Bukkejagt 2011, 10 år siden, om godt 3 uger, så starter vi igen..

Selvom det er 10 år siden, jeg havde følgende oplevelse.
Så husker jeg historien ganske godt.
Og selvom jeg i år tæller ned mod buk nr. 100, eller op til, om I vil, så føler jeg stadig samme spænding, den dag i dag, når jeg går, står eller sidder på bukkejagt, så mange bukke senere.
Jeg nyder stadig den nære kontakt med naturen, og jeg oplever stadig af og til at fælde en buk på meget nær hold.

Jeg ved ikke, hvad det er der sker inde i mit hovede.
Ser jeg et rådyr, så beundrer jeg dyret for dens elegange og smukke udstråling.
Det er for mig det smukkeste dyr på jorden.
Har rådyret opsats mellem gehøret, så kan jeg se, at dyret stadig er mindst ligeså smukt og yndefuldt, ja som i dyrenes verden, så er handyret vel det smukkeste,  men som råbuk er dyret pludselig også blevet et bytte.
Det tricker noget i min hjerne..jeg kan ikke gøre for det.

Og når du læser følgende beretning, så håber jeg du ligesom jeg, vil glæde dig til den kommende bukkejagt, KNÆK og BRÆK JAØ 20/4-21

NYT STED
Jeg skulle prøve et nyt sted, for selvom der er skudt buk, så ved jeg de første 14 dage af bukkejagten, er den tid der er mest aktivitet på mark og i skov.
Den store buk har travlt med at markere sit territorie af, nu da råen ikke viser ham interesse, ja, så kan tiden ligeså godt bruges på at vise muskler og afsætte duftspor, nå ja, og æde...

Så selvom min kone ikke rigtig kan forstå bukkejægeren i mig, at han ikke bare stiller sig tilfreds, med den flotte, ja mit livs største buk... der er så meget kvinder ikke forstår, og heldigvis ved Annette også godt, at de første fjorten dage i bukkejagten plejer at være hektiske, og at der ikke findes megen ro i min krop.

At der ikke findes ro, er nu en sandhed med modifikationer.
Havde jeg haft et kamera stillet på min krop, når jeg bevæger mig, eller sidder på jagt, så ville man opleve den mest rolige adfærd der kan registreres på et menneske...

TORSDAG D. 19 MAJ 2011 (aften)
Jeg satte mig i kanten af et vådt område, der hvor jeg skød min fine seksender sidste år.
Jeg havde taget en smule myggeolie på, fortrød det ikke havde været et læs, for her i kanten af det lille skov/mose område, der var luften levende af myg.
Selvom de fleste var hanmyg i flok, som var mad for svalerne der lydløst strøg igennem luften, men også af og til kom med deres karakteristiske lyd når de fløj højt, ja så var der masser af fede hunmyg, der blot ønskede at suge sig tykke og klar til yngel, i mit varme blod.
Selvom der er koldt på toppen, kunne jeg flere gange mærke deres snabel bore sig ned i min isse, igennem kasket og myggenet, nå men det hedder sig jo også, at man blot skal lade dem suge færdig, så får de også deres gift med.. (og indrømmet, der har faktisk ikke kløet siden denne torsdag aften, mens jeg sidder og skriver, er det blevet søndag...)

Jeg havde gået de vante 750 meter ned over marken, havde kort vurderet om jeg skulle sætte mig på bakkekammen ca. 60 meter fra kanten af skovstykket, med en lille busk som baggrund..
Jeg satte mig forsøgsvis... nej, solen kom lige i øjnene på mig, vidste den ville hænge lavt om ikke så længe.. men, for fanden, oplevelsen tæt på vildtet er altså en rigtig fed dimension at have med, så jeg satte mig helt ned i kanten, lige i myggehelvede...

Klokken var ca. 19.00, to en halv time til solen ville gå ned.

En gren knækkede, og endnu en...
Jeg havde inden bukkejagten blot set en enkel frisk fejning i krattet, men det var også bevis nok for mig...
Stilhed.
Vinden, den smule der var, kom inde fra skovparcellen, alt var perfekt, perfekt til bukkejagt.. var bukken nu på vej?
Jeg fornemmede en duft, en duft af råvildt..
Den blev meget intens, rev mig i næsen, men jeg kunne ikke høre noget dyr bevæge sig derinde..
Spændingen fyldte min krop, jeg spejdede hen langs kanten af skoven, der er kun 30 meter skovkant, så jeg vidste, at kom bukken, så ville han komme tæt på..

Pludselig blev der røre i skoven, der blev nærmest en trampen uden lige, og en moslen.
Rundt og rundt, trampe, trampe..
Jeg var sikker på det ikke kunne være råvildt der var så uelegant.
På et tidspunkt troede jeg det var mennesker, intet andet væsen kan gå så tungt.
Et dyr kom møvende ud mod mig, jeg kunne nu ane dyret derinde i den mørke tætte skovbund, pludselig så jeg grævlingens tydelige hvide ansigtsmarkeringer..
Aha, det forklarede uroen.
En grævling kom ud i det høje græs, blot 1 meter fra hvor jeg sad, da den så mig, vendte den sin klumpede krop med en gryntende lyd, og løb larmende væk inde i skoven..
Der gik dog ikke længe førend den var tilbage, og nu var der to.
De tumlede rundt i nærmest leg kunne jeg ane, og pludselig ville en af dem ud til mig, den nåede dog knap så langt som den første..
Den tog omkring et eller andet, som den derefter trak baglæns ind i skoven, i vrikkende gang, trak den et bredt spor efter sig, og forsvandt, jeg aner ikke hvad den slæbte afsted med...forgæves søgte jeg med kikkerten efter svar, men skovbunden var for mørk og for tæt..
Kort tid efter kom den anden grævling helt ud til mig, jeg sad klar med min mobil telefon, for at tage et foto.
Mit kamera og videokamera, nåede jeg ikke at få fisket op af min taske..
Men inden jeg fik klikket billede, opdagede grævlingen mig, og løb gryntende i flugt bort..
Og så var der endelig ro.

