BUKKEJAGT SVERIGE 2019 del 1

Bukkejagt Sverige 2019 del 1.

Årets bukkejagt i Sverige prøver jeg at beskrive med ærlighedens briller.

Det vil sige, jeg pynter ikke på oplevelserne, jeg fortæller hvordan turen har været, set med mine øjne.

Normalt er jeg også ærlig, men det kan da godt være, der er ting jeg undlader at skrive om.

Og det vil der bestemt også være i denne beretning.

Vi som jægere skal på ingen måde gøre os værre eller bedre end andre mennesker...vi er som mennesker generelt er.. forskellige..

Så når jeg kommer med kritik, så er det ikke for at pudse min egen glorie, heller ikke for at hænge nogen ud, jeg konstaterer blot, og fordi jeg ikke er enig, er det ikke fordi jeg nødvendigvis har ret.

Vi er kommet på samme areal i Sverige i 18 år nu...og fantastisk som det kun er området der ændrer sig, vi jægere ser ikke en dag ældre ud..dog kunne Jørn i år konstatere, at en stige der har stået op af det samme træ i alle år, i år var blevet noget mindre..svært at klemme sig op i..

Det må være alt det vand der er kommet, der har fået radius af stigen til at krympe.

Som vores udlejer lidt spydigt kommenterede ”Det er rart I danskere er i så dårlig forfatning, det for os svenskere til at se lidt sundere ud..” … ”så så ..” svarede jeg ”jeg siger aldrig noget ondt om nogle pga deres nationalitet..”

Vi danskere kan der let i Sverige skeles skævt til, og det er ikke pga vores kondition..

Jeg vil dog sige, at der er sket en markant ændring på de 19 år jeg er kommet i Sverige.

Jeg ser praktisk taget ingen fulde danske jægere på færgen på vej til Sverige, heller ikke nogen der er fulde på vej hjem.. (dem så jeg for 19 år siden)

Og generelt virker vi danske jægere taknemmelige for vores mulighed for at jage buk i det Svenske.

Denne jagtmulighed er ikke en selvfølge, da jeg også indenfor de sidste år har kunnet konstatere at den svenske jæger har fået mere fokus på jagten på råbuk..måske fordi elgbestanden er gået generelt tilbage, så er det faktisk blevet noget sværere at finde god bukkejagt i Sverige.

Og råvildbestanden har generelt også været tilbagegående de sidste 20 år i Sverige, der er længere mellem snapsene.

For mig er det at komme på bukkejagt i Sverige dog stadig årets absolutte højdepunkt.

Men jeg har aldrig taget oplevelsen som en selvfølge, hverken mht om jeg har penge til turen, eller om jeg er velkommen som jæger.

Jeg håber dog fortsat at der er backup på begge punkter, ellers ville mit liv som jæger blive alt for fattigt...og ja..som menneske lever jeg som jæger..og kunne jeg forestille mig aldrig mere at gå på jagt? - alt kan lade sig gøre, men så længe helbredet er til det..så vil jeg sikkert stadig gå på jagt.

Følgende omtale om riffel på biltag, kommer med, da vores udlejer opfordrede mig til at skrive om det, i håb om at vi som jægere, ikke bare som danske jægere..men som jægere generelt, tænker os om, hvordan vi lige går og ter os..man ved jo aldrig, hvem der overværer vores handlinger.

Riflen ud fra bagsædet i bilen, og op på taget af bilen, så er man klar til skud...

Bilen mødte de tre andre, da de skulle hente mig, solen var for længst gået ned, men i Sverige må man jage til en time efter solnedgang, men fordi man må, er der ingen der siger man skal..og vi vil på mit hold gerne have en smule lys, efter vi har afgivet vores skud, så derfor slutter vores aftenjagt kl. 21.15..selvom vi i princippet må skyde til ca. kl. 22.00

Hvis vi skulle lave en anskydning, eller bukken ikke lige ligger på skudpladsen..så skal der være en margen at løbe på, syntes vi..

Da jeg var blevet samlet op, og bilen var vendt, var bilen de andre mødte nu parkeret i modsat retning, kun ca. 200 meter fra vores jagtmark, og vi kunne se det var danske jægere.

Vi ved vi har danske naboer til meget af vores jagt, der er på godt 1000 ha skov og mark.

Riflen ud fra bagsædet, og op op taget..

Vi så først bevægelsen da vi stoppede op ved siden af vores danske naboer.

Vi ville høre om de havde set buk, og evt skudt noget denne aften.

Med ordene ”Kør videre for fanden, der er en buk..” skyndte vi os noget paffe videre, Jørn, der sad bag rattet, havde knap nået at rulle vinduet ned...før de skarpe ord kom ham i møde.

Jørn burde vel lige have sagt..”Hov hov kammerat bladfjeder, hvad har du lige gang i der..”

Men sådan er det vel tit, man bliver mundlam over at se og høre det uventede.

På passagersædet nåede vi at se skyttens kammerat sidde med nedrullet vindue, og med kikkert for øjnene, mens chaufføren lagde an til skud.

Men ret skal være ret, vi hørte ikke noget skud,, så om bukken nåede at forsvinde inden skuddet blev afgivet, det melder historien intet om.

Men ingen af os fire i vores bil var i tvivl om skyttens hensigter, og det i sig selv var for os en beskæmmende oplevelse.

Jeg berettede et par dage senere oplevelsen for vores svenske udlejer, og han sagde..

”Jamen det er jo ulovligt at jage på den måde”

Offentlig vej (godt nok en typisk svensk grusvej) og en stille vej, men alligevel..

”Var det tyske, norske, svenske eller danske jægere” lød spørgsmålet fra vores svenske ven.

”Tyvärr må jeg indrømme, at det var danskere..” svarede jeg næsten brødesbetynget.

