Bukkejagt Sverige 2018 del 2

Bukkejagt Sverige 2018 del 2

Inden jeg fortæller om buk nr. 2 i Sverige har jeg lige lyst til at fortælle et par andre små historier fra årets tur.

Vi trækker som nævnt altid lod om rækkefølgen til at vælge plads at sidde på, men sidder man et sted, man tror på, så må man gerne blive siddende der morgen og aften indtil der bliver skudt buk. Når eller hvis der bliver skudt buk på pladsen, så er det om bagi køen.

Efter de første par dage, var det kun Poul og Jens-Jørgen der manglede at skyde buk nr. 2
Jeg samlede dem begge op om morgenen på tredjedagen, jeg havde set en god buk på vejen, den lå og sov på en mark, vi aldrig tidligere har skudt buk..jeg kunne se det var en meget fin buk.
De foregående to aftener havde der været meget trafik omkring denne mark, både på den, og på markerne på den anden side af grusvejen, måske fordi marken lå op til en stor sø, og råvildtet i år pga den lange tørke havde søgt til denne mark. (det skulle senere vise sig, at denne fine buk ikke var alene, der gik yderlig to store bukke på marken)

Vi havde alle steder oplevet utrolig meget aktivitet sent på aftenen, senere end tidligere år.
Vi plejer gerne at slutte jagten kl. 21.15, så der er lidt lys tilbage, hvis evt skal lede efter en påskudt buk.
Igen måske en vane råvildtet havde fået igennem de sidste 70 dage med megen varme, at det var sent aften og nat før der var lav nok temperatur til at bevæge sig rundt.
Blot en tanke jeg sidder og kommer til at tænke på.

Jens-Jørgen valgte at sætte sig ved Portilasøen tredje dags aften, han ville gå efter bukken jeg havde set tidligere på dagen.
Ja faktisk havde både Jens-Jørgen og Poul også set bukken, for den lå der stadig da vi kørte mod huset.
(Der er en lille mellemliggende historie til dette aftenopgør, og det er jeg sikker på Jens-Jørgen aldrig glemmer, så det behøver jeg ikke at skrive om)

Om aftenen satte jeg mig på Damengen, den fjerneste stige, og den største mark vi havde i år, en mark på hele 40 ha., fra bilen til stigen er der 722,5 meter på meget hård og ujævn jordbund, så det føles som 4 km at gå, men god styrketræning for ankler og bentøj.
kl. 18.22 skrev Jens-Jørgen
”Så er han her – men mere end 200 m. ude. Håber han kommer tættere på ”thumps up” ”
kl. 18.42 svarede jeg..
”Det skal han nok, krydser fingre..han/de plejer at gå mod din retning. Pursch er i hvert tilfælde umuligt”
kl. 20.10 ”Er bukken stadig på marken?”
kl. 20.17 ”Ja, han ligger bag et lille dige og vil bare ikke op – har prøvet diverse lyde med pift bukkekald m.m.”
Dette var ved at udvikle sig til ugens bedste parti skak...
kl. 20.18 ”Kan du kravle frem uden han ser dig? Ellers vent..jeg kommer tidligst kl. 21.30, så skal han nok rejse sig inden..”
kl. 20.22 ”Tør ikke kravle tættere på – har ventet over en time – spændende”
Ja, det syntes jeg dælme også, næsten som at være på jagt selv..ja..det var jeg jo sådan set også, jeg sad og kiggede på 4-5 kreaturer der var ved at invadere naboens havre mark.
Nabojægeren havde også været nede at vende i sin 4 hjuls trækker, og nu kommer han gående ned over marken, lidt ubeslutsom med riffel over skulderen og skydestok i hånden.
Troede først det var en nyjæger, for den pursch var da helt umulig, kryds frem og tilbage på åben mark..jeg forstår godt køerne fik ham til at miste troen på, at den store buk han var efter, ikke ville komme ud, hvis der var selskab på marken. (jeg havde skrevet med naboen, de gik efter en god buk)
Og da han kom tættere på, kunne jeg godt se det ikke var en ung nyjæger..
Jægeren opgav sit foretagende, jeg fik dog at vide, at på fjerde pursch fik han bukken...
Tilbage til Jens-Jørgen...
kl. 20.27 ”Tålmodighed..du får ham..som sagt, tidligst 21.30 er jeg ved dig, bliv siddende så længe..”stor smiley””
kl. 20.29 ”Okay og ”okay tegn”” :-)
kl. 21.32 ”Yes..”efterfulgt af 3 smileyer med røde kinder” kl. 21.30”
Jeg har jo sagt, at jeg er god til at spille skak...
kl. 21.29 havde jeg sat mig bag rattet uden selv at have set buk, der var et par råer der havde vovet sig ud på naboens havremark, de var åbenbart vant til, at der også gik et par kreaturer..

