Bukkejagt Sverige d. 17/8-21 aften...

Tirsdag aften.
Der var igen lodtrækning om rækkefølge.
Finn måtte vælge først, og Finn valgte igen, igen huset i Portila, og endnu engang kunne jeg sagtens forstå ham.
Poul valgte Panoramastykket, og ja, der bør gå en god buk på panoramastykket.
Jeg tror nu Poul valgte denne mark, så han kunne sidde i læ ved laden på toppen.
Jørn valgte marken ved søen, og jeg valgte elledningerne bag Åkes gård.
Finn og jeg kunne næsten sidde og kigge til hinanden.

Jeg var sidste jæger, og kørte bilen godt 300 meter efter jeg havde sat Finn af.
Bilen parkerede jeg ved Åkes gård, og derfra kunne jeg se Finn gå tværs over marken ved huset.
Ahr tænkte jeg, vi havde netop set to rådyr ligge i kanten af skoven, årvågne, måske endda ekstra på vagt, nu Finn havde siddet i tårnet halvanden dag i træk..

Og så vader Finn fanme på tværs af en åben mark.
Det ville have været så let for ham, at gå direkte til huset af grusvejen, den trafik er dyrene vant til, og derefter gå de 101,7 meter til det flotte tårn vi har sat op.

Ja ja jeg ved det godt.
Var der nogen, der havde lavet en liste over alle de fejl, jeg i en erfaren jægers øjne begik, lige da jeg havde fået jagttegn, så ville den liste være blevet alenlang.
Men alligevel.
Vi har snakket og prædikeret om hvor sky bukkene hurtigt bliver, når vi kommer vadende her i det svenske.
Dyrene har haft fred i 360 dage, og pludselig står der 4 danske jægere ude på markerne.

Lad mig afsløre det med det samme.
Finn skød ingen buk denne aften.

Jeg listede stille fra bilen, fandt en firkløver lige foran bilen, den blev forsigtigt lagt ind i min tegnebog.
Min plan var, at jeg ville gå ad grusvejen, der tydeligvis sjældent bliver brugt, ukrudtet står højt på vejen, kun skærvsporene er at se, og via vejen nå frem til det forladte hus i skovkanten, sætte mig på verandaen med tag over hovedet, og så kunne det regne ligeså tosset det vil.
Der var ca 500 meter frem til huset, en strækning hvor jeg ville støje og skræmme alt levende på min vej, men så længe jeg gik på vejen, kunne det måske gå..

Men jeg havde kun taget få skridt, så kunne jeg ude på marken se en rå med et lam.
Selvom afstanden til dyrene var godt 200 meter, var jeg sikker på, at jeg ikke ville nå ret langt, før de ville stikke af.
Jeg måtte op på skråningen, mellemstykket mellem mark og skov, at gå, og så forsigtigt liste mig frem til jeg var på skudafstand af de to dyr.
Faktisk var pladsen jeg planlagde at sætte mig på, tæt på en gammel gyllevogn der altid har stået her på kanten, og lige derfra har Torben skudt de bukke der er skudt på denne mark.
Så planen var god.

Jeg kom frem til pladsen, var ved at skride flere gange, mosset på stenskråningen var glat, og nogle steder på de store klippestykker, kunne man ikke altid se, om der var fast grund hvor foden blev sat.
Sikkert fremme fandt jeg et perfekt sted, syntes jeg.

Pludselig kiggede råen årvågent op, havde den hørt mig?
Var det et bøv jeg havde hørt?
Jeg kunne godt fornemme at vinden svøbte sig i forskellige retninger, og den kunne godt have søgt ned mod marken.
Pokkers osse, råen løb mod skoven efterfulgt af lammet, værre var det, at en buk lige pludselig også var kommet med.
Jeg havde ikke en chance for skud, jeg nåede heller ikke at se, hvor stor bukken evt havde været, men det var en buk, det kunne jeg se med det blotte øje.

Jeg tror bukken har stået skjult i moradset på kanten af klipperne og ned til marken.
Og den har derfor set eller lugtet mig, advaret råen og så var de smuttet.

Nå ærgerligt, men aftenen var stadig ung, regnen var ikke voldsom, men luftfugtigheden lå omkring de 100, så det ville blive vådt, var jeg sikker på.

