De første 14 dage af årets bukkejagt 2020

Endelig bukkejagt igen

Dagen har været længe undervejs, føltes sommetider som en evighed, og er det egentlig ikke utroligt, så mange år som jæger, og stadig er den 16. maj noget helt specielt.

Ugerne op til har jeg været afsted mange gange med kikkerten om halsen og videokameraet i lommen, begge dele bruges flittigt.
Oftest har jeg taget afsted sammen med min kone Annette, tro det eller la' vær', hun er taget med helt frivilligt.
Jeg ser det også som luksustid i et parforhold.
Tiden i bilen sammen, hvor vi ikke bliver forstyrret af tv eller mobile enheder.
Vi kan vende hverdagen, parforholdet, børn, liv og død, men jeg indrømmer også, at jeg førhen nød de mange køreture i ensom selskab, hvor jeg frit kunne tale med mig selv, nu har jeg pludselig fået en sparringspartner, og det kræver lidt tilvænning.
Det er også hændt, at en eller to af børnene er taget med ud for at kigge på terrænet.
Jeg indrømmer blankt, at det kan være lidt sværere at komme på tæt hold af et stykke råvildt, hvis man går i røven af hinanden, men fra bilen ser vi lige så meget, om der er en eller flere i bilen.

Annette siger godt nok, at jeg bare kan sige, hvis jeg vil køre alene ud at kigge.
Lige der skal jeg passe på ikke at sætte mig mellem to stole, eller træde Annette over tæerne kan jeg godt mærke.
Det er ikke let at blæse og have mel i munden samtidig, heller ikke når det gælder jagt.
Og alle mænd ved, at når konen siger ”Du skal være ærlig..” så er det en sandhed med modifikationer.

Jeg har dog indset, at det er hundrede procent oprigtig interesse i at deltage fra Annettes side, både når det gælder køreturene inden jagten går ind, men også det at gøre mig selskab, når selve jagten foregår.
Dog afslår hun at tage med på fællesjagter/jagter sammen med andre jægere eller bukketræf.
Der er en grænse.

Inden årets bukkejagt har jeg set 3 forskellige bukke på mit terræn.
En lille spidsbuk, en lille fin seksender, samt en større buk..der var noget mere sky end de to andre.
Der har været fejninger forholdsvis tidligt på terrænet, og de er blevet jævnligt holdt vedlige.
Jeg har fået repareret en gammel stige, fået savet lidt grene væk, men ellers må terrænet, der hovedsagelig er urørt natur, gå sine egne veje.
En fin slugt med en bæk løbende i skellet ned til et mindre åbent vandhul, vildt morads, en mose som ligger helt i fred, generelt så bevæger jeg mig kun på toppen af den lange slugt.
I efteråret blev der også kun sluppet hunde 2 gange, mest for at få fasaner på vingerne, og skulle en ræv blive sat i løb, så er den et attraktivt bytte for haglbøssejægeren.
Råbuk skyder jeg kun med riffel, og generelt gælder det samme for hundyr og lam.
Dog er det tilladt for gæsterne, på de to jagter med hund, at udnytte en ideel chance.
På de godt to år jeg har haft jagten, er der kun faldet en enkel fasan på hagljagterne, og jeg har skudt et par skovduer.
Fasanerne flyver den forkerte vej, ræven løber i det tætte morads, og det råvildt der er kommet til skud, har været af det forkerte køn..

Inden jagten har jeg også set både kronvildt og dåvildt, ja faktisk har jeg set mere til disse arter, end jeg har set til råvildtet.
Nogen siger at dåvildt skræmmer råvildtet, jeg ved ikke om det er sandt, men jeg syntes heller ikke jeg så så meget råvildt sidste efterår, som jeg så i forrige sæson..
Den nærliggende tanke kunne være, at nabojægerne skyder for hårdt til råvildtet.
Men jeg vil så nødigt, give mine nabojægere skylden for noget jeg ikke aner en skid om..

