Vildsvinejagt April 2019

Torsdag d. 4 april 2019

Jeg havde i ugerne og dagene op til, hvor Annette og jeg skulle på grisejagt, holdt godt øje med vejrudsigten for området vi skulle jage i i det Svenske.

Det var lidt varierende, som vejrudsigter nu engang er, få dage før afgang var der udsigt til nedbør, måske med risiko for lidt sne..og det er jo ikke unormalt for årstiden, men to dage før, lovede meterologerne mellem 3 og 16 grader i dagtimerne, risiko for at der skulle være 0 grader om natten, men ingen nedbør overhovedet..så jeg vidste nogenlunde, hvad tøj jeg skulle pakke ned til afgangen torsdag morgen.

Jeg havde fri om onsdagen, så der var god tid til at pakke jagttøj ned til både Annette og jeg selv.

Vi skulle kun være på jagt 2 aftener, så jagttøjet var rigeligt med et sæt til os hver.

Annette har ikke noget jagttøj, så hun måtte nøjes med noget af det tøj jeg kunne passe for 25 år siden..i hvert tilfælde det yderste sæt, blot så hun kunne ligne en jæger, faktisk kan jeg godt stadig få tøjet på, så det sidder løst på en kvinde der vejer godt 35 kilo mindre end mine 87 kilo, og da Annette også er ca 20 cm kortere end jeg, så var der rigeligt plads til varmt tøj indenunder det lette jagtsæt.

Jagtstøvlerne, både mine og Annettes (Annette har selv et par, ellers ville det sgu være lidt svært for hende at gå) fik en gang læderfedt.

Jeg løb min vante huskeseddel igennem med de ca. 45 punkter, for at være sikker på at vi huskede det hele...jo..alt var i huset, og klar til at blive pakket ned i bilen torsdag morgen kl. 06.00

Torsdag morgen stod vi tidligt op, vi skulle køre fra Hobro kl. 06.30
Første stop var bageren, et rugbrød og et franskbrød til opholdet i Sverige, rundstykker til morgenmad på færgen.
Gamle Oles bedstefar indgik også i vores morgen komplet, jeg var sikker på, at det ikke ville vrimle med folk omkring vores bord, når vi smækkede osten på bordet på færgen.
Køreturen til Frederikshavn foregik akkompagneret af den smukkeste solopgang.
Som smukke solopgange oftest er, mister de alt for hurtigt deres skønhed, på det øjeblik det tog for turens ”kameramand” (Annette) at starte videokameraet op, var skønheden allerede aftaget en smule.
De ca 125 km til færgen var ren rutine for chaufføren, hold op jeg har taget denne tur mange gange de sidste 20 år...alle gange på nær nogle få, for at komme på jagt i det Svenske.

Og ja..jeg nyder turen hver gang, det er stadig som at køre hjem, og alligevel er jeg stadig ubehjælpelig dårlig til at tale svensk, det irriterer mig faktisk en del, sprogøre har jeg aldrig haft, og det er sikkert også for sent at få det ha ha, men jeg kæmper en kamp.

Dog svært for en hurtigsnakker som mig, at tale langsomt, når jeg forsøger mig på svensk..og det er nok der, det går galt, i hvert tilfælde hvis svenskeren skal forstå mine brokker.

Kender det godt når en svensker tror jeg forstår ham, så sætter han lige normalt tempo på, og så er jeg steget af toget..det gælder begge veje..at ligne et stort spørsmålstegn.

Et eksempel..
Jeg havde inden denne tur, på mit bedste svensk på skrift, forklaret min svenske grisekontakt, at min kone ikke skulle jage, hun skulle blot være tilskuer, så det naturligvis bare var mig der skulle betale for jagten.
(jeg er ikke sikker på han læste mine ord, for jeg fik ikke noget retur på skrift)
Senere forklarede jeg det samme i telefonen, og jeg fik okay, okay retur.
Men da vi stod og skulle afregne for jagten, var det klart, at udlejeren også troede Annette havde været på jagt, og ja..så måtte jeg beklage, hvis han havde troet han skulle have 2 gange jagtleje..
Jeg er dog sikker på, at vi stadig er venner, og at jeg er velkommen igen.

