BUKKEJAGTEN 2011(første kapitel)

Inden hvert års bukkejagt start er der faste ritualer og traditioner, som jeg forsøger at holde i hævd.

Som formand for vores jagtforening, kender jeg vigtigheden at foreningens samlingspunkter med foredrag, trofæopmåling, indskydning af rifler og på premiere morgenen bukketræf.

Disse dage og aftener er uundgåelige, og nødvendige, og har altid næsten faste datoer og stor tilslutning.

Hvis ikke vi sørger for at holde fast, ville vi let kunne springe disse arrangementer over, men disse er med til, at vi som jægere får ladet en smule op, så vi er helt klar til når bukkejagten går ind.

Man kunne sige : Jamen det er jo det samme som sidste år?

Jo : Ejvind vandt for andet år i træk kragepokalen, tradition på vores trofæaften, og hvis vi andre ikke tager os sammen, så vinder han den suverænt også næste år..

Ingen har været i nærheden af Ejvinds godt 70 nedlagte krager på en sæson..

Jeg mener, at vi i hverdagens stress og jag, for alt i verden skal holde fast i traditionerne, der kommer jo også hvert år nye jægere til, ikke nødvendigvis unge mennesker, men ”nye” jægere, og det er det hele værd.

De ”gamle” er nu også dejlige at være sammen med år efter år, og det er jo nye historier der bliver lagt frem, så intet er som det plejer, det er det bedste ved at være jæger og leve i naturen, intet er som altid..

For få år siden mødtes jeg hvert år med 3-4 kammerater, i god tid, ja faktisk i alt for god tid.

Foråret kunne ikke komme for hurtigt, så mens der stadig hang frost i luften, mødtes vi til en kop kaffe, medbringende vores bukkeopsatser fra den forgangne sæson, og med kikkerten i hånden, kørte vi rundt, så efter råvildt på markerne, og måske fejninger på vores forskellige terræner..

Det er ved at være et par år siden vi har gjort det, tiden løber hvert år fra mig, og sikkert også de andre, og pludselig er det maj, jeg smutter på bæverjagt og ja, kort tid efter, kommer bukkejagten bag på mig.

Sådan gik det næsten også i år.

Jeg var dog smart og lagde en kort aften (vi spiller whist) for de fire J'er, torsdagen før bukkejagten gik ind om mandagen, derved fik vi ikke spillet meget kort, men vi fik kørt en tur rundt, lige inden det blev mørkt.

Bukke så vi også, én var mere interessant end den anden, den gik nemlig tværs over en mark hvor jeg har jagten på.

Erik og jeg havde dog set (som navnet antyder, er Erik ikke med i kortklubben, han er min makker på jagten) at der var fejninger, der hvor bukken bevægede sig hen, og fejninger kommer ikke uden der er buk..så meget har jeg da lært.

Dog var det da rart at se, at bukken ikke ”bare” var en lille spids buk, om det var en høj gaffel eller om der var seks ender, kunne vi ikke se fra bilen, hvor vi sad, men der var da sprosser, der lyste op..

Lovede godt for jagten 4 dage senere.. jeg vidste dog, at det ikke var mig der skulle jage på disse marker fra start af, det fik Erik æren af.

Erik havde besluttet sig for at sidde et stykke fra denne buk, og Jørn (med det rigtige forbogstav) Eriks bror, mente at vi ikke nødvendigvis skulle fortælle Erik om denne buk, han kunne jo komme i vildrede over, hvor han skulle sætte sig..

Kortaftenen blev rundet af med kaffe og et par gode bukkefilm, så var vi helt klar, rent mentalt, til jagten skulle gå ind.

VILDREDE

I vildrede var jeg ikke.

Jeg havde godt nok været lidt sen på den i år, også hvad angik mine egne personlige forberedelser.

Jeg plejer at gå mine jagtmarker igennem mere end én gang, for at se efter spor efter vildtet.

