Kräftskalas 2004 AKA Svensk bukkejagt 2004 AKA Jørns første tur til Sverige

Kräftskalas

Mit første kräftskalas, startede med sürströmning som forret, for nogle af os
Og da jeg nu har smagt disse ualmindelige ulækre saltede sild tre år i træk, syntes jeg det var på sin plads at stå over i år.
Jeg må dog indrømme at de virker mindre modbydelige år efter år – at se på. Silden ved jeg at min mund aldrig vil godkende som værende spiselig...
Men ”skik følge eller land fly”, Jørn skulle selvfølgelig, rynker på næsen eller ej, smage den populære spise.
Sildene blev i år serveret på terrassen, måske fordi Anders's kone Karin var tilbage i huset, og ikke så nogen grund til at forurene indeklimaet med den skrækkelige stank.
Alle gæster blev bænket, og for første gang i min tid som svenskerjæger var hele familien Ekblom samlet, Karin og Anders og de to nu næsten voksne børn Katrin og Bjørn.
Som gæster var Elsa og Espen, og så vi fire danske jægere..

Jesper, der er høfligheden selv, kunne ikke sige nej tak til en sildepandekage (blød kold pandekage, rå løg, asparges kartofler og mayonaise, hertil tilsat 1 hel sürströmssild som først er blevet afført ben, skind og indvolde)
Jørn fik møjsommeligt klarlagt sin pandekage, og kunne med stor væmmelse begynde fortæringen af det værste hans smagsløg endnu var stødt på.
Alt dette foregik til akkompagnement af høj latter, ikke mindst vores svenske jagtvært Anders lo så tårerne trillede.
At nogle kan li´ disse sild, kunne ses med stor klarhed. Anders nød sin ”sildebid”, Elsa ligeså, og Espen spiste ikke mindre end to, og alle med stor appetit og slikkende tunger som afslutning.

At ikke ”bare” fordi man er svensker kan li´ denne ret, kunne Katrins ansigt afsløre. Hun så nærmest skrækslagen ud, bare det at skulle røre det halvfordærvede produkt, der engang havde været en levende fisk... dette fik tårerne til at trille endnu mere lystigt over Anderses kinder.

Om Jespers smagsløg er svenske, eller om de bare er sat ud af funktion, kan man godt komme i tvivl om. For Jespers sildepandekage gled nemt og ubesværet ned, kunne han mon ligefrem li´ den ulækre smag??

Til silden (også til de af os der ikke spiste sild) fulgte en ganske glimrende jægerbitter, og de der var mere tørstig, drak en enkel dansk øl.

Så gik turen ind til det store spisebord.
Bordet var domineret af 2 store tallerkener med hver deres bjerg af krebsrøde kräftor.

Et kräftskalas plejer jo at gå rimeligt vildt til for sig (har jeg hørt) krebsene bliver behørigt ledsaget af snaps, jeg har også hørt, at for hver sæt krebseklør skal der skylles en snaps ned. Og jeg vil tro der ca. har været 20 kreps pr. mand, så man kan selv regne ud, hvor gruelig galt sådan en aften kan gå...

Før vi nappede den første kreps der skulle knækkes, blæste Kaj og jeg frokostsignalet, det var noget Anderses hund, bretonen Marja, kunne li´, hun sang lystigt med – og det kunne være svært at holde masken, også for os der blæste på jagthorn...

Elsa og Espen havde fået trykt nogle sæt svenske ”drikkeviser”, mange af dem (om ikke dem alle?) havde Elsa´s far lavet tekst til.
Vi havde selvfølgelig svært ved at synge ret godt med, men forsøgte hvor vi kunne.
Som alternativ/modvægt fyrede vi nogle enkle danske sange af – de få vi lige kunne komme i tanke om.
Kaj gjorde det overraskende godt som solosanger, og spredte umådelig smittende glæde ved spisebordet.
Om det var manglen på søvn, der gjorde os alle lidt overstadige skal være usagt, men spiritus indtog vi i meget beskedne mængder, da vi vidste vi havde hårde dage foran os.

Personligt havde jeg ikke sovet andet 5 min. på færgen herop, og da det nu ikke var blevet til mere end de 5 minutter indenfor de sidste 40 timer, (jeg kørte bilen hele vejen fra Hobro til Karlstad, her sov resten af selskabet spontant) ja, så må jeg indrømme, at trætheden bankede kraftigt på nu...

