Farvel Zanto

25 Juli fik vi ny hvalp i huset, en han som Zanto, men en ren race denne gang.

Den sødeste og fineste lysebrune Zimba, ren Vizsla.
Heldigvis tog både den 10 år gamle Zanto og den knap et år gamle neutraliserede hunkat Ulla godt imod den nye beboer i huset.

Alt gik over forventning.
Zanto har igennem et halvt års tid haft en syste sidden på den højre balle.
Systen har varieret lidt i størrelse, i starten lidt fast og på størrelse med et hønseæg, måske lidt væske omkring.
Jeg har haft besøg af en dyrlæge, der så på det, følte meget kort (Zanto hader dyrlæger)
Jeg har let kunnet komme til systen, så det har ikke gjort ondt.
Men systen voksede på det sidste, for at krympe ind igen, og sådan er det gået op og ned de sidste par måneder.

Zanto har haft en god appetit, men afføringen var blevet vanskelig at komme af med.
De sidste 14 dage har været trælse i den henseende.
Zantos blik blev mere og mere træt, jeg tror ikke alene det skyldtes den nye hvalp i huset.
Min dyrlæge kunne så også fortælle, at nye undersøgelser viser, at det vi hidtil har troet, at en hund bliver 7 år for hvert menneskeår måske ikke helt holder stik.
Første år 20 år, andet år er hunden 40 år og derefter ca . 7 år pr. leveår.
Så Zanto var blevet en 96 år gammel herre, der også havde svært ved at blive færdig med at tisse, så der var dryp på dryp når han kom ind.
Men som jagthund og kammerat, så finder jeg aldrig nogen hund/kammerat så god.

Zanto ville ofre sit liv for sin familie er jeg sikker på.

For nogen tid siden fik jeg en fortrolig snak med Zanto, han sad helt tæt til mig mens vi snakkede sammen.

Vi aftalte, at når tiden kom, og han skulle væk, så skulle jeg nok selv aflive ham.

Som sagt har dyrlægen aldrig stået højt på Zantos venneliste.

Zanto er blevet stresset over lugten af andre hunde, og aggressiv hvis hanhunde er kommet ind af døren, og jeg har måttet kæmpe hårdt for at holde min tunge hund i snoren.

Så ja, når dagen den kom..
Og det kom den.

Fredag d. 13/8 stod jeg i badet.
Humøret var i top, to bøffer lå klar i køkkenet, rødvinen var trukket op, snart skulle jeg på jagt i Sverige.

Jeg havde netop trimmet toppen og ansigtet var glat, og jeg glædede mig til lørdag, hvor vi skulle køre fra Gyvelvej kl. 06.00, i år skulle jeg nemlig lægge bil til.
Vinduet stod åbent, og Annette snakkede med gråd i stemmen til mig
”Zanto kan ikke gå på sine bagben..”

Mit hjerte frøs til is.

Hurtigt fik jeg tørret min krop, og kom nødtørftigt i noget tøj.
Ud til Annette og Zanto, og jeg så sorgen både i Annettes og i Zantos blik.
Zanto havde pebet, og Annette havde taget ham med ned, så han kunne skide.
Pludselig gav bagbenene efter..

For fanden da..
Jeg prøvede at gå lidt ned i engen med Zanto, kunne godt se han slentrede lidt usikkert afsted.
Da Zanto usikkert gik op til en af hans favoritsteder for at klare det fornødne, så tog det lang tid, før der kom noget, men noget kom der da.
På vej ned af den lille skråning, gav benene efter, og han slæbte sig hen til mig, mens han kiggede uforstående bagud, hvorfor vil de ikke lystre.

Jeg tog en dyb indånding, vidste tiden var kommet.
Jeg bandt Zanto til et træ, gik den korte tur hjem, sagde til Annette, at jeg ville hente min riffel, det var nu.
Annette gik ned til Zanto, han var ikke glad for at være alene.
Jeg hentede min 30-06'er, jeg ikke har brugt i 8-10 år, den har jeg lyddæmper til.
Fandt et par gode og kraftige blødnæsede kugler, der kunne vælte en elefant, og gik ud til bilen, hvor Annette og Zanto stod klar.
Zanto kunne ikke ved egen hjælp hoppe ind i buret, jeg måtte skubbe på, og det var han ikke tilfreds med.

