Min Svenske buk nr. 3 .. måske .. historie 3 ud af 3 2001

Tredje dags morgen Lørdag d. 18/8-01 Körsvik

Jeg får en hvede mark som terræn denne morgen, efter først at ha' siddet en times tid et sted, går jeg til et andet sted på felten (fra punkt et ser jeg en gjet på nabo marken)
Desværre har jeg endnu engang ladet min skydestok blive “hjemme”, og her er der nærmest ingen træer, man kan bruge som anlæg, og højt korn kræver stående skud, især når det er helt fladt som her.
Fra mit nye sted, her tæt på skoven, ser jeg endnu en gjet hos naboen, måske den samme som tidligere, jeg har fundet en lille birk i kanten af marken, som jeg kan bruge til støtte, hvis bukken skulle komme.
Det gør han, desværre bare 10 mtr. inde på naboens stykke, han ligner gaffelbukken jeg så i aftes.
Jeg forsøger at lokke forsigtigt med mit kald, bliver ignoreret, han er mere interesseret i ungt kød som han kan se og dufte og følger råen væk fra mig - slut på denne dags morgen.
Bent ser vist nok ikke ret meget, men han har drukket sin kaffe og fået frisk luft, og hans tanker er toldfrie, som han udtrykker det, hvis man vover at spørge...

Tredje dags aften Körsvik

Morgenerne har intet givet her i Sverige, rent udbytte mæssigt, så spørgsmålet er, om jeg kan lave hattrick, hvis man kan bruge det udtryk om skudte bukke.
Nu er alt sat ind på, at Bent skal få sin første buk, så han bliver placeret i et rent smørhul, som vi alle tre har været ude for at finde efter morgendagens jagt.
Der er kraftige veksler, gode friske fejninger overalt, jeg har set lille buk i nærheden 2 gange, vi så kæmpe buk på stedet under vores rundvisning dagen før bukkestart, og jeg havde ikke siddet på denne post, så chancen skulle, som alle andre steder, være der, også for Bent.

Jeg selv skulle “højt” op, faktisk op på det højeste punkt i området (90 mtr.) endnu et fantastisk terræn (som alt det andet) med opstart gennem tæt fyr/nåle træer med spor efter friske gnavninger af elg, udover fod og efterladenskaber, meget kuperet varieret, blåbær, tyttebær til slut på toppen med gode veksler, fejninger mere åbent med lav fyr.

Om formiddagen havde Anders og jeg haft en kort ekskursion herop, hvor jeg havde lagt en større kæp på den plads, hvor jeg ville sidde om aftenen.
Der skulle forestille at være en sti/veksel, der skulle lede mig på vej opad, men det var altså kun anden gang jeg gik vejen, og igennem så tæt terræn ligner den ene veksel den anden.
Jeg fandt til min egen overraskelse min kæp og derved min plads, satte stol + skydestok (juhu jeg havde husket den) filmede lidt med videoen, og satte mig derefter til at vente, med riflen pegende mod stedet, hvor jeg nærmest forventede bukken vil falde...ca 80 meter nedad det stenede terræn.

Efter de to foregående aftener føler jeg ikke, det er et spørgsmål - om han kommer... (bukken) men nærmere et spørgsmål om - hvornår han kommer.
Han kom, ja faktisk kom han lige nøjagtigt som jeg forventede det, der var ikke gået mere end en time, efter jeg havde sat mig, solen bagte stadig, temperaturen lå godt over de tyve grader, men bukken er desværre ikke så stor, som jeg havde håbet på, han falder uden at há opdaget hvad der skete, bladkuglen der sidder lidt tilbage, går skråt frem, hjertet bliver adskilt i små stykker...endnu en svensk gaffelbuk måtte bøje sig for mit ufattelige jagtheld.

Der lyder ikke andre skud fra de nærmeste terræner, jeg ved Bent sidder og bander i sit skæg, jeg er ikke ligeglad, jeg ønsker og be'r tit til at høre et skud fra hans riffel, trods det er jeg i mit es, jeg føler jeg ejer hele den jagtlige verden, har naturen i min hånd, “sæt mig af i et vejkryds” sagde jeg til Anders inden vi tog ud, “jeg skyder en buk alligevel”...