Ja, jeg ved godt jeg kunne gøre som min gode jagtkammerat og kortkammerat Jesper, der bare mener man bør trække på skulderen, og skulle de blive taget på fersk gerning, jægerne, så skal de nok få deres straf...

At trække på skulderen er jo også let at gøre.

Jeg tænker bare, at beskeden om at en buk ikke for enhver pris skal nedlægges, og samtidig tænker jeg også som nabojæger, hvor mange bukke bliver der skudt på denne måde, hvor går grænsen?

Vi på mit hold har et maks antal bukke vi må tage med fra vores marker, har naboen de samme begrænsninger?

Og nej, jeg er ikke misundelig, vi skyder rigeligt med bukke, nogle gange bruger vi kvoten op, andre gange ikke, og jeg håber da også andre jægere gør det samme, danske, svenske eller tyske..men det skal foregå på en ordentlig måde syntes jeg.

Hvad er målet med bukkejagt?
Er målet at prale af en stor buk?
Er målet at prale af en stor parade af bukke?
Er målet at kunne fortælle og huske en god historie, uanset bukkens størrelse?

Jeg ved godt, at når kammerater kommer på besøg, så falder blikket oftest på den største buk.
De gider knap bruge tiden på at høre den gode historie om den mindre flatterende buk.
Men for min egen skyld, så nyder jeg at huske tilbage på den gode historie, mere end jeg nyder at lægge panden mod den store buk, der måske faldt alt for let for min kugle og min begærlighed.

For begærlighed, er også det der er ved at drive os som mennesker for vidt, syntes jeg.

Jeg sammenligner jagt med os som mennesker i almindelighed.

Jagten ikke kun på en råbuk eller andet vildt vi kan vise frem.
Det kan også være jagt på vores status i hverdagen, for nogle jagten på den perfekte græsplæne, det perfekte hus med flotte rammer udvendig som indvendig.
Jagten på det smarte tøj og den flotte bil.
Mange gider ikke høre om, hvordan du nåede frem til dit mål, vi vil blot se resultatet.

Ligesom den muskelsvulmende jæger på nettet der fremviser 5 store svenske medaljebukke.

Uden historie vises de store bukke frem på facebook.

Det giver mange likes og sikkert også mange beundrende blikke.

Ingen spørgsmål til de store overarme eller de flotte bukke der ligger der.

Hvordan er jægeren nået frem til det flotte resultat?

Det er vel holdningen, at for at skyde disse bukke, så har han afskudt korrekt de foregående år (selvom det er første år han har jagten, det ved jeg) .. ingen spørgsmål til markerne, var det på dyrkede arealer, hvor stort er arealet og så videre..nej kun positive likes..og det er dettte vi alle jager, er det ikke? positive likes..

Jo..forresten var der en der stillede spørgsmål til arealets størrelse...300 ha. lød svaret

Ja hvem stiller spørgsmål, når bare det vi lægger op er værd at kigge på?

Og jagten på det perfekte skæmmer også mange af nutidens kvinder, med strutmund og kunstige bryster viser de sig frem (ikke et nyt fænomen, ligesom at skyde buk, det har vi gjort i tusinder af år)

Men den form for jagt på ”likes” er jeg altså modstander af.

Den smukkeste kvinde er hende, der er stolt af at være sig selv.

Men nu har jeg jo lovet at være ærlig, så når jeg lægger noget op på facebook, så kan jeg ikke sige det ikke varmer, når der kommer et par likes..

Diskussionen om den store buk og alder, korrekt afskydning og så videre..

Vi er som sagt nu kommet på det samme terræn i Sverige i 18 år.

Det giver os godt kenskab til området, om hvad der rør sig, både af råvildt, ræv og elg.

Råvildtbestanden er stabil, vi kan se lidt variation i, hvor mange lam råen går med fra år til år.

Vi kan også se størrelsen ændre sig for år til år, ikke kun på bukkene, men også på råer og lam.

Elgbestanden, for at tage den først, så så vi kun én elg i år, totalt fire mand.

Og det er uden diskussion det mindste antal nogensinde.

Så historien om elgene er let overstået, førhen var der alt fra havre, byg/hvede, ærter og kraftig nysået og højt rødkløver på markerne.

I dag står der højt græs til over knæhøjde, de steder der er græs.

Andre steder hvor kreaturerne har græsset, eller græsset er slået, så er der langt imellem kløverblomsterne, hvis vi overhovedet kan finde en rød eller hvid af slagsen mellem det grønne græs.

Flere af de små lommer i skovene, hvor der før også blev dyrket havre, og hvor vi altid så elge, der er der nu enten højt strid græs, men de fleste steder er der blevet sat nye træer, og hvor er føden så henne?

Vores udlejer er storbonde, og efter hvad jeg hører i snakken blandt naboer, så har hans dyrkning eller mangel på samme, af de store marker, stor effekt på hvor meget vildt området kan præstere.

Nu er dette skriveri kun envejs kommunikation, så mine udsagn står uimodsagt hen.

Men jeg ved, at det er mere tidskrævende og mere bureukratisk/besværligt at dyrke afgrøder på sine marker, end blot sætte nogle træer i jorden, og så vente 25 til 100 år på, at de skal fældes.

Og med de mange jern i ilden som vores udlejer har, så tror jeg desværre han vælger den ”letteste” løsning, og for os som jægere, kan vi se effekten deraf.

Lad mig sige det med det samme.

Vi har aldrig haft de store problemer med at skyde de 6-10 bukke på fem dages jagt i det svenske, fordelt på 4 jægere vel at bemærke.

Første år vi kom, havde jagten aldrig været udlejet før, det var i 2002, kun Torben og jeg var afsted, vi skød 3 bukke hver..jeg skød min tredje buk på den femte dag kan jeg huske..Torben sine 3 på to dage.

Årene er gået, og vi kan se hvordan toppen af poppen glimrer ved sit fravær.

Min største svensker på 110 point skød jeg i en skovrydning tilbage i 2012, tæt på dyrkede marker.