kl. 21.35 var jeg hos Jens-Jørgen, og heldigvis var han ikke gået i gang med brækningen. Til dels fornemmede jeg, at jeg var lidt mere erfaren og hurtigere til at svinge kniven, til dels spurgte jeg Jens-Jørgen, om han havde en hovedmonteret buk derhjemme, for ellers var denne utrolig smukke buk et oplagt emne, og nu halsen ikke var skåret op, så kunne han nå det...
”Jooo” sagde Jens-Jørgen ”Jeg kan vel tænke over det”
Og så brækkede jeg bukken på et øjeblik, vi var jo lidt sent på den, og havde to jagtkammerater der stod og trippede.
(bukken ligger nu ved konservatoren til hovedmontering)

Næstsidste aften i Sverige, da 3 jægere var kommet op på 2 bukke hver, og det kun var Poul der manglede at skyde sin anden buk, var det klart, at Poul havde frit valg på alle hylder.
Poul havde gjort flere forsøg på buk i ”skovrydningen”, bukken havde været på skudhold, en af de morgener Poul blev sat af, men Poul nåede ikke at få skydestokken op, og han skulle jo også lige være helt sikker på, at det var en buk, der var stor eller gammel nok til, han ville skyde, så bukken vandt den duel...vi får chancen om et år igen.

Den næstsidste aften valgte at sætte mig i ”hvepsestigen”, det var det eneste forsøg, der blev gjort på denne plads i år, ligesom jeg var den eneste der prøvede ”Obelix plads”, ”Bomrydning 1”, elledningerne og skovrydningen i forbindelse med elledningerne samt skoven ovenfor Panoramastykket..
Men det var også alle pladser, som var svært at komme til at skyde ved.
Ved elledningerne eller i rydningen der til, lykkedes det mig på kort tid at lokke en ung buk ind på skudhold, han stod med bredsiden til på maks 15 meter, men jeg ville naturligvis ikke skyde en buk, der var for ung...og det var han helt tydeligt.
På Obelix plads var der helt sikkert buk, der var fejninger og skrab, men den høje vegetation gjorde jagten til ”Mission Impossible” .. jeg stødte en rå under min morgenjagt der, og fik gået ca. 867,3 meter i vanskeligt terræn..

I ”Hvepsestigen”, 241,8 x 66,4 meter var jeg forholdsvis optimistisk, selvom halvdelen af stykket var med meget høj vegetation, så var stykket til venstre til at snakke med..så jeg lokkede på livet løs.
Der skete ikke så meget før klokken nærmede sig 21.00
Jeg hørte pludselig puslen i det højeste krat, til højre for mig, mit elektriske høreværn registrerede alle bevægelser, og mine antenner var rejst...nu kom der sikkert en buk frem.
Jeg ventede i spænding..
Lyden blev en smule kraftigere..burde jeg ikke kunne se et stykke råvildt nu, jeg stirrede og stirrede..og pludselig så jeg støjkilden, en grævling kom snøftende tværs over stykket, og mens jeg forsøgte at få riflen drejet fra venstre til højre i det trange trekantede tårn, var grævlingen snart nået helt over stykket, og helt tæt på skovkanten.
Jeg fik hold på grævlingen, den var ca. 16-18 meter fra mig.
”Husk nu den korte afstand, og husk du sidder højt” tænkte jeg, mens jeg lagde riflen til anslag.
Jeg sigtede øverst i ryggen på grævling og lod skuddet gå, et rent sideskud.
Grævlingen hørte ikke det høje knald, den døde før skuddet havde lagt sig.
Fantastisk..jeg havde lige skudt min første grævling.

