Gravhøjbukken aka buk nr. 3 2010

GRAVHØJBUKKEN

HVAD SAGDE JEG?
Et meget omdiskuteret udtryk, et næsten forbudt udtryk, lidt forbundet med janteloven :
”Du skal ikke tro du er noget”
Siger du ”Hvad sagde jeg?” så siger du dermed også, at du er ”klogere” ”bedrevidende” og det må man for alt i verden ikke give til udtryk, at man tror man er..

Hjemme hos os gætter vi meget på udfald af forskellige situationer, det mest simple er at gætte på resultatet af en fodboldkamp, og fodboldkampe har der jo været så rigeligt af under årets VM i Afrika.
Det kan dog også være mere komplicerede ting der spåes og gættes om.
Og så vil jeg godt overskride grænsen for jantelov og sige, at jeg meget ofte gætter rigtigt.
Og det hader min familie, ja de gør næsten grin med mig når jeg siger ”Det var jo det jeg sagde..”
eller ”Det har jeg altid sagt” eller ”Det havde jeg forudsagt”.
Men fakta kan man ikke altid løbe fra, selvom min familie af og til løber hurtigt..

Den 1. oktober 2009 lejede jeg et nyt jagtområde på 200 ha.
Området består hovedsageligt af dyrkede arealer, men med mange levende hegn og er en del kuperet.
Jeg så mulighederne for meget god råvildt jagt, især i bukkesæsonen ville jeg glæde mig som et lille barn, til at spadsere/pyrsche rundt langs kilometer lange hegn, spejdende efter en god buk eller blot en spændende jagtsituation..

Jagtlejen var yderst rimelig i disse opskruede tider, men alligvel lige i overkanten af hvad min økonomi kunne klare, så jeg tog en jagtkammerat med i jagten.
Erik lejede sig ind med en tredjedel.
To tredjedele beholdte jeg for mig selv og min søn Jonathan, som på det tidspunkt var begyndt at tage jagttegn.
Allerede en uge efter vi havde lejet jagten, skød jeg en buk på marken.
Jeg så en del råvildt, det lovede godt for vinteren og forårets bukkejagt.
Trods nogle ihærdige forsøg, lykkedes det os ikke at skyde mere råvildt i efteråret, det hele gik så stærkt, vinteren kom hårdt og brutalt og stoppede al jagt for tidligt, men så var der formentlig også et bukkelam eller to der overlevede til den kommende bukkejagt.
Erik har aldrig skudt råvildt med riffel, og det selvom han er en voksen mand midt i halvtredserne.

Jeg har kendt Eriks bror Jørn i mange år, og ved derigennem at Erik er en forsigtig jæger, men jeg ville gøre mit til, at han i 2010 skulle skyde sin første forårsbuk.
Og da jeg havde jagt hos andre jordejere, fik jeg tiden til at gå godt og vel, kunne jeg let være large hvad angik fordelingen af jagten på det nye terræn.
Erik fik derfor råderet over den bedste mark af de 200 ha. Et sted med en gravhøj og de bredeste læhegn.
En plet lige mellem læhegn korn og ikke mindst raps, et eldorado for råvildtet.
Erik satte personlig rekord ved at besøge stedet 29 gange fra d. 16 maj til d. 5 Juli.
Jeg vil tro det var mere end 3 gange så meget som han tidligere år har været på bukkejagt.
Jeg var kun forbi en enkel morgen, for en uges tid siden, stødte bukken kl. 04.10, filmede en grævling, men så ellers intet..
Jeg forklarede efterfølgende Erik, at stenbunken han sad på, for så vidt var godt nok.
Men på fejninger og lejer at dømme, ville jeg nok variere lidt, hvad angik sted at sidde, måske han skulle flytte sig lidt væk, for han kunne ikke skyde dér, hvor jeg mente bukken ville komme til skud..
Men der er det jo så lige, det kommer ind igen.
”Du skal ikke tro du er noget..”
Vi jægere er nok sådan hver især de klogeste mennesker, og det vi selv tror er det rigtige, det er det rigtige..
Så Erik holdt fast i sin plads til det sidste, mandag d. 5 Juli gav han op, han havde ikke tid til mere, og snart tog han på ferie.
”Okay” sagde jeg ”så vil jeg da forsøge på gravhøjsbukken..”

