Duejagt i England 2015

Duejagt i England 2015

Da jeg blev 50 år i oktober sidste år, holdte vi, Annette og jeg, en god fest for vores venner og familie.
Gaver blev pakket ud, kuverter kom i én stak, dem ville jeg kigge på lidt senere på aftenen, altså kuverterne.
Da jeg fik lidt luft i ”programmet”, gik jeg lettere bedugget i gang med at sprætte kuverter op, regnede jo med, at der lå kort med lidt mønter indeni hver enkel.
Et af kuverterne kom noget bag på mig, og krævede jeg læste det igennem et par gange..
Til trods for at brevet, et håndskrevet A4 ark, er meget personligt bringer jeg her teksten..

”Kære Jens-Arne
Vi ønsker dig mange gange tillykke med de 50 år i tirsdags.
Håber du havde en god dag, og at vi får en fantastisk aften i dag.
Din gave fra os, er en duejagt i England til foråret.
Du er så heldig at have John med på turen :-)
Vi skal på jagt i 3 dage i Bedfordshire, flyver til London fra Billund og kører derfra ud til jagtområdet.
Da vi ikke kender din kalender for foråret, skal vi lige aftale endelig rejsetidspunkt.
Det eneste du selv skal tage med er godt humør, og det plejer du jo ikke at have svært ved :-)
De allerbedste fødselsdagshilsner
Tina og John”

Da jeg åbnede kuverten, og brevets ordlyd endelig var gået op for mig, skulle jeg lige sunde mig lidt, det var en lidt svær pille at sluge, eller vel mere en rørende pille at sluge.
For hvem hulen giver en fødselsdagsgave af den størrelse?
Og kan jeg overhovedet tage imod så flot en gave?...

John er min ældste kammerat, forstået på den måde, at første gang jeg mødte John var vi kun 16 år og skulle begge til jagttegnsprøve, John var en ud af de 3 der bestod jagtprøven, de 32 andre dumpede, deriblandt var jeg..
Næste gang jeg mødte John var på gymnasiet i Støvring, og jeg kan godt garantere, at vi ikke holdte os tilbage når det gjaldt øl eller rom.

John er derfor min ældste kammerat men også min bedste kammerat, jeg har mange gode kammerater, men den bedste af dem er uden diskussion John..
Som jeg sagde til Johns søn Frederik, da vi var på lerduebanen ugen før afgang, at jeg jo var nødt til at slikke hans far lidt i r.... nu han havde givet mig sådan en fin gave.
Slikkeriet bestod i, at jeg helt klart gav John medhold i, at han var bedre skydende end sin ellers særdeles velskydende 17 årige søn..

John kan godt være lidt stor i slaget, det kan de fleste folk godt være, uden at have en god økonomi, det ene udelukker ikke det andet.
Men for Johns vedkommende, har han noget at have slaget i.
Som ejer af en velfungerende og sund virksomhed, forstår John at nyde godt af det velfortjente afkast firmaet gi´r, enten til investeringer i fabrikken, eller til at forsøde det liv, vi nu engang kun har et af...ofte i selskab med sin familie på ferie, men endnu oftere på jagt.
Og som inkarneret trofæjæger, så kan alle sikkert godt regne ud, hvor den største del af Johns personlige forbrug ligger, eller bliver lagt, og det er ude på diverse europæiske og oversøiske frie vildtbaner.

I starten som jæger havde jeg meget lidt forståelse for nødvendigheden af at rejse udenlands for at tilfredsstille sin jagtlyst.
Senere er jeg blevet meget klogere, misundelse har aldrig og kommer aldrig over mig, når det drejer sig om jagt og forbrug af midler, så længe pengene folk bruger er deres egne..
Folk må selv om, hvad de bruger deres penge til.
Jeg kan kun glæde mig over, at de der har pengene, forstår at bruge dem på noget de godt kan li´.
Nogen køber dyre møbler eller dyre biler, andre køber dyre jagtture, og jeg ved at en duejagt til England, ikke ligger i den billige ende..jo jo..sammenlignet med en jagt på bøffel i Afrika, så er vi i den billige ende..men uanset hvad, så er en jagt på duer i England udenfor mit jagtbudget, så jeg har aldrig ”haft lyst” til at komme på duejagt i England..

Mange af mine jagtkammerater har rost jagten på duer til skyerne, og jeg har da også set film med blå dage i England (en blå dag, er med afskydning af 100+ duer på en dag for én enkelt jæger), og endnu mere tossede dage i Argentina, hvor duerne i er i antal som bisværme.

De ”gamle” Hunters video film, om duer i hobetal, har vist februar/marts som de bedste måneder, i de seneste år har jeg forstået, at Juli/August/September måske er blevet de dage, man kan være heldig at få stemlet som blå...jeg kan nu godt nøjes med lyseblå dage..og da marts ikke karambolerer med bukkejagt i Sverige eller sommerferie, sendte jeg nogle brugbare datoer til John, bl.a. weekenden 13 – 15 marts, og det var den weekend det blev, dvs med afrejse d. 11 marts, dagen før min bryllupsdag..pokkers, så har konen endnu en ting på mig..men jeg overlever, tror jeg nok.

Strejke

John havde booket vores jagtrejse igennem Limpopo og Diana Jagtrejser.
Afrejsedatoen blev sat til d. 11/3, med afrejse først med fly fra Aalborg til København, og derefter fra København til Gatwick.
Mit geografi kan ligge på et meget lille sted, men jeg fandt dog via google ud af, hvor Gatwick ligger, og også hvor området vi skulle jage i lå, Bedfordshire..

