FUSAGER en saga blot

Kære alle trofaste læsere. (111.000 læsere, det er da en slat)
Jeg vil takke jer, fordi I har kigget forbi min hjemmeside.
2020 har på mange måder været et tungt år.

Jagten til Sverige nåede vi lige, grisejagt i Februar og Bukkejagt i Sverige i August.
Og så nåede jeg endda endnu en grisejagt i efteråret sammen med Annette, dog uden at skyde gris.. (nøj hvor jeg hader at kommer tomhændet hjem)
1 gris og 2 bukke blev det til i Sverige.

Sommeren i Danmark bød på 2 bukke.
Efteråret i Danmark har budt på 2 bukke, 2 fasaner og en Då, så helt skidt har året ikke været, jagtligt set.

Sommerferien til Kreta med familien, måtte vi udskyde, det var hårdt, mest for Annette og ungerne, jeg overlever.. (mest pga mit liv som jæger)
Men vi glæder os til et Nyt år, hvor alle kan trække vejret frit igen..håber jeg.

Heldigvis har vi, der er jægere, stadig guds frie natur at søge ud i, og der er vi frie, så frie som Wermelin nu tillader det.

(er du træt af politik og menigmands mening, spring flg punkt over :
1. Jeg kan ikke lade være, men vi er altså nødt til at blive bedre til at råbe op.
Hvis vi som jægere bare lader stå til, som DJ tilsyneladende har besluttet sig for at gøre, så risikerer vi, at vi indenfor for få år, udover at blive brandbeskattet (forhøjet jagttegnsafgift, højere pris på våbentilladelsen) bliver vores jagtmuligheder stærkt reduceret.
Wermelin hælder mere til DN (Dansk naturfredningsforening) og DOF (Dansk ornitologisk forening) end hun læner sig til DJ (Danmarks jægerforbund) når hun skal søge rådgivning for vildt og jagt i Danmark.
DN og DOF kan godt bruge os jægere, hvis en vildtart viser sig skadelig overfor truede arter.
Derudover så skal mest mulig jord beskyttes, både mod landbrugsdrift og jagt.
I 2020 forsøgte en gruppe på FB at opfordre os jægere til at melde os ud af DJ, bl.a. pga nogle af de årsager jeg påpeger.
Personligt er jeg temmelig stor tilhænger af DJ, og jeg mener, det er igennem DJ vi skal forsøge at få vores holdninger dirigeret videre opad.
En splittet jægerstand er det sidste der mangler, for at alt kan tabes på gulvet.
Jeg ved det ikke kun er jægeren på jorden, der føler sig trådt over tæerne, jeg tror ikke, at jægerne i toppen er klar over, hvad en splittelse kan medføre, det samme gælder den lille.
Det er meget godt, at der sættes restriktioner for, hvor mange af de store trofæbærende vildtarter hver enkel jordbesider/jagtlejer må skyde, når han ikke selv kan sætte sin begrænsning.
Men jægeren i toppen, skal passe på, for når han SKAL skyde en voldsom mængde af f.eks kronvildt, blot for at holde en stor bestand nede, hvad ondt gør det så, at jægeren på jorden (jægeren med det lille areal og ren landbrugsjord) skyder lidt af det store overskud.

Vi er blevet så forbandet trofæfokuseret, både top og bund (det er ikke for at tale nedsættende om nogen, jeg betragter mig selv som lille jæger i bunden) .. vi skal kigge på oplevelsen, kigge i vores fryser, og så finde en god balance igen.

Problemet er der ene og alene fordi vi har et stort overskud af vildt i Danmark, jeg er sikker på der er nok til alle.
Kunne vi sætte tæring efter næring, så kom vi langt også når det gælder jagt.
Danmarks Jægerforbund skal tage sig sammen, lytte til alle, høj som lav, og så skal de svinge fanen højt, stå fast og tage kampen op, når vi har en miljøminister, hvis øjne er så grønne som Wermelins. (ikke jægergrønne desværre)

Og ikke mindst så tror jeg det er vigtig, at både DJ og nye jægere tør vedkende, at jagt er ikke bare at opleve naturen, det er i høj grad også jagten på at nedlægge et bytte.
Vi skal stå ved det vi er.