Jeg søgte lidt frem og tilbage for at finde en perfekt plads til aftenens jagt.
Det var indenfor et lille område, jeg skulle nødig lave alt for meget støj.
Endelig fandt jeg en perfekt klippe at sætte mig på.
Den var stor nok til jeg kunne lægge mine siddepuder, og min rygsækstol kunne stå bag mig, som en slags rydlæn, enebærbuske dækkede til den ene side, til højre ned mod marken.
Jeg havde frit udsyn til det åbne stykke op under elledningerne, hvor råvildtet tit kom, ja..jeg sad nærmest perfekt.

Da det begyndte at småregne lænede jeg mig tilbage i mit ly.
Jeg havde fjernet et par grene mod højre, så jeg havde et anstændigt udsyn til markkanten mod højre.
Jeg indrømmer det, jeg sad/lå så godt, at jeg har blundet en stund, småregn havde dog en tendens til at finde mine øjne, så de var svære at lukke helt i.
Indimellem rettede jeg mig forsigtigt op i sædet, kiggede rundt, og pludselig var der bevægelse nede i kanten af marken.

Et lidt uroligt dyr trissede frem langs mark kanten ca. 100 meter nede til højre.
Jeg fandt bukken, for det var en buk, i min riffels kikkert.
Klokken var 19.30

Min skydestok stod ikke helt fast, så det blev lidt rystende indtryk jeg fik af bukken, men den så okay ud, jeg ville skyde når chancen opstod.
Pludselig ville dyret væk fra marken, og den stod i ly bag et par buske.
Jeg fik skydestokken sat til rette, og bukken var nu helt væk.
Ahr..den måtte stå dernede stadig, gik den væk og op på klipperne, så burde jeg kunne se ham.
Og jo, der var bukkens hoved, nu skulle den bare træde helt fri.
Et par skridt frem, og jeg rykkede mit skud af, passagen var ikke helt klokkeklar, det var imellem et par grene, måske jeg derfor forjagede mig...nej nej nej, heldigvis havde jeg ikke afsikret, så mit febrilske skud kom ikke afsted, tak skæbne.

Rolig nu.

Bukken gik lidt mere frem, og pludselig stod han så rød og flot.
Jeg afsikrede og skuddet lød sekundet efter.
Bukken væltede omkring, lå og spjættede..
Der gik en stund mens bukken udåndede, lidt for længe syntes jeg, så jeg var klar med skud nummer to, hvis det skulle blive nødvendigt.

Endelig ro på pladsen, nu lå han helt stille og jeg kunne lade adrenalinen køre rundt i kroppen og slappe af, jeg havde skudt min buk nr. 99...

Nu var jeg bare spændt på at se, hvor stor han var, for helt ærligt, så kunne jeg godt se det ikke var en kæmpebuk, men disse skov/bjergbukke de kan være nogle sjove skæve nogen, og jagten havde været super spændende, så trofæet er sekundært, lige her..

Efter en stund gik jeg frem, klar til ekstra skud.
Men på afstand kunne jeg sagtens se, at bukken var forendt.
Helt fremme kunne jeg se, at skuddet var gået lidt skråt igennem dyret, derfor var det ikke øjeblikkelig dræbende, men absolut dødbringende.
Måske bukken havde taget et lille skridt frem under skudafgivelsen, den var jo i bevægelse, urolig og på vagt.
Og det er levende dyr vi skyder på, ikke en papskive, sådan er jagt..
Bukken var blevet nedlagt på grusvejen, derfra hvor jeg sad, så det ud til at han var kommet helt ind på klippesiden, men skidt, han lå der jo.
Bukkens trofæ var mere specielt end kønt, så en god buk at skyde, ingen tvivl om at et år eller to mere, så havde han haft et mere groft trofæ, jeg vil anslå bukken til at være 2-3 år gammel, måske 4, men jeg tror det ikke.
Bukken fik jeg trukket ned til et træ, hængt ham op og brækket ham.
Bagefter gik jeg ned og hentede bilen, var ikke mere end nået frem, før himlens sluser blev åbnet kl. 20.25, hvor var jeg glad for, at jeg ikke skulle sidde ude i dette møgvejr.
Stakkels jagtkammerater...

Jeg hentede Finn kl. 21.30 som aftalt, for Finn skrev, at der gik en buk på nabomarken, men desværre så ville den ikke over på vores stykke.

Det var kun mig der skød buk denne aften, tirsdag d. 17 August.
Så nu stod der 2-1-1-0 i regnskabet.

JAØ 30/8-21

Jeg var glad for at have bilen denne aften..

Min buk nr. 99 .. ligger forendt et sted derude

Altid spændende at komme frem til bukken