Den 16. maj nærmede sig med hektiske skridt.
4 dage inden premieren var jeg i den lokale jagtbiks for at indskyde/tjekskyde min riffel.
Det er fast rutine, altid inden bukkejagt, og har jeg været eller skal jeg på jagt i Sverige, testskyder jeg også altid min riffel, både inden jeg tager afsted, og efter jeg er kommet hjem.
7-9-13 .. så sidder skuddene som de skal.
Men jeg ved hvor stor betydning det er, at selvtilliden er på plads, når det ene skud, endelig skal sidde i plet.

Fredag d. 15/5-20 dagen før dagen..
Jeg smuttede en tur i jagtbutikken dagen før dagen, ikke for at test skyde min riffel, det var jo på plads, men køen af jægere der ikke helt var klar, var betydeligt større nu.. i sidste øjeblik må man sige.

Jeg var kommet på den gode idé, at Annette skulle have noget jagttøj, der var hendes helt eget.
Især de bukser hun har lånt af mig indtil nu, har ikke siddet ret godt, og jakkerne hænger også lidt rigeligt på hendes smallere skuldre, men hellere for stort end for småt.
Jeg fandt et par fine jagtbukser, der kunne holde både kulde og vand ude.
Størrelsen, den mindste på hylden, burde også passe min slanke kone.
Margit i jagtbutikken MB jagt, gav en god og venlig ekspedition, og hun mente Annette blot kunne kigge forbi, så skulle Annette nok blive ekviperet med de manglende tøjstykker.

Da Annette så den flot indpakkede gave, troede hun sikkert det var en ny bluse, i en helt anden kulør end grøn.
Men da hun så bukserne blev hun alligevel glad (bilder jeg mig ind ha ha), da hun så prisen, blev hun nærig, for så dyre bukser havde hun slet ikke brug for, det gik fint med det tøj hun kunne låne af mig.
Men jeg kan være stædig (kan være? Min familie vil nok sige ”altid”) .. så bukserne kunne ikke afleveres tilbage, og de sad helt perfekt på Annettes ligeså perfekte bagdel.

Vejrudsigten for bukkepremieren var ikke god.
Men nu er det heldigvis ikke altid vejrudsigten dikterer vejret.
For en gang skyld fik metrologen dog ret, det blev en kold, regnfuld og blæsende morgen.
Annette og jeg stod op kl. 03.32 rundt regnet.
Premieredagen var i år en lørdag, så vejene var travlt besøgt, af biler hvoraf 99,9 procent af dem, sikkert var med jægere bag rattet på vej på jagt.
I år hvor alle værtshuse og diskoteker pga Corona er lukket, så var der ingen unge mennesker der skulle hentes hjem fra byen.
Og i år, hvor ingen danske jægere, har kunnet tage den vanlige tur på bukkejagt til Tyskland, Polen eller England, så var der sikkert også mange ekstra sultne jægere på vej på jagt..
Vejret til trods, så ville bukkene være ekstra udsat, denne premieremorgen.

Vi hørte ikke mange skud omkring os.
Den nærmeste nabo til højre for os afgav et enkelt skud.
Nogle få skud lød længere væk.
Genbojægeren som vi så komme med en kammerat på slæb, kort tid før solen stod op, og satte/lagde sig under den vanlige busk på den modsatte skråning, i forhold til den top, hvor Annette og jeg sad i et fint lille tårn (uden tag desværre), han gik ligeså tomhændet hjem som os.
Vi så ikke et eneste stykke råvildt..jo..et enkelt dyr, som kort var ude at vende, i lærken oppe ved genboen, men jeg tror ikke han kunne se det, inde fra hans lille hule.
(han har samlet lidt grene og lavet et lille naturligt skjul)