De lækre krebs var en stor nydelse, dog må jeg tilstå, at det som svenskerne tilsyneladende nyder mest, at suge klør og kranier, nok ikke lige var det jeg syntes smagte allerbedst.
Men de lækre små stykker krebsehaler, uhm, hvor lækkert....

Anders og Marja gav også lige en duet, Anders sang sin sang ”Love me tender” (tror jeg nok) og Marja forsøgte så at synge med i samme toneleje som Anders....

Klokken blev næsten midnat før vi måtte sige godnat, 3 intense timers tiltrængt søvn var i vente, kl. 03.15 Mandag d. 16 August, ville vi alle springe ud af soveposerne med stor forventning til dagens oplevelser....

DEN FØRSTE MORGEN

Vi havde i går læst og hørt om vejret der var os i vente, og vi kunne på vejrudsigten forstå, at det bedste vejr, sansynligvis ville komme på denne årets premieredag.

Jesper og Kaj havde besluttet at de den første dag ville forsøge sig i Skruvstad, og Jørn fik som vi havde håbet, lov til at forsøge os i Körsvik.

Jesper havde været meget tvivlrådig omkring sit valg af terræn, og jeg har ham mistænkt for at gøre som jeg gerne ville ha´ det..
Jesper, har som han selv udtrykker det, det bedst med at alle er tilfredse, og glemmer på denne måde måske lidt sig selv, og hans egne ønsker...
Egentlig havde jeg som altid meget stor tiltro til at skyde buk, uanset hvilket terræn jeg havde fået tildelt, denne første morgen.
Men aldrig har jeg skudt buk på en premiere-morgen, hverken her i Sverige eller hjemme i Danmark.

Jørn var umådelig spændt. Jeg havde lovet ham, måske den bedste plads. Bukken som vi så i Juni, ham den mægtige, skulle Jørn forsøge at overliste.
Jørn skulle sætte sig i kanten af et skovstykke, med udsigt over en stor hvedemark.
Tværs over den svenske grusvej kunne Jørn evt. skyde ham den store, hvis han kom tilbage til, der hvor vi så ham, afstanden ville da være noget over 100 meter, men ikke umuligt.
Anders har på denne måde og på dette sted, skudt hans flotteste buk, og samtidig eneste seksender, men det er mange år siden.
Og her, er der ikke skudt buk i over 3 år....
Sidst der blev skudt buk, var - da jeg for 3 år siden, på toppen af bjerget skød en etårs gaffel.

Jørn pustede værre end et damplokomotiv, under køreturen til Körsvik.
På turen ud så vi 2 elge, de første elge Jørn nogensinde har set i den frie natur.
De stod som to store mørke skygger inde i skellet mellem to havremarker.
Dette var også kun medvirkende til at sætte Jørns puls yderligt i vejret.

Vi kender alle følelsen af en premiere-morgen.
Alt virker så jomfrueligt.
Landskabet har stået uberørt af det jagtende folk i et halvt års tid.
Råvildtets årvågenhed er måske knap så skarpt her den første dag, vi ved den om få dage er eskaleret...
Vores sanser derimod, er skærpet til det yderste. Vi hører alt, vi ser alt, og vi bilder os ind, at alt hvad der bevæger sig er en buk.
Selv den mindste gren eller blad der rør sig i vinden, må være tegn på at bukken er på vej, hvilken spænding udsætter vi ikke vores krop for.
Det er denne morgen, og kun den, vi alle elsker så meget. Gid tiden ville stå stille disse minutter før solen står op.
Når først de første solstråler har brudt nattens jomfruelighed, er mødommen taget af de første skud, magien er brudt, nu er det kun et spørgsmål om tålmodighed, så skal vi nok også blive indbudt til Dianas brudeseng, og få vores del af glæden, om ikke med en jomfru, så dog med en skønhed så ubeskrivelig stor...

Jørns nerver er flænsede da han sparkes ud af bilen. Oven i spændingen er der også en skygge af frygt, for første gang skal han ud i et fremmed mørke, hvor ulve og los kan stå på spring.
Knap kender han vejen hen til trægrænsen hvor han skal sætte sig. Det er en helt ny verden der her vil åbne sig for den danske jæger, han er jomfru ligesom denne morgen, ingen af dem ved, hvad de har i vente...
Jørn skyder denne morgen ingen buk, han støder dyr allerede da han når skovkanten, men kan ikke i mørket se om der er buk imellem. Senere på morgenen ser han en rå med lam, en smuk morgen, med solen som rar ledsager, og mere smukt skue end det svenske landskab, kan man ej på denne jord finde...
Jørn hører flere skud, især skuddet klokken 07.45 får hans sind til at vågne, det kommer fra den rigtige retning, men var det ham Jens-Arne der skød (den heldige røv)??
Et bjerg adskiller os, og afstanden kan derved være svær at bedømme....