Nå..på færgen stillede vi vores morgenmad frem på bordet.
Rundstykker, smør, syltetøj og den gode gamle særdeles velsmagende ost (jeg vælger altid den stærkeste ost jeg kan få hos Vebbestrup is, heldigvis elsker Annette samme ost som jeg..næsten ligeså sjældent at finde for mine kammerater, som at de kan lokke deres koner med på jagt..en kone der kan li´ en rigtig god ost)

Heldigvis var der langt mellem gæsterne på færgen, så jeg tror ikke vi skræmte en masse med den markante osteduft, der hænger super godt fast i fingrene..mums.

Kaffe og te havde vi også taget med, og honning fra min gode kammerat honningmagikeren Poul Sørensen, Nordjysk biavlcenter.
Sejlturen var som sejlture altid er, lang og dejlig afslappende, vi havde begge medbragt spændende læsning til turen, jeg tabte et rekordlavt beløb på færgen..kr. 20,- på de enarmede tyveknægte, som efterhånden er repræsenteret ekstremt ringe på færgeoverfarten..hvorfor aner jeg ikke..for jeg plejer at miste alt for mange penge på det skidt (alt er relativt, jeg har også vundet et par gange..)

På hjemturen var det faktisk helt galt..ikke en eneste af de gammeldags enarmede tyveknægte med 3 på stribe var at finde..så jeg brugte ikke en krone..det er ikke sket tidligere i mit liv, men det er værst for Stena Line..at de ikke vil tjene penge på spilleglade folk som mig.
Færgen lagde til kaj på klokkeslettet, der kunne DSB lære noget.
De få biler rullede i vante tempo af færgen, og den første kilometer gik rigtigt godt..i Götatunnellen gik det galt.
Det tog ca. 45 minutter at tilbagelægge de første 4-5 km.
Vejarbejde der nu har varet i årevis, indskrænkede det normalt 3 sporede vejnet til 1..derudover skulle der flettes trafikanter ind fra et højrespor, og det hele kulminerede i en lysregulering, hvor trafikanter stødte til fra venstre..det var kaos udenfor myldretiden..så galt har jeg aldrig oplevet den svenske bytrafik..

Endelig slap byen bilens tag, og vi kom på E20, hvor bilen kunne få lov til at køre lidt stærkere, stoppet af stærekasserne undervejs..det er et perfekt middel til at få alle biler til at overholde fartgrænsen, der hvor man ønsker at sikre trafikken med lavere hastighed.
De svenske veje er de fleste steder udstyret med et nødspor, som virker genialt, de langsomme trafikante kan steppe ind til højre, lade de bagfra kommende billister køre forbi, uden det give farlige overhalinger.
Men alt for mange svenske billister ligger i ”midtersporet” med en kød-rand af billister bag sig.

Da jeg på et tidspunkt havde fået nok, overhalede jeg 4 biler i træk, hvor der var plads, men jeg af gode grunde accellerede en smule..det gav en voldsom skulen fra den forreste billist, der også blinkede af mig.. jamen så træk da ind for fanø..

Ja..jeg ved godt at man ikke måtte køre mere end 80 km i timen (Lasse Jensen)..men så ligger sådan en okkernok med 79 og bremser hele trafikken..
Og man behøver ikke at være 79 for ikke at observere at man skaber kø.. (jeg tror mange billister blot glor frem, glemmer at der er opfundet side- og bakspejle..)
På turen hjem overhalede jeg også en Volvo der lå og spærrede trafikken.
Det var en ung fyr der var faldet i søvn, han sov dog ikke mere end at han kunne give mig fingeren da jeg kørte forbi ham...
Havde Annette ikke siddet ved siden af mig, havde jeg sagtnet farten (det var der plads til) og venligt givet ham en hilsen retur.
Heldigvis var der flinke billister der forstod at trække ind og give plads, og så gled trafikken.
Jeg trak da også ind et par gange, jeg skal ikke sidde som dommer overfor de, der kører en smule hurtige end jeg..for de findes skam...ja dommere og dem der kører hurtigere..
Bilens GPS forudsagde I starten en ankomsttid, som til forveksling lignede mange meterologers forsøg på at forudsige vejret mere end 2 dage frem i tiden..den ramte helt galt, men som vi nærmede os endestationen, kom den til at passe mere og mere.
Og det skyldtes ikke forsinkelsen i Göteborg, den indhentede vi næsten undervejs, E20 er en fin vej, ligeud af landevejen...med enkelte strækninger der må køres en smule hurtigere end 80..

