Grisejagt januar 2020 årets første

En ny sæson står snart for døren
2019/20 blev et umådelig fattigt jagtår, set på antal nedlagt stykker vildt med hagl, for mit eget vedkommende.
Ja, jeg har af og til haft tanken, om jeg overhovedet orker at gå på hagljagt, var det ikke fordi jeg har en super skøn og alsidig jagthund, så havde jeg nok hængt haglgeværet på hylden.
En stor beslutning..som måske ikke tages i denne sæson, måske i næste, afhængig af om Zanto klarer en sæson mere, og/eller om jeg finder en værdig afløser til Zanto, så jeg kan få fornyet energi på haglfronten...
Jeg ved der er skudt en del fasaner, ræve, harer, rådyr for Zanto i denne sæson, jeg selv har haft chancen til én fasan, én hare og en enkel and..ja det var vist det, med hagl..og jeg bommede alle 3 gange.
Men Zanto har lystigt jagtet og apporteret, så det i sig selv, giver mig som driver en umådelig stor tilfredsstillelse.

Heldigvis har riflen været anderledes effektiv.
Alle chancer jeg er blevet givet, har jeg forstået at udnytte, hvis ikke jeg husker galt, det er en blanding af svensk og dansk, og jagtsæsonen tæller fra 16/5-19, så er det 9 bukke, en dåhjort og et stykke vildsvin... 11 chancer og 11 sikre træf.
Jeg har nydt hvert eneste minut, og da 2020 meget tidligt bød på muligheden, for at jeg kunne tage på årets første grisejagt, så var jeg ikke sen til at udnytte den.
Om turen skulle byde på en skudchance, sæsonens nummer 12, det ville tiden vise.

Historien om årets første grisejagt starter nu...og den er i et laaaaangt afsnit, så er du advaret. (men den er delt op i afsnit, da jeg har skrevet historien løbende)

Vildsvinejagt Januar 2020 del 1.
Jeg kunne mærke det i maven, at det var ved at være tid igen.
Tid igen til at vende hverdagen ryggen.

2019 har været et hektisk år.
Jobskifte marts (efter 19 år i samme job) Jobskifte midt December (efter 9 måneder på god men fysisk hård arbejdsplads)
Sølvbryllup i marts med morgensang på dagen og stor fest om lørdagen.
50 års fødselsdag i November (min kone Annette) Stor fest på dagen.
Sidste barn i rækken af 3 flyttede hjemmefra i December (mest hårdt for moderen)
Heldigvis blev der også tid til 4 jagtture til Sverige i 2019
3 ture efter vildsvin
1 tur efter buk..
Allerede i efteråret begyndte Poul at prikke til min mave
”Skal vi ikke snart have arrangeret en grisejagt til Sverige?”
Ja, Poul prikkede mere end én gang.

Og for at være ærlig (og ærlig er jeg) så havde jeg bare ikke overskuddet, jeg var så slidt både mentalt og fysisk, at jeg døjede nok med at følge med i den danske efterårsjagt, så at tænke på tur til Sverige, det stod ikke højt på min ønskeliste, men jeg vidste lysten nok skulle komme igen.
Min kone prikkede også til mig.
Hun syntes det ville være fint, både for mig og mine omgivelser, at det ikke bare var en spontan idé, sådan en uge før, at nu skulle vi jage gris.
Og Annette ved om nogen, hvordan jeg er at bo sammen med, hvis jeg går med en udlængsel som ikke bliver mættet.

Men jeg skulle selv lige være med.
Ny i job, hovedet fyldt, men heldigvis med en fysik der var ved at vende tilbage, så tog jeg den første uge af januar beslutning om, at nu var det tid til at arrangere en tur.
(fra tanke til handling, der er vejen meget kort for mig, når det er noget, jeg rigtig gerne vil)
Og Annette har også ret i det at glæde sig, det er en stor del af jagten.
Vi har de 4 gange jeg har været på grisejagt i Sverige, overnattet på en meget fin men også atypisk campingplads.
Det er hyggeligt at have en hel campinghytte, der ligner et sommerhus helt for sig selv, om man er to, tre eller fire jægere http://www.jens-arneoestergaard.dk/441370963, eller alene på tur med konen http://www.jens-arneoestergaard.dk/442295248.
Det at vende tilbage til noget ”sikkert” og velkendt, det giver tryghed, men det fjerner selvfølgelig også lidt af eventyret.
Mange jægere, kan jeg høre, syntes ikke rigtig dette ”vakjakt” på vildsvin det er specielt interessant, én af mine jagtkammerater har sammenlignet jagtformen med at sidde og kigge på tapetet tørrer på væggen, efter det er blevet hængt op…
Jeg er bestemt ikke enig.
Jeg elsker vildsvinejagt/vakjakt på gris, nok fordi jeg nyder isolationen uden aktion og uden støj… og når der så endelig sker noget, så sker der noget..

