Det var kattens aka buk 2. oktober 2020

Det var kattens aka buk 2. oktober 2020

Jeg troede det var slut.

Men som tidligere nævnt, så har jeg med eneret fået lov til at jage, på dette drømmeterræn i Fusager i de næste 3 måneder, slutdato : 31/12-20.

Det bliver jagt med riffel, og eneste ledsager bliver min kone Annette, og hun er med som hyggeligt selskab, men jeg ved hendes øjne, ofte ser vildtet før mig, så hun er god at have med på flere måder.

Aftalen med Kaj lyder på ca. 2 rådyr, om det er et maks, det afhænger af, hvor meget vildt jeg ser.

Men indtil videre er 2 det jeg må skyde.

Jeg ved at Kaj aldrig har overjagtet hans jagtmarker, de år, dvs. ca. 20 år, jeg har været med, så er det blevet til maksimum 1 sommerbuk og så måske 2 efterårsdyr.

Ja det med sommerbuk lavede jeg om på sidste år, da jeg skød 2 bukke på Kajs marker, i år blev det trods ihærdig indsats blot til en enkel.

Den første oktober gik som den har for vane med fællesjagt, jeg havde inviteret fire kammerater med på jagt.

Om aftenen havde jeg faktisk planlagt en tur ud med riffel, men jeg havde simpelthen ikke overskud til mere jagt.

Fredag aften, d. 2/10, var ”Vild med dans” premiere (eller vild med svans om man vil), det plejer at bænke både mig og Annette, men alt kan optages, så vi valgte at tage på jagt, det så ud til at regnen ville lægge sig.

Det var nyt eventyr for Annette, hun har hørt så meget om Kajs jagt i Fusager, men aldrig sat fusserne der selv.

Jeg havde egentlig tænkt, vi skulle køre i engen, men, men, da vi kom til masten, og jeg så de fine stubmarker, tænkte jeg, ung effektiv landmand, hvor længe får marken lov til at være grønne stubbe?

Jeg tog en hurtig beslutning.

”Vi går en tur her rundt om masten, og mon ikke der kommer dyr ud på marken”.

Jagten startede få meter fra bilen.

Op over en lille jordvold, og markerne lå kuperet omkring os, med læhegn og små remiser der skærer ind og følger langs marken.

Den unge landmand og nye ejer var dog ved at lave om på denne nærmest perfekte råvildtkultur.

Flere læhegn har allerede måttet lade livet, de store grantræer med en meter i diameter, lå skåret i håndterbare længder, og var stablet op tæt på asfalteret vej.

Det læhegn Kaj sidste år sad i og kunne se den store buk fra var en saga blot.

Ja, det mindre læhegn hvor bukken sidste år opholdt sig i sammen med rå og to lam, det forsvandt allerede under bukkejagten.

Lidt trist at se denne nedsabling, blot fordi landmanden ikke orker at vende hans store traktor for mange gange.

Jeg kan huske Ivar Høst for mange år siden holdt foredrag om læhegnets fortræffeligheder, ikke kun når det gjaldt færdselsårer og opholdssteder for vildtet, men også for merudbyttet for landmanden.

Jeg mindes at det læ et læhegn gav, kunne give en merproduktion af afgrøderne på ca. 10%, men det er ikke sikkert, det er noget man lærer de unge landmænd på landbrugsskolen i dag.
Læhegnene forsvinder i hvert tilfælde flere og flere steder, i takt med, at landmandens maskiner vokser.

Synd for vildtet, for sikke mange harer der har ligget i Kajs læhegn, og hvor der har været mere end en række træer, da har råvildtet også fundet skjul.

Min plan var at gå 250 meter, på tværs af den første stubmark, og derved nå til toppen af en vinkel, en vinkel jeg vidste ville ligge i læ for den kraftige vind, og der i bunden, plejer der at være meget fod af råvildt.

Vi nåede ikke længere end 84,5 meter rundt regnet, jeg så noget rødt på vej væk.

Tænkte det var en rød malkeko på naboens mark jeg kunne se, den måtte gå på tværs for enden af et stykke brombærkrat med hyld og andet godt, det har en længde af præcis 102,1 x 14,2 meter, det skærer ind som en lille tange på Kajs stykke, og der er altid råvildt, ræv eller fasaner lige her, jeg kan dog ikke huske, vi har været heldig at få skudt noget af det, vi har jagtet ud derfra, vi har altid maks været 5 jægere, så vildtet har haft rig mulighed for at vælge en livreddende rute.

Ja denne lille tange overlever nok heller ikke vinteren.

Jeg fik kikkerten op.

