Josephine er blevet jæger

Josephine er blevet jæger

Med 2 drenge og 1 pige ville de flestes første tanke være, at en af drengene skulle blive jæger ligesom deres far, ja ærligt indrømmet, det var da også min tanke.

Det var hverken et ønske eller en drøm, og slet ikke et krav.
Jeg ved at interesse ofte hopper en generation over, så det er ikke nogen selvfølge, at børn går i deres fædres fodspor.

Jonathan og Andreas blev begge taget med på jagt, da de var helt unge, både lidt på hagljagt men mest, når jeg gik på jagt efter buk.
De har også begge været med på Far/søn tur efter bæver i Sverige, Jonathan var den eneste der var med til at se og nedlægge en bæver, Andreas måtte nøjes med at opleve Sveriges storslåede natur.
Begge var med i Sverige lige efter konfirmationen.

Josephine, den midterste bukke bruse m/k har ikke fået tilbud om Far/søn tur, det ligger jo ligesom i kortene, at Far/søn og Mor/datter ture kun er ture, for mennesker af samme køn ha ha.

Nej, Josephine har da fået tilbud om at komme med på jagt i Danmark, både bukkejagt og andet jagt, men svaret har altid været et pænt ”nej tak” .. måske fordi fodbold har fyldt så meget i Josephines liv.

Fodbold har drengene ikke brugt så meget tid på, jo jo, de har da sparket til en bold, men det har ikke fulgt dem i teenageårene.
Begge drenge har været meget aktive som frivillige i biografen, hvor jeg var direktør i 19 år, og når jeg som jæger lige havde brug for hjælp en morgen eller weekend jeg var på jagt, så sagde drengene (eller deres mor) aldrig nej til at gribe støvsugeren eller en kost, de var også frivillige operatører i flere år.
Hvor mange 16 årige drenge kan prale af at have sat 35mm film på i en biograf?

Alle 3 børn har haft fritidsjob, så de selv har kunnet finansiere computer eller bedre tøj, end det vi som forældre lige kunne overskue udgiften til.

Jonathan forsøgte da også som 16 årig at tage jagttegn, og det var også lige ved og næsten, bestod den frivillige jagtprøve med bravur, men da den gældende jagtprøve først var et par måneder senere, og jagttegnlæreren lod det være op til de unge mennesker selv at holde jagtkundskaberne ved lige, så havde Jonathan et par fejl for meget til at bestå.

Og ja..jeg kunne som far godt have tvunget lidt mere terperi igennem på min søn, men som 16 årig var computerspil altså lidt vigtigere at bruge sin fritid på, en terpe noget man godt kunne..
Og måske var det lidt for farens skyld, at min førstefødte ville tage et jagttegn, men skuffelsen for min søn var stor da han dumpede.
Jeg var på ingen måde skuffet, blot ærgerlig på min søns vegne, for nu 11 år senere er det ikke blevet lettere at få lov til at gå på jagt.
Den teoretiske prøve er nok ikke blevet sværere, men al det efter, riffelprøve og haglskydeprøve, det kan være en udfordring for mange, også for nogle af os, der har haft jagttegn i mange år.
Riffelprøven burde være en formsag for alle riffeljægere, hvorimod haglskydeprøven straks kan være værre.

Andreas har været med ude med riflen flere gange, og interesse for natur, fiskeri og især det gode kød, det er de alle 3 bidt af, men Andreas har ikke forsøgt at tage jagttegn, det kan være det kommer.

Jeg forsøgte, ligesom Jonathan, også at tage jagttegn som 16 årig, men selvom han ligner sin far meget, behøver han slet ikke lave de samme fejl som mig. (hvilket jeg kan, se han heller ikke gør, heldigvis)
Jeg var 27 år før jeg tog mig sammen/fik interesse for jagt, og jagttegnet kom i hus.

Jeg havde ikke en far der gik på jagt, jeg stod som jæger temmelig meget på egne ben, fik dog en stor hjælp og gode jagtsnakke af min kammerat John.
Men da jeg nedlagde mit første stykke råvildt, da håndterede jeg situationen, jagten, opbrækning osv helt på egen hånd, og jeg kunne ikke ønske mig, at det skulle have været anderledes.