Jeg forhørte mig hos Jørn og Poul.
”Vil I med på grisejagt?”
Jeg foreslog d. 3/1 en dato, sendte den på sms, en halv time senere fandt jeg ud af, at jeg ikke selv kunne den dato, sendte en ny dato ud.
Jørn kunne godt denne dato sidst i januar, hvis vi kunne være hjemme om lørdagen.
Den dato spændte familiekalenderen ben for, jeg havde lovet Annette at tage med til koncert om fredagen denne weekend.
Og da det ligesom er mig der har kontakten til jagtudlejer, så er jeg en nødvendig del af jagten til disse marker.
Det blev ikke let at få puslespillet til at gå op, for vi ville gerne afsted, mens alle grise var tilladt at skyde (soen med smågrise må man jo aldrig skyde, så den ser vi bort fra)
Jeg aftalte med Jørn, at vi måske prøver en 3 jægers tur senere på sæsonen..

Tredje dato 17/1 – 19/1 både Poul og jeg kunne denne weekend..
Nu vi kun skulle være to jægere, valgte vi at skulle jage 3 dage i stedet for to, så ville udlejer få samme indtægt, og vi ville få mulighed for at skyde en gris mere i prisen.
Jeg skulle derfor forsøge at køre datoen 16/1 – 19/1 igennem, altså 3 overnatninger i stedet for de vanlige 2. (derfor også 3 aftenere/nætter på vaktjakt)

Poul og jeg er lige bidt af grisejagt, og vi håber som minimum, vi kan få en gris med hjem hver, skulle vi skyde 2 hver, så ville det bare være dobbelt så godt, vi kører i Pouls store 4 hjuls trækker med lad, plads kommer vi derfor ikke til at mangle.
Skulle ikke bare årets men sæsonens første sne mod forventning falde, så kunne Pouls bil også tygge sig igennem det.

Efter to dages opringninger på 3 forskellige telefonnumre, ringede jagtudlejeren endelig tilbage.
Vi var meget velkomne på jagt.

Derefter ringede jeg til ejeren af campingpladsen, det ville sikkert være en ren formalitet, for der er jo ikke højsæson, og vi kræver så lidt..
Desværre var han netop taget på en to måneders lang ferie til Portugal, og campingpladsen var for en gang skyld helt lukket ned, jeg foreslog ellers, at Poul og jeg bare kunne pille en rude ud.. men vand og el var der også lukket for.. pokkers osse.

Det sker desværre ofte der kommer benspænd, store og små, lad os kalde dem udfordringer.
Jeg fik et telefon nummer/navn af campingfatter, ringede kvinden op, hendes sommerhus var også lukket ned. Fik et nummer af denne kvinde til en der sikkert havde plads.
Ringede optimistisk til denne mand, og fik fat i campingfatter Lars i Portugal ha ha, det grinede vi meget af, Lars og jeg, der gik ca. 7 sekunder før 10 øren faldt for mig.

Jeg søgte på nettet.
Vores rejsemål er ikke en stor by i det svenske.
Men mirakuløst fandt jeg en kvinde, der udlejede et par værelser i hendes private hus.
Næsten for godt til at være sandt, og ja også utroligt billigt.. jeg skrev til hende, at vi var nødt til at booke begge værelser, hvis jeg skulle ha’ en chance for at få bare lidt søvn.
Poul ligger stadig nummer et blandt de jægere jeg har hørt snorke om natten.
http://www.jens-arneoestergaard.dk/438635775
Så jeg håber ikke husets vægge er for tynde..

Fortsættelse følger, om en uge tager Poul og jeg færgen til Sverige
JAØ 8/1-20

Grisejagt Sverige 2020 del 2
Jeg nåede at glæde mig 1 dag, efter alt var faldet på plads.
Torsdag d. 9/1 kl. 11.20 ringede Poul.
Poul blev måske nødt til at melde afbud til turen, Pouls svigermor lå for døden, trist og jeg følte med Poul, ikke kun fordi han muligvis skulle melde afbud til en jagt, han havde glædet sig til, og som han måske mere end jeg trængte til at komme på.

Men der er en ting, der for de fleste kommer før jagt, og dette var den ene ting..
Poul lovede at give endelig besked fredag, for jeg skulle jo have mulighed for at finde en afløser.

Jeg krydsede hvad krydses kunne.
1. Færgebillet var købt
2. Jagten var booket
3. Jeg havde fundet sted at sove, endda med ekstra rum, så jeg kunne nyde stilheden og ikke en ligge hele natten og lytte til en skibsmotor på fuld damp.

En time senere, ja faktisk næsten på slaget, kl. 12.23 ringede min mobil igen.

Det var den svenske campingfatter, der ringede fra Portugal.
Lars ville høre, om vi jægere havde fundet et sted at bo under vores ophold i Sverige, hvis ikke, så havde han måske fundet en løsning på vores problem.
Jeg takkede Lars mange gange for sin omtanke, men jeg havde fundet logi til os, hvem os så det endte med at blive.. 

