Bukkespurt aka Min første svenske buk 2005

BUKKE-SPURT

Månen havde stået fuld på himmelen.
I en helt klar men ellers stjerneløs nat.
Enkelte disede strejf kom og gik, men intet havde forhindret månens gullige klare skær i at nå vejen til vores jagtmarker i vores svenske jagtparadis.
Morgenen var trods det tidlige tidspunkt, 04.30, derfor meget lys og stille.

Det var som om natten, blot havde fået et gråligt skær, ikke det rigtige sorte, som den svenske nat oftest har.
Jeg satte bilen i gårdspladsen hos min svenske jagtudlejer, kort forinden havde jeg sat Jørn af, på hans valgte område blot 4 km. herfra.
Jeg vil ikke kalde Jørn for decideret mørkeræd, men det er tæt på.
Derfor var den lyse nat, og den korte tur han skulle gå, med til at berolige hans nervøse attitude.
Som han plejer at sige :
Jeg ved godt det er pjat, der står jo ikke en bjørn eller ulv på lur...
Sætningen bliver mere udtalt spørgende end som en konstatering,
vi svarer dog altid med et smil :
Det kan man aldrig vide Jørn...
Hvorfor Jørn havde valgt lige netop denne plads, endog for tredje gang i træk, var der ingen af os andre, der stillede ærlige spørgsmål ved.
På denne mark, der udover at være et drømmeterræn for både jæger og råvildt, havde vi alle under mandagens tur rundt på markerne set en endog meget stor ulige seksender, i brunstig løb med sin rå..
Og på den første dags to ture herud, havde Jørn haft kontakt til bukken, dog uden at få skudchance.
Jeg havde i spøg spurgt Jørn, om han ikke ville prøve at sidde et andet sted.
Vi 4 danske jægere havde jo ikke mindre end 1000 ha svensk jord at boltre os på, og da det var første gang, Jørn var med på dette terræn, burde han vel se andet end blot denne ene mark?
Men nej, Jørn har om nogen, en jydes stædige tro, og dette vidste jeg naturligvis godt.

Mit udvalgte terræn var også et indlysende valg.
Et nyt opsat tårn gav et fænomenalt overblik over en flere hundrede meter lang skovkant, en kant op til en skov som så dyb og endeløs ud.
Vi vidste der gik mindst 3 gode bukke ved denne lange kant, så chancen for at se buk denne morgen var stor .
Jeg gik fra gårdspladsen, bag om gårdens lade, og ud på den knoldede grå lerjordsmark.
Hver en kantet jordklump knasede og bragede under mine støvler, en lydløs pyrsch kunne ikke lade sig gøre.
Dette er livet tænkte jeg, aldrig er spændingen så stor, som om morgenen hvor man ved alt kan ske.
Mit mål var som sagt et stort tårn, placeret ca. 150 meter fra skovkanten.
For at komme derhen, skulle jeg blot passere den ca. 500 meter brede mark.
Gåturen fik sveden til at springe frem på panden, jeg skulle ikke blot forsøge at gå lydløst over den lerede mark, nogle steder skulle jeg også passere små træområder, der naturligvis havde afkastet en vis mængde tørre grene, samtidig skulle jeg passe på ikke at vride om på den hårde overflade.

Endelig fremme ved tårnet kunne jeg konstatere, at tårnet var meget smalt i indgangen til platformen, men efter en del møven frem og tilbage, fik jeg alt mit grej ”ombord” - det var nærmest et under, at jeg ikke var blevet udskældt allerede, jeg syntes mit støjniveau, var alt for højt.

DUET I SKOVKANTEN
Da jeg langt om længe svedig og prustende var kommet op i tårnet, og havde fået placeret bagen på sædet, begyndte en ræv næsten straks, at skrige i skovkanten til venstre for mig.
Dens skrig blev besvaret af en buks smælen til højre for mig.
Jeg kunne i måneskinnet se bukken i klar silhuet mod skoven.
Hvor stor han var, var svært at sige, men det er vel ligesom med fisken, der altid er størst i vandet, så lad os bare sige, at han var stor...
Jeg tog mit videokamera frem, om ikke andet, kunne jeg få den noget specielle duet med hjem på bånd.
Nu var spørgsmålet:
Skulle jeg forsøge, at pürsche mig til bukken der stod ca. 250 meter ude - eller skulle jeg prøve et par klem i mit lokkekald?
Jeg havde rejst mig for at gå ned, men ombestemte mig i sidste øjeblik.
I stedet kom Buttoloen frem.
Jeg gav tre små piv ”Pia, Pia, Pia”
”Brah, Brah, Brah, Brah” var den kontante og øjeblikkelige reaktion fra et dyr til venstre for mig.
Et dyr kom smælende og irettesættende op imod mig, men da der fra min side ikke kom yderligere respons, faldt dyret til ro og gav sig til at esse.
Ved hjælp af kikkerten kunne jeg se, at dyret desværre var en rå, hun troede sikkert jeg var en rival, som forsøgte at indynde sig overfor hendes buk...