2. Og så ikke mere politik.
I får lige en lille jagthistorie, her på falderebet til et nyt år.
Den er fra Fusager, handler om jagten i Fusager og min gode gamle ven Kaj Rasmussen, tidligere buschauffør og nu pensionist, med riffel og jagtgevær lagt på hylden i en alder af 84 år.
Historien er fra 2009, da var Kaj en yngre og meget ivrig jæger på blot 73 år.
Ja jeg selv, jeg kunne have skrevet historien i går, meget lidt har ændret sig, udover Fusager der er gået i total forfald, set med en jægers øjne.
Alle læhegn er væk, vildtrigdommen forsvandt da jorden blev solgt til en yngre og mere effektiv landmand.
Jeg er glad for Kaj ikke skulle opleve jordens forvandling.
Kun fordi Kaj pga sin kræftsygdom forærede mig de sidste 3 måneder af jagtåret i Fusager, så jeg hvor galt det gik.

Det bliver min sidste historie fra Fusager. (medmindre jeg graver endnu en af de gamle op)
For jeg har forsøgt, sammen med Annette, mange ture mange timer i Fusager her i efteråret, for at se om vi kunne få et rådyr i engen eller ved masten.
I engen så vi intet liv.
Ved masten hvor træerne forsvandt fra en kant af, da forsvandt vores chance også stille og roligt.
Jagten går pr. 1/1-21 videre til et konsortie, jeg tvivler der kan skydes mere end en enkel hare på markerne.
Og i engen..ja..der skal nok med en massiv fodring komme en enkel buk til sommer. (til deling mellem 5-10 mand)

God Jul og et godt og lykkebringende Nytår til jer alle
KNÆK OG BRÆK

JAØ 23/12-20

FUSAGER

Ja, man kan lede længe på Krak, og så alligevel ikke finde stedet helt præcist.
Hvis ikke Kaj havde siddet ved siden af mig i bilen, havde jeg sikkert heller ikke kunnet finde vej.
Men jeg kan sige så meget, at man kører igennem Viborg, tager vejen mod Holstebro, og så på et tidspunkt kører man til højre, af en grusvej der næsten ikke kan ses, vejen har heller intet vejskilt. Derefter køres der et par kilometer igennem det smukkeste og mest kuperede landskab, jeg nogensinde har jagtet på i Danmark.

Vild natur tager imod os.
Rødknæ dominerer i overflod, de første marker vi passerer, indrømmet – Rødknæ - det ved jeg kun de hedder, fordi Kaj fortalte mig det.
Kaj fortalte også, at denne blomst kun gror i jord, der længe har stået udyrket, og derfor mangler kalk, den har næsten samme farve som rød kløver, bare mere markant, og dette var den første farve der sprang os i møde.
Grusvejen går derefter over i markvej med højt græs i midterrabatten.
Vi kommer ned blandt høj gul gyvel og tusinder af blå lupiner, da vi nærmede os bunden af dalen, kunne jeg godt genkende vejen, nu hvor vi snoede os frem.
Solen skinnede, enkelte skyer havde dog samlet sig til en grå masse, Kaj mente bestemt ikke de ville give vand.
Jeg krydsede fingre for, at den noget kraftige vind ville lægge sig, og det ville den, påstod meteorologerne, og de kan også engang imellem få ret.

Græsset var højt her, vejen var meget lidt brugt, ja vel nærmest usynlig.
Sidst der havde været bil, var sikkert - da Kaj havde været her på bukkejagt for første gang i år - for fjorten dage siden.
Normalt er det traktorer med kreaturer der bruger vejen, men det var også længe siden sådan én havde læsset det langhårede kvæg af på engen.
”Åh” sagde Kaj ”Disse langhårede banditter, jeg håber ikke de går i den ende, hvor vi skal være, men modsat almindelige kvier, så er de ikke nysgerrige og følger efter os, men hvis de går der, hvor vi skal sidde, så kommer bukken næppe frem..”