Fredag d. 10/1-20

Jeg rykkede til morgen Poul for en besked, jeg ved det kan blive et kapløb med tiden og tålmodighed har aldrig været en dyd jeg besidder.

Jeg har altid haft det lidt ambivalent mht døden, måske fordi min far kun blev 62 år, før kræften tog ham, inden da havde Parkinson i flere år taget mere og mere af min fars værdighed og liv.
Prøv at forestille jer, en mesterspiller i skak, der hele sit liv har kunnet huske et skakparti, når han kom hjem fra en skakmatch… ikke bare huske enkelte træk, nej hele spillet, blot for at kunne spille spillet igennem på eget bræt og derved analysere ”kampen”.
Derefter tog sygdommen over, så min far pludselig ikke kunne huske, hvor meget Danmark havde slået Sverige i fodbold aftenen forinden.
Og husk, min far har aldrig haft en pc til rådighed, så al underholdning kom fra egne oplevelser eller fra dr sporten.
Jeg tror.. nej jeg er sikker på, at det er min fars sygdom og død, der har tilføjet mit liv så stor kynisme, at jeg mener, at livet ikke skal præges af døden, som vi alle ved, kommer før eller siden.
Min foranstående død skal ikke spænde ben for livet mens jeg lever. Ha ha.. det gør den jo uanset hvad på et tidspunkt, om vi vil eller ej.

Og mht død i omgangskreds og familie, så er det døde menneske fuldstændig ligeglad med, hvad du foretager dig, efter det er dødt.
Personligt håber og ønsker jeg, den dag jeg stiller jagtstøvlerne, at I alle vil skynde jer at leve videre.. måske stoppe op et kort øjeblik, og huske mig for det gode jeg har gjort/eller forsøgt at gøre, og derefter ellers sætte pris på det levende liv der er omkring jer.
Vi får ikke så meget som et sekund for meget at leve i.

Pouls svigermor sov ind ca. kl. 09.00 fredag morgen.
Senere på dagen ville Poul finde ud af, om han var nødt til at melde fra til jagten.
Det afhang af dagen for begravelse.
Jeg kondolerede naturligvis, og jeg forstod til fulde, at hjemlige forpligtigelser kom før jagten.

Jeg er hurtig… så jeg havde allerede fundet en afløser, der stod stand by, hvis Poul blev nødt til at melde endeligt afbud..

JAØ 10/1-20

Grisejagt Sverige 2020 del 3

Poul måtte desværre melde fra til årets første grisejagt, da begravelsen af Pouls svigermor blev fastsat til lørdag d. 18 Januar.
Ærgerligt for Poul, ”heldigt” for Peter (lad os nu se hvordan turen går) men jeg håber da turen kommer til at gå godt.

Da færgebillet var købt og betalt, og da jeg i mit eget program kunne se, at en anden dato ikke var til at finde de næste par måneder, så lovede jeg Poul, at vi måtte se, om vi ikke kunne komme på en tur, inden den danske bukkejagt starter i maj.

Kun 2 dage til afgang, jeg har haft for meget om ørerne til at glæde mig, men når jeg kigger ud af vinduet, ser røgskyen stige stille op fra skorstenen, til en næsten blå himmel, fuldmånen har lige været her, der er plus grader, nat og dag, både i Danmark og i Sverige, så ved jeg, at så snart bilen ruller ombord på færgen til Gøteborg, så får jeg tid til at glæde mig.

Et eventyr der lugter lidt af forår, uden der har været skyggen af sne og vinter, underligt.. Sidste år ved samme tid, var der nærmest snestorm, da jeg var afsted sammen med Jørn og Poul.
Gad vide hvad humør grisene er i?
Går de til åtelpladserne, nu hvor de stadig kan pløje igennem en blød skovbund?
Jeg drømmer om en gris, en af de helt store for en gang skyld.
Men måske grisene ter sig ligesom de svenske råbukke, den helt store lader vente på sig, eller måske det bare er jægeren, der stadig mangler et lille anstrøg af tålmodighed..

JAØ 14/1-20

Grisejagt Sverige 2020 del 4

Det blev tid til afgang.
Peter og jeg har kendt hinanden i mange år, har dog ikke været på flere jagter sammen, end det kan tælles på 2-3 fingre.
Men da Peter ejer en stor Guldsmedebutik og brillehandel i byen, så fik jeg ofte en lille snak om smykker, briller eller jagt, dengang jeg havde min daglige gang i midtbyen.

Peter er et par år yngre end jeg, ikke fordi det kan ses, jeg bildte faktisk Peter ind, at han er den ældste af os to, men når først vi har rundet de 50, så ved man sgu aldrig med den alder.