Den største buk vi 4 jægere har skudt på markerne, sølvmedalje, skudt af Jørn i korn ligeledes i 2012..2012 var et godt bukkeår, men alle markerne var dyrket..korn eller kløver.

Vi har alle år skudt gamle bukke, bukke over 5 år.

Vi har også skudt unge bukke, bevar mig vel, vi har også skudt dårligt opsat bukke, kort sagt, det har været os der har besluttet, hvilken buk vi har villet skyde.

I år var ingen undtagelse, en buk på 107 point skudt på en nyslået kløver/græsmark blev årets største, skudt af Torben.

En ældre buk på små 100 point, skudt i højt græs, helt nyplantet lærk...naboen har store kornmarker.

En enkelt buk i meget dårlig stand, kun en lille stang, lav kropsvægt 14,21 kilo (gennemsnit i år lå på 18,87 kilo) største vægt var 20,51 brækket vægt.

Generelt var 2019 et gennemsnitsår, når det gælder trofæstørrelse, i blandt dem vi skød.

Men vi plejer at se flere større bukke, som vi ikke får med hjem..de manglede simpelthen på markerne.

Det kan naturligvis skyldes, at brunsten var slut.

Men det var den ikke, vi så meget brunst, men det var ikke de helt store bukke der rendte efter råerne..jo, vi så enkelte store sammen med råer, underligt nok i højt korn på marker vi kørte forbi til og fra jagt.

Råerne var også lidt klejne, værre så det dog ud med de meget små lam.

Det er jo således, at det ikke kun er bukken der bestemmer afkommets udfald, råen bærer 50 % af de arvelige egenskaber, især kropsbygning og vægt.

Heldigvis så vi godt med lam, råer med to lam så vi flere af.

Af ræve skød vi kun én, hvilket også er lidt lavere antal end vi plejer, vi plejer at se en del, men vi ved der bliver gået godt til rævene om efteråret og om vinteren, så det er positivt.

Min påstand er, at det er meget afgørende for en sund og stor råvildt og elgbestand, at så marker som muligt der er i et område, bliver dyrket, især i områder med meget skov.

Vi ser det jo også herhjemme.

Hvor skyder man den store buk eller det gode store sunde stykke råvildt?

Det er hvor afgrøden er bedst, år efter år.

Hvilket bord ville vi som mennesker kæmpe om at sætte os ved?

Det med det flade rugbrød eller det højt belagte?

Og hvem ville vinde retten ved det gode bord, hvis vi skulle kæmpe om pladsen?

Jeg syntes der findes meget logik i spørgsmålet om størrelsen på en vildtbestand, og det udmunder sig også i størrelsen på trofæ.

Men mange drejer snakken hen på korrekt afskydning eller ej.

Min påstand er, at på de kæmpe arealer vi bevæger os på 4 mand, 5 dage om året..der kan vi ikke skyde forkert.

Der vil være store bukke imellem år efter år, hvis afgrøderne er til det..end of story.

Men lad nu tre små beretninger fjerne fokus på størrelse, og skifte til det der i mine øjne er aller vigtigst når vi går på jagt.

Jagtoplevelsen...

Svensk buk nr. 1 2019

Vi ankom med ca halvanden times forsinkelse med færgen til Gøteborg.

En mand på færgen fik muligvis hjertestop, og ja..vi var nysgerrige, men vi blev på vores pladser på færgen, og vi formoder der kom en hellikopter og at vi derfor lå stille på søen i et par timer, derved forsinkelsen.

Så vi kom ikke som planlagt til vores marker til solens opgang.

Men selvom vi lidt senere end planlagt passerede nogle af vores åbne marker, så fik vi en af turens største øjeblikke, da en meget flot ældre buk, essede på det stykke vi kalder skovrydningen, faktisk er skovrydningen fra 2003 nu høj tæt skov, men marken op til, der i flere år er blevet afgræsset af fedekvæg, stod i år frodig og grønt (som sagt mest græs, meget lidt kløver) .. men her gik den fineste 6 ender (Torben skød bukken d. 16 om aftenen)

Mens vi beundrede det flotte dyr, løb en anden buk efter rå i kanten mellem skov og mark, og det fandt pladsbukken sig ikke i, så i store spring blev den formastelige smidt på porten..væk var de to bukke og det attråede stykke hundyr.

Vi ankom til vores ”bopæl” som i år var på luksus-vandrehjem.

Sidste år var vi på campingplads, det var lidt snævert med pladsen, men det gik.
I år skulle vi bo ca. 9 kilometer fra vores marker, og det var også til at overleve, det med afstanden, selvom vi klart foretrækker at bo midt i vores jagtområde, det giver en anden frihed og en anden ro..men de to huse vi tidligere har boet i, var desværre langtids udlejet.

Vores første valg, var at trække lod om rækkefølge til at vælge hvilket værelse vi ville bo i, der var et stort flot værelse til hver.

Jeg går ind for dette retfærdige selvvalg, så ingen føler sig snydt, jeg trak nr. 2 og valgte værelset med den største seng, jeg glædede mig allerede til at sove deri..

Efter et lidt lettere måltid, sov vi til middag, det var ikke blevet til meget søvn på færgen, med afgang kl. 22:30 fra Frederikshavn onsdag d. 14/8 og ankomst kl. 03:45 i Gøteborg (planlagt til kl. 02:10) .. vi ankom først på vandrehjemmet kl. 07.45 ca.

Vi har de sidste år haft 4 alu stiger med til Sverige.

Det giver os mulighed for at sætte stigerne i det foranderlige terræn, på steder vi mener, der kun kan skydes buk, hvis vi kommer lidt i vejret.

