Når en buk er en buk

Det er dejligt, at beslutningen er taget, før man går på jagt.
Jeg tænker at det gælder, uanset hvilken jagt du tager på, så skal beslutningen være taget, inden du får chancen for at skyde.

Det er en god idé hvis du som jæger f.eks. tager på bukkejagt, kronhjortejagt i udlandet, eller sætter dig efter et stykke dansk vildt med din riffel.
Hvad vil du skyde?
Hvad er dine krav/forventninger, og især gældende i udlandet, hvor tyk er din tegnebog.
Min tegnebog har aldrig været særlig tyk, måske jeg derfor har holdt mig fra jagt - syd, øst eller vest for den Danske grænse.

Jeg kan godt li´ at sidde på jagt et sted, hvor jeg ved, det ikke er pengepungen der skal afgøre, om jeg kan skyde eller ej.
Ofte sætter jeg et krav til mig selv om, at en buk skal have minimum den eller den størrelse, alderen ved vi efterhånden godt, kan være svær at bedømme, når du sidder med din riffel.
Så mine kriterier for at skyde eller ikke skyde er ikke komplicerede, og ofte heller ikke ufravigelige.

Jeg har aldrig været speciel kritisk mht trofæstørrelse.
Det med trofæer har ofte afspejlet sig i, hvilket jagtareal jeg har haft til rådighed.
Pt råder jeg over 3 mindre arealer, og ja, hvem ved, hvis jeg kun skyder en buk hvert fjerde år, så er der måske større chance for stor buk, men jeg tror det næppe.
Mine arealer er ikke store nok til, at jeg kan garantere, at en buk forbliver på mit terræn, den kan let løbe ind i andre jægere, men jeg har nu aldrig skudt ud fra den devise om, at skyder jeg ikke, så skyder naboen nok min buk.

Der er ingen, der ejer det frie vildt.
Og ja, regner man antal ha pr jæger, selv i de største konsortier, så har disse jægere bestemt ikke mere jagt en mig, tværtimod så er det at stikke blår i os jægere, at sige, jo jo.. vi har 350 ha jagt, så kan vi skyde så og så mange bukke.
Er I 15 mand om denne jagt, og vil I alle skyde en buk hver, så er det så som så med arealstørrelsen.

Men skidt nu med det, vi må som jægere agere ud fra det, vi har til rådighed, og så arbejde med vores samvittighed.
Hvad kan terrænet bære at vi afskyder?
Og bæreevne/afkast kan ikke udelukkende bedømmes ud fra hvor stort terrænet er, men ligeså meget ud fra bestands tætheden og hvilken biotop der er på dit terræn.

Jeg har i al den tid, jeg har gået på jagt, haft jagten hos min svoger.
I starten blev der dyrket hvede på markerne, for ca 15 år siden blev området plantet til med juletræer, samtidig blev markerne/træerne hegnet inde.
Fra at have jagtet buk på fed agerjord med gode 3 rækkede læhegn, og et enkelt stykke med juletræer uden hegn, blev jagten med riffel fra dag et meget sværere.

Ja der skulle et mindre mirakel, stort held, eller endnu større tålmodighed til, for at skyde buk i bukkejagten.
Men med tiden, er hegnet blevet lidt utæt, og igennem de sidste 10 år, har der været en ”fast” bestand af råvildt, vi har til tider set op til 6-7 stykker vildt på samme dag, når vi om efteråret har drevet stykket af med hunde.
Juletræerne har altid haft god bestand af hare og fasaner, og vi har næsten hvert år kunnet nedlægge et stykke råvildt med hagl.

Om det har været buk, rå eller lam, så har vi skudt det der er kommet for, og råvildtet har oftest ”snydt” os, da vi ikke er mange jægere, der står for eller går igennem træerne, når vi afholder jagt.
Og sådan har vi det også bedst, at vildtet har en fair chance.