Om det var grævlingerne der havde skræmt rådyret jeg var sikker på havde været derinde, fandt jeg ikke ud af.
Jeg så i hvert tilfælde ikke noget til råvildt den aften, men jeg lugtede dem...

FREDAG D. 20 MAJ 2011

Jeg ville forsøge mig igen hos grævlingerne fredag morgen.
Da jeg gik ud til bilen hjemme ved garagen, hørte jeg til dels larm fra unge mennesker der vendte hjem fra byen, men jeg hørte også et dyr stå og smæle..
Det er sjældent jeg hører rådyrene her i byen, selvom jeg bor i udkanten med marker tæt på.
Naboen har haft råvildt inde i sin have, jeg har blot aldrig hørt dem smæle..
Det var ikke angstlyd, eller advarselslyd, mere markeringslyd fra en buk..

Det var en tåget morgen, disen hang tung som et tæppe.
Meget mere end 50 meter var sigtbarheden bestemt ikke.
Da jeg nåede til marken stod et dyr og kiggede på bilen.
Jeg standsede, tog kikkerten frem, beundrede det smukke dyr, blot 25 meter fra bilen..
Da jeg åbnede døren tog den flugten uden en lyd, det var et smaldyr.
Det løb nedover marken, ned mod mit bestemmelsessted.
Sikke en morgen, jeg sendte sms til mine jagtkammerater, de af dem jeg forventede var på jagt, fortalte at de skulle gå stille ud, der var megen aktivitet, tidligt denne morgen.

Jeg besluttede mig at sætte mig på bakkekammen.
Til dels ville solen gå op bag min ryg, til dels følte jeg mig i tågen, ikke så eksponeret som om aftenen før.
Jeg skulle blot sidde godt en halv time før solen efter uret ville stå op, at jeg ikke ville se noget til den, var en anden sag, den første time efter solopgang, skulle den først lige kæmpe sig igennem de tykke tågebanker.
Kl. 05.07, kom et dyr ud i kanten af det lille skovstykke.
Jeg tog kikkerten op, der var vel mellem 50 og 60 meter ned til den.
Den stod og nippede til nogle blade, rakte højt op.
Men stod den ikke også og markerede, fejede den ikke..?
Pulsen steg mærkbart, hjertet slog mod mine ribben.
Alt andet i verden blev ignoreret, der fandtes kun mig og bukken..
Men var det nu også en buk.. og ikke blot en rå der stod og essede..?
For fanden jeg skulle naturligvis være 100 procent sikker før jeg afgav skud, ville da også gerne lige se, at der var noget mellem ørerne, og ikke blot en spidsbuk i bast.
Havde en tanke om, at jeg kun vil skyde seksendere denne sæson, ved godt beslutninger ikke altid holder.. jagten på en lille buk, kan sagtens være ligeså spændende som på en stor.
Da ”bukken” trissede hen langs kanten kunne jeg nu godt se at det var en buk, jeg var klar til at skyde, den skulle blot stå stille..
Da den nåede enden af skovstykket blev farten sat op, og i løb forsvandt den tværs op over min mark.
Tågen opslugte bukken, med et var han væk.

Jeg tog fat i mit buttolo kald, klemte til i lommen, og høje piv sendtes ud i den stille morgen.
Ud af tågen kom bukken nu i elegante spring.
Ørerne slået ud, store øjne, ja skal jeg gå til den, så kunne jeg nærmest se et smil på dyrets ansigt... men så bliver det sgu for meget Disney..
Ingen tvivl om at bukken nok regnede med at se sin mor, dens mor der havde forvist ham for nyligt, nu kaldte hun igen..
Jægeren i mig tænkte på det tidspunkt slet ikke i de baner, det er ren efterrationalisering..
Jeg fulgte bukken i min riffels kikkert.
Han kom nok ude fra et par hundrede meter, svært at sige hvor langt han var nået ud, før jeg havde fået ham vendt..
I løbet af ingen tid nåede han helt frem til mig.

Jeg stoppede ham for et øjeblik med et kontant BAHR.. (kunne se bremserne blive slået i) og forvirringen stod ud af bukkens blik, øjeblikket efter stoppede jeg bukken for evigt med min 11,7 grams kugle..

Imens jeg sad og sundede mig over det sidste minuts tid, der næsten havde været for intenst..længere tid var der sikkert ikke gået fra jeg så bukken første gang til jeg skød..kunne jeg se bukken ligge i kornet og sparke det sidste liv ud af kroppen, få meter fra mig.

Da der var helt ro, rejste jeg mig, og gik forsigtigt frem.
Stående kunne jeg se, det sidste liv ebbe ud, og jeg kunne roligt gå frem mod mit bytte..
Jeg talte på vejen mine et meters skridt.
12 meter var der fra min jagtstol til den døde buk..

JAØ 22/5-11