Især fejninger, og naturligvis også de rigtige spor, dem der er lavet af spidse klove havde min interesse.

På et af mine terræner var der mange markeringer, 3 uger før d. 16 maj.

Langs læhegn der endte vinkelret i hjørnet af en kortmark, også det fjerneste hjørne af min mark.. var der mange fejninger, og det var tidligt han havde været i gang, de var ikke alle lige friske.

Langs hver side af kornmarken ned til hjørnet var der på den anden side af læhegnene, på naboens mark raps, der d. 16 maj ville stå meget højt og i fuld flor..

Jeg fulgte hegnet rundt, Andreas nu på 12 år og måske kommende jæger, fulgte mig i hælene.

Han havde også kikkert om halsen, flere gange måtte jeg skynde lidt på ham, han faldt let i staver, når vi havde stået og kigget terrænet rundt, og pludselig var der blevet afstand imellem os.

Jeg forklarede at vi helst skulle gå rimeligt tæt, for at syne så lidt som muligt..

Kunne vi se lidt råvildt, ville det være spændende, ikke mindst for min søn..

Da vi nåede hjørnet af stykket, bankede hjertet, vi så mange fejninger, og jo, der kunne sagtens stå en buk i læhegnet, og min tanke blev brudt af en smælen..

En rå sprang fra hegnet over et af stykkerne med raps, stoppede op og kiggede bagud på os, både Andreas og jeg så den fint i kikkerten.

Andreas konstaterede, at det ikke var en buk..

Vi gik videre, forlod kornmarken der gik over i en rapsmark, denne rapsmark hører til min jagt, der består af ca. 120 tdr. land. Læhegn, kornmark, rapsmark, læhegn, kartofler og korn, sådan var fordelingen, perfekte forhold.

Da vi nåede til læhegnet, og skulle gå over til kartoflerne, løb et stykke råvildt op over kartoffelmarken.

Det havde stået i et lille ”mosehjørne” af marken.

Her behøvede vi ikke kikkert for at se, der var tale om en buk.

Han stod stille et øjeblik, før han løb videre, jeg kunne i kikkerten se, at det var en fin seksender, i fuld bast.. Det var altså ikke ham der havde fejet ca. 400 meter fra denne plet..

To stærke bukke på samme terræn, det varslede spænding for jagten.

Siden den dag var jeg ikke i vildrede om, hvor jeg skulle sidde d. 16 maj.

Det var eneste gang, jeg nåede turen rundt på denne mark, men man skal heller ikke overtrampe et sted så uforstyrret som dette, bukkene skulle jo gerne have lyst til at blive lidt længere..

De næste tre uger løb afsted, jeg synes selv, jeg kan løbe stærkt, men det kneb med at jeg kunne følge med.

Bæverjagten tog næsten en hel uge, dejlig opvarmning, så balderne blev advaret om, hvad der var i vente.

Skuldrene vænnede sig også til at have riffel og rygsækstol læsset på, benene blev styrket ved de lange gåture i den Svenske natur, jo jeg kan godt anbefale denne form for opvarmning.

Jeg ved nogle lader op til bukkejagten ved at smutte en tur til Tyskland eller Polen, og komme med hjem med en kasse bukketrofæer.. personligt ville jeg nok synes, det var en skam, og tage lidt af forventningens glæde for den kommende danske bukkejagt.

Så hellere ren brunstjagt i Sverige i forlængelse af den danske jagt..jo, jo hver sin lyst.

FØRSTE MORGEN

Jeg skrev tidligere, at jeg kun har besøgt stedet jeg vil sidde d. 16 om morgenen, en eneste gang.

Det er ikke helt rigtigt, nogle dage før havde jeg været forbi med en skovl.

Du kender godt problemet, man kommer til det forudbestemte sted, vil sætte sin rygsækstol stille og roligt, den står og vipper, man slås med stolen, den vipper stadig, så bliver man i mørket nødt til at stille sig tilfreds, og hele morgenen sidder man og bander inderst inde over at man skal kæmpe med balancen...