Der 156,1 til venstre for nåede jeg netop at se bagdelen af et stykke råvildt forsvinde, det var altså ikke en ko på naboen mark.

Vi stod med god vind, men dyret havde nok fornemmet vores bevægelse på marken og søgte derfor i sikkerhed.

I let løb bevægede Annette og jeg os nu mod et nyt mål.

Vi skulle kun godt 80 meter hen, for at komme til at stå i enden af tangen.

Vel fremme, ingen dyr der bøvede, fik jeg riflen op i skydestokken.

Jeg havde kigget på ”højre” side (vindsiden af ”tangen”) der var ikke kommet et dyr ud på stubmarken.

Så rådyret måtte stadig stå i det tætte.

Hvad skulle vi gøre?
Vente?

Jeg er ikke god til at vente.

I et øjebliks klarsyn havde jeg taget ”Nordic Roe” om halsen, inden vi kørte hjemmefra.

Jeg ved godt det ikke er årstiden, men i en snæver vending kunne kaldet vel bruges til at lokke en ræv ind, eller stoppe et stykke råvildt...men kunne det også bruges som lokkekald på en blæsende oktoberdag?

Jeg peb fire gange, og ud af det tætte kom en rå.

Hun gik ca. 20 meter ind på marken, afstanden til hende var under 40 meter.

Jeg lod hende trippe lidt længere frem, jeg var sikker på, Annette allerede stod med fingrene i ørerne.

Jeg ville være sikker på, at hun ikke gik med lam.

Overraskende kom der 10 – 15 meter efter hende en buk.

Den så kun den smukke rås runde former, men råen havde fornemmet der var ugler i mosen. Annette fortalte bagefter at råen kiggede direkte imod os, mit fokus var dog kun på bukken og det skud jeg afgav få sekunder efter bukken trådte fri, satte jeg ind præcis hvor det skulle sidde..

Han var kommet 10-15 meter ind på marken og stod helt perfekt.

Det sagde smak, og bukken skreg et kort skrig, løb omkring sig selv og væltede omkuld.

Enkelte spark i luften var det sidste farvel til denne verden.

Humant?

Det ved man aldrig, det gik i hvert tilfælde hurtigt.

Jeg nåede slet ikke at få feber, og hvis jeg ikke kunne levere et godt, forsvarligt og korrekt placeret skud på denne afstand med riflen placeret i min 3 benede trigger skydestok, så skulle jeg aldrig skyde til et levende væsen.

Jeg mærkede heldigvis lidt efter rus i min krop.

Bukkefeber nåede jeg slet ikke at få, men jeg frygter den dag, adrenalinkicket helt udebliver.

5 minutter på jagt, ca., det må være rekord.

Jeg vendte mig smilende mod Annette.

Hun havde ikke set skuddet ramme bukken, al Annettes fokus havde været på råen, da råen kiggede så intenst på os, Annette var helt sikker på, at dyrene ville stikke af, og ja, så troede hun det var råen, jeg ville skyde, hun kom jo først ud :-)

Ahr..står mit valg mellem en rå og en buk, så vil jeg til enhver tid skyde bukken.

Medmindre naturligvis det er en ung buk om efteråret, som jeg vil gemme til næste år.

I dette tilfælde, ville jeg gemme til katten, og det ønskede jeg ikke.

Bukken var ikke et trofæ der ville rage voldsomt ud fra væggen, de to dyr var helt sikkert et søskende par, og søsteren tøvede ikke længe, før hun forlod sin døde bror.
Men bukken vil være et godt minde om en fantastisk kort men intensiv jagt.

Jeg havde repeteret, men havde slet ikke en double i mine tanker, jeg var blot klar, hvis bukken mod forventning skulle komme på benene igen.

Vi ventede maks 5 minutter før vi gik frem mod bukken.

Klokken var ikke mere end knap 17.30, der var halvanden time til solen ville gå ned.

Mens jeg brækkede bukken fortalte jeg Annette, at vi ville bruge de sidste par timer på at purche terrænet igennem.

Annette spurgte mig, om det nu også var i Kajs ånd, at skyde mere end et dyr på en jagt.

Ja, efterårsjagt, der kan der godt ligge 2-3 dyr, det er jo ikke let at begrænse, men Annette har ret, på bukkejagt, der plejer Kaj at sige, at når bukken ligger der, så er jagten forbi for den dag.

Men nu var det jo ikke bukkejagt vi var på, og hvem siger, at der ikke kunne komme en ræv luskende, den måtte vi jo også skyde.

Og så kunne vi jo lige se, om der var andre dyr der rørte sig.