Vi har næsten de samme synspunkter omkring livet generelt, og interessen for jagt, brænder vi begge for.
Det er altid svært at sige, hvor meget man brænder, men det ville 4 dage i tæt selskab hurtigt afsløre.
Der er mange jægere, der desværre har misforstået hovedformålet med at rejse på jagt.
For mange drejer det sig mere om socialt samvær, lange måltider, rigelige mængder af de våde varer og ja..alle overspringshandlinger i stedet for at bruge tiden på at gå på jagt.
Sådan er Peter ikke, så der ligner vi hinanden.
Der var ingen tøven, eller utålmodighed ”skal vi ikke snart hjem?”..
Og mht forventninger om udbytte/put and take, den havde Peter kun lidt inden afgang, da han spurgte, hvor mange grise vi måtte skyde hver.
Ja som udgangspunkt gjaldt min aftale, en gris pr jæger, men da vi havde udvidet jagten med en dag ekstra, og derved også forhøjet vores jagtleje, så vores udgift svarede til 3 jægere, så var jeg sikker på, at udlejer sagde ok til, at vi måtte skyde halvanden gris hver, før det kostede os ekstra.
Hvorfor ikke skyde 3 grise hver, sagde den på det tidspunkt optimistiske Peter, ha ha..jeg skulle nok forhøre mig hos udlejer.
Aftalen blev, at vi som udgangspunkt måtte skyde 2 grise hver, og der så ville blive afregnet for den fjerde gris, hvis vi nåede så vidt.
Derefter måtte vi snakke om der kunne åbnes for afskydning af gris nr. 3 hvis en jæger skød 2..

Jeg var af naturlige grunde forholdsvis optimistisk inden afgang.
På de 4 ture jeg indtil nu har haft til jagtmarken, har jeg skudt gris hver gang, en af gangene skød jeg endda to, og det var alle jagter med kun 2 jagtdage.
Men med det gode vejr, 6 grader midt i januar, ingen vinter indtil nu, masser af føde i skov og mark for vildtet, ja, optimist, men ikke jubel optimist.

Ville vi få skudt en gris hver, så var mine forventninger tilfredsstillet.

Peter hentede mig på slaget 6 torsdag morgen.
”Desværre” måtte vi nøjes med at køre i Peters BMW X7ér, med blot 306 hestekræfter.
Jeg syntes nu bilen kørte ganske udmærket, og at pladsen så ud til at være fint for 2 jægere og ja, måske 4 eller 6 grise, alt efter hvor store grisene var, for da først vores oppakning var kommet i bilen, så ville jeg tro 4 grise ville være rigeligt at stoppe ind.
Peter var også lidt bekymret for evt blod i bilen.
Jagt uden blod? Jeg håbede da ikke det kom så vidt, at vi ikke så blod i bilen, men jeg havde da købt en rulle ekstra kraftige sække, så vi kunne minimere risikoen, men først skulle vi lige ”skyde bjørnen, før vi solgte skindet”

Turen til Frederikshavn gik glat.
Afgangen med den næsten mennesketomme færge skete på klokkeslæt.
Peter havde ikke fået købt en flaske whiskey vi kunne skåle i, når Peter skød gris, og Peter nåede det heller ikke på færgen, selvom det var hans plan.
Men sådan er det med tiden, den går hurtigt.
Igen, ”bjørnen skulle først skydes, før vi kunne skåle på at skindet skulle sælges” .. og jeg havde 2 flasker whiskey/bourbon med, så mon ikke vi havde rigeligt med til den skål.

Ankomst i Göteborg, ingen problemer, kørte lige forbi den lidt ondt skulende toldbetjent med skarpladt våben tværs over brystet.
Køreturen til vores mål, først efter nøgle hos Gunnar Gris, og derefter ud til vores nye udlejer gik også gnidningsløst, ikke skyggen af sne på vejene, grønne marker med råvildt i familiegrupper i stedet for i større spring, rapsmarker der stod i knap støvlehøjde, underlige farver på denne ellers normalt hvide januar måned.
Godt for bønderne, måske godt for vildtet, men godt for grisejagten? vi ville få at se.

Vores husudlejer ville først være hjemme kl. 17.00, så da vi ankom torsdag d. 16/1 kl. 15.30 tænkte vi, at vi skulle finde nøglen i en nøgleboks.
Men vi blev taget imod af den venlige udlejer, der viste os vores værelser på første sal, Peter fik det store værelse med dobbeltseng, jeg ville gerne nøjes med det mindre værelse men med god gulvplads, og den noget mindre enkeltseng.
Vi fik anvist stuen, hvor vi kunne indtage vores morgenmad, aftensmad m.m., denne stue var dog optaget af udlejer og gæst fra og med dag to, så vi måtte tænke alternativt, og indrette os med lille bord og to stole på Peters værelse, og det gik da også, men det ville have været noget mere hyggeligt at sidde i stuen med udsigt til haven og havens fugle.

