Grisejagt sammen med Poul, Juni 2021 SVERIGE

Grisejagt Juni 2021

Vi havde trukket den længe, tiden, eller så var det Corona der trak og udskød, pacificerede os, bragte os i dvale, for vi ville så gerne, af sted.

Desto mere vi ventede, desto mere glædede vi os, da det endelig så ud til, at ville lykkedes.
Jeg var for længst færdigvaccineret, så siden 1. maj, har jeg måttet rejse til Sverige og ikke mindst hjem igen uden karantæne.
Men jeg skulle have en rejsemakker med, ellers ville turen blive for dyr og for kedelig ikke mindst.
Endelig meldte Poul sig på banen, han var klar, og jeg kunne med kort varsel booke både jagt og færge, stadig med det Corona som forbehold, ordet Corona et spøgelse vi nu har måttet slås med i godt et år.

Sidste år (2020) lige inden August bukkejagten i Sverige, kæmpede Sverige med at få antal smittede til at ligge under 20 pr 100.000
Var tallet højere så kunne vi ikke rejse ud af Danmark, tallet kom under lige i sidste øjeblik.

Det aktuelle tal med antal smittede, både i Sverige og i Danmark, ligger nu mellem 400 og 600 smittede pr 100.000, alligevel må vi godt rejse i år, måske Corona ikke var så farlig endda, og det er positivt, i en tid hvor det negative har forsøgt at tage livet af os.

Min øresnegl siger mig, at vi i Danmark indenfor det sidste år har haft 48 tilfælde af influenza..

Vi så frem mod fredag morgen, hvor færgen skulle sejle fra Frederikshavn kl. 03.45, det var først på dagen, men det var den eneste afgang, vi kunne bruge, hvis vi skulle nå jagt fredag aften.

Jeg var ikke sikke på vi kom af sted, før bilen rullede ombord på færgen og vi havde lagt fra kaj.
Færger var blevet aflyst pga for få passagerer, men vores afgangstid så ud til at holde vand.

Da vi kun var os 2, Poul og jeg, blev det Poul der skulle køre i hans to personers karet.
Poul samlede mig op kl. 02.00 på min adresse, og selv så tidligt på morgenen, så var vores smil større end nogen solopgang.
Pouls Toyota Hilux, med palleramme boks, kunne rumme det meste, våben og det mest sårbare, lå sikkert i kabinen bag vores sæder.

Jeg brugte den kendte huskeseddel fra tidligere jagtture, efter buk eller gris, hvor Poul og jeg skulle købe diverse madvarer, så vi kunne overleve i det svenske.
Til forskel for en bukkejagt med 4 jægere på jagt i en uge, skulle jeg nok have reduceret lidt i mængden af fødevarer (tøjmængden var ikke så forskellig)
Lad mig sige det sådan, vi ville ikke komme til at sulte.

Vi red på en bølge af højt humør til færgen, aldrig har turen med færge gået så hurtigt.
I køen holdt der ca 7 personbiler og 12 lastbiler, rundt regnet, pyha..det var tæt på en aflysning, men vi kom om bord og færgen sejlede præcis til tiden.

Ombord spiste vi vores medbragte morgenmad
Rundstykker havde bageren ikke nået at få bagt, så daggammelt franskbrød lagde bund for lækkert pålæg og skyllet ned med varmt kaffe til.
Efter lidt tid, fandt vi et par gode relax stole, og vi tillod os et par timers tiltrængt søvn, jeg i sikker afstand fra Poul, jeg ved han stadig har verdensrekorden i højest målt decibel på snorkeskalaen.

Vi ankom Gøteborg med solen højt på himlen.
Med så få biler på færgen, så stod polisen klar.
Da vi oplyste vi havde våben i bilen og skulle på jagt, blev vi vinket over i en anden kørebane, selvom der på vores indførselspapirer står, at vi kan køre i grøn bane.
Men så længe man har god samvittighed, er der jo intet at frygte.
Betjenten virkede da også fuldstændig ligeglad, da han fik stukket vores papirer i hånden, og vi oplyste hvor vores våben lå, vi blev hurtigt sendt videre.
Naturligvis var der en vis form for kaos i Gøteborg trafikken, vejarbejdet er stadig overalt i den store by, et vejarbejde jeg syntes har stået på, de 20 år jeg er kommet til Sverige.
Ad omveje kom vi dog i jævnt tempo ud af Gøteborg, og skulle så blot køre et sted mellem 200 og 300 km mod Stokholm.

På en smuk smuk vedligeholdt rasteplads, tog vi en kop kaffe, og jeg fandt noget af det, der var årsagen til de store skovbrande i Sverige for et par år siden, cigaretskod bliver stadig smidt lystigt i den svenske natur.
I en tot græs lå en cigaret, der helt ved egen hjælp havde afbrændt den sidste halvdel.
Fatter ikke den manglende omtanke fra rygernes side, altså de der ryger cigaretter.
Poul ryger pibe og den lugt er da til at holde ud, og jeg har endnu ikke set ham smide en brændende pibe ud af vinduet.