En melding kom fra Rune, han havde skudt buk kl. 05.45, blot 7 kilometer fra Annette og jeg.
Vi mødte ham på vej hjem, hvor han sad under bilens bagsmæk, nydende en tår varm kaffe sammen med sin farbror, som også havde været på jagt i samme område.
En rigtig fin premierebuk Rune havde fået sig, dog ikke den store, som Runes far Jørn og jeg så, 14 dage inden bukkejagten på en aftenrundtur i bilen.
Rune var så uheldig, at han for første gang i sit forholdsvis korte jægerliv, ikke fik en sommerbuk i 2019. (Rune 34 år gammel skød sin første buk i 2013, klokken 5.25 på samme terræn som hvor morgenens buk faldt)
Jeg vil lige tilføje, at Rune har været meget privilegeret, både mht jagtheld og jagtmuligheder, ikke mindst fordi hans far Jørn har givet Rune mulighed for at jage, på de marker Jørn indtil 2013 havde for sig selv.
Men intet kommer uden ihærdighed og vedholdende interesse...og Rune indeholder begge dele.

På morgenens bukketræf hos Jørn B. Nielsen, som pga forsamlingsforbuddet i år, kun havde besøg af 10 morgenfriske jægere, rundt regnet (der vanker jo en bøde på kr. 2.500,- hvis de 10 mand havde været 11 f.eks.)
Er vi blevet en politistat? Medborgere stikker både til højre og venstre, hundeluftere er de værste har jeg hørt... så slap dog af..
3 jægere havde skudt buk, hver buk havde de påkrævede 6 takker og moden alder, de bliver i hvert tilfælde ikke ældre.
I ved jeg er fuldstændig ligeglad med, om der er 2, 3 eller 8 takker, bare jægeren er glad, stolt og helt tilfreds med sin oplevelse og har sin samvittighed på plads.
Intet vildt bør falde pga grådighed, eller holdningen ”ellers skyder naboen den” .. men det er nok for meget forlangt, lettere ville reglen enhver politistats borger kunne forstå, 6 takker/ender, så er bukken okay at skyde, en regel jeg ville kæmpe imod med næb og kløer.

Dejligt at Jørn trods forsamlingsforbud (maks 10 personer) traditionen tro, vil holde sådan et bukkejæger tam tam.
Håber vi næste år kan være det dobbelte antal igen.

Genboen på vejen skyder buk
Et godt eksempel på, hvordan nye jægere trods moden alder, kan få en forkert opfattelse af diverse hjemmestrikkede regelsæt.
Der er ingen regler der dikterer, hverken skrevne eller uskrevne, at en buk skal være så og så gammel, have så og så mange takker.
Min genbo, 54 år gammel nyjæger, skyder sin allerførste buk søndag d. 17/5.
Han er meget stolt, og got oppe at køre ovenpå en så god og vellykket jagtoplevelse.
Jeg er en af de første, han ringer til, jeg kan stadig høre skuddet give genlyd i skoven omkring Finn, ja..jeg kan mærke, at Finn måske har set lidt af lyset og forklaringen på, hvorfor jeg som inkarneret bukkejæger, kan stå tidligt op, morgen efter morgen..og jage uden bytte, aften efter aften.
Finn skød sin livs første buk kl. 15.30.. fordi han havde set dyrene tit være aktive på hans område på dette underlige tidspunkt.. WTF .. har jeg fået en snu bukkejæger til genbo? Godt tænkt Finn.
Da jeg går over for at se bukken, Finn har skudt.
Så skal jeg lige tjekke (jeg bliver bedt om det) om alt indeni bukken er fjernet som det skal.
Jeg påpeger, at det ikke er nødvendigt, at blotlægge inderlårene/brække låsen op, når man brækker en buk, desværre noget alt for mange jægere gør, og derfor skaber unødvendig tilsmudsning og bakteriedannelse på det fineste kød af bukken.