Efter jeg har sat Jørn af, kører jeg ad en sidevej mod mit bestemmelsessted.
Det er stedet vi slet og ret kalder slugten.
På vores jagt i Körsvik er der kun en slugt, denne.

Her i slugten skød jeg, på min første jagttur til Sverige, min anden svenske buk, mit livs første sekstakker.

Slugten er for mig at se et meget sikkert tilholdssted for afskydning af mindst én årlig buk. Udover mig, har Kaj skudt buk her for 2 år siden. Siden da er der ikke af Anders eller hans jægere blevet nedlagt buk i slugten.
Men der er en del nabojægere, og Anders ved de også gerne skyder en sommerbuk eller to, men umiddelbart tror jeg ikke, det har den store betydning for vores chancer.

Klokken er godt 4.00, jeg sætter bilen på skovvejen der fører ind til slugten.
Forsigtigt åbnes bildøren, jeg lister mig ud.
Alt er så tyst, natten er stadig helt mørk, men øjnene vænner sig hurtigt til det minemale lys som helt mørke trods alt også gi´r.
Jeg åbner bagsmækken, det eneste sårbare tidspunkt ved bilen, låsen på riffelkufferten giver altid lyd fra sig, skydestok og rygsæktaske knager og larmer alt for meget, i nattens stilhed brydes tavsheden af så lidt - men nødigt vil jeg undvære det ene eller det andet...
Pyha – alt er læsset på ryggen, riffel og stok sikkert i hænderne, og det svære stykke skovvej skal nu forceres.
På listefod, søgende efter hver grenstump, igennem støvlens gummi fornemmer jeg hvert et skridt.
Der er blot 50 meter til slugten åbenbares, men det er lange 50 meter. Det må ta´ den tid det skal ta´..

DET FØRSTE BØV RAMMER SOM ET TORDENSKRALD

Trods min umage sker det uundgåelige. Jeg bliver bøvet af. En smælen slår mod mine trommehinder til højre for mig inde i skoven, pokkers osse.
Og endnu værre, tonelejet indikerer, at det er bukken der har fornemmet mig.
Jeg kan også fornemme ham, høre han går rådvildt rundt derinde. Han ved ikke hvem eller hvad jeg er. Enkelte bøv fortæller blot, at han ved jeg er der, og at jeg ikke skal komme for godt i gang...

Jeg er blot 10 mtr. fra slugtens start, de sidste 10 meter listes frem, og der står jeg så.
Nu er mig der er rådvild, jeg stopper tøvende op...
Skal jeg fortsætte min gang skråt tværs over slugtens ene ende, for at gå mod mit bestemmelsested - tårnet på kanten af toppen, midt i skovrydningen?
Herfra har jeg et perfekt udsyn over træfældningsområdet der ligger plant til venstre for mig, men bedst af alt, kan jeg herfra holde øje med næsten hele den store slugt.
Dog kan jeg ikke med riflen skyde en buk i den fjerneste ende, her er afstanden for lang.
Men fra tårnet kan en pyrsch indledes, til hvilket som helst punkt i slugten...

Eller skal jeg blive her en stund, håbe at bukken derinde falder så meget til ro, og kan lade sig lokke frem til en skudchance.

Jeg vælger det sidste. Min rygsækstol liste af skuldrene, skydestokken sættes forsigtigt i stilling, med myggene summende om ørerne (selvfølgelig glemte jeg at påføre mig myggeolie, satans osse) satte jeg mig ned for at se tiden an..
Med morgenens komme snart for døren, begyndte jeg efter en halv times tid at lokke med mit bukkekald.
Jeg havde længe ikke hørt noget fra bukken derinde, var han gået sin vej?