Vi kørte omkring Gunnar Gris for at hente nøgle til bommene i skoven.
De lå på den aftalte plads.
Inden vi kørte til vores campinghytte, ville vi straks tjekke de 3 åtelpladser af.
Åtel 1, fin fin koje, og ærterne fra fodertønden var spist op siden i aftenen før, tydelige tegn på gris.
Åtel 2, skovens nyeste koje, nu med ny seng, og det samme som med åtel 1, alle ærter på nær få, var spist op af gris og duer.

Vi fandt en bænk ved Åtel 2 og spiste vores madpakker og drak den sidste slat kaffe.
Og endelig så tæt på jagt, mente Poul det var tiden til turens første skål i øl.
”Knæk og bræk, et vildsvin i Sverige” .. vi havde begge glemt, at det skulle hedde ”Nak og Æd”, det må være varmen.
Solen bankede på asfalten og vores blege danske kinder, solcremen havde vi lykkelig glemt, som jeg siger til Annette, solcreme er for kvinder og tøsedrenge. (ja..jeg ved godt, det er noget ævl at sige, og det ved vi alle)

Åtel 3..øv..den var meget forsømt.
Tydeligvis var der ikke blevet fodret med ærter (eller kartofler) i år.
Grønt græs stod under tønden..men der var frisk fod af gris, i skovkanten ved siden af pladsen, lige der hvor grisene plejer at komme fra, så Åtel 3 var ikke dømt til døden.
I kojen havde musene dog hygget sig, en hel toiletrulle var gnavet i småstykker og lå i en bunke i det ene hjørne af hytten.
Muselort dækkede alle overflader, ja, jeg har aldrig set så meget muselort i mit liv, både på bord og på stol, gulvet var dækket, og flere steder var der, ligesom med toiletpapiret i hjørnet, flere bunker i det tilstødende lille rum som bruges til opbevaring af ærter i blå tønder.
Det stank af mus, lugten var næsten det værste, at batteriet til det grønne lys var dødt, det kunne vi måske leve med, men stanken af mus, havde jeg ikke lyst til at sidde i en hel aften og nat med.

Heldigvis vi kun er to jægere på jagt, det gjorde jo valget af skudplads noget nemmere at vælge.

Derefter kørte vi til campingpladsen.
Der var noget mad, der trængte til at komme på køl.

På campingpladsen tog campingfatterens medhjælper imod os.
Han spurgte, om vi havde reserveret plads, jeg svarede i sjov, at det havde vi ikke.
Mit humør var stadig i top.
Da jeg så med et smil sagde, at det bare var for sjov, og at vi havde reserveret hytte nummer 10, og at nøglen sikkert sad klar i døren, som den plejede.
Ja..det gjorde den, men medhjælperen en velvoksen herre på ca. 60 år, sagde uden at smile tilbage, at vi skulle betale forud, fordi vi sidste gang ikke havde betalt.

Ahr, du laver sjov, sagde jeg stadig med et smil på læben.
Næh..sådan noget spøger man ikke med, svarede den lidt strammere svensker.

Medhjælperen traf jeg for anden gang i September sidste år, hvor Annette og jeg også boede i nummer 10.
Både han og Lars, campingfatter, var da vældig rare (jeg har 6 gange tidligere været på grisejagt, og 5 gange tidligere har jeg benyttet mig af denne campingplads, til alles tilfredshed, og vi har altid betalt ved afrejse..ALTID)

Jeg ringede senere til Annette.. Jo for fanden, selvfølgelig betalte vi, Annette kunne ikke huske om det var Lars eller hans hjælper der tog imod kontanterne, og da vi aldrig har fået en kvittering, kunne det jo blive påstand mod påstand.

Jeg ringede straks til Kjeld og udbad en forklaring, den blev af søkarakteren, og Lars endte da også med at sige, at han måske forvekslede mig med bukkejægerne (som jeg kender ganske godt)
Jeg sagde, at vi naturligvis gerne ville betale forud, og jo, jeg insisterede, og jeg krævede at få en kvittering.
Jeg fik en længere forklaring af medhjælperen, da jeg spurgte om han ikke kunne huske mig fra sidste år, og det trak han på.
Medhjælperen lider af en forfærdelig sygdom der gør, at han ikke kan huske ansigter fik jeg at vide.
Tænk sig, at når han skulle hente sine børn i børnehave og i skolen, så har han stået og ventet på, at børnene kom til ham, han kunne ikke kende dem...
Fy for pokker, og jeg som syntes, det er træls, ikke at kunne huske navnene på folk, ansigter glemmer jeg desværre aldrig.
Og de fleste hændelser husker jeg også ofte alt for godt.