Velankommet til campingpladsen. Vi ankom til campingpladsen kl. 15.45, nøglen sad i døren i hytte nr. 10, samme hytte som jeg besøgte i Februar, og som jeg havde ønsket at bo i sammen med Annette, for den er virkelig fin.

Hytten var varmet op til 17 grader, vi skruede temperaturen et par grader op, vi nyder at gå lidt let påklædt indendørs, selvom der var sparet på gardinerne i hytten, så var der et stykke til den nærmeste nabohytte.. (kun én anden var udlejet på første dag, senere kom flere lystfiskere til) .. så vi skræmte nok ikke nogen, ved at vise lidt bar hud.

F.eks. er der ikke gardiner i badeværelset, og der er det jo lidt svært ikke at være nøgen, heldigvis fik dampen fra vandet glasset i vinduet til at blive mat..så det gik vel, nå..jeg er ikke sippet hvad det angår...altså min egen eller andres nøgenhed.
Som min mor altid har sagt.. ”Man kan ikke se mere end hvor herre har skabt”

og ja..jeg giver hende ret, og kan folk så ikke bare være tilfredse med det skabte, og ikke pumpe læber, kinder, hals og det længere nede, op med diverse ”uægte” ting..jeg hader al den kunstige fremtoning.

Nøglen til skovens bomme hentede vi hos en af mine kontakter Gunnar Gris. (Gris er ikke Gunnars efternavn, det gav jeg ham bare, da Kjeld (udlejeren) gav mig Gunnars mobilnummer, så vidste jeg for efteriden hvilken Gunnar, Gunnar Gris var..
Vi var lovet, at der stadig blev fodret godt med kartofler, majs og ærter på de 3 åtelpladser i skovene.
Jeg havde besluttet at vi skulle sidde ved en åte,l jeg endnu ikke havde skudt gris ved.
I november skød jeg 2 grise ved åtelplads nr. 2, Jørgen skød sin gris ved åtelplads nr. 3
I februar skød jeg en gris ved den dårligste åtelplads (nr. 1) mens Jørn skød på plads 3 og Poul en gris ved plads 2.
Så..jeg manglede at besøge plads 3, som jeg vil betegne som den bedste plads.
Man kan se langt ind i højskoven, ikke kun ud på åtelpladsens forholdsvis lille åbne område..jeg glædede mig som et lille barn.
Annette havde ikke nogen forudsætninger for, hvad hun/vi kunne forvente.

Jeg havde vist hende lidt youtube film, med grisejagt i Sverige, hvor man ser grisene komme frem på åtelpladserne.
Indtil nu har jeg kun skudt 5 stykker vildsvin, alle på åteljakt i det svenske.
Og det har været sådan lidt la la oplevelser hvad angår tiden, jeg har nået at se vildtet i, inden skuddet har lydt..
De har alle, undtagen den første, været .. gris fremme, og så afgive skud indenfor få sekunder.
Det passer så alligevel ikke helt, nummer to gris jeg skød i November sidste år, vendte tilbage et par gange til pladsen, før jeg kunne skyde den..den blev skræmt hver gang jeg skruede op for lyset på foderpladsen.
Det er en vurdering vi hver især tager.
Lys på fra start, og så lade det stå tændt.
Eller lytte ud i den mørke nat, er der tegn på aktivitet, gnasken af majs eller kartofler..så kan man forsigtigt tænde lyset, og så håbe der er liv, og at livet ikke løbet ind i skoven.
Jeg er tilhænger af det sidste, og det har virket fint indtil nu.
Men ingen af gangene har jeg set grisene nærme sig pladsen, ud fra større afstand før de kommer til skud.

Det håbede jeg med højskoven omkring os, at vi fik mulighed for at opleve..

