Femte dags morgen, Søndag d. 20/8-23

Når du ser min første video, der følger denne morgens jagt, så vil du sikkert tænke..
”Man kan da ikke skyde, når der er så mørkt”

Dertil vil jeg svare.

Der er stor forskel at sidde ude i mørket, end se hvordan mørket tegner sig, set igennem et videokameras linse.
Det samme hvis det regner på en videooptagelse, så kan du heller ikke mærke, hvor våd man bliver, når man sidder der ha ha.

Nej, jeg har tit tænkt, når jeg kommer hjem fra jagt, og så mine videooptagelser.
Hvordan kunne jeg overhovedet se, at der var dyr på marken?
Kunne jeg overhovedet se, at det var en buk jeg skød til?

En ting er garanteret.
Jeg har aldrig skudt til noget, jeg ikke har vidst, hvad var.

Jeg glemmer aldrig en morgen i Autostolen, hvor jeg først så bevægelse uden kikkert.
Bagefter tog jeg kikkerten op, og kunne konstatere, at der kom en buk, og den var fin.
Så tog jeg riflen om, fandt bladet på dyret, men for en sikkerheds skyld, ville jeg lige tjekke opsatsen igennem riflens kikkert... der var ingen opsats.
Jeg vidste at der var en buk, og jeg lod blikket og riflens kikkert søge lidt bagud.
Og der bagved råen kom bukken... pyha.. der kunne det være gået galt.
Så hellere tjekke en ekstra gang, førend du løsner dit skud.

Især her i Sverige hvor det er tilladt at skyde en time før solopgang.
En tågediset morgen, eller en morgen med regnvejrstunge skyer på himlen..da kan der være meget mørkt, en time før solen står op..

Igen er der lodtrækning efter Poul, som den eneste der ”kun” har skudt en buk, har valgt at sætte sig ved Sølvbuksplads.
Poul vil selv køre, måske lidt senere end os andre
(vi kører dog alle på samme tid, men Poul tager sin egen bil alligevel)

Jeg vælger at sætte mig i Skovrydningen, jeg har stadig fornemmelsen af, at der bør gå en rigtig ”pladsbuk” .. og ikke kun den lidt yngre gaffelbuk Jens-Jørgen har skudt tidligere på stedet.

Jørn sætter sig igen på Panoramastykket, et fantastisk sted, der også bør kunne kaste en god buk af sig, jeg havde planlagt at skyde en buk på stykket, men fik ikke chancen for at sidde der i denne sæson.
Jens-Jørgen napper 9 timers søvn, Jens-Jørgen har et godt sovehjerte, har vi konstateret :-)

Nøj hvor jeg igen glæder mig.
Denne Skovrydning har altid stået mit hjerte nær.
Af de 12 bukke der er skudt på stykket siden 2003, hvor jeg var den første der skød buk på stykket, så har jeg nedlagt de fire..
Der var en 7 års periode, der ikke blev skudt buk på stykket, det skyldes hovedsageligt, at marken blev afgræsset af naboens fedekvæg, kreaturer og råvildt er ikke er ikke et godt match.

Sidste år på premieremorgenen skød jeg buk på marken, og jeg havde en god følelse af, at det også kunne lykkes i år.
Blandt andet fordi at inden jeg skød buk, havde jeg lokket en god yngre seksender på skudhold, han måtte gå på marken i år, det var i hvert tilfælde ikke den buk Jens-Jørgen havde skudt.

Jeg fik sat bilen i vejkanten godt hundrede meter fra marken, der ligger op til det der oprindeligt var skovrydning tilbage i 2003.
Den rydning er nu tæt ufremkommelig skov, men Skovrydningen hedder stadig det samme.

Der var sort som i en kulgravers … og jeg gik så lydløst frem, som man nu kan gøre det, på en svensk granitvej.
Ved marken valgte jeg at gå ind i det spor Pouls bil havde lavet d. 14. ca midt på marken, da vi satte tårn op, så jeg ikke ville trække fært ned langs skovkanten.
Der var så mørkt, at jeg opgav at afsøge marken, inden jeg gik frem, for jeg kunne intet se, og hvis ikke jeg kunne se rådyrene, håbede jeg, at de heller ikke kunne se mig.

