Efterårsjagt hos Kaj i Fusager

Efterårsjagt i Fusager

Kaj ringede til mig
- Hej Jens-Arne. Vil du samle et hold for mig, til en jagt i Fusager, vi skal være 6 mand i alt?

Og ja, det ville jeg naturligvis gerne, og da weekenderne efterhånden er godt booket op her sidst i november, så foreslog jeg Kaj, at vi som tidligere år forsøgte os med en fredag, f.eks. fredag d. 24/11, med mødetid kl. 9.00 hos Kaj, og straks afgang mod Kajs marker i Fusager.
Kaj havde et par navne, han gerne ville have med, men jeg havde ellers frie hænder til at samle et hold.

Holdet blev Poul, Jørn, Rune (Jørns søn), Flemming (min storebror) samt Kaj og undertegnede.
To hunde (Jørns Molly og min hund Zanto) samt fire skytter..perfekt team til sådan en fin lille jagt.

Jægerne (undtagen Jørn) fik samme melding : Husk madpakke og kaffe. Mødetid kl. 9.00 hos Kaj
Til Jørn der havde plads til både mig og Zanto i bilen, skrev jeg..hent mig kl. 8.30, så er du her nok kl. 8.45..man lærer jo så længe man lever...og Jørn kom kl. 8.43

Vejrudsigten til dagen havde været, som det ofte er på denne årstid, stabilt ujævn..stabil på den måde, at meteorologerne ændrede mening hver dag og ujævn på den måde, at vejret sjældent bliver som forudsagt. (ser du Dybvaaaad, så ved du hvad jeg mener..)
Denne fredag morgen og dag skulle ikke være nogen undtagelse..der var lovet regn hele dagen, men det tættest vi kom regn, var et par mørke skyer, ellers holdt vejret tørt, let blæsende men med temperatur på 3-4 grader, så kunne vi vidst ikke forlange mere lune sådan en efterårsdag.

Lune er der nu altid, når vi er på jagt hos Kaj.
Kaj plejer at stå klar med sit habengut når vi kommer til adressen, men måske fordi Jørn og jeg var i så god tid, så stod Kaj ikke som vanligt klar ved sin bil.
Jørn og jeg ville gå hen til Kajs andelsbolig for at hjælpe med at bære klapbord m.m., men boligen så noget mørk ud, og første dør var da også låst.
Næste dør var heldigvis åben, så Kaj havde ikke glemt vi skulle på jagt.
Nej, Kaj stod og kiggede på sin terrassebuk, en buk vi har hørt meget snak om igennem årene, men som vi aldrig har haft held til at se, udover på nogle slørede mobilbilleder som Kajs kæreste Inga har taget med sin mobil. (ikke helt ny mobil, så vi kunne ikke se så mange detaljer)

Men nu stod bukken der, og sikke et flot syn.
Ikke mere end en meters penge fra Kajs stuevindue kommer bukken flere gange dagligt og spiser fra Kaj og Ingas foderplads, en plads beregnet til havens fugle..men det ved bukken ikke, grådigt forsyner han sig af det udlagte festmåltid, ikke overraskende sådan som Kaj sørger for at fylde op, både med hvede, solsikkefrø og majs..
Bukken går aldrig sulten i seng.
Jørn var hurtig og fik et par gode billeder.

Senere på dagen, da vi som altid sluttede jagtdagen ved Kaj og Ingas kagebord, i år bestående af vafler, lækker kringle og store medaljer..alt hjemmebagt..pyha..er det sundt?
Et spørgsmål vi så stort på denne dag.
Under kaffen dukkede bukken op igen, så vi nu alle kunne beundre den flotte buk, der dog i år kun er en høj gaffelbuk, og som altid gik diskussionen på, om bukken måske var en flot to års buk eller måske en returbuk, Kaj mener at bukken sidste år var en seksender.
Jeg hælder til det sidste, da rosenkransene var kraftige og meget hældende..men ja..en buks alder bliver jeg mere og mere tilbageholdende at gætte på..lad mig sige som Torben har lært mig ”Det er en buk..”
Kaj mener dog bestemt det er den samme buk der er kommet igennem de sidste 4-5 år, og hvem ved, Kaj har muligvis ret, da der til tider har været både rå og lam i følgeskab med bukken, kan der jo også være sket et generationsskifte..