Og sådan har det også været mht bukkejagten de sidste 16 år.
Bukken som måske har været på terrænet, det kan ses på fejninger og fod på jorden, har haft store chancer for at undvige mig siddende med min riffel.
Rådyrene er der, men de kan jo også blot have været strejfere.

Så når jeg igennem de seneste år har siddet og forsøgt at lokke buk til skud, så har det været forgæves på mine få besøg/forsøg.
Men uanset hvad... hvo intet vover, intet vinder.

Hvo intet vover intet vinder

Sådan havde jeg det også i går aftes, søndag d. 30. Juni 2024
Vi nærmer os slutningen på årets bukkejagt.
Snart stjæler sommerferien en uge af de sidste 14 dage, men med to bukke nedlagt i den igangværende sæson, så lider jeg bestemt ingen nød, så jeg har ikke været let at drive ud af fjerene den sidste måneds tid.
Og aftenjagt, bliver næsten altid til en midnatsaffære, med en sol der først går ned klokken 22.15 rundt regnet, og så en kop aftenkaffe inden sengetid..pyha, en kort nats søvn man får.

Men er jeg bukkejæger, eller er jeg ikke bukkejæger?

Så derfor.. efter en ellers godt besat weekend tog jeg mig søndag aften sammen, og kom afsted på jagt.
Annette foretrak endnu engang at tage på job et par timer, hun vidste godt, at det var med risiko for at gå glip af noget godt, men sådan er det, man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Det kunne kun blive til knap to timer på jagt.

Men som jeg sagde til Annette, da jeg satte hende af på job knap 20.30, at klokken 21.15, så ville jeg sende et billede af et tomt patronhylster...
Det håbede Annette godt nok ikke skulle ske, igen, for anden gang i år.

Hvis ikke jeg troede på min chance, kunne jeg ligeså godt lade riflen stå derhjemme.

Zimba, min hund, var så uheldig forrige fredag at træde galt/få foden i klemme, da den tog trappen op til vores køkkenhave med 120 kilometer i timen.
Det plejer at gå godt, det gjorde det ikke her.
Fredag (i forgårs) var Zimba på dyrlægebesøg for tredje gang på en uge.
Mandag og torsdag i Hobro og fredag skulle Zimba have en CT scanning i Århus.
Sjovt nok er det første man som ”patient” bliver spurgt om
1. ”Har du forsikret din hund?”
2. ”Hvor er din hund forsikret?”

Jeg er sikker på, at disse oplysninger bliver skrevet ind, og som en sidebemærkning, er det blevet tjekket, hvor stor dækning der er ved det pågældende selskab, hvor meget kan dyrlægen hente her uden det gør for ondt på kunden?

Tilfældigvis anbefalede dyrlægen mig en mindre operation, som kunne klares på dagen, hvor en skrue ville blive sat ind i det bruddet i fodledet på 7 x 7 mm.
Det lød stort, da lægen sagde det i telefonen, da jeg så det på scanningen, virkede det småt og ubetydeligt, og der var faktisk 3 mindre brud i alt.. (hvad ville han gøre ved de to andre, var der blevet stukket blår i mine øjne?)

Da jeg spurgte hvad prisen ville være ved en operation..og hold så lige fast.. kr. 28.950,-
Vores forsikring dækker op til knap. 28.000,- .. og jeg vidste at vi ”skylder” i omegnen af kr. 7.000,- for de to konsultationer i Hobro..og der vil komme mere til...forbindingerne skal skiftes over de næste 5-6 uger, og ved en operation måske oftere..

Jeg blev nærig, eller grebet af sund fornuft, tro hvad du vil, og jeg spurgte..om Zimba ikke kunne klare sig uden operation.
Svaret var ærligt, at der ved begge valg var en risiko.
Og der uanset hvad jeg besluttede, ikke var garanti for, at jeg fik en 100% jagthund tilbage.
Men da Zimba kun er 3 år, og er en stærk hund, så ville dyrlægen vurdere, at Zimbas chancer ville være gode.
Ok..jeg valgte ikke at få Zimba opereret, og kunne derfor fredag eftermiddag hente Zimba med en kæmpe forbinding, der på en faktura der til forveksling ligner en faktura fra min mekaniker, fremgik at en stor forbinding koster knap 4.000,-
I alt skulle jeg betale for det ene dags besøg (hvor en operation også kunne være nået at komme med) kr. 13.500,- .. inkl. moms heldigvis.