Finn nævner at bukken kun har 4 takker.
Og? spørger jeg.. Det er din første buk, så det betyder intet.
Da jeg på Finns opfordring giver mit bud på bukkens alder..12 eller 13 måneder gammel, er jeg sikker på.
”Så burde jeg nok have ladet den gå..” siger Finn
”Aldrig i livet” svarer jeg ”Det er din første buk” siger jeg endnu engang.. ”Og møder du kritik fra nogen, hvad angår alder, antal takker og jeg skal komme efter dig.. så svarer du med oprejst pande” ”F... dig, jeg er stolt af min første buk” - du behøver ingen undskyldning Finn.
At sige tillykke.. det er svært for rigtig mange.

Min genbo på vejen fik sin helt egen historie, min genbo til min jagt, får også her sin helt egen historie..og ja jeg ved jeg ikke aner en skid, men jeg giver mit bedste bud :

Man husker bedst den sidste buk

Jeg ved godt, at du måske tror, at nu skal du læse endnu en historie fra en jæger, der er godt tvær, bare fordi han endnu ikke har haft held til at skyde buk.

Men rolig nu..
Vi er kun to en halv dag inde i årets bukkejagt, og med min efterhånden store erfaring i rygsækken, så ved jeg godt, at bukken ikke nødvendigvis falder på første eller anden dag.

Jeg har inden jagtsæsonen set 3 bukke på mit terræn.
Men da mit terræn som så mange andres terræner ikke kan påtage sig ejerskab over det vildt som ses, nej..naboerne har samme adgang til mit vildt, det er bukken selv, der bestemmer (som om den tænker den tanke) hvem der skal have chancen.

Jeg har jagten på en dejlig lille plet.
En lang bred slugt, med fredet jord, og uberørt mose.
Jeg driver nærmest ikke hagljagt på stykket, da jeg føler, at det råvildt jeg vil forsøge at nedlægge, bliver besluttet efter, hvor stor jeg syntes bestanden er.
Sidste efterår så jeg ikke så meget råvildt som forrige efterår, derfor tog jeg heller ikke dyr ud i løbet af sæsonen, udover en enkel buk under bukkejagten.. (jeg ved jeg har beskrevet mit terræn m.m. andetsted, men dette er som nævnt, en lille historie for sig selv)

Nu skal du holde tungen lige i munden.
jeg udøver selvcensur, så har du ikke fået læst dette indlæg som jeg d.d. skærer bort, så er det bare ærgeligt.
Nogle gange har jeg bare brug for at komme til udtryk, også selvom ordene der kommer ud, måske ikke er specielt kønne.
Jeg kunne aldrig finde på at fortælle en løgn...en sandhed med modifikationer.
Som efterhånden "gammel jæger" så har jeg oplevet rigeligt med løgne og svig fra andre jægeres side, næsten altid gjort for egen vindings skyld, eller blot for at pudse jægerens egen glorie.
Noget vi som mennesker, politikere eller almindelige dødelige, har let ved at ty til..løgn og svig.
En anden ting vi er gode til, at gøre os til dommere.
Skulle jeg dømme mig selv, så kunne jeg helt sikkert dømme mig for rigtig meget, især almindelig dumhed, manglende omtanke m.m.
Jeg plejer at sige "Jeg er kun et menneske, og som menneske, er jeg dømt til at begå fejl"

Skulle du ønske at læse det, jeg har underlagt censur.. så send mig en kort besked..

JAØ 18/5-20

ps.

Og for at gøre en travl morgen ekstra træls..så lyste advarselslampen i bilen, straks den havde rullet en meter bagud fra parkeringspladsen, ved udlejerens gårdsplads.
Lavt dæktryk..
Jeg kunne på de digitale tal se, hvordan luften røg ud af mit højre baghjul.
Da jeg nåede Broløs efter de første 6 kilometer, var tallet der normalt skulle være 2,3 nede på 1,0
Jeg parkerede bilen, vidste jeg ikke havde noget reservehjul, fandt et lappegrej jeg ikke vidste hvordan man skulle bruge.
Fik via fantasi og bedste evne sprøjtet lappevæske i det snart flade dæk.
Fik via cigarettænder og lappekid pumpet dæktrykket op på 1,2 .. og dette dæktryk bevarede dækket til jeg nåede på job.
Der fik jeg dæktrykket op på næsten 2 og derefter kørt bilen på værksted.
Jeg nåede det hele, og flintstenen der havde punkteret mit dæk kostede godt et par tusinde..sådan kan man også starte en mandag morgen.