Turen på de knap 20 kilometer til Jens Aages juletræer foregik i tavshed, og med begyndende tårer trillende ned af kinderne.
Er du sikker? Spurgte Annette flere gange.
Ja, ellers gør jeg det ikke. Lød mit svar.
Da Zanto kom ud af bilen, og så hvor vi var, troede han som jeg håbede, at vi skulle på jagt.
Jeg slap ham løs i juletræerne, og de første 20 meter gik det godt, så forsvandt bagbenene under Zanto, jo..det var den rigtige beslutning.
Jeg sagde til Annette, at hun skulle tage afsked med Zanto.
Det gjorde hun, og jeg luskede ind på en fin bar plet inde mellem træerne.
Snakkede beroligende med Zanto undervejs, mine øjne var fyldt med vand.
Riflen var klar, jeg forsøgte at gøre mig klar.

Zanto sad roligt og kiggede rundt.
Jeg stod lidt tilbage for ham.
Riflen blev sænket, og løbet var 5 cm bag Zantos nakke da jeg sagde farvel og skuddet lød.
Døden kom øjeblikkeligt, jeg håber det var en befrielse for Zanto.
For mig var det et forfærdeligt og uigenkaldeligt øjeblik.

Men jeg har stået ved dyrlægen og har fået ham til at aflive de 3 forrige hunde.
Uanset årsag, så er det forbandet hårdt at sige farvel til sin bedste hund.

At sige farvel til Zanto, var det sørgeligste øjeblik i mit liv.
Jeg havde foreslået Annette, at vi skulle begrave Zanto her ved juletræerne.
Annette ville gerne have Zanto med hjem og begrave ham i haven.

Min smukke stærke hund, var nu stærkt skamferet, kæben var delt, jeg studerede det ikke nærmere.
Den varme store krop, plus 30 kg, fik jeg lagt ind i et par klare affaldssække, og forsigtigt skubbet ind i transportkassen bag i bilen.

Derhjemme i køkkenhaven gravede jeg med tårerne løbende, et hul så stort, at det burde være nok.
Da jeg havde dumpet Zanto ned, så jeg at hullet måske burde have været større, men det måtte række.
Han lå der, som sov han tungt, godt rullet sammen.

Kastaniebrun tæt pels, hvor har jeg dog elsket den hund.
Annette kom op for at sige det sidste farvel inden jeg dækkede Zanto til med jord.
Jeg lagde nogle store sten på toppen, så ræven kunne holde sin snude væk.

Aftensmaden, de par gode bøffer orkede vi ikke at spise, men jeg skulle altså have et glas rødvin og en bid brød, så jeg lavede noget let.
Natten blev urolig, uden megen søvn, jeg mærkede tit at Annette lå og hulkede, jeg havde det ikke bedre.
Jeg havde skrevet hændelses forløbet i korte træk til mine jagtkammerater til Sveriges turen, så var de forberedt, hvis mit smil var lidt stift næste morgen.

Godt Annette ikke var helt alene, selvom Zimba endnu ikke er den vagthund, Annette har været vant til at have hjemme, når jeg er ude på jagt.

Jeg vidste den sorte sky ville mørkne mit sind under jagten jeg havde i vente.

Så kan man altid sige, jeg sagde det selv til Jørn for en måned siden, da han mistede sin Molly, det er kun en hund.. nej, en jagthund er ikke kun en hund, det er jægerens allerbedste ven i livet.

Flemming fortalte mig for nogen tid siden, at vores bedstefar også altid havde skudt sine hunde når deres tid var kommet. (det var efter Zanto og jeg havde indgået vores aftale)

Bedstefar var jæger og landmand, men jeg tror det har været hårdt også for ham, selvom han måske også forsøgte at sige til sig selv, det er kun en hund...

Abnorm buk filmet d. 15/8-19, vi så ham ikke siden..

Fantastisk en buk kan gemme sig så godt..

Årets første svenske buk

Årets første svenske buk..

Tirsdag morgen d. 17/8-21
Jørn ville sove længe, Poul ville måske gerne på jagt, men da han og Jørn sad og drak en whisky efter Finn og jeg var gået i seng, så overraskede det os ikke, at Poul ikke dukkede op til ”morgenmønstringen”.
Jeg tog i Pouls dør, nøglen sad udenfor, der lød hosten derindefra, så der var liv, men Poul nåede ikke op, før toget var kørt.

