BÆVERJAGT 2016 AKA MIT FØRSTE VILDSVIN..

Bæverjagt Sverige 2016

Hvilken farve har katten i sækken?
Jeg søgte bæverjagt i Sverige på jaktformedling.se.
Sidste efterår ringede Tommy og tilbød mig at komme med på elgjagt, og senere kunne vi finde ud af noget bæverjagt.
Han har 635 ha i Sverige, omkring Dals Ed og stedet roste han til skyerne, ja og straks ringede mine alarmklokker, for når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel ikke er så godt, som det lyder..
Men jagt der handles ubeset, og uden nære bekendte eller andre der kan sige god for jagten, ja..så er det katten i sækken, man køber ...
Mange jagtudlejere er desværre tilfredse med at sælge katten i sækken til nye købere, år efter år.. Katten proppes tilbage i sækken, og derefter sælges den endnu engang til en anden ny køber..det kan godt være, katten bliver lidt slidt i pelsen, men den kan stadig sælges, så længe den først kommer op fra mørket, når køberen er fremme på salgsstedet.
Og især hvis sælgeren ikke profilerer sig på internettet...hvad der ikke kan skrives om, kan ikke udbredes...for hvem er Tommy..jeg aner det stadig ikke..

Og ja..denne kat lugtede lidt for meget af kattetis, men Tommy snakkede en god kattestøvle.. Elgjagten kunne jeg ikke sige jatak til med blot 3 dages varsel, men bæverjagt i 2016, kunne vi da lige vende tilbage til.
Desværre smed jeg Tommys nummer væk, ”heldigvis” ringede han igen her tidligt forår, da han så jeg søgte bæverjagt på ny.

Jeg havde til det sidste håbet på, at jeg kunne vende tilbage til de kendte og sikre rammer, jeg de foregående 8 år har besøgt, og selvom jeg kun har skudt 2 bævere på de 8 år, så har turene altid bragt ro og lise til sjælen...og ro..var et krav fra både Pouls og min side, for at jagtturen kunne blive vellykket.
Jeg ved godt mange rejser busfulde på bukkejagt eller hjortejagt til Tyskland og Polen..
Ja mange kan ikke overleve, hvis ikke der er skrål og skål omkring dem, hele tiden, hvor den ene brovtende jæger, prøver at overgå den anden på skift.
Poul kender mig godt nok til at vide, at jeg også kan snakke..men jeg nyder også roen..
Og i et stort svensk hus, godt nok et uden badeværelse med træk og slip (der var dog et stereo-das, hvis man også ville snakke, mens man var på toilet), burde man kunne isolere sig på eget værelse, og lukke af for den værste knævren...hvis blot man er to..
Jeg nyder altid at finde ro i en behagelig stol, enten inden- eller udendørs, skue ud over den fantastiske svenske natur, læse en god bog og nyde en kølig øl eller en kop kaffe...men sådan skulle det ikke blive..så langt fra endda.

Jeg lavede aftale med Tommy.
Vi ville rejse fra Hobro, Poul og jeg, torsdag d. 7/4 med afgang kl. 06.15, og vi ville ankomme til terrænet i det svenske kl. 13.00
På knap 4 dage (afrejse søndag) mente vi nok, vi skulle kunne nå at nedlægge hver vores bæver.
Tommy sagde at der fandtes masser af bævere, både i de store søer og i de flotte åløb.
Kort blev studeret, selvom Tommy ikke kunne give os koordinator på huset vi skulle bo i, så fandt Poul hurtigt stedet på Google earth, og til trods for manglende grænser, kunne vi godt se, at det var skov, skov og atter skov, men med store søer og vandløb i blandt, så var det rigtig bæverland vi havde i udsigt.
Film blev gloet én mas, ja...jeg er bange for, at vi ikke kunne skrue forventningerne højere op, da Poul mandagen forinden kom ud til mig, for at lave de sidste aftaler vedr mad, og udstyr..og hvor vi igen så et par film om bæverjagt..
Jagten ville også gælde vildsvin, desværre måtte der kun skydes etårs grise på de 5 oplyste pladser, som vi ville få frit adgang til..men det lød da meget spændende, for især mig, at prøve noget jeg aldrig har prøvet før, at skyde en gris, og så skidt med den ikke kunne blive en stor keiler.
Tommy fortalte, da aftalen blev indgået, at han muligvis ville komme op til hytten, lørdag eller søndag, han ville nok tage sin datter eller søn med, men der var rigelig plads i hytten...
Det kunne også være, at han slet ikke nåede op inden vi rejste hjem, jeg krydsede fingre for det sidste..
Okay..svært at protestere, da Tommy skulle op og forberede sin kommende 50 års fødselsdag, søndagen ugen efter vi var taget hjem..
Færgebilletter blev booket og betalt i starten af marts måned, ingen grund til at give mulighed for at få tilbagebetaling eller ændre afrejsetider, for aftalen lå jo fast...troede vi..