Kl. 21.15 kravlede jeg ned fra tårnet og gik frem til grævlingen.
Straks blev jeg mødt af en dyb bøven.. ”Bahr, bahr, bahr” .. pokkers, så havde der også været et rådyr på vej i det høje krat..men sådan er jagt...og jeg bøvede et par gange retur, mens jeg tog billeder af min grævling.

Jeg gik til bilen nogenlunde tilfreds med den unge grævling over skulderen.

Alt er stort
På et tidspunkt hvor det kun var mig og Jens-Jørgen i bilen, jeg tror det var på 5 jagtdag, hvor vi havde været ude at pelse til dels grævling og Jens-Jørgens største buk (den skulle beholde halsskindet, så den kunne blive skuldermonteret)
Jeg ved ikke hvordan, vi kom til at snakke om Poul og hans størrelse.
Poul er en meget stor mand, stor i det hele taget, højde og drøjde.
Jens-Jørgen sagde.. ”Ja..alt er jo stort ved Poul”
”Det kan jeg ikke udtale mig om..” svarede jeg med et smil ”Jeg har ikke været i bad med Poul, men vi kan da høre ham, når vi kommer hjem til campingpladsen”
Jens-Jørgen var naturligvis lidt forsigtig, her blandt 3 jægere han lige havde mødt, så han mente, at det behøvede jeg ikke spørge ham om, men han kender mig ikke..så selvfølgelig...
Så da vi kom hjem, sagde jeg til Poul, at Jens-Jørgen mente at alt var stort ved ham, men det kunne han jo lige følges med Jens-Jørgen og vise om den påstand var rigtig :-)
Poul lo med sin dybe latter, og benægtede ikke, at påstanden holdt vand.

Kabale
Inden den sidste aften jagt lagde jeg for første gang på jagtturen kabale med et sæt spillekort.
Jeg bruger det ofte under den danske bukkejagt.
Ja, kald det bare noget overtroisk narværk, men det giver mig vel en ekstra tro på, at hvis kortene siger, at chancen er større et sted end et andet, så har jeg måske lidt mere tålmodighed med i min jagttaske.
Min kabale fortalte mig, at chancen var størst for buk ved ”Autostolstårnet”.
Desværre havde Jørn vundet lodtrækningen om rækkefølgen til at vælge plads, så han måtte trække plads før mig.
Det samme måtte Jens-Jørgen.
Jørn valgte Autostolen, Jens-Jørgen valgte Rønningen, Poul valgte Portilasøen..og hvor skulle jeg så sætte mig, denne sidste aften på årets bukkejagt?
Jeg valgte at gå op i skoven langs Panoramastykket, havde helt glemt, at jeg under en due- krage- allikejagt tidligere på ugen, havde været oppe i skovstykket og markeret en plads (to træstænger lagt på kryds)
Så jeg fik sat de tre andre jægere af, hvorefter jeg selv gik på oplevelse i skoven, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle få lokket en buk frem.

