"Den allersidste dans" aka buk nr. 2 2020

Den allersidste..det ved man aldrig.

Den allersidste dans før vi går hjem.
Skrevet i 1951 af Kai Normann Andersen
Hov..lidt underfundigt... Kaj har haft jagten hos Norman i rigtig mange år..

Solen den går ned over gaden, stemmerne får tusmørkelyd..
Gasolins sang hedder ”Det bedste til mig og mine venner” sunget af Kim Larsen, der også har lavet sin version af ”Den allersidste dans”

To sange, hvis deltekster jeg kommer til at tænke på, når jeg sidder, og tænker på bukkejagten i går aftes.

Jeg følte det kunne blive den allersidste dans i aften, dans på tuer igennem brombærkrat og lavthængende grene.
Sumpende lyde af støvler der ryger ned og op i den gyngende undergrund.
Vi husker de to runde telefonpæle, der ligger godt gemt og til dels opslugt af mudder, men som stadig kan spænde ben, de der engang havde dannet underlag til en mindre bro, hvor meget af området var klart vand.
Selvom vi husker dem, røg Kaj forover under sidste års jagt, godt at se reaktionerne stadig er der, så hænderne tog fra, og inden var riflen landet blødt i høje stride strå.

I går hentede jeg Kaj for tredje gang i år, kl. 18.30 præcist.
Vi sagde i munden på hinanden, tredje gang er måske lykkens gang.
Jeg havde nær sagt..jeg håbede det ikke..for så ville jagten jo være slut, og vil man afslutte et eventyr?
Kaj har altid været klar i spyttet.
En buk på engen, så er jagten slut.
Nu havde Kaj heldigvis trukket den længe, lidt for længe, hvis det havde stået til mig.
At starte bukkejagten d. 15 Juni..det er jo der al aktivitet fra bukkene ligger stille, ja..man skal være mere end heldig for at træffe bukken aktiv i de lyse timer, hvor dagene ellers er længst.
Afgrøderne hjælper også råvildtet i sikkerhed, men det vidste Kaj, og som han ofte siger til mig ”Det skal ikke være for nemt – vi må gerne kæmpe lidt for at få en buk” .. og hvor har Kaj dog ret, men alligevel..det skal heller ikke være umuligt ha ha.

Nu nåede vi frem til d. 22 Juni, årets længste dag, solen går ned kl. 22.15, og det kunne som sagt, godt blive den allersidste dans på engen i Fusager.
Med det in mente ankom vi, kørende på smalt hjulspor, hvor jeg på videooptagelsen opfordrer Annette til at holde sig for øjnene, hun kan ikke li' jeg udfordrer vores Qashqai..det er jo ikke en firehjulstrækker, men den ligger højt og godt.

Vi kørte tilbage i tiden, igennem ”urskov” der lukkede sit tag over os og grønne mur omkring os.
Vi blev opslugt glemte alt om tid og sted for en stund.

Vi kendte vores mål, og vi nød hvert et åndedræt.
Jeg trak det tungt ind, mærkede allerede vedmodet, ved ikke om Kaj følte det samme, vi snakker sjældent om følelser.

Det ville heldigvis blive ugens køligste aften, temperaturen lå på blot 22 grader, vinden den var svalende frisk, kom desværre ikke fra den bedste retning, men som Kaj siger, så kan bukken komme fra alle retninger her på engen, så en perfekt vind findes ikke.
Vi håbede blot, at den lette brise ville holde de fleste knots væk fra panden.
Kaj lånte en håndfuld Djungelolja, virker mod myg, flåter og mitter/knotter/pandegnaskere, jeg havde min Thermacell med, ville tænde den, når jeg var på plads.

I aften havde Kaj besluttet at han gerne ville sidde på Kongepladsen.
Kongepladsen hvor jeg igennem tiden har skudt mine 3 bukke fra, og ja..jeg tror 99,9% af alle sommerbukke igennem Kajs 70 år på stedet, er skudt fra denne plads.
Nedenfor ligger en uimodståelig vinkel i skovstykket, hvor solens sidste stråler rammer, der træder bukken ud næsten lige så sikkert som amen i kirken.

