Årets Svenske buk nr. 2 HESTEFOLDEN

Søndag d. 18/8 var der kun to jægere der havde licence to kill a roebuck.
Torben og jeg.
Vi er tilbage ved min teori om valg af pladser.
Jeg gør det ikke bevidst, jeg gør det fordi det er spændende...
Og sådan er jagt 100% for mig, okay 95% for mig, jeg skal ikke gøre mig hellig, jeg kan også sagtens finde på at gå efter en buk vi har set fra bilen..men jeg foretrækker at gå ind og lade mig overraske..
Vi har en lille spændende plet, vi kalder det for hestefolden, fordi der for år tilbage gik heste derinde.
Jørn og Torben har hver skudt buk på stedet, så to bukke på 11 år er ikke meget.
Jørns blev skudt for 7 år siden, en gammel retur buk, Torbens året efter, en etårs gaffel..
Siden har vi ikke haft held på stedet.
Vi sidder her højst to gange på en ”sæson”
Sidste år var Torben ved at blive overpisset af myrer, de dumpede ned fra birketræet stigen stod op ad, så bruneringen på riflen tog skade.
Jeg satte mig midt på stedet, og der er meget vådt, efter hestene er kommet væk, så jeg var ved at blive ædt op af myg..
Sidste år var der ellers alle tegn på aktiv buk med ”heksering” (bukkens ottetals løb efter råen) og fejninger overalt.

I år havde vi flyttet stigen, jeg var sikker på det var en forbedring.
Vi så dog ingen fejninger, ej heller heksering i år.. men der burde være buk.

Jeg læste i et blad oppe i Sverige, jeg tror det var et svensk jagtblad, at bukkens syn er ligeså godt om natten som om dagen..
Ja, det undrer mig altså lidt, for de ekspert bøger jeg har læst, meldes der altid ud, at råvildtets syn er temmelig dårligt.
Bukken er farveblind og den ser dig nærmest kun, hvis du lave pludselige bevægelser..
Og et dårligt syn om dagen, er nok heller ikke bedre om natten.
Alligevel gik jeg nok lidt mere forsigtigt ind på min lange vej til Hestefolden.
Stille er svært at gå, når mudret ler og lange strå smasker mod ens støvler.
Jeg forsøgte dog at snige mig frem som en ninja..og jeg kom da også frem til den lille lysning uden at blive skældt ud.
Forsigtigt kom jeg frem til den lave stige, som en amatør lykkedes det mig dog i den snævre ramme i toppen, at lave lidt støj med kolben på min riffel..jeg bandede i mit stille sind (der kunne jeg godt være lydløs)
Der smådryppede denne mørke morgen, men de langt udhængende grene i det høje grantræ, var en perfekt paraply over jægeren i stigen.
Dette er for mig indbegrebet af rigtig bukkejagt.
Liste frem til sin plads i mørket.
Spændingen der fylder din krop.
Hvad viser sig når lyset bryder frem, hvilke dyr paserer din vej..det er så intenst, at jeg ikke kan beskrive det, man skal være der.
Sådan sad jeg længe, brugte min kikkert for at afsøge kanterne rundt, den kræver ikke så meget lys som mit blotte øje.
Der var helt stille, og sådanne tider lukker jeg ofte mine øjne, tager luften dybt ind i lungerne, for at opnå maksimal nydelse af nuet.
Disse stunder må tiden godt gå helt i stå..
Regnen gjorde at morgenens gry trak ud, det gjorde blot sansynligheden for, at der pludselig ville komme dyr frem, for at nyde det første stilstand i vejret endnu større, men intet skete.
Jeg brugte mine bukkekald lidt på skift, forsigtigt i forskellige retninger, afventende, stadig ingen dyr..
På et tidspunkt var jeg ikke i tvivl.
Der listede et dyr rundt inde bag mig.
Når man sidder i 2½ meters højde, er man næsten på jordniveau, så ørerne opfanger alt.
Jeg bildte mig også ind, at jeg kunne fornemme duften af råvildt, men der er så mange dufte i en våd skovseng, så hvem ved, jeg kunne bare have fantaseret, mens mine øjne var lukkede, og jeg blundede en smule.

Nå, nu havde jeg ventet længe nok.
Franz Albrecht!! Den unge tyske jæger, bukkespecialisten, ja for fanden, hvordan var det nu han lokkede buk.
Han giver jo bare lokkekaldet fuld gas.
Jeg tog min Nordic Roe imellem læberne/tænderne.
Lavede råen kontaktlyd, sendte den i alle retninger, med tre sekunders mellemrum, kaldte mindst tredive gange..og pludselig, så kom han frem.
Forsigtigt listede han ud til venstre for mig, jeg nåede at se det var en buk, førend han forsvandt bag et par træer der stod ude i det fri.
Jeg gav et par forsigtige piv..selvom det nok ikke var nødvendigt, hans dage var talte..hvis ellers han ikke var en etårs buk..
Riflen var kommet på plads nu skulle han bare tage et par meter frem, så var han fri til skud.
Der kom han, stadig forsigtig, i tvivl..
I tvivl var jeg dog ikke, kropsholdning, halsens tykkelse, han var ikke ung, jeg fangede bukken i min kikkerts kryds, bukken opdagede ikke, at han sikkert for første gang i sit lange liv begik en fejl.
Det blev også hans sidste.
I skuddet røg bukken til jorden, han var væk.