Et kæmpe skovstykke på ca. 1,5 km x 400 meter med mange lyse pletter/åbninger mellem store stammer...
Jeg er klædt på med netmaske og handsker, og de tøjstykker kan ´normalt holde myg og pandegnaskere på afstand..derudover tager jeg en stor dosis Jungle olie på hver gang jeg går ud i terrænet.. men i år var den største plage elgfluer.
Elgfluer er et svensk fænomen, som jeg stiftede bekendtskab med for mange år siden, antallet er steget stødt år for år, og i år var det helt tosset.
Om den er svensk ved jeg ikke, den er sikkert udbredt i hele norden nu .. https://no.wikipedia.org/wiki/Hjortelusflue
En elgflue minder om en ”Transformers” i mini format.
Man kan mærke og høre, når det lille fly rammer tøj, kasket eller netmaske..det siger tydeligt plop.
Ligesom et lille japansk selvmordsfly fra anden verdenskrig, en Kamikaze, kommer de små ”fly” med fuld kraft i søgning efter lidt ansigtssved.
Men desværre dør de små møgdyr ikke ved sammenstødet, de nøjes med at lande, smide vingerne (det gør de faktisk) og så lader de den flade seje krop søge ind, hvor der er åbne sprækker.
Og forstil jer en varm sommeraften, med hat og net på hovedet, og så først høre sværme af elgfluer slå imod din ydre beskyttelse, hvorefter du kort tid efter mærker kravlet invadere dit ansigt eller kravle indenfor jakken.
Og i år syntes jeg faktisk også, elgfluerne var begyndt at bide en smule, normalt er de bare irriterende, suger lidt overfladisk af dit drivende sved..men i år havde de åbenbart udviklet en bidetrang..
Jeg kæmpede for ikke at løbe skrigende ud af skoven, fandt den afkrydsede markering, fik slået et par hundrede elgfluer ihjel, og så kunne jeg sidde i fred og ro for en stund.
Jeg lokkede..ingen buk...
Efter en halv time gik jeg længere op i skoven, hvorefter jeg åbenbart var udset til nyt mål igen..og jeg hørte ”flyene” slå imod min krop..for hunden da.
Jeg fandt en plads med god udsigt langs en næsten tilgroet skovvej, der burde komme buk ud her.
Igen fik jeg udraderet en hel kolonne af elgfluer, og kunne sidde nogenlunde roligt..
Ingen buk..jeg lokkede i alle retninger, jeg fik intet svar, så intet..hørte intet.
Da klokken nærmede sig halv ni, ville jeg pursche ned igennem skoven mod marken.

Og hvis jeg syntes, elgfluerne havde været påtrængende tidligere på aftenen, tog jeg fejl..
Jeg måtte løbe ned mod skovkanten, for alle skovens elgfluer var gået til angreb, jeg har aldrig oplevet noget værre. (alt er relativt)
Jeg tog ansigtsmasken af, for hellere direkte angreb, end angreb hvor utøjet listede indenfor og ikke var til at hive af ansigtet og slå ihjel.
Og ja..selvfølgelig var denne aften dømt til at mislykkedes, hvad angik chancen for buk, en træls måde at slutte en uge i Sverige på.
Det sidste kvarter stod jeg i skovkanten, til højre for mig 900 meter mørk harvet mark, til venstre for mig en fin grøn mark, som desværre ikke trak råvildt ud her til aften, her skød jeg ellers en fin buk for 16 år siden, og marken har næsten givet buk hvert år siden, selvom jeg kun har skudt den ene, ..men i år blev en undtagelse, ingen buk på Panoramastykket..næste år står der frisk kløver, så ses vi igen.

Jens-Jørgen skød sin tredje buk denne aften, ikke så stor som han havde bedømt den til, men det var en buk, og til tipskuponen skulle vi bruge den mindste buk, og det blev denne.
Poul havde ikke haft held til at få buk ved Portilasøen, der gik ellers to gode bukke, men når Poul var i den ene ende, så var bukkene i den anden ende..
Jørn havde siddet i Autostolstårnet, og ligesom det var gået for Poul tidligere på ugen, sådan gik det også for Jørn.
Bukken luskede tilsyneladende rundt inde bag Jørn, men ville ikke komme ud..
Det er bukkejagt, når bukkejagt er bedst..det går ofte bukkens vej, og det kan jeg egentlig godt li'..