NU GÆLDER DET
Kort efter kom endnu et dyr til syne, men nu ude til højre, i skovkanten.
Det var en buk, han var ikke mere end 150 meter ude.
Hjertet begyndte straks at banke sig vej ud gennem brystet.
Om det var den samme buk, som før smælte af ræven, gav jeg mig ikke tid til at tjekke.
Jeg kunne blot se seks takker, det var nok for mig.
Bukken trissede på tværs af marken, over mod råen, jeg tog riflen op, fangede bukken.

Til dels pga mange nerver, og til dels fordi bukken var i stadig bevægelse, var det ikke muligt for mig at afgive et forsvarligt skud.
Skudafstanden var også lige rigelig lang nok for mig.
Fra brædtet jeg nu lagde riflen an på, stak et søm ud, det skulle lige bøjes modsat vej.
Derudover var jeg nødt til at ”stå” på mine knæer for at skaffe ordenligt anlæg.
En lidt akavet skydestilling.

Når jeg ser på en svensker, ser han i kropsbygning ikke meget anderledes ud end os danskere.
Men når jeg sætter mig i en svensk hochsitz eller i et svensk jagttårn, ja, så undrer jeg mig over, hvilken jæger der har siddet model til disse lidt lave og akavede konstruktioner....
Mit hjerte bankede stadig alt for hurtigt, slagene var tydelige og mærkbare igennem min jagtjakke.
Nerverne var slet ikke som de skulle være, i ro.

Kort før bukken nåede skovkanten for enden af markens skarpe vinkel, afgav jeg mit skud.
Jeg har gjort det 23 gange før med succes, og jeg ved, jeg er blevet bedre med tiden, men, men, men.
Lige så snart fingeren er krummet om aftrækkeren, ved man om skuddet har været godt eller mindre godt.
Denne følelse havde jeg også nu, og jeg var ikke sikker på at skuddet sad helt som det skulle ...jeg kan høre på mine jagtkammerater, at det også blandt dem er en velkendt følelse.
Jeg flyttede i skudøjeblikket mit hoved (en uvane jeg ellers troede jeg havde aflagt mig), men observerede dog efterfølgende en øjeblikkelig spurt ind i skoven.
Selve træffet så jeg ikke, hvis der havde været noget træf, vel at bemærke.
Bukkens flugt var ikke det skudtegn jeg havde ønsket mig at se.
Græsset han havde esset på, var heller ikke langt nok til at kunne skjule en nedlagt buk, så bagdelen jeg så, sad uden tvivl på ”min buk”.
Klokken var nu 04.55
Jeg havde nu tid til at kigge på min mobil tlf.
Der var indløbet en sms fra Jørn, han havde kl. 04.50
- skudt en tung ulige seksender
Jeg havde hørt skuddet, og håbet det var ham.
Jeg skrev en sms tilbage :
- Har skudt på buk, venter lidt før jeg går ned, for at se efter schweiss..En sms, der siger ikke så lidt. Usikkerheden var til at skære i.

Efter ca. 10 nervøse minutter gik jeg ned for at finde schweiss (eller lede om man vil), intet! Absolut intet..
Men den endnu ikke helt lyse dag og kløver/græs i forskellige røde farver kunne let skjule de befriende dråber af rødt.
Jeg havde leveret et skud med megen nerve, skudafstanden var ca. 140 meter, jeg havde jeg ikke haft den fornødne ro, havde jeg skudt blankt forbi?
Dette var det bedste af to onder, hellere blankt forbi, end en grim anskydning, uha.... bare tanken!
De næste 2 skridt jeg tog indenfor skovkanten, hjalp mig ikke i min nød.
Jeg bildte mig ind, at et dyr var på vej væk i løb.
En smælen i det fjerne gav også indtryk af uro i skoven.
Pokkers også – havde jeg nu ovenikøbet, skræmt en anskudt råbuk til flugt?

GAFFELBUKKEN
I går aftes lod jeg for første gang i mit jægerliv, en buk gå.
I to timer havde jeg i et træfældningsområde en pæn gaffelbuk gående foran mig, ofte med bredsiden til.
Denne gaffelbuk var en typisk etårs buk, jeg filmede ham flere gang, han havde gået i forsigtighed, var nærmest én stor uskyldighed, han var tydeligvis bange for at blive kanøflet af en større artsfælle.
Jeg ved godt, at han måske ikke ville overleve ugen.
Vores fjerde mand på holdet Poul, går efter mottoet, én buk på skulderen, er bedre end ti bukke i skoven.
Men da vi heldigvis kun må skyde to bukke pr. mand, ja – så har vi ingen stramme restriktioner, om hvor store bukkene vi skyder skal være, heller ikke hvor gamle....
En afskydningspolitik som virker sund, vi skyder hvert år bukke der er over 5 år gamle.
I løbet af det sidste år, er der blevet nedlagt i alt 10 stykker råvildt, på de 1000 ha.
8 bukke (af os danskere) i August 2004, og 2 stykker råvildt i løbet af vinteren, det er ikke svenskernes skyld, hvis råvildtet ikke når en høj gennemsnitsalder.
Jeg ved godt, vi i området udover ræven har los og ulv, og sidst er bjørnen kommet til, men vi ser ikke andre steder (vi kender til) så meget råvildt som her.

