hvad jeg er, løbet kan være kørt for denne morgen.

Jeg finder mit videokamera frem, optager bukken, der har travlt med at spise sin morgenmad, nu han alligevel er kommet til bordet, måske lidt tidligere end planlagt, men guffes skal der.

Uha han er fin.
Jeg tager min kikkert op, nærstuderer ham.
Fin kraftig opsats, regelmæssig gaffelbuk, lige over ørerne.
Gode rosenkranse, men hvad er der galt med hans venstre øre.
Han virer også lidt med hovedet.
Han forekommer mig pludselig at være bekendt.
Totter af hår står ud af venstre øre (gehør), en stor flænge i selve gehøret.
Det er jo min ven fra sidste år, der sidste år knap var gaffel, men næsten ligeså høj som i år.
Rosenkransene var blevet væsentlig bedre.
Men jeg kan nu med sikkerhed sige, at det ikke var den lovende etårs buk, jeg havde vurderet ham til at være, da han sprang fra stykket i går.
Og som 2-3 års buk (eller 4 års) så burde han nu have sat op som 6 ender.
Han kan godt blive en rigtig god og stor gaffelbuk.
Men men, han kunne også med sin dominans, holde andre gode bukke væk, fra dette fantastiske sted.
Og om et år eller to, så kan vi ikke skyde her mere på grund af den eksplosive vegetation.

Pyha tankerne drønede rundt i hovedet på mig.
Jeg filmede bukken lidt mere.
Jeg tog riflen op til ham.
Jeg lokkede nogle gange, og nu var han fuldstændig ligeglad med mit lokken.
Sidste år røg han på mine toner, hver gang jeg peb, så han er blevet mere forsigtig trods alt.
Jeg lokkede lidt mere, håbede en ny og større buk ville dukke op.
Gaffelbukken lod sig ikke mærke eller skræmme.
Han gik roligt mod højre, havde efterhånden gået ude foran mig i ca 30 minutter.

Jeg flyttede min skydestok lidt, så jeg kunne skyde mod højre.
”Hvis du går hen til den trærod der, så skyder jeg.. måske”
Og ja, selvfølgelig gik han hen og stillede sig lige nøjagtig der, hvor jeg ville skyde ham.
Jeg vil ikke, sagde jeg til mig selv, lad ham nu gå for hunden da.

Jeg vendte blikket mod venstre, prøvede at bide min skydelyst i mig.
Skammede mig, over at jeg lod mig friste.
Trak vejret dybt.
Vig fra mig..
Skidt .. så lad gå da .. jeg løftede riflen til min kind, fangede bukken i min riffels kikkert.
Krydset det hvor jeg ville sætte skuddet.
Afsikrede og klemte forsigtigt skuddet af.
Ingen bukkefeber overhovedet.

Bukken gav et hop, og gik ned men valgte alligevel at rejse sig igen og tage en lille spurt på 25 -30 meter, hvorefter han faldt for sidste gang i sit liv.
Jeg vidste skuddet sad som det skulle, så uden panik fulgte jeg roligt bukken, til den væltede omkuld og spjættede lidt med benene, mens livet forlod hans krop, så tæt på at overleve, og så hurtig en død.
Og så kom der alligevel lidt småfeber til min krop, heldigvis..

Der var lunt i vejret, men kroppen frøs og rystede..
Jeg samlede mine tanker, funderede over min handling.
Umuligt at fortryde, så dårlig samvittighed kan ikke bruges til noget.
Men fundere og resonere.. var det okay?
Jagtligt set.. ja formentligt
Trofæmæssigt set .. nej for hunden da.

Jørn havde snakket så meget om at han ville drive selektiv bukkejagt i år. (jeg vidste det var gas)
Hvad er selektiv jagt overhovedet?
”Man afskyder specielt udvalgte dyr”
Og kan vi gøre det på 5 dages jagt i Sverige?
Uden at have besøgt terrænet flere gange inden jagtstart, hvordan kan man så pege en enkel buk ud?

Vi kører et par ture inden jagten, ser måske en buk eller to.
Hvis bukkene ser lovende ud, så går vi selvfølgelig efter dem.
Men dukker der en anden buk op, så kan det være den bliver skudt i stedet, er det selektiv jagt?
Ja, der findes professionelt lavet jagtfilm, hvor der pludselig står en guldbuk, som jægeren eller udlejeren ikke kender til, hvis den bliver skudt, så er det jo heller ikke selektiv jagt..og på disse film, er der oftest filmet og studeret den helt rigtige buk, som jægeren skal skyde, men det slår fejl af og til.

Det samme gør det denne morgen for mig.
Den buk jeg prøvede at frede, den overtalte jeg mig selv til at skyde.
Og det var en rigtig god oplevelse.
Turen til terrænet.
Bukken kom på lokkekald.
Bukken stod perfekt.
Jeg skød ikke straks, så skuddet var velovervejet, meget velovervejet.

Nu skulle jeg bare finde bukken, og klokken var ikke halv syv endnu..

Jeg vidste bukken var død.
Men alligevel gik jeg frem med riflen ladt, gode vaner skal man holde fast i.
Min rygsækstol lod jeg stå der på toppen, der er vel ca 3-4 meter i niveauforskel.

Så let som ingenting at finde bukken, jeg så jo hvor den faldt?

