DEN NÆRGÅENDE ELGKO

”DEN NÆRGÅENDE ELGKO” aka ”MIN SVENSKE BUK NR. 2, 2011”

VEMODET KOM FØRST, da jeg hvilede min pande mod bukkens pande.
De store horn prikkede mig på issen, bukken lugtede skønt af skov og harpiks.
Her helt tæt på kunne jeg se, hvor smukt et dyr jeg havde dræbt, langt smukkere og elegant, end den alt for overvægtige svedige og sikkert også ildelugtende jæger, der for kort tid siden havde sluppet den dødbringende kugle, og sendt dyrets sjæl videre til de evige græsmarker..

Normalt kommer vemodet umiddelbart efter skuddet, og ikke som her, hvor dyret hang brækket på kanten af skydetårnet, for at dryppe af, der var stadig to en halv time til, jeg blev hentet..klokken var nu godt halvsyv om morgenen, det første skud havde lydt for mere end en halv time siden... først nu gennemrystedes kroppen af de velkendte følelser..en blanding af vemod, glæde, magt - ja og afmagt - måske, efterveer af en kraftig bukkefeber, ja, alt dette skyllede nu med fuld kraft igennem min krop, startende i panden der havde nærkontakt, og videre igennem kroppen ned til mine støvler.. Stoltheden manglede.. forklaringen får du her..for når du ser billedet, kan du se, at jeg har skudt en buk alle jægere drømmer om at skyde, perfekt bytte, perfekt trofæ..

JEG SKULLE LIGE komme mig over de første tre dage af årets svenske bukkejagt, og det var ikke let.
I går aftes var det dag 3 ud af vores fem dage.
Jeg havde valgt at sætte mig i ”HVEPSESTIGEN”, et tårn vi igennem de sidste 9 år har skudt 3 gode bukke fra, det er derfor langt fra en post, der er sikker at skyde buk fra, hver gang man sætter sig, men da det er nogle år ”siden sidst”, valgte jeg at give stigen et forsøg.
Torben og Poul var, med hver deres to bukke, ”sat ud af spillet”, derfor var det kun Jørn og mig der skulle vælge plads, derefter måtte Poul og Torben se, om de kunne hitte en ræv et eller andet sted..

Jørn var mere frustreret end jeg, Jørn havde ligesom jeg skudt forbi/strejfet en buk, jeg havde dog også fået ram på en buk, så jeg havde forholdsvis ro i sjælen, vi var jo kun godt halvvejs..der var masser af tid til at få ram på buk nummer to, men meget kort tid at få ram på den første..sådan føles det i hvert tilfælde.

Da jeg kom til stigen fortrød jeg egentlig blot for sjette gang i træk, at skulle bruge flere timer på den flade, vente på at bukken skulle komme ud og stille sig an til skud..
Jeg valgte at gå på oplevelse..hvorfor ikke? hvor tit har man som jæger mulighed for at bevæge sig rundt i så mageløst et landskab og så store skove som dem i Sverige, og så endda med LICENCE TO KILL?.
Vejret var fantastisk og jeg havde hele fem timer til rådighed, nej pokker stå i det, nu ville jeg se noget natur..

Jeg gik fra tårnet ned til passagen ind i skoven, der var slået nogle striber i det høje græs, og dem fulgte jeg.
Det var tydeligvis slået for skovfolkets skyld, så de kunne se, hvor de skulle transportere træerne ud, når de engang var blevet fældet.
I skoven blev jeg mødt af høje grantræer påmalet røde numre med en stor bred pensel, så ingen kunne være i tvivl om, hvilke træer der skulle fældes, og hvilke der skulle blive stående.

Jeg havde ikke gået langt, herinde i skyggen der var meget sval i forhold til den brændende sol udenfor, førend jeg så en skovmår trippe forvirret rundt.
Den vidste ikke helt om den skulle løbe eller flygte op i et træ...
Jeg bandede lidt over at mit videokamera og kamera lå i rygsækken, som var godt spændt fast på min ryg..
Jeg kunne blot tage min håndkikkert til øjnene, og for første gang i mit liv, betragte den flotte og forbavsende store mår, der havde besluttet, at træet nok var den mest sikre flugtvej.
Så trin for trin klamrede den sig til den store stamme, og hang snart 20 – 30 meter over jorden..
Jeg kunne naturligvis nu have fisket mit videokamera frem.. men tænkte mest på at finde mig en buk..