Finn ville igen prøve ved huset, det forstår jeg godt, og jeg ville benytte mig af, at Rønningen var blevet ledig, efter Poul havde skudt buk dernede, så Finn satte mig af, og jeg gik med stor spænding, gladelig de 353 skridt længere end vi plejer at gøre.

Min plan var som følger.
Da vi så den store buk lørdag eftermiddag, kom han gående fra syd mod nord langs mark/skovkanten direkte op imod os.

Jeg tænker hans kerneområde er netop i den ende, måske på begge sider af skellet mellem os og naboen.
I stedet for at sætte mig i stigen, hvor afstanden til naboens skel ville være 260 meter, ville jeg sætte mig på min jagtstol med højt græs og skrub som baggrund, på en afstand af ca. 180 meter til skel, så jeg kunne skyde ned langs skovkanten (skoven er vores)
Det eneste problem var vinden..den kom fra nord vest.
At have vind lige i ryggen, så er bukkejagten dømt til at mislykkedes, i hvert tilfælde hvis du satser på, at bukken skal komme op imod dig, og det var mit sats.

Der var stadig mørkt, men lyst nok til, at jeg burde kunne ane, hvis der var dyr på marken.
Klokken var ikke mere end halv fem godt og vel.
Jeg tog en rask beslutning, vidste godt at ethvert sats og enhver bevægelse på dette tidspunkt kan gøre forskellen mellem succes og fiasko.
Til trods for en dårlig vind, er det ofte bedst at blive siddende tålmodigt ventende.
Men skal man bevæge sig, så bør man gøre det straks, færten er formentlig allerede sat udover stykket.

Der ligger et væltet tårn i skellet, et tårn det mindst er 10 år siden, vi har brugt, og vi har opgivet at reparere det, men hvis nu jeg gik de par hundrede meter på tværs af marken, ned til tårnet, så ville jeg komme til at sidde i bedre vind, jeg ved godt..at jeg ville sætte fært hele vejen ned langs skovkanten, men men..vo intet vover intet vinder.

Jeg har gjort det så ofte før, taget forkerte beslutninger under bukkejagt.
Det kan være svært at forudse, hvor bukken vil komme, nogle bukke har meget store territorier, mens andre bukke lever på et frimærke.

Der er diskussionen, om det er bukken, der opsøger råen eller omvendt.. råen der opsøger bukken.
Pladsbukken har sit territorium, og dette forsvarer han med hård hånd.
Vi kan ikke se grænsen, men den står for bukkene knivskarpt.
Når en fremmed buk vover sig over grænsen, så bliver han jagtet på porten, eller ofte er det nok, at den store buk blot viser sig, så stikker den formastelige ”hjemløse” buk af.
Råerne, vil jeg stadig påstå, at de kommer listende til bukken, når brunsten nærmer sig, og ja, så ser det ud til, at bukken opsøger råen, men altså først når hun er kommet ind på hans enemærker..
Og så vil han i en tid, ikke være til at adskille fra råens bagdel, først med snuden forrest, senere med noget andet.

Jeg kom frem til det væltede tårn.
Vinden stod lidt for frisk fra Nordvest nogle gange skiftende til Nordøst, der var begyndt at komme en smule nedbør, men det kunne være til min fordel, for regn og blæst får færten til hurtigt at forsvinde, og råvildtet kan blive usikre på, hvor mennesket er..men på den anden side, så har jægeren også svært ved at forholde sig til en ustabil vindretning.

Jeg satte min rygsækstol op af bunden på det væltede tårn, så jeg kunne bruge bunden som ryglæn, dermed gav tårnet mig også lidt læ for vinden og for regnen.
På tårnets ene ben kunne jeg lægge min højre underarm, hvilket gav mig et fantastisk støtte sammen med med min 3 benede skydestok, nu kunne jeg ramme en femmer på 200 meters afstand.

Afstanden til skoven var mindre end 150 meter og bag mig til den modsatte skovkant, hvor råvildtet meget tit kommer ud fra, var der blot godt 100 meter til nærmeste punkt.
Jeg kunne se over min venstre skulder, at der var kommet en ny skovrydning til, ikke på vores skovstykke men på naboens.
Der var også opsat en fodertønde, måske til vildsvin eller med majs til råvildtet..
Uanset hvad, så var der en aktiv jæger som nabo, men det kan vi ikke gøre noget ved, måske den store buk allerede var blevet skudt?