Først valgte SAS at nedlægge arbejdet en kort periode, derefter var det piloterne fra Norwedian der satte deres chefer kniven for struben.
Da strejken indtraf, knap 14 dage før vi skulle afsted, troede hverken John eller jeg, at det ville få indflydelse på vores tur..ingen fly holder stille i 14 dage..
Alle fly i Norden stod dog stille, også dagen før vi skulle afsted..
Samme morgen som vi skulle flyve ophørte strejken, vores fly fra Aalborg til København var dog stadig annulleret, heldigvis kunne denne strækning tilbagelægges med tog.

Togturen forløb stille og roligt, for hvad andet end ro kan der komme over kroppen, hvor man 4 timerer tvangsplantet i et godt sæde.
John havde bestilt billetter på første klasse (jeg fortalte jo at John kan være stor i slaget) så benplads var der godt med, og masser af plads til vores store kufferter og jagtgeværer (forsvarligt låst inde i vores geværkufferter)
Jeg havde medbragt smørebrød og øl/vand, John havde medbragt sodavand, ærgerligt der ikke var et par flere øl i stedet for al det vand ha ha..jo, jo, vi var ved at varme op.

På et tidspunkt gik en kendt passager forbi os, på vej mod den lille stillekabine på første klasse.
Blackman som den mest kendte og kontroversielle dommer fra danske X-Factor.
Ligeså stor i slaget som John kan være, ligeså lidt spagfærdig kan jeg være, hvis det kommer over mig..og det gør det tit..
Ja, du kan jo næppe gå uden at blive genkendt og få et par kommentarer med på vejen.
Lød min bemærkning til den pilskaldede X-Factor dommer.
Nej, men det er jeg vidst selv ude om..
Kom det lidt genert smilende retur fra Thomas Blackman..

John morede sig over at jeg lige skulle give mit besyv med, jeg var dog sikker på, at Blackman og jeg godt kunne have haft en langt længere og givtig dialog sammen, men det ville nok være, at være lidt rigelig spagfærdig trods alt..
En anden rejsende der fik lang dialog med Blackman, var en tidligere dr-journalist, der lidt senere gik ind i samme stille kupe som Blackman.
Hverken John og jeg kunne komme i tanke om, hvad han hed.
John mente det var Henrik Lykkegaard, dette googlede jeg lige, og vi konstaterede, at det var det ikke...
Jeg mente dog at Lykkegaard, var i den rigtige retning, og efter lidt mere research, fandt jeg frem til, at det var Morten Løkkegaard..dog forlod denne Morten i 2006 DR og er i dag professionel rådgiver.
Jeg ved ikke om det var gratis rådgivning Blackman fik, men munden stod i hvert tilfælde ikke stille på de to herrer resten af vejen til København, selvom de sad i en stillekupe, hvor alle vi andre normalt får besked på at være absolut tyssna..men vi er jo heller ikke kendte..

Jeg kunne ikke helt få mig selv til at lege paparazzi og rejse mig op for at tage et par gode billeder af Blackman, John mente jeg var en tøsedreng..det eneste jeg fik billede af, var lidt af ryggen, og toppen af den skaldede isse..

Våben ombord

Indregistrering af våben og anden bagage gik som fod i hose, og inden vi så os om, sad vi på flyveren med retning mod Gatwick.
Inden da havde vi dog nydt en god middag i lufthavnen, retten var Kulmule..alt for sjældent jeg tilbereder fisk, for det smagte fantastisk..
For øvrigt snakkede vi i toget om, at det er lidt sjovt, at i et tog kan vi rejse med nok så mange våben, uden nogen føler vi er en trussel, men straks man skal ombord på et fly, så anses vi som potentielle farlige mennesker...

Adskilt fra vores våben var vi dog ganske almindelige mennesker.
Og ofte som almindelige mennesker gør, når de møder fremmede, så registrerer de dem knapt nok.
Min sidemand på den korte flyvetur, en ældre engelsk gentleman, havde dog behov for at tale, og han var mægtig rar..
Kaldte os gentlemens, ja vi kunne jo ligeså godt vende os til tiltaleformen, ”gentleman” and ”sir”...
Han fik at vide at vi skulle på jagt i England efter duer.
oh, there is a lot in my backyard, you can come and shoot them..
lød hans invitation.
Da han hørte, hvilken landsby vi skulle bo i, var hans svar..
oh, that is a wery booring Town, you should go else where to stay..
Jo tak, men det var lidt sent at lave om på vores planer..

Men en rar mand var han, og han ønskede os held og lykke på vores tur, vi blev sendt afsted med en glad hilsen, et ord som John aldrig har hørt, og som jeg altid har forbundet med gamle westerns med Gary Cooper i hovedrollen..Do not forsake me oh my darling.. (High Noon)..troede jeg..men igen lidt research, så bliver der sunget ”wait alone...” og senere ”wait along..” og ikke ”Cheerio”.. som jeg altid har skrålet, når jeg har sunget sangen, men for hunden, jeg var vel også kun 8 år, da jeg så filmen på DR TV, og mit engelske var ikke eksisterende dengang..lidt bedre er det i dag..men Cheerio betyder rent faktisk (tilfældigt) farvel..
Cheerio..

Ankomsten til Gatwick forløb ligeså problemfrit som afrejsen fra København, betjenten der udleverede vores våben brugte få minutter på at tjekke serienumre, så med våben i hånden og kufferter på hjul, gik vi mod biludlejningen for at finde den bestilte bil.