Nu til morgen tøvede jeg ikke, en pæn seksender var kommet ud.
Jeg havde valgt at skyde, det var nu for sent, at fortryde.
Havde min beslutning om at skyde med for meget uro i skud, og lidt for langt skudhold været fatal?
Jeg gik tilbage mod tårnet, tog min jagttaske og skydestok, gik med bøjet hoved mod bilen.

JØRNS BUK
Sms'er blev sendt til jagtudlejer og fjerde mand på holdet, Torben, med beskeden
- Skudt til buk, kan ikke finde Schweiss
Jeg kørte op til Jørn, for at se hans tunge ulige seksender.

Som typisk jyde viste det sig, at betegnelsen ”tung ulige seksender” var en mild underdrivelse.
Jørn havde her skudt, den største buk der var blevet nedlagt på disse marker, i de fire år vi var kommet her som gæster. (den første sølvmedalje buk, lå nu for Jørns fødder)
Da jeg kom op til Jørn, var han i gang med at brække bukken, ligeså stort som Jørns smil var, ligeså langt nede i kulkælderen følte jeg mig.
Jørns jagt havde været kort denne morgen.
Efter jeg havde sat Jørn af i kanten af marken, havde Jørn blot taget ti skridt ind på marken, da han så silhuetten af et dyr.
Med kikkerten kunne han ikke ane nogle stænger imellem ørerne, men pga mørket kunne det naturligvis være en meget lille buk.
Forsigtigt tog Jørn et par skridt mere.
Og der, lige omkring hjørnet af nogle træer stod endnu et dyr.
Jørn havde ikke brug for kikket for at konstatere, at det var bukken!
Skydestok og riffel på plads, afgive skud, og bukken forendte med en perfekt bladkugle, efter kun 20 meters spurt.
Bukken stod ca. 70 meter ude da skuddet lød, på åben mark, en fantastisk, men kort oplevelse...
Blot skal vi have in mente, at Jørn den foregående dag havde siddet ca. 8 timer inden han kom til skud.

EFTERSØG
Efter vi havde fået taget billeder af den store buk, begav vi os i spænding, men ikke videre positive, tilbage til min jagtmark.
Der var nu gået 1½ time siden skuddet blev afgivet, og der var nu kommet sol i skovkanten.
Vi søgte i fællesskab efter anskudsstedet, det lykkedes os ikke at finde spor tegn på en træffer.
Jeg gik nu ned til skovkanten, og kiggede minutiøst efter schweiss.
Og pludselig – jo den var god nok - dér var et par enkelte dråber, dråber af mørkt blod, og blot en meter derfra noget lyserødt lungeschweiss.
Fra en kælder så dyb, tilbage til det grønne nord, på så kort tid.
Nedtrykthed blev vendt til opstemthed.
Bukken var truffet, men ikke nok med det, skuddet sad, hvor det skulle.(troede jeg da...)
En ny sms blev sendt til Torben og jagtudlejer :
- Schweiss fundet, vi leder efter bukken
Nu gik Jørn og jeg som et par andre sporhunde ind i skoven.
Blodstænk for blodstænk blev fulgt.
Vi var begge enige om, at bukken givet måtte ligge forendt indenfor de første 20 meter.
De 20 meter blev til 50, stadig schweiss, men ingen buk.
Bregner og tæt underskov gjorde eftersøgningen langsommelig, af og til kunne vi ikke finde fortsættelsen i puslespillet.
Men endelig, så fandt vi bukken.

Jørn så ham først, og sagde med et smil :
Der er han
Jeg sprang i tydelig lettelse hen mod stedet.
Bukken var nærmest sprunget i døden.
Fra en klippeafsats havde han taget sit sidste afsæt, var ikke kommet videre efter faldet.
Med hovedet let trukket ind under det ene forløb, havde han draget sit sidste åndedrag, en hård flugt mod friheden, væk fra smerten, var ikke lykkedes – ja så, og dog.
Min jagt havde fået en lykkelig udgang.
En ellers oplagt skudchance, havde givet mere spænding, end jeg kunne have ønsket mig.

JAØ August 2005

ps. Bukken var truffet af en lav bladkugle, en 11,7 g. Oryx kugle fra min 3006'er, havde taget en del af hjertet og lidt lungevæv. Samtidigt var højre bovknogle overskudt, men trods de omfattende skader løb bukken altså ca. 100 meter, i for os, meget tæt skov, men vi ved jo godt, at denne vej havde bukken løbet masser af gange før, skaffet ham i sikkerhed, dette blev hans sidste spurt.

En fantastisk morgen i Sverige, jeg kommer ikke tættere på himlen