Jeg havde planlagt, at jeg ville finde et gammelt elgtårn, som lå væltet på toppen i udkanten af den store skov, strategisk godt placeret over en flere år gammel skovrydning.
Vi har under bæverjagterne studeret terrænet, og i april/maj havde Torben og jeg også set gode fejninger i dette område.
Den tætte birk havde desværre nået en højde, der gjorde jagten meget vanskelig.
Bukkene ville man kun kunne komme til i overgangen mellem birk og gran, og fra toppen her kunne man overskue et stort område, så måske en buk ville lade sig lokke frem til skud.

Jeg satte mig på en stor klippe, fik moslet skydestokken fast i et par revner, så jeg vidste jeg havde godt anlæg, hvis en buk skulle vise sig.
Hjemme havde jeg set flere film, hvor der med stor succes blev lokket bukke til skud.
Jeg havde det mest roste af alle bukkekald hængende om halsen, og gav mig til at sende lokkelyde ud i den ellers meget stille skov.
Solen bevægede sig rundt på himlen, i starten blokerede et par skyer for dens direkte stråler, men efter kort tid, bankede varmen mig lige i fjæset, og sveden drev bag mit camouflage net på hovedet..
Der er to ting der kan drive mig fra en plads, det er risikoen for hedeslag, samt risikoen for at blive ædt op af myg..
År 2011 vil for mig blive husket som det mest myggefattige år, så det var ikke myg der plagede mig..
Måske jeg bare har været god til at smøre mig ind i myggebalsam, for det var en fast rutine, ligesom at tage mit jagttøj på..morgen og aften.

SVEDDRYPPENDE GIK JEG fra klippen ned i de tætte birke.
Der var veksler der gik direkte igennem stykket, der lå meget lavt, og derfor også var meget fugtigt, så jeg skulle se efter, hvor jeg gik, pludselig kunne jeg synke i en bæk..
Jeg kom igennem ovre på den anden side.
Begav mig på ny opad, skulle passe på det fine mos der dækkede klipperne, der var stor chance for, at en fod kunne smutte med fatale skader til følge både for krop og for udstyr..

Jeg fandt en ny top nu i skygge.
Satte mig en stund og kaldte.
På vej herover havde jeg set flere friske skrab i jordbunden samt enkle fejninger, så bukken havde sin gang lige her..
Der skete intet den næste times tid.
Det var tid til at flytte til ny position, jeg vidste skovarbejderne havde været i gang de sidste dage, og en ny rydning er altid interessant, da bukkene ofte vil ud og markere i sådan en ny lysning.
Jeg fandt ikke en ny lysning, derimod kom jeg til enden af en lang slugt, en bred overgang mellem høj åben skov der grænser op til marker, samt meget tæt høj birk..
Dette måtte være stedet, hvor bukke og andet vildt skulle passere på et eller andet tidspunkt.
Det bedste var næsten, at jeg sad i skygge og kunne skyde ca. 150 meter frem, fantastisk lille plet..

Der kom tydelig støj ligefrem fra brølende kreaturer og børn i leg.
Jeg kunne ikke være langt fra, hvor Poul sad efter ræv, i mit hoved dannede jeg billedet af den store skov.. jo det passede godt nok, jeg var ikke langt fra ”SKOVRYDNINGEN” (som vi kalder stedet hvor Poul sad ligenu)
En pludselig bevægelse fangede mit blik, helt ude for enden af stykket.
Riffelen kom op, i tilfælde af at bevægelsen skyldtes en buk.
Niks, det var en elg der stod og afgnavede nogle tynde birkegrene.
Jeg fandt videokameraet frem og filmede løs.
Jeg kunne se det var en elgkalv, eller en kvie.. jeg synes den virkede for stor til at være en kalv..
Pludselig mere bevægelse bag ved kalven.
Et gevir bevægede sig en smule.
Jeg skulle lige finde hoved og hale i det hele.
Jo, en elgtyr lå bag kalven, og virrede tungt med hovedet en gang imellem.
En tyr med cykelstyr, som man kalder en to takker tyr..og den var naturligvis stadig i bast.
Nu så jeg også en elgko.
Hele familien stod samlet på et sted..
Jeg sigtede lidt på kalven som stod med bredsiden til.
Jo, den ville jeg ikke kunne skyde forbi her med perfekt hold i min trebenede skydestok.
Med et gav kalven et lille hop, jeg ved ikke hvad der forstyrrede den, men den sprang en meter til siden.
Tyren kom straks på benene.
Og hele familien drog op af skråningen for enden..

