Josephines første råbuk

Vi, Josephine og jeg, lejede et fint stykke jord i Ulbjerg sæsonen 2022/23.
Udlejeren på mit gamle stykke ville have jagten for sig selv, og jeg blev opsagt, jeg havde haft jagten i fire år, og ville gerne have fortsat lejemålet, men udlejer står med hatten og katten.

Heldigvis bibeholdt jeg kontakten, og i December 2022 fik jeg at vide, at jeg godt kunne leje jagten igen, med start bukkejagt 2023.
Heldigt især fordi jagtområdet i Ulbjerg var en stor fuser, eneste udbytte (ikke fordi det altid hænger sammen med investeringen) var en fasanhøne.

Så Josephine fik ikke buk i hendes første år som jæger.

Jeg var dog rimelig sikker på, at min gamle jagt i Kjellerup ville give os en buk hver.

Fodertønde og sliksten kom op på terrænet igen efter et års fravær.
Vildtkameraet afslørede også måske 3 forskellige bukke, men ingen hundyr..

Vi fandt hurtigt ud af, at der var væsentlig flere grævlinger end der var bukke på terrænet, disse banditter åd grådigt af majskernerne.
Ofte 3 ad gangen stod de og fiskede majs ud af fodersprederen.

Jeg passede godt på bukken/bukkene i Kjellerup.
Bukken viste sig ikke så tit, men jeg havde en fornemmelse af, at han stadig var på terrænet.
Der var efter premieren kun tale om en bestemt buk, i hvert tilfælde ifølge de billeder der blev taget.

Josephines tid er kneben, og det var mest aftenjagterne, hun havde mulighed for at komme på.
Jeg har et par andre småsteder, jeg kan gå efter buk, og ja, det der betød mest for mig var, at Josephine skulle få buk, jeg selv har skudt så rigeligt i min tid som jæger.

Jeg vidste, at satte jeg mig i Kjellerup, ville jeg måske ”komme til” at skyde bukken..
Så jeg sad der kun et par gange den første måned af jagten, mest for at se hvad der rørte sig, og fordi der er den mest fantastiske udsigt.
Og ingen rådyr i sigte, hverken på ”min” mark, eller på naboernes, jo..vi har set et par rådyr på vej hjem i bilen, men slet ikke i nærheden af de dyr der var for 2-3 år siden.

At jeg så var heldig at få en god buk i løbet af den første måned, er en helt anden historie.
Den blev skudt hos dyrlægen.

Den første måned gik uden buk til Josephine.

I går, mandag d. 19/6-23 skrev Josephine kl. 15.11 om vi (Annette og jeg) havde planer om jagt for i aften?
Eller om vi skulle se landskamp. (Slovakiet – Danmark EM kval kamp)
Jeg havde glemt, at der var landskamp, og jeg havde planlagt morgenjagt tirsdag, vidste der ville komme lidt regn mandag aften..

Tidligere på dagen havde jeg skrevet til Jørn og Poul ”Husk nu, at efter regn kommer der buk”

Og når Josephine direkte spørger, om vi skal på jagt, så svarer jeg altid.. ja.

Josephine havde også set vejrudsigten, og hun har tydeligvis lyttet til mine råd, at efter regn...

Vi skulle mødes i Kjellerup kl. 20.15, så ville Annette sætte sig sammen med Josephine, og jeg ville køre videre til Annettes brors juletræer i Hou, og se om bukken ikke skulle komme ud for at lave nye markeringer på juletræerne, det er der nemlig en buk, der har haft rigtigt travlt med at gøre.

Det regnede uafbrudt.

Fra ca. kl. 18.00 stod det ned i stænger, langt mere vand end metrologerne havde turdet love.
Vi har ikke set skyggen af vand i mere end 3 uger, den tørreste sommer i mands minde, måske den tørreste nogensinde.. så vi, og ikke mindst kartoflerne, sukkede efter lidt regn.

Jeg har i dag (tirsdag d. 20/6) hørt, at der er faldet næsten 10 millimeter, så ikke noget at sige til, at vi blev gennemblødte, efter den første lille time i regnen.