Stige 1 : På Rønningen hvor vi de sidste 6 år har skudt buk, i alt 13 bukke på 17 år

(i år skød Jens-Jørgen buk fra stigen, d. 16 om aftenen)

Stige 2 : I skovrydningen

(i år skød Torben årets største buk d. 16 om aftenen)

Stige 3 : Autostolstårnet

(i år skød Jørn buk d. 16 om aftenen fra denne stige)

Autostolstårnet var i år blot en bunke brædder og et alutag..så godt vi havde en stige med..

Stige 4 : Damengen

Jeg har skudt buk 4 år i træk fra denne stige, ville jeg mon gøre det for femte år i træk?

Da vi havde været vores marker rundt, og konstateret hvor der var aktivitet og hvor der ikke var, vi havde sat de fire stiger op, og ja..jeg var ligeglad med om jeg trak nummer et eller fire i kortene når vi kom hjem, for der var mindst 7 steder der gik buk...så det ville være hip som hap..

Over kaffen trak vi lod om rækkefølgen til at vælge plads på premieremorgenen.

Jeg trak nr. 3 .. så chancen for at skyde buk femte år i træk på samme plads var ikke stor..men jeg vidste godt, at synet af to gode bukke d. 15 om morgenen, lokkede Torben der trak nr. 1..og ganske rigtigt, så valgte Torben sig at sætte sig i Skovrydningen.

Jørn der havde trukket nr. 2..har en forkærlighed til Sølvbuksplads. (Jørn har med stedets første nedlagte buk, skaffet marken navnet, og selvom vi har skudt 9 gode bukke på marken, så er Jørns store sølvbuk fra 2005 stadig den største der er skudt her.

I år var der for en gang skyld ikke kreaturer på denne mark.

Det har igennem årene været et af vores bedste marker, der har stået kløver, korn og ærter, men de sidste år har der gået kreaturer på marken, og det har råvildtet ikke været helt vilde med.

I år stod græsset højt, meget højt..der havde ikke været kreaturer på græs siden sidste efterår, og græsset har ikke været slået siden.

Jørn valgte Sølvbuksplads, og skød en enhjørning..(buk med kun en stang)..

Jørn så derudover flere dyr, deriblandt en buk, han vurderede til ca. 90 point, tydelig i brunstleg, men et par råer lå på mellemhånd, og umuliggjorde en purch på den store, så den mindre buk der trådte ud med siden til, blev morgenens og dermed turens første buk.

Jeg fik med mit kort nr. 3 mulighed for at vælge Damengen, og det valg var ikke svært, selvom Autostolstårnet var tæt på at vippe Damengen af pladsen, så valgte jeg konservativt...

Jens-Jørgen valgte som nr. 4 Rønningen, og han så flere dyr den første morgen, bl.a en mindre seksender i brunst efter rå, men han syntes ikke den var stor nok, så lod bukken gå til om aftenen d. 16. hvor den åbenbart havde vokset sig lidt større i løbet af dagen...

Premieremorgenen

Som altid ringede vækkeuret alt alt for tidligt..kl. 03.00

Men det var overraskende let at svinge benene ud over sengekanten, jeg havde nydt en god nats søvn i min tilpas hårde king-size bed.

Og modsat derhjemme, var der ingen radiatorrør der bankede, ingen hund der peb, eller andre i huset der snorkede..der var gode vægge imellem de fire værelser (plus det der var beboet af en kok) jeg havde sovet som en sten i ca. 4 timer.

Vi var alle fire friske da vi kvart over tre sad ved morgenkaffen.

Men ikke mange ord røg der over bordet, vi var så spændte, at det nærmest slog gnister på tværs af bordet, selvom vi prøvede at skjule vores følelser..jeg selv havde det som da jeg var lille, og jeg sad ved risengrøden, kort tid før vi skulle danse omkring juletræet..håber det er sådan mange år endnu.

Den dag jeg bare har lyst til at sove videre, da stopper jeg nok med at gå på jagt.

Det var ligesom om, jeg først da vækkeuret ringede, blev klar over, at vi havde lidt længere end normalt til vores jagtmarker, så jeg sagde til mine kammerater, at hvis vi var klar til afgang kl. kvart i fire, så ville det ikke gøre noget, fire mand skulle på plads, og der gik mindst et kvarter før første mand kunne slippes ud i den stadig mørke nat..Jørn på Sølvbuksplads..derefter mig på Damengen, Jens-Jørgen på Rønningen og til sidst Torben ved Skovrydningen.

Sidste år var jeg sidste mand, og havde derfor bilen.

Jeg husker det tydeligt..jeg havde ikke siddet mere end godt 5 minutter i stigen, før bukken kom gående direkte imod mig..jeg håbede ikke det samme ville ske i år, det må ligesom i Fakta, gerne tage lidt mere end 5 minutter før skuddet lyder..

I år var jeg som sagt nr. 2 der skulle sættes af, perfekt.

Vejret var godt, ikke for meget blæst.. (der blæste senere en smule op) ingen regn..den hang dog i luften..men græsset var dejligt fugtig, så jeg kunne komme næsten lydløs frem til stigen, selvom den stod i det diamentrale modsatte hjørne, end jeg ankom til marken..

Jeg havde afsøgt marken, så godt man nu kan gøre, når solen stadig sover, månen hjalp mig en smule.
Jeg kunne intet liv se igennem min kikkert..så der var kun en vej, den direkte vej til stigen.

Jeg føler mig tit som en nybegynder på jagt.

Flere gange var jeg ved at falde i de tuer og huller der gemte sig i det høje græs.

Hvorfor kan jeg ikke altid bare snige mig frem som en usynlig ninja ha ha.

De nyplantede træer på marken, er sat ned på følgende måde.
Først har en gravko taget en grebfuld jord, og lagt jordet i en bunke.
Derefter er der i hullet sat et lille træ..enkelt og effektivt.

Derfor præges den før så flade mark nu af en høj ”tue” og lige ved siden af et forholdsvis dybt hul..