I dag tages de unge mennesker generelt lidt mere i hånden end min generation blev taget.
Som forældre og som samfund, drager vi langt større omsorg (øger kontrol) om de unge mennesker.
Om det giver mindre selvstændighed, er svært at sige.
Hvordan kan vi bevise, at vi som menneske var blevet end anden, hvad nu hvis?
Jeg har aldrig tvunget noget igennem hos mine børn, jeg har forsøgt at opdrage dem til gode unge mennesker, med stor selvtillid, og følge deres hjerte i livets beslutninger, måske talt for, at hjertet skal veje tungere end fornuften, jeg tror Annette og jeg har været et godt match på dette punkt.
Annette er den fornuftige, jeg er den lidt mere flyvske, hvis man kan sige det på den måde.

Da Josephine pludselig kom og sagde, at hun ville tage jagttegn, kom det nok bag på begge os forældre.
Josephine har kun været med mig ude at sidde på jagt et par kolde vinter morgener sidste jagtsæson, og med et par, så var det kun to gange.
Anden gang skød jeg et lille undseelig buk, en perfekt jagtsituation, hvor dyret døde i skuddet, og brækning og hjemtagning blev fulgt uden væmmelse fra Josephines side.
https://www.jens-arneoestergaard.dk/448248965
Som hun selv udtrykker det, så er hun vokset op med mange døde dyr på vildtkrogen lige udenfor hoveddøren, så at se dyret blive skudt, kom ikke bag på hende.

Josephine 25 år er og har altid været meget målbevidst, jeg siger ikke, hun er bedre end drengene, men Josephine ligner sin mor på dette punkt, hun er meget grundig, og når hun vil noget, så gør hun det så godt som muligt, faderen og sønnerne syntes måske ofte, at godt som muligt er et sted mellem 50 og 65 procent..ja ja..for mit eget vedkommende, går jeg ind for jagt 100%, i hvert tilfælde den jagt jeg går ind til.
Og sådan er det vel, det der interesserer os, om det er job eller fritid, så er det lysten der driver værket..

Efter Josephine proklamerede, at hun startede med at modtage undervisning til jagttegn, begyndte jeg en mild form for indoktrinering.
Snakken kom til at dreje sig mere og mere omkring jagt, Annette stoppede mig, hvis jeg blev for meget, jeg syntes selv, jeg var yderst mådeholdende.
Josephine gik til jagtprøve, og bestod ,(ikke overraskende) havde jeg allerede kigget på rigtig mange rifler der var egnet for en nyjæger, jeg havde kigget mest efter en brugt, både hos private men også hos forhandlere.
Jagtgeværet havde jeg selv et par stykker i overskud, hun kunne vælge imellem.
Og som start, måtte det række.

Haglprøven indså vi, at Josephine måtte klare 2022, jeg trænger også til at komme på skydebanen, så det bliver et fællesprojekt til foråret.

Riffelprøven kunne vi/Josephine nå, hvis riflen blev købt hurtigt, og våbentilladelsen ikke trak ud.
Kr. O. Skov havde lige nøjagtig den riffel på hylden, som jeg mente var bedst for Josephine, en Tikka 6,5x55 mod. M695 (jeg har selv en i dette mærke og kaliber, blot en M690, og den er jeg meget glad for)
Riflen stod som ny, og jeg fik den reserveret.

Det blev lidt tjuhej med indkøb, arbejdstiden som forholdsvis ny advokat fuldmægtig lå meget tæt på butikkernes lukketid, men vi nåede det, at komme inden biksen lukkede, riflen kunne Josephine ikke sige meget til ”Den er da pæn..” hun måtte tro på sin far, og det kunne hun også roligt gøre.
Vi fik valgt en fornuftig riffelkikkert, der kostede godt og vel det dobbelte af riflen, en Smith & Bender, jeg blev en smule misundelig på så flot et begyndersæt..
Det ville blive på lodder og trisser, hvis riffelprøven skulle nå at komme i hus, men Josephine nåede at melde sig til årets sidste jagtprøve i Allingåbro.

Jeg havde undersøgt i god tid, hvor der var riffelinstruktører og hvad tid riffelprøverne var.
Da riffeltilladelsen kom, kørte vi straks til Bording for at hente riflen.
I ”købsaftalen” var der blevet lovet hjælp til ”indskydningen” i røret, den hjælp bestod i, at vi fik udleveret to poletter, som ejeren i Skov sagde, så lignede Josephines far en, der godt kunne finde ud af at hjælpe med riflen, til trods for rigtig mange ekspedienter i den fantastisk flotte jagtbutik i Bording, så er ekspedienterne altid travlt optaget af at ekspedere, og sådan har det været de 30 år jeg har handlet der.