Pludselig kom der en skygge på mit højre øje.
Det var ligesom en rund tåget linse, der dækkede hele min iris.
Underligt.
Jeg gned mig i øjet, tænkte det måtte være øjet, der havde løbet i vand, lige lidt hjalp det.
Var jeg svimmel?..ja jeg blev da lidt ved tanken om, at jeg ikke kunne skyde med min riffel.
Og indrømmet, jeg skulle lige knibe mig selv i armen, for at sikre at intet andet var galt.

Tankerne røg hurtigt omkring en blodprop eller andet skidt og kanel.
Havde det bare været mit venstre øje..så kunne jeg godt skyde.

Nå, jeg skulle frem til tårnet, og det kunne jeg godt med 50% syn, så jeg kneb mit højre øje i.
Efter lidt blinken og nogle skridt, forsvandt skyggen fra mit højre øje, og jeg kunne nu se lige dårligt med begge øjne..der var stadig så mørkt, men jeg fandt da frem til tårnet.

Mit nattesyn er ikke blevet bedre med alderen, men jeg tror på, at det har godt af at blive brugt, så det ikke helt forsvinder.
Men spændende er det, at gå frem i den svenske natur uden at kunne se en skid.

Minder mig meget om første gang, jeg skulle finde en stige her i Skovrydningen i 2003..der løb jeg nærmest frem til stigen, for en rævs uhyggelige skrig, fik hårene til at rejse sig i nakken på mig.

Fremme ved tårnet, uden at være blevet skældt ud, kravlede jeg forsigtigt op.
Jeg tog hele menageriet med op i tårnet, skydestok og rygsækstol, så jeg kunne ikke helt undgå at lave lyd.
Jeg føler mig ofte som en amatør, når jeg slår riffel eller skydestok mod noget træ på min fremfærd, det larmer sådan, når alt andet er tyst..

Mens det stadig var mørkt, fik jeg videokameraet lagt klart, kikkerten hang frit om halsen på mig og Thermacellen blev aktiveret.

Normalt plejer vi at kunne være i fred for myg, når vi sidder i en jagtstige eller i et tårn.
Men sådan har det ikke været i år.
Vi bliver nådesløst angrebet, hvor end vi befinder os.

Jeg trækker næsten ikke vejret, mens jeg sætter mig til rette.
Hele kroppen er spændt som en fjeder, det samme er mit sind, det er disse minutter der for mig er jagtens kerne..påpasselighed, opmærksomhed, øjne og ører på stilke.

Dette er det mest spændende moment på jagten syntes jeg, hjertet banker løs i stor forventning om, at der kommer en stor buk lige om lidt, sådan er det hver gang.

Når bukken så ikke har vist sig i løbet af de første mange minutter, falder pulsen til ro igen.

Denne morgen var tankerne nok lidt på bekymring om blodpropper og blindhed, men heldigvis lykkedes det mig at gå i jagtmode.
Bevægelserne blev langsomme, hoved og hænder var dækket af camouflage, så intet hvidt lyste op på min krop.
Jeg vidste der ville komme regn, det havde metrologerne i hvert tilfælde lovet, fra præcist kl. 05.00 ville regnen begynde at falde, så jeg havde en halv times tid i tørvejr.

Men her i tårnet under tag håbede jeg ikke, regnen ville genere mig.
Råvildtet tror jeg er ligeglad.
Den eneste der ikke havde valgt et af vores fire nye tårne med tag at sætte sig i, var Poul.

Jeg trækker vejret dybt.
Åh hvor jeg dog føler vemoden banke i mit bryst.
Det er sidste dag på årets jagt.
Har jeg oplevet det, jeg ville?
Har jeg skudt de rigtige bukke, eller skulle jeg have handlet anderledes?
Burde jeg have satset mere på bukken med paryk, i stedet for at sidde her efter en buk, der nok ikke vil være meget anderledes, end de andre trofæer jeg slæber hjem?
Spørgsmål der aldrig findes svar på stod i kø..