Poul og jeg kæmpede hver især en kamp, for at kunne holde fri fra job de 4 dage vi var væk, men puslespillet så ud til at gå op, og vi kunne begynde at glæde os, glæde os rigtig meget...det er jo en stor del af turen.

Tirsdag d. 5/4 ringede Tommy (to dage før afrejse)
”Ja, det er Tommy, jeg har en lidt kedelig meddelelse...”
Tommy fortsatte
”Ja, jeg er lige blevet ringet op af en skytte på naboterrænnet i Dals Ed, og han siger at søerne stadig er helt frosset til, og at der ligger sne og sjap på vejene, så de ikke er farbare inde i skovene...kan I ikke udskyde Jeres rejse 14 dage?”
Der var stille i min ende af telefonen nogle sekunder, skal jeg sige dig..
”Udskyde?..ha..nej det kan der ikke blive tale om, jeg snakker lige med Poul, om vi kan køre i hans Mazda firehjulstrækker i stedet for min Mondeo stationcar, for afsted skal vi, ellers må vi gå fra det sted, vi kommer længst frem til, når vi sætter os fast”
Nu har Poul og jeg fulgt vejrudsigten meget nøje på yr.no lige siden vi bookede rejsen, og få nætter har temperaturen været under nul, maks minus har været 1...om natten...
For hunden da..
Jeg ringede straks til Poul.
”Jo, det må vi finde ud af, for aflyse gør vi f.... ikke, det med sneen må være en svensk and..”
Jeg ringede tilbage til Tommy, for første gang siden marts tog han ikke telefonen straks, han var nok ved at lede efter flere ugler i mosen...
Endelig tog han telefonen.
”Hej Tommy, vi kører i en firehjulstrækker, så der skulle ikke være nogen is på koen (eller søen) – og så må vi jo nøjes med at jage fra land, og så dropper vi kajakken”
”Nå, men så bliver det jo ikke noget problem, så skal i nok komme frem og rundt” - svarede Tommy..
Pyha..reddet på et hængende hår, men den stride grå kat i sækken var pludselig blevet til en skummel sort baggårdskat, én af de mere beskidte..men op med hagen på ny, hvorfor skulle Tommy lyve om vejr og vind?...ha ha..
Pakket og klar drog vi mod nord, måske koldere end det yr.no påstod, så kufferten var pakket med rigeligt varmt tøj (lad mig straks afsløre, at jeg sjældent har brugt så lidt tøj...som jeg skulle komme til på denne tur)

Man skal ikke skue hunden eller katten på hårene – eller måske alligevel.
Vi kunne let have det hele på det store åbne lad på Pouls bil, en kombination af pallekasser og min tagboks og store sække, så kom al bagage i tørvejr for den sne der stille dalede, da vi ankom til det snedækkede Göteborg..ha ha..nej.. sneen lignede akkurat den regn vi forlod i Danmark, vejene var helt fri for sne, og hele vejen op til Dals Ed, så vi ikke skyggen af sne..

Så da vi nærmede os skovområdet, hvor vores hytte skulle ligge, da sagde jeg til Poul : ”Den sne må dælme være yderst lokal..den kan jo ligge, hvor skoven er ekstra tæt..”

Da vi fandt hytten (og selvom hytten var mindre køn og noget slidt, så blev den faktisk kønnere og mere charmerende som dagene gik, men i starten..ja..så ved jeg sgu ikke lige hvad jeg skal sige..)
Jeg skrev til Tommy : ”Vi er kommet sikkert og godt frem til hytten” klokken var 14.25..
Både Poul og jeg var optimistiske, vi havde set en fin snoet å nedenfor huset, i den havde Tommy garanteret (sne og frost til trods) vi nok skulle få skudt en bæver hver.
Kort efter jeg havde trykket sendt, havde jeg Tommy i røret..”Hej, det er Tommy, jeg er på vej op til Jer, ankommer om ca. 3 timer..min søn og barnebarn er med, hvis I tager værelset...osv..”
For dælen som tiden løber, var det allerede blevet lørdag eller søndag?