ENDELIG
Jeg havde forsøgt andre steder på vores lejede 200 ha.
Kun få gange, for det var et myggehelvede næsten alle andre steder end lige på toppen ved gravhøjen.
Og er der noget der kan få mig til at fortrække, så er det horder af stikkende blodtørstige myg.
Jeg hader dem.

Endelig fik jeg chancen til at jage lige der, jeg havde drømt om siden jeg så markerne første gang sidste efterår.
Tirsdag d. 6 Juli 2010..
Kornet var blevet højt, stod tæt, rapsen afblomstret, så chancen for buk var blevet væsenligt forringet.
Kl. 19.35 sendte jeg, lige inden jeg stod ud af bilen, en sms til 3 af mine jagtkammerater, 3 jeg mente måtte være på jagt..
”I aften kan der skydes buk, knæk og bræk”
Jørn var på vej og svarede ”ok. Vi prøver”
Niels svarede ”Øh nå. Og tak” (Niels sad stadig ved spisebordet, men kom senere ud)

Jeg havde planlagt noget alternativt.
Jeg vidste jo hvor bukkens kerneområde var, eller havde en formodning om, hvor det var, ha, ha..

For ikke at komme forbi dette område, og for at kunne placere mig på skudafstand, krævede det at jeg gik den længst mulige vej, fra bunden af marken ville jeg gå 1200 meter langs læhegnet, og på den måde samtidig have mulighed for at se om der skulle være markeringer andre steder end lige ved gravhøjen.
Der var intet i kanten af kornet og det brede læhegn, jo måske et enkelt leje, skrab i jorden kunne ligeså godt være fasanerne der havde støvet fjerene til..

Efter godt en halv times gang var jeg på plads.
Solen og vinden stod varmt og frisk i mit hoved.
Jeg havde sat mig ca. 80 meter fra gravhøjen, kunne skyde både til gravhøjen, langs læhegn til højre og til venstre.
90 meter til højre for mig var stenbunken, hvor Erik har siddet de sidste par måneder.
Jeg var spændt på, om jeg ville få ret.
Vinden var dejlig befriende, for myg er sjældent der, hvor det blæser.
Og retningen på vinden var perfekt, den havde samtidigt gjort min færden frem lydløs.
Smågrene i bunden af kornet langs hegnet kunne ikke undgå at larme på en total vindstille aften, i aften hørtes deres knæk ikke.
Kornet bølgede, et flot syn, det grønne hav.
Solen irriterede mig.
Forsøgsvis havde jeg sigtet mod stedet, jeg formodede bukken ville komme, solens stråler fra siden var ikke godt for mit sigte.
Jeg besluttede mig for at rykke tættere på.
Ikke uden risiko, det vidste jeg, men hvad var der ved at bukken kom, og jeg ikke kunne komme til skud på grund af en blændende sol?
Blot 30 meter længere fremme ville bringe mig i skyggen.
De høje træer på selve gravhøjen skærmede godt for solen, jeg listede frem og satte mig til rette.
Nu var alt perfekt
Dette er livet, frisk vind fra nordvest, lun luft, behagelig påklædning, livet i det fri, ja i frihed..et smil bredte sig stort på mit ansigt.
Væk var bekymringerne om arbejdets genvordigheder, puslespillet der skulle gå op for at jeg kunne holde en uges ferie, så meget bøvl, at man næsten foretrak at troppe op på årets 365 dage, åh ja, tanker er til for at forsvinde, i hvert tilfælde her på den grønne gren, med den klare blå himmel lige ovenover.
Buttoloen lokkede lystigt.
Mit nyindkøbte lokkekald ”Nordic Roe” blev også afprøvet, jeg er ikke helt tilfreds med lyden jeg får frem, men det skal nok komme.
Jeg blæste og klemte godt til, lyden skulle jo nå frem i modvind.
Jeg var sikker på, at bukken lå og slappede af et sted inde i rapsen..