Jeg har nu aldrig været nede i kælderen og skyde i Bording, men det var let at finde ud af.
(da jeg for 30 år siden købte min riffel, da foretog vi indskydning i en grusgrav lige udenfor Bording)
Annette og Andreas var også med, og Andreas lod sig friste af at prøve et par skud med Josephines riffel, Annette sagde nejtak, jeg har en mistanke af, at hun er bange for at blive fristet..en jæger i huset er måske også nok.
Vi kunne alle 3 ramme plet, så riflen skød ok.
Næste trin inden riffelprøven var en tur til Allingåbro hos en riffelinstruktør, dette klarede Josephine selv en lørdag formiddag.
Da Josephine kom til skydebanen, sad der en flok middelalderlige jægere og nød en kold bajer..
Josephine, pæn ung pige smilede genert og vinkede ved ankomst, ”Hej..er der en af jer der kan hjælpe (lille mig) med at få afgivet de 25 påkrævede riffelskud, inden jeg skal til riffelprøve?”

Jeg forestiller mig, at de voksne mænd stod på nakken af hinanden for at hjælpe.
Det var også en meget hjælpsom herre, og kompetent instruktør der hjalp Josephine igennem skydeforløbet.
Han var imponeret over den flotte riffel og gode kikkert Josephine havde købt.
Tikka riflen er noget bedre end det de laver i dag, træskæftet er tilvirket i Danmark (jeg kan ikke huske om det Schultz og Larsen der producerede dem, men det ved de der er klogere end jeg) .. så ja.. instruktøren har fuldstændig ret, flot riffel og utrolig velfungerende.
Og Josephine kunne da også ramme, indså hvilken skydestilling, der var den bedste til prøven.

Et par uger efter var der riffelprøve i Allingåbro.
Banen kendte Josephine, en stor fordel vil jeg tro.
Annette og jeg ventede i bilen, mens skuddene lød.
Jeg spurgte en moden mand, der havde været til prøve, hvordan det var gået ham?
Han havde ikke løsnet et eneste skud, trods hans store volvo og sikkert dyre riffel med kunstskæfte og påmonteret Bipod, så havde han dagen forinden fået ny lås til riflen, og den kunne han til prøven ikke sætte i sin riffel..ja så er det svært at bestå.
Josephine kom efter lang ventetid tilbage til bilen, storsmilende, 6 ud af 6 skud sad som de skulle, og hun havde overdrevet så rigeligt, da hun skulle kigge igennem riflen, hvilket en ung fyr dumpede på ikke at have gjort..pokkers at dumpe på sådan en fejl.

Men sådan er nogle systemer stadig, firkantede og meget konservative.
Og med 3 instruktører til 6 jægere, så burde det være muligt at sørge for øjenkontakt når riflen tjekkes inden låsen sættes i eller skubbes frem.

Nu kunne Josephine komme på jagt.

Vi skulle dog et stykke hen i December før Josephine fik tid pga arbejde, julefrokoster osv.
19 December satte vi os ud for første gang.
Grønne marker, lidt for meget vind, heldigvis i ryggen, og der kom da også et enkelt stykke råvildt fra højre mod venstre, men det kom i løb, gav ingen chance for skud.
Jeg var for første gang i mine 30 år som jæger på jagt uden våben, og det generede mig overhovedet ikke.
Josephine sad i sin mors jagttøj på min plads til venstre i tårnet, og jeg sad der, hvor Annette har siddet et utal af gange, som ledsager på jagt sammen med mig.
Nu var jeg gæsten, og Josephine var jægeren.

Vi prøvede igen d. 20 og d. 21 (tredje gang var ikke lykkens gang) ingen dyr disse gange heller, vi sad endda en hel time efter solen var stået op.
D. 23 December, fjerde gang nu i flot frostvejr, vi prøvede om eftermiddagen..nu skulle det være, men stadig ingen skudchance, vi så faktisk intet vildt, udover de faste ”fugle”gæster, fasaner, skovskader og andre småfugle, men intet klovbærende vildt hverken på min mark eller på naboernes, utroligt.