Da vi ankom til Fusager, de fire jægere uden hund var i Flemmings bil, og de havde så travlt med at snakke, at de ikke så de 3 stykker råvildt der fortrak fra Kajs mark, ligesom de knævrende jægere åbnede dørene.
Jørn og jeg kom lige efter, og jeg forsøgte at pege, men havde svært ved at trænge igennem, endelig forstod de, at jeg ville have dem til at kigge ned på marken, og så så de fire snakkende jægere også råvildt i dag..
Rådyrene løb i retning af det skovstykke hvor Kaj har jagten, ja..måske løb de til naboen, det kunne vi ikke se fra bilen.
Efter velkomst til jagtstykket i form af kort parole (der måtte skydes hvad jagtloven tillader) og en lille en til halsen, bevægede jægerne sig mod dagens første såt, det lille tætte granstykke, hvor der muligvis nu stod 3 meget årvågne rådyr.

Jægerne stillede sig for, Jørn og jeg slap kort tid efter hundene.
Ingen lyd i skoven udover Jørns og mit ”Hep hep”.. Zanto forsvandt dog, jeg tænkte den var gået på råvildtet, men undrede mig over, at det skulle være sket uden at give hals.
Inden såten var slut, var Zanto kommet tilbage, ingen skud fra jægerne, men det var tydeligt på Zantos fråde om munden, at han havde fulgt noget til dørs..spændende at høre, hvad han havde fulgt..det plejer at være råvildt..

Men Rune og Flemming kunne fortælle at Zanto var kommet ud af skoven, uden at give hals, blot med snuden i jorden, og så var han væk for en stund..
Pokkers..én ting er at den følger råvildtet ved tæt kontakt, den behøver ikke gå på frisk fod..for det er der rigtig meget af hos Kaj.

Efter skoven delte vi os i to hold, så skulle vi tage hver vores marker til en gang haretramp.
Vestholdet var Kaj, Jørn og Rune (og Molly)
De så to stykker råvildt, der fortrak i den fjerneste ende af markstykket.
Østholdet, Flemming, Poul og jeg..vi traskede over først en græsmark, derefter over en majsstubmark..intet vildt..udover friske tegn på besøg af råvildt overalt..vi kunne ikke tage et skridt uden at se fod..
Jeg råbte til Flemming
- Prøv at gå over til den lille samling majs hvor de 3 rådyr løb væk fra da vi kom
  Der kan jo ligge en hare..
Pang Pang..lød der fra Flemming.
Jeg gik med Zanto i snor, bedst på åben mark, ellers rykker haren bare op 50 meter fra os.
- Hvad skød du til?
- En hare svarede Flemming..
 Og jeg ramte..
- Ligger den der? spurgte jeg
- Nej..den løb derop.. og Flemming pegede op mod et læhegn, ca 100 meter væk.
Jeg slap rovdyret og sagde
- Søg apport
Zanto røg afsted, og efter lidt sporarbejde nåede han målet, haren trykkede i kanten af nogle høje gran, og der blev løbet i en lille rundkreds før der lød skrig fra haren, en kort og ulige kamp.
Zanto kom stolt med en hare, nu død..
Haren havde ikke fået mere end et par hagl, men da det ene af haglene var gået igennem det ene bagben, så kunne haren ikke løbe fra hunden, og ja..så var den sag afgjort.

For en gang skyld var vi klar til at spise middag i rigtig god tid, der havde jo ikke været ophold med opbrækning af dyr, så klokken 11.30 kunne vi nyde vores madpakker, endda under åben himmel, næsten blå..

Efter middag gik turen i bil til Kajs perle på jagten, en stor slugt, der hvor jeg skød buk i bukkejagten.
Vi har altid store forventninger til dette område, det står totalt uberørt, ingen kreaturer eller maskiner holder bevoksningen nede, kun det våde område sørger for uforanderlighed, høje tuer hvor vi som drivere skal se os godt for, ellers kan en støvle hurtigt forsvinde i et sumpet hul.
Jeg syntes faktisk ikke det var så vådt i år, det er oplevet værre..eller så var jeg bare heldig med at udstikke mig en fornuftig kurs..

Intet vildt, intet vildt overhovedet.
Og det til trods for, at Kaj i nu over 60 år har slæbt majs og korn til de to foderpladser på stykket, ca en gang hver 14 dag året rund kører Kaj den lange tur fra Hobro til Viborg, og går en god kilometer i ufremkommeligt terræn med en sæk over skulderen..men lige lidt hjælper det..hvis ikke der bliver udsat fasaner, så forsvinder de stille og roligt, og det er en del år siden Kaj sidst satte fasaner ud.
Men foderet forsvinder i den tætte birk, der står i midten af stykket.
Om det så er skovduer og råvildt der forsyner sig, ja..det er det sikkert, for fasaner så eller hørte vi intet til denne ellers dejlige dag.