Men så forsigtigt og stille som muligt kom jeg frem til stigen, uden at have bandet for højlydt over min til tider skumplende gang.

Fremme ved stigen fik jeg lagt min rygsækstol og skydestok fra mig, det syntes jeg også larmede i den stille mørke morgenstund, men jeg blev stadig ikke skældt ud, og jeg hørte ingen dyr løbe væk i skoven bag mig.

Stigens trin var en anden historie, støvlernes gummi skurede irriterende på hvert enkelt trin på vej op i de fire meters højde, men stadigvæk var der intet liv, der blev forskrækket over min tilstedeværelse..langt om længe kunne jeg med et dybt og vemodigt men lettet suk, sætte mig godt til rette.

Og hold fast hvor sad jeg godt.

Jeg bør måske indskyde, at når jeg hører hver eneste lille lyd, så kan det skyldes mit elektroniske høreværn, som jeg måske har skruet en anelse for højt op, jeg kan i hvert tilfælde høre en mus pudse sine knorhår, selvom den gør det på en afstand af hundrede meter.

Var jeg troende, kunne jeg bilde mig ind, at jeg var kommet i himlen.

Vemod fordi jeg ved jeg er her på lånt tid.

Jeg ved ugens ur sammen med livets, tæller alt for hurtigt ned, jeg bad til, at bukken ikke ville komme lige straks, jeg havde stort behov for at nyde dette øjeblik, et øjeblik jeg havde glædet mig til i 360 dage.

Med dybe åndedrag tog jeg frisk morgenluft ind, og med øjnene gemte jeg hvert et syn som et evigt minde.

Bilerne på vejen kørte i en lind strøm, jeg var ikke i tvivl om, at der sikkert sad mindst en jæger i hver eneste bil, det kunne dog ikke ødelægge mit gode humør...at der på den måde på førstedagen i jagten blev nedlagt et utal af bukke rundt omkring mig.

Nabojægeren (et andet hold danskere end dem med riflen på biltaget) så jeg senere på morgenen kæmpe sig igennem den høje vegetation på deres mark.

Højt korn med høj sivbevoksning i kanten..kunne han overhovedet komme til skud derovre?

Da han senere sent på eftermiddagen tog samme tur, kunne hans hoved knap stikke op af sivene..

En stige med ryglæn og armstøtte, og derudover havde jeg taget 3 siddepuder med op..jægerliv i luksus.

En rumsteren i skoven bag mig, det nærmede sig stigen..jeg turde knap trække vejret.

Det var sikkert bukken der var på vej ud, uha..den kommer tæt på, tænkte jeg.

Lige nedenfor faktisk under stigen kom noget moslende.

Intet kan som en grævling mosle afsted.

Den ser skrumlet ud, som den kommer vraltende med sine lidt skæve ben (de er lige, de ser bare skæve ud fordi de er så korte i forhold til den brede krop)

Og en grævling var det, et fuldvoksent eksemplar..og nu så jeg hvor den ville hen.

Lige ved siden af det store træ, stigen var sat op ad, der var der en grævlinge grav, og deri forsvandt grævlingen, selvom indgange syntes lige lille nok til den store krop..og med et, var morgenen helt stille igen.

Måske det derfor ikke er lydende der er det værste når vi sniger os frem i mørket.

Nat og mørk morgen er præget af flere dyr i bevægelse.

Og skulle en buk skælde ud hver gang en gren knækkede eller en bevægelse rørte sig på den åbne mark, så ville livet blive et liv i frygt..og sådan tror jeg ikke et stykke råvildt lever.

Men får den fært af mennesket, via duft, så er løbet kørt for jægeren..

(Den påstand bekræfter jeg i del to og tre)

Da det lysnede i øst, og jeg mente jeg ville kunne se bukken, hvis den kom, peb jeg lidt i mit bukkekald.

Jeg har tre lokkekald med mig, to om halsen og et i lommen.

Jeg foretrækker at bruge Klaus Demmels og Nordic Roe.

Med begge kald kan jeg selv variere tonen, alt efter hvad jeg føler for, både hvad angår tonens klang og hvor højt jeg vil kalde. (i lommen lå Buttolo kaldet, det er kun i nødstilfælde, hvis ikke jeg føler jeg kan nå at få et af de to andre frem til munden, jeg klemmer på Buttoloen..)

Denne morgen brugte jeg Klaus Demmels.

5 forsigtige kald ud i morgenens første lyse stråler.

En fugl skræppede straks op inde bag mig i skoven, jeg syntes også jeg hørte en gren sige knak.

Jeg stoppede med at kalde.

”Whush whush” lød det bag min højre skulder..jeg mere fornemmede lyden, end jeg hørte den, men jeg drejede forsigtigt hovedet, og kiggede bagud omkring hjørnet.

Stigen havde vi sat skråt for det store grantræ på hjørnet af stykket, perfekt.. så vi kunne dække både den nye skovrydning (hvor der også som på marken var plantet lærk) samt marken med det høje græs..

Det var i skovrydningen der foregik et eller andet.

Jeg så en gren stå og danse, jeg fik forsigtigt min kikkert op.

Jo..jeg kunne se de øverste ti cm. af en buks opsats stå og baske til grenene, han havde travlt med at markere sig.

Skulle jeg vente, og håbe på at bukken ville træde længere ind i rydningen, før jeg fik riflen op.

Bukken var i en helt umulig vinkel for mig som højreskytte.

Jeg måtte træde et trin ned på stigen, dreje hele min krop, så jeg faktisk kiggede ind mod stigens ryglæn og træet stigen stod op af.

Det lykkedes mig at få riffel og krop på plads, så skulle jeg bare lige finde bukken i min riffels kikkert sigte, så ville årets første buk være nedlagt.

Ja, bukken var så godt som død.

Ja ja..nu skulle jeg ikke sælge skindet før bjørnen var skudt, men han så stor ud, altså bukken...

Og der var grenen, men hvor var bukken?