Femte gang blev 1. juledag, der var kommet lidt corona benspænd, vi havde planlagt først at tage ud anden juledag om morgenen, men da Jonathan var blevet konstateret positiv med det store C, så ville både Andreas og Josephine tage hjem til deres lejlighed og isolere sig fra første juledag, Jonathan skulle have været videre til julefrokost hos sin kærestes familie, direkte fra os d. 25 om morgenen, men en kviktest smed Jonathan og Cecilie hjem i isolation.

Josephine og jeg nåede lige at tage af sted på en lille eftermiddags jagt, uden de store forhåbninger, vi havde dog juleaftensdag på vej hjem fra min mors plejehjem set en del råvildt på markerne i eftermiddagens sidste solstråler, og vejret var det samme, da vi kl. halv tre juledag kørte på jagt.

Vi ankom til jagttårnet 10 minutter i tre.
Fremmarchen var ikke lydløs, under træernes bladløse udhæng, på vej ad skovens lange allé, knasede den bladdækkede gangsti med frosne blade som cornflakes, vinden var imod os, på en positiv ment måde, dvs direkte i vores ansigter, væk fra slugten, jeg håbede den skjulte både fært og lyd, da vi forsigtigt nærmede os tårnet.
Solen ville gå ned kl. 15.45 så vi havde knap en time i solens måske ikke ligefrem varme, så dog klare lys at se frem til.
Stille kravlede jeg op i tårnet, fik vores siddeunderlag på plads, tog imod riflen fra Josephine, vi havde allerede fået indarbejdet en fast rutine.
Josephine kom på plads, det samme gjorde tværstolpen der udgjorde perfekt anlæg for riflen.
Josephine lagde riflen an, tjekkede at sigtet var hurtigt og let at komme til.
De varme strikkede handsker på, hvoraf kun den venstre sad godt fast, i den højre lå hånden løs, let at trække fri hvis der kom vildt, vi var begge klar.

Josephine bekymrede sig lidt om den lavtgående sol, jeg mente nu nok, at når den i løbet af kort tid, sænkede sig lidt mere mod vest, ikke ville genere i en evt skudchance, vi måtte se hvordan det ville gå.

Nej hvor sad vi godt her.

Den smukkeste udsigt, vi kunne se langt under den frostklare himmel, og jeg kunne se på Josephine nød øjeblikket ligesom jeg.
Så skidt med at dyrene ikke sprang om benene på os.

Jeg syntes jeg hørte noget til højre for os, inde bag os i den tætte skov, men det kunne være hvad som helst, alt levende gav lyd i det knasende sprøde, selv en solsorts lette ben ville larme som trommestikker i vores elektroniske høreværn, der kunne høre selv en regnorm fryse sig ihjel, stivnet inden den blev nappet af skovens sorte betjent.
Jeg havde under den første jagt forklaret Josephine, at solsorten som jeg kalder skovens betjent/sladrehank, både er jægerens ven og fjende.
Jeg har meget tit hørt solsorten sladre når noget har været på vej, men den sladrer uanset om det er et rådyr, en kat, ræv eller et pindsvin der kommer listende.
Vi jægere får altid skæld ud, ja jeg har ofte haft en solsort siddende på en gren få meter væk, hvor har jeg savnet en slangebøsse i sådan en situation..

Solsorte var der mange af, de fløj i fast rutefar til og fra fodertønden længere henne i slugten, det samme gjorde skovskaderne, som der findes en håndfuld par af nede i mosen.
Fasanerne havde også været faste gæster i engen under alle vores besøg på jagtmarken, her under aften nøjedes vi med at høre kokkens kalden på hønerne, nu kunne de godt begynde at søge hjem i træernes sikkerhed.
Sådan sad vi knap en halv time, studerede al livet omkring os, så skidt med at de trækkene gæs og svaner i luften over os ikke var jagtbare, vi kunne nyde deres sang og smukke silhuetter, det døde ingen jo af.
Selvom stanken af rævepis var markant fra tårnet og ned til slugten, så havde ræven nu i halvandet år glimret ved sit fravær, det undrer mig meget…
Mårhunden som sikkert også har til huse i mosen, havde heller ikke vist sin manke, heldigt for den, for den skulle ikke stikke snotten meget frem, før den ville få en riffelkugle, sådan tænker jeg i hvert tilfælde som jæger, og jeg havde da også tænkt, at mårhunden ville være et fint bytte for Josephine at få som det første.