Og så er vi fremme ved mandag aften d. 18/5..
Annette sprang også denne aften over.
Jeg blev sat af på min jagt, Annette ville besøge sin svigerinde.
Vi fik ved ankomst en snak med min udlejer, jeg orienterede ham om min oplevelse med genboen.
Ikke fordi han havde gjort noget ulovligt, men som ovenfor nævnt, så er fakta altid en god ting at have på lommen.

Vejrudsigten var for en gang skyld den samme som lørdag og søndag, regn og blæst, men den første halve time, var der kun overskyet, men blæsten den var god nok.
Og så kom regnen, og den var vedvarende.
Jeg var ikke den eneste tossede jæger på jagt.
En nabojæger i den nærliggende plantage, havde åbenbart svært ved at holde fokus, han tømte i hvert tilfælde sit magasin, 5 skud, ingen af dem med hørbart anslag, igennem mit elektroniske høreværn mener jeg, at jeg kunne høre ham bande over den satans buk, der ikke ville stå stille.
Pludselig bevægelse (endelig, den første på 3 dage) bag grenene i bunden af slugten skete der noget.
Pulsen steg en smule.. en fiskehejre gik i det høje græs, sikkert på jagt efter en tudse.
Sådan stavrede den afsted, første gang jeg ser den her på landjorden, i vandhullet står den tit.

En fasan vovede sig også på tværs, denne gang en våd høne.
Oftest er det kokken der stolt promenerer dernede, tit med højlydt skogren til følge.
To dåhjorte trak dyngvåde på tværs af den fjerneste markkam, de kan vente sig til September/oktober, jeg er blevet tosset med dådyrkød, trofæmæssigt, kunne de ikke bære på mindre.
Jeg så denne våde aften ikke skyggen af buk eller genbojægere, fik genboen den store, efter jeg gik hjem i morges? Tanker er noget af det værste..
En flagermus var det sidste levende, jeg så på den overraskende langtidsholdbare grå og mørke himmel..en masse F'er denne aften.. Fasan, Fiskehejre, Forbiskud, Flagermus og få hjorte.
Men ingen Flot buk til mig, det kan kun blive bedre i morgen.

Tirsdag morgen sov jeg længe.. det trængte jeg til.
Da jeg vågnede, som det nu var blevet en vane, mellem kl. 03.30 og 04.00 kunne jeg høre den kolde blæst mod ruden.
Men krop og sjæl havde brug for et par timers søvn mere.
Jeg er ikke 20 år længere, kan jeg mærke.

Tirsdag aften havde vejret taget en markant drejning.
Solen fejede skyerne af himlen.
Vinden blev træt af at blæse.
Og temperaturen steg fra 8 til næsten det dobbelte, sådan føltes det i hvert tilfælde, selvom den nok kun sneg sig på 12..
Lidt sent kom vi afsted på jagt, Annette og jeg, men ca kl. 19.30 var vi på plads i tårnet.
Alting stod nu grønnere og langt mere frodigt, blot på 3 dage var der sket store forandringer.
Med varmen ovenpå regn, så eksploderer det hele.

Jeg tog en skjorte mindre på, det passede perfekt.
Vi sad i de sidste stråler af dagens sol, nød den flotte udsigt, genboen savnede vi ikke, men vi kunne nu godt tænke os at se, lidt bevægelse i slugten.
Behagelig kropstemperatur, ingen regn på jagthatten, ingen træls vind til at få øjnene til at rinde, vi nød hvert et åndedrag her i det fri.