Jeg foreslog Peter, at vi hurtigt klædte om, efter vi lige havde spist en rugbrød, og så afsted på jagt.
Jagtmarken kunne vi ikke nå at se, solen var gået ned, og i skoven ville der snart være helt mørkt, så at trække lod om at vælge hvilken af de 3 åtelkojar vi skulle sætte os i, havde intet formål.
Jeg forklarede at to af kojarne havde udsigt til 30 meters asfalt og en åtel/foderplads, den tredje stod i en ”skovrydning” .. men når solen var gået ned, ja så ville det eneste man kunne se, også her være en tønde der hang et par meter oppe i luften, samt kartofler og majs/ærter, der lå på jorden lige neden under tønden.
Chance for gris? Ja, der er jo skudt gris alle 3 steder på de 4 gange tidligere jeg har været på besøg.
Åtel 1, har jeg skudt gris februar og Juli 2019
Åtel 2, har jeg skudt 2 grise, November 2018 (Poul 1 gris Juli 2019)
Åtel 3, har jeg skudt gris april 2019, Jørgen November 2018 og Jørn i Juli 2019

Min umiddelbare vurdering er, at Åtel 2 er den mest sikre af de 3, så der satte Peter sig.
Vi betaler det samme for at komme på jagt os jægere, jeg har aldrig haft fordele eller tjent en krone, selvom det til tider har krævet lidt mandetimer at arrangere, jeg gør det fordi jeg syntes det er sjovt.
Men da det var første gang Peter var med, så betragtede jeg ham lidt som gæst, og jeg har jo også en hvis fordel i, at jeg kender terrænet en smule, og deromkring er jeg meget ærlig.. der kan skydes gris uanset hvilken åtelplads man sætter sig ved.
Vores udlejer fortalte, at der ikke var blevet fodret så meget med kartofler, som der tidligere er blevet.
Det var oldenår i år, så grisene guffede rundt i skovene, og da kartoflerne samtidig er dyre i år, så er det et fint sted at spare lidt på kartoflerne til åtelpladserne.
Men kartofler lå der store friske mængder af på åtel 1 og åtel 2, hvorimod på åtel 3 var der blot en lille flad ældre bunke..spændende..
Det havde Kjell vores jagtudlejer også lovet, at han ville fodre godt op til vores ankomst.

Jeg mener oldenår er hvert fjerde år, og jeg så usædvanligt mange agern på mit danske terræn i vinter/foråret 2019, hvorimod her i 2020, har jeg næsten ikke set skyggen af agern.
Men måske det er bog der er meget af i år, og måske det er meget forskelligt ikke bare fra steder i Danmark, men også mellem Danmark og Sverige.

Skidt, jeg tror på påstanden, tydeligt var det i hvert tilfælde, at golfbanen der ligger op til vores jagt, flere steder i år har fået en utilsigtet pløjning, og normalt ville kartoffelbunkerne være gennemrodet allerede samme dag, de er blevet lagt ud, på dag et, to og tre havde der ikke være skyggen af grise ved åtel 2, så ikke underligt at Peter ikke så andet end to stykker dåvildt den første aften, hvor vi sad til kl. 23.00
Jeg så ikke skyggen af en hattefis, men vi havde to aftener tilbage, så mon ikke jeg nok skulle få en gris. (det passer ikke helt, jeg så det hvide spejl af to stykker dåvildt der løb fra åtelpladsen, da jeg kom knasende frem på markens grusbelagte skovsti)

Dagen efter udtrykte Peter utilfredshed med det visuelle i at sidde på åtel 2.
Ja, jeg kunne godt følge ham, selvom jeg nok ville mene, at om natten er alle katte grå..
”Jamen, vil du sidde på ”min” plads så?” Spurgte jeg.. ”Så er du velkommen til det”

Vi kørte en tur tidligt fredag, kiggede på alle 3 åtel pladser, og jeg mente at chancen nok var størst på åtel 1 og åtel 3, der havde der i hvert tilfælde været aktivitet, og jeg mente også, at jeg fredag måske ikke så nogen, men jeg var sikker på, at der lugtede af frisk gris, så de havde nok været i nærheden.
Peter ville gerne lørdag aften sidde på åtel 3, jeg valgte derfor at sætte mig på åtel 1.

Vi købte aftensmaden kl. 15.00 hos den lokale pizzamand, jeg købte pizza, Peter noget der skulle ligne en steak, med ekstra ekstra ekstra pommes fritter, hvoraf halvdelen alligevel ikke blev spist, men hellere for meget end for lidt, sådan tror jeg det er med mange, jeg vil nu helst ikke smide noget væk, hverken hjemme eller i byen.
Halvdelen af min pizza røg dog også ud, men ikke fordi jeg ikke kunne spise den, ene og alene fordi den var alt for ringe.
Aftensmaden spiste vi først da vi kom hjem fra jagt, varmede maden op da vi kl. 23.00 vendte hjem fra jagt.
Planen var at tage ud lidt før denne aften, vi ville se om der kom grise på plads, samtidig med solen gik ned, så kl. 15.15 var vi på plads i hver sin åtelkoja.