Jeg kiggede underligt på Poul..nå..vi var begyndt at pakke vores grej ud, heldigvis havde vi valgt netop det værelse, som Tommy havde i tankerne.
I huset, som var pivene koldt, var der tre værelser.
Et ”master bedroom” lige ved siden af køkkenet, med en stor dobbeltseng (der kunne vi ikke ligge)
En stue, overlæsset med ca. 5-10 sovepladser, dvs madrasser stod hulter til bulter, gardinerne var halvafrevne papirstrimler, men hvad..det var vel det man kalder rustikt..
På første sal, var to værelser, det ene med en køjeseng og en sovesofa..det så mest hyggeligt ud, så det tog vi..og jo..det blev sgu hyggeligt nok, ligeså snart vi havde fået varme i værelsets lille men effektive brændeovn.
Den store brændeovn i stuen, som skulle sørge for varmen til det meste af huset, var utæt som en si. Røgen valgte at ryge ud alle andre steder end op igennem skorstenen..så snart stod døre og vinduer pivåbne..
”Åh ja..den virker ikke rigtigt, så den bruger vi ikke..” fik vi senere at vide..vigtig viden eller ligegyldig info?

Straks vi havde fået ”ild i hytten”, tog vi på seightseeing.
Kort fortalt..var det eneste sted, der så ud til at være aktivitet, var i åen forneden for huset, til gengæld var der ikke meget aktivitet, men bæveren havde da været forbi i år.
Søerne derimod, fandt vi ud af både torsdag og fredag, at de var fuldstændig blottet for liv, i hvert tilfælde når det angik bæveren.
Vi gik tæt langs kanterne, så kun gamle forladte bo, og afgnavede/fældede træer fra årene forinden.

Derfor var vi ikke videre optimistiske, da vi vendte tilbage til huset, hvor vores vært nu også var ankommet.
Poul og jeg kunne overfor Tommy berette, at der ikke var frisk bævergnav langs søerne, det troede Tommy ikke rigtig på.
Afskydningen havde været meget sparsom i disse områder, så der burde være bæver.

Slut var den enetid vi skulle have sammen i huset Poul og jeg.
Tre cockerspaniels der var vældig søde, Tommy, hans søn og barnebarn..jo, der var liv og glade dage, og hvis det var livsbekræftende selskab vi søgte, så havde vi fundet det.
Poul og jeg kunne da godt have tænkt os, at kunne have vendt et par tanker med hinanden, mens vi drak en øl eller to, eller skålede i den medbragte whisky, inden vi skulle sove til middag...det kom aldrig på tale.
Køkkenet var husets centrale omdrejningspunkt, eneste sted med rindende vand og god varme, så ikke overraskende, at det var her, ”folk og fæ” var samlet i dagtimerne.

Om natten startede de tyske bombefly deres overflyvning af det besatte Danmark, og de trak ind på Svensk territorium.
Der gik ikke et minut før rumlen startede fra den venstre side af rummet, og til sidst var den dybe rungende lyd ved at få de sidste tapetrester til at dratte af væggene, i det lille værelse Poul og jeg skulle sove i.
Jeg har hørt flere grove tilfælde af snorken fra jagtkammerater, jeg har været på tur med.
Maler Niels har under elgjagterne i Sverige hidtil haft rekorden, John A. har forsøgt at følge trop på duejagten til England, men Pouls snorken slog dem begge, om så de havde lagt deres snorken sammen.
Derudover lider Poul af søvnapnø...ja det tror da fanden, at kroppen prøver at tage en pause af og til, det må sgu være en stor belastning for snudetøj og lunger at hive luft ind med så megen modstand.
Så af og til trak Poul ikke vejret..jeg talte sekunderne, der var ro mellem 10 og 15 sekunder, så startede bulleret på ny, efter Poul i søvne havde beklaget sig det manglende ilt indtag..
Og jeg havde ingen mulighed for flugt.
De andre værelser var optaget.
Den første nat kunne jeg være flygtet ned i stuen, det burde jeg have gjort.
Fredag nat kom 3 sjællændere og lagde beslag på den, så var alt besat.
Først natten mellem lørdag og søndag, slog tanken mig, at jeg havde et par ørepropper i min toilettaske (ja faktisk var det Annette der spurgte mig, om jeg ikke havde et sæt ørepropper..og jo..det har jeg altid med mig),, og pludselig var der ro, fuldkommen ro..nu var det kun sengen der vibrerede lidt.
To nætter med kun lidt søvn, vendte sig til en søndag nat med hele 7 timers søvn..uden nogen form for støj..blot en enkel gang eller to, bankede Pouls snorken på døren, men det var kun en rumlen i det fjerne...

I 2013 mødte Flemming og jeg og vores to drenge 5 ”nøgne” bævere da vi ankom til det terræn vi skulle på bæverjagt.
Jeg bandede dengang over de skide kjøvenhavnere, der på den måde havde udryddet bæverbestanden, og så tilmed lige inden vi skulle på jagt i samme å.
Det er let at forbande nogen, man ikke kan sætte et ansigt på.
En af de tre sjællændere (Peter) der kom til hytten i Dals Ed fredag aften, havde deltaget i ”slagteriet” i 2013.
Faktisk havde hans søn, der lige havde fået jagttegn, skudt 3 af bæverne, hans første vildt..