Jeg ledte og ledte..ingen buk.

Han burde være der et sted, jeg var sikker på, jeg ikke havde skræmt ham, jeg fandt mit bukkekald, lokkede igen..ingen buk..underligt.

Efter et kvarters tid gav jeg op, bukken var som sunket i jorden (det viste sig senere, at der bagved busken/træet bukken havde fejet, gik terrænet lidt nedaf, så bukken har uden at blotlægge sin krop, kunnet liste væk, uden at jeg bemærkede noget som helst..)

Jeg fik sat mig til rette igen.

Der var flere timer til, jeg ville blive hentet, vi havde aftalt at første mand kunne samles op kl. 09.00...så tidligst kl. 09.15 kunne jeg vente at se vores bil.

Med mellemrum lokkede jeg, både med Klaus Demmels og med Nordic Roe.

En rå kom springende ud af intet med sit lille rålam bag sig.

Og lille var både råen og lammet, jeg tror aldrig, jeg har set så lille et hundyr med lam, de virkede som miniature udgaver af deres race.
Men det kan have været et synsbedrag, størrelsen har sikkert været som den skulle være.

Desværre kom der ingen buk i råens kølvand.

Bukken han forblev skjult, måske han alligevel havde luret mig.

Derimod dukkede to andre bukke op, to spidsbukke, den ene en smule større end den anden, men begge langt fra skudbare. (etårs bukke, så ikke bukke jeg ville skyde)

De søgte begge mod den lille grønne firkant, som ligger midt i vores stykke, det er en svensker der har dette frimærke..men det er et godt frimærke, for nogle år siden blev der skudt en stor guldmedalje.. lige der...men det er efterhånden mange år siden.

Og bukkene forsvandt, efter jeg havde lokket dem ind i skoven bag mig, jeg håbede den store ville smide dem på porten, men intet skete..alle bukke var væk.

På mobilen fik jeg melding om at Jørn havde skudt buk.

Jeg fik beskeden kl. 08.48 … Jørn havde skudt kl. 07.55, men først skulle bukken findes, beundres og sikkert også brækkes, før billedet kunne blive taget og sendt afsted..det er også med at nyde øjeblikket, i stedet for at tænke på mobile beskeder..

Og omkring samme tid, var jeg på vej mod afhentningspladsen.

Jeg havde gået en lille tur langs skovstykket, jeg ville kigge på den anden side af skoven, se hvor meget af den store Dameng der var blevet kørt møg på..de startede på premieremorgenen med at sprede komøg, så hele det 45 ha store stykke, skulle vi nok ikke forvente at skyde buk på i år..

Da jeg næsten var kommet op til indkørslen til marken, fornemmede jeg bevægelse over marken, lige frem i forhold til stigen jeg havde siddet i.

I det høje græs, fra stigen og tværs op over stykket løb et dyr med høje spring.

I kikkerten (ja jeg behøvede den egentlig ikke) kunne jeg konstatere at det var bukken.

Jeg peb i mit bukkekald, og bukken stoppede op, men det var næsten kun hovedet der var fri..

Jeg skyndte mig foroverbøjet over mod bukken, i kanten af fåreavlerens træer bevægede jeg mig, der var godt et par hundrede meter mellem mig og buk.

Han løb videre, og jeg bevægede mig frem så hurtigt jeg kunne.

Jeg stoppede bukken et par gange med mit kald, uden han ændrede retning, og sådan vinkede jeg farvel til ham, hvor afstanden stadig var for stor til, at jeg kunne sætte et skud ind på ham, og han stod heller ikke på noget tidspunkt fri til skud.

Men jeg havde set ham, og var derfor heller ikke i tvivl om, hvor jeg ville sætte mig til aften.
(vi har heldigvis lov til at sætte os i samme stige gang på gang, ja..indtil vi skyder buk, så ryger vi bag i køen)

Jørn var den eneste der havde haft held denne morgen.

Alle havde set dyr, Jens-Jørgen kunne have skudt, men han ventede som nævnt til om aftenen.

Vi fik Jørns buk kørt til ”værkstedet”, der med højt til loftet og en konstant temperatur var perfekt sted til vores nedlagte bukke.

Og i år lå værkstedet i tilpads afstand fra vores bopæl, så havde vi lyst, kunne vi gå ned og kigge til vores dyr.

Jeg ved godt det måske er lidt fjoget, men jeg nyder altid at ”prikke” lidt til et nedlagt dyr, også dagene derpå, lige få oplevelsen genopfrisket, så den ikke bare forsvinder med skuddet...

Om aftenen var jeg på plads i stigen igen.

Der var blæst en smule op, det bekymrede mig, for er der noget råvildt ikke kan li', så er det blæst og lugten af komøg...heldigvis blæste vinden væk fra møget, ja vinden var faktisk perfekt, skråt ind fra højre, så uanset om bukken kom forfra eller bagfra, så burde den ikke få fært af mig.

Og modsat turen om morgenen, så var jeg ikke bekymret for at lave støj, for en halv time efter støjen er forsvundet, så har råvildtet glemt alt om dig, i hvert tilfalde når du bevæger dig om dagen..

Ja medmindre du sætter dig et sted, hvor din fært går direkte hen i næsen på rådyrene..så kommer de ikke frem.

De første par timer gik..jeg så intet liv på marken.

Naboen en ”fåreavler” … ja de har både heste og får, men jeg tænker, de har andet arbejde at leve af, valgte at gå en aftentur sammen med hele familien, børn og bedsteforældre.

Gården ligger et par hundrede meter fra min stig, men marken med får, grenser op til højre side af ”min” mark.

Jeg har hilst på naboerne, men aldrig talt med dem, jeg ved de godt kan finde på at henvende sig, hvis vores bil står lidt i vejen ned til engen, Torben er blevet bedt om at parkere anderledes, så de har kunnet passere med deres heste, og det er fuldt forståeligt.