Biludlejning

Efter lidt venten kom en velklædt og veltalende ekspedient for at ekspedere John.
Ekspedienten fandt hurtigt papirerne frem, bad mig vente, mens han tog John med ud på parkeringspladsen. (den spildte tid kostede os faktisk senere en øl..damned)
Da John endelig kom tilbage, fik jeg at vide, at det eneste udflugten til parkeringspladsen havde haft til formål, var at få afsat en mere prangende bil til John, end den ganske fine Ford Focus som var bestilt på forhånd.
Men at give kr. 2.000,- ekstra for en bil der kun havde til forhold at transportere os fra Gatwick til ”Longs in” i Woburn i Bedfordshire, og fire dage senere tilbage fra Woburn til Gatwick...det var sgu nok at være lige stor nok i slaget, og fuldstændig unødvendigt..
Med lidt mindre smil på den stadig velklædte men knapt så talende ekspedients ansigt, fik John nøglerne udleveret til Focusen..
Vi fandt bilen på parkeringspladsen ved at trykke på dør åbne.
Bilen skulle køres lidt frem, så vi kunne få vores store kufferter lagt i bagagerummet.
John gav mig nøglerne, og bad mig køre en smule frem.
Jeg satte mig ind i venstre side, ledte febrilsk efter hullet, hvor nøglen skulle sættes i.
Ja, der findes jo biler, man blot skal trykke på en knap for at starte, men sådan en knap kunne jeg heller ikke finde...og hvor helvede var rattet blevet af?
John grinede..det skulle blive et af mange grin.

Fartkontrol men stadig ingen øl

På de meget brede motorveje blev der på Johns medbragte gps varskoet mobil fartkontrol pr to kilometer..ding ding ding..og jeg måtte holde John i ørerne for at holde farten på den rigtige side af det tilladte.
GPS´en talte spansk, men John som kan tale spansk, havde ikke behov for at skifte..jeg fattede intet, men kunne da se, hvor pilene pegede hen.

Senere fortalte vores gamekeeper, at det kun var når de høje skilte, der gik på tværs af vejene, var tændt, at der kunne foretages fartkontrol..den lidt langsommere og lovlige hastighed kostede os øl nummer to, vil jeg tro...
Her efter kl. 21.00 var trafikken ikke så tæt, så det gik støt og stabilt, og vi kom uden svinkeærinder frem til vores Hotel i Woburn...og hvor vi på de første 145 kilometer havde 5 – 6 sporet motorvej, kom vi de sidste ti et godt stykke ud på landet, på smal knap to sporet vej..
Hotellet var lukket da vi nåede frem til den lille engelske landsby, alt var sort.
Vi mødte to gæster, der stod og drak den sidste slant øl uden for hotellets dør, mens de røg et par smøger.
De ville ikke lukke os ind, hvad skulle det også have hjulpet, baren var lukket, og receptionen tom..
John ringede på et af de numre der stod på døren, og efter instruktion via telefonen og lidt rullen på koderne til en låst boks på muren, fik vi fat i vores hotelnøgle.
Hurtigt fik vi tømt bilen, Johns tænder løb i vand efter en engelsk øl, og jeg var let at påvirke, så snart løb mine tænder osse i vand (efter øl)..
Ingen tid til udpakning, afsted til den nærmest bar.
Selvom vi mødte personale på to af barerne, kunne vi ikke få skænket en øl..damned.
Jeg forsøgte at overtale et par receptionister til at hente et par øl til os, vi kunne jo se at der var kunder i baren, men nej, de havde ingen kontanter .. og hvad så .. det havde vi..eller rettere, det havde John ha ha..
Men lige lidt hjalp det, ingen øl til et par vansmægtende danskere...
Pokkers biludljer og narrefartkontrol..
Heldigvis havde vi ikke lidt nød under rejsen i Danmark og turen til vores hotel havde været nænsom, så vi måtte tære på vores sparsomme ressourcer..som om de er sparsomme..
Eller..”Yeah, right”..som man også siger i England..men tørstige (efter øl) det var vi, da vi krøb til køjs.

Inden vi knaldede brikker, havde John ringet til vores kontaktperson i England, vores Gamekeeper ville hente os ved hotellet kl. 09.00 næste morgen (torsdag)

Bryllupsdag og Black Pudding

Det var ikke dårligt at slå øjnene op til duekurren på sin bryllupsdag.
Jeg havde bestilt en buket flotte roser til konen, i første omgang tyve, heldigvis var jeg ikke nået langt væk fra butikken, førend jeg kom i tanke om at det var 21 års bryllupsdag, vi i dag kunne fejre hver for sig.
Så jeg fik i mandags ændret antal roser, og skrevet et nyt kort hjemme i Hobro..
Til duernes kurren gik vi til Hotellets restaurant, hilste på de flinke værter (det var dog ikke ejeren)
men en ældre dame i køkkenet ekspederede os to gentlemen på den fineste måde.
Hun spurgte om vi ville have ”black pudding” til morgenmaden..
Jeg har aldrig smagt black pudding/blodpølse før, men skik følge eller land fly..så John og jeg takkede hver ja til en skive varmt stift svineblod til vores spejlæg og bacon.
Jeg kunne godt spise den lidt sære skive, værre var det med en anden pølse, og baconnet samt æg der var tværet godt ind i fedt..det var lige før det vendte sig i mig..(de efterfølgende morgener fik vi to spejlæg og et par skiver bacon, samt ristede toast..se det var til at fordøje..)
Senere på dagen modtog jeg et billede af den buket, jeg havde betænkt min kone med, jeg sendte som svar et billede af en glad ægtemand foran nogle blå døde fugle..

Gamekeeperen Scott

Klokken 8.30 var John og jeg klar til jagt.
Klokken 9.00 var vi endnu mere klar, og Johns mobil ringede, det var Gamekeeperen, han havde faktisk den sidste halve time holdt uden for The Bell, et andet hotel lidt længere nede af vejen.
Vi gik ned til Scott, som Gamekeeperen hed.
En veltrænet og veltalende ung mand hilste pænt på os, spurgte om vi var klar..det tror jeg nok vi var.
På køreturen ud, vi regnede med, at stedet hvor vi skulle jage duer, var bestemt på forhånd, om dette blev vi meget klogere dag for dag.
For hvor skovduerne var dagen før, kunne luften dagen efter være duvende tom.
Så under vores godt en times køretur rundt i dejligt solskin, frisk vind..perfekt vejr set med vores øjne..”fucking bad weather”..set med gamekeeperens øjne.
I så fint vejr ville duerne stadig være i store flokke på mellem 100 og 800 duer, og de ville slå ned i store flokke, så ”they damned bastards” ville ikke være lette at få skudt ret mange af.

