Øjet der ser/årets første buk...

ØJET DER SER

Udtrykket, ”Jeg ville give min højre arm for..” kender vi alle.
Der er ikke noget i denne verden, jeg kunne tænke mig, jeg ville give min højre arm for at erhverve mig, eller mit højre øje for den sags skyld..
Der kunne være noget, jeg ville ofre mit eget liv for, men det er noget helt andet.
Hvor meget vi bør værdsætte de organer der fungerer fuldt ud, opdager vi først rigtigt den dag de ikke virker mere...og da er det for sent.
Hvert år inden bukkejagten, det være sig den danske eller den svenske, er mine øjne, især det højre øje, det jeg passer allermest på, af alle mine organer.
Når jeg hænger filmplakater op, og de tynde plexiglasplader blafrer i vinden, da frygter jeg en kastevind skal smide et hjørne direkte ind i øjet, jeg har været tæt på et par gange, og det gør fanme nas.
Som bukkejæger, er man ekstrem afhængig af at kunne se med det højre øje/eller for den kejthåndede det venstre øje.. (jeg ved godt jeg ikke må kalde dem for kejthåndede, men dem jeg kender af slagsen, kan godt tåle det)

D. 24/4-14 tog jeg ud på en lille køretur.
Solen stod højt på himlen, det var tidligt på eftermiddagen og jeg ville kigge til et område i Høndrup, hvor jeg har haft jagten de sidste 18 år.
Under en af efterårets drivjagter så jeg en god buk på marken, og da han virkede til at være temmelig standfast ved et bestemt læhegn, tænkte jeg, om han stadig var i denne nordlige del af markerne, der i alt er fordelt med kartofler, korn og raps på i alt ca 145 tdr land.
Jeg har aldrig skudt buk i denne nordlige ende, man har jo også som jæger sine favorit pladser.
Sidste år skød jeg en fin buk d. 17/5 om aftenen i den sydlige ende, og det er der jeg næsten altid sidder, eller går en tur med min riffel.
Den nordlige del er opdelt med et langt læhegn på den lange led, godt 600 meter.
På den ene side af læhegnet er der i år raps, på den anden er der sået vintersæd.

Jeg gik en lille tur i et bredt sprøjtespor forbi et andet læhegn der skærer igennem rapsmarken.
For ikke at forstyrre for meget, ville jeg blot sondere hvor højt rapsen stod, om jagt overhovedet kunne være muligt, og allerede her med knap en måned til årets bukkejagt, kunne jeg konstatere, at skud langs læhegn var umuligt.
Sprøjtesporene var stadig brede og åbne, men d. 16 maj, ville de helt sikkert være lukket til.
Da jeg gik retur mod bilen og passerede læhegnet på ny, så jeg skørtet på et stykke råvildt.
Kikkerten kom op..jo, der stod et stykke råvildt, ca. 85 meter ude.
Efter en kort stund trådte endnu et dyr frem fra læhegnet ud i kanten af rapsen, det var tydeligvis en buk.
Begge dyr var lidt urolige, måske de havde set mig, og de sprang ind i rapsen.
Jeg fulgte med dyrene parallelt, og gik til første sprøjtespor.
Da jeg nåede dette, stod bukken og kiggede direkte op imod mig.
Jeg satte mig på hug, fik fisket mit videokamera frem, og med dette tændt rejste jeg mig med rystende hænder, var han der endnu?
Det var han, og han gik oveni købet op imod mig, han var ikke sikker på, hvad og hvem jeg var.
Det blev til det fedeste filmklip, jeg har af en dansk buk til dato.
Han var så høj og fin, og da han kort tid efter sprang efter råen ind i det tætte og høje raps, hvor ikke engang opsatsen kunne ses, så jeg - at han udover at være høj - også var en fin seksender buk.

Denne buk sad i baghovedet på mig op til bukkejagtens premiere.
Hvordan skulle jeg komme til ham, rapsen var sikkert helt udelukket nu.

Tirsdag aften, d. 13/5 aftalte jeg med John, at han skulle komme op til mig, til en hyggesnak og en lille køretur.
Snakken skulle naturligvis handle mest om bukkejagt, + det løse.
Mondeoen var optaget af Annette, der var ude og spille fodboldkamp, så jeg spurgte John om han ville lægge bil til en lille køretur.
Det ville han naturligvis gerne.
Så bevæbnet med kikkert og et par dåsebajere kørte vi mod vores første stoppested, stedet med den fine 6 ender buk.
Vi konstaterede som forventet at hvis Rapsen havde været måske mulig at jage i d. 24/4, var der nu absolut ingen chance for at komme til skud..jo måske på et par små pletter, men det krævede stor optimisme og afhang af alt for mange tilfældigheder.
Vi gik tørstige tilbage til bilen, humøret var højt, vi havde en hyggelig aften foran os, og med tanken om en kold øl i bilen var smilet stadig højt.
Johns bil er en fin ny Landrover, og dørene i denne er høje og tunge.
Min egen mondeos bildør kan højest svinge ind i skulderen på én, hvis den åbner for hurtigt, selvfølgelig kan man bukke sig og slå hovedet, men så skal man godt nok være dorsk...