Jeg har dog altid sat bilen oppe ved en af Nikkes gamle gårde, ikke så langt fra marken, og derfra gået ned til stykket, så jeg har aldrig holdt i vejen.

Ud af familieflokken på markvandring gik der en typisk ”wanabee” eller ”look a like” … skovarbejder/jæger.

Ja..jeg er firkantet, men hader du ikke også de reklamer for jagttøj, hvor manden der har tøjet på, står gravalvorlig, med langt hår med knude i nakken, skæg i afmålt og kontroleret mængde, for sådan ser en rigtig jæger jo ud.. ha ha..

Storternet sort/rød skovmandsskjorte med tydelige pressefolder.

Mørkt kraftigt hår, ja og naturligvis den påkrævede hårknold i nakken (og ja det er en mand jeg snakker om)

Manden havde jagtlignende bukser på, og sikkert et par kraftige vandrestøvler..de skulle vel også tilbagelægge et par kilometer for at komme fårehegnet rundt.

Tydeligt at se, at børnene så op til deres viking af en far.

Ikke fordi jeg skal gøre mig bedre end andre..men jeg trækker på smilebåndet over nutidens trend, hvor mænd efterhånden bruger ligeså lang tid foran spejlet som kvinden.. (hold kæft hvor lyder jeg som en gammel nar)

Jeg tænkte bare..ja ja bedstefar (det var den ældste af følget)

Kom nu afsted og kom hurtigt retur..så dyrene kan få ro..

Men det tog sin tid der var intet der hastede..jeg lukkede øjnene, tænkte ikke at der ville komme en buk, før der var helt ro på terrænet...

Og jeg beklager min utålmodighed, havde jeg gået en tur med børn eller børnebørn, havde jeg også fortalt den om naturens vidunderlige gaver, svampe og agerne fra træerne, og peget på spætten der ivrigt hakkede i træets bark på jagt efter sit måltid af fede larver.

Gad vide hvad børnene fik fortalt, om ham der sad derovre i stigen med riflen.

”Se børn..der sidder en mand der spiser kød...det gjorde vi alle førhen..i dag har vi fundet ud af, at det slet ikke er nødvendigt at slå ihjel for at blive mætte..vi kan sagtens leve af det der vokser op af jorden, og så kan både mennesker og dyr leve i fred og dø en stille død af alderdom..”

Ja, jeg indrømmer det gerne, disse veganer typer i deres skovmandsskjorter og smarte jagtstøvler, det er ikke lige min kop te...

Kl. 18.36 fik jeg en sms fra Torben.

”Skal have schweisshund, har du et nummer. Torben”

Kl. 18.42 sendte jeg kontaktoplysninger til Torben, og skrev samtidig ”Det var tidligt der kom buk. Er der meget schweiss? Hvad med skudtegn? Vh Jens-Arne ps. Krydser fingre”
”kl. 18.47 og 18.48 ”Ingen Schweiss” ”Forbandet stige. Vippede i vinden”

kl. 19.05 har Torben fået fat i en schweisshundefører, og kl. 20.10 var bukken blevet fundet med en perfekt lungekugle..den var ikke gået mere end 40 meter ind i skovven...
Hundeføreren tog modvilligt imod de 300 svenske kroner Torben tilbød ham, men så skidt, og det kom ikke for mig som noget chok at Torben havde ramt plet, lad mig sige det sådan, Torben er ikke holdets dårligste skytte.

Jeg fik først svaret Torben kl. 20.42, for hos mig skete der pludselig noget.

Da jeg fik skrevet tillykke til Torben, kunne jeg ligeså godt i samme ombæring skrive
”..Du må gerne komme og hente mig, når du har brækket din buk...smiley..thumps up”

Jeg havde siddet og filmet lidt med videokameraet.

Himlen var meget grå, så selvom solen ikke var gået ned, blev der hurtigt mørkt på marken.

Jeg havde netop lagt kameraet fra mig, måske i min jakkelomme eller ved siden af mig på sædet, jeg ved det ikke...og det med at lægge væk og ikke lyne lynlåsen til omkring mit dyrebare videokamera i fire meters højde, skulle få fatale følger for kameraet..for pludselig ser jeg et dyr i det høje græs.

Det er kommet oppe fra det fjerneste hjørne og er nu på vej tværs over stykket foran mig.

Jeg konstaterer hurtigt det er bukken jeg så i morges, fin høj opsats, en buk jeg gerne ville skyde, hvis jeg fik chancen.

Men selvom bukken snart er indenfor skudafstand, kan jeg umuligt afgive skud.

Kun bukkens hoved og lidt af dens hals er fri af det stride græs.

Forgæves kigger jeg efter en åbning.

Bukken der virkede målrettet er stoppet op midt i det hele.

Jeg lokker lidt..og han reagerer i første omgang positivt, men siden med en vis skepsis.

Han tripper..”skal jeg vende om? Eller skal jeg lægge mig ned for natten?”

Jeg tror det er vinden der er taget til der trigger bukken lidt, måske han kan fornemme lidt forandret lugt i vinden, hvad ved jeg? Fremad vil han ikke..

Jeg lokker lidt mere med forskellige lyde, og han går lidt fremad igen.

Han nærmer sig hjørnet af skovrydningen, men ændrer så retning..det er ligesom om, han vil over på det grønne lave græs, ligesom bukkene i morges..og det er jo naboens mark..eller frimærke om man vil.

Så på tværs går bukken nu stille og roligt.

Jeg følger bukken hele vejen, krydser fingre for en åbning og den opstår pludseligt.

Så på en afstand af ca. 70 meter slipper jeg kuglen, bukken står i det øjeblik helt fri i det høje græs, men selvom jeg føler mig helt tryg ved skuddet, så strækker bukken krop i sit løb, han ser lang ud, og han spurter små 50 meter før han forsvinder i græsset.