Peter spurgte mig, hvor jeg tidligere havde jagtet bæver..og så kom historien frem, og jeg lod være med at skælde ud, de havde dengang fået besked på, at skyde alle de bævere de kunne komme til, og som sagt så gjort..
Og Peter forklarede, at de måske kunne have skudt det dobbelte antal, der vrimlede med bævere det år..underligt nok, så jeg det år kun en enkel sky bæver, det samme gjorde Flemming..men måske forklaringen nærmere var, at bæverne var blevet sky efter en forholdsvis hård beskydning, end at de ligefrem var skudt bort.
Var vi kommet 14 dage senere, kunne det være der var faldet ro over feltet..igen..svært at spå om jagt.
Desværre bliver bæveren ikke forvaldtet på lige fod med råvildtet??
- og ja, jeg ved bæveren bliver betragtet som skadedyr de fleste steder, urimeligt syntes jeg som jæger, men jeg er heller ikke landmanden, der får oversvømmet sine marker pga bæverens bygningsværker.

Men det viste sig, at de 3 sjællændere, som i første omgang var kommet for at gratulere Tommy med hans kommende fødselsdag, da de ikke kunne komme på dagen, nok ligeså meget var kommet for at jage gris og bæver. (to af dem er også med i jagten, så fuld forståelse for det)
Det var egentlig planen, at de skulle være kommet om torsdagen, men en begravelse kom i vejen..
…hov hov, var forklaringen pludselig kommet frem i lyset, hvorfor Poul og jeg, skulle bildes ind, at der lå sne i Sverige?..måske..hvis der havde været ærlig snak fra start af..så havde Poul og jeg måske fundet på noget andet at lave.
Når det er sagt, så var de 3 sjællændere meget sympatiske mennesker, flinke fyre, rigtig rare at snakke med.

OG SÅ PÅ JAGT
Bæverjagten kan jeg hurtig berette om, der skete ikke en skid, hverken for Poul eller jeg.
Vi havde ikke fundet gnav af betydning på vores første sightseeing.
Først fredag middag fandt vi langs et åløb massiv fersk bævergnav.
Store stammer, små stammer, friske ”spisepinde” indikerede, at her var der gang i det store ædegilde.
Jeg havde indtil da vurderet at chancen for vi skød bæver nær 10 procent.
Straks var jeg næsten 100% sikker på, at mindst én af os skulle få en bæver med hjem.
Poul vandt lodtrækningen til at vælge sted fredag aften, og ikke uden grund valgte han at sætte sig ved åen med det friske gnav.
Det gjorde Poul fredag aften og lørdag morgen..uden at se skyggen af bæver.
Jeg overtog pladsen lørdag aften, samme resultat..
Vi så ingen bæver, uanset hvor vi sad eller satte os.

Efter begge at have brugt ca. 9 timer, siddende, stående og purchende på bæver, glædede vi os til fredag nat, for da skulle vi ud at sidde efter gris.
Foderpladserne havde vi været forbi, så vi kunne finde dem i den kulsorte svenske nat..der var ikke skygger fra en måne på himlen.

Fredag nat skulle vi på grisejagt
Fordi vi først kunne varme vores aftensmad, da vi kom hjem fra bæverjagt, kom vi først til at spise kl. 22.00
Vi havde tidligere fredag været ude at finde de oplyste foderpladser, fem i alt, og deraf havde vi udset os to pladser/hytter vi ville sidde på/i.
Jeg ville sidde på ”toeren” Poul havde valgt ”femmeren”...
Det skulle vise sig, at jeg havde skudt papegøjen..

Jeg har absolut ingen erfaring med hensyn til vildsvinejagt.
Jeg har set en del film, men en ting er at se et dyr på film, noget helt andet er det, at have det i fokus i sin riffels kikkert.
Poul har skudt et enkelt svin på jagt i Sverige for et par år siden, så Pouls erfaring er ”væsentligt” større på det felt..

Da Pouls Mazda havde rumlet og tumlet frem til kanten af skoven, hvor vi ca. 60 meter derfra kunne se det grønne lys på min foderplads, listede jeg med spænding ud af bilen.
Det med at liste..var så som så..jeg tænkte, at lyset og støjen fra bilen, og det at et godt 80 kilo tungt menneske sprang ud af en oplyst kabine, ikke overlod meget til fantasien, selvom den seende så var en gris, så er grisen langt fra dum .. nej, jeg skulle bare ind i skydehytten så hurtigt som muligt, og derefter..absolut tysna.