Johns bil må have holdt lidt skævt ved markvejen, for da jeg åbnede døren, blev jeg ramt direkte i øjet af den tunge dørs øverste hjørne.
Og når jeg siger ramt, så mener jeg virkelig ramt - og lige i centrum af øjet.
Normalt ville et kindben eller pandeben have taget skraldet, men ikke her, det sagde bare smask på den trælse måde..
Jeg greb mig til øjet, og satte mig ind med ordene ”John, jeg er bange for at du bliver nødt til at køre mig på skadestuen, jeg tror fanme jeg har smadret mit højre øje”
1.Første tanke jeg fik : ”Pis, nu kan jeg ikke komme på bukkejagt på fredag”
2.Min anden tanke : ”Man kan vist godt arbejde med et øje”
3.Tredje tanke : ”Gad vide hvor stor en erstatning man får hvis man smadrer sit højre øje?”

Ja, jeg ved godt det lyder absurd, men sådan var min tankerække, indtil John vantro kiggede på mig. ”Du tager gas på mig, gør du ikke”
Da jeg flyttede min hånd fra øjet, og vi begge kunne se blodet løbe fra øjet, ikke fra en flænge ved øjet, nej blodet kom inde fra øjet..tror jeg John blev mere bleg end jeg.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg agerer så kynisk, når jeg er kommet til skade på den ene eller anden måde.
Det har indtil nu været småting som at vride om, skære sig i hånden eller fingrene med en kniv, få en badmintonbold i øjet (dengang røg jeg på sygehus og blev indlagt)..men jeg tror bare jeg tænker..”Skaden er sket! hvordan udbedres den?”

Så turen gik mod Hobro.
Jeg forsøgte med højre hånd for højre øje, og mobilen i skødet og venstre hånd at google skadestuens nummer.
Da vi ti minutter senere satte bilen ved skadestuen, var jeg røget fra nummer 8 i køen til nr. 1, og kom igennem til vagtlægen...troede jeg, for derefter at blive nummer 8 igen..så blev der råbt højt i min ende, men ”de” skulle åbenbart blot tjekke om der var puls, for øjeblikket efter kom jeg igennem.
”Jo, hvis vi var heldige, var der en læge på skadestuen i Hobro, selvom de først åbnede kl. 20.00, klokken var 19.20”
Vi satte os pænt i kø, og jeg frygtede stadig det værste.
Mit øje havde jeg under køreturen haft tid til at studere i bilens spejl.
Jeg kunne se med det, men der var en del blod og øjet løb i vand, og det gjorde, at jeg ikke var sikker på, hvor galt det stod til, men igen, jeg kunne se...
Lang historie kort fortalt.
Vagtlægen i Hobro konstaterede, at der var en lille flænge under øjenlåget, derfra kom blodet, men flængen havde allerede lukket sig selv igen, så der kom ikke mere blod.
Derudover var der en lille blodsamling lige under regnbuehinden, hvor alvorlig den var, var svært at sige.
Efter lægens samtale med øjenafdelingen i Aalborg, fik jeg besked på straks at tage til Aalborg sygehus.
John var frisk på at køre mig, så vi fik da snakket lidt alligevel.

Ventetiden i Aalborg var lidt længere end i Hobro, men ind kom jeg til lægen, tjek på kryds og tværs, konstaterede at synet på højre øje næsten var ligeså ringe som synet på venstre.
Men der var en lille plet på hornhinden (tror jeg hun konstaterede) og den var åbenbart af ældre karakter, så den skal undersøges nærmere næste fredag..

Sjovt at vi to mænd, ja faktisk havde en tredje mand, hvis voksne søn var inde ved lægen før mig, også bemærket det, men det var en ualmindelig charmerende læge der skulle kigge på mit øje.
Der var én af os tre der kom med en kommentar om en god røv (uden lægen hørte det) og det havde den ældre mand også bemærket sagde han tørt, men dog med et lille smil..
God taktik fra sygehusets side, at sørge for kønne læger, for så er man da i det mindste i lidt bedre humør, end hvis det var en gammel sur harpe der skulle stå for dommen...

