Solsorten – den smukke sanger, men også skovens politimand

Jeg var først på pinden, måske det var derfor, solsorten landede blot 4 meter fra mig, i øjenhøjde med mig, jægeren, jeg i toppen af min jagtstige, solsorten på det yderste af en bæredygtig gren.

Det at en solsort lander så tæt på, er i sig selv ikke et særsyn, men at den straks brød ud i den smukkeste sang, sker ikke så tit.

Med sin blanke sorte krop og sit gule næb, sang han..noget så smukt, jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde tonerne, han kom hele repertoiret igennem, det var ligesom om, han skulle overgå alle de andre fugles sang.
Her blev ikke taget hensyn eller gjort forsøg på at synge i duet, nej han sang i vildeste sky, det bedste han havde lært.
Og han havde lært det godt..jeg nød ligesom ham.. livet..

Der var mindre end en time til solen ville stå op, men morgenen var allerede lys og frisk.

Både solsorten og jeg var stadig fødte optimister.

Frisk var jeg bestemt også på denne premieremorgen på årets bukkejagt, og jeg var mindst ligeså sikker på, at jeg ville skyde buk, spørgsmålet var blot, hvor stor han er, ham der er her.

Min lille skovrydning er oversået af fejninger, friske som gamle, den første havde jeg set d. 9. april, og siden var der kommet meget skrab og mange flere fejninger til..så bukken, han burde også komme denne morgen...jeg var helt klar.

Jeg sad i stilhed, godt camoufleret fra top til tå, ja selv ansigtet havde jeg dækket med et net, men alligevel må solsorten have registreret en lille bevægelse, måske havde jeg løftet det ene øjenbryn.

Det sker så tit, det ene øjeblik sidder solsorten og synger ubekymret, lykkelig og fri..men det er som om, han bare har ventet på dette øjeblik, fået lejligheden til at skifte tone.

I et kort øjeblik ligger han hovedet på skrå, afbryder sin smukke serenade...nu har han vist tøserne at sangstemmen ikke fejler noget, nu skal han dælme vise, han også er en glimrende sladderhank.

Og med et, bevæger han vingerne i små spjæt, mens han skælder ud.
Jo, tonen havde på et øjeblik fået en helt anden lyd.

I starten sidder han på stedet og skælder mig huden fuld, han aner sikkert ikke, hvad eller hvem jeg er, men jeg er ikke normal, og det er nok..

De andre fugle synger stadig, de er ligeglade med solsorten, ignorerer ham..

Måske fordi han råber ulven kommer, ligeså snart han ser noget ”unormalt”.
En kat, en ræv, en grævling ja selv de ufarlige rådyr får skældud, når de viser sig.
Og netop derfor, reagerer ingen dyr..jo rådyret løfter måske kortvarigt det ene gehør, men at høre solsorten råbe ”ulven kommer” sker 100 gange om dagen, og når så ulven endelig kommer, f.eks. i form af jægeren i trækronen, ja..så har den sorte betjents råben giv agt ingen effekt overhovedet..

Og at jægeren i træet ikke så buk som morgenen skred frem, selvom solen tittede ud bag skyerne på en ellers råkold og blæsende morgen, kan næppe tilskrives afsløringen fra solsortens side.

Hænderne frøs til is, trods tætte handsker.
Utålmodigheden bredte sig i kroppen sammen med kulden.
Først en ræv og senere en støjende grævling fik pulsen i vejret, og fik jægeren til at glemme kulden et øjeblik.

Efter to timer i stigen havde jeg fået nok, jeg kravlede ned, ville pyrsche ned i slugten, hvor jeg ikke fra stigen kunne se, hvad skete.

Der var der læ, og der var solen lidt mere på.

Jeg kiggede med kikkerten blandt den gyldne gyvel og den grønne pil, ingen dyr i sigte.

Jeg gik op på toppen, gik i et sprøjtespor i kornet langs slugtens kant.
Stadig ikke nogen dyr i sigte.
Da jeg nåede enden af slugten, trådte jeg frem for at se helt til bunden af slugten, og pludselig ud af øjenkrogen til venstre, så jeg det hvide spejl på et stykke råvildt.

Ørerne lige i vejret, og derimellem en fin opsats.

Bukken så mig et sekund, før jeg så ham..ja måske havde han fulgt mig, straks jeg trådte ned i slugten..
Væk forsvandt han, jeg forsøgte ikke engang at råbe ham an, for han forsvandt uden en lyd, og så er spillet tabt, han vidste modsat solsorten godt, hvilken fisk jeg var..

Jeg skyndte mig tilbage til stigen, måske jeg kunne være heldig at bukken var stoppet i rydningen?
Men optimismen hang i en alt for tynd en tråd, jeg vidste det vel godt.

Jeg så ikke mere til bukken denne morgen.

Flemming, min storebror, sad ikke så langt fra mig i en anden stige, han havde hørt et dyr udtrykke sin mishag, fra vores sogn til det næste..kunne følge dyrets dybe bahr, bahr, bahr..
Måske det var min buk.

Flemming mente at have talt mindst 50 skud denne premieremorgen, jeg kunne godt gå med til 35 måske 40, jeg havde opgivet at tælle til sidst.
Så selvom Flemming og jeg ikke havde held til buk, så var der mange andre jægere, der stolt kunne bære deres bytte hjem.

Jeg vil fra denne morgen huske den sorte solsort og bukkens hvide spejl.
To kontraster der hver afslører jægeren som det forstyrrende element i en ellers stille og helt normal morgen.

JAØ 19/5-15