Nu har jeg gået på riffeljagt i 17 år, og for første gang havde jeg forberedt mig, og lavet en god plads til min stol..

I mørket fandt jeg en jævn firkant i kanten af læhegnet, satte stolen stille til rette.. den stod perfekt.

Jeg havde på listefod bevæget mig de ca 500 meter fra bilen og til mit bestemmelsessted, mere stille end jeg plejer, da jeg dagen forinden havde lavet en grim fiberskade bag i højre lår (badminton), så højre ben var noget stift at slæbe afsted med, men jeg havde god tid..

Vækkeuret havde ringet kl. 03.00, og kl. 03.50 sad jeg på min rygsækstol, klar til at lade verden vågne op omkring mig..

Lærkesang havde fulgt mig over marken, tidligt for sang, men en dejlig velkomst symfoni.

Timen før solen står op den 16 maj, kan føles som en evighed.

I mit stille sind krydsede jeg fingre for, at bukken ikke skulle komme før solen stod op, på den anden side, måtte han ligeså snart klokken havde rundet fem, gerne skynde sig at komme.. det er ikke let at være buk..

På slaget fem lød de første skud, jeg talte denne morgen ca. 15 tydelige skud.

Til venstre for mig, ca. 120 meter ude, jog der pludselig to dyr afsted, den ene i røven af den anden.

Som to lydløse spøgelser strøg de over marken.

Den bagerste drejede af efter en kort spurt, og forsvandt i det fjerneste læhegn.

Den forreste fortsatte med benene på nakken, jeg fulgte den i min kikkert, kunne ikke se den havde noget mellem benene eller gehørene, formodede det var en meget lille buk, der var blevet sat på porten af en større..

Men kunne også være et smaldyr fra sidste år, der blev smidt væk af sin drægtige mor..

Den var hurtigt væk over bakkekammen.

God start på dagen.

Solsorte skældte ud, jeg hørte dem et par hundrede meter ude.

Udskældningen kom nærmere.

Det kunne være alt fra en kat til et menneske, og derfor også et stykke råvildt.

Nu var skræpperiet højt, kom tæt på i hegnet bag min ryg.

Et dyr kom i let løb imod mig, i kanten mellem korn og hegn.

Jeg tog kikkerten op, formodede det var en kat.

Nej, det rødlige bryst afslørede at det var en skovmår, faktisk den første jeg har set i mit liv.

Da den var inde på ca. 4 meter stoppede den op.

Havde set noget der ikke plejede at være der.

Jeg kunne nu lugte den tydeligt, lugten af mår skød mig i møde.

På en tallerken vendte måren rundt og løb ind i læhegnet, og væk var den..

Jeg nød morgenen, hadede hvert skud der lød, tvang mig til at glædes på den heldige jægers vegne, en smule misundelig over det ikke var mig, der endnu havde fået chancen..

Men kun et år tidligere havde jeg skudt buk på premiere morgenen, så jeg vidste godt, at chancen nok ikke var stor, men vel ligeså stor for mig som for alle andre jægere der sad eller pürchede i spænding, ha, ha..

Da klokken blev syv, havde mine balder fået nok, jeg måtte op at stå, og lidt ud at gå..

Jeg tog skydestokken i den ene hånd, og riflen i den anden.

Listede forsigtigt ned mod rapsmarken, blot 60 meter fra min plads.

Min plan var at gå igennem et sprøjtespor, og over til kornmarken på den anden side, langs det hegn kunne der jo nemt stå et dyr.

Jeg nåede kun til hjørnet af læhegnet, og kunne nu se over på naboens kornmark.

Han har et stort mosehul liggende midt i marken, strategisk godt pladseret står en skydestige i læhegn vendt ned mod mosen, med en skudafstand på ca. 100 meter..

Jeg ved stigen står der, men håbede at råvildtet, og en eventuel buk (jeg havde jo set en god seksender i bast ikke langt herfra) ville trække direkte til rapsen på min mark, og i så fald, ville nabojægeren ikke se bukken fra stigen..

