Bæverjagt 2012 (del 2)

Et nyt år er kommet.
2021 afløser 2020
Jeg vil så gerne være optimistisk, men starten på det nye år er måske endnu mere nedtrykkende end slutningen på det gamle.
I nyhederne informeres vi lige nu om, at der måske er nye coronatiltag på vej.
Måske skal forsamlingsforbuddet sættes ned fra 10 til 5, og det samtidig med at alle de ældre på vores plejehjem er blevet vaccineret, og vaccinen allerede fra i dag kan gives til mennesker udenfor plejehjemmene.
Kan vi bindes mere på mund og hånd.
Okay..vi er endnu ikke blevet bundet på munden, udover et tyndt mundbind der gør os anonyme og uigenkendelig for andre.

Personligt bliver jeg opmuntret, når jeg blader i mine gamle jagthistorier, det var da vi kunne rejse frit, kun begrænset af tegnebogens tykkelse.
En tid som jeg håber, snart vender tilbage.

Denne historie fra 2012 er, i ren beskedenhed, ikke det dårligste jeg har skrevet.
Som jeg siger til min kone, så er jeg nødt til at have oplevelsen før jeg kan berette om den.
Jeg har en god fantasi, men jeg ønsker ikke at manipulere eller digte.

Jagt skal opleves så længe vi kan, ligenu er disse oplevelser blevet gjort begrænset.

Og ja..endnu lidt nytårsmalurt i bægeret, EU vil forbyde jagt og fiskeri bl.a. i Mariagerfjord.
Med den nuværende miljøminister og DJ's til tider vage udmeldinger bliver protesterne begrænset til menigmands brok, og det lyder i en vintertågedis ikke særligt højt.

Trænger du til at drømme dig lidt væk, så vil jeg kun anbefale dig at læse mine ord i følgende historie, de får mig selv til at flygte for en stund, med et langt suk ud af min mund (ha ha, jeg kan jo digte)

God fornøjelse og godt nytår.
Jens-Arne Østergaard, 5 Januar 2021, endnu ikke testet positiv for corona.

Jeg plejer godt at kunne stå tidligt op – især når det gælder jagt. (okay, kun..)

Fredag morgen ringede vækkeuret kl. 04.15.. jeg orkede bare ikke at stå op.
Det blev over midnat torsdag aften.
Inden Jørn og jeg var kommet hjem fra jagten, fået lagt bæveren i udlejerens fryser (den skulle fryses hel, da Jørn ikke var sikker på, om den skal fuldmonteres eller blot skindes..)
ja – og inden vi havde fået varmet og spist vores aftensmad, da var der kun knap fire timer til, vi skulle op og på jagt igen.
Så jeg følte mig mæt af rejsen til Sverige, og af jagten på vores første aften, også selvom det ikke var mig der havde skudt bæver.

Turen var næsten reddet på ingen tid, allerhelst så jeg selvfølgelig, at jeg også selv fik muligheden for at få en bæver med hjem..men de sidste to år havde jeg ikke haft held, så hvorfor skulle det være anderledes i år.
Da Jørn bankede på døren til mit værelse kl. 5.00 sov jeg tungt, jeg vågnede dog nok til, at sige til ham, at jeg ikke gad tage på jagt.
Fredagen viste sig også at blive en regnfuld og kedelig dag, så en dag bedst til hvile og sightseeing..

Fredag aften så jeg ikke skyggen af bæver, jeg sad ved åens start, lige nedenfor søen, så ikke en dyt, det samme hændte for Jørn.
Jørn havde sat sig samme sted, som han skød bæver aftenen forinden, og de friskgnavede småpinde der havde ligget på åkanten, var forsvundet, så der havde været bævere indenfor det sidste døgn.

Lørdag morgen var jeg klar kl. 04.15
Jørn skulle nu prøve lykken ved åens top, jeg havde ikke helt besluttet mig for, hvor jeg ville sidde, da jeg listede nedover marken.
Turen jeg gik, var samme tur, som jeg sluttede sidste års bæverjagt med.
Græsset knasede sprødt på marken, den iskolde tåge lå som et dynetæppe over engen.

Vandets rislen i åens bugtede løb, var eneste lyd denne lørdag morgen, ja udover mine støvler der svuppede i den mudrede lerbund langs åens kant.
Jeg nåede til dæmningen, den første, et meget kritisk punkt på min tur til en standplads.

Her så jeg bæver sidste år, den eneste jeg så på de to dages jagt.
Den sad mørk og våd på kanten af åen, nussede sig, hørte mig, og så mig et splitsekund før jeg så den.
Jeg nåede da hverken at sige buh eller bøh, min riffel hang over skulderen, da bæveren lydløst gled i vandet og forsvandt.

Her til morgen gik jeg meget mere forsigtigt til værks.
For at dække åkanten ordentlig, måtte jeg over på den anden side at sidde.
Forsigtigt gik jeg ud på bæverdæmningen, den var noget misvedligeholdt, tydede ikke på meget liv, ovenfor i den gamle dam..
Ved at støtte mig til min lange trebenede skydestok, kom jeg sikkert over på den anden side af åen.
Vinden gik direkte fra min side over til den anden, ikke optimalt, men bedre end hvis den havde svøbet sig ned af åren..