Zimba stavrer afsted som en sørøverkaptajn med træben.
Men modsat en kaptajn har Zimba en hale der logrer glad og tilpas.

Søndag aften var Zimba med mig på jagt.
Den sad trofast i sit bur, mens jeg med riffel over skulderen, kikkert om halsen og rygsækstol på ryggen listede ind på mit lille jagtstykke.

Alt efter vinden, satte jeg mig strategisk godt.
Det er med at vælge det rette sted, også så jeg kan komme sikkert til skud.

Jeg valgte at sætte mig på det yderste venstre spor i det midterste af de tre juletræs beplantninger.
Det er det stykke med de største og tætteste træer, men råvildtet er også tit set på stykket til venstre for dette, der er træerne godt på vej, så der ligger dyrene tit skjult, først når de er på benene, kan man se dem.
Her i det høje, er det et skud i tågen.. hvor kan de komme, hvilket spor kan de passere.
Jeg håbede mit Nordic Roe kunne få en buk til at vælge mit spor.

Jeg satte mig, og begyndte at lokke.
Efter fem kald, syntes jeg at jeg hørte bevægelse på naboterrænnet.
Jeg er nødt til at følge mine sanser, så jeg rejste mig, fik skydestokken ud i fuld længde, og listede over mod stykket til venstre.
Med solen i øjnene forsøgte jeg at skue ud over de lavere træer.
Ingen tegn på dyr.
Men der var opsat to lange stænger med skræmme ”drager”/sorte flagrende plastsilhuetter, og når de slog sig i vinden, gav de lyd fra sig.. det var det jeg havde hørt.
Nu jeg var oppe at stå, kunne jeg ligeså godt gå over til venstre side af dette stykke, i god vind kunne jeg gå frem, og jeg ville komme over i skyggesiden, der kunne jeg stå usynlig og lokke for en stund.

Efter lidt tid og forgæves lokken, gik jeg tilbage til min stol.

Okay.. nu bliver jeg siddende her, i hvert tilfælde en halv time, og så vil jeg lokke, og tro på at jeg kan lokke en buk til, hvis der er dyr i skoven, så skal de komme frem...

Efter lidt tid, og efter en tid hvor troen på at der var liv, var ved at forsvinde, trådte et stykke råvildt pludselig ud af de tætte træer, og gik stille fra højre mod venstre.

Jeg nåede kun lige at fange dyret i min riffels kikkert, og kunne se, at det var en rå.

Efter råen kan en buk ofte komme, så jeg lokkede indtrængende.

Det dyr der var trådt på tværs, vidste jeg ikke kunne forsvinde over til stykket til venstre, der løb et hegn, der dog var åbent både for oven og for neden, men jeg ville kunne se dyret, hvis det valgte at gå videre.
Pga højt græs og pga de høje træer i skellet, havde dyret været væk for en stund, men trådte nu frem, med hovedet forrest, den gik ned imod mig.

Og her når jeg tilbage ved min start.. når jeg går på jagt, så har jeg besluttet mig for, hvad vil jeg skyde.
På dette terræn er svaret hvad jagtloven tillader, og det gælder også for en buk, en buk er en buk i dag.
Og ja, det jeg troede var en rå, viste sig at være en buk.
Godt nok noget af det mindste man kan tænke sig.
To små spidser stak fint fejet op mellem bukkens gehør, han var ikke kun klejn i opsatsen, hoved og krop matchede de fine et centimeter store ”stænger” .. ja spidse knopper om man vil.

Beslutningen var taget.
Det er en buk.
Kommer han til skud.
Så skyder jeg.