Jeg satte bilen lige foran ledet, der lukkede af ned til det engstykke, som Kaj ynder at jage buk på.
Markerne omkring hører også til Kajs lejede marker, men det er slugten her, jagten på buk hovedsageligt foregår.
Det er også her, Kaj fodrer hver uge, både for råvildtet og fasanerne.
Der er pigtråd omkring fodertønderne så kreaturerne holder snuden for sig selv.
Råvildtet hopper bare over, og æder lystigt af både korn og majs, året rundt, i sne og slud, de mangler aldrig fodertilskud på Kajs mark.
Og sådan har det været i mere end 50 år.
Helt præcist så har Kaj haft jagten her i 54 år, og før Kaj havde hans far jagten.
Som Kaj siger: ”Så er ejeren tit blevet budt det ti dobbelte for jagten”, men heldigvis findes de stadig disse udlejere, der kigger mere på hvem de lejer jagten ud til, end hvem der vil betale mest for jagten.
En jæger der høster så lidt, i forhold til timerne der bruges på fodring og pleje af terrænet, er i dag et næsten ligeså sjældent syn - som jordbesiddere der ikke ”sælger” deres jagt til højestbydende.
Vi vil så gerne høste, men mange af os høster mere end vi har sået.
Og jeg indrømmer det gerne, jeg høster meget lidt, men så sår jeg til gengæld heller ikke ret meget – så lidt samhørighed og retfærdighed er der – helt bestemt.

INVITATIONEN

Jeg kørte en tur forbi Kaj i sidste uge.
Kaj bliver 73 år om 14 dage, og tilhører den årgang, der ikke render folk på døren.
Jeg har derfor ingen garanti for, at Kaj vil ringe, selvom han skulle skyde buk.
Så engang imellem slår jeg lige en smut forbi.
Jeg tog Andreas, min yngste søn på 10 år, med på besøget, han har godt af at se, hvordan mænd af den rette støbning er skabt.
Der findes så mange uopdragne voksne, ja – jeg hører vel selv under denne uopdragne kategori, der bl.a. bander og svovler, og ikke altid udviser den rette etikette, gode forbilleder er der få af tilbage.
Til min egen trøst, ved jeg heldigvis godt hvordan man bør opføre sig, så jeg kan godt..
Kaj er et godt forbillede på alle punkter, både som menneske og som jæger.
Måske derfor Andreas under vores besøg blot sad stille, og lyttede, og så..
Hos Kaj er der ikke prangende vægge fyldt med udstoppede trofæer.
Men i alle afkroge kan man se historien om et langt jægerliv.
En udstoppet fasan, en udstoppet musvåge.
Platter jeg ikke vidste der fandtes, udelukkende med jagtbare vildtarter, dog også vildtarter der engang var, men som ikke er mere.
Ja selv uret i stuen er af den gammelkendte med kronhjort over fuglen der pipper timen.
Jo, selv jeg kan gå tavs rundt i sådan et hjem, bare lytte og se.
I selskab med Kaj har man altid smil på læben.
Der er altid en historie der bliver fortalt, og altid med stor indlevelse.

Da vi gik mod døren ved Kajs lille andelsbolig i det stille kvarter, tonede jagtsignal vores ører i møde.
Jeg bankede mod ruden, hvorfra tonerne kom.
Så Kaj sidde i undertrøje med jagthornet for munden.
Smilende stadig i jagtbukser fra morgenens jagt, håret siddende en smule uldent efter en formodet middagslur, selvom Kaj påstår han ikke er god til det med middagssøvn, ja, mon ikke der havde sneget sig et kvarter ind i skemaet, det tror jeg, kom Kaj ud og tog imod os i døren.

Jeg førte Andreas ind i Kajs jagtstue, for selvom pladsen i andelsboliger kan være trang, så har Kaj et værelse der kun indeholder hobby.
Jagtrelaterede genstande, et gammelt golfsæt, rødvin på hylder.