På nedturen med bukken bundet fast til min rygtaske, smeltede skoven sammen til en stor ens grøn masse.
Hvor skulle jeg gå hen? her var der ingen stier, et kompas havde været en stor hjælp..
Efter mange tvivlende skridt, havnede jeg mit i en kornmark, et par hundrede meter til højre for hvor jeg gik ind, men skidt, jeg fandt opsamlingspunktet og havde en god times venten i udsigt før Bent og Anders ville dukke op.
Bent og Anders levede begge op til min forventning, Anders kom kørende som den første, jeg kunne nærmest se bilen ryste sammen med Anderses hoved, men hans smil var stort, hans lykønskning varm og troværdig.
Da Bent kom luskende, levede også han fuldt op til mine forventninger, med skuldre der sad nærmere knæer end hoved, uden en kommentar, først efter en kop kaffe kom kommentaren “men så tillykke da.. da, da, er det så svært...for nogen ja, nogen bider i det sure æble, mens andre smager den søde frugt...

Fjerde dags morgen Søndag d. 19/8-01 Körsvik

HVEM HAR SKUDT, NÅR DER LYDER SKUD!!!

Nyt terræn, 500 tdr. land er et rimeligt stort område, det giver os mulighed for at se noget nyt hver dag.
Jeg er blevet placeret på et lille dige med nyslået græs op til skovområde på den ene side, den anden side er der højt tørt græs omgivet af skov.
Jeg sætter mig med front mod det nyslåede græs, skydestokken solidt plantet foran mig.
Det første dyr jeg ser denne lidt kolde, heldigvis vindstille morgen, er et lille ekkore (egern) der kommer benene hen af markvejen få meter fra mig... den smutter op i et træ, som egern har for vane at gøre.
Så hører jeg en mærkelig kaglen, jeg gætter på urfugles (orre) spil/leg...Anders giver mig senere ret i min formodning, det kan være unge enlige hanner der spiller.
Lidt senere kommer en lille ræv ind på det nyslåede græs, jeg følger den igennem riflens kikkert, skal, skal ikke? den går for en kort stund om på den anden side af skoven, og jeg beslutter at kommer den igen, skyder jeg, den ondtme fløjtme mig.
Han kommer igen den lille hanræv, stiller sig 65 meter ude, jeg trykker roligt og han smides til jorden, 9,7 gram kan vel vælte en elg - så ræven døde øjeblikkeligt....jeg lod ham ligge, klokken var ikke mere end seks (jeg havde skudt min første ræv nogensinde)
Efter et stykke tid vender jeg mig med min skydestok og beslutter mig for at koncentrere mig lidt om det andet stykke jord.
Tågen bølger her til morgen, det ene øjeblik er marken og jeg selv indhyllet i en tyk, tyk kold klam tågedyne, for øjeblikket efter at forsvinde som hvisket bort af en usynlig hånd.
I en pludseligt opstået klar lomme står der en rå, hun går roligt ude fra 150 mtr. og kommer ind ca. 40 mtr. fra mig - følger bukken efter?? Nej, hans kalden lyder fra den fjerne ende af marken - der kommer en kalden, nogen gange lyder den tættere på end andre - denne dybe stemme fra skoven - men ud vil han ikke...
Tågen slipper ikke sit tag i marken - og råen forsvinder roligt ind i skoven og “bjæffer” et par gange - derefter stilhed.
Riffel og kikkert er vådt af den tunge tåge...
Bent ser denne morgen et dyr, en buk? Rå? (han har siddet, (efter eget valg) hvor jeg skød min seksender)

Fjerde dags aften Karlstad d. 19/8-01

Hvis ikke alt før havde været sat ind for at Bent skulle få sin buk, blev det gjort her til aften.

