Bukkepremiere i Sverige 2013

Premieremorgenen på årets svenske bukkejagt 2013

Du kender sikkert lyden af en bil, der har masser af strøm, når du drejer nøglen, men som bare ikke vil gå i gang...
Nøglen drejes, alting lyder rigtigt ”hhhh, hhhh, hhhh, hhhh” pis ”hhhh, hhhh, hhhh, hhhh”
Denne lyd mødte os fire danske bukkejægere fredag d. 16 August kl. 04.00

”Hvad fanden sker der?” lød det fra 4 danske jægere..hvor koldsveden pressede sig på i vantro på panden.
Alle kiggede i første omgang på undertegnede, som drejede nøglen rundt i tændingen..

Det havde gået fint dagene før, færgeturen og køreturen herop, natten mellem d. 14 og 15 August, ingen problemer med bilen.
Under køreturen rundt på terrænet d. 15 August, ja indtil sent om aftenen d. 15 August.. ingen problemer med bilen..jo og dog.. jeg spurgte Jørn om bilen ikke lugtede lidt brændt, lige inden vi satte den, det var ikke noget at bekymre sig om, lød svaret..okay..

Ja, havde vi bekymret os, så havde vi ikke fået en rolig nattesøvn, og det havde næppe gjort nogen forskel.

Men nu, på den uomtvistelige vigtigste morgen på hele året, premieremorgenen på den svenske buk, sad 4 tændte jægere, i en bil der ikke ville starte..
En lampe lyste op i mørket på bilens display..og den havde ingen af os set lyse før..
”Hvad betyder den+” spurgte vi Jørn i munden på hinanden.
Det vidste Jørn ikke (gad vide om Jørn pludselig led af hukommelsestab, for det viste sig kort tid efter, at han havde set samme signal for mindre end to år siden, og da var det brændstof rørene, der var utætte..)
Men nu skulle Jørn bruge instruktionsbogen for at forklare symbolet..før hukommelsen vendte tilbage..det menneskelige forsvarsværk er uforklarligt.
Eller så tror jeg simpelthen bare, at Jørn blev endnu mere rundtosset end os andre over hans bils uheldige valg af tidspunkt til at strejke...

En bil der ikke vil starte, kan desværre aldrig lægges en bilejer til last.
Selvom vi noget så inderligt gerne ville lade skylden gå ud over én eller anden..
Jeg foreslog at skubbe bilen i gang, det har altid virket, ved de biler jeg har haft, men nu har jeg jo heller aldrig ejet en diesel bil.

Jørn og Torben, de mest tekniske anlagte på holdet, fik åbnet motorhjelmen, Mogens og jeg vidste, at vi ikke ville blive klogere af at glo deri, det blev de to andre nu heller ikke..

Mens Mogens stod og lyttede til den mest stille premierenat i mands minde, kun med lyden af cikadernes sang, der for længst skulle have været overdøvet af motorlarm.
Kort forinden blev sangen overdøvet af fire jægeres hager, der ramte grusvejen, hagerne var nu næsten samlet op igen..modløsheden som stod malet i vores ansigter, skinnede dog om kap med månen, der gjorde, at vi kunne orientere os, hvor vi stod.

Mens Mogens og jeg stod ved bagsmækken kom en ræv listende forbi, det var en multicoulered af slagsen, lidt Ala Japans kanin hvis I kender den.. (en mørk variant af korsræven)
Ræven tog ikke megen notits af de 4 jægere, jeg havde dog riflen over skulderen, og da Mogens lyste på den med sin lygte, kunne jeg have skudt..hvordan motorhjelmen havde set ud efter skuddet, og efter Jørn og Torben havde hoppet i luften, kunne have været sjovt at se, men ingen var i det morsomme hjørne, hvor minutterne alt for hurtigt gik..
Mogens og jeg undrede os over, hvor lidt sky ræven var, måske det skyldes at naboerne er glade for rævene, og fodrer dem på terrassen.