Jeg har en idé om, at hvis ikke lokkekald lokker, så generer/skræmmer det heller ikke.
Rådyret tror bare det er en skadet fugl, hvis det lyder tosset, for så længe der ikke er syn eller fært af menneske, så har den intet at frygte..
Sådan sad jeg i egne tanker en god times tid.
Et par skovduer strøg mod gravhøjens træer.
Det første tegn på liv i aften.
Jeg blundede i min venten.
Vinden havde lagt sig en del, kornets bølger var knap så kraftige, træernes svajren var blevet mindre.
Læbæltets støjende grene var blevet tyste og med et blev jægerens sanser skærpet, det samme gjorde naturens dyr sikkert også, for nu kunne man ikke bare se, men også høre hvad der skete omkring sig.
Jeg klemte en ny serie afsted på Buttoloen.

”Skrats, skrats, skrats..” mine ører strittede for at lytte, hvad var det for en lyd?
Jeg kiggede mod gravhøjens træer, det lød som om det kom deroppe fra, men grenene var næsten helt holdt op med at vippe, intet rørte sig..
”Skrats, skrats, skrats, skrats..”
Lyden kom i serier, jeg stirrede intens.
Var der ikke et eller andet deroppe, der ikke havde været der hele tiden?
Jeg tog riflen op, kiggede igennem kikkerten.
Hjertets puls røg øjeblikkeligt i vejret.
En buk stod og essede af buskene langs kanten af højen.
Endda en fin buk så det ud til.
Pr. refleks afsikrede jeg riflen og trak vejret stille ind.
Bukken strakte hals, han stod bag rapsmarkens hjørne, før den går over i korn.
Ville bukken gå længere frem og blotligge sin side?
Hvis han blot trådte ned fra højens kant, ville han være helt væk, dækket af rapsen..
Han ”skratsede” videre, åd lystigt.
Jeg fangede overgangen fra hals til bringe, og klemte skuddet af.
Bukken forsvandt i knaldet.

Som en sidebemærkning kan jeg fortælle at jeg mandag aften var cyklet på jagt, på marker tæt på min bopæl.
Derudover havde jeg været til jagtfeltskydning for godt en uge siden, og der var kikkerten blevet klikket ned for at passe til jagtmatch ammunitionen.
Selvfølgelig havde jeg klikket kikkerten de seks klik tilbage, men havde ikke tjekket skuddet efterfølgende.
For at være 100% sikker på at mit skud ville sidde hvor jeg sigtede, var jeg kørt op til MB jagt kl. 16.45 tidligere i dag.
Jeg satte 4 skud indenfor 5x5 cm. på deres 100 meter bane, og det var lige i og omkring centrum, så jeg vidste at jeg med godt anlæg, ikke burde kunne skyde forbi, slet ikke på 50 meter, som skudafstanden til bukken her havde været.

Efter 4 minutter gik jeg stille op mod skudstedet.
Forsigtigt med riflen klar listede jeg frem, så på god afstand ham ligge der helt stille, ingen brystkasse der pumpede op og ned, han var forendt.
Og der lå han, så rød og fin.
En god buk, ikke seksender som vi som jægere snakker om det skal være.
En knækket topsprods forhindrede ham i at være en regulær ulige seksender..
Men da jeg ved, hvor meget det betyder for mine jagtkammerater, skrev jeg i min mms med billede af bukken”Ulige seksender” selvom jeg på svensk ville have kaldt ham for en firetakker..
Til de tre jeg tidligere havde skrevet ”I aften kan der skydes buk” skrev jeg naturligvis ”Hvad sagde jeg?”
Mit første opkald gik til Erik.
”Jeg er sgu ked af det” sagde jeg med smilende og dirrende stemme.. ”Men jeg har altså skudt din buk” .. ”Du får kødet Erik, jeg fik jo ham i Oktober, så dette er dit” ”Det var pokkers” lød det ikke overraskende fra Erik, han kunne vel næppe tro, at det skulle være så let.
Der er nu sjældent noget ved bukkejagt der er let.
Det kan godt være Erik synes at han har været afsted mange gange.. men han kan roligt gange med 2, så ville han være næsten på højde med mine besøg i den danske natur..