Klokken 20.35 sendte jeg et par billeder til Josephine og Annette, at nu måtte regnen godt stoppe.
Jeg sad perfekt, fint overblik, uanset hvilket spor bukken ville vælge at trisse nedad imellem de laveste juletræer, så ville jeg se ham.
Jeg skulle nok ikke have skrevet det om regnen, for det fik modsatte effekt.
Som i ren provokation blev regndråberne dobbelt så store, og faldt dobbelt så tæt..
Men man kan kun blive gennemblødt en gang pr aften, og så langt var jeg kommet i processen, selv underbukserne stod under vand, kunne jeg mærke.

Med et stoppede regnen, fra det ene øjeblik til det andet.

Nu sker det, tænkte jeg, så øjnene blev sat på stilke.

Jeg havde sagt til Annette, at min mobil ville være på lydløs, men mobilen ville vibrere, hvis de ringede og fortalte, at Josephine havde skudt buk.
De måtte ikke gå ned til bukken, Zimba der sad i bilen skulle gerne have lov til at gå på schweiss, hvis en af os skulle have held.

Mindre end ti minutter efter regnen var stoppet, vibrerede min telefon.

Åh nej, tænkte jeg, det er garanteret ”arbejde”, min arbejdsmobil stod på omstilling.
Jeg fik med våde og glatte fingre listet mobilen op af lommen.
Der stod Annette Østergaard i displayet, så vidste jeg godt hvad klokken havde slået, kl. 21.04..
Aftenens jagt var slut for mig.

”Jeg har skudt buk” blev der hvisket i den anden ende.
”Den er død, jeg kan se den ligger helt stille” fortsatte Josephine.
”Lad den ligge som vi har aftalt, jeg kører med det samme” svarede jeg.. og ”Tillykke” fik jeg vidst også sagt.

Over stok og sten gik det nu, med stort smil tændt op i det våde ansigt.

Ca 20 minutter efter ankom jeg til Kjellerup, jeg gav mig lige tid til at hælde vand fra kartoflerne (nu havde de jo fået så rigeligt, kaffe..)
Og jeg vidste, der ville gå nogen tid, før jeg fik mulighed for at gøre det igen.

Zimba i snor og så fra bilen hen mod stigen til de heldige/dygtige jægere.

Annette kom mig i møde, i den mørke viadukt. (skoven mod slugten)
Tålmodigheden var opbrugt, og det forstår jeg godt.
Annette blev som den første sendt ned af skråningen, så kunne hun lave en autentisk optagelse af, hvordan hundemand og skytte går frem mod bukken.

Søget var denne gang al for let for Zimbas næse, men trods sværhedsgraden var lav, så brugte Zimba sin næse, og gik med den i jorden frem til den forendte buk.
Josephine var i tvivl om, hvorvidt bukkens opsats stadig var i bast.
Ja, hun gik endda så vidt til at sige.. ”Nu håber jeg det er en buk, det gik jo så stærkt...”

Her er hvad der skete :

Annette og Josephine havde siddet godt i den brede stige, Jørn og jeg havde sat op for ikke så længe siden.
Lørdag havde Annette og jeg savet og fjernet nogle unge selvsåede asp eller elm, som havde begrænset udsigten til næsten det halve, og jeg havde set lejer af råvildt i det høje græs.
Steder man ikke før kunne se fra stigen, så jeg troede på, at nu var chancen for buk blevet væsentlig bedre.

I den stride regn var der først kommet et stort skrummel af en grævling ud fra mosen.
Den havde en kort periode nusset rundt i det høje græs, førend den var lusket hen til fodertønden, som ikke er synlig fra stigen.

Derefter havde mor og datter siddet og diskuteret om en lysegul forhøjning i græsset måske var en sovende buk.. regnen var med til at forringe udsynet, men efter nogen granskning i kikkerten, var de enige om, at det nok var et af de lejer, jeg havde set for et par dage siden, eller ganske enkelt bare var en græstue.. en buk var det i hvert tilfælde ikke.

Sjovt som man kan stirre sig blind, når man sidder og kigger ud i det blå.

Pludselig hvisker Annette til Josephine ”Der kommer et dyr, det er en buk”

Josephine havde slet ikke set rådyret komme ud fra mosen.
Bukken var kommet, hvor dyrene næsten altid er kommet fra, ikke fordi jeg har skudt mange bukke her på marken.
4 bukke på fire år, og ja, rent faktisk er det vist kun en af dem, der er kommet ligesom denne, fra højre mod venstre, men andre dyr er gået samme vej, og endt i min fryser..

Det er ofte sket, at Annette har set dyrene før mig, af og til har jeg taget en morfar.