Scott berettede om Englands store bestand af ræve, det sidste år havde Scott kun skudt 135 af slagsen ”those fucking stupid animals, I wan´t to shoot them all..but when you shoot one damned fox, there is immediately a new one”..
På et tidspunkt havde en ræv sneget sig ind i fasanvolieren, og i løbet af to timer havde ræven taget livet af mere end 400 fasaner..ræven var i sin blodrus blevet så udmattet, at Scott let kunne gå hen og give det trætte dyr en kugle for panden..ræven døde sikkert med et smil på munden.
Scotts rekord på skovduer er 286 på 3 timer, det foregik på en ærtemark, hvor regn og vind havde lagt den høje ært flat ned, så den ikke kunne høstes..
Så ærterne der lå modne og åbnede deres bælge, var et rent slaraffenland for duerne, og sikke en himmel at havne i for en duejæger..
Scott tømte sit arsenal af patroner, jeg husker det som 500 skud..what a day..
Scott tog kun på duejagt 5-6 gange om året, og kun når han var sikker på at lave ”a red letter day”
John spurgte Scott, hvad han ellers gik på jagt efter.. ”Everything I can kill..I kill” lød svaret...og det blev sagt med et stort engelsk smil.

Endelig på jagt og engelsk øl

Vi havde på hotellet fået et par sandwicher med på jagt samt to øl og en vand til hver.
Endelig fandt Scott en mark, hvor duerne fløj overalt.
Langs et læhegn blev vores skjul sat op, lokkeduer og duekarrusel blev sat et stykke fra skjulet.
Og Scott havde ikke sat røven på sædet i bilen, før de første duer begyndte at gøre klar til landing.
Vores jagt-tænder løb i vand, nu skulle vi endelig skyde duer..men først skulle vi have en øl..
Jeg tror vi nåede at få to mundfulde før første skud var afgivet, John var ikke overraskende den første til at skyde en due – og jeg den første tit at skyde forbi..
Vi var blevet advaret mod at skyde på de store flokke, hvis vi ville have et godt træk hele dagen, måtte vi kun skyde på de små bukketter der kom dryppende.
Men første dag på jagt..(og de næste to)..kunne vi godt komme til at stikke hovedet op i r.... for sikke en fristelse, at forsøge at få alt det blå fra himlen - til at ligge stille på den grønne mark.
Vi sad ved en rapsmark, der tydeligvis led under duernes hårde fouragering, de gik som små plæneklippere og raspede rapsen..
Skuddene lød og formiddagen gik slag i slag..vi kunne ikke få armene ned, aldrig havde vi oplevet noget lignende, og det så ikke ud til at få en ende.

På et tidspunkt kom Scott for at høre hvordan det gik, jamen for satan..duerne slog stadig mens han spurgte, kunne han ikke se vores øjne brændte og vores geværer røg?
Ingen tid til snak..vi ville gerne blive til det var slut, og vi håbede det aldrig fik ende, vi var som ræven i fasanvolieren, fik vi en kugle for panden i dette øjeblik, ville vi dø med et smil, eller rettere..et stort smil på læberne.
Man skal se filmen for at forstå hvor godt det gik.

På et tidspunkt hvor jeg filmer John, spørger han om der er duer på vej?
På filmen kan man se at himlen vrimler, som at se flok rotter springe over en gårdsplads..jeg svarer derfor også, at der kommer ca 50 forfra og 70 bagfra..det var helt vildt, John havde da også meget svært ved at skjule sin begejstring, og kvitterer kort tid efter med en double..
Og lad mig sige det med det samme, at skyde duer på den frie vildtbane er ikke som at skyde duer på en lerduebane.
Sådan følte jeg det, når jeg skød på en due i øst, røg den ofte i det samme mod vest, og i andet skud var afstanden til duen ofte forøget med mere end 10 meter..let var det ikke, men det er jo også derfor, det bliver sjovt..for i disse øjeblikke kan man give hinanden gas, jeg syntes dog John gav mig noget mere gas end jeg gav ham..og det var ikke uden årsag, desværre.

Da Scott besluttede sig for at hente os, (ikke fordi vi var mætte, vi havde kun fået forretten følte vi) lå der ca. 45 duer på marken, vi med sikkerhed vidste der var vores..
Vi vidste ikke, hvor mange duer Scott havde haft med som lokkere, slutresultatet efter at hundene havde samlet op langs/i bæk og på mark, anslog vi vores afskydning til at være på i alt 58 duer.
Ikke en dårlig forret, jeg husker ikke hvor mange skud vi brugte, men det dobbelte kunne langt fra gøre det..
Vi havde dog begge lavet doublet, og ja..vi havde sgu haft det sjovt, rigtig sjovt.

Mætte af frisk luft og hurtigt flyvende duer, kom vi tilbage til hotellet, og vi blev enige om at ”det skulle fejres”, og da det var for tidligt at gå ud at spise, skulle vi da lige en smut i baren.
3 store øl senere gik vi ned på værelset for at tage et power-nap, jeg valgte dog et bad i stedet, for et power-nap efter kl. 17.00 kunne være svært at vågne op fra igen..og så ville aftenen være væk.