Jeg så intet, og med intet mener jeg denne aften, absolut intet.
Men majsene fra aftenen før var væk, og der var rodet rundt i kartoflerne, så noget havde der været.
Peter havde om eftermiddagen været flink at pisse få meter fra mine kartofler, lyder det forkert?
Ja, jeg mener absolut det er forkert at tisse tæt på en foderplads, eller tæt på en råbuks markeringer, medmindre man ønsker at vildtet absolut skal blive væk de næste par dage..
Peter havde rent rutinemæssigt tændt for sit grønne lys på pladsen, og så to grise der havde været på vej hen til maden.
Begge grise vendte rundt og stak, af da lyset kom på, eller måske Peter havde lavet en lyd med riflen mod træværket, løb, det gjorde de.
Peter tog en chance og forsøgte at tage den bagerste gris i et febrilsk optimistisk skud, et skud der gik langt forbi målet.
Og måske derfor, grisene valgte at blive væk, resten af aftenen.
Næste dag så det dog ud til der igen havde været grise på min plads trods lugten af tis, de var bare kommet, efter jeg var taget hjem.

Lørdag bandt jeg Peter en historie på ærmet
Jeg fortalte Peter, at jeg havde talt med vores udlejer, og jeg havde spurgt om mennesketis på en åtelplads kunne have negativ effekt på jagtens udfald.
”Hvorfor tror du vi har dunke/spande at tisse i i jaktkojarne” svarede udlejeren, og rystede på hovedet. ”Alle jægere ved da at det inte går..svenskerne hælder først tissen ud, flere hundrede meter fra jaktkojan”

Hele min samtale med udlejer ang urin var opdigtet, men Peter troede på den.
Og jeg tror også på, at min vurdering af samtalens evt forløb ville have holdt om ikke tis så vand.

Lørdag var vi tidligt oppe, vi var blevet inviteret på drivjagt af Kjell og hans kammerater fra konsortiet der har jagten i den ca 1000 ha store skov.
Og det tilbud kunne vi ikke sige nej tak til.
Elgkvoten var opbrugt, så vi måtte skyde, rådyr, gris og ræv, og senere fik jeg at vide, at vi også måtte skyde dåhjort (dovhjort som svenskerne siger, og dermed mener dåvildt) det var kun dovhjort med horn vi måtte skyde.
Jeg så under dagens jagt omridset af et stykke råvildt samt en ekorar. Rådyret kunne jeg ikke skyde, da den gik i tæt småskov. Egernet kom løbende op imod mig, den er muligvis jagtbar i Sverige, men ikke på min liste over jagtbart vildt.
(jeg googlede det lige..der er i 2019 kommet forslag om at genindføre jagttid på egern i Sverige, men det er ikke vedtaget)

Peter havde en meget fin lovende buk på skudhold, men der manglede kuglefang.
Jeg havde sagt til Peter, at jeg ville lade bukke gå til de danske bukkejægere, som jeg også betragter som mine kammerater..
Jeg er ikke sikker på min holdning deles af alle andre, danske som svenskere.
Men udlejeren syntes det var fint, at den buk gik videre til høstens danske bukkejægere..

Der kom også en elgko med kalv, der blot 20 meter fra Peter stillede sig fint til skud, men de var ikke jagtbare, kuglefang eller ej.
6 jægere, en dejlig frisk blæsende dag, med lidt regn fra starten af dagen.
Middagsmad omkring tønde med bål.
Ældre svensker i Duster, kørte fra pladsen før vi andre.
Bakkede, bakkede og bakkede. Meget langsomt, og meget præcist ind i Peters BMW, gav kofangeren en lille bule med anhængertrækket.
Den svenske jæger stoppede først med at bakke, da jeg højt råbte HOLDT..
Men langsom reaktionstid fra chaufføren og skaden var sket..
Godt der findes forsikring, og begge biler kunne uden problemer køre, men træls var det, mest ondt havde jeg af den ældre svenske jæger.

Gunnar Gris fortalte os, at vi ikke skulle gå ud så tidligt på dagen
Bedste tidspunkt at jage på er mellem kl. 19.00 og 20.00.
Start med lys på absolut minimum, blot så der er et svagt grønt skær, grisene tror givetvis det er måneskin, og når grisene så er på pladsen, kan man skrue op på fuldt blus, hvilket lige nøjagtig er nok til at se hoved og hale på dyrene, der igennem en riffels kikkert for grisene til at fremstå som grå spøgelser.
Jeg plejer altid at vente med at sætte lys på, til jeg kan høre der er gris på foderpladsen.
Det har skræmt gris en enkelt gang, men denne er kommet tilbage kort tid efter.
Jeg lyttede til Gunnar Gris’s gode råd, for en jæger der går på jagt når han vil i denne skov, og årligt nedlægger mellem 20 og 40 grise, han drager sig nogle erfaringer, så ikke at lytte vil være tåbeligt.