Jeg spurgte hjælperen, om han kunne genkende sin kone, når han slog øjnene op om morgenen.
Da lyste han op i et smil.. (konen stod lige ved siden af) jooo.. hende havde han lært at genkende.
Godt eller skidt, svært at diskutere.
Man må da håbe, at han hver morgen kan li synet af hende, og ikke har skiftet smag i løbet af natten.

Jeg glemmer ikke Jørns udtryk et år på bukkejagt i Sverige, hvor jeg havde plukket nogle kantareller, lige nok til 2 franskbrødsmader.
Jørn kom ind i køkkenet, hvor Torben og jeg sad og smovsede, Jørn spurgte, om svampene var gode, og om vi var sikre på, at de ikke var giftige?
Torbens kontante og tørre svar, mens han guflede på verdens bedste spise.. ”Hvem er do?”

Men nu betalte vi forud, og jeg fik min kvittering, dog uden kopi til modtageren af betaling..men det må de om.

Fremme ved nummer 10, som var tredje gang for mig at skulle bo i, og anden gang for Poul, kunne vi konstatere at intet var forandret, smukt, enkelt, roligt ingen bilstøj eller snak fra naboer, med egen sø og bådebro (søen er dog kunstig og mest for syns skyld, men der er ænder i og de er ægte)
Udpakning af al vores udstyr.
Madvarerne skulle straks ind på køl, desværre fik jeg først skruet op, eller ned om man vil, på køleskabs temperaturen om lørdagen, da jeg syntes mælken var lige lunken nok..men fryseren den frøs som den skulle.

Og så var det tid for lidt søvn inden aftensmaden.

Under vores tur først på dagen til jaktkojerne havde vi fundet et par kævler træ.
Vi havde købt tændvæske og planen for aftensmaden var fire gode bøffer fra kronvildt, jeg havde taget med hjemmefra, de var garanteret møre.
Poul og jeg krydrede hver 2 bøffer, jeg kom rigeligt med karry og stærk paprika på, derudover salt og peber, så ja..smag af vildt, nok begrænset.
Poul nøjedes med lidt salt og peber på sine 2 bøffer, og de ville sikkert smage af krondyr.

Jeg fik gang i kævler, det var fugtfyldte birkestammer, så det tog sin tid, før saften var feset ud af træet, og der kom godt gang i flammerne, men det gjorde der.
Imens skrabte jeg nogle indkøbte nye svenske kartofler, der blev sat over i kogende godt saltet vand.
Enkelthed var vores plan med maden, nye kartofler, kød stegt over åben ild/gløder, ægte smør på kartofler og til den der havde lyst, sennep og ketchup.

Da bøfferne var færdigstegte konstaterede jeg at mine kødstykker var røde helt ud til kanten, men ikke blodige, helt fantastisk møre og velsmagende (af karry og paprika ha ha)
Pouls bøffer var også røde, dog lidt mere stegt, da Poul havde stegt midt i flammerne, og Pouls kød smagte ”Lidt af pels” …

Jeg fik indviet et kødspyd det alle svenske jægere har i lommen, og som jeg har fået i fødselsdagsgave af Anders Ekblom for mere end 10 år siden, var det da jeg blev 40 år eller 50?
Uhyggeligt .. for jeg har kendt Anders siden 2001, så det kan være han sendte det med posten til mig i 2004 da jeg blev 40 år gammel..og jeg har ikke brugt spyddet før nu.
Poul havde glemt sit grillspyd derhjemme, men en gren med to fine spidser fungerede ligeså godt til formålet.

Mætte og klar til jagt drog vi af sted med store forventninger, med ankomst til vores åtelpladser 1 og 2 kl. 18.30

Vi havde trukket lod om førstevalg.
Poul trak nr. 1, og overraskende valgte han åtelplads 1..der har han ikke siddet før, de to tidligere gange Poul har været med mig på grisejagt, har han altid siddet på åtelplads 2, og skudt gris begge gange.
(”åtel” er svensk og betyder ”foder” på dansk)

Åtelpladsen/foderpladserne har hver en fodertønde hængende oppe i ca 4 meters højde, på tønden sidder en foderspreder, der et par gange i døgnet spreder ærter eller majs ud på jorden.
Ca 25 – 40 meter fra foderpladsen står ”kojerne” (en lille træhytte, nogle med køjer i, andre blot med en kontorstol)
Derinde sidder vi jægere og fokuserer på foderpladsen i timevis, ja nogle gange kan man sidde der 8-10 timer uden at se andet end skovduer, krager og skader, mens der er lyst, som regel de første 2-3 timer..
Hvis ikke der kommer grise/vildsvin de første par timer, inden mørket falder på, så tændes der et lille grønt lys, der oplyser foderpladsen i et kunstigt grønt skær, næsten ligesom en fuldmåne ville gøre.
Derefter er det kun nataktive dyr man vil se.
Det kan være elge, grævlinger, rådyr eller dåvildt.
Men oftest er det grisene, der kommer, når mørket er faldet på.