Efter 20 minutters makken, hvor strømmen bl.a. havde været frakoblet et par gange, for at kortslutte det mekaniske vidunder eller den Zuzukiske skrotbunke (vælg selv), stod jeg som eneste jæger, der ejede en ordentlig bil, men den var jo ikke med i Sverige..desværre.
Og jeg kunne med rette sige, japaner lort..

Nu var dyre råd rådne.
Fra huset kunne vi i princippet gå til to af vores marker, måske fire (de to sidste skulle dog bruge nogen tid på at komme frem på plads)
Vi havde som altid trukket lod om rækkefølge til at vælge post på morgenens jagt, og ingen havde valgt poster i nærheden af huset..men vi kunne ombestemme os.
Jeg valgte løsning nummer to.
Jeg måtte vække vores udlejer.
Nikke var meget træt da han besvarede mit opkald, jeg var helt i tvivl om jeg havde fået rigtigt nummer.
Jeg kunne høre, at manden i den anden ende bogstavelig talt kravlede ud af sengen, for ikke at forstyrre konen ved siden af.
Djävla danskere har de sikkert begge tænkt.
Nikke ville dog komme og hente os hurtigst muligt.

Og på denne måde kom vi afsted på jagt, med næsten 3 kvarters forsinkelse...

Jørn blev sat af i hvepsestigen, eller nærmere betegnet ved skovrydningen der lå tæt derved.
Vi havde sat en stige op dagen forinden, og sidste år skød Jørn en stærk seksender på stedet, men så en buk, der var endnu større løbe derfra, så forventningen var stor.

Mogens blev sat af på Panoramastykket, der havde vi set to bukke, morgen, middag og aften, de var der fast, i brunstig kontrol af en rå hver, den ene (den største) i toppen af marken, den anden på midten, ham i midten var den sjoveste buk, han tog nærmest stand foran råen, med løftet forben, hun skulle bare ikke prøve på at løbe op til ham den store i toppen...
Om aftenen så vi en tredje buk, en fin seksender der var på vej til den nederste del af det 1,25 km lange panoramastykke...en fantastisk mark, med grusvej løbende langs hele langsiden, og stor skov på den anden..

Torben havde valgt en af sine favorit pladser, Damengen.
Her havde vi også sat en stige i en hel ny rydning.
Masser af skrab indikerede bukkens nærvær, og vi havde da også set buk på nabomarken, dagen forinden.

Jeg selv skulle være på den fjerneste mark, sølvbuksplads.
Jeg skød buk her sidste år på premieremorgenen, græsset stod i år højt og tørt, og vi så ingen fejninger eller buk dagen før dagen.
Men vi ved, her altid går stærke dyr, og jeg tøvede ikke længe, da jeg om torsdagen trak esset, og derved skulle vælge først...

Da Nikke satte mig af som den sidste, var vi nærmest under danske forhold.
Solen var på vej til at stå op.
Nu har vi været her på markerne i 12 år, og aldrig, jeg gentager, aldrig er vi kommet ud på jagt så sent, klokken nærmede sig fem...
Jeg listede ind på marken.
Camouflage net var kommet på hovedet, handsker på hænderne (og myggebalsam på huden for efterhånden et par timer siden) Kikkerten blev flittigt brugt fra start.
Ingen dyr hvor jeg skød sidste år.
Mit mål var tårnet der stod knap 100 meter nede på marken.
Jeg rundede forsigtigt den første ”tunge” med træer, der går ud på marken, brugte kikkerten på ny.
For satan.. et dyr var på vej tværs over stykket..
Småluntende nærmede den tårnet, der var mit mål, men så langt.. var jeg langt fra kommet endnu..
Kikkerten afslørede, at det var en rigtig fin seksender.
For fanden.. nu bandede jeg Zuzuki producenten langt væk..den buk kunne jeg have skudt, hvis jeg dog bare var kommet på plads til tiden..
Nu kunne jeg blot se den forsvinde ind i skoven bag tårnet, og den skov var nabomark.