Jeg fortæller ikke altid sandheden
Når det gælder bukkejagt, og når man som jæger skal fortælle sine jagtkammerater, hvad man har set, så må man godt lyve en smule.
Da vi var rundt dagen inden dagen (d. 15/8), for at tjekke stiger og tårne, og for at sætte de 5 medbragte stiger op, var vi også ved Autostolstårnet.
Der fjernede vi et par grene, så vi kunne skyde fra tårnet, men vi var enige om, at det var et svært stykke at jage på.
Da vi var færdige med at save, smuttede to stykker råvildt over stykket, den ene i røven af den anden.
Jeg var den eneste, der så begge dyr igennem min kikkert, og ja..jeg kan ikke sværge på, at den bagerste var en buk, det vil sige, den havde ikke meget mellem ørerne, hvis den havde nogen opsats overhovedet.
Men til mine kammerater sagde jeg : ”Hold da kæft en buk..den var godt nok høj og massiv..”
Jeg tror, de troede på mig, både Poul og Jørn prøvede som sagt at sidde i tårnet, og ja..min kabale sagde jo også, at chancen for buk var stor dette sted, kabalen fortalte dog ikke noget om bukkens størrelse..

Jørn ville ikke på jagt, morgen dagen vi skulle hjem, vi havde jo en lang rejse foran os.
Poul havde endnu ikke skudt sin buk nummer to, og Portilasøens mark skulle have en sidste chance.
Jeg besluttede at gøre Poul selskab, og valgte at sætte mig i Autostolstårnet.

Markstykket ved Autostolen har stået udyrket de sidste 10 års tid, så det er vildskud og langt græs, der danner afgrøden.
Førhen hvor der var havre på stykket, så vi altid elg og råvildt naturligvis..de fleste meget gode bukke.
Jeg har selv skudt 4 bukke på stykket de sidste 16 år, denne morgen ville det være fint med nummer 5.
Men, men, men...
Den sidste morgen bølgede tågen over det stille landskab.
Poul ville komme til at slås med tågen, og jeg ville nok også mærke lidt tågedannelse på mit højere liggende sted.
Men ofte er tågen din ven..du kommer lettere uset frem, dyrene bevæger sig mere forsigtigt/langsomt i naturen, de er på vagt..

Efter jeg havde sat Poul af, og stillet bilen et stykke fra marken, skulle jeg gå ca 150,6 meter af en skovvej, derefter skulle jeg gå/liste/pursche 118 meter langs kanten af det ca. 156x55,5 meter store stykke, og det var de sidste 118 meter, der var de ”kriminelle”.
Råvildtet på stykket er jo ikke dumme, der er flere lejer af råvildt langs kanterne på marken, så chancen for at blive opdaget, inden man når frem til Autostolstårnet, er meget, meget høj.
Jeg tøvede ikke, da jeg nåede frem til ”markkanten” i den totalt mørk nat, godt suppleret af lidt tåge.
Der var kun en vej til tårnet, og at skyde fra jorden, var umuligt pga det høje græs og morrads.
Så tårnet der fremme..der skulle jeg hen.
Så stille som muligt, og heldigt jeg kender stedet, listede jeg frem med krydsede fingre.
Fremme ved tårnet fik jeg forsigtigt kravlet mig op uden at skramle for meget, det er ikke let, når jeg, udover min riffel, både har skydestok og rygsækstol med..så jeg syntes jeg larmede alt for meget.
Men enten var råvildtet på skovtur, eller så havde de hørt mig og genkendt mig som menneske, hvorefter de stille var gået et andet sted hen.

Jeg fik sat mig til rette, og så var det bare med at vente til det lysnede på marken.
Så langt så godt.
Klokken var ca. 04.20..og natten var stadig både mørk og helt uden lyd, man kunne høre, hvis en myg slog en prut..