Bukkeopsatsernes antal er langt fra det antal bukke som Kaj har nedlagt igennem de sidste knap 60 år.
Da jeg for 7 år siden første gang introducerede Kaj for bukkejagt i Sverige, ja tiden går stærkt, da havde Kaj bare 3 trofæer på væggen.
Kaj har formentlig nedlagt tæt på 100 bukke, men alle er havnet på en mødding eller i en skralde spand, for bukkene er nedlagt for oplevelsens og kødets skyld – ikke for trofæets skyld, så langt fra endda.
Som sagt hang der i 2002 3 trofæer på væggen, Kajs første buk (ca.) og så to andre, som Kaj syntes harmonerede godt, på hver side af den første..
Siden Kaj stiftede bekendtskab med mig, og alle vi andre jægere der drager til Sverige, er Kajs øjne helt sikkert blevet åbnet for det fascinerende i en bukkeopsats, Kaj har set hvor smukt hornene tager sig ud, efter en korrekt trofæbehandling.
Opsatserne er i hvert tilfælde siden kommet på plade, alle sammen, og antallet vokser hvert år med et par stykker.
På væggen hænger også en syngende elg, de kendes mest som syngende fisk. (så ligner de selvfølgelig også en fisk)
Og med et barn i huset, skulle Kaj selvfølgelig også trykke på den røde knap.
Vi plejer hjemme hos os, at kalde ”fiske versionen” for en hade gave, for efter man har hørt sangnummeret et par gange, så ved man hvorfor knappen på gummi/plastik dyret er rødt..
Men selvfølgelig var elgen nok den, der havde gjort størst indtryk på Andreas da vi kom hjem.
Ja udover de mange lange grå hår på Kajs bryst, der viltert sprang ud over den hvide undertrøje.
”Ja” fortalte Andreas sin mor da vi kom hjem ”og så tog han godt nok en trøje på, men alle hårene strittede udenfor alligevel..”
Jo, Andreas fik sig en på opleveren hos en flink ældre herre der - når han bander værst - siger ”sagomelme”.
Da den syngende elg havde sunget færdig, og ønsket os ”Merry Chrismas” satte vi os ved køkkenbordet.
Kaj bød på en øl, jeg sagde jatak til en halv, Andreas takkede nej til en juice.
Mens vi sad og snakkede om hint og nært, og ikke mindst om de manglende bukke, fortalte Kaj hvor tæt han havde været på.
På hans jagt i Fusager, jeg kender terrænet glimrende fra efterårsjagter de sidste 7 år, var han taget i starten af bukkesæsonen.
Straks han kom frem, så han et helt rødt dyr stå i kanten af pileskoven.
Det er hovedsageligt pil, der gror der, da området er så fugtigt.
Men skoven er tæt, og der findes sikkert mange andre træarter, bl.a. er der en del enebær buske iblandt.
På denne eng findes også en blomst, en vild orkide, som kun findes 3 steder i Danmark.
Derfor save pil ned, og lang hårs kreaturer holder resten af vegetationen i ave, og det er både godt og skidt..
Nå, men Kaj ser det røde dyr, straks han er kommet på plads.
Riflen kommer i skydestokken, og da dyret begynder at stå og feje, bliver der naturligvis sat ekstra fokus.
Desværre står bukken med bagen til Kaj..
Kaj afsikrer, for han ved det bare er et spørgsmål om tid, før dyret drejer sig enten mod højre eller venstre – og så er det bare at klemme skuddet af.
Men bukken vil det anderledes.
Pludselig springer den ret frem, for kort tid efter at komme drønende ud igen denne gang i røven af en mindre buk.
I fuld firspring går det over stok og sten, Kaj kan blot kigge på, at chancen fortager sig i det fjerne.

Ja, sådan går det engang imellem.
Dagen før jeg kom på besøg havde Kaj faktisk siddet og tænkt på, om jeg kunne tænke mig, at komme med en tur på bukkejagt i Fusager..
Spørg en spritter om han kan drikke en øl.
Er du tosset mand, sagde mit ansigt, min mund sagde heldigvis ”Hjertens gerne”
Og er der noget mit hjerte ville, ja så var det da at komme på bukkejagt på så flot et terræn.
Vi aftalte det skulle være den førstkommende onsdag, om aftenen, så der var en lille uge til.
Mit skæg der ikke var blevet barberet i 14 dage, ja jeg havde også en formodning om, at jeg stadig var groet efter, når vi kom til onsdag – jeg havde ikke meget optimisme tilbage efter alle de bukkeløse ture på jagt.

Lige pludselig var verden mere grøn, ryggen blev ranket på ny, jeg glædede mig som et mindre barn, der var blevet lovet en tur i tivoli alene med sin far.

Nu skulle vejret bare ikke blive træls, det ville være det eneste, der kunne spænde ben for turen.