Poul rumlede videre, da jeg forsigtigt gik frem mod det lille træskur, jeg skulle tilbringe de næste 3 timer i.
Da jeg kom helt hen til huset, kunne jeg ikke finde døren.
Jeg fumlede lidt, da jeg til sidst besluttede mig at tænde den påmonterede eftersøgningslygte, der var påsat riflen.
Med et meget skarpt klart lys, fandt jeg døren på siden, fik knirket mig ind, åbnet skydelugen, lagt en hynde på terrassestolen (åh skønt, en stol med ryglæn..ren luksus) riflen på plads i åbningen, et hundetæppe var der også..det kom godt over benene, og jeg sad så skønt.
Bare det alene, kunne godt overtale mig til at opgive jagten på bæverne, og gå efter grisene i stedet...

Det var lidt surrealistisk at sidde og kigge ud gennem en rektangulær åbning i et træskur.
Kigge ud på en foderplads, hvor en blå tønde hang oppe i ca 4 meters højde, to gange i døgnet snurrede den, kl. 21.00 og kl. 23.00 blev en håndfuld korn og svinepiller slynget rundt.
Det grønne lys kom fra et par små diode lamper, som fik strømmen fra et solcelle opladet batteri, genial enkel og særdeles effektiv opstilling.
Al liv indenfor en radius af ca. 7-8 meter lå i det klareste grønne skær.
Der var ingen farver på bevægelserne, skulle det snart vise sig, men alt fremstod temmelig skarpt, når jeg satte kikkerten for øjet.

Der faldt ro over skoven og over mig selv.
Pulsen kom ned, hold kæft hvor sad jeg egentlig godt her.

Mørket sænkede sit dystre skær, og ikke en eneste lyd trængte ind i hytten til mig.
Tommy havde fortalt, at der var flere jægere der havde set nøgne dansende elverpiger og andre fantasivæsener, når de sad her helt alene..og jo..jeg kunne sagtens følge dem, når man sad her og kiggede ud på det grønne skær, så kunne de skygger de dannede i træerne, og via tønder og snore der hang, godt give anledning til at stimulere en levende fantasi.
Jeg nøjes nu med at fantasere om store svin, der ville komme øffende på mit grønne tv..
Så jeg lænede mig tilbage, og kiggede på den grønne stille pauseskærm.
Jeg manglede blot lidt popcorn og en sodavand, så var det ligesom at være i biffen.
Mit høreværn var der skruet godt op for, Tommy fortalte, at man af og til hørte grisene gnaske, inden de trådte frem på scenen..ja, ja..lad os nu se...

Der gik godt en halv time i stilhed.
”grak, grak..” - ja, sådan kan jeg bedst beskrive den lave lyd.. ”grak, grak, grak”
I kan tro jeg vågnede op, hvis jeg havde siddet og småblundet, et stadie jeg rent faktisk ikke havde nået til endnu..
Jeg satte mig ret op og ned, øjnene kom på stilke, og jeg stirrede ud af mit lille vindue.
Nu så jeg sgu også dansende skygger rundt om foderpladsen, det var dog nogle store letløbende af slagsen, og jeg var ikke i tvivl om, at det var grise der var på vej..og pludselig stod der to sorte banditter lige under fodertønden.
De lignede to minitanks, bredskuldret og korte i kroppen, lave ben og ret ondskabsfulde mistroisk kiggende op imod min hytte.
Jeg havde et godt greb om min riffel, og studerede dem intenst med 8 gange forstørrelse.
Hvor store var de?
Var de for gamle til jeg måtte skyde?
Pyha..jeg havde ikke noget at sammenligne dem med, Keileren var fredet indtil d. 15/4.. (vi havde d. 8/4) .. Skød jeg en so med lange patter, så kostede det mig en bøde til udlejeren på 4.500,-
Jeg var 99,9% sikker, ja faktisk 100% sikker på at det ikke var to søer, der stod stille, afventende, tøvende...og gloende på mig.
Men var det to fuldvoksne keilere?

Nej, fanme nej, to voksne keilere ville ikke stå skulder mod skulder, det ville de ikke tolerere, konkluderede jeg/bildte jeg mig ind, så derfor tog jeg en beslutning..vend siden til én af Jer, og det siger bang..
Jeg rykkede en smule på kroppen for at få riflen helt i hak, desværre kom jeg til at hælde piben på riflen lidt, og den påmonterede eftersøgningslygte lavede et lille ”klak” på træpladen der var vippet ned fra vinduet...
Grisene reagerede på et splitsekund og flygtede fra pladsen.
Pis/ eller sådan noget skidt..så røg den chance..jeg trak vejret tungt ind, pulsen var, uden jeg nåede at tænke over det, røget fra 60 til 160, og jeg kunne nu tydeligt mærke feberen rulle gennem min krop.