Jeg stoppede midt i et skridt, fastfrosset.

Der var dyr i kanten af naboens mosehul, der som de fleste moser er omgærdet af vild pil.

Jeg satte mig på hug, fandt kikkerten frem.

En rå og en meget fin seksender buk.

Jeg var ikke i tvivl om, at det var bukken jeg for tre uger siden havde trykket op på min kartoffelmark, dengang i bast, nu var han fint færdig fejet..

Pis, tænkte jeg.

De skal blot lige runde hjørnet, og så står han fri til skud.

Jeg kunne fra hvor jeg sad ikke se naboens stige, men regnede da med, at han her den første morgen sad klar på sin pind..

Okay.

Jeg ville ikke gå i urent trav, og skræmme dyrene ind, så naboen gik glip af en chance, så jeg listede tilbage til min stol..

Det kunne jo være, at dyrene valgte at sætte kurs mod rapsen, og så ville jeg være klar, når de kom.

Logisk tanke var, at der indenfor de næste femten minutter ville lyde et skud, og jeg kunne derefter blot gå over og gratulere naboen med hans buk.

Jeg var allerede ved at forberede det kunstige smil der skulle ledsage mit håndtryk, men det skulle nok gå, sådan er spillets regler nu engang..

Der gik et kvarter, der lød ingen skud.

Jeg listede ned igen..jeg kunne ikke vente længere i spænding.

Dyrene gik der endnu, nu var der to råer og bukken.

De havde rundet det dødsensfarlige hjørne, men der var ikke faldet et skud.

Undrende gik jeg ind i sprøjtesporet på min rapsmark, lidt længere fremme kunne jeg se den tomme stige..pyha, naboen havde muligvis ikke haft lang nok tålmodighed, eller så havde han slet ikke været der..

Kort tid efter smuttede dyrene ind i skjul i piletræerne, og jeg formodede at de havde lagt sig godt mætte, jeg kunne ligeså godt tage hjem.

Det vil sige, jeg stod vanen tro, faktisk for tolvte år i træk, for årets bukketræf.

Så jeg skulle lige forbi jagthytten og sætte de første par kander kaffe over.

Derefter hjem med riflen, og på et nødtvunget besøg, hvorefter jeg i Føtex hentede 60 rundstykker og 30 kager (240,- det er dælme et godt tilbud), derefter låse biffen op (jeg er biografdirektør på flekstid men fuldtid) derefter ud i hytten, og der var jeg kl. 08.45.

De første ”gæster” var kommet, bl.a. Jesper (som også sidder i bestyrelsen) han havde startet endnu en ladning kaffe.. ja, vi var dermed klar til det store rykind.

Ca 30 jægere kom til morgenkaffe, endnu engang rekord, og tre heldige jægere havde skudt hver deres fine buk, for én af jægerne Peter var det hans første buk, for Jan var det hans buk nummer 2, og for Keld var det nok én af hans bedste bukke, så vidt jeg husker..

FØRSTE DAGS AFTEN

Morgenen havde jo været ret så begivenhedsrig på min valgte premiereplads.

Så naturligvis skulle jeg sidde samme sted om aftenen.

Pludselig bevægelse bag mig..skråt til højre..

Jeg kiggede forsigtigt.

Et smaldyr stod og essede blade fra de små træer.

Jeg sad som en saltstøtte.

Hun listede ud, stod blot 3 meter fra mig.

Vi kiggede hinanden i øjnene, jeg turde knap blinke.

Hun nippede videre, og jeg kunne se klumper af føde rulle igennem hendes spiserør.

Hun var så klejn, og dog så elegant, et fantastisk væsen.

Hun var nu helt fri fra læhegnet, og stod en rum tid og essede videre.

Jeg var ved at få krampe i samtlige muskler, endelig gik hun en smule væk fra mig, jeg kunne slappe lidt af.