Jeg indså nu den store fordel ved at være to på jagt, tæt sammen.
Jeg havde aftalt med Annette, at skulle jeg lukke øjnene, og hun så rådyr.
Så måtte hun ikke snakke til mig, hun skulle blot prikke mig i siden.
På skift sad vi trygt og blundede.
Ja..jeg faldt på et tidspunkt vel helt i søvn, Annette påstår, at jeg ikke snorkede, jeg var selv i tvivl.

Vækket blev jeg, da der var en insisterende prikken i min højre side.
Forvirret men alligevel hurtigt klar i sindet, spærrede jeg øjnene op, for prikkende kunne kun betyde en ting.
Nedenfor var der dyr på vej på tværs af vores stykke, fra højre mod venstre.
Det var netop ved at træde forbi den væltede egs mange grene.
”Det er en buk” hviskede jeg til Annette, jeg behøvede ingen kikkert for at konstatere dette.
Annettes hænder søgte langsomt op til hendes ører, mens jeg tog sigte.
Bukken var fin, ikke kæmpe, men hvad betyder det?
Bukken var på farten, kunne jeg se, og det var ikke sikkert, han ville standse helt op.
Jeg tænkte på at fløjte, men tempoet var adstadigt, så mon ikke det kunne gå.
Afstanden ikke over 60 meter, og da jeg havde sikkert hold, afgav jeg mit skud.
Aldrig har jeg set en buk springe så højt op i luften.
Jeg bilder mig ind, at den slog en forlæns saltomortale, men hverken Annette eller jeg var efterfølgende sikker på dette, da vi bagefter snakkede om skuddet.
Bukken røg få meter frem, før den smed sig fladt til jorden, øjensynligt dødelig truffet.
”Er den ikke død nu, tror du?” hviskede Annette.. hun ved godt, hun ikke må sige tillykke, før vi er fremme ved bukken.
Jeg havde repeteret, og fulgte stadig bukken igennem riflens kikkert.
”Rolig” sagde jeg..vi venter lige lidt.
Bukken spjættede som de nu næsten altid gør, men nu gjorde bukken noget, de aldrig må gøre.
Den løftede hovedet, og for mig at se, så den lidt for klar ud i blikket.

Min første tanke var, at jeg havde lavet et tapskud (et tapskud er en kugle der træffer øverst på ryggen, og montant lammer dyret, men dyret vil ofte rejse sig igen, og spurte fra anskudsstedet, dette ønskede jeg absolut ikke skulle ske)
Så da bukken løftede hovedet og det meste af halsen, afgav jeg fangstskud nederst på halsen, og så kunne jeg meddele Annette ”Nu er bukken død..”

Jeg havde naturligvis repeteret på ny, men de få bevægelser der kom fra bukkens ene bagløb var rene nerver, livet var slut, og bukkens smerte efter første skud, var hurtigt og ansvarligt blevet afkortet.
Faktisk er det kun anden gang jeg giver fangstskud med min riffel.
Ofte så enten spurter bukken, og falder et sted, hvor man ikke kan se bukken, andre gange bliver bukken slynget til jorden og der kommer kun de ”normale benspjæt” fra bukken.

Sidst jeg affangede en buk med et ekstra skud, var for mange år siden i Sverige, forløbet var næsten det samme, bortset fra jeg dengang skød rent forbi i første, traf højt i andet og affangede i tredje..

Døden er aldrig rar, men som jæger, undres jeg stadig over vores kynisme, når det gælder, så har vi kun et mål.