Bent bliver tilbudt et luksus terræn hos Anderses nabo, Rolf, i udkanten af Karlstad.
Rolfes terræn ligger kun ca. 8 km. fra Anderses bopæl. Marken som Bent skal sidde ved minder i størrelse og udseende mest om en særdeles godt trimmet fodboldbane.
Tårnet på stedet er med sider og tag, og fastmonteret drejbar kontorstol. Et sted hvor Rolf (67) nyder mange af sine aftenstunder, uden vilje/lyst til at skyde den flotte buk (mindst sølv) som regerer i området. Bukken ses dagligt på terrænet, så det gælder bare om at vente, så kommer han sikkert frem.
Jeg bliver placeret knap en km. væk, med udsigt over et 50 mtr. bredt elledningsnet, med lidt for tætte træer/buske. Men jeg føler mig heldigvis også rimeligt mæt m.h.t. skudchancer...
Jeg ser, fra mit tårn, denne aften intet råvildt, men en utrolig flot elegant ræv, med meterlang hale og den hvideste halespids, fordriver aftenen med intens musejagt.
Jeg ved godt jeg burde have skudt ræven, riflen blev også afsikret, ræven blev fanget i kikkertsigtets klare skær, jeg trykkede bare ikke af...
Historien om rævefamilien der skulle fortære mellem 20 og 25 stykker råvildt om året sad og gnavede i mit baghovede, alligevel gik ræven her fri...hvorfor? ja hvorfor? Tanker er toldfrie...
Kl. 21.00 blev stilheden brudt af et skud, efter skudretningen og afstand at dømme kan det godt være Bent. Et kort minut efter endnu et skud, samme sted, hvad sker der, blev der afgivet fangstskud...?
kl. 21.30 bliver jeg hentet af Anders og vi snakker om skuddene vi har hørt, hvorfor 2 skud kan Bent have skudt 2 bukke ?
Vi mødes af en meget konfus Bent Jensen, han har anskudt - som han siger “sit livs buk”, da det er den første buk han nogensinde har skudt til, Bent er 50 og har som tidligere nævnt kun haft jagttegn i 3 år, er oplevelsen selvfølgelig ekstra tragisk...
Rolf har sluppet sin hund på sporet (racen er tax, ligner en dansk ruhåret gravhund) og vi kan høre hunden give hals (eller er det Rolf der gisper i forfølgelsen)
Anders placerer Bent og mig med riflerne klar, hvis bukken skulle komme for skud.
Desværre tyder Bents forklaring om træfningen m. skrig (fra buk) om et overskudt forløb, så bukken kan løbe ubegrænset langt, og Rolf har sin erfaring til trods, sat sin hun på fod efter kun en 1 time.
Dyret bliver jaget langt væk af den våbenløse Rolf og hans glammende hund, over trafikeret vej, hvorefter enhver eftersøgning bliver glemt for denne aften.
Bent har naturligvis den følelse mange af os kender alt for godt, ikke kun fordi bukken var så stor, men bare tanken om at have anskudt et stykke vildt (dagen efter viser, p.g.a. regn m.m., intet tydeligt schweiss, og det giver heller ikke resultat med kort søg)
Bent er fast besluttet om at opgive al jagt den sidste dag.
Et par gode historier, skyllet ned af et par øl + en enkelt whisky, overtaler dog Bent til at finde riflen frem også den sidste dag i Sverige.

Sidste jagtdag i Sverige Mandag d. 20/8-01

Bent og jeg mødes denne sidste morgen med Rune (en anden kammerat til Anders) på terrænnet i Skruvstad.
Kort fortalt skete der ikke meget denne morgen, der druknede i vedvarende regn...
Jeg stødte et enkelt stykke råvildt, Rune så et enkelt smaldyr, Bent så en kæmpebuk 300 mtr. ude dog inde på nabostykket + 1 ræv + 1 rå med lam...

Aften Sverige 20/8-01
Denne aften har Bent og jeg fået lov til selv at vælge terræn, imellem de samlede 500 tdr. land. Vælger den ene Körsvik, og den anden Skruvstad, er det ok på trods af afstandsdifferencen på 20 km.
Vi vælger dog begge Körsvik, jeg vælger at sætte mig i det flotteste af de terræner jeg har set, der hvor jeg skød min tredje buk, Bent vælger at purche (det har jo givet fantastiske resultater indtil nu) og sidde lidt på terrænet, “smørhullet” (hvor jeg ikke har været, det ville jeg ellers gerne)....