Bukken stoppede med at gå imod mig, da jeg ikke længere pev.
Han drejede vinkelret ud mod højre, og gik direkte mod de tætte grantræer, der ville redde hans liv.
Måske, for forsvandt han, så ville jeg naturligvis prøve at lokke ham ud igen.
Afstanden var ca 70 meter, og der var perfekt kuglefang, jeg sad på det laveste niveau, og han gik midtvejs til det højeste..

Jeg forsøgte ikke at stoppe ham, fulgte ham i riffelkikkerten, og nu, jeg skulle lige til at trykke af, mærkede at jeg ikke havde helt hold, tog mig i det, koncentrerede mig i det sidste og afgørende øjeblik, næsten for sent, men så faldt skuddet.
Bukken havde hele bredsiden til, og jeg så han løftede sit højre ben, og løb uden hop eller uden voldsom spurt ind i træerne.

Jeg savnede hoppet, men så heller ikke en krum ryg, så jeg tænkte, skuddet sad som det skulle.

For de der ikke ved det, så er skudtegnet ved god hjertekugle et højt hop, lungeskud hurtig spurt uden skudtegn, og tegnet ved en leverkugle (lidt baglig kugle) krum ryg, og på en leverkugle, kan et dyr gå langt.

Jeg var optimist.
Tog et billede af det tomme patronhylster.
Klokken var 21.29 helt præcist.
Og det var næsten et kvarter senere, end jeg havde lovet Annette, at jeg ville sende et billede.
kl. 21.30 skrev Annette ”Det er løgn”
kl. 21.31 ”Niks..den er god nok. Men det er en lille lille dik dik”

Og det var Annette noget ked af
Annette skrev i hvert tilfælde ”Øv, hun ville gerne have delt denne oplevelse med mig”
Igen tilbage ved start, man kan ikke blæse osv.

Jeg gik til bilen, og valgte for en gang skyld, at køre bilen næsten helt hen til min jagtstol midt på jagtstykket.
Zimba skal ikke gå unødigt langt, og jeg slap for, at skulle bære bukken langt fra stykket...hvis nu bukken lå der, og det regnede jeg da bestemt med den gjorde.

Ja, jeg er nok begyndt at tage det som en selvfølge.
Jeg er dog ikke helt sikker på min riffel, ikke 100%, efter vi var til terrænskydning i Tranum.
Jeg syntes ikke skuddene sad helt som jeg forventede, mistanken lå på indskydningen i røret hos MB jagt, jeg stoler ikke helt på det skidt.
Heller ikke da jeg efterfølgende kontrolskød riflen, for at flytte sigtet tilbage til mit jagtammunition.

Men i skudøjeblikket, var jeg sikker i min sag, skuddet, hvis det ellers sad hvor jeg sigtede, så ville bukken ligge forendt derinde, men træerne står tæt, og der er masser af græs og brændenælder.

Jeg fandt den gule søgelinje, fik Zimba båret ud af bilen.
Den skulle have lov for fjerde gang i år, at finde en sommerbuk.

Ved anskudsstedet fandt jeg schweiss, men ikke i den rigtige farve.
Zimba var ikke vildt interesseret, måske fordi blodet var meget mørkt og af en anden lugt, end den var vant til.
Lyst luftigt schweiss, det er det der ”plejer” at ligge..
Jeg var ikke specielt stolt.
Det var schweiss der indikerede en leverkugle.
Men det til trods, så bør bukken ligge der, den havde haft tid til at forende.

Jeg koblede Zimba op, og satte ham på søg.
Han gik desværre med højt hævet næse, måske fordi brændenælderne rev i næsen, hvis snuden nærmede sig jorden.

Jeg gik ufortrødent fremad, stolede på min hund, og gav ham lov til at søge.
Og søge gjorde han på livet løs, dog med al for stor iver, han troede han var kommet på jagt efter fasaner.
Duer fløj igennem luften, lettede fra træerne med høje vingeslag.
Min svoger siger duerne elsker de majs jeg har i fodertønderne, ja det kunne det tyde på.
Fasaner skogrede også lystigt, så liv var der masser af, mens jeg søgte efter døden.