Jeg lænede mig stille tilbage i stolen, og funderede over den spændende hændelse..det var intenst, men indvendigt bandede jeg over min egen uforsigtighed, selv om jeg ikke havde siddet på vaktjakt på grise før, så vidste jeg godt, at de er ekstremt sky..

Der gik godt 5 minutter, måske 10.. min puls var faldet til 60 igen, og jeg slappede af på ny ”grak, grak..” ”grak, grak..”
Nu vidste jeg hvad denne lyd betød, der var grise på vej..
Ud af intet trådte en af de massive grise frem, stod under tønden, kiggede nu endnu mere intenst op imod mig, men denne gang skulle der ikke komme en lyd fra mig, det var med garanti, denne stirrekonkurrence ville jeg vinde.
Fra venstre kom gris nummer to tøffende ligeså forsigtigt.
Jeg drejede umanerlig langsom riflen mod venstre, det drejede sig om få meter.
I samme bevægelse afsikrede jeg lydløst, og riflen lå godt til min skulder.
Grisen kom lidt spids til, den skulle lige rette sig lidt op, før jeg kunne afgive et forsvarligt skud.
Min riffelkikkert har ikke rødpunkt sigte, men kikkerten har en fornuftig forstørrelse og god stor lysgennemgang..så da mit spinkle kryds stod klokkeklart på grisens bringe...to skridt mere du..
PANG
Skuddets mundingsflamme blændede mig et kort sekund, men jeg så grisen løbe mod højre, ud af det grønne lysskær, samtidig med den skreg som en .. ja .. gris..hviiiin...
Et kort skrig og alt var stille, ingen dødsspark i skovbunden, begge grise var som sunket i den mørke skovmuld.

Klokken var 23.35 da jeg skrev til Poul..
”Skudt til gris. Løb efter skud, men formoder den ligger få meter væk. Der har været flere hold svin på pladsen..” (ja, ja..jeg ved det godt, det kan være de samme to grise der kom begge gange, og ved nærmere eftertanke, så er jeg faktisk sikker på, der kun har været de to, men i svinefeberens hede så ”en, to, mange..”)

kl. 23.38 ”Den tror vi så på” svarede Poul, han sad også i en hytte, og ca. 3 km væk, så han havde ikke hørt mit skud..

kl. 23.43 ”Det er skam rigtigt nok. Først to halv store..nåede ikke at skyde, kom til at larme lidt..så strøg de..5 minutter senere ca. 2-3 andre..skød den ene..”

kl. 23.44 ”Tillykke. Skal jeg komme og hjælpe?”

kl. 23.46 ”nej..vi bliver siddende. Og jeg ved jo heller ikke, hvor langt den er løbet”
kl. 23.47 ”så tillykke venter vi lidt med :-) ” skrev jeg til Poul..han skulle efter planen komme og hente mig 01.30..det ville blive en lang ventetid.

Der gik vel ca. en halv times tid før min tålmodighed slap op.
Poul mener jeg har en smule damp, eller meget damp..ja, det kan da godt være, det kommer nu an på, hvem jeg bliver sammenlignet med, vil jeg nok påstå..
Når jeg kan sidde og glo 3-4 timer ud i luften efter en buk eller andet vildt, så tror jeg ikke dampen holder..
Nå..men efter en halv times tid, så skulle jeg bare frem og kigge.
Jeg syntes jeg kunne se noget ligge lige udenfor det grønne lys´s skær.
Der var forbud fra udlejerens side til, at vi måtte gå frem, hvis ikke grisen lå forendt på foderpladsen.
Jeg mente ikke der var fare ved at gå frem til foderpladsen, når jeg nu ikke kunne se grisen.
Og med eftersøgningslygten tændt, kunne jeg hurtigt afgive et skud, da riflen ville skyde, i samme retning som lyset lyste.
Så forsigtigt bevægede jeg mig frem, lysende rundt omkring mig.
Fremme ved pladsen så jeg efter schweiss, fandt intet...
Lyste hele vejen rundt, og kiggede så langt ud lyset rakte, ingen død (eller levende) gris i sigte.

Tilbage til hytten og vente, og vente, og vente..
Så er to timer dælme lang tid, syntes jeg, damp eller ej...

Langt om længe hørte jeg Pouls bil nærme sig, og snart kom der lysskær fra vejen.

