Sekstakkeren, Svensk buk nr. 1 2007

SEKSTAKKEREN

Vi så bukken da vi kom kørende - 3 biler – i røven af hinanden.
Turen herop havde som altid været hård og opslidende, især for os 3 chauffører, som nu hvor klokken var 05.30, ikke havde sovet i et helt døgn.
Men opstemtheden over - at det om endnu 24 timer - var med riflen i hånd, vi bevægede os ud i de svenske skove eller ud på de svenske marker, gjorde at øjnene stod på stilke, for kunne vi nu se en buk...
og kunne vi nu se en buk på vores mark, så var der jo ekstra spænding på til i morgen.

Vi troede først bukken stod i den høje kløver, her i skellet mellem kløvermark og skovrydning.
Bukken lå dog ca. 45 meter fra, hvor jeg skød min eneste svenske buk sidste år.
Lige på pletten hvor han lå, skød Kim en meget fin seksender for 3 år siden.
Poul og jeg skød, for 4 år siden i den dengang helt nye skovrydning, de første 2 fine bukke inde i skovrydningen - en skovrydning – der også dengang var et sandt eldorado for råvildtet.
Nu trækker skovrydningen stadig både elg og råvildt til.

Men efter sigende skulle der også gå los, lige netop her – men synet af den fine seksender, der viste sig at ligge og ikke stå, gav syn for sagn, at der stadig var mulighed for at skyde en fin buk på denne frodige mark.

Stigen i skovrydningen havde været det faste holdepunkt siden 2003, og det var fra den vi havde skudt 4 bukke fra, denne stige var dog nu forsvundet.
Jeg havde påtalt det overfor vores udlejer Nikke i maj, da jeg ”tilfældigt” kom forbi under et kort weekend besøg i området.

Åbenlyst, var det, at stigen ikke var kommet tilbage på sin plads.
Og i den høje vegetation kan der kun skydes fra enten stige eller tårn.

Senere på dagen konstaterede vi, at stigen var blevet knust under en væltet birk, den som stigen havde stået fastsnøret til.
Udlejeren lovede, at der d. 16 ville blive opsat et tårn i skellet mellem mark og skovrydning.
Dette skete lige over middag, da bukkejagten var gået i gang.
Da jeg ikke havde haft held til at se skyggen af et stykke råvildt på jagtturens første terræn, krydsede jeg fingrer for, at jeg igen kunne trække nr. 1 – da vidste jeg, hvor mit valg ville falde.

For anden gang i dag trak jeg nummer1.

Jeg var ikke sen til at sige ”Skovrydningen” - så vidste de andre, hvor jeg ville sidde på årets første aften.
Tårnet havde Nikke moslet på plads lige over middag.
Nu skulle bukken bare komme.
Der skete intet.
I 5 timer sad jeg, i et vejr der var blevet kraftigt forbedret siden morgenens silende regn.
Men en kold vind, bed stadig i mit dryppende næb – så fornøjelsen var til at tage at føle på.
Smilet var dog trods en forbandet utålmodighed, stadig at spore i mit jagtglade fjæs.
Jeg var jo på jagt – for hunden da.

Poul tog det stadig med vanlig ro – der er jo 4 dage tilbage – og jeg væbnede mig med en tålmodighed, som jeg ikke besad...
Reglen er heldigvis sådan, at ønsker vi fortsat at sidde i det samme tårn, stige eller område, så skal vi ikke deltage i lodtrækning.
Så jeg valgte at forsøge mig i ”Skovrydningen” anden dags morgen.
Poul havde, så også uden at skulle trække lod, mulighed for at vælge et sted han troede på - Torben og Jørn kunne så trække lod om tredje og fjerde valg...

ANDEN DAGS MORGEN

Selv om der var mørkt, her kl. 04.15, godt en time før solen stod op, så havde jeg ikke problemer med at orientere mig.
Jeg fandt et traktorspor/bilspor som jeg kunne følge igennem den dugvåde kløver, de 75 meter hen til det ny opsatte tårn.