Jeg så stadig ingen dyr træde ud på marken.
Klokken havde passeret de magiske fem, hvor jeg kunne se alle bevægelser på marken.
Og der blev kigget intenst, både med og uden kikkert.

Men pludselig ..
Hov..dyr i det fjerne.
Og der er to, den ene i røven af den anden.
Afstand? På den anden side af 800 meter..
Marken jeg sidder ved, er helt præcist 928,4 fra den ene ende til den anden, og 294,3 på det bredeste stykke.
Gode råd var dyre, bukken kunne jeg se, var et meget kompakt dyr, men jeg havde ikke en jordisk chance for at se, hvor stort hans trofæ var.
Jeg var rimelig sikker på, at det ikke var ham vi så i lørdags, men mindre kunne også gøre det.

Ingen tvivl om, at denne mark er delt op i mindst 3 territorier.
En buk i denne ende, en buk i midten, og en buk i den fjerne ende.. der udover satellit bukkene der bare venter på, at en plads bliver ledig, hvilket vi jægere af og til sørger for sker.

Pyha, jeg ved af bitter erfaring, at så lang en pyrch ofte er dømt til at mislykkedes.
Har prøvet det to gange før på denne mark.
Den første gang var pyrsch fra stigen og op mod en buk i samme retning som denne morgen.
Der smuttede bukken, jeg skulle nemlig dengang passere markens bredde for at komme på skud.

For få år siden pyrschede jeg ca 400 meter, den modsatte vej, langs skovkanten, og skød en af mine største svenske bukke, så jo, langs skovkanten og i modvind, så er min chance god.

Jeg kunne ikke vente længe, for hvor lang tid ville der gå, før råen trak væk og derved trak bukken med ind i kanten og i skjul for først senere (måske aldrig) at starte legen forfra?

Benene på nakken, rygsækstolen på ryggen, riflen på skulderen, og skydestokken i hånden.
Foroverbøjet gang til skovkanten, og så bare afsted i direkte modvind.
Solen, i den ulige kamp mod de grå skyer, stod op bag skoven til højre for mig, så jeg ville også gå i skygge, intet kunne flaske sig bedre.
Jeg skulle bare ikke løbe på et stykke råvildt på min lange vej frem.
Jeg stoppede et par gange undervejs.

Fik skydestok og stol sat op, forsøgte med riflen..der var for langt.
Jeg brugte ikke afstandsmåleren, selvom jeg havde den i min taske.
Men jeg vil tro de første par gange jeg forsøgte at have riflen oppe, da har afstanden været nærmere 300 meter end 200.
Jeg forsøgte også at bruge min Nordic Roe, skulle dog heller ikke skræmme dyrene, men jeg tror modvinden slugte min lyd.
Jeg gik tættere og tættere på.
Da jeg nåede ind på mindre end 200 meter så turde jeg ikke gå tættere på, selvom de to dyr var meget optaget af hinanden, så ville synet af et menneske helt sikkert få dem til at fortrække.

Jeg havde noteret mig, at råen var begyndt at bevæge sig stille men sikkert op imod den fjerneste ende, og bukken fulgte blindt med.
Nåede de meget længere op, kunne jeg ikke skyde, da der ligger en samling af huse i det nordøstlige hjørne.
Der var flere brikker, der skulle falde på plads, før et skud kunne løsnes.
Jeg havde som sagt forsøgt mig med et par lokkelyde fra min nordic roe, ingen reaktion, typisk for råvildt i brunst.
Det eneste der lod sig lokke, var en rævehvalp, der nysgerrigt nåede helt ind på 5 meter af mig, før den opdagede noget var galt, og sprang tilbage hvorfra den kom, og i dag, skulle ingen ræve skydes, det var på bukken og på bukken alene mit fokus var lagt.

Riflen lå sikkert i skydestokken, jeg satte forstørrelsen op på de maks 16 gange, og derved så jeg bukken stå helt knivskarpt frem.
Han var flot, korthalset og groft skåret.
Helt sikkert en ældre herre.
Den ene stang, den venstre, høj og perfekt 3 takker.
Højre stang abnorm, og bukken han virkede bekendt.