Mine korte piv, var den eneste lyd, nu snart akkompagneret af de første fugles sang.
Tålmodigheden puffede til min rådvildhed, havde jeg mon gjort det rigtige valg.
Efter noget der føltes som en time, men sikkert blot var et kvarter, ændrede jeg mening. Og det er erfaringsmæssigt noget af det dummeste man som jæger kan gøre. Alt for ofte gør disse nye bevægelser mere skade end gavn, man forstyrer det uforstyrrede endnu en gang, og forringer sin chance væsentligt.
Men beslutningen tog jeg, og skulle den tages måtte jeg heller ikke vente for længe.
Nu kunne jeg også nogenlunde se hvor jeg gik.
Der var mange små buske og en bæk jeg skulle forcere før jeg kunne begynde den besværlige og meget larmende ”opstigning” af skråningen mod tårnet.
Uden yderligere bukke eller andet råvildt smælende af min tilstedeværelse, nåede jeg stigen til tårnet.
At komme lydløst op var heller ikke noget problem.
Stolen slået ud, røven i sædet og BAH, BAH, BAH – hvad satan.
Endnu en buk (helt klart med den dybe stemme) gav sit mismod til kende, denne gang i den modsatte ende af slugten.
Og ham her, han tøvede ikke, selv om jeg ikke kunne se ham, kunne jeg klart høre på hans smælen at han fortrak, væk fra mig.
Nej altså, klokken var jo ikke mere end 5.00 og allerede havde jeg stødt 2 bukke - mindst (+ dem der bare var listet af...)

Nå men, på premieremorgenen bliver man altid siddende, og jeg er aldrig typen der giver op og går hjem.
Nu skulle jeg bare nyde den smukke dags begyndelse, og ikke bekymre mig om at støde mere råvildt.
Jeg ville sidde her indtil klokken 9.00, og som aftalt hente Jørn på den anden side...

EN LANG VENTE TID, MEN PLUDSELIG

En gang imellem pev jeg med mit bukkekald. Jeg var på stikkerne næsten hele tiden, med kikkert afsøgte jeg hver en krog, intet sommerrødt skind sprang mine øjne i møde.
Nogle gange var øjnene lukkede når jeg førte kikkerten imod. Blackoutet pga. af den manglende søvn. Og den dejlige friske livsgivende morgenduft giver næring til den bedste lur man kan ønske sig. Det er så fristende, at give efter et øjeblik, bare et øjeblik.
Og med et sæt vågner man op. På bagsiden af øjenlåget bliver drømmende levet ud, der viser han sig ham den store. Der på drømmens bagerste korridor får jeg chancen til min drømmebuk.
Øjnene åbnes søvndøsigt til virkelighedens verden, ingen råvildt i sigte, tiden går, hjertet nyder hvert sekund, sukker i sit indre, pulsen nærmer sig nul. Den stille død, dræbt af velvære, en smerte melder sig heldigvis og frisker op, bagdelen er øm, er ude af træning, jeg har ikke fået sat mit behagelige isoleringsæde mellem min røv og stolen... (det skal jeg huske at glemme næste gang også)
Dette at glemme at ligge det bløde imellem, gav nu nyt liv til mine ømme baller, og jeg var som skabt på ny.
Klokken var nu blevet godt 7.00 og jeg havde nærmest indstillet mig på endnu en bukkeløs premieremorgen, alt skulle dermed være ved det gamle.
Pludselig bevægelse – hvad filen er det. Et dyr af en slags bener af sted på den slugtens nederste kant ved den modsatte side.
Op med kikkerten, dyret var væk.
Men der, tilbage samme vej om bag en busk. Det virkede for lyst til at være et stykke råvildt, lignede mere en løveunge, kunne det være en los´s killing? (hedder det en killing?)
Men nu, for tredje gang kom dyret frem, stille og roligt, jeg fik fokus, og kunne se et meget lille lam, den havde kontakt til noget bag busken, sikkert råen, lammets mor.
Efter lidt tid kom også hun frem – pulsen var ikke længere nul, øjnene var nu skarpe, sanserne var vækket til højeste alarmberedsskab.
Dyrene æssede fredeligt over slugten, råen forsynede sig af de utallige urter. Her i slugten gik hun nu i solen, der også varmede mine rygstykker.
De gik tværs over slugten og kom til kanten lige nedenfor mig, og blev derved oplslugt af det tætte buskads.
Jeg fokuserede stadig på busken hvor råen og lammet først dukkede op. Hvor blev bukken af, han måtte da også være der.
Efter 20 minutters venten lyste der atter rødt op derovre.
Nu røg pulsen på max., var det bukken der nu var på vej ud?
Kikkerten fandt det røde, ledte efter hovedet med forventning om noget imellem ørerne.
Hovedet blev holdt imellem det høje græs, mens dyret gik fra den ene busk til den anden... For søren da, løft nu det hoved.
På den anden side af nr. 2 busk dukkede rådyret frem igen, denne gang blev hovedet kort løftet.
Hvis dette var en buk, var han ikke stor. Jeg kunne i solstrålernes skær ikke se antydning af opsats, og pulsen gik i normalt leje igen, dette var blot endnu en rå.
Da dyret lidt efter lidt kom nærmere, afstanden var nu ca. 150 meter, fulgte jeg roligt dyrets bevægelser.
Hvad der gjorde det ved jeg ikke, men pludselig havde råen fået en opsats. Det må have været lysets spil i sprosser og stænger der næsten havde gjort opsatsen usynlig.
Her stod han, jeg registrede et sæt stænger der gik pænt over ørehøjde, gode forsprosser, en sansynligvis pæn sekstakker.
Kikkerten blev hurtigt skiftet ud med riffelen, og jeg fangede bukken i korset.
Fangede er så meget sagt, for nu bankede hjertet som knytnæveslag mod min brystkasse, hjertets slag slog næsten så voldsomt at jeg følte dem forgrene sig op under min hage.
Så korset i riflens kikkert kørte i ring omkring bukken.
Der var kun et at gøre, riflen ned, kikke væk og tænke på noget andet.
Hvad skulle/kunne jeg dog tænke på nu?