Senere da Jørn kom forbi, og gav mig et lift ned til min bil, jeg kunne så nøjes med at gå 250 meter, ad ruten Erik plejer at gå (og Jørn havde også 2 øl i bilen, skønt) snakkede vi for 117 gang om afskudspolitik.
Jørn og jeg er meget enige, lige når det kommer til moral og afskydningspolitik.
De der snakker imod, at man skyder unge bukke, skyder lystigt hvert år bukkelam om efteråret.
Og egentlig mener Jørn og jeg, at al diskussion om bukkestørelser burde stoppe ved den konstatering.
Hverken Jørn eller jeg skyder yderst sjældent et bukkelam om efteråret, jeg har gjort det en gang i mine 20 år som jæger, sjældent ryger der et efterårsdyr, det kan ske, men det er sjældent..
Men drag over nakken skal vi nok få, når vi stolt viser vores et års bukke frem, om så det er en spids, gaffel eller for den sags skyld en et års seksender (for den kunne da være blevet meget større, hvorfor skød vi dog?)
Jeg sagde til Jørn.
”Når vi nu sidder her i bilen om 30 år, hvis vi lever så længe, så er diskussionen den samme, vi jægere ændrer os sgu aldrig..”
”Nej, og hvorfor sidder vi og snakker om en vildtart som bare er gået frem, både hvad angår størrelse og antal?” svarede Jørn.
Skål.. vi er rørende enige..

Jo, men hvad tæller forøvrigt mest?
Trofæet eller jagtoplevelsen?
Vi indrømmer begge, at vi da gerne ville skyde kæmpe bukke.
Men det er sket, ja det sker hvert år, at vi på nogle af vores marker ikke skyder buk, en, to og tre år i træk..
Skulle der så ikke komme en gammel buk frem?
Niks, hvert år er det oftest en et års buk vi får chancen til, og den siger vi tak for.
Både for kødet, trofæet, men især for den gode jagtoplevelse vi har haft.

Bukken der nu lå i bilen var mindst 2 år gammel, måske 3..
Han var aldrig blevet en medaljebuk, tror jeg ikke, dertil var opsatsen for spinkel.
Var han blevet større? Det ved jeg ikke, men det skal der nok være nogen, der har en klogere mening om.
Nu bliver han ikke større, så meget vidste jeg.
Det kan oplevelsen om ham heller ikke blive, hans sidste sekunder i denne verden står soleklart i mit indre lang tid frem.
Jeg kunne ønske mig, at jeg havde vidst, han ville være blevet der på toppen, ivrigt essende i 5 minutter, så ville jeg have filmet ham.
Indrømmet det var næsten for let, for ”Hvad sagde jeg?”
I aften kunne der skydes buk.. og jeg fik ret.

JAØ 8/7-10

ps. Da jeg kom hjem gratulerede Annette og børnene mig. De var alle ude i aftenens tiltagende mørke for at se min buk, Zacco lappede blodsdråber i sig, logrende kraftigt med halen.
De mente samstemmende, at nu kunne jeg godt vaske mit jagttøj og sætte riflen på standby, indtil turen går til Sverige om en god måneds tid..
Ja, ja, lad os nu se, svarede jeg, for der er stadig markerne hos Jens Aage og et enkelt sted mere jeg slet ikke har besøgt endnu..
Og mine nye 200 ha er da også så store, at de sagtens burde, kunne kaste en buk mere af sig, tiden er dog ved at løbe fra mig, mætheden har heldigvis også sat sine spor..