Tiden efter skuddet er fantastisk, jeg kunne også mærke på Annette, at hun havde det rart.
Udover at det er en forløsning ovenpå ofte mange timers ventetid og søgen, så giver det mig også en mæthed.
Der er ingen dårlig samvittighed at spore, hverken over tiden der bliver brugt, eller over det som jagt ofte ender med, et drab.
For os er det fantastiske oplevelser uden skud, og efter skuddet er der godt, sundt, økologisk, sundt kød fra fritlevende dyr på bordet.
For mig er det et puslespil der får lagt sin sidste brik, når skuddet har lydt.

Vemodet kommer først, når jeg når frem til den døde buk.
Vemod og taknemmelighed, en god blanding.
Det minder mig om, at intet i livet er en selvfølge, ja hvis vi lige ser bort fra netop døden.

Og skal vi snakke antal takker/ender og alder.
Fremme ved bukken kunne jeg konstatere, at opsatsens farve indikerede, at det nok var denne buk der havde startet den tidlige fejning, den var fin mørk i stængerne.
Bukken her, har jeg umiddelbart ikke set før.
Han har med lidt god vilje 5 takker, om end de er lidt små.
Aldersmæssigt vil mit bedste bud være mellem 2 og 4 år gammel, nok maks 3 år, men svært at sige.
Ikke stor af krop, men forholdsvis kraftig hals. (kun 14,5 kilo brækket vægt, skulle det vise sig)
Dårligt sat op trofæmæssigt, hvis man går op i det.

Skuddene.
Det første skud sad ca 5-10 cm for meget til højre, bagud på siden af dyret.
Derfor var leveren truffet, og formaven var også skudt igennem.
Dyret stod ikke helt stille da jeg skød, og derfor nåede den lidt frem, og skuddet kom lidt tilbage..så'n er det.
Der lå et stort leverstykke i det høje græs, så skuddet var dræbende, og bukken ville efter en stund også være forendt (død) af sig selv, men hvor længe den stund ville vare, det er svært at sige, nu fik jeg muligheden for at sætte skud nr. to ind, og det gjorde jeg som den mest naturlige ting i verden.
Mit skud nr. 2 sad præcist også, hvor jeg sigtede, overgang fra hals til krop, og var øjeblikkelig dræbende, bukken hørte ikke skud nr. 2
Annette var ikke synderligt begejstret da jeg brækkede bukken.
Jeg indrømmer gerne, at det at bukken var truffet i leveren nok gav en noget anderledes lugt.
Da det kun var formaven der var strejfet, var der ikke en stank af maveindhold, men lugten af blod var til stede.
Jeg nyder faktisk lugten af bukkeblod, og kunne sagtens gå i seng, uden at vaske hænder videre grundigt.
Annette beordrede mig dog til at skrubbe dem flere gangen inden jeg gik i seng, de duftede nu stadig godt, syntes jeg..

Jeg slæbte glad og tilfreds bukken op af den stejle skråning.
Kameramanden (Annette) lavede lidt iscenesatte optagelser, jeg glæder mig til at se, derved kan vi genopleve det fantastiske øjeblik, det var, at skyde årets første buk

Tak fordi du tager med mig Annette, det er en stor fornøjelse fra min side.
Og tænk på alt det, vi nu kan snakke om, hvor jagt før var noget, jeg bare plaprede af mig, nu kan du selv snakke med, og være medvidende om, hvad der foregår derude i det grønne.

JAØ 20/5-20

Lørdag d. 23 Maj 2020

Dyrlægens buk

Det var blevet tid til at prøve jagten hos Dyrlægen.
Det vil sige, jeg tyvstartede lidt lørdag morgen uden Annette, jeg så ingenting, ikke engang råen jeg så to dage før jagten, heller ikke bukken, den gode gaffel, i fuld bast..nej, intet liv.. ud over fasankokken, en grønspætte og et fantastisk kor af fuglesang.
Mage til biodiversitet skal man lede længe efter.
Alt økologisk og skånsomt dyrket.
Et utal af stærekasser på gavlen, og i de store træer, mange andre fuglekasser man ikke lige ser, bl.a skulle der lige nu sidder et kuld natugle unger og kigge ned på mig et sted derfra, spændende..
Dyrlægen ved rigtig meget om dyr, bl.a. kan han remse op, hvilken diameter der passer til hvilken fugl.
Det lyder også til, at han kender alle fuglearter.
Dyrlægens søn Mads siger dog ”Ja ja..du skal ikke tro han har ret i det hele den gamle..” ”Men han er god til at lyde overbevisende, jeg faktatjekker ham engang imellem..”