Fra min koje så jeg mange skovduer denne første aften.
10-15 stk fløj fra min foderplads til Pouls, og de åd og åd, da fodersprederen kl. 19.45 og 19.55 havde spredt lidt ærter.
Jeg tænkte ikke der ville være mange tilbage til vildsvinene.

Et lille pelsdyr løb på tværs af pladsen.
Troede først det var rotter, men der var to størrelser, og løbet lignede ikke en rottes, og halerne var korte og de løb meget meget stærkt, jeg nåede ikke at få videokameraet tændt, før de var væk igen.
Det nærmeste jeg kunne komme frem til var, at det var et dyr af mårfamilien, Bruden.
Dette bekræftede Gunnar Gris også lørdag, at det var, ved åtelplads to, de tager mus og andre smådyr..ja måske endda rotter.

I timerne frem til solnedgang er øjnene på stilke, det er afslappende, lyset er fint, man ser alt.
Pludselig denne fredag aften slog regnen på bliktaget.
Det havde vejrudsigten ikke forudsagt, jo..en enkel lille byge..men de første få dråber blev til vedholdende regn, jeg gned mig i hænderne, temperaturskift og lidt skyer på himlen, perfekt for grisene, træls for duerne.
Ligeså snart der var ophold i regnen kom duerne tilbage, sådan vekslede det, til mit ur fortalte, at nu var solen gået ned, det er nu, grisene plejer at komme..eller om 3-5 timer.

Alt var tyst, ikke en vind rørte sig, det var ligesom om selv tiden holdt vejret.
Jeg elsker dette tidspunkt, det er ligesom om, luften dirrer af spænding.
Jeg turde knap lukke en lydløs fis ud på kontorstolen, frygtede en sveddråbe skulle dryppe på bordet og sige plop.
Men regndråber fra grenene skulle nok camouflere de smålyde jeg kunne afsætte i kontorstolen ved at lette trykket fra den ene balde til den anden.

Jeg stirrede, uden at stirre mig blind.

Pludselig bevægelse fra venstre, vinkelret på fodertønden trådte en gris frem.
Mørk og skarpt skåret.
Jeg bevægede mit hoved lidt væk fra ruden, så jeg uset kunne tage mit høreværn på.

Jeg kiggede igennem min riffels kikkert, var meget forsigtig med at riflens skæfte ikke skulle gnide mod det støddæmpende materiale anlægget var beklædt med.
Jo, grisen havde den rette størrelse og farve, det var en ca 1 års gammel gris, så for mig lidt mager ud.
Form indikerede galt, ingen patter at se, og der..en tydelig pensel ned bagtil på bugen.

Grisen stod med bredsiden til, jeg satte riflens kors lige bag dyrets højre skulderblad, afsikring uden støj, krummede forsigtigt min pegefinger og skuddet lød.

På stedet faldt vildsvinet, død i skuddet, få krampetrækninger løb igennem grisens krop, jeg kunne trække vejret igen.
Jeg nåede ikke at få feber, og efterfølgende repeterede jeg stille og roligt, mens jeg fastholdt den døde gris i kikkerten nogle få minutter.
Der blev ikke trukket luft ind, derude på jorden, 20 meter fra mig, jeg kunne slappe helt af, og det gjorde jeg, ikke uden lettelse, så længe havde dette skud været undervejs..

Klokken var 22.17 rundt regnet.

Helt fantastisk.
Selvom vi som jægere kommer for at stresse af, flygte fra hverdagens trummerum, trække os ind i os selv, og falde i et med naturen omkring os.
Inhalere den friske luft, grov-æde af det visuelle farveorgie naturen stiller gratis til rådighed 24 timer og 7 minutter, hver eneste dag.
(okay, du skal have set Pelles nytårstale, for at forstå hvad jeg mener – men 24/7 forstår du helt sikkert)

Kort sagt, vi kommer for at nyde hele pakken.
Og hele pakken er ikke helt fyldt, hvis ikke vi får denne ene chance, bare en chance for at skyde en gris.
Alt er næsten en selvfølge.
Vi får noget at spise, vi får noget at drikke, vi får sovet, vi får snakket, vi skovler ind af indtryk visuelt og mentalt..men at vi får en skudchance, det er der ingen garanti for, overhovedet ikke.

Min syvende tur til dette fantastiske jagtområde, og min syvende gris er nu nedlagt.
En gang uden, en gang skudt 2.
Feberen der plejer at komme efter skud, var nu nærmere en slags mild forløsning.
Jeg måtte minde mig selv om, hvor meget jeg havde glædet mig til denne tur, nu måtte jeg også huske at nyde øjeblikket.