Jeg selv havde besluttet, at jeg ikke ville skyde mere råvildt på dette terræn, selvom jeg netop er blevet opsagt som jæger.
Ejeren vil have kreaturer på sin mark, og da han har solgt og fældet alle sine juletræer, så får han igen tid til at gå på jagt på sin mark, det kan jeg ikke fortænke ham i.
Han har også en søn, ja faktisk to, der har snakket om at tage jagttegn, så jeg har altid vidst, at min jagt har hængt i en tynd tråd.
Så iblandt glæden ved at sidde her sammen med min datter, så var der fra min side også en del vemod, at skulle sige farvel til denne lille perle, som jeg nu har nydt i 3,5 jagtsæson.

Men vi har lige godt en måned tilbage af jagten, ikke for at høste meget vildt, men for at høste nogle gode timer, og et par gode jagtoplevelser, jeg drømmer personligt stadig om en stor flot dåhjort, men tiden rinder snart ud for den chance.

kl. 15.15 hviskede Josephine ”Der kommer et dyr”
Jeg kiggede rundt og så nu også det ene rådyr der stille kom gående fra højre mod venstre nede i slugten.
Den havde det væltede egetræ imellem den og os, men så snart den var forbi de grene, ville den stå fint til skud.
”Hold dig klar, ligeså snart den er fri fra grenene kan du skyde” hviskede jeg til Josephine, der nu fulgte dyret igennem riflens kikkert.
Josephines højre hånd var blevet trukket fri fra handsken.
”Har du afsikret, hvis ikke, så gør det nu” hviskede jeg.
Josephine afsikrede.
”ER du klar, så fløjter jeg snart så den stopper?” spurgte jeg.
Josephine nikkede til svar.
Da dyret kom fri, fløjtede jeg forsigtigt, for lidt, så igen lidt højere og dyret stoppede.
”Skyd” hviskede jeg, og skuddet lød i det samme fra Josephine.

Rådyret gav et lille hop i skuddet, vendte sig 90 grader og løb i mosen, der var ca. 20 meter derhen, og ind i skjul fortsatte den.
”Du må godt repetere” hviskede jeg til Josephine, ikke fordi hun ville få brug for skud nummer to, for dyret var nu udenfor hendes rækkevidde.
”Flot, Josephine, du har skudt dit første dyr, men jeg venter med at ønske dig tillykke, til vi er ved dyret”
Vi hviskede stadig til hinanden, sjovt man gør det efter skud, men på film har jeg set andre jægere gøre det samme, måske vi lige skal sunde os lidt, før stemmen højnes på ny.

Jeg havde fortalt Josephine, at jeg ville stoppe hende, hvis der kom en kastebuk.
Under køreturen til jagten, have jeg forklaret Josephine alt det etiske i ikke at skyde en kastebuk, hvis man som jeg er trofæjæger, og hvilket jeg også vil tro Josephine bliver som jæger.
Vi jager også for kødet, bestemt, men skyder vi et handyr, så er trofæet også en naturlig del af pakken..
Og selvom jeg ikke kommer til at skyde flere sommerbukke på denne jagt, så vil jeg ikke være grådig, og skyde alt levende bort, sådan må man tænke som jæger, tænke på de der kommer efter os.

Josephine mente ikke, det var en buk ,hun havde skudt til.
”Så du da, om den havde en diller?” spurgte jeg, for det er jo næsten det eneste sikre tegn på denne årstid..
Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, selvom jeg ikke nåede at få kikkerten op, så ville jeg ud fra statur bedømme dyret til at være et smaldyr, det kom alene, spinkel af krop..men nogen garanti ville jeg ikke give.
Men skudtegnet, det tegnede for en god lungekugle, ingen tvivl om det, selvom jeg drillede Josephine lidt, og sagde jeg var 60% sikker på at den lå forendt dernede, så var jeg 99 % sikker..

Jeg hentede Zimba i bilen, så kunne Josephine lige sidde 5 minutter for sig selv i tårnet, og få de rystende hænder til at falde til ro.
For bukkefeberen havde ramt Josephine men først efter skuddet, så alt var som det skulle være til overflod.