Første lyd på stykket kom da jeg næsten var kommet igennem skovstykket, hvor pilen ikke var tættere end jeg kunne skimte/fornemme Rune stå på den anden side af det åbne stykke efter skoven.
Rune stod som vi altid står med ryggen til et læhegn.
Pludselig hørte jeg Zanto give hals, og lyden blev ikke svagere, men tog til i styrke, det vil sige, han var på vej mod mig (og Rune) med et stykke råvildt (eller ræv)
Rune råbte..
- Råvildt på vej til dig Jens-Arne
Jørn der gik til højre for mig i skoven hørte sikkert også kaldet, vi var klar...helt klar

Pludselig så jeg dyret (Zanto skældte ikke mere, så han havde nok tabt dyret)
Rådyret kom stille hoppende imod mig, jeg havde allerede geværet i anslag.
Om det var vinden der svøb, eller dyret blot så mig, ved jeg ikke, men pludselig stoppede det op, ca 15 meter fra mig, stående en smule skråt imod mig..
Jeg tøvede kun kort, så faldt skuddet og dyret væltede et splitsekund efter.
Og nu kom Zanto..
Dyret var ikke helt dødt, Zanto greb det nådesløs i nakken og ruskede til halsen/nakken brækkede.
Ja..det er barsk at se og høre på, men det er yderst effektivt, og jeg roser hunden for hans håndtering af vildtet.
Da dyret var forendt sagde jeg ”Los” til Zanto..og han slap, jobbet var gjort, og vi kunne fortsætte drevet, dyret kunne jeg snart brække, men vi manglede lige de sidste 50 meter eng..

Underligt...der blev udover det ene dyr blot set en enkel sneppe på dette fantastiske engstykke.
Sneppen så Rune lande ca. 20 meter fra hvor han stod, i de høje tætte tuer..men hverken Zanto eller Molly kunne stampe fuglen op, ja selv Jørns størrelse 45 kunne heller ikke bringe skræk nok i livet på den trykkende fugl, ikke uden grund, fuglen kaldes for ”troldfugl” for trods fuglens korte ben, så kan den faktisk godt rubbe neglene, hvis det skal være...

Langs skråningen i engen stod to jægere på post, Flemming og Kaj.
Jørn, Rune og Poul ville sammen med Molly drive skråningen af, mens jeg brækkede råen jeg havde skudt.

Zanto og jeg fandt dyret, ja..Zanto gik direkte frem til det, jeg kunne godt have ledt lidt, men godt at have en sikker hund.
Jeg tog jakke og trøje af og gjorde mig klar med opsmurte ærmer, Zanto bandt jeg til et træ, så jeg kunne brække dyret i ro og mag.
Mit skud der var gået ind skråt forfra havde perforeret lungerne, og taget det bagerste af den ene bov, minimal kødskade, jeg vil tro halsen havde taget de fleste hagl, et par stykker var dog gået ned og brækket det ene bagben, så det var et fint dyr at brække, og med en rislende bæk få meter fra dyret, så kunne jeg efterfølgende også skylle hænder og kniv, ren luksus..

Jeg hørte ingen skud fra de andre jægere, tænkte at der nok kom en kammerat og hjalp mig med at transportere det nu brækkede dyr, det skulle jo transporteres ca 1000 meter igennem meget fugtigt område/gyngende grund.
Men nej..selvom jeg gav mig god tid med brækning og påklædning, så kom ingen venner til undsætning.
Nå, jeg måtte klare jobbet selv, og heldigvis med bærerem om begge forløb, så kunne jeg trække dyret over det våde terræn, i starten kunne jeg godt mærke, at jeg var i live, efterhånden så fandt hjertet et stabilt niveau at slå i, og jeg tog turen skridt for skridt.

Ved bilerne stod mine 5 såkaldte kammerater og ventede på mig, da jeg langt om længe kom frem.
- Tak for hjælpen ”kammerater” .. sagde jeg
og jeg mente det, men med et smil og tørrede sveden af panden.
Den kolde øl Kaj havde klar, hjalp godt på humøret.

Jens-Arne 25/11-17