Weekendjagt på Vorgård. (2007)

Weekendjagt på Vorgård.
(endnu en gammel historie, denne gang fra 2007)

Da jeg for 15 år siden tog jagttegn, havde jeg meget få motivationer.
Jægerstammen i min familie var meget få.
Min storebror havde jagttegn, det var dog sjældent han tog sin bøsse over skulderen, og snakken omkring jagt, eksisterede praktisk talt kun i mine tanker.

Jeg havde som 16 årig - 7 år forinden - dog forsøgt at bestå jagttegnsprøven, hvilket ikke var lykkedes.
Der var blot 3 ud af et hold på 30 der bestod – og det var vel nærmest rystende.

Én af de 3, var en kernesund knægt med store æblekinder.
En knægt - jeg indenfor få år - skulle komme til at gå på gymnasiet sammen med, og derigennem knytte et tæt kammeratskab til.

Det var dog ikke jagtsnak eller naturen der blev snakket om, når vi i gymnasietiden var sammen.
Næh – det var ture på knallerten, øl og sprut i rigelige mængder, fest og farver (farverne var der nok pga alkohollen) – og det eneste vigtige emne vi kunne finde på at snakke om, var ikke unaturligt for unge fyre som os – udelukkende piger...

John og jeg hang sammen, indtil jeg fik fast kæreste, blev forlovet og flyttede hjemmefra ind i en lejlighed.
Jeg gik ud af gymnasiet allerede efter 1 G., havde siden jeg gik i syvende, haft job på landet efter skoletid – og nu måtte jeg vælge – job eller skolegang.
For et år valgte jeg at arbejde fuldtids indenfor landbruget.

John mødte jeg af og til i byen.
Han var ”stadig” fuld og til fest og farver – og jeg var for det meste alt for ædru – nok fordi jeg var blevet forlovet.

Så pludselig, så så vi ikke hinanden mere.

Jeg kom på handelsskole, blev udlært boghandler, blev i tidlig alder butiksleder, skiftede min forlovede ud (det lyder mere kynisk end det var), en dag rendte jeg på John.
Der var gået nogle år, siden vi sidst havde talt sammen.

John havde nu også fået en fast kæreste – ja hende hænger han på den dag i dag/ eller så hænger hun på ham... de er i hvert tilfælde gift og har fået børn.
Og vi stod jo så lige, var bundet op til over begge ører...

Hvordan snakken faldt på jagt ved jeg egentlig ikke.

Men min Svigerfar havde lidt jord, og jeg havde måske set muligheden og chancen i, at nu var der er en god grund til at tage jagttegn.

Og John så muligheden for, at vi sammen igen kunne få en fællesinteresse, der på kunne ligge på højde med vores drikkeri og snak om kvinder – okay, det sidste kan vi heldigvis stadig få meget tid til at gå med...

Johns far var også blevet ejer af en gammel Herregård – Vorgård – og der skulle jeg være meget velkommen på jagt, men først skulle jeg have jagttegn.

Ved hjælp af min nuværende kone, Annette, fik jeg terpet og lært, alt hvad der skulle til, for at bestå jagtprøven.
Og allerede sommeren efter mit nye møde med John, skød jeg min første buk på min Svigerfars mark.

Jagten på Vorgård præsenterede mig for de mest sublime sider af haglbøssejagt/selskabsjagt jeg kunne tænke mig.

Dette var en jagt, hvor alle substanser var en integreret del af gamle overleverede traditioner.

På jagten var 2 jagthornsblæsere – og sikken herlig klang.
På jagten var jagtherren (Johns far Vagn) tilpas højtidelig – en ny Fitsgal blev hvert år udnævnt.

Fitsgalen tjekker bl.a. jagttegn og bøsseløb. (snavs i løbet udløser en bøde)

Og nu igennem 15 år, er denne jagtweekend startet med et lille glas ”Von Osten”.
Smag den – du kan vænne dig til det.

Som ny jæger, kunne jeg som blomme ikke befinde mig et mere næringsfyldt æg.

Jeg lærte alt om sikkerhed, almindelig pli på og under jagt – som f.eks. ingen går foran jagtherren.
(dette udløser en bøde)
Ingen træder henover vildtet på vildtparaden.
Ingen tisser i såten – dette er dog blevet mere tilladt med årene (måske fordi jægerne er blevet ældre og oftere trængende) – hvor tids tisseri er så blevet afløst af mobiltelefonen som desværre for nogle bliver sms´et og ringet på – og dette giver bøder, hvorimod som sagt, tisseriet knap bliver påtalt...