Sigtbarheden var ikke meget over 40 meter, men det så jeg kun som en fordel, jeg skulle jo helst komme på plads uden at blive opdaget af dyrene, der helt sikkert var i området.

Uden at have skabt unødig røre, fik jeg sat mig til rette i det nye tårn.
Endelig et tårn med benplads, og derudover også god en bred siddeflade, så udsigten til at overleve de næste 5 timer på min flade, var stor.

Lydløst fik jeg, i den stille svenske nat, listet mine to ”skånesæder” op af jagttasken, lagt jagtriflen klar, og beredte mig på at vente, og ellers blot nyde en morgen i ”himlen”.

Der gik ikke mere end ca. 10 minutter før stilheden blev brudt.

Et ”rusj” kom i den tætte underskov, få meter til højre for mig.
Endnu et ”rusj” - en underlig lyd, det lød ikke som et dyr der gik eller løb.
Det kunne jo være en elg der bevægede sig i den fugtige underskov...
Det lød heller ikke som en buk der fejede.

Pludselig så jeg noget, der var mørkere end natten.
Omridset af en elg tonede frem, mindre end 30 meter fra mig.
Elgen tog med munden fra bund mod top, og rippede den ene lille birk efter den anden for frisk løv.
”Rusj..”
Elgens ører arbejdede konstant, altid på vagt, mens kæberne bearbejdede den faste føde.
Efter hvad jeg kunne se, var det en tyr – jeg fornemmede et skæg under hagen.
Som minutterne gik, kunne jeg se mere og mere af elgen.
Jo – det var en lille tyr, en knoptyr.
Elgen havde intet jag, føden var der til overflod, så det var ikke de store skridt, der blev taget – men han bevægede sig mod kløvermarken – jeg håbede bare han ville blive i skoven, for elge og rådyr har det ikke så godt med hinanden – ikke på samme tid og sted - i hvert tilfælde...

Jeg ved ikke, hvad det var der gjorde det, men pludselig fortrak elgen – og bevægede sig i roligt trav mod den høje skov, måske et lille vindstød havde bragt min fært mod elgen – men jeg var meget godt tilfreds med, at han forsvandt, jeg kunne nu lægge al min fokus på kløvermarken.

Jeg sad som jeg altid gør om morgenen, jeg småblundede.
Solen var begyndt at sende sine stråler op over træernes top.
Der ville ikke gå en time, så ville det halve af kløvermarken være underlagt solens energi, og duggen ville lette, disen ville formentlig også pakke noget af marken ind...
Så langt kom vi dog ikke.

DYR PÅ MARKEN

Et rådyr kom ud i kanten af skoven, helt nede for enden af marken.
Lige midt på kløverstykket.
At det var en buk, konstaterede jeg næsten instinktivt, før jeg fik kikkerten op.
Dyrets holdning indikerede - buk.
I kikkerten kunne jeg med sikkerhed fastslå, at det var en buk, og jeg kunne samtidig se, at det ikke var sekstakkeren, vi havde set ligge på marken i forgårs.
Dette var tydeligvis en ung buk.

Den urolige krop, halstykkelsen og holdning fortalte mig, at bukken var en typisk et års (måske 2 års) buk, en buk der følte, at den var ude på ”buk-tyndskids” mark, med risiko for, at få nogen over nakken, af pladsbukken...
Forsigtigt og prøvende trådte han fri af skoven.
Gik hen langs kanten.
Min skudafstand ville være omkring 135 meter, en overkommelig afstand, hvis ikke kløveren dækkede det meste af dyrets krop.
Jeg havde dog allerede besluttet mig for at holde skuddet tilbage.
Om så bukken havde været helt fri, og inde på en skudafstand af 50 meter, så ville han overleve denne morgen – dette lå helt fast.
Men bukke-feberen kom alligevel, øjeblikket efter jeg fangede bukken i riffelkikkertens trådkors.
Okay, selv om jeg havde pakket mig ind som til en kold vinterdag, så trængte morgendisen barmhjertighedsløs igennem min kropsbeklædning – så disen alene, kunne få kroppen til at skælve en smule.
Jeg fulgte ham hen langs kanten, han gik i et jævnt tempo, rastløs.
Pludselig satte han i løb, og i en rask spurt, tilbagelagde han de sidste halvtreds meter til skelkanten mellem kløveren og skovrydningen – og væk var han... klokken var 06.20