Annette havde straks fået kikkerten op, og da Josephine øjeblikket efter fik rettet riflens sigte ind, så havde Annette taget hænderne fra kikkert til ører, klar til skuddet skulle falde

Josephine hviskede ”Den skal lige stille sig med siden til..”
Annette kunne tydeligt høre på Josephines åndedræt, at der var bukkefeber, så via lange dybe vejrtrækninger, gjorde Josephine sig klar til at afgive et godt skud til bukken, der intetanende stod blot 68 meter fra stigen.

Den stejle skråning og vindretning gjorde, at bukken på ingen måde var klar over, at livet snart var slut.

Bukken faldt i skuddet, og der var ikke meget benspjæt at se, og så trådte bukkefeberen først rigtigt i karakter, hvor ville jeg godt have haft en optagelse af Josephines hænder øjeblikket efter.

Hold op jeg var misundelig.
At opleve ikke blot det Josephine oplever i det øjeblik som jæger, den første buk er noget helt specielt.
Men også at Annette sidder og oplever det sammen med sin datter.
Det kan man vist kalde kvalitetstid med sine børn.

Jeg oplevede det heldigvis da Josephine samme sted skød sit første stykke råvildt med riffel (ja første stykke vildt overhovedet) et smaldyr, samme sted som bukken, på en kold første juledag 2021..
Så jeg har heller ikke her noget tilgode.

Der blev ringet op til faderen, og han ankom så hurtigt han kunne.

Annette filmede os på vej ned fra stigen, og ja.. min første kommentar til, at Josephine var i tvivl om det overhovedet var en buk, og om bukken var i bast, var da også da vi kom frem til bukken..
”Det kan jeg godt forstå..du var, i tvivl, for den er godt nok ikke ret stor”
Bukken lå med den største stang, den med 3 takker, begravet i det høje græs.

Annette syntes jeg var lidt nedsættende i min kommentar, men der tager min kone helt fejl, for mig kommer oplevelsen helt klar før trofæet, så min kommentar var blot en konstatering af reel fakta.

Jeg kunne også kun se lidt af den venstre stang, og den så kort og meget mørk ud, akkurat som var den stadig i bast.

Men da Josephine ærbødigt og med respekt løftede bukkens hoved, kunne vi begge overraskende konstatere, at det var da en ret fin buk at debutere med.
Og ja bukken, det er helt sikkert den, som vi har kunnet se på vildtkameraet flere gange, så alt var perfekt.

Fluer og myg angreb os i hobetal.
Bukkens skudhul blev oversvømmet af grådige og sultne fluer.
Det er tæt på en mose vi jager, så det er stor yngleplads for de flyvende bæster.

Efter billeder var taget, skulle bukken brækkes.
Jeg havde taget handsker med, og Josephine var også klar til at brække sit første stykke vildt, men med den mængde myg og fluer kunne jeg godt se, at det var et problem, det var næsten et helvede at stå i.

Godt nok er Josephine bloddoner, men det er ikke myggene hun syntes er sjovest at donere sit blod til.
”Åh kan du ikke hjælpe din datter?” forsøgte den altid omsorgsfulde moder..
”Jo, selvfølgelig..” svarede jeg.
Der skal nok komme en dag, med færre myg og andet skidt i luften, hvor Josephine får brug for sin kniv.

Og vupti, så var bukken brækket af mine erfarne hænder.

Fin stor og sund lever, i posen med den.
Flot hjerte, der dog var overskudt i toppen, skudt fra kroppen, men den røg i en pose for sig selv alligevel.
Blod hældt fra kroppen, Zimba lappede lidt i sig, udover en stump lever den også fik som belønning for at have fundet bukken.

Og så måtte Josephine selv slæbe bukken det halve af stykket op af den stejle skråning til stigen.
Jeg hjalp noget af vejen.
Det sidste stykke til bilen fik Josephine bukken på skulderen, så bukken på bedste vis kom fra terrænet med hovedet først, sådan syntes jeg, det skal gøres.

Der er langt hjem til Aarhus for Josephine, og selvom solen endnu ikke var gået ned, det kunne vi ikke se, for alt havde været gråt i gråt de sidste 3 fire timer, så valgte Josephine at smutte med os hjem til Hørby, for at drikke en bukkeøl, eller en halv, vi delte Josephine og jeg.