Kl. 22.15 blev jeg ”sluppet fri”, og med besked om ”Der var du meget heldig, og se dig så godt for en anden gang...” kunne vi tage turen tilbage til Hobro, jeg kunne ikke få armene ned, så glad og lettet var jeg.
Bukkejagten eller muligheden for at komme på jagt var reddet, men naturligvis allervigtigst..mit syn var reddet.
Og endelig kunne John og jeg åbne en dåsebajer, den var tiltrængt..
Uden jeg skal opfordre til at drikke mens man kører bil, men en enkel øl kunne vi godt tåle, der var noget at fejre.

Bukkejagten 2014
Jeg indledte årets jagt på min jagt i Katbjerg, det var der der havde været mest aktivitet/fejninger startet et par måneder inden d. 16/5, jeg havde set et par tvillingebrødre i bast, men de var for små, og pga fejningerne, kunne det tyde på, at bukken jeg så nogle gange i efteråret, stadig var i området.

Efter på premiere morgenen at have hilst på et spidsbukbrødrene, hvor jeg kunne have skudt den nu fejede af brødrene to gange, undlod jeg at skyde, selvom Andreas min søn på 15 år var med, og selvom jeg aldrig har skudt et stykke råvildt med ham som gæst..så syntes jeg bukken godt måtte vente lidt, helst et år eller to, for vægtmæssigt så han fin ud.
Jeg tror faktisk Andreas godt kunne tænke sig at tage jagttegn til efteråret, han er også som sin storebror, blevet trukket med på jagt siden han kunne gå, men det skal være lyst og interesse der skaber jægeren, ikke bare en pligt for at leve op til en faders forventninger.

Samme sted på premiere aftenen, intet råvildt overhovedet.

Lørdag morgen d. 17. maj, var der så tåget, ja jeg kan ikke mindes så tåget en morgen tidligere under jagt, først lidt i otte lettede tågen, så man kunne se mere end 50 meter frem, jeg forsøgte ved en ny mark i Katbjerg, men også her uden held..
Efter at have tilbragt de første tre jagter i Katbjerg, tog jeg på anden dags aften til rapsmarken Høndrup, hvor jeg for få dage siden slog mit øje.
Jeg konstaterede endnu engang, at det var umuligt, helt umuligt at komme til skud i læhegnet hvor bukken havde været.
Jeg talte med landmanden, han havde ikke set ret meget råvildt i foråret, det undrede mig lidt, for der havde været en del i efteråret, og det eneste jeg havde nedlagt af vildt på hans marker i den forgangne sæson, var en buk for nøjagtig et år siden.
Så jeg mente det var den høje raps der måtte være ”synderen” og skjulte råvildtet bedre end det plejede..men den købte han ikke, for det var netop i rapsen han plejer at se råvildt når han sprøjter..
Ja, hvad skulle jeg sige? Jeg tror råvildtet er god til at gemme sig.

Jeg måtte omlægge min strategi, så jeg kørte straks over og satte mig i det 600 meter lange læhegn, med ryggen mod raps, og udsigt over de godt 30 tdr land med vintersæd, som også skød i vejret med rekordfart, om en uge..så ville der heller ikke kunne skydes med riffel her.
På vej op til pladsen jeg valgte at placere min rygsækstol, var der frisk skrab i jorden for hver ca. 20 meter, så der var i hvert tilfælde en meget aktiv buk i nærheden, om det var ham fra d. 24/4 ville tiden vise.
Ingen dyr kom ud på denne solrige aften, på vej til bilen stødte jeg et dyr i læhegnet, tydeligvis en buk, men var det 6 enderen? det kunne jeg ikke se..

Søndag d. 18. maj, morgen
Jeg omlagde på ny min strategi, i stedet for at sidde i hegnet og skyde langs og ud på marken, ville jeg sætte mig et stykke ude i kornet, så jeg kunne skyde ind mod hegnet.
Godt placeret søndag morgen, en time før solen stod op, uden at være blevet skældt ud af fugle eller fisk, eller råvildt for den sags skyld, følte jeg oddsene var på min side nu, nu var det kun et spørgsmål om tålmodighed...
Tålmodig er landmænd ikke, så med næsten vindstille vejr og godt fugtig græs pga morgenens dis, overraskede det mig ikke, da jeg hørte landmanden med sin traktor være på vej..
Og snart så jeg ham komme kørende med sprøjten spændt bag.
Så kunne jeg ligeså godt gå mod bilen, klokken var her 05.40
Inden jeg nåede hjem i seng, smuttede jeg lige forbi min hidtil favorit plads hos denne landmand, de sydlige marker, der stødte jeg en rå, og der var masser af fod, men meget små klove ikke en buks lidt større plader..(det bildte jeg mig i hvert tilfælde ind..)
Men en vane er svær at slippe, så måske jeg ville sætte mig her i aften, hvor der er råer og smaldyr, vil der også være buk ikke langt derfra.