Begge bevæbnet gik vi frem for at finde min gris.
Jeg troede på, at vi hurtigt ville finde den, den var med garanti blevet ramt.
Poul fandt ret hurtigt schweiss.
En lille klump kød (sidst der var én der fandt sådan et stykke kød fra et rådyr, jeg havde skudt på, påstod han straks, at den nok var ramt i den ene kølle, der var han sikker på kødet måtte stamme fra..han var også en klovn..det viste sig at være et stykke af hjertet..)
Poul kom ikke med nogen påstand, men påviste, hvordan der var sprøjtet schweiss ud, for hver meter vi gik.
Godt så..jeg troede vi havde fat i den lange ende.
Desværre kunne vi ikke følge sporet mere end ca. 10-15 meter, så var der ikke mere schweiss at se..pokkers osse.
Vi gik lidt på kryds og tværs i hver vores retning.
Jeg gik lige frem, hvor jeg mente grisen var forsvundet, men i den forholdsvis tætte granskov, så jeg ikke nogen gris ligge.
Poul fandt heller ikke spor.
Indvendigt bandede jeg over, at vi sikkert ville få brug for en hund.
Jeg havde skrevet til Tommy, samtidigt med jeg skrev til Poul, men han havde ikke svaret på min sms...
Nå..jeg tog en anden retning, lod lyset gå fra den ene side til den anden, og pludselig så jeg noget med runde former ligge i skovbunden..jeg var ikke i tvivl, det var bagdelen på en død gris.
”Fundet” råbte jeg glad til Poul.
Og jeg gik hurtigt frem til grisen.
Da jeg konstaterede den var stendød, afladede jeg min riffel, og straks efter stod Poul ved min side.
”Tillykke med din første keiler” sagde Poul
”Hvad siger du?” jeg må for fanden ikke skyde en keiler, og så stor ser den da ikke ud, svarede jeg..
”Jamen det er da en keiler, du kan da se den både har nødder og en diller, men bare rolig, det er en fin etårsgris, så tillykke, den er fuldt lovlig at skyde..”
Lykkelig over der ikke var is på grisen, eller ko på isen, kunne jeg beundre mit bytte.
Indrømmet.. det vemod der normalt følger mig, efter jeg har skudt et stykke råvildt, det savnede jeg, efter at jeg havde skudt grisen.
Jeg havde heller ikke lyst til at lægge mig ned ved siden af grisen, lade roen brede sig, og føle nuet rulle i blodet, glæden over en vellykket jagt.
Jo..det sidste var der, glæden..men måske fordi vi var to, så var der ikke så meget ro til det andet.
Vi fik taget et par gode billeder, og jeg spændte et par remme i grisens tæer.
Poul var nødt til at hjælpe mig med at trække, jeg var overrasket over, at en etårs gris kunne være så tung.
Op på ladet af bilen og hjem til hytten.
Hjemme ved hytten sov de 3 sjællændere som var ankommet kl. 23.00 trygt og godt.
Tommy og hans søn Thor kom der heller ikke en lyd fra.
De tre hunde sov i dobbeltsengen hos Tommy, så for en gang skyld havde vi køkkenet for os selv.
Men først skulle jeg lige brække en gris, noget jeg aldrig har prøvet før, men set det flere gange på film, så det var jo ikke meget sværere end at brække et stykke råvildt.
Hjertet i grisen var delt til atomer, så skuddet kunne man ikke sætte en finger på.
Det var gået ind spidst på ”albuen” på højre side, og gået ud i venstre side, ca. 5 cm bag skulderen, ud mellem to ribben, så der var ikke meget skade på dyret.
Og dyret, syntes jeg, faktisk var flot, da vi hang det op på en dør i laden..
Vi havde ikke fået information om, at der allerbagerst i laden, var et slagtehus, ikke topmoderne, men med hejs og kroge.. (vigtig viden eller...)
I huset var der rindende vand (både varmt og koldt), det var der ikke i laden ej heller i slagtehuset.
Efter endt gerning, både drab, brækning, anså vi os værdige til at drikke en enkel øl og jeg tog hul på min franske Armagnac (druebrændevin)

Det blev det eneste spiritus, vi fik nydt på turen (jo jo, vi fik da et par øl mere da grisen skulle forlægges) – men personligt drak jeg i alt en lille slant Armagnac og tre dåseøl på fire dages jagt, det er fanme uhyggeligt du..men der var simpelthen ikke andet, vi skulle eller kunne fejre, og da vi ikke havde for meget ro i dagtimerne, Poul og jeg, til at læne os tilbage..ja..så var der ingen anledning til at åbne en svensk pilsner.
Vi havde ellers købt en kasse svenske dåseøl hver på færgen til Göteborg, de kom med retur til Danmark..i dag et særsyn, måske, for 15 år siden, så man det i hvert tilfælde aldrig :-)