Puuuuh.. jeg kunne puste ud, og nu rystede kroppen..bukkefeberen ruschede igennem hver en nervetråd.

Lars fra Vojens havde sendt mig en sms kl. 06:42
En lidt længere smøre hvor han spurgte til vores bil og til vores jagt, samt fortalte lidt om sine egne møder med bukke de første dage i Sverige..

En halv time senere, kl. 07:13 skrev jeg en mindst ligeså lang smøre tilbage, min mobil var jo på total lydløs, jeg har nok blot rutinetjekket ,om der skulle være kommet indgående smsér..
bl.a. skrev jeg flg. : ”Har siden 4.25 siddet i en gammel hesteføle (der skulle have stået fold). Har (her) burde komme råvildt. Tidligere er der set meget gode bukke også her. Brunsten binder dog bukkene hårdt til de enkle råer, så de lader rig (sig) ikke lokke en meter... Knæk og bræk”
Det er klart, at når man sidder i en snæver stige, og ikke må bevæge sig, så vil der komme stavefejl..

Der gik ikke mere end 8 minutter førend jeg sendte min næste sms til Lars :
Kl. 07:21 ”Det kunne sgu godt lade sig gøre.. Gav nordic roe god gas og bukken kom...”

kl. 07:23 Lars tvivlede ikke på mine evner som skytte og skrev ”Tillykke var det en stor? Jeg lokkede 2 mellem/unge bukke her til morgen, men ellers har de også været bundet til råen her. Hvad fejler bilen?”

Ha, ha, som om jeg ville snakke om bil nu, jeg fløj rundt på en lyseblå sky..tåbeligt spørgsmål Lars :-)

Jeg ignorerede også spørgsmålet, så det sikkert ikke, jeg var i en tåge af bukkefeber.
kl. 7:27 ”Jeg ryster lidt..fed oplevelse..skal vi sige at oplevelsen for mig kommer før trofæets størrelse? :-) du får et billede om lidt..” - ”og tak forresten”

Og så sendte jeg billedet, eller forsøgte, jeg ved ikke om det røg igennem, for jeg hørte ikke mere fra Lars denne morgen.
Måske han var skuffet over jeg ikke havde ventet med at sende mit skud nummer to afsted, førend den store guldmedalje buk stod foran mig..
Men jeg mente hvad jeg skrev, for mig kommer oplevelsen før trofæets størrelse, sådan håber jeg, at jeg vil have det resten af den tid jeg tør kalde mig for jæger...

Torbens buk nr. 2

Nu kan i kraftedeme godt komme og hente mig
Jeg ved godt at kraftedeme er et grimt udtryk, og har sit udløb ”kræftædemig”, men det er nu engang sådan Torben indleder sin sætning med, det har han altid gjort, og det skal der ikke laves om på.
Jeg kørte Torben ned på Damengen kl. 16.45.. jeg vidste Torben havde en aftale dernede på hans favorit mark.
Det havde regnet hele dagen, og det fortsatte muligvis aftenen ud, men som man siger, der findes ikke dårligt jagtvejr, der findes kun dårlig jagtbeklædning.
Torben havde ikke regntøj med, så man måtte håbe han ikke skulle sidde 4 timer i silende regn.
Der var dog lidt huller i skyerne, Torben måtte finde et af disse huller og sætte sig under.

Da Torben kommer ned ad vejen spotter han dyr langt ude på det store engareal.
Dyrene, to styk, sikkert en rå og en buk går tæt.
Der er kun en ting at gøre, og det kan ligeså godt gøres med det samme, Torben må indlede en lang pürsch.
Over til modsatte side af marken, en omvej på næsten 500 meter, og så 500 meter ud for at komme i vinkel med dyrene, håbe de bliver der, derefter 300 meter ind til det der egentlig er dammen på marken, hvor der står et gammelt tårn (fire pæle med en plade på)
Omkring dammen er der høje siv og lidt pilebuske, så hvis vinden ellers er god, burde Torben kunne komme tæt nok til skud.
Torben ser at bukken er rigtig fin, minder lidt om medaljebukken han skød sidste år på samme mark.
Da Torben er ca. 104 meter (rundt regnet) inde på bukken tør han ikke pürsche tættere på.
Bukken der ellers har ligget ned har nu rejst sig.
Han aner uråd, men i den silende regn er han meget desorienteret..
Det lange togt mod bukken havde ikke kunnet lade sig gøre på en solskinsdag..
I sekundet bukken stiller sig med siden til falder skuddet.
En høj kugle der sender bukken til jorden i samme øjeblik den træffer.

Torben lukker og slukker for bukkejagten 18/8 2013 kl. 17.35, tager sin mobil, ringer til mig og morer sig sikkert over at gentage sidste års melding ”Nu kan du kraftedeme godt komme og hente mig, for jeg har skudt buk...”
Og jeg morede mig mindst ligeså meget over at have fået beskeden, og satte straks bilen i gear.

Jeg kan ikke huske det er sket før, at alle 4 jægere har brugt deres ration efter 3 dages jagt.
Jeg tror vi i år var meget heldige, brunsten var intens de første 2-3 dage, vi kunne se at den var klinget af på markerne rundt om os, eller så hang det sammen med at de gode store bukke var blevet skudt :-)