Normalt giver Kaj det bedste til sine venner, men i år, måske fordi det er det uigenkaldelige sidste år, så ville Kaj gerne give sig selv muligheden for, at få årets buk.
Jeg spurgte Kaj om han nogensinde havde set buk på skovens modsatte side, der hvor jeg sad d. 15. og nu også skulle sidde d. 22. Juni..
”Ja, ja” svarede Kaj ”Jeg har før set rå endda med to lam..”
Jeg tænkte med et smil i sindet, ja men det er jo ikke buk Kaj..

Jeg tror grunden til, der ikke er skudt buk på min side, som jeg i går aftes døbte ”Dronningepladsen”, er, at der altid er blevet satset på, at bukken vil komme på Kongepladsen, og at jægere der har siddet andre steder i terrænet, inklusiv Kaj selv, har tænkt, ja..det er jo nok på Kongepladsen bukken kommer.

Og nu skal de jægere der er modstandere af at lokke buk her midt/sidst i Juni lukke ørerne.
Men de bukke jeg har skudt hos Kaj, er alle kommet ud på lok. Punktum :-)
Jeg indrømmer, de kan være kommet alligevel, men hvorfor, er de så ikke kommet ud til Kaj på Dronningepladsen?

Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne bevise min påstand denne mandag aften.
Kaj sagde i spøg, at kom der buk ud til mig, kunne jeg bare sende den videre til ham over på den anden side af skoven..
Og var jagt så enkel, så ville jeg hellere end gerne have sendt bukken videre til Kaj..hvis der skulle komme buk ud til mig.
Men Kaj ved ligesom jeg, at på dette terræn skal vi være meget vågne, og kommer chancen til buk, så er det den ene chance vi får.

Vågne var vi, da vi stod ud af bilen, og vi havde kæmpet og svedt os godt halvvejs, før vi stødte det første dyr.
Stop stop råbte jeg stille til Kaj, bukken som jeg tror det var, en lille en af slagsen, stoppede også op, men knap synlig i de høje tue, det var kun, da den hoppede afsted, jeg kunne se det.
I alt det grønne kunne jeg kun fornemme noget brunt, og det brune forsvandt også lydløst..ind mod skovstykket, som faktisk blot er tæt vildtvokset pil og enkelte tynde birkestammer, ingen af de store træsorter kan vokse på denne gyngende altid våde undergrund.

Kaj bestemte tempoet og gik derfor forrest.
Skydestokken fungerede fint som ekstra støtte, alligevel måtte Kaj flere gange kæmpe for at holde balancen, men han huskede de to telefonpæle der lå gemt i græs og mudder.

Det summende liv og klare fuglesang tog imod os, vi nærmede os endestationen.
Kaj søgte op til sin kongetrone, jeg gik videre..søgte længere op imellem skråningens tørrere trægrænse, kunne se tydelige veksler, ved det er her, vi kan risikere dyrene komme ned fra de højereliggende kornmarker bag os.

Modsat, som for en uge siden, kom jeg på denne måde til at sidde en tand højere, og med tørt underlag til min jagtstol, mere stabilitet og min skydestok ville ikke her synke en halv meter ned i jorden..perfekt plads under udhængende grene, jeg kunne tilmed sidde i skyggen.
Jeg kunne sidder her en evighed.