Vi er blevet afhængige, at det sociale/digitale medie, måske ikke os alle, men de fleste af os.
Jeg tog lidt billeder med min mobil, ville sende besked og billede til Annette og Poul, om jeg havde skudt en gris.
Ingen forbindelse.
Jeg åbnede døren til hytten, og jeg fik et par streger frem, beskeden røg langt om længe igennem til begge to, billedet røg ingen steder.

Jeg diskuterede lidt med mig selv.
Der var udsigt til, at jeg kunne sidde her i op til 5 timer mere, inden Poul måske fik chance for gris.
Skulle jeg lade grisen ligge på pladsen, eller skulle jeg gå frem til den og slæbe den væk (måske brække den, hvis jeg kunne få den løftet op i et træ, for at brække en gris på jorden, det er ikke optimalt)

Jeg ventede ca et kvarter, så gik jeg frem til grisen.
Jo..det var rigtigt nok en galt (en hangris) de har normalt det trofæ, man som jæger efterstræber på nedlagt vildt, tænder, af og til nogle lange bisser.
Denne havde da også galtens fremstående under og overtænder, men de var ikke noget at råbe hurra for, 9 ud af 10 grisejægere vil bare slænge dem bort, jeg skulle helt sikkert have hovedet med hjem, og grave tænderne ud, korte eller lange, så var de et trofæ for mig.

Jeg forstod nu, hvorfor grisen havde set så kantet ud, i forhold til andre grise jeg har skudt.
Der var kun småtotter tilbage af grisens vinterpels.
Ellers mindede grisen mest om sin afrikanske fætter, vortesvinet..
Grå ”glat” hårløst skind, dækket af mudder og nærmest kun med de strittende sorte nakke - ryghår som pels, køn er den nok ikke..men jeg er vild med kødet og jagten ikke mindst.

Mit skud sad perfekt, lige der hvor jeg sigtede (heldigt nok)
Jeg vil tro grisens hjerte var skudt i atomer, og måske jeg havde truffet det bagerste af skulderbladende, derfor var lyset blevet slukket på et splitsekund.

Nå, jeg kunne ligeså godt slæbe grisen op til asfaltvejen (skovvejen er gammel militærvej, og derfor er der asfalt herude langt udenfor landets love og ret)

Hold fast mand den er tung at slæbe sådan en gris, den ville jeg aldrig få op i et træ for at brække.
Med grisen lagt på ”lit de parade” gik jeg derfor tilbage til kojen, tiden skulle slås ihjel, og apropos at slå ihjel, hvis jeg var heldig, kunne der komme en gris mere til foderpladsen, hvem ved.

Tilbage i kojen kunne jeg kun stirre ud i den nu mørke nat.
Og der skete absolut intet de næste par timer.

Klokken rundede midnat, og jeg tænkte, at nu måtte Poul også snart blive træt af jagt og ville hjem, men han havde bilen, så det var ham der bestemte.
Jeg besluttede, jeg ville pakke mine ting sammen.
Da jeg trak vinduet til (det sidder på en skydeanordning) bildte jeg mig ind, at jeg hørte et hvislende skud.
Poul har lyddæmper på sin riffel, så hans skud lyder ikke højt.
Nahr, det var nok noget, jeg bildte mig ind.

Mobilen havde stadig ingen dækning, først da jeg forlod kojen, tikkede der beskeder ind.
Dem så jeg, da jeg kom frem til grisen.

Kommunikationen med Poul denne fredag aften på sms :
kl. 22.25 ”Gris skudt. Den ligger på stedet” (JAØ)
kl. 22.38 ”tillykke har en kæmpe mother fucker af en ladeport gående” (Poul)

jeg ser beskeden da jeg trækker grisen til asfaltvejen..og svarer straks Poul
kl. 22.44 ”Hvorfor skyder du ikke?” og straks efter ”tak”

Pouls svar ser jeg først
kl. 00.26 ”den kkkkkoooom på tværs nede bag ved tror den stak af da du skød..ffffuuuk jfc (jeg) fik feber” ”skal du have hjælp”
Beskeden sendte Poul straks efter, jeg havde spurgt, hvorfor han ikke skød, men jeg læste først beskeden næsten to timer senere, heldigt nok fordi..

kl. 00.33 ”skudt til gris ved ikke om den ligger” (Poul)
kl. 00.44 ”Hvad så? Lå den der?” (jeg står ved min gris og venter spændt på besked fra Poul)

Jeg ringer til Poul, og han siger han vil gå frem til grisen, og derefter hente mig..