Men jeg nød øjeblikket, her hvor alt var stille og ikke et lys var at se på den regntunge himmel.
Jeg vil tro, klokken var ca 04.30, da jeg satte mig til rette, jeg syntes jeg kunne begynde at ane en smule.. om ikke lys, så i hvert tilfælde ane ”et eller andet” på den grønne kløvermark foran mig.
Der var noget, der var mørkere end kløvergræsset.. var det et rådyr.

Jeg tog kikkerten op, det hjalp på mit syn.
Nej..jeg syntes jeg så noget ret frem, men det var blot en samling højt græs, ikke et rådyr som jeg først havde troet.
Forsigtigt lod jeg kikkerten dumpe på plads på mit bryst, jeg indtog ventepositionen på ny.
Jeg fik hjertet til at slå så få slag som muligt, langsomt faldt min puls.

Til venstre for mig mere anede jeg, end så en bevægelse, for det var stadig meget meget mørkt.
Jeg tog kikkerten op.
Jo, der ca 50 meter ude, lige mellem mig og vejen, trådte et dyr ud fra de høje lupiner i frø, til den grønne kløvermark, der i øjeblikket blot var en my lysere end en sort mark.
Og dyret var en buk..helt sikkert en buk.

Opsatsen stak godt op over ørerne, men det var ikke en let beslutning, og så alligevel..der skal også tages chancer.

Og jeg vidste, at tog jeg ikke chancen, så kunne bukken hurtigt få fært af mit spor lidt længere ude på marken, eller han kunne søge over mod nabomarken ret frem, hvor Jens-Jørgen havde set en buk passe en rå op..måske det var ham her.

Riflens kikkertsigte erstattede håndkikkerten, og det gjorde ikke synet dårligere.

Jeg fangede bukkens krop, lige bag skulderbladet satte jeg mit skud, og jeg så straks skudtegnet, et let hop i vejret og en kort spurt, hvorefter jeg syntes, jeg så bukken falde om...men der var godt nok mørkt, nu klokken var 04.48..

Jeg fik sendt besked til mine jagtkammerater. kl. 04.50
”Tidligt, jeg ved det godt. Jeg har lige skudt til en buk, nu håber jeg den er fin..”

kl. 05.18 skrev jeg..
”Buk endelig fundet.. I høj kløver kan man godt blive grebet lidt af panik..men jeg vidste skuddet sad som det skulle. Men det er fanme kun en gaffelbuk.. øv”

Det er tilladt at lave lidt gas.

kl. 06.03 skrev Jørn
”Tillykke med den. Lille gaffel var ude i marken under ørehøjde. Nu sidder jeg i tårnet”

Jeg havde sat Jørn af i den nederste del af Damengen.

På vej ad den lange grusvej lettede mange Natteravne.
De lettede først i allersidste øjeblik, og jeg måtte da også dreje udenom en af fuglene.. jeg spurgte Jørn, om den ikke var død..nej, Jørn mente godt nok, der var liv i den.
Da jeg havde fået vendt bilen og kørte retur, lå fuglen stadig på jorden.
Jeg stoppede op og åbnede døren.
Fuglen humpede til siden, så liv var der, men den var formentlig blevet påkørt.
Jeg ville ikke forstyrre Jørns jagt, så jeg undlod at aflive fuglen.
Tænkte ellers at en Natteravn ville være en fin fugl at få udstoppet til Annette..Annette ”elsker” Rasmus Seebach, som bl.a. synger om en Natteravn...

kl. 06.22 skrev jeg.
”Mange tak. Jeg tror det er endnu en ”fotomodel” jeg har skudt. Den buk Poul troede/håbede ville kigge tværs over vejen. Råen gik og peb efter bukken, mens jeg tog de første billeder.. Selvom der er tag på tårnet slår regnen nu ind. Det kan være jeg kører til Borgvik, og henter dig Jørn kl. 09.00.. nu får vi se, jeg vil nyde at lukke øjnene et par timer her i tårnet. 2 ravne har lugtet lunten, og måske gør rævene det samme.”

Poul skrev : ”Tillykke tillykke. Den er jeg spændt på at se, her sker ingenting..”

”Regn.. er da også at ske noget.. :-) Jeg har heller ikke set mere end ham, men nu har jeg jo også rodet gevaldigt rundt”.. jeg vedhæftede et par billeder..