Jeg bider mærke i stedet han er faldet, at finde en buk i så højt græs, er som at finde en nål i en høstak, og jeg skal ikke have schweisshund på..

Som retningspunkt har jeg den sorte dør i siden af laden på gården i det fjerne, i en diagonal stribe fra stige mod dør, der ligger bukken.

Straks jeg havde set bukken komme imod mig, flyttede jeg lidt på kroppen for at få riflen op..og derved røg mit videokamera enten ud af lommen, eller så havde jeg lagt det på det smalle sæde ved siden af mig, og jeg kunne kun kigge på, at kameraet tog det frie fald på knap fire meter under mig.

Ramte det nogle af klippestykkerne under mig, eller ramte det det høje græs...?

Da jeg klatrede ned fra stigen, var jeg mindst ligeså spændt på at se om videokameraet havde overlevet, som at finde den døde buk i det høje græs.

Det sidste var jeg sikker på (at bukken var forendt), det første var jeg i tvivl om.

Ved første øjekast så kameraet uskadt ud.

Da jeg tændte var der billede på.

Optagelserne var også gemt på den interne harddisk..pyha..

Men senere, i dagslys..kunne jeg konstatere, at fokus var kommet ud af fokus, så kun noget af billedet stod skarpt..så pokkers osse..det var en dyr buk..denne buk på årets første aften.

Og bukken..den fandt jeg let..jeg gik direkte op til ham, kiggede mod den sorte ladeport/dør, kiggede på stigen..og jo..der lå han, ramt klokkerent højt i lungerne, en typisk buk for dette område af vores jagt.

Høj, forholdsvis kraftig i stængerne, fint perlet..en buk der vil ligge omkring de 90-100 point.

Jeg kunne kun være tilfreds.

Kort tid efter kom Torben og hentede mig.

Jens-Jørgen havde næsten på slaget skudt buk samtidig med mig..kl. 20.30 på Rønningen.

Da vi havde samlet Jens-Jørgen op, og bilen nu rummede 3 bukke, kørte vi mod Autostolstårnet, som Jørn desværre havde valgt til aftenens jagt. (ellers havde jeg sat mig der, d. 17/8 om morgenen)

Jørn havde også skudt buk sin buk nr. 2 kl. 20.55 på første dag af årets bukkejagt..det er sket før at tingene går så hurtigt, vi vælger ikke selv, jo..så skal vi blive hjemme i sengen, hvis ikke vi vil fristes.

Der var masser af lungeschweiss hos Jørn, så den buk skulle vi snart finde, var vi alle enige om.

Fire jægere bevæbnet med lommelygter, piece of cake..bukken lå der..ingen tvivl om det.

Efter vi havde ledt og ledt en halv times tid, bed vi i det sure æble, og for anden gang denne aften, måtte vi forstyrre Schweisshundeføreren.

Han var lige nået at komme på jagt igen, men måtte nu for anden gang denne aften hente hunden derhjemme.

Siden han havde fundet Torbens buk, havde han talt med nogle andre schwiesshundeførere, for at høre hvilken betaling de tog for at finde buk...

De tog som udgangspunkt kr. 500,- for at dukke op. (nogle tog 1.500,- og derefter timeløn efter den første time) .. så fra ingen penge at ville ha´ så kostede det nu kr. 500,- pr. eftersøg..mindst.

Jeg optog det hele i ”night shot”, for der var nu ligeså mørkt som i en kulgravers numse.

Jeg fortalte den svenske hundefører om det danske Schweisshunderegister.

Modsat i Sverige har vi uddannede hundeførere, der er ulønnet, men som skal godkendes og op til prøve jævnligt, for at komme med i det danske register.

I Danmark skal jægeren kun betale udgiften til benzin, da det ikke er en udgift der skal spænde ben for at en jæger tilkalder en hund.

Jeg mener at en udgift på kr. 1.500,- vil få mange til ikke at ringe, hvis ikke der er tydelig schweiss, og hvis der er tydelig schweiss..så kan en kammerats (gratis) hund, vel også finde bukken?

Der gik et kvarters tid før Schwiesshundeføreren havde klædt sig selv og sin hund på klar til eftersøg, for det var ikke udstyr, hverken hund eller fører gik ned på.

En fremragende weimeraner stolt af krop, rolig af sind, og i mit kameras night shots farveløse billede, stod det grå spøgelse endnu mere spøgelsesagtigt frem.

Det tog ikke 10 minutter for hunden at finde Jørns buk, vi havde været tæt på, og jeg havde under vores eftersøgning også mærket en snært af råvildduft..men ikke nok..

Og ja..det skyldtes sikkert også Jørns rene lungeskud, for det giver måske god scgweiss i form af lyst blod, men ikke så meget duft som en skæv kugle igennem lever eller mavesæk..

Afregning til hund med fører blev opgraderet.

Torben betalte yderligt 200,- og Jørn hostede op med kr. 500,-

Jørn havde ikke kontanter med ud i skoven, så han måtte låne lidt af mig, og lidt af Torben..

Fjerde buk kom i bilen..sikke en aften, og da vi hver især skulle give en dram i køkkenet, da vi kom hjem, kom vi ikke alt for tidligt i seng, men hvad gør det, når det er med duft af buk på hænderne.

Og ja..aftenens fire bukke skulle jo også lige hænges op i værkstedet, ting tager tid, men vi gik alle i seng med et stort smil på vores læber.

JAØ Oktober 2019

Mens mit videokamera stadig virkede...

Bukken på filmen, er bukken Torben nedlægger d. 16 om aftenen.

Dagen før dagen..

Brunsten var stadig igang..denne buk gik ikke på vores mark..

En speciel buk, men vi så ham ikke mere end denne ene gang..

Og her er bukken, husk nu at bukken løb efter skud, jeg skyder naturligvis ikke med huse som baggrund..videokameraet er dog næsten kaput..