Dagen forinden var jeg dog ved at spænde ben for mig selv.
En 2 timers hockey aften (floorball) i den lokale hal, var ved at skade mig, så jeg ikke kunne komme på jagt.
I kampens første minutter faldt jeg med fuld kraft (efter en spurt) lige ind i hallens bander.
Mit ansigt kurrede henover trækanten, mødte en metalsamling der forårsagede en ca 5 cm høj flænge, ca 4 cm til højre fra mit højre øje, lige i tindingen – ja, det kunne være gået rivende galt.
Heldigvis kunne et stort plaster holde blodet tilbage, og jeg spillede træningstiden ud.
Der skulle mere end ømme muskler og ubetydelige skrammer til at holde mig fra en god jagtinvitation.

ONSDAG D. 3 JUNI 2009

Velankommet til engen i Fusager, vi var i god tid, dyrene er aktive fra ca. kl. 18.30 mente Kaj, på vej ud så vi da også et smaldyr, der gik på marker der hører fortiden til.
Jo, man følte virkelig dette var områder der havde stået urørt, fra tiden før der var noget der hed braklægningsstøtte og dyrkningspligt – braklægningsstøtter er ændret til: hvad der kan dyrkes, skal dyrkes – og helst helt til kanten, ryger der en gravhøj, ups, bare ingen så det..
Kaj havde formanet mig om, at jeg skulle huske myggenet til ansigtet.
Det havde jeg altid på, og tog det da også på straks vi ankom.
Havde jeg vidst, hvad jeg ville vide efter 5 minutter på min jagtstol, havde jeg taget et myggenet med, der dækkede hele ansigtet..
Mit var jo åbent foran øjnene, ellers ville jeg ikke så godt kunne bruge kikkert og riffel.

MARERIDT MIDT I HIMMELSK TERRÆN

Efter vi havde fulgt kanten af slugten en halv kilometers penge, havde passeret flere friske fejninger,
Da vi nåede frem til stedet, hvor jeg skulle sidde, kunne jeg se, at det var lige ud for, hvor pileskoven stod tæt.
Med en afstand til kanten på ca. 80 meter, var der anbragt en kvadratisk plade, hvor jagtstolen kunne stå – jo, der var tænkt på alt – for hvor er det træls, at sidde i timevis på en jagtstol der vipper først til den ene side og så til den anden.
Ovenover og omkring mig var grene omhyggeligt fjernet fra buskene der voksede på skråningen.
For her på skråningen var der bedre jordbund for alskens træer og buske, hovedsageligt brombær og enebær, men større træer stod også imellem.
Jeg havde heldigvis en grensaks i min rygsæk, for jeg er jo et lille hoved højere end Kaj, så der sad lige lidt udhæng i vejen.
Alt tegnede godt.
Jeg havde fået kongepladsen det var der ingen tvivl om, Kaj gik små hundrede meter længere ud langs skråningen, så han kunne dække sporet venstre om pileskoven.
Vi kunne begge skyde forsvarligt til højre og venstre, samt naturligvis ligeud.
Jeg fik sat mig til rette.
Nød at sidde i skygge, nød den smukke udsigt.
Sådan gik der hele fem (læs 5) minutter.
Så begyndte de små sorte djævle at komme.
I sværme på tusindvis havde de fanget duften af min lokkende svednektar.
Selvom jeg havde sprøjtet og gnedet mig godt ind i 2 forskellige myggeolier, ja, det var de sgu fløjtende ligeglade med.
Min saftigt glinsende hud var mål for deres hungrende angreb.
Og netop panden lige under kasketten var bar og fed landingsbane for de mikroskopisk udseende monstre.
Jeg kalder dem pandegnaskere, jeg har også hørt ordet knots, men de ligner bare meget små fluer, og deres metode er at komme i hobetal, lande, sætte sig og bide (hvordan så lille et dyr kan bide så hårdt, forstår jeg ikke) – ja, og det er altså svært at holde hænderne i ro, i en myriade af disse flyvende kryb.
Jeg havde derfor svært ved at nyde den smukke natur omkring mig.
For det er ubeskriveligt at beskrive noget så betagende som den natur jeg befandt mig i.
En fasan kom pludrende imod mig, skjult i det tætte enebærkrat.
Sikkert skræmt på vej af Kaj.
Imellem os følte den sig så tryg, at den galede sin manddom ud over engen.
Og vingernes basken hørtes også efterfølgende tydeligt.
Den pludrende lyd indikerede at kokken havde selskab af et par høner.
Jeg knirkede lidt i min jagtstol, måske det var denne lyd der stoppede kokkens snak.