Pyha, sikke en morgen.

Årets første skudchance - havde jeg pænt takket nej til.
Jeg nåede desværre ikke engang at lette på hatten...
Jeg lænede mig tilbage, fik pulsen nulstillet, og mit smil strålede nu om kap med solen.

DETTE ER LIVET

Jeg sad ikke længe, før det igen lyste rødt i skovkanten.
På nøjagtig samme sted, hvor etårs bukken var dukket op, stod nu endnu et stykke råvildt.
Størrelsen på dette dyr, var dog noget anderledes.
Ham den store var kommet.
Det var den store Sekstakker, vi havde set fra bilen, 2 gange indenfor de sidste par dage.
Han stod stille en stund.
Vurderede situationen.
Det samme gjorde jeg med mit bankende hjerte i hånden, og øjet igennem riflens kikkert.
Uroen var kun at spore hos mig nu.
Denne buk havde det kølige overblik, et overblik jeg også havde, mit overblik var dog langt fra køligt...
For søren da.

Dette var den største buk, jeg nogensinde havde set.
”Det er klart en medaljebuk” : hviskede jeg i mit stille sind.
Jeg forsøgte at få hold på bukken.
Kunne jeg sætte et forsvarligt skud ind på denne afstand?
Afstanden burde ikke være et stort problem – med en rolig puls, og et roligt åndedræt...
Men hverken puls eller åndedræt var roligt.
For søren da, endnu engang..

Bukken var også delvist dækket af kløver, kun de øverste 10 - 15cm af ryggen var fri.
Nej, jeg hverken kunne eller ville tage nogen unødig chance.
(for 10 år siden havde jeg forsøgt et skud - lige på stedet – jeg var dog blevet klogere...)
Bukken gik roligt hen langs kanten af skoven, jeg fulgte hvert et skridt han tog.
Men hele tiden var han delvist dækket, og hele tiden var han i bevægelse.
Pludselig sænkede han hovedet som en olm tyr.
Som en sporhund gik/løb han nu - lige der - hvor ungbukken for 20 minutter siden havde sat farten op, og med et forsvandt han i det høje græs der udgjorde skellet mellem kløver og lavskov...

Pokkers osse – var han nu helt væk??

STÆNGER I SYNE

Pludselig kunne jeg se noget bevæge sig.
Ved kikkertens hjælp kunne jeg nu se først bukkens opsats, derefter hele bukkens hoved efterfulgt af kroppen.
Han var på vej, direkte op mod mig i skellet.
Riflen kom på plads – nu var jeg klar.
Min puls var, i erkendelsen af at bukken var løbet sin vej, faldet til et nogenlunde normalt niveau.
30 meter oppe af skellet trådte bukken ind på kløveren.
Gik vinkelret ind på marken, og jeg vidste, det blot drejede sig om sekunder nu.
Stadig for meget og for højt kløver – men med et - trådte bukken helt fri til skud.
Jeg fløjtede, men der kom ikke en lyd...
Først i tredje forsøg, kom der lyd fra mine kolde læber.

Bukken reagerede straks, løftede sit hoved, med ørerne vendt direkte mod lyden, han stod helt stille, det ene ben løftet, klar til spurt – bedst af alt, med bredsiden til.

SKUDDET FALDT.