Vi tog denne tredje dag, lørdag, ind for at spise maden frisk.
Fredagens opvarmede mad var ikke en succes.
Og da byen kun har et spisested, et pizzaria der også kalder sig for restaurant, ja så måtte jeg jo bare prøve noget andet end pizza.
Jeg købte en flad bøf med det faste tilbehør, en kaffekop størrelse salat, og en sjat pommesfrites.
Peter købte samme slags bøf, bare med ekstra ekstra pommesfrites.
Selvom jeg også havde købt en halv liter coca cola, så gled maden ikke specielt godt ned.

Vi kørte hjem og klædte om.
Kl. 18.27 var vi på plads.
Jeg havde annonceret at jeg ikke forlod min plads, før jeg havde skudt gris, om så jeg skulle sidde til den lyse morgen.

Jeg sad fra kl 18.27 ca til kl 01.00 denne lørdag nat. Peter var træt, jeg kørte ham hjem, heldigvis bor vi kun 5 km fra jagten.
Peter skrev allerede før midnat, at han havde planer om snart at køre hjem, om jeg ville hentes kl. 00.00
Jeg må indrømme at jeg var fristet, jeg frøs og jeg var ved at være mør i kroppen.
Men jeg var også stædig.
Midnat var for tidligt for mig, vi aftalte kl. 01.00..
Og Peter var der på slaget.
På vej hjem vendte og drejede jeg situationen.
Gunnar Gris havde givet mig ret, når grisene havde været forbi åtelpladsen både torsdag og fredag nat, så ville de garanteret også komme lørdag nat.
De plejer at gå en fast runde fra madplads til madplads, men de kan godt vælge at lave om på ruten, men rundt kommer de.

I døren til huset besluttede jeg mig derfor, at det skulle være løgn.
Jeg sagde til Peter, at jeg ikke ville give op endnu.
Jeg kunne mærke jeg ville fortryde det, hvis jeg sprang over det lave gærde, og gik op i seng.
Peter havde for tredje aften i træk proklameret at ”Nu bliver det godt at få en øl..”
Denne aften måtte han drikke den alene.
Jeg kørte tilbage til skoven, samme plads, og nu varm i kroppen igen.
På vej ud i skoven kom jeg til at tænke på øllene.
Resten af den kasse jeg havde haft med, havde vi givet de svenske jægere efter lørdagens trykjagt.
Svenskerne rører ikke øl, hverken før, under eller efter jagten.
Først når de kommer hjem, ville de nyde vores øl, stor respekt for det.
Vi to danske jægere drak også kun kaffe/te eller sodavand under lørdagens jagt.

Jeg satte mig for anden gang lørdag aften, der nu var blevet dyb nat i jagtkojan på åtelplads 1.
Hytten var blevet kold, der var pludselig blevet frostvejr, så jeg tændte for varmeblæseren, den larmer nu mere end den varmer, så efter en times støj, slukkede jeg den igen.
Høreværnene lod jeg ligge ved siden af mig på bordet, jeg ville gerne nyde skovens lyde uden forstærkning de sidste timer på årets første grisejagt.

Endelig kom lyden jeg havde ventet i ca 24 timer på at høre.
Kl. 03.35 hørte jeg dyr knase ærter og majs..lyset havde jeg indstillet til svagest mulige punkt. Riflen op...Det var en lille flok grise.
Lyset blev skruet en smule op, ja jeg satte det straks på fuldt blus, der som sagt ikke er voldsomt meget, grisene åd ufortrødent videre. Der var 5-6 stykker..
De skubbede til hinanden, især den største møffede de andre rundt, den store stod med siden til.
Den var mere end en halv meter bred over ryggen, rund og fed.
Selvom de mindre grise tydeligvis ikke var diende smågrise, ville jeg ikke skyde soen og lade ungerne klare vinteren, der må komme, alene.
Soen havde heller ikke lange patter, men hun kunne jo godt være fyldt med smågrise i maven..så nej.
Ikke mindst tror jeg de unge grise har godt af at blive opdraget lidt på, på det punkt er de vel heller ikke så meget forskellige fra os mennesker.

Grisene stod tæt, ingen var nu fri til skud, de trak mod højre, udenfor synsvidde.
Min puls var lav, jeg vidste jeg nok skulle få min chance.
Jeg funderede over, hvorfor min puls ikke var større, nu hvor chancen til gris kun var sekunder borte.
Jeg konkluderede, at tanken om, at nu havde jeg fat i grisens krøllede hale, godt fat, den ville ikke glippe denne chance.
Ja, og jeg tænkte faktisk, hvis nu jeg venter, kommer den reelle store gris Gunnar snakkede om så frem?
Hellere skyde en af fuglene i hånden end vente på at 10 lander på taget..