Præcis fra denne plet skød jeg for 4 år siden min første og indtil nu eneste bæver.
Dengang var der friske spisepladser ned langs kanten, i år var der kun nogle forholdsvis friske glidespor og min tanke var, at bæveren måske ernærede sig ved de mange vandplanter, i stedet for at hente birk i skoven, blot en tanke..
Jeg satte mig med riflen klar i skydestokken.
Ansigtsnet og handsker gjorde mig helt grøn, jeg faldt i med nåletræerne bag mig, nu skulle jeg blot vente.
Fuglene sang deres morgensang, mens solen nærmede sig sin opgang.
En gråand kom op ad åen, svømmede ind i kanten mellem friske vandplanter, ca. 50 meter fra mig, jeg fulgte den i min kikkert.
En bevægelse i vandet, fjernest borte, fik mig til at kigge gennem riffelkikkertens sigte, var det mon endnu en and?
Niks, det var sgu en bæver. (ja undskyld jeg bander, men med et røg min puls i dobbelt slag..)
I sin karakteristiske målrettede fremkomst, med en smule kølvand, gik det stærkt fremad.

Jeg ved det vil komme bag på de fleste hvor hurtigt det går. Bæveren er en fænomenal svømmer..

Jeg drømte i få sekunder om, at bæveren ville søge mod land og kravle op, men nej, den fortsatte.
Afstanden blev lynhurtigt formindsket.
Uden tanke blev riflen afsikret og pludselig var bæverens hoved og nakke i vinkel med min rifflkugles bane og jeg afgav mit skud.
Igen forundres jeg over, hvordan alting går pr rutine...

Bæveren væltede rundt i vandet, baskede som en labrador der kom i vandet for første gang.
Rundt og rundt gik det, lignede en haj der lige havde taget en søløve.
Det var ligesom om, filmen var gået på repeat, jeg syntes den baskede så længe.
Febrilsk ledte jeg efter en skudchance, og pludselig lå bæveren næsten helt stille og jeg skød igen.. blot for at være på den sikre side.
Bæveren lå nu stendød langs kanten af modsatte bred, den havde ikke kunnet svømme fra stedet, navigationstårnet var afskåret fra motorrummet, senere skulle det vise sig, at mit første skud havde siddet helt perfekt.
Hvor var jeg glad for at jeg havde trænet inden afgang til Sverige, så jeg vidste mit skud sad lige i plet på 15 – 25 meter, min nyindkøbte (brugte) 6,5 x 55 Tikka Master, havde nedlagt sit første stykke vildt for min hånd, og hvilket vildt stykke vildt?

Da jeg gik over dæmningen for anden gang denne morgen, var det for at trække mit bytte på land, Jeg kunne konstatere at skud nummer to, blot havde lavet et strejf, et par cm fra skud nummer et.
Bæveren har sikkert drejet kroppen en sidste gang i det samme som jeg skød.
Som nævnt, så sad skud nummer et lige som det skulle..

Jeg vidste, at havde bæveren svømmet 10 meter længere, så ville den have fået fært af mig, og det ville have affødt et stort plask i vandet, så jeg var glad for, at tingene gik som de skulle.

Nu kunne jeg løfte en godt 20 kg bæver på land, jeg vil gætte på bæveren ikke er under 5-6 år gammel.
I munden var der meget planteføde, så antagelsen om fødevalg, jeg havde haft, var også korrekt.
Det ender sgu med at min viden om bævere ikke bliver så ringe endda.
Eneste minus var, at det var en hun bæver.
De er jagtbare, men for efterkommeres skyld, ville jeg helst have skudt en meget ung bæver, eller en han.
Jagtudlejeren ser heldigvis positivt på, at vi skyder lidt bævere væk.
Bæverens opdæmning af åsystemet giver oversvømmelse på betningsmarkerne og det er jo ikke så godt.
Og der sker formentlig også en foryngelse over tiden, når de gamle tages bort..

Som altid, når først fingeren er krummet, er der ingen fortrydelsesret.

Kl. 5.28 skrev Jørn ”Er det dig der skyder?”
Mit svar var kort, svaret indenfor samme minut ”Ja. Jeg skal lige have bjærget..”

JAØ 30/4-12

PS. Sidste aften på bæverjagten, lørdag aften, tog vi turen i båd med elmotor op langs fjordsiden, ind i vigen.
Tæt rørskov der gik langt ud i vandet, gav dog ikke meget optimisme om at se bæver.

"Vi hørte geddernes yngleleg, store plask. Vi så lappedykkere og en enkel rørhøg. Køer og kalves muhen , vandets slag mod bådens sider. Solen der gik ned over et blikstille blåt vand, træerne der blev reflekteret i vandet. Vores tavshed der reflekterede over jagtens gudinde. Diana var med os hele vejen."