Jeg blev siddende lidt.
Vejede det ene op mod det andet.
Måske jeg lige skulle smutte tilbage til ”HVEPSESTIGEN” for at se om der var kommet noget ud i lysningen, jeg kunne lige nå at sidde i stigen i en halv times tid, før det var lukketid.
Jeg gik rask turen tilbage, og fik en alt for god varme, de fede må svede..

DA JEG NÆRMEDE mig kanten af det lille ”engstykke” der ligger op til ”HVEPSESTIGEN” var jeg påpasselig med ikke at komme frem for hurtigt, og for støjende..
Jeg tog et skridt ud af skoven, bare et...
To dyr sprang foran mig, den bagerste tydeligvis en meget stor buk, fy fa´n da..
Jeg peb i min buttolo, han stoppede op, og kiggede på mig.
Jeg kunne godt glemme alt om at få riflen på plads, afstanden var under 30 meter, kun hovedet var synligt i det høje græs.
Min puls var eksposiv høj, jeg kiggede ham lige i øjnene, sådan føltes det...
Bukken sænkede efter en stund hovedet, vendte om og gik mod venstre, ned mod tårnet.. (”HVEPSESTIGEN” er faktisk et tårn..)
Jeg fik riflen på plads i min skydestok, håbede på bukken ville blotte sig til et forsvarligt skud.
Der var flere aspekter i min position.
Jeg kunne høre bilerne drøne forbi ude på vejen, ude på den anden side af det smalle skovstykke der ligger bag ”HVEPSESTIGEN”.
Og jeg stod i plan med der, hvor bukken havde stået lige før, så skud ligeud kunne ikke lade sig gøre.
Jeg ventede, og jeg ventede.. bukken var som sunket i jorden.

Jeg gik forsigtigt men hastigt langs skovkanten mod venstre.
Da jeg nåede bækken, der deler det åbne stykke i to, og som når tårnet for enden, gik jeg vinkelret op imod tårnet, stadig ingen rådyr i sigte.
Jeg fik moslet min luksuskrop op i tårnet, ikke uden støj.
Dette tårn er ikke bygget til mennesker over 80 kg, jeg er endda den eneste på holdet under 90 kg. (måske under 100)
Nå, på plads kom jeg, svedig og pustende, 20 minutter til lukketid..

Jeg peb i mit bukkekald, skulede til venstre, peb lidt igen.
Pludselig mere anede end så jeg bevægelse til højre for mig, sådan noget pis.
Jeg drejede hovedet lidt for hurtigt.
En rå stod blot 5-7 meter fra tårnet, gloede direkte på mig, gehørerne vendte stejlt i min retning, min bevægelse gjorde udfaldet, og hun forsvandt i elegante spring over og ind i i skoven overfor.
Dette var også OVER AND OUT for denne aften..
Jeg nærmest forventede bukken ville følge råen trop fra skoven bag mig, men nej, han glimrede ved sit fravær.
Så da klokken nærmede sig 21.30 kravlede jeg ned fra tårnet, for at gå ud til bilen der snart skulle komme og samle mig op..