I 2020 (det viste sig at være i 2019) havde jeg fra bilen filmet denne buk, han havde samme abnormitet, og dengang var han vel 3-4 år gammel, vi så ham det år kun d. 15/8, så jeg vidste, at jeg i år sikkert også kun ville få denne ene chance..

Pyha, krydset på bukken lå ikke helt roligt, min begyndende bukkefeber var ved at sætte sig i kroppen.
”Nu tager du dig fanme sammen, det skal være nu eller aldrig” sagde jeg til mig selv, mens riflen var sænket.
Riflen blev løftet op, bukken blev fanget i riflens kikkert, korset lå på pletten og skuddet lød.
Pang.
Bukken blev slynget til jorden, dens fire ben strittede i luften, sitrede let og dyret lagde sig på siden mens det åndede ud, perfekt, måske...men jeg tog ingen chancer.
Riflen blev repeteret, og med lettere rystende hænder og krop, blev jeg ved med at holde fokus på bukken, der nu i det høje græs kun kunne anes som en mindre lysebrun plet i alt det grønne.
Brystet på bukken rørte sig ikke.

Råen gik stadig tæt på bukken, hun kiggede hen på ham ”Er du blevet træt?” sagde hendes kropssprog.
Hun gik helt hen til bukken et par gange, klokken var helt præcist 05.58..
Sådan gik hun ca. 3 minutter, og hun kunne altså ikke forstå den pludselige totale mangel på interesse fra bukkens side.
Pludselig, ud af det blå, kom en buk springende frem til råen.
Han kom fra vest, og han var meget rank at se på.

Helt sikkert en god satellit buk der blot havde ventet på sin chance.
Men 5 minutter efter kongens død?
Dronningen syntes også det var lige hurtigt nok, og hun afviste bukken og løb mod nord, væk fra de to bukke, den ene død og den anden meget levende.

Den nytilkomne gik frem til den døde buk, nidstirrede ham, kredsede omkring ham.
Han stoltserede rundt om den slagne buk, sparkede let i jorden, men intet kunne provokere den gamle til at give svar på tiltale.

Jeg studerede den nye buk igennem min kikkert.
En fin gaffelbuk, nok ikke en etårs, dertil var halsen lidt for kort og for kraftig.
Jeg tøvede et øjeblik...skulle jeg skyde ham som min buk nummer to i år.
Men jeg afsikrede aldrig, så jeg var på intet tidspunkt i tvivl.
Men havde han haft 6 takker, så er jeg bange for, at jeg havde ladet mig fristet til at slippe endnu en kugle.

Nej, der er også bukke der skal gå til næste år.

De 10 minutter var vist gået, på tid at gå frem.
Jeg talte skridt.
Først 50 meter, gaffelbukken stod der stadig.
50 meter mere, han havde ikke set mig endnu, selvom jeg gik direkte på ham og ude i det åbne.
Først da afstanden var inde på under 75 meter, så opdagede han jægeren og stak af, i høje spring hvor han kom fra, uden et eneste bøv til afskedshilsen.

176 skridt op til bukken, og de har, når jeg måler på kortet været ca. 90 cm pr skridt.
158,4 meter..tænker jeg lyder meget rigtigt, mit længste og faktisk et af de bedste skud til dato, min buk nr. 98 var fældet efter en utrolig intens oplevelse, afsluttet på den mest perfekte måde, sikke en morgen.

Jeg kunne nu aflade min riffel og beundre det flotte dyr.
Tænk sig, at mange eftertragter denne type trofæ så meget.
Jeg tror mange hellere vil skyde en abnorm buk som denne end en perfekt 6 takker.
Der skete et eller andet i mit sind på denne jagt, der blev rokeret rundt på min opfattelse af jagt.
Jeg følte intet begær, ingen større stolthed over at have nedlagt denne buk.
Jo, i mig hvilede følelsen, en glæde af en slags, for det er jo dette jeg elsker så højt, og er så bange for at miste..evnen og ikke mindst retten til at udleve min passion.

Jeg tror bare vemodet i år er så stort, at glæden ved jagten har haft svært ved at vinde.
Men en ting er sikkert, jeg stod ikke med næven i vejret, og følte mig ikke sej eller uovervindelig.
Oddsene denne morgen havde helt klart været på min side, så kampen havde, som det oftest er mellem en forsvarsløs buk og en bevæbnet jæger, været meget ulige, det må vi aldrig glemme.