Jeg glemmer ikke den første jagt.
Jagtvognen kom i den høje sne kørende med hundefolket på det åbne lad.
Jagthornsblæserne sad med velpudsede horn og store smil oppe på vognen.

Jeg glemmer heller ikke synet af en flot udfarvet fasankok i sneen, eller rævens røde glød, liggende død på siden.

Jeg glemmer heller ikke fredag aften, hvor varm luft fra brændeovnen blev blandet med den tykke cigarrøg – en skrap kost, efter mange timer i den friske luft.

Brændevinen til de gule ærter, det kolde flæsk og den sprængte gås – mættede sultne maver.

De første år var hårde, især for de der troede, de kunne snige på loftet til en god nats søvn.
Et kosteskaft der gungrede mod loftet, kunne holde selv den mest søvnige vågen.

For mange blev natten lang – vitserne blev bedst fortalt tidligt på aftenen – og det var også her, Fitsgalen skulle dele bøder ud, til alle der havde ”dummet” sig i løbet af dagen.

Stikkere fandtes der mange af i jægerflokken.
Hver gang der blev sladret, udløstes en gevinst på en lille Underberg fra Fitsgalens bælte, og der blev noteret ned i den sorte bog.

Traditionerne er på Vorgård blevet holdt i hævd i de 21 år jagten er foregået under Vagns hårde men retfærdige ledelse.

Dog blev der allerede på mit tredje år i jagtselskabet brug for en ny hornblæser.
Og da jeg hørte, at vi kunne risikere en jagt uden denne meget faste ingrediens – skyndte jeg mig at ønske et jagthorn i fødselsdagsgave, og tilmelde mig et kursus i jagthornsblæsning.

Men jeg må indrømme, at det faktisk først er nu, 12 år efter, at jeg føler mig rigtigt godt tilpas og fortrolig med at blæse.
Jeg fremfører dog også alle signaler – og har fra starten valgt ikke at springe over hvor gærdet er lavest.

Selv en kommentar fra en ukendt gæst (han var kun med på en enkel jagt)
”Det der blæsning, det må du gå hjem og øve dig lidt mere på...”
- slog mig ikke af pinden.

Jeg holdt stædig fast i troen på, at jeg skulle lære at blæse alle signaler, lige fra ”Sneppens død”, til det afsluttende ”Jagt forbi...”

Og uden tvivl har jagtdeltagere lagt øre til mange skrækkelige toner i årenes løb.

Men de har ligesom jeg, syntes at jagthornet har hørt hjemme på Vorgård, og derfor lyder hornet nu også med en klang, der er til at holde ud, at lægge øre til.

Jeg jagtede de første mange år uden hund på Vorgaard
Når jagtinvitationen dumpede ind af postkassen, stod der enten ”Jæger og hund”, eller blot ”Jæger” på invitationen.
Indenfor de sidste år, har jeg heldigvis været velkommen - også med hund.

Weekendjagten på Vorgård har ikke bare for jægerne været et årligt højdepunkt.

For de hunde der er blevet sluppet på de ca. 450 tdr. land blandet skov og eng, har det været et eldorado af alle jagtbare vildtarter.

Igennem årene er der blevet udsat et tusindtal fasaner.
Og dette har givet en vildtparade - for de ca. 18 jægere på 2 dages jagt – på imellem 40 og 120 fasaner.

I år har der ikke været nogen form for udsætning – og forskellen var til at føle på.

Blot én enkel fasan måtte lade livet
Har det virkelig så stor betydning, om der bliver sat fugle ud eller ej?
- åbenbart, dog følte jeg, at fasanerne i højere grad havde spredt sig, og vi blot var uheldige ikke at få flere på vingerne denne weekend.

En enkel kok drev gæk med en gammel dansk Hønsehund.
Hunden havde flere gange stand, for blot at tage stand få meter længere henne...

Jeg fløjtede på Zacco, dirigerede ham mod højre – ikke mindst for at drille Per med hønsehunden.

Zacco fik straks fært og satte tempo på, en fuldvoksen og helt udfarvet kok røg støjende på vingerne.
Jeg råbte ”Tiro mod venstre”
John stod perfekt til skud.
Desværre gik han og talte spansk i sin mobiltelefon, og måtte opgive at skyde med blot højre arm fri – jeg håber han vil ægre sig resten af året, over denne missede skudchance...

I de femten år jeg har været på jagt på Vorgård, er jeg aldrig gået en dag igennem uden at løsne et skud.
Det gjorde jeg i år.