Sådan sad vi, på afstand af hinanden, knap 100 meter fra den ene til den anden.
Kaj med udsigt til højre side af skoven nedenfor, jeg med udsigt over den venstre langside.
Jeg kunne også se over til naboens engdrag, som var mere åbent, beklædt med småbuske og ja, der burde komme råvildt deriblandt også.
Men hverken d. 15. eller 22. så jeg skyggen af råvildt på denne ”mark”

Det fortæller lidt om, at råvildtet ikke står specielt tæt i dette område, de kommer i hvert tilfælde ikke frem i stort antal.
Her på bagsiden skydes der hvert år efterårsdyr, for 2 år siden drev Zanto også en smalrå frem mod skytterne, dyret fik fært og vendte om, jeg skød den lige indenfor trægrænsen i pilekrattet på kanten af en lille bæk.
Det er det eneste efterårsdyr, jeg har nedlagt på dette terræn, og jeg har været med i en del år efterhånden.
Som driver, og med alt andet end labrador som hund, så syntes jeg også, det er jægerne på post, der skal have flest tilbud.. men det er en helt anden snak.

Jeg sad og nød naturen.
Gøgens kukken over engen.
Solsorternes evige skælden ud, og jeg som jæger der tror, at nu kommer bukken.
Et dyr der smæler et stykke væk, er det Kaj der er blevet opdaget?
Puslen i mørket bag mig, jeg skeler forsigtigt, var der bevægelse?
Er der dyr på vej?
Opdagede det mig nu, fordi jeg ikke kunne nære mig for at kigge?

Indimellem lokkede jeg, lidt med Klaus Demmel, sjældnere med Nordic Roe.
Vinden gjorde, at jeg turde sætte lidt mere lyd på mine kald, men jeg nøjedes med korte sekvenser, lange pauser imellem.
Jeg så intet liv.
Men på et tidspunkt kom der et par bøv inde fra pilekrattet..jeg svarede med et par høje kald i mit Demmel lokkekald.
Stilhed på ny.

Jeg sad og kiggede, intenst med kikkerten af og til, selvom jeg troede på, at trådte en brun krop ud, så ville jeg se den, også uden kikkert.
Men alligevel, der i skyggen, og ude i de høje tuer, der ved jeg, at et dyr kan bevæge sig lydløst men også næsten som et spøgelse, jeg har set det så tit, pludselig, midt ude på et terræn, så står det der, hvor kom det fra?

Jeg sad og tænkte på 3 perfekte punkter bukken kunne komme ud på.
De var alle 3 i den højre side.
Det første punkt tæt på, var inde blandt det åbne pil, der ville det være muligt at skyde, hvis bukken gik på tværs.
Derefter var der to vinkler på langsiden af pilekrattet, til højre for mig.. den ene på ca. 75 meters afstand, den anden på godt 100 meter.
Kom bukken nogen af de 3 steder, så ville jeg også have en god chance for godt skud.

Sådan gik det ikke til aften, bukken stod ikke pludselig midt i det hele, og han kom ikke i de høje tuer.

Om det var mit sidste kald, der var ”skyld” i det, ved jeg ikke, men jeg tror det..
Pludselig lyste det brunt ved punkt 3, den fjerneste perfekte vinkel.
Som altid når jeg ved det er et stykke råvildt, så bruger jeg altid min riffelkikkert til at kigge efter, rå eller buk?
BUK.
Han smånippede af de saftspændte skud på små træer af små vilde laubærblade (jeg ved ikke om det er laubær, bladene ligner i hvert tilfælde til forveksling)
Han anede intet om min tilstedeværelse.
Gik ud på det åbne, og på den måde fik jeg en oplagt chance.
Jeg syntes bukken virkede som et meget lille mål, derude på godt 100 meter, min forstørrelse stod til otte gange, jeg skruede op på 14.
Min trebenede PRIMOS trigger skydestok stod perfekt, ret højde, og jeg sad helt fantastisk på min jagtstol, korset i kikkerten lå helt fast og sikkert, på bukkens røde bringe.

Jeg trak vejret ind et par gange, afsikrede, lod fingeren klemme i en stille glidende sekvens, korset stod på venstre side lidt skråt forfra på bukken, skuddet lød, bukken forsvandt i det høje græs..