Jeg vil helst ha' lidt fuglesang i skoven, og også gerne lidt regn eller andet der kan camouflere mig som jæger..men der var ingen hjælp at hente, hver en vejrtrækning syntes jeg var en larmende proces..og kriller i halsen..jo selvfølgelig skulle den komme nu..jeg listede hurtigt en vicks blue ind i kæften.
Ingen myg, ingen pandegnaskere og slet ingen elgfluer..så jo..det var faktisk en ganske god morgen..
Der gik ca 20 minutter..pludselig anede jeg noget i lige vinkel ud for mig.
Det var sjovt nok ikke noget mørkt..det var nærmere en lys kontur af noget..jeg tog forsigtigt kikkerten op.
Der..blot 30 meter fra mig, stod et rådyr og essede, med siden til, men uden at give lyd.
Jeg bedømte omridset til at være en buk, spildte ikke tiden med at bruge min håndkikkert mere end højest nødvendigt, det var skydetid, og nu måtte riflen op.
Yderst forsigtigt listede jeg riflen op, hver bevægelse gav lyd, selv stof mod stof kunne høres, men måske var det mit elektroniske høreværn der blot forstærkede lyden, kunne ”bukken” høre mig?

Riflen skulle op..men først skulle jeg lige vippe mine linsebeskyttere til riffelkikkerten op.
Normalt..(og hvorfor havde jeg ikke husket det her til morgen?)..vipper jeg beskytterne op ved bilen, for især den forreste sidder meget stramt.

Jeg tog godt omkring beskytteren, vrikkede forsigtigt..men syntes alligevel, det gav et par små ”plop-plop”.. for hunden da..sådan en amatørnisse..
Riflen kom nu helt op til kinden..og jeg kunne studere ”bukken”.
Det jeg mødte, var et par mørke øjne, der kiggede direkte på mig, og så sprang dyret væk uden en lyd.
Jeg nåede hverken at sige buh eller bøh..årets sidste chance for buk strøg i skoven uden et farvel eller på gensyn til hilsen, jeg fik som fortjent..så tæt på, nær ved og næsten..hvor ville jeg gerne være kommet hjem med denne meget sky buk...hvis det var en buk..jeg er stadig i tvivl..

Da lyset kom frem, så jeg kunne overskue hele marken, begyndte jeg at lokke.
Men det virkede formålsløst nu fuglen var fløjet, og der kom da heller ikke et eneste dyr frem til skud.
Jeg havde tid nok, så jeg kravlede ned fra tårnet og gik mig en lille tur i skoven.
Skovvejen fører ned til Rønningen, og både Poul og Jens-Jørgen havde set godt med råvildt på marken, men ingen af dem havde set nogen stor buk.

På vej ned stødte jeg mere end et dyr, og de var ikke bange for at skælde mig ud, jeg så en rå..
På marken gik der 5 dyr ude i fuld gang med at esse, to af dem var buk..men det var små bukke, så jeg nøjedes med at filme dem, de skulle nok blive gode om et par år eller tre.
Det er dejligt at skyde vildt, men det bringer mindst ligeså stor glæde blot at studere dem i sin kikkert, især når de er for små eller for unge til, at man vil skyde..

Poul fik denne morgen heller ikke held af sin jagt..og ja..det var slutningen på årets bukkejagt.

Jens-Jørgen fik 3 bukke (som jeg fortalte ham inden afgang, så havde han skudt papegøjen) Jørn og jeg skød hver to bukke og Poul fik blot en enkelt buk med hjem.
Men hallo..som jeg plejer at sige, bare alle mand får buk, så er turen uden diskussion en stor succes, så vi var alle godt tilfredse.

Min mest intense oplevelse i år var faktisk oplevelsen denne sidste morgen, og jeg kan stadig ærgre mig over, at jeg, med min erfaring..kunne lave så stor en begynderfejl..
Men sådan er det jo også at spille skak, bordet fanger efter hvert et træk, det samme gør de træk vi tager i naturen også, et skridt frem..giver sjældent lov til at tage et skridt tilbage.

JAØ 3 September 2018

Jens-Jørgen med sin fine aftenbuk