Aftensmad

Kl. 18.00 stod det på fiskerestaurant, og tjeneren her var flexible..hvilket han med spidse læber udtrykte under præsentationen af restaurantens menu.
Samtidig indikerede hans gang og kropsholding, at det ikke kun var ang. menuens sammensætning, han var fleksibel.
Maden kunne vi ikke sætte en finger på, en finger burde 4 middelalderende kvinder (+45) ved nabobordet dog have haft, en formanende én af slagsen.
Fra de fire nydelige damer satte sig ved deres bord, var der læsebriller på næsen, og en mobil placeret i hver af damernes hænder.
Selv under bestilling af maden kunne de knap kigge væk fra den spændende to tommer skærm.
Ikke et ord blev vekslet inden maden blev serveret, og selv da maden kom, tog det lidt tid, før den ene af kvinderne tog sig sammen til endelig at slippe sin mobil..
John og jeg har aldrig set noget lignende, dette overgik selv de værste situationer, vi har oplevet med vores teenage børn hjemme i Danmark.
Men okay..blandt min egen vennekreds kan jeg da godt nævne et navn på en dansk kvinde, der godt kan ligne disse modne engelske ditto.

Dagen efter fortalte vi Scott om vores oplevelse, han rystede på hovedet og sagde, at sådan var det med rigtig mange englændere..de var koblet på facebook m.m. døgnets 24 timer..

Vores mad bestod af hummersuppe til mig (ikke en ren nydelse) misundelig kiggede jeg på Johns store tallerken blåmuslinger..
Suppen smagte som havvand, hvor man havde kværnet en hummer ud i..og det var måske også meningen, men det kan godt være en smule kvalmende, syntes jeg..
Blåmuslinger fik jeg dog til ”dessert”, hvor John til dessert fik et par fiskearter.
Da John ville betale regningen, blev tjeneren nysgerrig, han ville vide om vi var i England for ”pleasure eller business”..dette blev spurgt med vippende øjne og igen den spids mund, heldigvis henvendt til John, jeg kæmpede for ikke at falde ned af stolen af grin.
Vi havde, da vi bestilte maden, fortalt at vi kom fra Danmark..nu kunne vi så fortælle, at det var ren ”pleasure” der havde lokket os til byen, skuffet konstaterede tjeneren, at det ikke var den ”pleasure” han havde håbet på ha ha..

Under maden nød jeg en super god engelsk øl, John nød et glas hvidvin, efter maden tog vi til ”The Bell” et hotel/en restaurant og værtshus ikke langt fra vores eget hotel.
Alle værtshuse og hoteller lå i den lille by indenfor en 300 meter på den travle hovedgade, lige til at overskue, hvis vi skulle komme med i en pubcrawl..hvilket jeg straks kan afsløre, ikke skete..
På ”The Bell” fik vi endnu en velskænket øl, det blev vores natbajer, og inden kl. 22.00 knaldede vi brikker.

Anden dag i England

Anden dag på duejagt blev morgenmaden uden blodpølse, og andre fede pølser.
Æg og bacon på toastbrød er rigeligt fedtet, dertil en stor kop god varm kaffe og et par glas juice, så er dagen kommet godt i gang.
Kl. 09.00 gik vi ud til Scotts ventende bil, han havde netop læsset et par nordmænd af.
De to Nordmænd havde været på morgenjagt efter muntjac og chinese water deer, og havde også begge skudt, enten aftenen forinden eller her til morgen.

Okay..så kunne vi bedre forstå, at Scott afhentede os på jagten allerede kl. 15.30 og om morgenen blev kørt på jagt så sent som kl. 9.00, der var andre jægere, der skulle serviceres..
Og selvom kl. 9.00 måske lyder fair nok..så skal man jo dertil ligge to timers kørsel rundt for at se hvor duerne slår, og det kunne sagtens konstateres fra kl. 7.30..f.eks.
men det var bare en tanke vi fik..

Men kan man som jæger klage over en første dag der lå langt over hvad vi er vant til på duejagterne i Danmark.
Skovduer/Ringduer er flyvende rotter, og de bliver ved med at yngle til ungerne fryser i hjel i rederne..
Så måske jagt på dem skulle være forbydes i Danmark ligesom i England, med regulering tilladt året rundt..ligesom i England..uden en masse papirnusseri, men ud fra betragtningen af, at skades afgrøderne, så er det tilladt at regulere.
Denne fredag morgen kørte vi meget rundt, John og jeg havde købt øl i den lokale SPAR butik, 3 til hver, mine 3 lå i sikkerhed i min jagttaske, John havde sine tre i en plastikpose, hvilket han kort tid senere skulle fortryde..
Scott skulle lige ud for at snakke med en jordbesidder, da Scott åbnede højre bagdør, røg Johns pose ud, og så var der kun en øl tilbage..(selvfølgelig fik han én af mine, så han ikke døde af tørst)
Vi havde overfor Scott udtrykt ønske om, at vi gerne ville sidde hver for sig denne dag, til dels for ikke at lægge pres på hinanden, og til dels for, at vi måske bedre kunne sende duerne fra det ene sted til det andet..holde duerne i gang..
Kl. 10.30 blev John sat af i kanten af en rapsmark, med høje træer bag ryggen.
Duerne sværmede i luften, og vi slog plat og krone om, hvem af os der skulle have denne plads..
John vandt desværre..men helt fair.
kl. (godt) 11.50 (efter næsten 3 timer i bilen) blev jeg sat af langs et læhegn, på kanten af en lille majsremise der netop var blevet høstet, det så yderst lovende ud..men jeg skulle blive klogere.
Jeg havde ikke mere end lige plantet røven i stolen før en sms tikkede ind..
kl. 11.42 ”3 duer i 3 skud” afsender : John..
kl. 13.20 sad jeg stadig og spejdede forgæves efter en due, der ville trække på min ”karrusel” og udlagte lokkefugle..
På et tidspunkt kom Scott forbi med en nyskudt due og en allike..måske en allike på karrusellen ville lokke kragerne til at slå på duerne?..det hjalp lige fedt..
13.54 skrev jeg til John
tre timer uden en skudchance til en due, må være rekord både i Danmark og i England
kl. 14.15 forbarmede Scott sig over mig, han smilede ikke af min bemærkning, ang national/international rekord han mente der var mange dage, hvor jægere slet ikke skød duer..”Yeah right Scott”..