Først på andejagten fredag aften skød jeg, og nedlagde en gråand.
Min sidemakker og jeg - blev enige om - at vi var fælles om yderlig 2 ænder – jeg ved ikke hvordan halve ænder skal skrives ind på vildtudbytteskemaet...

Vejrguderne var i år med os.
Dagen forinden havde vejret været gråt i gråt – men da fredagen kom, fandt solen vej igennem skyerne, og det blev et perfekt jagtvejr.

Vi måtte hele dagen skyde rålam – og her sent på året, efter en del dage med blæst, håbede vi også at se en del snepper.

I en såt løb et lam bagud.

Johns bror Allan - stod som bagpost, og jeg kunne se både rådyr og skytte.

Allan stod og beundrede himlen, med bøssen ikke ret meget klar til skud – så jeg råbte ”Allan – lam bagud til venstre...”

Jeg var helt sikker på, at Allan ville ramme lammet.

Allan og John er de mest rutinerede jægere jeg kender.
De misser meget sjældent et skud, og det er ligegyldigt om det er en fasan, en krikand, en sneppe, en hare eller som her et stykke råvildt der bliver skudt til...
Med næsten 100 % sikkerhed, så falder vildtet når der bliver afgivet et skud...

Forbløffelsen var da også stor, da Allan leverede 2 forbiere til rådyret...

Allan konstaterede efter denne weekendjagt, at hans haglbøsse havde været som forhekset.
Alle jægere ved hvordan følelsen er at misse et skud.
At det blot skulle være det første stykke vildt Allan skulle skyde forbi på disse to dage – ja, det var ikke sjovt, er jeg sikker på.

Og det vil nok også blive brugt imod ham, næste gang han bliver for kålhøgen.

Men som Vagn konstaterede ”Det kan ske for selv den bedste...” og aldrig før har jeg hørt udtrykket blive brugt på et mere berettiget tidspunkt.
Og det ikke kun fordi, at det var hans søn Allan, det var møntet på.

Johns søn, 9 årige Frederik, kom med på jagten lige fra lørdag morgen.

Vi kunne denne formiddag ”kun” nå to såter.

Da John stod for at fordele rækkefølgen af os jægere og drivere, gav han - næsten som altid – mig pladsen, enten til højre eller venstre for ham selv.

John havde Vagns kornfede hund af en labrador – Lady - gående enten en meter foran, eller en meter til højre/venstre for sig.
Desværre var Johns egen labrador i løbetid, og måtte bløde hjemme i lejligheden.

Men så var det jo godt, at han havde en mere aktiv hund som Zacco til at gå/løbe og afsøge terrænet, både foran ham og de nærmeste andre jægere...

Vi havde ikke gået mere end ti skridt, og Lady havde her i starten af drevet, uheldigvis bevæget sig 15 meter foran John (den skulle sikkert skide)

Vi havde lige ladt vores bøsser, da en hare rejste sig, mindre end 5 meter foran John og Frederik.

Det knasede i det frosne græs da haren forsigtigt lagde ud.

Jeg kunne se på John, at han tøvede.

Hvor var hundene? Kunne han komme til skud?

Haren tøvede samtidig også..
Hvor skulle den løbe hen?

Der var åbent højre om John, og farten blev sat op.

John havde nu også frit skud – og 2 velplacerede forbiere blev smidt efter haren...

Straffen kom prompte fra Frederik, der på sin vanlige drengeærlige måde, siger tingene som de er.
”Far – hvordan fanden kunne du skyde forbi den hare..?”
”Du skyder da helt af pommern til..”

Ja, latteren rungede både i Johns og mit bryst, ofte er sandheden ilde hørt, også når vi går på jagt – for vi ved det jo godt – men siger det sjældent til hinanden...

20 meter længere fremme, i noget tæt krat.

Brombærbuske og enebærbuske.

Zacco og den lille cocker til venstre for mig gav hals.

Et dyr – et lam, kom løbende med Zacco lige bag sig.

Zaccos vaf, vof, vaf – gjorde rådyret panisk – det var lige ved at sætte sig fast i en brombærbusk, fik i sidste øjeblik revet sig fri.
Zacco manglede kun få meter i at nå det...

På åben mark satte dyret farten op, stadig med Zacco halsende bag sig.

Jeg råbte ”Lam bagud til højre...”

Jeg kunne ikke se John og Frederik, men vidste - hvor de var...
(der på den anden side af nogle få træer)

Et enkelt skud blandede sig med Zaccos halsen.

Jeg gik de ca. 30 meter omkring hjørnet for at gratulere.

Et perfekt skud havde nedlagt lammet.

Dette er jagt, når jagt er bedst.