Der går næsten et kvarter før jeg ser bilens lygter lyse op i mørket.
Spændende om vi nu begge har fået en gris, det håber jeg.

kl. 00.40 skriver jeg til Annette ”Poul har skudt til gris, han var i tvivl om den ligger der, men det tror han den gør, så henter han mig, og vi kan brække grisene sammen”
kl. 00.41 svarer Annette ”Jeg må vente til forbindelsen, til den bliver bedre (jeg har forsøgt at sende hende et billede af grisen) Tillykke il jer begge”
kl. 00.43 ”Ja lad os nu se..undrer mig lidt, han ikke er kommet endnu, snakkede med ham i telefonen for 5 minutter siden.. Han mente han kunne se ryggen af grisen, der hvor den skulle ligge..
Men tak”
kl. 00.48 ”Han er nok ved at få en pibe tobak. Håber du snart bliver hentet osv” skrev Annette.
kl. 01.20 ”Pouls gris kan vi ikke finde. Vi får hund på i morgen. Meget lidt schweiss, men lungeschweiss ser det ud til, så den bør ligge der..men skoven er meget tæt gran”

Poul og jeg kørte til åtelplads 1, nu med min galt på bagsmækken af bilen.
Fremme ved Pouls anskuds sted lå der rigtigt nok en lille klat schweiss, og jeg var ikke i tvivl, det var lungeschweiss, men hvorfor så lidt?

Det var begyndt at regne, ikke bare byger, men vedvarende regn.
Det var ikke til vores fordel, når vi skulle eftersøge en gris i meget tæt grantykning, hvor vi næsten skulle kravle frem.
Vi ledte efter blod/schweiss.
Enkelte dråber ledte vej ind i det tætte.
Jeg markerede to steder med orange hattebånd.
Steder hvor blodet ved vandets hjælp, løb fortyndet ned af små grangrene, en umulig opgave, hvis ikke grisen findes indenfor kort afstand.

Selvom vi havde fundet lungeschweiss på stedet, så var det vel ingen garanti for, at der ikke kunne ligge et arrigt dyr på lur, klar til angreb.
Jeg var nu ikke specielt nervøs.
Med kraftige pandelamper og hver vores ladte riffel, gik det jo nok.
”Curiosity Killed the Cat”.

Vi opgav efter få meter i skoven, efter ca 20-30 meters søg.
Det var formålsløst at søge videre uden hund.
Jeg ringede til Gunnar Gris, det er ham der har eftersøgs hund, men han tog ikke telefonen, det var også blevet sent denne fredag aften.

Med ro i sindet, kunne jeg brække min gris, for vi var sikre på, at hunden lørdag morgen sikkert skulle finde Pouls gris.
Min gris var tung, brækket vægt vel godt 40 kilo.
Vi løftede grisen op i en stige på siden af en gammel jagtkoje, så ræve og andet jordgående rovdyr ikke kunne sætte tænder i den varme og vellugtende måltid..jeg glemte dog de flyvende..pokkers osse.

Klokken var blevet ca 02.00 da vi ankom til campingpladsen.
Poul åbnede en halvliters øl vi kunne dele, den smagte faktisk så godt, at vi delte endnu en.
Hvad dælen, det er jo ikke hver dag, vi skyder gris, og slet ikke at begge jægere har så stort et held.
Naturligvis skulle jeg også give en dram som det er kutyme.
Jeg havde en gammel hjemmelavet snaps med, perikon, og ja, jeg har sagt det før, siger det hver gang.
Perikon er blevet brugt i behandling for depression og andre psykiske lidelser.
Faktisk er perikon også mistænkt for, at have en positiv effekt imod kræft, men øger hudens følsomhed overfor lys, så min snaps skal ikke med på turen sydpå..
Jeg nyder nu mest smagen, og glædes over perikons ”bivirkninger”

En meget træt krop, og sikkert også beskidt (det er sjældent jeg undgår bad i 24 timer, men de 24 timer har jeg netop rundet, godt og vel)
Badet måtte vente til lørdag.
Duften eller lugten af råvildt dufter dog bedre end lugten af gris..
I aften lugtede mine hænder lidt af gris, men det er jo det sikre tegn på nedlagt bytte.

Poul og jeg aftalte, at vi klokken 8.00 lørdag morgen godt kunne være bekendt at ringe til Gunnar Gris.
Jeg havde sat vækkeuret til kl. 08.00, men allerede klokken 07.00 slog jeg øjnene op.
En kraftig hovedpine havde sørget for en elendig søvn, i kamp med den ekstremt dårlige madras, så min krop var vind og skæv og øm over det hele..
Mine første tanker gik til mit vildsvin.
Sollyset oplyste mit værelse og mine tanker.
Spyfluer.
Fuck, jeg havde ikke hængt net omkring min gris..og da jeg skar klunkerne af grisen, blotlagde jeg lidt af skinkerne, og hele bugen stod jo også åben som den lækreste buffet eller tag selv bord.

Spyfluerne skulle dog vise sig at være det mindste af mit problem.

Jeg ringede til Gunnar præcist klokken otte.
Efter flere ring blev telefonen taget.
Ja..Gunnar var klar til eftersøg.. vi skulle mødes på skudpladsen kl. 09.00

Poul og jeg nåede morgenkaffe og morgenmad.
Vi kunne næsten ikke spise os igennem al det medbragte brød og pålæg, vi gjorde hvad vi kunne..
Poul også med hovedpine, han mente det var øllenes skyld, for hans seng var dejlig blød..