Med tanke kun for et, kæmpede jeg med min eksplosive bukkefeber.
Riflen kom op på ny, hold den nu støt for fanden.
Tankerne flyver 3 år tilbage i tiden hvor jeg brugte 4 skud på min første seksender, på netop dette sted.
Ham fik jeg, tro det eller lad være. Dengang havde jeg også denne feber, men mange bukke er faldet for min hånd siden, jeg er blevet bedre skytte, en bedre dræber – koncentrer dig nu for helvede, tag dig sammen mand.
Pludselig faldt alt på plads, pr. rutine stod riflen i ro, korset lige bag bladet, sikkert præcist aftræk, fulgte skudets effekt i riflens kikkert, repeterede.
Bukken løb et par meter frem, vendte rundt og tog spurten den anden vej.
Jeg kunne nu på dyrets modsatte side se udgangshullet, stort som en femmer, lige bag bladet som jeg gerne ville ha´ det. Kampen var slut – jeg havde vundet.
Efter en kort spurt faldt han. Og jeg kunne nyde eftersuset af min feber. Give lungerne ny luft, og musklerne tiltrængt energi.
Den lange gang ned mod slugtens midte, var ikke for lang. Endnu en af de stunder der nydes i fulde drag.
Turen frem mod sit bytte.
Græsset her stod de fleste steder op over støvlehøjde. En bukker der i døden er kastet på siden, fylder ikke meget her.
Selvom jeg er sikker i min sag, kan jeg ikke finde nogen buk.
Jeg kikker op i mod tårnet, vurderer de høje træers placering på skråningen. Zig zager over stykket, finder ingen buk.
Panikken ligger og lurer, men overmandes af en sikkerhed. Faktisk har jeg aldrig før været så sikker i en perfekt træffer, han ligger her. Går det helt galt og kan jeg ikke finde ham selv, må jeg hente Jørn og med hans assistance fordoble mit søg. I sidste instans kan en hund komme til hjælp, for jeg ved bukken ligger her, et eller andet sted, skjult i det høje græs.
Et nyt blik op imod træerne får mig til at gå 50 meter mod venstre. Herfra Zig zagger jeg endnu engang over mod skråningen, og der ligger han, som forventet perfekt ramt.
Vemod kommer som forventet i mit sin, blandet med taknemmelighed til Diana over hendes gavmildhed. Jeg har taget i liv, for at give liv – til mit jagtlige begær, efter denne spænding mod bukkens endeligt – min forløsning.
Et glædesråb runger, klokken er næsten 8.00, skuddet lød 7.45, Jørn gættede rigtigt, det var ham Jens-Arne der skød, den heldige røv....

Her lå han, godt nok ikke en sekstakker som jeg havde bedømt ham til. Feberen havde sløret mine øjne. Men en pæn gaffelbuk med gode forsprosser, pænt udlæg. Så absolut min største gaffelbuk til dato, en senere bedømmelse vil nok sige at han er 2, max. 3 år gammel (eller det blev han...)

Jeg havde i tårnet sørget for at påføre den nødvendige gang jungleolie, og kunne nu uden alt for meget bloddonering til områdets myggebestand, brække min buk.

Han var tung at bære mod bilen, men jeg tænkte meget over at han skulle have en ærefuld afsked med sin fredelige slugt. Roligt, nærmest i andagttighed blev han båret ud, med hovedet forrest. Og jeg med en behørig stolthed i mit modne jægersind.

Hvor bliver det skønt at præsentere mit bytte for mine kammerater, spændende om nogen af dem også har skudt....