Jeg oplever at støde elge på vej op (jeg ser dem ikke men hører klart deres trampen), på min plads på toppen bliver jeg næsten torpederet af rå i spring, efterfulgt af 2 lam, hun slår hårdt bremserne i da hun ser en uvant forhindring, men registrerer ingen fare, viger stille udenom.
Nedturen går perfekt, desværre uden buk på ryggen, men jeg kommer ud, hvor jeg gik ind.
Bent får ikke skudt sin første buk, jeg kunne nemt havde ondt ham en buk, men som jeg også forsøgte at trøste ham med, ville det næsten også være en skam (bla ,bla ,bla) om han havde fået sit “livs buk” som den første, hvad havde han da at glæde sig til???

Turen hjem Tirsdag d. 21/8-01

På færgen stødte vi på tre af de fem andre vi fulgtes med op. Niels og Jørns søn tog hjem allerede i Søndags.
Jørn og Poul havde hver skudt en gaffelbuk, så det understregede endnu mere mit “held”, syv mennesker, 5 bukke hvoraf jeg havde skudt de 3.

Jens-Arne, Danmark, 2001

EFTERSNAK

Selv om jeg syntes jeg har skrevet meget om denne Sverigestur, har jeg ikke skrevet om den aften vi var ude at se efter elge. (vi så 2 tyre en 20 takker og en lille 4 takker)
Jeg har ikke skrevet om den sidste eftermiddag, hvor vi så bukke overalt under vores køretur til jagtmarkerne, de stod alle steder, hvor der var græs, efter det havde regnet hele formiddagen.
Jeg skriver heller ikke om hvordan Bent med rystende nerver får tjekket om hans riffel kan ramme denne sidste eftermiddag, det gør den uden problemer.
Jeg har ikke beskrevet de hyggelige aftener på terrassen i Karlstad, hvor vi rundede en begivenhedsrig jagtdag af med een øl og een enkelt whisky/dr. Nielsen, men ikke mindst med en snak svensk og dansk på kryds, med vittigheder og udveksling af jagthistorier.
Jeg har heller ikke skrevet om, at vi ikke på noget tidspunkt glemte, at vi var kommet for jagten og naturoplevelsens skyld, vi drak ikke mere end 3 genstande, vi fik søvn hver nat.
Mest spændende historier når Anders berettede om jagten på deres største dyr Elgen.
Jeg har forsøgt at beskrive noget, noget der ikke kan beskrives, hverken af tekst eller billede, denne svenske natur, storslået uden at være skræmmende, den skal opleves...
Jeg har ikke skrevet om, hvor lidt jeg blev generet af myg, undtagen den sidste aften hvor myg, men især de små sorte fandner der gnaver sig ind i panden, plagede mig.
Jeg har heller ikke skrevet om den daglige dag mellem morgen og aftenjagten, det var jo typisk spise, sove, spise i de få timer inden vi skulle afsted igen....
Der er sikkert masser af andre detaljer jeg ikke har fået skrevet ned, de må så dukke op i min erindring af og til, eller blive glemt som ubetydelige...
Som jeg sagde i afsked til Anders, var han den flinkeste Svensker jeg havde boet hos (også den første), men han var flink på alle måder, når han talte med konen, venner m.m. i telefon, aldrig højtrøstet, altid stille, venlig og imødekommende.
Min opfattelse af denne svenske familie var klart, at rengøring, madlavning måske ikke blev prioriteret særligt højt, det drejede sig mere om at slappe af, når man havde fri, og så klare den almindelige daglige trummerum når det var allermest nødvendigt.
Da vi satte os ind i bilen for at køre hjem, fik jeg nærmest hjemve, på forskud, til Sverige, jeg var sikker på, at det ikke var sidste gang, jeg ville komme på jagt i dette land.
Hvis økonomi, kone m.m. ellers tillader det...er jeg her igen den 16 August 2002.

P.S. Jeg har mailet med Anders, han skriver at Bents buk allerede om fredagen, 4 dage efter at Bent havde skudt til den, var vendt tilbage til Rolfes marker uden synlig skade.
Så det må have været et tapskud, der havde slynget bukken til jorden...