For første gang buk til premieren (buk nr. 1 2008)

FOR FØRSTE GANG – DEN FØRSTE MORGEN

Jonathan var vokset ud af sine gamle gummistøvler, jeg havde derfor købt nye.
Disse var afprøvet og der var plads til uldne sokker, for selvom vi har haft sommervejr den sidste uges tid med temperaturer over 20 grader - så siger erfaringen, at den 16 maj om morgenen, kan være en særdeles kold og ofte rimvåd affære.
Så tørre fødder er lig varme fødder.

Sammen med tøj, stod støvlerne klar da vækkeuret ringede kl. 03.00 her til morgen.

Jeg slukkede hurtigt Vække-telefonen, og havde efter bare 4 timers urolig søvn, lyst til at klappe øjenlågene i på ny, og lige nappe ”bare et kvarter”
Men også her er erfaringen stor, og i dag ville jeg selvfølgelig forbande, hvis dette kvarter blev til en time eller to…
Så ud af sengen, og med det ene øje lukket i, ind og nive Jonathan i armen.

Jonathan var straks oppe, dog stadig 95 % i søvne.
Så jeg skubbede ham retur, og sagde han lige kunne få 5 min at vågne i, mens jeg kom af med lidt te fra i aftes.
5 minutter senere var Jonathan på 100% standby, men var ligeså hurtig ude af sengen som før, og denne gang viste jeg ingen nåde.

Morgenmaden var cornflakes, der blev kværnet i tavshed.
Skønt at have en søn, der ligner faderen så meget.
Ligeså stor snakkelyst der ofte kan være, ligeså stor forståelse for tavshed er der (som regel) når dette kræves.

Sukker og mælk gjorde far og søn vågne, bilen blev pakket – og klokken 4.00 havde vi tilbagelagt 25 km, og så absolut tysna ...

JAGTMARKEN

Vi satte bilen indenfor vildthegnet, i de ca. 15 tdr. land juletræs beplantning.
De folk der sprøjter denne mark, lader altid hegnet stå åben her, måske fordi det er lige ud til den asfalterede vej ser det ikke ud til at råvildtet går ind her.

Bildøren blev listet op, og vi smygede os lydløst udenfor.
Af alle morgener, er den 16. maj den mest stille.

Hver en unødig lyd, får kroppen til at fare sammen – var der én der sprang frem fra en busk og råbte bøh – så ville denne morgen helt sikkert være min sidste.
Så spændt er kroppen og sindet – lige til bristepunktet.
Vores mål var at liste op i det fjerneste hjørne for at sætte os.

For Jonathan var dette ikke videre nemt.
I kender sikkert godt en teenagekrops udvikling.
Kroppen vokser ligesom nedefra og op.
Først vokser fødderne, derefter benene osv.
Så lige pludselig at gå 4 numre op i gummistøvler, det er altså noget mere, der skal løftes fra jorden.
Så engang imellem stoppede vi op, og jeg forhørte forsigtigt min søn om, han ikke kunne gå lidt mere lydløst end en elefant. (jeg har senere undskyldt – men nerverne sidder udenpå tøjet sådan en morgen)

Da vi nåede enden af skovstykket, ville jeg lydløst åbne hegnet i hjørnet (knirk), så vi kunne sidde langs læhegnet på indersiden af vildthegnet og skyde på markvejen langs skovstykket udenfor juletræsbeplantningen.
Ja, man skal nok se stedet, for at forstå min hensigt ...

Rugmarken der ligger på den anden side af markvejen er også vores, og den er vel på ca. 25 tdr. land stor.
Den ville jeg kun kunne dække, hvis jeg rejste mig, men jeg formodede vildtet ville trække fra skoven og ud på rugen.
Min formodning skulle snart vise sig at være fuldstændig forkert – ja så tænker I nok, at denne historie ender galt.

SÅ ER VI KLAR – SÅ KAN HAN BARE KOMME

Jonathan havde sat sig på den grøntmalet havestol, med et par grønne knæpuder under bagen, for vi skulle jo muligvis sidde her de næste 3 – 4 timer.
Vinden var svag til jævn fra vest, det var godt nok, den blæste på os fra venstre ind i læhegnet og ud på marken, altså vigtigst væk fra skov/markvejen og selve skoven.

Der gik godt en halv time, så viste det første stykke råvildt sig.

