Sikken dejlig dag det er i dag..

SIKKEN DEJLIG DAG DET ER I DAG...

Det næstsidste jeg sagde til Annette (min kone) i går aftes kl. 00.03 var :

”I morgen tidlig vil jeg sove længe, det trænger jeg sgu til....og så lover metrologerne regnvejr hele natten og morgenen med – og jeg fik rigeligt med vand på premieremorgenen”
”Hvad mener du med længe? Skal du op og møde kl. 8.00 eller vil du først møde senere?” spurgte hun og lagde sig i sengen.
”Nej ved du hvad, jeg stoler altså ikke på metrologerne og deres vejrudsigter, de er jo trods alt ikke guder... - derefter satte jeg mobilen til at ringe”
Jeg er så privilegeret, at jeg har en yderst fleksibel arbejdsplads, min tid er næsten min egen, i hvert tilfælde når vi snakker arbejde, hjemme er min tid for det meste de 3 aktive ungers – undtagen under bukkejagten – der ta´r Annette det allerstørste slæb.
Den tredje morgen i træk, med vækning mellem 03.00 og 03.30 – da skal der skrappe midler i brug skrappere end vores almindelig vækkeur – dette er kun beregnet på min kone, der af naturlige køn(s)mæssige grunde, skal bruge 1 mere end jeg om morgenen.

”Du kan hurtig skifte mening” fik jeg som kommentar til, at jeg satte mobilen til at ringe... – godt nok var hun træt, men ikke i replikken.
”Jamen, jeg tænkte på, nu i morges – da hørte jeg cirka 8 skud, det vil sige, så er der 8 bukke færre, som i teorien kunne have passeret marken som jeg sidder ved.... - jeg er nødt til her i starten, at være på mærkerne, fra sengen skyder jeg ingen buk....”
”Om ikke andet, så står jeg lige op først for at se om det regner, og så kan jeg jo lige tisse, når jeg er oppe... så sover man også så godt”
Derefter kom der kun snorkelyde fra konens side – og det var vel ikke unaturligt, jeg havde absolut ikke snakket om andet end om bukkejagt de sidste 2 dage.
Snakkede familien om andet, hørte jeg simpelthen ikke hvad der blev sagt...

Tiden går...
Klokken var efterhånden blevet et kvarter over midnat, vækkeuret havde jeg sat til kl. 03.45... så øjeblikkelig søvn ville medføre 3½ times hvile.
Midt i en fantastisk drøm, blev jeg vækket af en horibel larm – det er fantastisk så hysterisk en mobil kun 10 cm. fra hovedet kan opføre sig.
Som den sidste i hele huset blev jeg vækket, og fik afbrudt larmen.
Kun mit instinkt fik mig på benene, og i nærmest sikker forvisning om tidlig returnering, gik jeg som zombie ud i stuen.
Jeg åbnede nødtvunget øjnene på klem, og stirrede ud bag gardinet.
Det så urimeligt tørt ud på fliserne, jeg ærgrede mig næsten...
Vimplen vidnede om en let til frisk vind fra sydøst, himmelen varslede ikke voldsom regn – dog heller ikke en solrig morgen – nærmest vel bare lidt gråt.
Pokkers - øjnene var allerede for åbne, jeg kunne ligeså godt vågne ordentlig op, nu jeg var igang.
Jeg åbnede terrassedøren, trissede ud i bare tær på de let fugtige fliser, mærkede på havebordet der praktisk talt var helt tørt – det eneste vædske der var kommet indenfor de sidste timer, var dug.
Nu arbejdede hjernen på højtryk - mens jeg tissede tænkte jeg over situationen....
Fuck – er man jæger eller er man ikke jæger – jeg rankede ryggen, tissede lidt ved siden af.
På vej ind efter ren undertrøje smed jeg natskjorte og bukser, og rutinen tog over.
Morgenmad og påklædning til ”grønt” tog under 15 min. og helt vågen, var jeg nu på vej på jagt.
Tredje jagtdag var gået i gang, stadig udnyttet 100 %