Men at se ned på en kuperet skovbund, dybe huller, højt græs, trærødder m.m.
Den ligger der jo, det ved jeg.
Men at finde den, det viste sig at være en udfordring.
Videokameraet var tændt i ca 3 minutter, så slukkede jeg, for det kunne godt komme til at tage lidt tid.
Jeg gik i krydssøg.
Var jeg kommet for langt fra træroden, hvor bukken stod, da jeg skød.
Jeg kiggede op imod min jagttaske, hvordan var vinklen i for hold til det store træ?

Jeg var nok kommet for langt væk.
Jeg bevægede mig mod træroden, og der lå han, stendød som forventet.
Skuddet sad lidt længere bag ved skulderbladet, end jeg havde beregnet.
Kuglen var gået skråt bagud i dyret og havde taget leveren, det var tydeligt at se på blodets farve på udgangssiden.
Jeg håbede ikke, den havde taget noget af maven.
Indgangshullet var ikke langt fra, hvor jeg sigtede, måske han havde taget et kvart skridt i skudøjeblikket, der skal så lidt til.
Skudafstand.. ca . 62 meter, maks.

Bukken, var ligesom jeg havde vurderet ham.
Kraftig hals.
Kort kraftig krop.
Rigtig gode rosenkranse.
Opsatsen mørk og fin, lyreformet.
Men ja.. kunne han være blevet en medaljebuk med et år eller to mere på bagen?
Det kunne han måske.
Det var for sent nu.
Nu lå han der.
Min svenske buk nr. 48, ikke fordi jeg tæller, men fordi jeg ved det.
Og et eller andet skal man jo gå op i, og jeg elsker tal.
Og jeg elsker bukkejagt.
Især bukkejagten i Sverige.
Jagten gør den mig ligeså rundtosset i dag, som for 24 år siden.

Nu stod det tunge arbejde foran mig.
At brække en buk er ingen sag.
Leveren kunne jeg ikke bruge desværre.
Hjertet var helt og fint, så det røg i en pose.

Bukken var jeg nødt til at trække, jeg foretrækker faktisk at bære bukken over skulderen, at vise bukken den sidste værdighed.
Det ujævne terræn var svært nok at forcere med egen vægt og riffel på skulderen.
Dyret var tungt, skulle vise sig at blive den tungeste buk, af de 6 bukke vi skød på ugen.
20,5 kilo brækket vægt, og skind så tykt som garvet læder, jeg har sjældent oplevet så tykt et skind.

Jeg fik pakket mit grej sammen, stoppet så meget tøj som muligt i min rygsækstol, jeg vidste jeg ville få varmen.
Og så var det op af bakke.
Overvejede kort at gå to gange.
Men jeg blev stædig, nej sørme nej, det kan jeg godt klare.
Med et par pauser undervejs, kom jeg svedig op til vejen.
Jeg lod bukken ligge for en stund, mens jeg hentede bilen.

Da jeg øjeblikket efter satte bilen ved siden af bukken, var fluerne allerede gået til angreb.
Jeg fik et vildtnet fundet frem.
Bukken pakket ind så den nu var beskyttet mod spyfluernes spytten.

I kurven med bukken.
Ind i bilen i sikkerhed.
Med forkert blodtype, og sved på kroppen, så blev jeg nu smaskelsket af al flyvende kryb fra skoven.
I bilen kunne jeg endelig åbne jagtturens første jagt cola, Coca Cola, ikke særlig kold, men yderst velfortjent.
Bare piftet når Colaen åbnes er en lise..

Mit skud havde jeg afgivet ca. kl. 06.20.
Jørgen havde skudt godt et kvarter før mig.
For første gang i flere år faldt der en buk ved Autostolen (2019 var sidste gang)
Jørgens første svenske buk, en fin lille seksender, stor for Jørgen, vi andre har set mange svenske bukke, så heller ikke her, et stort trofæ, men oplevelsen kan ikke sidestilles med trofæhøjde..
Jørgen siger, at han aldrig får feber, når han skyder en buk.
Men når han kommer frem til bukken, så smider han en knyttet næve i vejret og siger ”YES”
Og han var da også tydeligt stolt, da jeg hentede ham som den første her til morgen.

Huset ved Autostolen har været mit svenske drømmehus i alle de år, jeg er kommet på terrænet.
Det tilhører udlejerens søster, og det har været udlejet til mange forskellige igennem de år vi er kommet på jagt i Sverige.
Jeg har altid sagt til vores udlejer, at skulle det komme til salg, så er jeg interesseret.
Ligesom jeg drømmer om at skyde en guldbuk på et tidspunkt, ja så drømmer jeg også om at købe dette hus engang.
Jeg har det fint med, at ikke alle drømme går i opfyldelse.

Det ville for mig ødelægge meget, hvis der ikke var drømme tilbage i livet.
Jeg lever for at drømme, meeen skulle jeg blive tilbudt det lille flotte hus, som lige nu bliver renoveret fra ende til anden, så må jeg kigge på bankbogen, og se om der er penge nok.
Nåh ja, allerførst skal jeg nok tage Annette med på råd, uden grønt lys fra den kant, betyder penge intet.

En guldbuk vil jeg aldrig betale for, for at netop den drøm skal gå i opfyldelse, den buk kommer, hvis den kommer.
Et hus er noget andet.
Udlejerens svoger har en datter, der skal bo i huset de næste år, jeg ved ikke hvor mange, men imens hun studerer.
Om 5 – 6 år, så kan det være, at jeg er klar til at tage på længere ophold end en uge af gangen.
Sidde der på terrassen og skrive, om jagt, om livet.

Hvorfra kan en historie skrives bedre?

End fra midt i hjertet.

JAØ 27/8-29