Bukken sprang en meter i vejret og tog flugten direkte mod skoven.
Jeg så, hvordan luften blæste ud af højre side på bukken.
Jeg var så sikker - som man nu kan være - når man er på jagt.
Bukken havde fået et dødbringende skud.
I skoven sprang han ind og var væk.
Jeg lod nu bukkefeberen indtage min krop og mit sind.
Og den kom i overflod.

Hvilken lettelse.
Min kolde krop gennemrystedes af feber og af udløst spænding.
Videokameraet blev fundet frem, og jeg startede morgenens første rystende optagelser.
Jeg skulle vente de obligatoriske 10 minutter, før jeg gik frem mod skudstedet, og da jeg ikke ryger, er det godt at have et videokamera at afreagere på...
Jeg gik mod stedet i kløveren, hvor jeg mente bukken havde stået, da jeg afgav mit skud.
Og der fandt jeg tydeligt schweiss.
Rødt blod sammen med lyserødt lungevæv fortalte sit tydelige sprog.
Jeg satte min skydestok ved skudstedet.
Gik forsigtigt frem mod skovkanten, med riffelkikkerten på laveste forstørrelse, og helt klar til skud, hvis det utænkelige skulle ske, og en anskudt buk skulle rejse sig.

8 METER INDEN FOR SKOVKANTEN LÅ HAN

Endnu engang blev jeg overmandet af feber.
Mens jeg stod over det døde dyr, fortalte jeg til videokameraet - med en stemme – der slet ikke lød som min egen.

”Min bukkejagt her i Sverige, er med denne buk reddet 150%...”

Jeg var stadig sikker på, at det var den største sekstakker buk jeg nogensinde havde skudt.
Som han lå der, med hovedet delvist dækket af skovens grønne vegetation og smågrene, ja der – troede jeg stadig - at det var en stor sekstakker jeg havde skudt.
Først skulle jeg filme, så skulle jeg tage billeder, og først derefter ville jeg bryde ”renheden”, og løfte bukkens hoved, for at beundre mit bytte.
Selv om bukken ikke levede op til min ”forventning” om medalje, så var oplevelsen til den store guldmedalje...

Det viste sig, at jeg havde taget helt fejl.

Til trods for, at Torben og jeg havde siddet og kigget på bukken i forgårs aften.
Set ham fra siden af, på mindre end 80 meters afstand.
Vi havde set, at det var en klar kraftig sekstakker...
Så lå der her en buk, der ”kun” ved perlers hjælp, kunne kaldes en ulige sekstakker.
Sprossernes pladsering gjorde, at bukken fremstod som sekstakker set fra siden.
Og forfra kunne ingen se, hvad bukken var.
At bukken skulle vise sig, at være mindst 6 år gammel, havde vi overhovedet ingen chance for at forudse...

Han hører absolut blandt de bedste jagtoplevelser – også blandt mine de største hvad trofæ angår.
Bukken slæbte jeg (jeg har båret alle de andre)
Men i den våde kløver gik det så let.
Han nærmest gled af sted.
Og da vi nåede vejs ende, var han næsten helt ren for blod.
En ren morgen.
Mit sind var renset.
Dog som altid - et vist vemodigt anstrøg, som der nu hører sig til, når man som jæger har fjernet så smukt et dyr, den store buk, fra hans revir...

Dette havde jeg så 2 timer til at konsumere, mens jeg ventede på de andre skulle hente mig...

JAØ 11/9-07

ps. Prøv at forestille dig, at du ser denne buk fra en bil, godt nok gennem kikkert, men på 75 meters afstand.
Uanset hvilken side bukken vender imod dig, så vil man se, at bukken har 6 takker…

Jeg finder skudstedet..

Det er altid godt at komme frem til et skudsted, hvor man finder sikker schweiss..

Og frem til bukken..

Troede jeg at jeg havde feber før, så fandt jeg ud af, at det havde jeg slet ikke...