En drengs øjne blev ændret fra foragt til beundring – ja, det er jo også snart jul – men jeg tror nu ikke Frederik tænkte på dette, da han nu roste sin far, i stedet for at skælde ham ud...

Jeg gik tilbage til min plads i driverkæden – som jeg forinden havde råbt an - til at holde tilbage.

John ville vente med at brække dyret, til såten var forbi.

Morten – gynækologen – som gik til venstre for mig var væk.
Jeg kunne heller ikke høre ham.

Jeg råbte ”Morten – hvor er du?”
Han trådte frem fra en bakkekam, og sagde, at der jo kunne komme dyr og ræv der ville gå bagud, derfor varede han sin tunge.

Det var også okay, når jeg bare vidste, hvor han stod og varede den...

Der gik ikke et minut før Morten skød.

Et lam var kommet bagud til venstre, og jeg lettede på hatten.

Morten bappede videre på sin pibe – og smilede veltilpas.

Endnu noget tæt krat skulle forceres, en sneppe fløj mod højre – jeg hørte blot meldingen og skuddet fra John.

Den heldige kartoffel havde nu også nedlagt en sneppe – hvilken formiddag at have sin søn med på jagt...
Endnu engang måtte jeg lette på hatten.

Og nu var Frederiks far den bedste skytte i verden – glemt var haren for en stund...

Hundene gav hals, og jeg så mange dyr løbe frem og bagud i såten – dog uden at kunne komme til skud, da jeg så dyrene i al for tæt vegetation.

En hare kom løbende på tværs, hvem der blev mest forskrækket – jeg eller den, ved jeg ikke – men inden jeg fik bøssen i anslag, var den væk igen.

Da såten var slut og vi nåede skytterkæden, blev der gennet på os, for at vi skulle komme helt frem.

Jeg fik en melding om, at der var blevet skudt på et stykke råvildt, som derefter var gået bagud.

Jeg havde godt nok også undret mig over, at Zacco havde insisteret på, at gå ind i et tæt brombærkrat så tæt på afslutningen – det var færten fra dyret som trak.

På skråningen sad det anskudte dyr.

Det var lammet fra forløbene og ned.
Rådyret kunne kun løfte sig op på forbenene, uden at komme ud af sædet.

Jeg løftede bøssen, og gav dyret et fangstskud på halsen, dyret trillede ned -. det havde fået fred.

Det var Fitsgalen der kom frem og takkede for hjælpen.

Dyret var en gammelrå, men dem skal der også skydes nogen af, så det var fint.

Denne såt gav ikke færre end 5 lam og en gammelrå.
Derudover blev der skudt 2 snepper og en hare.

Morten havde skudt 2 rålam – den heldige kartoffel.

Og Allan havde endnu engang skudt forbi et stykke rålam.

Denne gang fik han sandheden at vide.
Frederik gav ham en ordentlig svada...

Men igen - Frederik siger tingene som de er – og på vej tilbage mod bilen spurgte han også ”Jens-Arne - hvordan har du fået Zacco til at være så god en jagthund? – Du må da have trænet meget med ham...”

Mit svar var, at jagten her på Vorgaard bar en stor del af skylden for Zaccos jagtlige evner – dvs - desto mere vildt en hund får for næsen, desto bedre bliver hunden til at håndtere det...

Jeg må indrømme, at det er dejligt at høre sandheden engang imellem – for oftest får man som hundemand på puklen, når hunden tager både første og anden såt på en gang, blot fordi en fært har været alt for uimodståelig.

Udover Frederik - roste hans farfar Vagn også Zacco for hundens gode arbejde – især med råvildtet.
Og dette ros, betyder langt mere for mig, end at skyde nok så meget vildt.

Som hundemand er der ikke noget bedre, end at hunden får noget vildt på benene eller i luften, så skytterne der ofte venter længe, endelig kan komme til skud.

Bedst var synet i dagens sidste såt, da en af driverne ca. 70 meter til højre for mig havde skudt en hare – og Zacco foran alle, både skytter og drivere, kom med den velvoksne hare i kæften – på vej mod sin herre.

Apporteringen er mindst ligeså vigtigt, som at kunne drive vildtet frem til skud.

Fredag aften sad John og jeg i en af de sidste samtaler før vi måtte se dyner.

John mente jeg blev nødt til at tage på en jagtrejse for at finde interessante emner at skrive om.
Jeg skulle opleve noget ekstraordinært for at andre jægere ville ”købe” min historie.

Jeg vil ikke give John helt ret.
Selv det ordinære kan være interessant at læse – at kunne nikke genkendene, er en ikke så ringe ting endda.

JAØ d. 27/11-07