En gren knækkede også bag mig, kan en fasan virkelig få en gren til at sige knæk?
Ja, sikkert hvis grenen er tør og tilstrækkelig tynd.
Nede i pilen gav det også et knæk.
Dog af en noget kraftigere slags.
Var det et par bukke der tørnede sammen?
Pludselig så jeg noget rødt.
Kikkerten kom op.
Nej, det var skisme for stort til at være en buk.
Grene bøjede sig, og jeg så nu imellem træerne et 300 kilos langhåret kreatur komme kluntet igennem træerne.
Siden blev en til fire.
Ahr, sådan noget pis.
Kaj havde jo fortalt, at disse var største forhindring for succes.
Hvis disse kreaturer valgte at fouragere lige nedenfor mig, så kom bukken næppe frem på banen.
Åh de forbandede små fluer, og langsomt tyggende kreaturer.
Dovent gik de (kreaturerne) frem, én af dem molesterede en enebærbusk med sine lange vandrette kraftige horn.
Det lindrede i den tykke varme pels, at blive gnubbet godt i nakken.

Jeg havde kikkerten oppe og så nu bevægelse på jorden mellem mig og kreaturerne.
Fasankokken var på vej over mod pilen – den ”pilede” nærmest af sted..
En god idé denne kikkert.
Kikkerten fyldte så meget, at der blev lukket af for de fleste pandegnaskere, men det var begrænset hvor længe jeg kunne holde til at have kikkerten hævet, den er jo ikke helt let.
Men bare få minutter uden terror var en skøn følelse.
Sådan sad jeg og eksperimenterede den næste times tid.
Jeg forsøgte at sætte hænder for ansigtet, og kigge ud imellem mine behandskede fingre.
På denne måde blotlagde jeg lidt bar hud omkring håndleddet, og sved-æderne var der straks.
Ahr det gjorde nas.
Jeg trak i mit ansigtsnet, trak næseklemmen op over panden – jep – mirakel, jeg kunne faktisk lukke helt af på denne måde.
Fik nettets åbning trukket helt op under kasketten, og jeg var i sikkerhed.
Det eneste problem var blot, at nettet så stumpede lidt ned mod halsen, så jeg skulle lege skildpadde samtidig, men det kunne lade sig gøre..
Sådan akavet skildpadde sad jeg, og nød det nu lidt mere slørede udsyn, meget mere end før.
Kreaturerne havde lagt sig lige nedenfor mig, i hvert tilfælde to af dem, de lå med lukkede øjne og tyggede drøv.
En var gået til venstre over mod Kaj, den fjerde var gået mod højre, hvor solen stadig lyste op.
Min side var nu henlagt helt i skygge.
Kreaturet til højre trak endnu mere mod højre, og det var ligesom om de to i midten lod sig trække med.
De kom i hvert tilfælde på benene, og efter de havde smidt en kokage, gik også de ud mod det åbne ... Yes, tænkte jeg, så mangler vi bare lige den sidste helt ovre til venstre.
Den strakte hals, så meget som en ko nu kan strække sig.
Og jo, om ikke også den blev draget af de andre, og kom minsandten næsten i luntetrav hen mod de andre tre.
Da den var nået næsten forbi pileskoven, havde jeg fået smilet tilbage, og øjnede alligevel en chance for, at der ville komme råvildt ud inden solen ville gå ned om en times tid.
Jeg havde knap fået tanken tænkt til ende, før der lyste råvildtrødt i kanten af pilen.
Mit ansigtsnet røg i rette folder, riflen kom op, gnavpanderne blæste til angreb, jeg ignorerede dem for en stund.
Jeg fangede dyret i min riffels trådkors.
Jo, var det ikke en buk?
Dyret gik og daskede til lidt grene, fejede den ikke en smule?
Jep, der var noget mellem ørerne – noget, men ikke meget.
Det var en smule kompakt, måske en lille fast gaffelbuk, eller spids, ja hvad hunden.
Kaj havde sagt til mig. ”Kommer der en buk, så skyd” ”Ja, nu ville han selvfølgelig ikke bestemme om jeg skulle skyde en spidsbuk, men det var ligegodt for ham..”
Jeg tænkte mange ting i løbet af få sekunder.
Beslutningen var reelt taget.