Nå, men jeg kunne ligeså godt komme ned i tårnet hurtigst muligt, det kunne jo være han kunne lokkes tilbage, eller komme af sig selv.
BANG.. skuddet lød alt for tæt på, og alt for passende tid efter den flotte buk var forsvundet i skuddets retning.
Æv, min buk lå nu sikkert forendt for en anden jægers kugle, men sådan er jagt.. (ja, det er jo den tanke vi som jægere indoktrinerer os selv til at tænke, for at overdøve misundelsen der knurrer i vores sind) Pis..er næsten altid den mere konkrete tanke.

Jeg lænede mig tilbage i tårnet, drog et dybt suk, jeg ville forsøge at nyde denne skønne morgen, for trods alt.. var vi kommet på jagt, og det kunne intet tage fra os nu.
5 dage i paradis lå foran os, og en bils drillerier skulle ikke ødelægge mit gode humør.

Jeg afsøgte området, kunne se langt, og kanterne var mange.
I et fjernt hjørne, i indhakket hvor jeg skød buk sidste år, stod et lam og kiggede sig ensomt omkring.
Et godt tegn. (ja pånær, at to eller tre lam havde været bedre)
Men ensomme lam er oftest et tegn på brunst bland råerne, da de i brunsten efterlader lammene et sted, for at gå i brunstleg med bukken et andet...
Så jeg var en smule optimist, såfremt farmand, ikke var bukken, der var blevet skudt af naboen kort tid forinden.

Jeg har altid 3 lokkekald med mig på bukkejagt i Sverige.
To af dem om halsen :
Nordic Roe og Klaus Demmels ”Der Rottumtaler Rehblatter”, jeg tror Jesper og derefter jeg, var nogle af de første, der bestilte den sidst nævnte på internettet.
Det gjorde vi for mere end 10 år siden.
Jeg kunne i år se, at den også var kommet til salg i den lokale jagtbutik, men prisen på godt 500,- får sikkert mange til at vælge Buttoloen eller Nordic Roe.
Den sidste i lommen var netop, min trofaste Buttolo :
Buttolo bukkekaldet, kendt af alle jægere i dag som næsten ligeså vigtigt at medbringe på bukkejagt, som en god kniv...fordelen ved Buttoloen er, at uanset forhold og nerver, så er lyden den bringer altid den samme.
Ulempen er måske netop den manglende variationsmulighed, og at kontaktlyden af og til, kan være lige lav nok..i hvert tilfælde efter de seneste undersøgelser.
Der er membranen i bl.a. Nordic Roe langt mere effektiv..

Jeg har mindst 5 film om lokkejagt derhjemme, svenske, danske og norske film.
Og i det nyeste svenske jagtblad jeg købte i går, gøres der op med myten som Buttoloen nok især står bag.. ”Lok forsigtigt, lok i serier på 3 pib, 4 pib, og 3 pib og så en lang pause”..jo, jeg tror også det er en myte, især efter jeg har set Hunters sidste film med den tyske Franz Albrecht, der kører løs med en hel symfoni af forskellige lokkekald, og bukkene kommer så tæt, at de næsten kan kløes bag øret..

Jeg lokkede lidt, blundede lidt, trak vejret dybt, ja kort sagt, nød livet og tilværelsens ulidelige lethed..

Midt imellem lidt dvale og opvakthed, så jeg et dyr komme på tværs, langt nede fra skoven bag mig.
Jeg nåede faktisk ikke at se om det var en buk eller en rå.
Dyret forsvandt ind på en lille bakkekam, som har lidt småbuske, nærmest en lille ø på denne vidunderlige mark.
Da jeg ikke var sikker på det var buk, ville jeg være afventende..se tiden an.

Pludselig, præcist 178 meter fra mig, kom der rådyr til syne. (jeg har en afstandsmåler i min rygsæktaske, derfor det præcise mål)
En buk kom ud af skovkanten, skråt nedenfor tårnet, en fin buk, helt klart en seksender.
Han var ude kort, forsvandt ind i skoven igen.
Kikkerten fløj til mine øjne, han løb rundt efter noget derinde i skoven.
Klokken nærmede sig 7.00..