ÅRETS FØRSTE BUK

Søndag aften kom, og det var en trykkende aften.
Ja, det jeg ville kalde absolut perfekt vejr til bukkejagt.
Det er sådan et vejr der næsten sætter bukkefeberen i gang, straks man træder ud af bilen og hiver de første indtryk ind.
Hvis jeg havde lavet et vejrskema omkring hver buk jeg har skudt, vil det ikke undre mig, hvis hver anden buk er nedlagt under disse vejrforhold.
Jeg spurgte Annette, hvad hun syntes jeg skulle gøre, sætte mig i Nord eller syd?
Hun mente bestemt jeg skulle prøve en tredje gang i kornmarken, og jeg fulgte hendes råd (og min sunde fornuft)..så turen gik til min plads ude i kornet.

På vej til min plads på marken opdagede jeg at perfekt bukkevejr også er perfekt for luftens blodsugende djævelskab, så med myggene godt arrige omkring ørerne plantede jeg røven i sædet, klokken var 19.00, høreværnet kunne de dog ikke stikke igennem..og med handskerne på, fik jeg fordelt noget myggeolie på strategiske steder, så mon ikke jeg ville overleve..
Jeg sad og skrev med Lars fra Vojens, det plejer at hjælpe på mit jagtheld..
Jeg nævnte at vejret var perfekt, trykkende varme, vindstille, der var lagt op til noget godt.
Lars fortalte at der lige var drevet et regnskylle forbi Vojens, sluserne var åben en time, og nu var det perfekt bukkevejr hos ham.
Det kunne jeg kun give ham ret i, det var det helt perfekte, men jeg kunne nu godt undvære regn, som jeg sad her på åben mark..
Jeg havde knap trykket send på mobilen, da vejret pludselig tog en ændring, der blæste kraftigt op, myggene fortrak og kl. 19.45 begyndte det først med støvregn, genialt med en jagt app på mobilen der fortæller hvordan vejret er, app'en meddelte "støvregn", fatter ikke den i stedet prøver at forudsige i stedet for at fortælle mig det jeg selv kan se ha, ha..
Da det kl. 20.00 for alvor startede med at regne, og min app sagde "byger"..havde det været ønskværdigt, om app'en fortalte, hvor længe det ville regne...
Tålmodig som jeg er eller kan være, sad jeg Palle alene på kornmarken, ca 30,73 tdr korn, som allerede stod op i knæhøjde, med snotten vendt mod et rundt regnet 669,6 meter langt læhegn, hvor rapsen stod i fuld flor på godt 36 tdr. land på den anden side, også min mark men umulig at jage i..
Disse marker er en del af det samlede areal på 788821 m2, eller 78,88 ha eller 143,42 tdr land.. I skal prøve Krak, den kan fortælle dig alt..

Jeg havde valgt at sætte mig, hvor jeg troede chancen var størst, og havde ca. 45,8 meter over til læhegnet, og kunne dække knap 100 meter af kanten, synsmæssigt.
Hvis jeg strakte hals, kunne jeg se lidt længere til venstre, så det blev gjort med jævne mellemrum.
Regnen tog en lille pause, jeg var nu så våd, at vandet havde trukket helt ind til det allerhelligste, sprækken mellem mine baller.
Naturligvis havde jeg sørget for at riflens kikkert var tør, jeg har i flere år haft ”Flip-op” linsebeskytter på, som ved et enkelt tryk giver tør udsigt (slå den jagtapp)

Allerede 5 minutter efter regnen var blevet til støvregn igen, kom et dyr i let løb fra venstre mod højre langs læhegnet, jeg blev taget med bukserne nede, det gik pludselig så stærkt, jeg havde forventet bukken ville komme stille og roligt, skrabe ovenpå de gamle markeringer, gå lidt igen og skrabe, og sådan kunne jeg få pulsen i vejret og ned igen, inden jeg kunne afgive et velovervejet præcist skud på bladet af bukken...men sjældent går jagt, som man forsøger at drømme sig til.