Jagtkammerater
Jeg har en fast kreds af nære venner, ca. en håndfuld, som giver hurtig besked, hvis de skyder buk.
Kaj, min ældste (på grund af alderen) skød buk, på premiere dagen om aftenen.
Bukken hænger dog hos Kajs ven som havde inviteret til jagten, men det skulle efter sigende være en rigtig fin seksender.
Kaj mente dog, at bukkens opsats var væsentlig tyndere, end de bukke han skød for blot 50 år siden...
Jeg forklarede Kaj, at dengang var der nok heller ikke så mange jægere, der skød buk, og bukke var der nok heller ikke så mange af, de der var, blev for de flestes vedkommende, noget ældre – derfor forskellen i opsats styrke.
Jørn skød buk i går aftes, jeg fik dog først hans sms kl. 23.00, og da syntes jeg det var for sent at tage på besøg – han havde skudt en fin lille seksender.
Disse gode sms´er og telefonopkald, man så gladeligt modtager og giver, styrker vores jagtlyst – bringer ved til bålet – om jeg så må sige.
Derfor havde jeg også rygrad til at komme afsted, denne let blæsende men ellers fine morgen.

Svineri?
Da jeg havde fået sat min bil i kanten af grusvejen, fået rygsækstol, skydestok og riffel taget ud – kunne jeg på nabogården se lys i indkørslen.
Det var forlygterne fra lastbilen, der var kommet for at hente slagtesvin.
Sidste år var jeg vidne til den samme procedure.
Da jeg sad på min jagtstol i kanten af den lille remise, med riflen klar i skydestokken – forberedt på timers tålmodig venten, startede grisenes hvinen og lastbilchaufføren råben og gennen.
Klokken var nu 04.30
Jeg havde tid til at filosofere.
De næste 20 minutter ville gå med råben og smækken, lift op og lift ned.
Vendinger som ”dit dumme svin” ”du er satanedme dum” ”åh for helvede, så kom da afsted” - blev af grisene ikke taget fornærmende op – og jeg tænkte ikke, ”sikke et dumt svin – at tale sådan til et andet væsen” - et varieret udbrud af de værste gloser føj til stadighed gennem luften...
Hvad skulle chaufføren gøre? Hans arbejde bestod kun af, at få bilen fyldt, helst lidt kvikt – og der var ikke brug for kærlige følelser, når man blot skal køre grise til slagtebænken – blev man først kærlig, ville jobbet slet ikke være rart at have.
Jeg tænkte også på den stærke kontrast mellem svinekoteletten jeg guffede i mig (med velbehag) i går aftes, og dyreryggen som jeg fortærrede nytårsaften (også med velbehag)
Grisens vej til døden er en noget anden, end bukken jeg om lidt måske skal skyde.
Kl. 04.50 kørte lastbilen, og roen der fulgte var underskøn.