Min puls steg fra 0 – 180, ja hurtigere end hvad en Zuzuki ha, ha, kan præstere (0-100 på 13,2 sek), ja også hurtigere end en Porsche 911 GT RS kan præstere (0-100 på 3,5 sek) Jeg aner ikke en skid om biler, men google er også hurtig..

Bukken kom ud på det åbne igen, denne gang i røven på en rå.
De løb rundt i brunst leg, jeg prøvede at pibe i mit lokkekald, først i buttoloen, senere i Nordic Roe.. de var fuldstændig ligeglade med mig, de havde nok i sig selv.
Min riffel fik jeg lagt an på tværpinden i tårnet, fandt bukken i riflens kikkert, trådkorset sejlede rundt om bukken.
Jeg tænkte.. okay.. havde Torben, Mogens eller Lars fra Vojens siddet her, så havde bukken været død, straks den stoppede op..måske også hvis det var Jørn der havde siddet her.
Men den slags nerver har jeg ikke..

Råen og bukken forsvandt ind i skoven igen, for kort tid efter at komme ud på ny, i stadig bevægelse, og leg i cirkler.
Bukken fik lov til at beslå råen, og pludselig faldt der ro over dem begge, og de gav sig til at esse.

Jeg havde nu to muligheder.
Mulighed nummer 1..
Det var jagtens første morgen, dyrene ville sikkert være her til aften igen.
(i bukkejagt er intet dog sikkert)

Mulighed nummer 2.
Ned af stigen, og så pürsche ned langs skovkanten, i modsatte side end dyrene, over til holmen/øen ikke langt fra dyrene, midt på stykket.
Håbe dyrene stadig var i vigen dernede, og på den måde ville jeg være på fornuftigt skudhold, set med mine øjne og fra mine nervers synsvinkel.

Jeg tog en hurtig beslutning. (godt det var mig der skulle beslutte)
Jeg valgte mulighed nummer 2..Ned af stigen.
Skydestok i den ene hånd, riflen i den anden, og så afsted i foroverbøjet stilling.
Hvis jeg ikke kunne se dyrene, så kunne de heller ikke se mig.
Vinden var god, jævnt gik den ned langs skovkanten, den kant jeg gik i, altså modsat side end dyrene.
Da jeg skulle krydse over, begyndte jeg at kravle, dette gjorde jeg de sidste 20 – 30 meter.
Jeg ville nu komme lidt op i terrænet, men småbuskene på øen, og store sten, håbede jeg ville holde mig skjult længe nok.
Mine lunger gik som to blæsebælge, pulsen dunkede i min tinding, mine støvler i det lange græs brød strå med lyd, der syntes al for høj.
Men da vinden bar væk fra dyrene, og bladene i bævreaspen gjorde sit morgenens lyde, så håbede jeg på, at min fremfærd trods alt var næsten lydløs..

Fremme ved holmen ledte jeg efter et fint sted at lægge eller sætte mig med riflen.
Jeg var bange for at stående skydning med skydestokken ville afsløre mig.
Jeg kravlede ti meter længere frem og nåede nogle store sten.
Da jeg endelig løftede hovedet for at se, om dyrene stadig var der, kunne jeg kun ane det ene.
Var det mon bukken?.
Hovedet var skjult nede i det høje græs, dyret gik så jeg kunne skyde ud mellem to buske, det så godt ud, hvis det altså var bukken.
Dyret løftede hovedet, og de høje stænger mellem hans ører, fik pulsen til at stige på ny..

Nu rolig, han anede ingen uro, men jeg vidste at brunsten der pulserede rundt i bukkens krop, ikke gav mig ubegrænset tid, pludselig kunne bukken og råen være på farten igen.

Riflen blev listet på plads over en sten, jeg krummede mig sammen, forsøgte at finde godt hold.
Det var ikke optimalt, men jeg besluttede, at det var den chance jeg ville få her til morgen...
Jeg fangede dyret i riflens kors, riflen blev afsikret, åndedrættet kom under kontrol, inden skuddet gik.
Alt lige efter bogen.
I græsset forsvandt dyret i skuddet, var det virkelig det?
Når et dyr falder i skuddet, kan man komme helt i tvivl..var det ramt, eller var det rushet afsted i samme sekund skuddet havde lydt?
Jeg rejste mig forsigtigt, til venstre for dyret jeg skød til, stod nu et andet dyr og ”lyste op”..var det bukken, der blot var sprunget frem?
Pyha.. nej, det var råen, og hun essede stadig, som om intet var hændt.