Vi snakkede om den store gris Poul havde set, det var ikke den han havde skudt på.
Den store gris havde chokeret Poul, stort grimt gråt hoved havde stirret direkte på Poul, inden grisen langt om længe trådte frem.
Poul kunne ikke skyde, før han vidste om grisen havde smågrise med sig.
Eneste grise der er fredet, året rundt, er hungrise (gylt) der efterfølges af smågrise..

Da grisen endelig var trådt så meget fri, at Poul forsvarligt kunne afgive skud (Poul fulgte grisen med sin kikkert, hvilket jeg personligt mener er en fejl, for der var rigeligt lys til, at Poul kunne anvende riflens kikkertsigte, og så er man jo klar til skud, ligeså snart chancen er der..og byttet er det rette)
Nå..men 300 meter væk lød mit skud, det satte skub i den store Galt, som Gunnar senere fortalte os det er, en meget kendt Galt på mere end 200 kilo.
Grisen løb over skovsporet, og Poul mente den måtte måle ca. 2,5 meter fra snude til bagdel, føj for en stor gris.
En galt som både Poul og jeg meget gerne vil skyde, men en som Gunnar fortalte, at hvis han skød den, så ville han slæbe den ind i skoven, da den ikke er værd at sætte tænderne i, sådan en stor orne..
Men tænderne..de er også meget meget store på grisen, så eftertragtet, bestemt..

Som sagt, så gik der et par timer efter den store, så kom der et par noget mindre, hvoraf Poul valgte at skyde til den ene.

Poul og jeg ankom til åtelplads 1 lidt før 9.00
Luften var sort af ravne.
Pokkers osse, et par lettede fra mit vildsvin.
Pyha..der var begrænset skade sket, en ravn havde snuppet en luns af venstre skinke på min gris.
Det kunne have været langt værre.
En time senere, så havde begge skinker været rene knogler, disse nordens svar på gribbe er grådige, og meget effektive, især overfor så lækkert og mørt kød som skinken på en gris.
Spyfluerne var endnu ikke kommet til fadet, så jeg trak et myggenet over grisen, ravnene kunne vi holde på afstand, blot ved at være til stede.

Gunnar ankom kl. 09.07, og han var meget rolig, Gunnar er en meget rolig mand (rolig på svensk betyder sjov på dansk..)
Gunnar er ikke nødvendigvis sjov, gemytlig passer bedre, og er et utroligt rart og venligt, hjælpsomt menneske.
Hunden, en spids af en slags, blev sluppet ud af buret, og Gunnar med hund traskede mod anskuds steddet..
Poul pegede på lungeschweissen, og Gunnar nikkede.
Hunden ville gå hen af skovsporet, vi vidste dog, at grisen var løbet til venstre lige indenfor skovkanten.
Gunnar fik hunden med derind, og efter få meter, lod vi Gunnar og hans hund gå alene frem.
Der gik ikke fem minutter før Gunnar råbte ”Den ligger her”
Og 2 minutter efter var vi fremme ved Pouls gris, en ung gylt en überläufer. (hungris, der ikke har haft smågrise endnu, men som næsten etårig er godt på vej)

Grisens mave var godt spilet ud, mest fordi hverken indgangs – eller udgangshul var meget større en projektilets diameter. (7,62 mm = cal. 308 = 9,7 gram Lapua Mega)
Der må være noget fedt fra grisen, der har lukket af, så lungeblodet ikke har kunnet sprøjte ud, som det plejer at gøre.

Hvis grisen ikke så pæn ud indeni, så ville Gunnar hjælpe os med at smide grisen langt ind i skoven.

Poul udtrykte sin store tak for hjælpen overfor Gunnar, ved bl.a. at give Gunnar en kasse Mariestad øl, hvilket Gunnar lidt modvilligt tog imod.
Og da vi fik grisen hængt op, og der var lukket op til motorrummet, så kunne vi alle tre konstatere, at der ikke var sket skade på dyrets indvolde, mavesækken der var hel, var naturligvis gæret op, og gjort grisen rund, men kødet var i top kvalitet.
Grisen anslog vi til at ligge på ca. 30-32 kilo brækket vægt.
En super spise gris.

Gunnar kørte hjem, vi aftalte at vi ville komme hen til ham og få hængt vores grise på køl, ligeså snart vi havde fået dem skindet.

Hjemme hos Gunnar blev vi budt på kaffe og kage.
Grisene hang nu sikkert på køl, hvor de skulle hænge til Søndag, da vores rejse lakkede mod sin ende.
Det er skønt at knytte bånd, og ved Gunnars bord, følte vi os velkommen, og en anden ro faldt over os.