Bukken har sine sanser og de er for en ældre buk som denne meget skarpe.
Men i brunsten, så er der kun en tanke i bukkens hoved, det er tanken om at parre sig, alt andet står for ham i et sløret blik.

Men jeg beundrede mit trofæ, selvfølgelig gjorde jeg det, men ikke mere end jeg ville have gjort, hvis han havde været en ”almindelig regulær seksender”

Jeg er stadig jæger med stort J, og her lå mit mål som jæger, mit bytte.
Og jagt er i de fleste tilfælde en stor tilfældighed, og et spørgsmål om at være på rette sted på rette tid.
Det er selvfølgelig ikke hele sandheden, buk nr. 98 er jeg kun nået til efter utallige timer i naturen, de fleste uden jagtheld, heldigvis.
Og bukkefeberen rasede på en skøn stille måde i min krop, så alt var, som det skulle være..

Bukken havde, kunne jeg konstatere, haft tynd mave et stykke tid, det er den første buk jeg har skudt med tynd mave.
Vi har set det på enkelte dyr tidligere, men jeg kan ikke huske vi har skudt en buk med tynd mave ned af benene. (den var mørk og tør af l... ned af begge ben)
Konditionen så ikke ud til at fejle noget, så bukken var sund og rask at se på.

639,7 meter var der at gå op til stigen, der hvor jeg ville brække bukken.
Jeg ville prøve at gøre det på Jørns og Pouls maner, hvor bukken hænger i bagbenene i en stige eller på en gren, så skulle brækningen gå mere gnidningsløst.
Jeg ved det virker på vildsvin, så virker det sikkert også på en buk.
Klokken var ikke engang halv otte, før jeg havde fået slæbt bukken de knap 650 meter (græsset var vådt og glat) fået hængt ham op i stigen, og fået ham brækket, endelig kunne jeg åbne en kold coca cola..hvor jeg elsker dette øjeblik, da er jagten for mig først slut.

Og heldigvis var der lang tid førend Finn ville hente mig, helt præcist 759,7 meter herfra.

Jeg ville gå derop om en times tid, lige nu ville jeg bare nyde at være til.

Bukken lod jeg hænge.
Rygsækstol, skydestok, riffel, ja al min habengut tog jeg med op til stedet, hvor Finn ville samle mig op.
Jeg var der til tiden kl. 09.15 og få minutter efter rullede Finn ind til siden på den stenede skovvej.

Jeg satte mig bag rattet, det er jo min bil, og vi kørte hjemad.
Da vi nåede asfaltvejen, og burde være kørt mod højre, kørte jeg til venstre..Finn pegede godt nok, men sagde ingenting.

Jeg sagde ”Vi kan lige køre op og se, om der er nogle dyr ude på Panoramastykket”
”Okay” sagde Finn.
Vi listede forbi panoramastykket, ingen dyr at se, underligt.
Jeg fortsatte mod Rønningen og forklarede..
”Da jeg gik derfra stod der et dyr ovre på naboens mark, jeg vil lige se, om det har flyttet sig over på vores”
Da jeg satte bilen på Rønningen sagde jeg til Finn ”Der er lige noget vi skal hente her henne ved stigen”
”Nåh, jeg tænkte sgu nok der var et eller andet” sagde Finn, mens vi gik hen til bukken.

JAØ d. 31/8-21

klokken 06.00 d. 17/8 og årets første skud fra min riffel har lydt

Bukken jeg har skudt, så jeg sidst i 2019, 284 meter fra hvor han nu ligger forendt..

Råen var ikke single mere end et par minutter

En ny buk melder sig hurtigt på banen, men råen syntes, han er lidt for langt fremme i klovene

gaffelbukken er i vildrede

Ofte er jagten slut når skuddet har lydt, jeg fik lidt ekstra at på se denne morgen

Nogle bukke var lette ofre, hvis det skulle være..

fremme ved bukken

En perfekt placeret kugle

Jeg er begyndt at skyde med Sonic Ballistic Hunt messing kugle.
Har nu brugt den i 2 år, og jeg er meget tilfreds.
Blyfri? ja tak
Her kan du læse om kuglen https://magasin.mitjagtblad.dk/mit-jagtblad-februar-2020/blyfri-projektiler-virker-de-eller-hvad