Fuck, jeg så nu at bukken prøvede at komme på benene.
Han burde være sendt over i den anden verden, til de evige græsmarker..
Han løftede sig op på forbenene, for straks at falde ned igen.
Jeg nåede ikke at skyde.
Men han skulle selvfølgelig også have tid til at forende, derfor bør man altid vente 10 minutter inden man går frem, hvilket dette var et tydeligt eksempel på, så jeg beroligede mig selv..
Jeg stod nu op med skydestok og riffel klar, hvis han rejste sig igen, var jeg klar til at skyde.
Nu kunne jeg kun se bukkens hoved.
Han lå som om han var ved at falde i søvn.
Var han bare ved at forbløde stille og roligt?
Jeg gik forsigtigt tættere på.
Nu var jeg vel inde på ca. 40 til 50 meter (skudafstand havde været ca. 70 meter)
Råen anede stadig ingen uro.
Løft nu halsen op, tænkte jeg...
De få minutter - føltes som timer.
Endelig ville han prøve igen, halsen blev løftet fri af det høje græs, mit skud på halsen faldt i det samme, og nu var bukken helt væk.

Jeg tøvede ikke, han var garanteret død nu, og jeg kunne gå frem til mit bytte.
Første da jeg trådte fri fra øen så råen mig, og løb væk, ind i skoven..

Fremme ved bukken kunne jeg kun se udgangshullet på bukken, både på hals og krop.
Skuddet måtte have prellet af på noget, for det var gået ud gennem højre bagkølle.
Pokkers osse.
Pokkers osse.. Ikke mindst fordi jeg skulle ærgre mig over et mindre godt skud..
I stedet for udelukkende at glæde mig over min flotte buk.
Under brækningen kunne jeg dog glæde mig lidt over, at kuglen trods alt var gået forbi det meste af vommen, så der var ikke meget maveindhold løbet ud.
Men undre mig, var der masser af plads til.

Senere efter hjemkomst til Danmark, når jeg kigger på billederne og videoen jeg har taget efter skuddet, kan jeg se, der mellem mig og bukken var lidt smågrene udover det høje græs.
Har kuglen ramt en lille kvist, kan den store afvigelse på indgangshul og sigtepunkt forklares.
For trods den gammelkendte bukkefeber, burde kuglen på den afstand havde siddet meget tættere på, hvor mit trådkors sad fast..

Bukken lå der, det var det der burde tælle for mig.
En god seksender, 4 – 6 år gammel.
Bukkes trofæer kan måles fra bronze til guld.
Denne buks trofæ ligger nok i underkanten af bronze vil jeg tro.
(er senere blevet opmålt, så jeg kender pointtallet)

Men til oplevelser af denne slags, findes der ikke metal der glimter nok til at beskrive, hvor intens denne jagt har været.

JAØ 23 August 2013

ps. bukken faldt d. 16/8-13 kl. 7.25

Mogens fik også bukken vi så i den øverste del af Panoramastykket.
Jagten for Mogens startede med, at han og en flok heste blev lige forskrækket, da Mogens ville liste omkring en lade for at komme til skud.
De vrinskende heste skræmte bukken så meget, at han løb i skoven. (bukken altså)
Råen blev heldigvis stående på marken.
Mogens listede tættere til råen, fandt et godt sted at sidde, peb 3 gange i nordic Roe, og bukken kom kort tid efter som skudt ud af en kanon, i jaloux undren over, hvad hans rå nu havde gang i.
Jalousi og liderlighed blev bukkens skæbne, han faldt for en perfekt kugle på ca. 164 meters skudafstand...

Bukkejagt Sverige 2013 filmklip 1