Jeg tror skovhugsten havde lavet så meget forstyrrelse på terrænnet, at dyrene skuttede sig en smule.

For afgrøderne i stubmarken var nær det perfekte.

Kløver og alverdens andet grønt piblede op imellem kornstubben.

Majsmarken var blevet høstet, så råvildtet vil søge ud på stubmarken..

Desværre var skovstykket på 239,8 x 134 meter også ved at blive hugget om til pindebrænde.

Det tætte granstykke ved jeg godt ikke havde den store næringsværdi for vildtet, men det var tæt, og vi har altid fået smidt harer og råvildt ud fra stykket, og så har skytterne udenfor på marken fået fine skudmuligheder.
Skoven har været et godt tæt tilflugtsted på kolde efterårsdage, og skyggeplads i sommerheden.

Men intet råvildt trippede ud, ej heller så vi harer på stubben.

På vej ned mod skoven hørte vi en højlydt piven..

DET VAR KATTENS

Annette opdagede det før mig, at det var en kat der mjavede, og pludselig så vi også dyret der beklagede sig.

En lille kattekilling kom tumlende imod mig, den var ikke større end ”tobak for en skilling” trefarvet, langhåret og åh så nuttet, med sine store lyseblå øjne.

Sidst jeg så kat i dette læhegn var en vildkat, det er en del år siden, mindst 10 år.

Jeg mindes katten der prøvede at slippe med livet i behold, ved at klatre op i et af de høje grantræer, men det forhindrede ikke Kaj i at pille den ned med et velrettet haglskud.

Kaj har aldrig været tilhænger af vilde katte i naturen.

Om dette var en killing født i naturen, og måske efterladt af sin mor (moderen kan være blevet kørt ned i trafikken) eller det var en killing, der var blevet sat ud af ubegavede mennesker, vidste jeg ikke.

Jeg kunne i hvert tilfælde ikke fange katten.

Den løb i fulde firspring, da den opdagede, at det ikke var mormis der var kommet tilbage.

Da solen gik ned, tog vi bilen og ville køre hjem.

Bukken var blevet lagt i transportkassen, sikke en aften.

Men den var ikke slut endnu.

Da vi passerede læbæltet hvor killingen havde været, var den nu kommet tilbage.

Her tæt på asfaltvejen.

Jeg bremsede op, og gik de få meter hen til killingen.

Den var væk.

Nej, der.. i det høje tætte stub, der sad den og trykkede sig lydløst.

Jeg gik helt frem til den, den trykkede sig skræmt til jorden.

Jeg bad Annette om at komme med hendes jagthandsker, de var kraftigere end de tynde jeg havde i lommen.

Og vupti, så havde jeg en hvæsende killing i hånden.

Killingen faldt dog hurtigt til ro, da den indså, at flugt ikke var muligt.

”Hvad så?” spurgte jeg Annette ”Er det nu du skal have den trefarvede killing, du altid har ønsket dig?”

Annette har for længst besluttet, at vores hus sagtens kan klare sig uden kat.

Vi har haft kat i 30 år, af de 32 år vi har boet i huset, de sidste to år har vi undgået kattehår og kattetis, i hvert tilfælde indendørs, og det har Annette sat pris på.

”Jamen..den overlever ikke natten, hvis ikke vi tager den med hjem, så tager ræven den..”

Proklamerede jeg.

”Ja, jeg kan også slå den ihjel nu og her” truede jeg Annettes bløde hjerte med.

”Åh du er ond” svarede Annette.

”Du bestemmer” sagde jeg ”Skal den leve, eller skal den dø?”

”Så tag den med hjem dit fjols” det sidste ord sagde Annette ikke, men jeg er sikker på, hun tænkte det, eller det der var værre.

Annette fik for en gang skyld lov til at sidde bag rattet, mens jeg sad med den lille killing de 50 kilometer til Hobro.

Annette overtog missen, mens jeg købte kattegrus og kattemad ind hos Spar købmanden.

Heldigvis havde jeg gemt kattebakken til grus (jeg smider sjældent noget ud)

Og nu har vi fået kat igen, og hold op den er sød.

Allerede 2 dage efter ankomst, har Pjevs, Zimba (med Z og ikke S) Nala, Butthole (har du ikke set Dum Dummere, så ved du ikke hvor navnet kommer fra, men klik på dette link, så får du forklaringen.. https://www.youtube.com/watch?v=eH9qnOb9ghc )

Hvad den lille kat kommer til at hedde, det ved jeg i skrivende stund ikke, vi diskuterer stadig, men jeg tror, Annette er mindst ligeså glad for killingen som jeg.

JAØ 6/10-20