Jeg så bare bevægelsen, var temmelig sikker på, at det måtte være bukken, og dum som jeg er, ville jeg lige dreje skydestokken lidt mod venstre..
Denne bevægelse så bukken, og jeg "frøs" da han kiggede på mig.
Bukken strakte hals, blot små 50 meter fra mig, men ikke nok med det, han gik med oprejst pande direkte mod mig.
Riflen manglede blot 5 meter til venstre i at have retningen, men jeg vidste, bevægede jeg mig en millimeter nu, var slaget tabt for mig..så selvom man næsten altid bliver fanget i en lidt akavet stilling, og denne gang med regn løbende ned i øjnene, dryppende ned i nakken, var der kun én måde at vinde dette slag, og det var at lade bukken tage teten.

Bukkens stænger stod højt mellem ørerne, ører der var vent direkte mod mig, fantastisk syn som jeg aldrig vil glemme, på dette tidspunkt måtte tiden godt stå stille..en kameramand et par hundrede meter væk ville have kunnet optage en jagtsekvens i højeste grad af spænding og intensitet..og det er klart, at dette syn fik hjertet til at tromme i mine ører, og alle lyde forsvandt trods høreværnets elektroniske forstærkersystem.
I min verden eksisterede kun os to - jægeren og jægerens bytte bukken..

Ca 35 meter fra mig stoppede bukken, hans tunge smagte på luften, om der var fært, han var noget usikker..tænkte han jeg kunne være en buk? eller en busk der i løbet af dagen havde vokset sig til en 87,5 kg tung runddel? godt nok havde det regnet en del meeen...
Bukken tog en beslutning, vendte rundt på en tallerken og jeg fik hans hvide spejl smækket i hovedet, slaget var tilsyneladende tabt.
Men med adrenalinet drønende rundt i kroppen, var min krop stadig spændt til bristepunktet, slaget er aldrig tabt, førend bukken er helt ude af syne, eller solen gået ned..
Skulle jeg pifte eller sige bøv, jeg vidste i hvert tilfælde, at nu var chancen der, til at få riflen i den rigtige retning...og jeg forblev tavs..
Bukken stoppede op ca 5,8 meter fra hegnet, tog to skridt til højre, kun det øverste af ryggen, samt hals og hovede var fri..
Jeg husker jeg sloges lidt, med noget der føltes amatøragtigt og en evighed, først med at få vippet linsebeskytteren op, det gik nu let, men for fanden, jeg skulle også afsikre..og så fangede jeg endelig bukkens hals i krydset, splitsekundet efter slog mit skud bukken til jorden.

Jeg ved godt der var gået mindre end et minut fra jeg ser bukken og den øjeblikket efter ser mig, til den ligger død, som taber i en nærkamp, hvor den ikke havde en chance, eller hvor dens eneste chance havde været øjeblikkelig flugt..men der var for meget alfahan i ham, til han valgte denne løsning.

Jeg vidste at skuddet måtte sidde som det skulle, da der ikke løb et dyr fra stedet, eller var nogen bevægelse derfra.
Men jeg så ikke bukken falde, jeg så ingen bevægelse overhovedet, alt var tilbage som før, fuglene sang ovenpå vejrets midlertidige stilstand.
Det var lidt surrealistisk at et blodigt drama lige havde fundet sted, men sådan er naturen, og jeg er glad for at jeg som jæger, har valgt at være en del af naturen, og taknemmelig over at få så livsbekræftende en oplevelse, som døden jo rent faktisk godt kan være..

Jeg repeterede naturligvis, og var klar til endnu et skud, hvis bukken skulle rejse sig, et tapskud har snydt byttet fra mange jægere.
Jeg gik efter et minut stille frem mod anskudsstedet, og en lille åben "kornring" indikerede hvor han lå, det var slut for ham, han lå og gav de sidste krampetrækninger mens jeg så på..stille gik jeg helt hen til ham, løftede ærbødigt hans hovede, og beundrede det der driver værket, eller noget af det der driver..
Sikke fin en buk, alle anstrengelserne værd.
De der ikke forstår hvorfor man time efter time sidder der, i dundrende solskin og silende regn, udstår myggenes plagen og kroppens signaler om dårlig holdning og siddestilling, burde føle skyggen af sådan et øjeblik, og de ville på den måde opnå fuld forståelse...

JAØ 19/5-14

ps. Apropos øl..så må mit bukkejagtsfortsæt være, at jeg skal til at huske at have et par øl liggende i bilen. Jørn Boje og søn kom forbi i aftes, Jørn endda inden jeg havde nået at brække bukken, de skulle alligevel forbi marken på vej hjem.
Og hvor ville en øl dog have smagt ekstra godt, også i går aftes, i den kulsorte nat, hvor regnen havde taget til på ny, men hvor mit smil ikke kunne være større..hvor er jeg dog bare glad for at være i live, og ikke mindst at kunne se både på mit højre og venstre øje..