Det var kommet ud af det blå, her godt en halv time før skydetid.
(solen står op kl. 05.03 – og dyret kom kl. 04.30)
Og denne rå som kom fra rugmarken og ind på stien, ja, hun var i sin drægtighed naturligvis fredet.
Hun listede og nippede friske urter fra vejen, kløede sig lidt bag øret, havde også rystet morgenduggen ud af den tætte pels – og her i læ, var der dejligt lunt.
Ikke en lyd kom der fra hende, vi holdt vejret så godt vi kunne, kunne vi have undgået at udsende vores dugfyldte åndedrag – så havde vi gjort det.
Råen gik roligt essende fra 100 meter ind til en afstand af ca. 65 meter.
Det tog næsten 20 minutter, og jeg ”skød” hende mange gange i min riffels kikkert.
Jonathan fik også tid til at kigge på hende, af og til gabende højlydt – jeg tyssede, for råen skulle nødig springe smælende ind i skoven.
Jeg håbede snart hun ville trække ind, for kom en buk, ville hun let kunne forhindre et ansvarligt skud.

Og min skelen til uret, viste at det snart var skydetid.

Endelig fortrak hun, og jeg kunne også få sat min jagtstol på plads igen, al denne studeren havde fået stolen ud af balance.

Jep, nu kunne bukken bare komme.

Jeg så igen på uret, de næste 10 minutter virkede alt for lange.
Den store viser sneglede sig endelig forbi 05.03 – og jeg kunne glemme alt om tid, og for så vidt også sted.
En bevægelse på marken fik mit hjerte til at hamre.
Skjult lidt af det 3 rækkede læhegn dukkede endnu et rådyr op.
Et dyr var på vej i samme spor som råen.
Da der kun var vildthegn imellem mig og rådyret, hviskede jeg til Jonathan ...

”Der kommer et dyr”

Dyret tog 3 skridt længere frem, hovedet var frit i min riffels kikkert

”Det er en buk” – hviskede jeg.

Jonathan nåede lige akkurat at se bukken, som nu nåede kanten af marken, og kun skulle tage få skridt for at komme ned af den lille skråning til skovvejen.

”Jeg skyder nu” sagde jeg...
og Jonathan kæmpede for at få hænderne op for ørerne – men jeg og skuddet var hurtigere.

Jeg så bukken gå ned i knaldet, sådan siger nogle jægere, og det er jo også det der sker, det går ufatteligt hurtigt.
Benene spjættede lidt, og så var alt stille.
I kornet lå bukken nu, sandsynligvis fældet af en god kugle.
Jeg havde holdt lidt fremme på bukken, for at ramme lige på skulderbladet, jeg ville helst ikke have bukken ud at rende.
Hvor stor bukken var, var denne morgen uden betydning.
Det eneste jeg ikke ville skyde var en buk i bast – men skal jeg være ærlig – så var jeg ikke 100 % sikker på, at det ikke kunne være en god spidsbuk i bast …
Nå – men som sagt, så var jeg selvfølgelig sikker på, at bukken var buk – og jeg har aldrig før nu, skudt en buk d. 16. maj om morgenen.
Og endnu vigtigere, så har jeg aldrig skudt en buk, mens Jonathan har været med mig på jagt.

Og det er 2 år siden jeg sidst har skudt rådyr på denne mark – så dette var ikke værre end at skyde et bukkelam om efteråret - som Jonathan rigtigt sagde på vej hjem –
”Det er da langt bedre at skyde bukken nu, så har du da noget at hænge op på væggen”.

EFTER SKUDDET

Efter 4 minutter, da den værste adrenalin havde forladt vores kroppe, spurgte jeg Jonathan om vi ikke skulle gå hen, og se hvor stor bukken vi havde skudt var.

Hov, nej vendt lige lidt sagde jeg til Jonathan.
14 år og i oplæring, han skal sgu lære det rigtigt tænkte jeg.
Vi skal vente 10 minutter før vi går frem pointerede jeg, imens Jonathan optog seancen på video.

Jeg havde ikke mere end fuldført min formaning til mig selv, før Jonathan pegede op ad mark/skovvejen.
En cyklist kom cyklende ned imod os.
Hvad fanden, sagde jeg, hvem filen er ude at cykle så tidligt.
Det var selvfølgelig min svoger Jens Aage (ejeren af marken)
Jens Aage vinkede smilende, mens han cyklede ned mod os.
Vi vinkede retur – og i næste nu, var Jens Aage ved at vælte af cyklen, da han opdagede bukken i kornet.

Jeg råbte til ham :”Er den død?” – ”Ja da”: svarede Jens-Aage ”Men sig mig, har I ikke været herhenne endnu ...” spurgte han højlydt?
Jeg råbte tilbage, som vi kom nærmere – ”Næh, for man skal normalt vente 10 minutter før man går frem til sit bytte”
Jeg kunne nu pænt aflade, og gå hen til min buk – Jens Aage havde jo erklæret bukken for død.