INGEN KUNNE GÆTTE hvor jeg ville sidde d. 19 om morgenen..
Ahr, ingen var vel i tvivl.
Torben sagde bestemt ”Du skyder bukken i morgen tidlig..” da jeg sad og berettede om aftenens oplevelser.
Jeg drikker ikke kaffe til dagligt, men på sådan en jagttur drikker jeg adskillige kopper, og jeg kan faktisk godt li´ det.
Poul og Torben ville sove længe på denne morgen, jagtens fjerde dag.
Jørn ville forsøge sig længere væk end mig, hvor husker jeg ikke ligenu, men jeg havde i hvert tilfælde chauffør på..

KLOKKEN 04.15 blev jeg sat af i kanten af skovstien ind til engstykket ved ”HVEPSESTIGEN”.
En helt stille morgen, ikke en vind rørte sig, disen hang let henover det høje græs.
Da jeg nåede frem til kanten af stykket, efter langsomt og uden at brække store grene på den mudrede skovsti, afsøgte jeg roligt kanterne, ingen tegn på råvildt..men det var jo stadig meget mørkt, og kombineret med tågen, kunne der let stå et dyr, jeg ikke kunne se..
Musestille skulle jeg nu frem til stigen.
På denne strækning var jeg totalt blotlagt, kender jo stykket ret godt, og er før blevet udskældt.
Jeg nåede helskindet frem, fik mig listet op i stigen, røven i sædet, og satte mig til at vente..

Da det blev lyst nok til, at jeg kunne skyde, hvis der kom buk, sendte jeg et par stille kald afsted.
Der kom lidt støj i skoven bag mig.
Okay, jeg vidste bukken er stor, men så meget støj ville den næppe lave, det kunne kun være elge der gik rundt derinde.
Jep, ud af skoven, ca 35 meter til venstre, trådte en ko med en kalv på slæb pludselig ud i det høje rimvåde græs, hvilket flot syn.
Tågedamp stod ud af mulen på koen, kalven gik og nippede til lidt blade, kalven var helt lysebrun, rigtig fin, næsten som var han lavet om til et kæledyr i stor målestok..
KÆLEDYR.. hvilken tanke..en tanke der snart skulle blive meget aktuel.

Elgkoen trissede langs kanten af skoven, og gik let over den lille bæk, da hun nåede i vinkel med tårnet og jægeren deri stoppede hun op.
De store næsebor arbejdede på fuld tryk, jeg var sikker på hun snart ville sætte lokomotivet på fuld kraft, men i stedet blev hun stående..
Efter en kort stund gik hun mod mig i tårnet, der var heller ikke længere end to elgskridt.
Hun snusede til bunden af tårnet, min skydestok stod heldigvis op ad siden af tårnet, ellers ville hun have puffet til den.
Derefter gik mulen fra trin til trin, og hvert enkelt trin blev snust godt igennem, som en narkohund der ledte efter hash i tolden.
Pludselig nåede hun toppen af tårnet, og det næste mulen mødte, var mine støvler.
For hunden hun var tæt på nu.
Jeg sad stille som en saltstøtte, turde næsten ikke trække vejret.
Det var dog svært, for hjertet hamrede højlydt i mit bryst.
Hun tog et halvt skridt frem, og gav antræk til at ville løfte forkroppen for at snuse videre op i tårnet.
Jeg kunne se det for mig.
Straks min fært uværgeligt ramte hendes hjerne, ville hun stejle bagover, måske svinge klovene fremad i forsvar..
Måske ville dyrets nakke ramme en tværbjælke og trække mig bagover når tårnet væltede..
Nok var nok.
Jeg vippede med skuldrene, og afslørede derved min eksistens... ja måske reddede jeg mit liv, hvem ved, ha, ha..
Elgkoen sprang forskrækket bort, løb ud midt på stykket, standsede op og gloede ind imod mig.
Kalven registrede moderens forskrækkelse, og gjorde hende snart selskab.
Den kunne dog ikke passere bækken uden at tage den ekstermistiske bro over, løse brædder der larmede lidt for meget under passagen, sammen stod de og kiggede imod mig.. dvs kalven anede nok ikke hvad, hvor og hvorfor, den stolede blot på sin mor.