Ja, lørdag kan beskrives kort.
Solen var vedholdende.
Vi sov til middag, vi stod op rettidigt til at tilberede aftenmåltidet.
I dag pølser over bål (jeg havde medbragt 2 pakker af langelændernes bedste)
12 pølser til 2 mand, det var lige 2 for mange.

Det mest sindsoprivende der skete for mig denne lørdag, var det mylder af ravne og krager da jeg ankom til Åtelplads 1 (Poul havde igen trukket nr 1, og valgt Åtelplads nr. 2)
Der lå lidt rester fra grisen jeg brækkede fredag og hev skindet af i morges, og det sloges fuglene om.
Jeg fik slynget alle rester langt ind i skoven, så luften kunne blive fri for larmende skrighalse.
I kojen startede jeg med at diskuttere med min mave, om de 5 pølser måske alligevel var i overkanten.
Jeg vandt diskutionen, og maven faldt til ro.
Poul fortalte senere, at han også havde haft diskussion med sin mave, der vandt maven.
”Så er det sgu da klart grisene ikke kommer...når du render og skider i skoven” sagde jeg til Poul.
(det skal lige tilføjes, at både Poul og jeg altid har toiletpapir i rygsækken, af at skide, nej af skade bliver man klog)

I min koje kunne jeg modtage DR1 tv .. så tak Poul (det ville jeg ikke have kunnet i Koje 2)
Danmark spillede deres første landskamp ved årets EM turnering mod Finland.
Der stod 0-0, da vi kørte fra hytten, med en halv time spillet.
Jeg tænkte, at jeg kunne se hele anden halvleg i kojen, mens der stadig var lyst (i mørket ville min mobil lyse for meget op)
Men da jeg fik forbindelse, var der nyheder, og derefter en tom fodboldbane..
Anden halvleg burde for længst være gået i gang.
Hvad dælen var det, var skærmen frosset?
Sådan så det ud længe.
Jeg skruede lidt op for lyden, og hørte bare noget om, at sidst en landskamp var blevet afbrudt, var da en tosse løb ind på banen for at slå ud efter en dommer..

For helvede, det var vel ikke sket igen?
Jeg skrev til Annette.
Inden jeg fik svar, læste jeg det på tv2 news.
Christian Eriksen var faldet om med hjertestop med 3 minutter tilbage af første halvleg.

Ja, det ville følge medierne resten af vores jagttur, og dagene der kommer.
Kampen blev efter næsten en times forsinkelse optaget igen.
Jeg så anden halvleg af kampen på mobilen, inden solen gik ned.
Finnerne scorede kampens eneste mål, de havde to angreb.
Danmark havde vel spillet 90% af tiden, brændte et tyndt straffespark midt i anden halvleg.
Senere (da jeg så optagelsen af Christians fald, ja faktisk var han død..) så forstår man godt, at de danske spillere ikke burde have spillet, endsige var i stand til, at spille kampen færdig.

Poul så en dåhjort og en råbuk på sin åtelplads.
Ikke skyggen af gris, på denne stjerneklare nat.
Kl. 01.00 kørte vi hjem, trætte og vel egentlig også mætte af jagt.
Men en dag mere kunne vi godt have brugt i det svenske.
Vi nåede slet ikke at være kulturelle.
Det var spise, sove og jagt.
Men vi huskede de dybe indåndinger, det var det vigtigste.

JAØ 15/6-21

ps. Da vi kørte mod færgen søndag middag, med grisene nedkølet og parteret, i hver deres isolerede boks.
Gik turen uden problemer.
Jeg havde lørdag nævnt for Poul (jeg kørte bilen ud til jagten lørdag aften) at jeg syntes bilen var noget urolig i rattet og trak noget mod højre.
Men Poul måtte jo kende bilen bedst, og han bemærkede intet, før vi holdt i køen til færgen.
Den foran holdende bils ejer, en jæger fra Fjerritslev kanten, kunne fortælle, at bilen havde et næsten helt fladt højre forhjul.
Poul syntes godt nok den trak lidt rigeligt til højre, da han kørte ned mod færgelejet.
Vi kunne ikke nå at skifte dæk inden afgang.
Vi krydsede fingre for, at vi kunne komme til det på færgen.
Poul havde ikke skifter hjul på denne bil før.
Ved fælles hjælp, og vi var heldige at få en plads bag en lastbil, hvor der var luft til højre for bilen, så fik vi, lige til afgang, skiftet hjulet, og ja..vi var vel generelt meget heldige på denne grisejagt tur..grådige som vi er, glæder vi os allerede til den næste, inden armene kommer for langt ned.

Skovduerne tager godt for sig af ærterne

Et par timer senere, ingen gris men masser af regn..

Og pludselig trådte en enkel gris frem..

Jeg går ud til grisen

Pouls gris bliver eftersøgt

Poul går hurtigt frem

Danmark - Finland 0-1

Ja det er nok første gang, der er set landskamp i denne grisekoje.. i hvert tilfælde Dansk landskamp.