85 meter var skudafstanden, og ramt af en pæn kugle lige midt på ”bladet”, kuglen var flækket/havde fragmenteret inde i bukken og var gået ud i 2 stykker lidt længere fremme – øjeblikkeligt dræbende.
Ja, han var ikke stor, hverken af krop eller af opsats.
Et år gammel, lå han her, fint fejet, stadig med tot rester fra vinterpelsen.
Det med alder på buk kan være svært at bedømme, efterfølgende konkluderer jeg, at der kan være tale om en toårs buk – en lille etårsbuk, gik sidste år på dette sted, stadig i bast helt hen til sidste dag i bukkejagten, det kan være ham der ligger her.

Men sikken en intens morgen, og hvilken oplevelse for Jonathan.
Jeg sagde farvel til min svoger, der skulle hjem og hænge tøj op, inden han skulle på arbejde.
Jens Aage bor p.t. alene, så alle huslige pligter skal han derfor selv klare.

”Nå Jonathan, nu skal vi til det sjove, vil du prøve at brække en buk?”
Spurgte jeg muntert, som kun fædre kan spørge.
Jeg optog med videokameraet, mens jeg forsøgte at lokke Jonathan til at føre en kniv i et rådyr for første gang.

”Hov” sagde Jonathan mens han pegede ”Hvad er det?”
Jeg vendte mig, heldigvis med kameraet tændt.
En grævling var kommet ud af kornmarken ca. 30 meter bag mig, og var forskrækket stoppet op.
Jeg fik den fanget i linsen, og fulgte den voksne grævling over vejen ind til skoven.
”Fantastisk” sagde Jonathan, han havde aldrig oplevet en levende grævling før.

Tilbage til det sjove.
Nix, det skulle Jonathan ikke nyde noget af, så jeg måtte selv i gang med kniven.
Jonathan viklede sit halstørklæde for næsen, og udsendte mærkelige lyde, stillede sig på behørig afstand, nu med videokameraet på zoom, så kunne familien også se, hvordan far brækker en buk.

Som bukkejæger ”nyder” vi dog denne syrlige duft, en blanding af indvolde og råvildt blod.
Åh hvilken herlig duft, på denne årets første jagtdag.
Tanken om at holde hænderne tilfældigt frem, hvor indtørret blod vidner om det store jagtheld der har fulgt den lykkelige jæger.
Og glæden bliver ikke mindre af, at jeg senere på dagen skal stå som vært for foreningens bukketræf

Jonathan hjalp lidt modvilligt med at bære bukken fra skudstedet til bilen.
Nu kunne vi godt snakke, bøvse gabe og prutte, ja for min skyld måtte Jonathan lave plovfurer med støvlerne – alt var pludseligt tilladt.
Nerverne var kommet indenfor jakken.
Hjertet var fyldt med glæde – en glæde der for engang skyld fuldstændig skubbede vemodet bort, det vemod der plejer at komme, ved at have taget et så smukt dyrs liv.
Sikkert fordi jeg for første gang havde en med på bukkejagt – så jeg ikke fik tid til at ruge over tingene – blot tid til at glædes.

På vej hjem i bilen fik jeg Jonathan til at ringe hjem.
Vi havde masser af tid, kunne nå at købe rundstykker og kage til hele familien, inden de skulle på job og i skole.
Dette var Jonathans og min fridag, den vigtigste på året.

Sådan lød det da Jonathan ringede hjem:
”Hej Andreas, det er Jonathan, må jeg snakke med mor?”
”Hej Mor, det er Jonathan, far spørger om du vil lave te, så tager vi nemlig kage og rundstykker med hjem ...”
”Nåh ja, og så har vi skudt en buk ...”
(jeg kunne se på Jonathan skæve smil, at den sidste sætning indeholdt en stor portion stolthed)

Jeg, halvgamle sentimentale fjols, fik tårerne frem i min øjenkrog, og jeg nussede min dreng i håret.
Igen var følelserne udenpå blusen, denne gang dog ikke på grund af jagt.

Og nu er klokken snart 13. – en dyne lokker, for jeg skal være klar til i aften – så skal Andreas med.

Og ved I hvad?

Andreas er med på at en lille buk godt må gå forbi os, uden at jeg giver den en dræbende kugle.
”For der er jo også en stor oplevelse i bare at se en buk” – flotte ord, sagt af en niårig dreng.

Og der hvor Andreas og jeg skal hen, der må jeg ”kun” skyde én buk – så den må gerne være mere end blot et forvokset lam, lad os så se om hans far har samme holdning..

Jens-Arne Østergaard d. 16/5-08