”Nå nå..en fin gaffel” skrev Jørn.

”Jow Jow da større tillykke” skrev Poul.

Senere kl. 8.30 skrev Poul ”Jeg behøver nok lidt hjælp”..
En lidt træls besked, der kan betyder alvorlige ting..alt fra en anskudt buk der skal bruges hund til, til et hjertestop eller et ildebefindende.

Jeg ringede straks Poul op.
Han var heldigvis kun kørt i grøften, eller skredet, men det var også rigeligt, min lille bil ville ikke kunne rykke hans større bil op.
Jeg anbefalede at Poul ringede til Nikke, og ja..sådan blev problemet også hurtigt løst.
Jeg var kørt til byen for at handle ind, og på vejen ud, ja jeg var netop kørt fra parkeringspladsen ved den lokale købmand, da der lidt henne af vejen, stod en ikke særlig høj fyr, men med voldsom brede skuldre og sort kasket og pegede på mig med en scanner.

Bremserne blev hugget i, og da jeg kiggede på spedometret mente jeg at jeg var på 50.. og det var den tilladte hastighed, troede jeg.

Det var dog byzone, så jeg måtte kun køre 40 (min gps sagde 50)
Men jeg blev ikke vinket ind, og med en scanner skal man vel vinkes ind lige efter, hvis jeg har kørt for stærkt.. pyha, var jeg ikke vågen, så blev jeg det..

Tilbage til min buk.

Jeg vidste jo, at bukken skulle ligge der et sted på marken, skuddet havde været perfekt, ingen tvivl om det.
Men alligevel greb panikken mig en smule.
Var han løbet længere, end jeg troede?

Der havde jo været så forbandet mørkt, og selvom solen efter uret skulle være stået op, så var der ikke meget lys, jeg kunne bruge til at lede i.
Men en buk burde jeg kunne finde.
Først gik jeg lidt i zig så i zag.. op imod vejen..var bukken nået helt op til grøften langs vejen?
Nej..der lå han ikke.

Så gik jeg lidt i cirkler, fra stor til mindre, udover marken.. og der lå bukken, og så fin han var.

Jeg var vældig tilfreds, det var helt sikkert ham, vi havde filmet flere gange på genboens mark, ca 200 meter fra vores kløvermark.
Jeg havde aldrig troet, at han ville gå så langt fra sit kerneområde.
Men råen han havde gået med, måtte være blevet færdig med sin brunst, og mens jeg stod ved bukken, hørte jeg også råen stå og kalde på den mark, hvor jeg sidste år så dyr løbe sammen, og hvor Jens-Jørgen i år så bukken løbe efter en rå.

Jeg trak bukken op imod tårnet, jeg ville brække ham til højre for tårnet, så man lettere kunne skyde ræv, hvis nogen satte sig efter det.

Ofte har vi siddet efter ræv, men det skete ikke i år.
Kun Jørn kunne fortælle han havde haft chancen til et par stykker, men undladt at skyde.. det undrede mig faktisk lidt, det plejer ikke at ligne ham.

Efter jeg havde brækket bukken, stod jeg og filmede lidt rundt på marken, jeg syntes jeg så noget på nabomarken.
Nej, der var ingenting.

Først da jeg knap en uge senere så filmklippet sammen med Annette, sagde Annette pludselig..
”Står der ikke en buk og kigger på dig?”
Jo..i en kort sekvens træder en buk uskarpt frem, fuldt koncentreret om at kigge på mig.
Den står som et spøgelse, muligvis en returbuk..hvem ved?

Foran mig lå en helt klar returbuk. Og ja.. RETURBUK :-)

Et rigtigt godt og sjældent trofæ.

Men ville jeg hellere have skudt en medaljebuk eller en parykbuk?
Ja for pokker..helt ærligt, så drømmer jeg stadig om den helt store buk, og sådan skal jagt også være.
Stadig fyldt med drømme, ellers ville jagten ikke være det samme..drømme og overraskelser, det er derfor jeg går på jagt.

Spænding, drømme, uvished og så duften af Sverige..frihed, frihed, frihed..

JAØ 4/9-23