Scott satte mig af i skovområdet bag John..jeg kunne prøve at skyde duerne, når de landede i trætoppene..jeg ku´ skie´..
Efter tre kvarter gik jeg mod lydene af skud, der med sporadisk kom nede fra skovkanten, hvor John hyggede sig, og havde nærmet sig 30 skudte duer..
Se..så blev dagen straks meget sjovere.
Vi skålede i en nyåbnet øl, og vi frydede os over den stadige strøm af duer, de kom i små og større flokke, enkeltvis og parvis, fra nord, syd, øst og vest..vi morede os over vores til tider håbløse skud, og frydede os, når skuddet sad lige i skabet.
Scott kom forbi, mens duerne stadig slog, han havde købt et par store øl til os, som erstatning for dem han tabte ud af bilen..
Hvad tid vil I slutte i dag spurgte han? kl. 15.30?
Niks, kan vi ikke ringe eller skrive når vi ikke ”gider” mere
spurgte vi..
okay lød svaret
omend lidt mismodigt kunne vi fornemme..

Klokken 17.30 kom Scott rullende, nu mente han vi havde jagtet nok, John havde tilfældigvis skrevet til ham i det samme, så det passede os fint.
Desværre havde Scott ikke sine hunde med i dag, så vi måtte selv se, om vi kunne apportere de anskudte duer.
Jeg fangede den sidste due inde i skoven, i noget brombærkrat..tjørn rev og sled i mit tøj, et par tjørnespidser blev efterladt i min højre hånd.
John var også blevet stukket godt og grundigt under ”affangning” af en due, det væskede de efterfølgende dage, og efter hjemkomsten til Danmark, tog John til vagtlæge og måtte have en gang antibiotika..jeg kunne selv en lille uge senere pille mine to små sorte sataner ud af håndfladen.
Vi anslog vi på denne, duejagtens dag nummer to, at det var lykkedes os at nedlægge 56 duer.
Anslog, fordi vi ikke havde hund til at samle alle anskudte duer op..trist men ”that´s life”

Men det kan godt være, at antallet på hjembragte duer kunne være blevet til ti ekstra, hvis vi havde haft apporterende hund med på jagt..jeg savnede i hvert tilfælde min hund ved min side, den ville have nydt al det skyderi, omend den nok var blevet lidt rundtosset af alle de fugle i luften ..

Hjemme på hotellet var tiden så fremskreden, at vi ikke nåede forret (et par øl i baren).
Vi klædte om og gik ud for at spise.
Scott havde anbefalet os at spise på ”The Black Horse”, der skulle bøfferne (engelske?) være helt i særklasse.
Uden jægerdress blev vi anvist bord på den sorte hest, menukort i den ene hånd, og et stort glas engelsk øl i den anden.
En ung pige der næsten snakkede hurtigere end vi kunne skyde duer, præsenterede på en stor tavle dagens specialiteter, vi nøjedes dog med en god gedin bøf..
Vi blev spurgt om vi ønskede bla bla bla : igen en svada af uforståeligt kværu-engelsk.
John svarede
Yes
Og jeg forklarede John, at der vist var et spørgsmål om tre fire forskellige former for tilbehør.
Say again
sagde John derfor.
Og John bestilte 2 x hvad han var sikker på, var lidt tomater og salat.
Det viste sig at være være 3 stk kongerejer til os hver, godt fedtet ind, så fingrene blev godt sorte, mens vi ”flækkede” dem..
Rejerne var også noget seje, eller faste i kødet, men de gled ned..
Bøffen var stor og med god marmorering, men igen..måske er jeg blevet forvent med det kød jeg plejer at smide på bordet hjemme i Danmark, selv en mandag aften..mine smagsløg er ikke lette at imponere..
Tjenerne havde heller ikke imponeret John, så da han lagde drikkepenge, var der vel det der svarede til mellem 75 øre og en krone.
Jeg lavede en ”Frank Hvam” (eller nærmere en ”fætter Andreas” fra tv-serien Klovn..) da tjeneren ville hente byttepenge, og jeg sagde ”keep the change”
John morede sig kosteligt...
Hold kæft du var large der, og gav hende 80 øre i drikkepenge..og så af mine penge
..jeg kunne kun grine med..

Vi sluttede aftenen på vores stamværtshus, tjenerne de samme med lynsmil, der aldrig nåede øjnene.
En af tjenerne var så kedelig, at jeg tror hun fik sat ny standard for ordet kedelig...
Hendes øjne var så lukkede, og ansigtet så træt, at da hun tøffede ud i baren, overså hun, at der var kommet en ny kunde til baren..vi sad hele tre..

Hvilken omsætning man kunne lave, med blot et smil og en kvik kommentar, i stedet for at flygte til køkkenet/personalerummet, hvor vi tydeligt kunne høre de engelske gæs knævre.
Okay, John og jeg drak de øl vi kunne, hverken mere eller mindre, men lidt snak til kunderne er aldrig en skade til..
Der var ikke færre end 4 forskellige kvinder til at ekspedere i baren, i de dage vi besøgte den.
Den mest kedelige kunne trække mundvigene op, i et forsøg på at simulere et smil, men man skulle være hurtig for at se det, og øjnene var uden liv.
En anden var frisk at se på, hendes smil fyldte halvdelen af ansigtet, når hun smilede, men smilet forsvandt næsten ligeså hurtigt som venindens, og det nåede heller aldrig øjnene.
En tredje så jeg ikke smile, hun gad tydeligvis ikke at stå bag baren og servere, smadrede på et tidspunkt et glas, fejede nødtvunget glasskårene på tværs af barens gulv, som John udtrykte..
Så var glasskårene da også fordelt - ud over det hele..
Den sidste der skænkede øl op til os, var den ældre værtinde, hende var der heller ikke meget smil ved, men den dag hun skænkede øl til os, havde hun også været på arbejde i 13 timer, så det kan man ikke fortænke hende i, at være lidt træt..om morgenen når hun skænkede os kaffe, var hun altid smilende og yderst venlig..og ualmindelig høflig, men det tydede på, at det skulle englænderne være..
How are you this morning..
eller
Have a nice day..
Ikke fordi man ikke ønsker hinanden en god dag i Danmark, det lyder sgu bare lidt bedre på engelsk..