Kort tid efter luskede de væk, ind i skoven overfor mig, og jeg regnede ikke at se mere til dem..
Men, ja jeg lyver ikke, når jeg skriver det, hele tre gange kom koen ud for at kigge op imod mig.
Hver gang rystede hun undrende på hovedet, hun kunne ikke forstå, at jeg ikke havde givet større advarselsignaler.. jeg kan godt forstå, hun undrede sig, det gjorde jeg også..

STILHEDEN SÆNKEDE SIG igen over ”marken”, og jeg fik pulsen ned.
Klokken 6 helt præcis trådte han frem.
ca. 80 meter til venstre for mig kom han ud fra skovstykket bag mig.
Han gik langs det klippede stykke eng, var delvist skjult bag græsset der dækkede marken imellem ham og mig.
Han stod dog tydeligt, men ikke frit til skud.
Da han nåede vinklen hvor der var klippet fra mig mod den sti han fulgte, stoppede han op, og jeg afgav mit første skud...
PANG

Inden vi går videre vil jeg lige understrege, at jeg før har skudt forbi buk.
Sjældent (det er sket) har jeg fået chance til skud nummer to.
Mine jagtkammerater de heldige abekatte, har før skudt forbi en svensk buk, ofte har bukken blot stået og ventet på skud nummer to, jeg brokkede mig tidligere på ugen over, at det aldrig var mig der fik en ny chance... de ord har jeg under årets sverigestur måttet sluge godt og grundigt...

HAN TOG TO skridt frem kiggede rundt, søgte efter faren..
Jeg skød mit andet skud...holdte højt denne gang.. anslaget kom lige før knaldet, og bukken blev slået til jorden.
Hold da fast.
Jeg fik ham...
Men jeg sad stadig med riflen klar, havde repeteret og sigtede koncentreret mod stedet hvor bukken var gået ned.
Og næsten straks kom bukkens hoved til syne i det høje græs.
Han lå og vippede en smule, øjnene knep for ham at holde åbne.
Okay, ro på nu, han skulle lige have lov til at dø..
Sådan gik de næste lange fem minutter..
Han forsøgte at hive forkroppen op, jeg havde frit skud til bringen, og skød mit tredje skud.
Sådan, så var han færdig, jeg var ikke i tvivl nu, og en lettelse strømmede igennem min krop, mine hænder rystede, bukkefeberen havde fuldstændig overtaget hver nervecelle, jeg overgav mig i feberens vold.
Jeg tog mobilen frem for at sende en sms til Torben.
Torben havde skrevet en besked til mig..
6.06 Hej Jens-Arne, din buk er ramt, den går herude med overskudt forløb, er lige gået i skov..
(den historie vender vi tilbage til)
kl. 6.13 skrev jeg til Torben
Jeg skal have tjekket den skide riffel.. Jeg har skudt buk.. Godt det er slut for Sverige i denne omgang.. Jørn må sætte sig efter ”min” buk i morgen tidlig, underligt at hundemanden ikke kunne finde schweiss”

JEG KRAVLEDE NED fra tårnet og gik frem mod stedet hvor bukken burde ligge.
Naturligvis havde jeg riflen på mindst mulig forstørrelse, klar til skud.
Jo, der lå han, død som en sild.
Morgenen var igen stille, helt stille, den eneste lyd der hørtes var bilernes støj på vejen, og mit hjerte der nu bankede i rolig takt med mine tanker...

JAØ d. 23/8-11

PS :
2 åbenlyse spørgsmål dukker op, når du har læst denne lille beretning.
Var det manden eller var det riflen ?
Da jeg havde brækket min flotte buk, hængt den til afdrypning i skydestårnet, havde jeg masser af tid til eftertanke.
Normalt er denne tid den bedste ved jagten, forløsning, stort smil..
Men denne dag stod jeg med panderynker..der gik en buk hjemme ved vores hus med et muligt overskudt forløb, heldigvis kunne Jørn sætte sig efter den, ellers måtte én af os andre.
Min riffel satte ikke skuddene som den skulle (eller var det mig?)