Om Lørdagen tog de tre københavnere ud på skov- og kanotur.
De ville ro søerne tynde, for at se efter bæveraktivitet, bagefter ville de gå alle foderpladserne til grisene igennem, smøre ny tjære på, og sprede ny slags lokkemiddel på foderpladserne..måske de skulle have holdt snitterne for sig selv, for lørdag nat så vi ikke skyggen af gris, og inkl. de 3 sjællændere, var der jægere til at sidde på samtlige 5 foderpladser.
Efter sigende skulle grise være meget skeptiske overfor forandringer på foderpladserne, nye dufte, andet lys o.s.v. … skammeligt, for ellers kunne det da være, Poul havde fået en chance til gris, nu vi ikke så skyggen af bæver.

Men jeg er jo så langt fra ekspert, som man kan komme, når det gælder vildsvinejagt, al min viden kommer kun fra det jeg har læst og det jeg har hørt, og jeg er god til at lytte, når nogen fortæller om jagt..
Nå, men tegn på bæver havde de ikke set i søerne, ”det var lige godt pokkers” sagde Tommy...
Nu er der jo andre rovdyr end os mennesker der efterstræber bæveren.
Ulven er i området, jeg tror ikke bjørnen er lige her, men begge rovdyr, syntes bæveren er en rigtig lækkebidsken...

En af de 3 sjællændere (Martin) sagde, da de kom hjem fra deres ro- og skovtur :
”Nu kunne det være rigtig sjovt, hvis du havde haft projektilet fra din første nedlagte gris..”
”Jamen det har jeg jo ikke, skuddet gik jo direkte igennem svinet..” : svarede jeg med et smil..
”Hvad vil du gi´ for det?” : spurgte Martin, samtidig med han tog et projektil op af lommen..
”Ja, ja..det kan du sagtens påstå det er det..” svarede jeg skeptisk, men senere på dagen, kunne jeg konstatere, at projektilet der havde form som England, passede som en puslespilsbrik imellem to ribben, i udgangshullet på grisen..sjovt at se, og et fint ”trofæ” at gemme, sammen med de ca. 7,5 cm store tænder fra min første keiler.. (ja, de skal først saves og koges ud af kraniet, men sådan ca..)
”De 3” havde i dagslys bedre kunnet ”udrede” skuddet jeg havde afgivet, med schweiss og anskudssted, end det Poul og jeg havde kunnet se om natten, så kuglen havde de let fundet i og pillet ud af en træstamme..

Lørdag hjalp Tommy mig med at hive skindet af grisen, og den hjælp var jeg meget glad for.
Det var kun til det grove arbejde jeg fik hjælp, det fine omkring hoved og tryne klarede jeg selv, og pludselig stod jeg med det fineste skind i hænderne, og jeg besluttede mig for, at det skulle bevares.
Så salt i alle hjørner og sprækker, og griseskindet blev lagt i en sæk, mens resten af kroppen hang til modning.

Ja..det var sådan set den jagttur.
Selve naturen gjorde, hvad den kunne, forårssangen fra fuglene var der.
Af andet vildt så vi 3 stykker råvildt der løb fra en foderplads om fredagen.
En hare fes foran bilen, da vi kørte hjem fra bæverjagt, det samme gjorde en då.
Men aldrig har jeg set så lidt vildt på en bæverjagttur til Sverige.
Grisen reddede turen for mig, jeg kunne dog godt have ondt Poul en skudchance til bæver eller en gris..men sådan skulle det ikke være, og sådan er jagt, det ved vi jo..
Tak for godt selskab Poul..

JAØ 17/4-16

ps. Grisen gav jeg håndslag med Tommy på, at jeg købte den til en vægt på 40 kg.
Da jeg under forlægningen vejede først skind (det vejede 8,5 kg) derefter kroppen 34 kg. ja..så havnede den brækkede vægt på 42,5 kg.. helt godt skudt af Tommy, men nu har han jo også set et dødt vildsvin før..
En trikintest blev indsendt i Sverige, da vi søndag kørte hjemad fra hytten i det svenske.
Postkassen ville først blive tømt mandag kl. 10.00
Allerede tirsdag havde jeg pr mail i Danmark svar fra de svenske veterinærmyndigheder, de er meget effektive.
Testen var negativ, og det var jo positivt..
Der var ikke fundet trikin- larver i den indsendte prøve, så jeg kan godt glæde mig til at sætte tænderne i et vildt stykke kød.

Så fandt vi grisen

Så er skindet kommet af vildsvinet, og hvilket fint kød..