Englænderne har også en social side, som jeg ikke oplever i så høj grad i Danmark.
det lige at sætte sig ind og få et glas øl med et par gode kammerater, efter arbejdstid..
Det behøver man ikke, ligesom i Danmark, være dranker for at gøre.
Det foregår muligvis også i Danmark..blandt ”almindelige mennesker” men hverken John eller jeg, har den vane, det ville skisme nok også bare gå galt, hvis vi fik..
Vi faldt pladask for den engelske øl, især den der blev hældt op via et stort håndtag, og det lød som en doven lang bøvs, hver gang en slant øl blev tilføjet de store originale glas...

Sidste dag på duejagt – lørdag d. 14 marts

Tredje og sidste dag vi skulle på jagt, blev jeg endnu engang vækket til duernes kurren.
Det måtte da være et godt tegn.
Der var en smule overskyet, dog var der udsigt til, at solen ville bryde igennem, og da vinden var let til frisk, gned både John og jeg os i hænderne, det ville blive en fantastisk dag, mon vi i dag med lidt held og nu optrænet skydefærdighed kunne runde 100 duer...
Vi ville sidde sammen, det var der mest hygge i, og succesraten så også ud til at blive størst på den måde...men vi skulle blive klogere, skulle vi..

Morgenmad ”same as usual”..sandwich under armen, bajere i tasken og vi var klar.
Scott kom som de andre dage kl. 9.00
Han var stresset kunne vi se, kasketten blev sat noget hårdt til hovedet flere gange denne morgen.
Hvis han trak den længere ned, ville han blive ørekuperet.
Han havde ikke som de to foregående dage mulighed for at køre rundt og holde duerne på vingerne, han skulle til en anden by.
En af hans kammerater (James, ja hvorfor ik´) ville komme og hente os, men inden vi kom så langt, skulle vi først finde nogle duer.
Jeg foreslog straks, om vi ikke bare kunne springe den lange køretur, og så køre ud hvor vi var om fredagen..
Desværre, meddelte Scott.
Skovområderne og de bedste marker var om lørdagen forbeholdt driverne fra efterårsjagterne..og disse marker kunne vi derfor ikke få tilbud om at skyde på.
Vi måbede noget de næste 3 timer i bilen, og Scotts hat blev trykket længere og længere ned, efterhånden som vi havde kigget samtlige marker igennem to gange.

Ingen duer af betydning trak, til sidst havnede vi ved marken, hvor vi jagtede om torsdagen..der var en smule duer i luften, og en del i skovene ikke så langt derfra (da James hentede os efter jagten, fortalte han, at drivere/lokale folk, denne lørdag skød langt over 100 duer..damned, those bastards)
John spurgte Scott, om han mente vi skulle droppe jagten denne dag..
Jeg spurgte Scott, om han ligefrem ville anbefale os at gå på bar i stedet.
Pludselig kom smilet frem på Scotts ansigt.
Helt bestemt, hvis det var ham, så havde han valgt baren frem for duejagt

Vi var dog kommet til England for at jage duer og ikke for at drikke engelsk øl (bob, bob), så vi fik sat de to karruseller op, den ene med et mere fladt batteri end det andet..pokkers..men vores skjul blev aldeles perfekt.

Der var langt mellem duerne, men de kom.
Vi drak næsten mere øl end vi skød duer, vi havde desværre kun 3 øl med til hver..eller heldigvis..ellers havde vi bare drukket flere..men vi hyggede os, og skudchancer kom der da også en del af.
John doublerede, jeg gjorde ditto..og slutresultatet blev ialt 28 duer.
Et par chinese waterdeer kom også tæt på os, den ene havde ligget trygt og godt ude i rapsen.
Da John gik ud for at hente en vingeskudt due, rejste det lille dyr sig kun 5 meter fra ham.
Senere kom to af slagsen trækkende op mod vores skjul, det gav en fin oplevelse og en god lille optagelse på video.

I det hele det at have et godt videokamera, syntes jeg er meget vigtigt.
Spejlreflekskameraet havde jeg ladet blive hjemme i dk, dels fordi min kuffert var fyldt til bristepunktet, og dels fordi, det bliver for bøvlet med videokamera i lommen og et tungt fotografiapparat om halsen.
Jeg havde nok at gøre med at svinge mit gevær rundt i luften.

Gode optagelser med videokameraet fik jeg også, selvom det selvfølgelig krævede lidt personlig overtagelse at lægge geværet fra sig, og i stedet starte videokameraet..især når duerne myldrede frem på himlen..men på sigt, vil John og jeg kunne more og glæde os over disse optagelser, også efter vi har lagt geværet og jagten på hylden.

Scotts kammerat kom og hentede os ca kl. 16.30, og han var imponeret over, at det var lykkedes os at skyde så mange duer på så dårlig en dag..vi syntes nu dagen havde været rigtig god, men selvfølgelig ikke i antal nedlagte duer på højde med de to første..
Men som helhed havde vi ikke kedet os, de duer der kom havde vi måttet sloges om, og det at kunne liste et skud afsted, uden ens kammerat nåede at få geværet op, var en kunst der ikke lykkedes mange gange..
Denne lørdag kunne vi også godt have brugt en hund, rapsen stod højt, og vi havde en mistanke om, at et par vingeskudte duer trykkede sig i det høje grønne..beklageligt, men et ekstra gratis måltid til rovfuglene der konstant sværmede i luften, eller ræven på evig søg efter let bytte, kunne vi godt unde ”those fucking bastards”..så kan det være de lader et par fasaner gå.