Vi så også lige de sidste 3 minutter af landskampen, på radioen i bilen hørte vi, at der stod 1-1, og sådan endte kampen også.

1-1 står der også nu mellem Josephine og mig på bukkefronten.

Og det er vi begge meget stolte over.

Sikke en aften, en af de aller aller bedste.

JAØ 20/6-23 fam.gyvelvej8@mail.dk 

ps. Forrige søndag havde Josephine været til sin første jagtfeltskydning.
Det er ikke en konkurrence, vi deltager for sjov.
Vi afgiver 50 skud pr ”mand” til mål på forskellige afstande og med forskelligt anlæg.
Meget lærerigt.
Både Josephine og jeg skyder med et par gamle Tikka Rifler, Josephines hedder M690 og min hedder M695, så vidt jeg husker, et par fantastisk velskydende våben, begge i kaliber 6,5x55.
Vi skød til feltskydning med det samme træningsammunition, Normas Jagtmatch.
Mine skud sad samme sted som jagtammunitionen, Nielsens Sonic Ballistic Hunt.
Josephines skulle lige have 4 klik ned.

Da Annette satte sig i Josephines bil, spurgte Josephine, om hun ikke skulle klikke sin kikkert 4 klik op, så den var tilbage på normal sigte.
”Det kan du da godt” svarede jeg, ”men det er kun 4 centimeter..”
Men okay, 4 centimeter kan have afgørende betydning, når man sidder højt, kan man sagtens komme til at skyde lavt, hvilket Josephine også påpegede..
Og Josephines kugle gik som sagt igennem toppen af hjertet, og meget lavt ud skråt på højre skulderblad..
Dejligt at Josephine tænker sig om og lytter til det meste.

Og ja, det er ikke sikkert det er målbart, sådan 50 skud på til en jagtfeltskydning, men jeg garanterer, at al erfaring tæller, og det kan være, at det er det der i sidste ende, der gør forskellen mellem fiasko og succes..

pps.
Det viste sig, at råbukken var i rigtig god stand.
Udover sundt hjerte og sund lever, så var der en del indre fedt på kroppen, og en brækket vægt på 18,75 kg var da også lidt over gennemsnittet for området.
Jeg håber råvildtbestanden fra nu af, kan gå opad igen.
Vi skyder i hvert tilfælde hverken råer eller lam til efteråret, hvis vi overhovedet ser nogen, og så krydser vi fingre.

Jeg har funderet lidt over, om Josephine nu også fik det hele med, det var jo hendes første buk, og det er noget særligt.
En spurgte mig, ”om vi så fik fejret bukken med rejemad og champagne..det plejer hendes familie at gøre, når en jæger skød sin første buk”. (nej, det nåede vi ikke, Josephine ville først lande i Århus omkring midnat, og hun skulle tidligt op, så en halv øl var, hvad vi nåede)
En anden spurgte mig, ”om jeg så ikke sørger for, at Josephine får skuldermonteret sin første buk..”
Pokkers osse, det tænkte hverken Josephine eller jeg på, og pga varmen +20 grader, så forlagde jeg bukken (omgivet af spyfluer) dagen efter..

Men jeg har spurgt mig selv, om Josephine ikke skulle have ”haft lov” til at gå ned til sin buk 5 minutter efter skuddet, om ikke Josephine alene skulle have ladet oplevelsen bundfælde sig (sammen med tusindvis af myg og fluer)
Jeg håber Josephine til trods for sine forældres selskab .. husker sin første buk som noget helt specielt.

Og nogen vil igen spørge, om jeg ikke er stolt over min datter, og om jeg ikke synes hun er sej.
Jo..selvfølgelig er jeg stolt, og jeg syntes hun er sej.
Og ja, så vil nogen igen sige, at nu skal jeg passe på ikke at gøre forskel..
Jeg syntes også mine drenge er seje, og jeg er meget stolte over mine 3 børn, og skulle drengene blive misundelig på deres søster, så kan de da bare tage et jagttegn, og jeg vil gøre alt for, at de bliver oplært på allerbedste vis.

I dag, to dage efter bukken blev skudt, renser jeg bukkehovedet.
Næste buk Josephine skyder, får hun selv lov til at klargøre fra A-Z... :-)
Men lige denne buk, der er jeg bare glad for at kunne hjælpe, mine andre mangler til trods, for her er noget, jeg kan finde ud af...