Stilhed langt om længe – og dyr på marken....
Fuglenes sang, og toget der kørte forbi i det fjerne, var den eneste ”støj” på morgenens grå, men stadig tørre himmel.
Men jeg var træt, hold op hvor kunne jeg sove...og i forskellige stillinger fik jeg hvilet mine øjne.
Det er fantastisk som vi jægere kan ”sove” og straks vågne igen.
Sådan gik de næste tre kvarter, jeg skiftevis sov og var frisk som en havørn.
Først rigtig frisk blev jeg, da pludselig et dyr i let spring kom fra slugten, i min højre (østlige) side.
Jeg forventede at skulle skyde i kanten af remisen i den nordlige ende, derfor var riffel, skydestok og sidestilling rettet ind på dette.
Håndkikkerten fangede rådyret, og i fokus så jeg nu, at dyret var en buk.
Panik, panik alting skulle pludselig gå så pokkers stærkt – for bukken tøvede ikke, han løb målbevidst direkte op imod mig, og jeg vidste at han snart ville dreje af og springe ind i remisen bag mig....
Da han ca. 60 meter drejede af og gik skråt på skoven, standsede han et øjeblik op, til perfekt skud – jeg var dog ikke klar hverken psykisk eller fysisk... ”åh, åh – tag dig dog sammen” tænkte jeg – jeg skal ha´stoppet ham igen inden skoven...
Få meter fra kanten af remisen stoppede han op igen.
Denne gang var jeg næsten klar, dog velvidende om, at jeg syntes det gik for hurtigt...
Jeg fangede bukkens blad, lidt foran, han stod lidt spids på – forsigtigt eller rykkede jeg skuddet af? jeg husker det ikke – det overlod jeg til rutinen.
Bukken gav et højt hop, løb et stykke ud på marken, smed sig og sparkede liggende en runde – hvorefter han igen kom på benene, for derefter at løbe ned mod slugten med krumbøjet ryg.
Mine tanker var straks, at jeg havde truffet ham i maven, så jeg afgav endnu et skud, en ren forbier.
Bukken fortsatte udenfor mit synsfelt – frygten skreg i mit hoved.
Et waidskud, mit livs første af slagsen – allerede i tankerne havde jeg schweiss hundeførerens telefonnummer (ikke fordi jeg kan det udenad, det ligger på min mobil)
Nå, men bukken var løbet langt, jeg kunne ligeså godt straks se efter anskuds sted og schweiss.
Skudafstanden havde været 40-45 meter, jeg fandt dyrets fod, men intet schweiss – underligt...
Jeg fulgte bukkens vej ned over kornmarken, hvor sort fugtig jord talte sit tydelige sprog – fod, men stadig intet schweiss...
En ren forbier var det absolut ikke, skudtegn var en blanding af hjertekugle (det høje hop) og waidskud (den krumme ryg) – men hvorfor ingen schweiss? – det kunne jeg ikke forstå...
Da jeg nåede slugten så jeg nogle enkle sten ligge i græsset – kunne det være bukken – så lille og undseelig ? Hjertet faldt med tankerne til ro, glæden fyldte mit indre.
Skuddet sad som det skulle, mavesækken var kun snittet, hjerte og lever var sønderskudt...
Jeg havde ramt som jeg havde sigtet, lidt foran højre blad var kuglen gået ind, og lidt bag det venstre blad var kuglen gået ud igen – men udgangshullet var ikke stort – derfor ikke schweiss i starten – men at min 11,7 grams oryx kugle havde virket efter hensigten, behøvede jeg ikke brække bukken for at konstatere.
Endnu engang blev jeg overrasket over hvor langt og godt et dødt dyr kan løbe....

ÅRETS FØRSTE BUK
Her lå bukken, en etårsbuk, med meget god vilje en lille seksender – men selv om opsatsstørrelser betyder noget – er det oplevelsen ved jagten der stadig (heldigvis) betyder allermest for mig.
Denne buk gav mig en rigtig god oplevelse – og det er meningen med min jagt – oplevelse...
Efterfølgende sendte jeg sms rundt til mine kammerater. :
”Har skudt buk kl. 05.50 vh. Jens-Arne”
Torben, en af de nære venner, svarede : ”Tillykke, men jeg kom før dig, jeg har skudt buk kl. 05.20”
Jørn, også en af de nære, svarede : ”Tillykke, hvad sagde jeg, det skulle nok lykkedes” - dette som hentydning til vores samtale i aftes, jeg havde sagt, næsten opgivende, efter 3 x 3 timers leden efter en buk i raps, friske fejninger, men bukken ville ikke vise sig... Jørn mente ikke jeg skulle give op, jeg skulle nok få ham... det kan være, først fik jeg dog en anden.
Jeg sang i hvert tilfælde strofen ”Sikken dejlig dag det er i dag – bum, bum di bum” også selv om metrologerne havde fået ret og vejrguderne langt om længe havde åbnet for sluserne.
Min kone bad mig holde kæft, hun har først fri kl. 17.00...
Min tid er min egen, jeg nupper et par timers middagssøvn, over middag engang...

Sikken dejlig dag det er i dag....

Jens-Arne Østergaard
d. 18 Maj 2006