EN BUK ER EN BUK

Jeg afsikrede riflen, ja det havde jeg gjort, straks jeg fik den kørt godt i stilling.
Bukken stod med siden til, den var dog ikke helt rolig.
Jeg følte jeg havde fint hold på den.
Og skulle lige til at rykke skuddet af.
”For fanden mand, tag dig sammen” tænkte jeg.
”Klem skuddet stille og roligt, der er ikke noget der haster”
Eller det ved man først, når det er for sent, om der var noget der hastede..

Jeg trak vejret dybt en enkel gang og skuddet gik.
Bukken sprang ind i skoven, jeg så den svingede lidt med krop og ben.
Bag den så jeg nu også et andet dyr springe væk, det havde stået gemt inde i den tætte pil.
Altid kommer frygten for at såre andet end det man skyder på, men jeg mente dog at bukken havde stået perfekt – men man skal aldrig sige aldrig..

Pyha, de næste minutter er altid de sværeste ved jagten, når man ikke kan se det røde dyr ligge døende i græsset.
Heldigvis skulle jeg vente med at gå ned, indtil Kaj kom hen til mig.
For lysten til at kigge før tid, var svær at holde i ave.
Kaj havde på min forespørgsel gjort det klart.
”Skyder en af os, så er jagten slut”

Ja, og jeg havde skudt, så Kaj var helt sikkert på vej.
Jeg tog min skydestok og gik med den og riflen i hånden ud fra mit læ under busken.
Trippede med videokameraet tændt, og med rystende hænder og bævrende stemme berettede jeg om de sidste minutters spænding.
Kaj kom mig snart i møde, og han var helt dækket af et grønt net, i hvert tilfælde var ansigtet sikkert i læ.
Med hovedet lidt på skrå spurgte han. ”Hva så Jens-Arne?”
Ja, man er jo aldrig sikker på noget, selvom skuddet har lydt.
Lige inden skuddet, var der yderligere 2 kreaturer på vej fra Kaj mod mig, og det havde passet lige med skuddet – meen – sagde jeg til Kaj ”Jeg kan da se forskel på en ko og et rådyr”

”Ja selvfølgelig” sagde Kaj med et smil.

”Den er ikke stor, den jeg har skudt på, men jeg er rimelig sikker på mit skud” fortalte jeg. ”Bare det er en buk, så er det godt” svarede Kaj.

Vi ventede få minutter før vi gik mod anskudsstedet.
De to sidste kreaturer var netop gået ind i pilen, lige der hvor jeg så bukken løbe ind.
Vi fandt hurtigt anskudsstedet, og jeg fandt hurtigt også lidt schweiss.
Mørkt..

Kaj søgte ind mod højre.
Jeg fortalte at jeg var sikker på den var løbet mod venstre, så den vej gik jeg.
Og jeg fandt bukken forendt ca. 20 meter fra anskudsstedet.

I det fugtige stride høje græs, der lå han.
Iblandt tuer, med kreaturerne som vidne.
Deres lange hår dækkede for den lidt bedrøvede attitude.
En god ramme og afslutning for et kort bukkeliv.

Ja, jeg kan vel sige, at jeg med denne buk startede fra scratz one, eller hvad det nu hedder.
Men jeg tror faktisk, Kaj var godt tilfreds med, at jeg havde skudt denne lille buk.
For kødet er bestemt ikke ringere af den grund.
Og jeg kan godt skrive under på, at jagtoplevelsen er akkurat den samme..

Det er ikke andet end et par dage siden, at jeg sendte mail rundt til mine jagtkammerater.
Jeg skrev bl.a. ”Jeg har kun som kriterium, at den buk jeg skyder til, ikke må være i bast...”
Men man siger så meget, og nogle ord må man bare tage i sig selv igen.

Så Bon Appetit og tusind tak for en god jagtoplevelse Kaj.

Venlig jægerhilsen

Jens-Arne 4/6-09