Pludselig var det smaldyrets tur til at stivne.

Hun må have fanget en fært fra min stinkende krop, uf det rev hende i næsen.

Hun kunne ikke stedbestemme faren, hendes gehør arbejde i alle retninger, men fangede ingen farlig lyd..

Lettere nervøs trissede hun væk fra mig, og i et let spring forsvandt hun ind i læhegnet..

Jeg så senere en drægtig rå trække ned over marken, op til hegnet jeg sad med ryggen imod.

I læhegnet der løb vinkelret på mit, fulgte et dyr kort tid efter..

Jeg søgte grundigt efter noget mellem dyrets gehører, men nej, det var også et hundyr..

Bukken kunne jeg ikke spotte, han måtte dog være der et sted, det var kun et spørgsmål om tid, før han ville afsløre sig.

Vejret var helt perfekt, hvilket de mange skud i naboegnen satte en grim streg under.. jeg gad ikke at tælle mere, da de 15 skud var rundet..

Jeg lagde sidst på aftenen fuld fokus på læhegnet, der hvor de to råer var forsvundet.

Sad og smséde med maler Niels, skulle lige til at sende en besked, da jeg så noget gråt komme op imod mig, klinet helt ind til læhegnet.

Riflen fangede dyret, som jeg let kunne se på den tykke mave, var en drægtig rå.

Hun gik direkte imod mig, og jeg vidste det ville give en pokkers ballade.

Jeg fulgte hende hele vejen, havde det været en buk, kunne jeg have skudt 117 gange.

Flere gange trådte hun lidt ud, og stod med bredsiden til.

Inden hun forsvandt ind i læhegnet, var hun kommet ind på 15 meters afstand af mig.

Hun opdagede intet.

Men bukken var der endnu ingen tegn på..

Det nærmede sig lukketid, men kort forinden hørte jeg det velkendte rush af et dyr i løb.

Råen var kommet ubemærket helt op bag mig, og havde set eller lugtet min eksistens.

Hun smælede et par gange, da hun havde lagt afstand, jeg peb i mit bukkekald for ligesom at sige, jeg er én af dine egne, og derefter var der ro..

Da det var over skydetid gik jeg ned mod rapsen, jeg skulle se om bukken var udenfor mosen igen i aften.

Jo, han gik der godt nok, i aften kun sammen med et hundyr

Og naboen, ja han var heller ikke på jagt i aften, tak for det...

D. 17 MAJ 2011 – DET ER MORGEN..

Min mobil må have ringet tre gange før Annette reagerede, ved at skubbe mig i ryggen..

Jeg havde sat den til at ringe kl. 03.15, men først ved det hårde stød fra Annette skarpe knoer, vågnede jeg, og klokken var halv fire..

For fanden hvor var det hårdt, allerede her på anden dagen havde jeg lyst til at sove videre.. ligner mig ikke, men jeg fik mig slæbt ud af sengen..

Tredje gang er lykkens gang, apropos tre, så fandt jeg for et par dage siden en firkløver (hvis jeg skal røbe en hemmelighed, så har en firkløver tidligere bragt mig held..pokkers, én hemmelighed fattigere)

Tredje gang ”vækkeuret” ringede, kom jeg ud af sengen, i al hast fik jeg skovlet en gang cornflakes i kæften, børstede tænder, jagttøjet sprang næsten af sig selv på kroppen, alt læsset i bilen og så afsted.

Kl. 4.15 sad jeg på min pind, ingen dyr havde smælet, og jeg havde ikke set noget løbe væk.

Vinden, det lidt af den der var, kom skråt bagfra i den rette retning.

Der var lidt småregn i luften, men det tørrede straks, det ramte mit tøj.

Stille fik jeg skydestok på plads, riflen i hak pegende mod venstre, der hvor råerne havde været aktive aftenen før.

Pulsen var blevet rolig, jeg slappede helt og aldeles af.