Jeg fandt et bræt med en sort plet på.
Fik den sat op på samme afstand, som jeg skød til bukken, ca. 85 meter.
Kravlede op i tårnet, og satte mig i samme skydestilling, som da jeg skød til bukken..
Hold fast riflen kørte rundt, jeg kunne slet ikke holde krydset fast på målet.. sådan virkede det slet ikke, da jeg skød til bukken (eller havde det?)
Jeg satte mig i bunden af tårnet, det kunne med nød og næppe lade sig gøre.
Lagde riflen på kanten, og nu havde jeg pludselig den skydehøjde, jeg er så vant til på min skydestok.
Nu kunne jeg holde riflen 100% stille på den lille sorte plet, og skuddet gik.
Og du gætter sikkert, hvor kuglen sad?

DA JEG GIK til vejen, for at vente på at Jørn skulle komme, kom genboen til skoven ud og hilste på.
Han havde været ved at falde ned af sin terrassestol over lyden af mit (pletskud) for lidt siden, og da han selv var jæger, var han selvfølgelig lidt nysgerrig for at se min buk.
Ahhr
sagde jeg
bukken var en meget fin buk, men jeg var ikke stolt af mine tre skud til den..
- Tre skud?
Svenskeren havde kun hørt det ene.. kl. 6 var han sikkert ikke stået op endnu..

Denne svensker var yderst sympatisk, gratulerede med stort smil med min buk, og berettede om sin egen jagt og om nogle af de bukke han tidligere havde skudt, ingen buk i år endnu, han havde været på arbejde i Norge.
I weekenden kom hans datter og hans svigersøn (som er dansker) og svigersønnens forældre fra Nyborg.. måske derfor svenskeren var så positivt stemt overfor os danskere, flink det var han i hvert tilfælde..

DAGEN EFTER, LØRDAG AFTEN da jeg sad efter ræv hørte jeg tydeligt hvordan der blev festet igennem hos Svenskeren, til Svenske drikkeviser og senere Kim Larsen, blev der på terrassen skålet og sunget igennem.
Krebskallads på den rigtige måde..
Jeg fik senere på aftenen hilst på svigersønnen, han var sammen med svigerfaderen langt fra appelsinfri, da de kom og hilste på, mens jeg ventede på, Torben skulle komme.
Den unge mand blev denne aften 30 år, ja udover krebsene en god grund til at drikke sig i hegnet..

OG SÅ TIL spørgsmål nummer 2, hvad med bukken med det overskudte forløb, fik vi den?

Da Jørn fik meldingen om at bukken nu var kommet tilbage til marken ved huset (fredag d. 19 om morgenen) satte Jørn sig ud i styrtende regnvejr kl. 16.30 til 21.15, bukken viste sig ikke..
Igen i småregn lørdag d. 20 om morgenen, bukken viste sig, kom fra skoven ved siden af, gik i den rigtige retning, men forsvandt desværre ind i skoven på vores stykke, men han kunne løbe.. så benet var ikke skudt af.
Lørdag d. 20 om aftenen satte Jørn sig ud i tårnet for sidste gang i det mest perfekte vejr til bukkejagt og krebskallads/30 års fødselsdag på terrassen..
Vi andre tog afsted for at skyde en ræv, hvis heldet skulle være med os.
Jeg krydsede dog hele aftenen mest fingre for, at Jørn skulle få chancen til ”min” buk..
Og efter jeg havde hørt 117 svenske drikkeviser, set på ”bukkens rå” gå forundret rundt og lede efter sin mage, bukken jeg dræbte dagen forinden..
Efter 20 traner var kommet trompeterende henover hovedet på mig.
Præcist 10 minutter efter jeg havde svaret på Jørns sms : ”Der vrimler med dyr undtaget bukke..”

kl. 20.43 svarede jeg ”Bukken skal nok komme, gå nu ikke fra tårnet før 21.30”
kl. 20.53.00 lød skuddet med tydeligt anslag fra der, hvor Jørn sad i sit tårn..
kl. 20.53.01 skrev jeg til Jørn med stor lettelse i hjertet ”Fik du ham?”
kl. 20.53.04 svarede Jørn ”Ja”
kl. 20.55.00 svarede jeg ”TILLYKKE, TILLYKKE, TILLYKKE :-) Jeg hørte også tydelig anslag.. Sådan..”

Kommentarer