Snart kom en gris listende fra højre, det var ligesom om de søgte ærter på kryds og tværs, og den stod helt alene, der var frit skud.
Grisen, en lille galt (hangris) hørte ikke mit skud.
Jeg både så og hørte skuddet, men da jeg nu havde høreværn på (det havde jeg også taget på i ro og mag), var det bare et plop..
Da lysglimtet fra riffelmundingen var væk, så jeg grisen spjætte et par gange, den lå forendt på pladsen.
Resten af familien havde taget benene på nakken.. tålmodighed belønnes..
Men det vidste jeg nu godt.
Resten var ren rutine.
Hen og få grisen slæbt til slagtestativet.
Få tændt udendørs lyset på bygningen ved siden af åtelpladsen.
Grisen op at hænge, godt det var en 40-50 kilos gris, så jeg sagtens selv kunne håndtere den.
Grisen var gennemskudt på begge bove, lavt, effektivt, lidt lavere end jeg havde villet, men øjeblikkeligt dræbende.

Mens jeg stod der alene i den store svenske mørke skov, sendte jeg et par tanker til Poul, jeg ved, hvor meget han ville have nydt at være her i skoven sammen med grisene, vinden i trætoppene, duften af skovbund og lyden af livet omkring os..
Jo..der er både vemod forbundet med livet, men ikke mindst med det liv der bliver taget, enten fra naturens side, eller af os jægere der går på jagt, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Jeg gav mig god tid, mens jeg hængte grisen op, og jeg var meget omhyggelig, da jeg trak skindet af den varme dampende krop.

Jeg kunne næsten ikke få armene ned, så lettet og stolt var jeg over min indsats.
Kl. 04.55 var jeg hjemme ved huset, denne gang med en dejlig lugt af gris på hænderne og jagttøjet..
Jeg listede op af trappen, vaskede hænder, arme og ansigt.
For selvom jeg for en gang skyld havde brugt handsker, så lugtede jeg lidt rigeligt af gris.
Faktisk har jeg aldrig oplevet så kraftig en lugt af urin, som der kom fra denne unge hangris.

Da jeg mødte Peter næste morgen, og jeg fortalte ham, jeg havde skudt gris, virkede Peter ikke overrasket, måske lugten af gris stadig hang i huset.
Personligt ville jeg have ægret mig voldsomt, hvis det var mig der var gået i seng før tid..
Peter syntes vores tur havde været fantastisk, det var i hvert tilfælde det han sagde.

Men skal jeg igen være ærlig, så ville turen ikke have været det samme for mig, hvis ikke jeg havde skudt gris.

Da vi skulle afregne med Kjell, og vi også skulle hente min gris der stadig hang i skoven, uden pels, hoved og indvolde, spurgte Kjell ”Hvem af er skall jag gratulere?”
Du får lov til at gætte én gang sagde jeg til ham..bare en.

JAØ 22/1-20

ps.
På hjemturen, da vi havde kørt ca 30 kilometer mod Göteborg, havde udlejeren af huset haft ringet til mig, min mobil var på lydløs, Peter holdt ind på en Shell station for at købe sprinklervæske..og jeg så der lå en besked.
Udlejeren havde som sagt en gæst på besøg, Peter og jeg havde snakket om, at det måske var en fyr hun havde mødt på det svenske TINDER.
Da vi første gang så gæsten sidde over for vores udlejer, lignede scenen et klip fra den svenske film "En due sad på en gren og funderede over tilværelsen" (En duva satt på en gren, och funderade på tillvaron) https://www.youtube.com/watch?v=G3wKnG61HrI
Og samtalen lød som en dialog fra filmen..nogle gange er livet surrealistisk, eller så har jeg bare en god fantasi.
Beskeden fra udlejer var som følger "Hej Jens-Arne, är det möjligt att ni tog med Görans skor på mistag? De er svarta, Halweg, storlek 46.."
Jeg kiggede bagi bilen, og heldigvis lå der et par støvler øverst, der ikke var mine, og Peter sagde det ikke var hans. (de var nu godt nok brune, men skidt med det)
Jeg havde bare taget alt happengut i entreen og løftet det ud til Peter, der så havde pakket bilen, og ved et uheld var Görans støvler røget med..
Jeg overlod telefonen til tankpasseren, og hun fik aftalt med Göran, hvor han kunne samle sine støvler op.
Oplæg til en scene til filmen "Duens fortsatte fundering.."
Jeg vil tilføje, uden at gå i detaljer, så påstod Peter, at der var krudt i Göran, selvom han ikke var jæger, altså Göran..
Peters værelse lå lige ovenpå udlejens soveværelse, og om det var lyden fra en hjuldamper, der om natten kom fra rummet nedenunder, det melder historien ikke noget om..
Jeg sov godt tilpas og uforstyrret, de få timer jeg fik tildelt på mit værelse, som en sten.

på færgen imod Göteborg

Nak og Æd en gris eller skal man sige et Vildsvin?

Åtelplads 3

Nu kan grisen bare komme..

Endelig..efter knap 10 timers venten denne aften/nat..