Forunderligt som man kan vænne sig til at sætte kroppen næsten på øjeblikkelig dvale, måske overlevelsesinstinkt, for at kompensere for den manglende søvn..

Jeg søgte rundt, både med og uden kikkert for øjnene, intet liv.

Den manglende sol gjorde morgenens solopgang langsom, og nærmest usynlig.

Skydækket pakkede landskabet ind i et sløret skær, som om morgenstunden skulle vare ved..

Jeg skævede til uret, klokken sneglede sig som altid mod kl. 05.00.. men de tre kvarter gik alligevel rask, for jeg nyder roen, så ubeskriveligt.

Skydetid, og pulsen stiger på slaget til mange flere slag i minuttet, for straks at slappe af.

Men det er ligesom om fokus og synet skærpes, da jeg nu ved, at nu må der skydes..

Der søges grundigt rundt langs hegn og mørke hjørner.

Pludselig kommer et dyr ud fra læhegnet, i let løb lægger dyret meter bag sig, og er snart 50 meter inde på kornmarken.

Jeg fanger dyret i min riffels kikkert, en rå, en rummeltyk rå..

Jeg følger hende med krydset, åh, havde hun bare været en buk, så...

Skudafstand, ca. 125 meter.. fuldstændig ro på..

Ud af øjenkrogen ser jeg endnu en bevægelse, nær læhegnet..

Endnu et dyr kommer ud, som skudt ud af en kanon er det tyve meter fra skellet..

Jeg svinger roligt riflen over, og for satan da, der er horn imellem dens gehør, ikke bare horn, nej store horn..

For en i helvede (ja undskyld bandeordene, kan ikke nøjes med sgu, og det er kun i mine tanker..)

Pulsen hamrer måske afsted, men jeg når ikke at få bukkefeber, det går bare alt for hurtigt det her.

Jeg kigger tilbage til råen, spørg mig ikke hvorfor.. hov hvor blev bukken nu af, jo, han er der, i sprøjtesporet, hovedet er sænket, han går ud mod råen..

Jeg fanger ham i krydset, uden tanke på skuddet der kommer, går det af, og bukken forsvinder, slået til jorden..

Det skulle jeg lige fortære..

En følelse af glæde spredte sig fra mine tæer op til mine sparsomme hår, og tog turen tilbage.

Omkring maven gav det en gysen, og kroppen begyndte at ryste en smule, jeg gøs, trak vejret i små stød.

For satan, jeg havde skudt en buk, klokken var 05.02..

Jeg tror endda det er en stor buk...

Jeg havde kun set det høje lyse der fyldte godt mellem bukkens gehør..jeg skulle vente ti minutter før jeg gik frem mod mit bytte.

Råen havde fortsat sin essen, var stoppet op midt på marken, ænsede ikke at bukken var forsvundet for evigt, først da jeg begyndte at sidde og svinge med mit videokamera lugtede hun uglerne i mosen, og trissede skyndsomt bort..

05.08 rejste jeg mig og gik frem mod sprøjtesporet.

Tyve meter fra min rygsækstol kunne jeg se bukken ligge i sprøjtesporet, med klar riffel gik jeg forsigtigt frem.

Jeg brugte min kikkert, kunne se han lå bomstille.

Men først 30 meter fra bukken var jeg helt sikker på, at han var stendød.

Fremme ved bukken hang jeg riflen over skulderen og kunne bukke mig ned for at løfte hovedet op, så jeg kunne se hvor fin han var..

Jeg kunne ikke lade være med at lade glæden komme til udtryk, ved et udbrud, håber ingen hørte mig fjoge.

Lidt dumt, for oplevelsen var så kort, og hvorfor juble højere over en stor buk end en lille, i tilfældighedernes verden?

Det sked jeg højt og flot på, og tillod mig at juble endnu mere..

Jeg fik gang i mit skriveri på mobilen, vidste mange kammerater sad ventende derude, på en buk skulle komme, de fleste måtte nøjes med et billede.