Jeg repeterede, blot for en sikkerheds skyld, men jeg var indeni helt sikker, der blev ikke brug for et ekstra skud.
Ligesom om intet var hændt, fortsatte livet omkring mig, jeg måtte lige tænke det lille øjeblik igennem.. jo det var sket.. skuddet havde lydt, mit høreværn havde fået det til at lyde som et kort og næsten uhørligt ”plop”
Bukkefeberen rislede saligt igennem min krop.

Endnu engang priser jeg mig lykkelig for, at jeg for nogle år siden gik fra 30-06 til 6,5x55..ingen rekyle af betydning..jeg skyder med stor sindsro og selvtillid.

Jeg sikrede min riffel, tog min håndkikkert til øjnene i stedet.
Fandt området, hvor bukken ganske givet vil ligge, ingenting rørte sig, ingen benspjæt, ingenting.

Stemmerne fik tusmørkelyd, fuglesang og grenes hvislen, nærmede sig aftengrøde, vinden havde lagt sig, godt en halv time til solen gik ned.

Helt præcist 21.35 havde skuddet lydt.
Jeg målte afstanden til ca. 123 meter med min medbragte afstandsmåler.
En ren kobberkugle havde tilbagelagt afstanden på et splitsekund.

Det var tid at pakke sammen og gå hen for at hente Kaj.

Kaj kiggede forventningsfuldt på mig, jeg vidste han prøvede at aflæse mig, havde jeg gjort mit håndværk godt nok?
Jeg smilede endelig til ham og jeg sagde:
”jo..jeg tror den er god nok, men det er ikke en stor buk, vil du med hen at hente den?”
Jeg vidste turen ville blive hård for Kaj.
Men sine 84 år til trods, så ville Kaj med hele vejen, og jeg forstår ham sandelig godt.

Det kan godt være, at turen ud til vores pladser var hård, men jeg kender det stykke for enden af skoven rigtig godt fra vores efterårsjagter, og det er yderst vanskeligt at gå i, selv for en ung fyr som mig på 55 år, de 120 meter ud til bukken, vil føles som en kilometer.

Så vi gik sammen Kaj og jeg.
Jeg forrest, med riflen klar, man skal altid frygte det værste, at dyret pludselig rejser sig..

Da jeg ca 15 meter før bukken, kunne se den smukke røde farve ikke rørte sig, og jeg spurgte Kaj.
”Vil du gå frem til bukken som den første?”
Den mindste måde jeg overfor Kaj kunne vise, at denne buk, var mindst ligeså meget Kajs, som den var min.

Da jeg optog sekvensen på video, kunne jeg oplyse Kaj om, at bukken da vist ikke var så lille endda.
Kaj troede jeg snakkede om bukkens størrelse (Kaj tænker i kød, jeg tænker på trofæet ha ha)
”Nej, det er da et stort dyr” .. sagde Kaj.
”Jep, og opsatsen er da heller ikke så lille” .. sagde jeg med et stort smil.

Og på den måde gik solen ned over gaden, Kaj gav det bedste til sig selv og sine venner..

Tak for jagten Kaj

Jens-Arne 23/6-20

ps.
Det var den første buk ud af 2, var Kaj og jeg enige om i bilen på vej hjem, det var blevet sent, det ville være tæt på midnat, før jeg kunne hænge bukken op på min vildtkrog.
Onsdag ville jeg levere kødet til Kaj og Inga, en god fordeling, Kaj får kødet, jeg får trofæet.
Kaj vil gerne have skudt to bukke, her på hans sidste sæson som bukkejæger.
Nu gælder det bukken ved masten, og jeg hjælper med største glæde gerne Kaj med, at dette ønske skal gå i opfyldelse.
Var det svært på engen, så er det nærmest umuligt ved masten.
Der er der højt korn og majs, et par græsmarker, men jeg har en plan..vi får se om det lykkes.
D. 29/6-20 henter jeg Kaj igen, som altid på adressen kl. 18.30, vi drikker en øl på vej ud, og en øl på vej hjem, en fast tradition der ikke skal laves om på, så længe vi går på jagt.

Jeg har lige skudt en buk..

turen frem til bukken..

Kommentarer