Jeg er nok bare naiv og let at imponere, og det gør mig ikke noget, at folk der ved noget, deler ud af deres viden.

Lørdag aften tog Annette med over til Dyrlægen.
Vi havde taget en stol med, for der hvor jeg normalt sidder på jorden på toppen af slugten, med ryggen op af en tjørn, der mener jeg kun, det er behageligt for en at sidde.
Annette placerede jeg, så hun kunne ”dække” marken og kanten til skoven.
Annettes udsyn var dog begrænset, så jeg fik hurtigt arrangeret, så Annette kunne sidde under tjørnen ved siden af mig, og kunne derved kigge ud over det fantastiske uberørte natur, meterhøje tuer, hvor ville jeg gerne skyde en buk dernede, og bagefter bruge en time på at finde den.
Men ingen dyr i slugten til aften heller.
Annette sad og blundede så jeg, jeg kunne sidde og læne min ryg lidt op af Annette højre side, dejligt med nærkontakt, også under jagten.
Samtalerne bliver kun sporadisk hvisken, mest fra min side, Annette ved hun skal være stille, og på vej ud på jagt, undskyldte Annette at hendes støvler larmede en smule, men det var simpelthen fordi de knækker sammen, og det kan hun altså ikke gøre for..min kone kender mit blik, hvis ikke der er ro og bliver hørt efter ha ha.
Da der var 7 minutter tilbage inden solnedgang, hviskede jeg til Annette ”Vi purscher lige op mod bilen de sidste minutter”
Jeg nåede kun lige op at stå, og tage to skridt frem, hvorefter jeg rakte en stophånd bagud mod Annette.
En buk stod og fejede i de tætte småtræer for enden af græsmarken.
Jeg tog riflen op, og kunne konstatere, at der næsten ingenting var mellem bukkens ører, og da bukken efter kort tid, vendte spejlet til mig, og luskede væk, så var det også lige meget, om den så havde haft et kæmpetrofæ, for at skyde, var ikke en mulighed pga de mange grene.
Der gik dog kun et øjeblik, så kom bukken tilbage, løbende efter en rå.
De løb begge ind på græsmarken foran mig, perfekt afstand, det var bare op med riflen og klemme skuddet af..men..
Der var noget galt.
De begyndte at stange, skrabe, nusse og løbe rundt omkring hinanden.
Annette der havde sat sig på sin stol, fik jeg nu op at stå, så hun kunne følge med i dyrenes optræden.
Jeg satte riflen på maksimum forstørrelse.
Det viste sig, at begge dyr havde noget mellem ørerne, den ene en lille tommelfingernegl stor fejet opsats, den anden en ditto størrelse, bare i bast.
Penslen havde jeg svært ved at se, de var stadig i fuld vinterpels, men på et tidspunkt, kunne jeg se nødderne på bukkene, jo den var god nok, det var to små et års tvillingebukke.
De syv minutter gik hurtigt, bukkene havde ikke travlt, jo med at lege og esse.
Jeg besluttede mig for, at da bukkene var ved god sul, og så sunde og raske ud, og da jeg har læst mig frem til, at en etårs knub buk godt som 2 årig kan sætte op som en fin seksender, så skulle tvivlen komme dyrene til gode, så de overlevede denne aften, men de levede livet farligt.

Til sidst da solen for længst var gået ned, begav vi os mod bilen, og de to unge fyre sprang med høje benspjæt mod skoven.

JAØ 25/5-20

Årets første danske buk 2020