2 gange vendte vi tilbage til anskudsstedet, tredje gang havde jeg fået nok.
Zimba gik ikke godt på færten af bukken.
Jeg søgte lidt selv nu med Zimba bag mig, og fandt indenfor træerne mere schweiss, meget schweiss, i en god højte, det var sprøjtet ud, stadig mørkt blod.
Men det var ikke i den retning, Zimba var gået under de første to søg.
Nu gik jeg som sagt forrest, ikke på fært men på visuel søgning og erfaring.
Jeg så store stængler af ukrudt der lå ned, noget havde for nyligt pløjet igennem her.
Jeg fulgte min intuition, og ikke langt væk lå bukken forendt.
Efter en kort buet spurt, lige ind, lidt ned og så ud, lå bukken ca. 20 meter fra anskudsstedet, og kun et par meter fra det yderste skovspor, men midt imellem høje brændenælder, og ja, dem kunne Zimba nu pludselig godt gå igennem, når bare jeg gik forrest, og ja..en død buk er da også spændende.

Med tungen ude af munden, stod Zimba stolt smilende, som om det var ham, der havde fundet bukken.
Og for selvtillidens skyld, roste jeg ham til skyerne, lod ham blive i troen.

Skuddet sad nu ikke så ringe endda.
Lige bag skulderbladet som det skulle.
Måske bukken havde taget et kvart skridt i samme øjeblik jeg skød, så det sad et par centimeter længere tilbage, end der jeg havde sigtet.
Men højden på skuddet var perfekt.
Leveren var gennemskudt, da min Nielsen Sonic blyfrie kugle splitter sig i 3 dele.
Og to af fligene havde skåret noget bagligt, lige igennem leveren, og det kunne ikke bare ses, det kunne også klart lugtes.

Billeder blev taget og sendt til de der måske var interesseret i at se en død buk.
Zimba kom i bilen, inden jeg trak bukken ud og brækkede den.
Annette ringede, da jeg næsten var færdig.
Hun var blevet bekymret over, at jeg ikke havde sendt hende besked om, jeg havde eller ikke havde fundet bukken.
Jeg havde sendt til en familiegruppe på Messenger, blot en gruppe jeg kun havde børnene med i, så Annette havde i 45 minutter levet i uvidenhed og spænding.

”Jeg kører om 5 minutter” kunne jeg fortælle, og det passede næsten på minuttet.

Sådan nedlagde jeg årets tredje buk, og ja, det var en god oplevelse, næsten ligeså god, som hvis bukken havde været en stor flot 6 ender.
Eneste forskel.. ja.. prale af trofæets størrelse kunne jeg bestemt ikke...

JAØ 1/7-24

ps. Faktisk sad jeg på jagt for ikke så længe siden, på et af mine to andre stykker.
Jeg lokkede en buk til skud, den var helt inde på 15 meters afstand.
Opsatsen var ligesom denne dik dik, næsten ikke synlig, men den var der.
På det stykke havde jeg bare besluttet, inden jagten, jeg skyder kun, hvis der kommer en rigtig fin 6 ender...og det reddede denne lille buks liv.

Det samme havde jeg besluttet, inden jeg også for ikke så længe siden sad på mit tredje stykke.
Der lokkede jeg en rigtig fin og høj et års spidsbuk ind på mindre end 20 meters afstand.
Der var beslutningen om ikke at skyde også let.. jeg ville kun skyde, hvis der kom en rigtig fin 6 ender, og den skulle her være rigtig rigtig fin.
Denne spidsbuk lovede godt, om et år ville den være en god seksender, om 3 år vil den være endnu bedre, hvis han lever så længe.

Den forrige lille dik dik burde jeg måske også have skudt, to die or not to die thats the question...