Stoltheden der bredte sig i min krop, nød jeg også at have lidt for mig selv, når jeg nu ikke kunne nyde den vanlige bukkefeber, der kommer efter en intens skudoplevelse.
Tilbage med Zimba gik vi ned mod anskudstedet. (anskudsted hedder det indtil det døde dyr er fundet, derefter er det et skudsted)

Josephine fandt schweisset før jeg så det.
Jeg havde forestillet mig store plamager af lungesschweiss i det tynde lag sne, men der var kun sporadiske små mørkerøde dråber af blod, som Zimba også straks registrerede, og fulgte hen til kanten af mosen.
Mosens pil er tæt og næsten ufremkommelig, så jeg sagde til Josephine, at jeg ville slippe Zimba, og hun bare skulle vente udenfor mosen, så ville jeg gå ind bagefter hunden.
Jeg var sikker på dyret lå ikke ret langt inde, ellers havde jeg ikke sluppet den unge hund.
Jeg tog heller ikke mange skridt, før jeg så dyret ligge dødt derinde.
Den havde haft en kort spurt på ca. 40 meter fra skudstedet, til hvor den nu lå død på den frosne jord.

Jeg kaldte på Josephine, sagde at hun kunne aflade riflen og komme frem, jeg havde fundet dyret dødt.
Men jeg syntes, at hun selv skulle have æren, at gå frem som den første de sidste 10 – 15 meter.
Kuglen sad perfekt i smaldyret, men havde truffet et par ribben på vej ud, og noget indmad, hjerte/lunge var trukket med kuglen, og havde lukket udgangen så den lungeschweiss som jeg havde troet ville være der var blevet i dyret, så derfor ikke meget blod at søge på, men dyret var død i skuddet.

Josephine fik selv lov til at trække sit bytte ud til slugten, hvor jeg tilbød at brække dyret for hende.
Og som jeg sagde til Josephine, nu uden at hviske :
”Jeg vil tro du kan bruge det træk de næste mange gange du skyder et dyr..Jeg er ikke helt sikker på jeg kan finde ud af at brække dyret, er der en der kan hjælpe?, så kigger jeg på, og lærer det, så godt jeg kan..”

Vi fik taget nogle gode billeder, før og efter jeg havde brækket råen.
Lunger og hjerte var gennemskudt, ja leveren var også blevet truffet i spidsen, så alle vitale dele truffet.

Jeg viste hver enkel del frem for Josephine efterhånden som jeg trak det ud af dyret.
Det var et godt dyr at få skudt, den kraftige vinterpels til trods, var dyret ikke specielt stort.

Og som jeg på turen hjem forklarede Josephine, at for at give gode lam, kræver det ikke kun en stærk buk, råen er mindst ligeså vigtig i videreførelsen af gode gener.

JAØ 27/12-21

ps. Vi glemte to ting denne morgen Josephine og jeg.
Jeg glemte at give Josephine et rødt kryds i panden, som det er kutyme , og vi glemte at åbne de to øl jeg havde taget med på jagt, de ligger stadig bag i bilen.
Men det skide store corona C, sad i vores hoveder, Josephine og Andreas skulle hjem i deres lejligheder, henholdsvis i Aarhus og i Aalborg, og Annette og jeg, skulle fordi vi begge har fået 3 stik, bare vente og se, om vi alligevel skulle være blevet smittet...

pps. Jeg var lidt forundret over, at der ikke kom tårer af stolthed, da Josephine havde skudt.
Jeg ved ikke hvordan jeg ville forholde mig, jeg var stolt..helt bestemt.., men på en måde ramte det mig lidt ”hårdere” da jagtkammerater på facebook lykønskede mig med min datter, da var jeg tæt på at knibe en tåre.
Måske jeg havde lagt så meget fokus på, at bevare roen, for Josephines skyld, så hun også havde ro under skudafgivelse og under selve jagten, at denne kontrol også sad i kroppen efter skuddet..
Jeg glæder mig til fremtiden, hvor der vil komme flere gode oplevelser, med Josephine på jagt, med drengene når de fortæller og oplever noget de interesserer sig for, og ja, måske de også lader sig friste af jagtens glæder, eller så skal jeg nok forsøge at lokke børnebørnene med på jagt, når de engang kommer..

Byttet slæbes fra marken

Josephines hænder rystede en lille smule :-)

Kommentarer