Billede og kort tekst blev sendt rundt.

Jesper skrev tilbage, tillykke, hørte godt du skød fem minutter før mig.

Jeg havde godt hørt et par skud, kunne ikke vide at et af dem var Jespers..

Vi aftalte at mødes ved min bil, jeg havde øl i bilen..

Min buk var truffet helt perfekt.

Hjertet var en saga blot, sprængt til atomer.

Ved siden af bukken lå der et stykke af lungen, næsten på størrelse med en håndflade.

Klart han ikke var løbet nogen steder, blodtabet var enormt, og chokeffekten øjeblikkelig dræbende.

Han var død på den helt rigtige måde.

I råen han havde trisset efter, lå deres fælles afkom, gode gener var sikret..håber de når faderens størrelse, får lov til at gå så længe.. en sang til mig selv..nu kender jeg noderne.

Jeg bar ham over mine skuldre, de godt 500 meter til bilen...

Ligesom jeg kom de sidste meter, kunne jeg se Jesper bil køre op på siden af min.

Jesper havde få kilometer væk (måske 5) skudt en meget fin gammel returbuk.

Vi var begge store smil.

Jeg havde med vilje dumpet min buk i kanten af kornmarken, i det høje græs, så efter jeg havde set Jespers buk og vi havde trykket hinanden på næven, gik vi hen for at beundre min store buk.

Hold da kæft den er stor : sagde Jesper.

Jep, sagde jeg, den er vist nok helt okay..

Lad os så få den øl, den trænger vi vist til..

Hvad tid har du sidst drukket en bajer inden kl. 6 om morgenen? : spurgte Jesper..

Det må være en dag, hvor jeg ikke er gået i seng endnu, lød mit svar..

Og den ene øl blev faktisk til to..vi havde jo også to bukke vi skulle skåle over.

Regnen var taget en smule til, ikke fordi det generede os, men vi stillede os med ryggen mod gårdens lade, og snakkede lystigt om hint og dat, nød øjeblikket i fulde drag.

Nå, men vi kunne jo ikke blive stående evigt, min buk skulle i bilen.

Vi tog begge ved.

En stor firehjulstrækker kom i høj fart forbi, bremsede hårdt op og bakkede..

Er det ikke? :… spurgte Jesper.

Jo, det er det, svarede jeg, lad os nu få bukken i bilen.

Fyren i firehjulstrækkeren hang allerede nonchalant ud af bilens nedrullede vindue, de tilforladelige skægstubbe og jagtkasketten dækkende det tjavsede hår, og det venlige smil, ville nok have narret os, hvis ikke vi kendte fyren..

Da han så, det var mig, blev han i bilen, og da Jesper med kommentaren : Ja, nogle forstår jo at skyde en ordentlig buk, ledsagede bukken ind i bilen.. skyndte han at køre igen..

Hvad fanden laver det nysgerrige røv.... så langt hjemmefra, og kan du ikke bare engang imellem holde din kæft? : var mine kommentarer til Jesper, mens vi ikke kunne lade være med at grine..

JAØ 21/5-11

ps. Den nysgerrige jæger har gjort sig en smule upopulær i mine øjne, ved til dels at sprede løgne, og samtidig gå og prale af, at have skudt 15 – 20 bukke pr sæson.. det har i mine øjne ikke meget med jagt at gøre – jeg ved nogle forsvarer ham ved at sige, at han måske har terræn til at skyde det antal bukke, men hvis man derfor skyder alt, der har tegn på at være buk, så er det ingen undskyldning, tværtimod..

Og når grådigheden gør, at det et ikke er første gang han kommer susende, hvor jeg har skudt buk (har hørt andre har haft samme oplevelse), så kalder jeg ham ikke altid de pæneste ord..

Nogle år senere forsøgte han, igen ved at lyve om og bagtale mig, at "stjæle" noget godt jagt jeg har haft i mange år..det krævede et telefonopkald, men det er en helt anden historie..