Da vi kom tilbage til hotellet ville jeg besøge den lokale isenkrams butik.
Det var nu mest Chinese eller Engelsk porcelæn butikken solgte.
I butikken jeg nåede ind i 10 minutter før lukketid, var der hele 4 ekspedienter.
Fantastisk, to unge piger til at tage mod betaling og lægge mine indkøbte krus i en pose.

I denne lille by Woburn, var der en lille privatskole, en vaskeægte skrædder, en porcelænsbutik, en sparbutik, en antikforretning, to mindre tøjbutikker, ca 5 spisesteder og samme antal værtshuse..og så med blot 933 indbyggere...
Det er i hvert tilfælde det antal indbyggere internettet fortæller mig.
Huspriserne i Woburn lå for et almindeligt parcelhus fra 7 millioner og op..vanvittige huspriser..
Scott forklarede at det var pga Woburns historie, det var ”fornemt” at bo i Woburn, og med tog kunne man være i London på mindre end tre kvarter..men alligevel..

Sidste Engelske måltid blev indtaget på ”The Bell”
Ikke prangende i smag, men både John og jeg måtte levne ca halvdelen af måltidet..måske vi ikke skulle have delt en stor tallerken nachos til forret?..

Inden klokken 21.00 krøb vi til køjs, vores tøj var pakket, vi skulle køre fra Longs In i Woburn kl. 03.00 for at nå det tidlige fly i Gatwick.

Turen hjem

Med Gps fandt vi let vej til Gatwick, langt større problemer havde vi med at finde vejen til biludlejningsfirmaet.
To gange måtte John forsøge sig på veje, der var forbudt kørsel for uvedkommende.
Det fik sveden til at springe på Johns pande, ja … jeg oplevede endda antydning af panik i Johns ansigt..
Det endte med, vi kørte ind på en tankstation for at spørge om vej, bilen skulle alligevel fyldes op inden aflevering, ekspedienten kunne ikke forklare vejen, en mand bag os havde samme problem, med at finde stedet, hvor han skulle sætte sin bil..
John var kommet i tanke om, at der på hans gps var interessepunkter, og via den fandt Hertz.
Det var godt Hertz biludlejning i Gatwick syd vi fandt frem til..og da vi så, der ikke var afgange af Norweidian fly fra Gatwick Syd, måtte vi finde vej til Gatwick Nord.
Det gik nu meget let..shuffling går rigtig stærkt, på gåben var vi kommet en time for sent, mindst..

Indtjekning af våben gik også lettere end vi havde håbet på..til at begynde med..
Første møde ved indtjekning, var en ældre engelsk herre, der også selv var jæger.
Han fortalte gladelig om sine jagter til Sydafrika, hvor han havde en bror, der var bosat.
Og jagt i Afrika kunne John jo sagtens snakke med om.
Vi ventede ikke godt stykke tid, før der kom én og hentede os, så vi kunne komme til told/politiafdelingen, der skulle tjekke at alt vedr vores våbenpapirer, var på plads.
Og ham der hentede os, virkede lettere irriteret, måske fordi han var blevet ringet efter to gange..og jægeren i indtjekningen havde tapet vores kufferter godt til, og han vidste sgu da godt, at tolderen skulle tjekke våbennumre m.m...
idiot, sagde han
Et engelsk ord vi forstod.

Men endnu mere irriteret var den ubarberede og lettere usoignerede toldbetjent..
Da vi skulle fortælle, hvor våbnene skulle hen (selvom det stod klart og tydeligt i papirerne), blev det oplyst af vores ledsager, og han stavede til Aalborg..det skulle han ikke have gjort, for så skulle der pludselig pisses territorie af..
Tolderen havde været i Aalborg, sagde han på gebrokkent dansk, sikkert de eneste 5 ord han kunne sige på dansk..
Jeg har været i Aalborg - så jeg behøver ikke få det stavet
det sidste sagt på engelsk, og meget nedladende overfor sin kollega..

Men det gik altsammen, vores våben blev godkendt til transport, vores før så venlige ledsager var nu blevet godt tvær over den urimelige behandling fra tolderen, jeg glattede ud..det var jo først på dagen, klokken var ikke mere en seks..så jeg sagde..
Now the day only can get better..
og med et tryk i hånden, blev vi ønsket god tur hjem..

Jeg skrev tidligere at måltidet på ”The Bell” blev vores sidste i England.
Det passer ikke helt.
I lufthavnen stod nogle unge mennesker og delte smagsprøver ud på friskbagte pandekager.
Det kunne vores maver ikke stå for, og da vi heller ikke havde fået morgenmad, fik vi nu et frisk et af slagsen, pandekager med sirup, banan og blåbær..og en god kop kaffe til..mums.

Med et mums tog vi flyveren hjem direkte til Aalborg.
Hvor Annette og Andreas tog imod John og mig med store smil.

Tusind tak for en supergod jagt/gave John, en skam man kun fylder 50 år en gang i sit liv.

JAØ 29/3-15

ps. Jeg glemte at nævne, at vi også af Scott blev tilbudt at skyde nogle ”fucking squirrels”
De grå egern havde spredt sig i foruroligende antal, og gjorde stor skade på fauna og dyreliv.
Det røde egern som er den originale indfødte slags, også i England, var næsten udryddet, måske ikke pga dens grå slægtning, måske pga sygdom.
Derudover så vi også enkelte kaniner, men en masse huller i jorden fra kaniner.
Til spørgsmål om hvorvidt de jagtede kaniner i Bedfordshire, svarede Scott, at det var et par år siden han sidst havde skudt en kanin.
Sygdom havde også næsten udryddet kaninerne, lige nu var de ved at komme på fode igen.

På Duejagt inviteret af John A. England 2015

På Duejagt inviteret af John A. England 2015 del 2