Og aftenen var med en stjerneklar himmel, ingen stor måne desværre, men der var lys nok til, at hvis grisene kom lige efter solnedgang, så ville vi kunne se dem.
Og både min håndkikkert og min riffelkikkert er temmelig lysstærke (ingen kunstige ”tilsætningstoffer” i den ene eller den anden..min gamle Bausch & Lomb riffelkikkert, 4-16x50 virker super fint monteret på min trofaste TIKKA M695 i kaliber 6,5x55, og min Minox 8,5x52 virker også godt, selvom den har fået lidt gaffatape..Normas Oryx kuglerne i 10,1 gram har nedlagt alt fra krondyr til mink..jo.. det virker.
Så jeg glædede mig..krydsede fingre for tidlig ”kontakt”.

Vi kørte ind i den svenske skov.
Bommen blev låst op, og vi låste den efter os. Første gang sprang jeg ud for at gøre det, siden blev Annette udnævnt til bommester.
Jeg havde fortalt Annette, at vi skulle gå et langt stykke i den svenske skov, vi skulle køre et stykke, men vi skulle gå et næsten ligeså langt stykke, for at komme frem til kojen.
Vejret var fantastisk, men vi vidste, at temperaturen hurtigt kunne falde fra de nuværende 11 grader til omkring frysepunktet, så vi var klædt godt på.
Vi havde snakket om at tage et tæppe med ned i den uisolerede koje, men da der er gasvarmer i kojen, så skulle vi nok kunne holde varmen..så tæppet blev i bilen.
Jeg parkerede bilen på en lille åben plads, ca. 500 meter fra kojen.
Efter vi havde fået al vor grej i hænderne, lommerne og i rygsæk/jagtstolstasken, så begav vi os afsted.

Riflen var naturligvis ladt, jeg gik forest, klar med skydestok..man ved jo aldrig..
Skovsporet der ikke overraskende i hjulsporene er dækket med svensk granit, knasede godt under vores fremmarch..jeg havde sagt til Annette, at når vi nærmede os foderpladsen, så ville jeg sætte tempoet væsenligt ned..der kunne i princippet stå grise på pladsen.
Vinden var god, den kom lige op imod os.
Jeg skiftede side på skovvejen flere gange, søgte sporet hvor gruset lå mest fast, for at formindske vores lyd.
Ca 50 meter fra foderpladsen så jeg bevægelse igennem træerne nede på foderpladsen, som lå ind til venstre for vejen og kojen.
Jeg tog kikkerten op..og så bagdelen af et stykke dåvildt.
Jeg forklarede Annette, at der stod et dådyr på foderpladsen, og hun tog også sin kikkert frem..nu stod dyret og kiggede direkte op på os, den havde sikkert set vores bevægelser..eller hørt os.

Da vi ikke kunne se andre dyr, så kunne vi ligeså godt gå frem, dådyret er jo ikke jagtbart, og da grisene ikke rigtigt har lyst til at komme frem, hvis der går dåvildt eller elge på pladsen, så var det fint, at få dåen væk..det var en lille då der åd af majsen og ærterne.

I lette spring forsvandt dyret, og vi kunne gå helt frem til kojen.
Kojen er en tæt hytte hævet en lille meter over jorden, en glasrude kan skubbes til side, så man kan komme til at skyde grisene på foderpladsen der ligger ca. 40 meter fra kojen.
En overkommelig skudafstand, især når riflen kommer på plads i det perfekte underlag, ja..det er ligesom at sidde i en skydebænk med bord og det hele, en fin kontorstol at sidde i..og varme på gasvarmeren..ren luksus..hvis ellers jeg kunne få ild i skidtet.
Jeg forsøgte at trykke start..der skete ikke en disse..mange høje klik senere..og jeg gav op.
Jeg var faktisk sikker på, at al min trykken på den sorte knap havde skræmt skovens dyr videre til næste sogn, men skulle vi lave støj, så var det bedst at gøre det lige fra start.
Heldigvis blæste vinden ikke direkte ind igennem ruden, jeg svedte faktisk med al det tøj jeg havde taget på, og gåturen havde givet rigeligt med varme.
Annette frøs heller ikke..men hun kunne komme til det, så jeg tilbød hende straks min jakke, hvilket hun afslog..også senere..klokken var blevet syv (19.00)

Solen gik ned klokken 19.50, og jeg havde ingen forventning om, at der ville ske noget, før solen var gået ned godt og grundigt..grisene plejer ikke at komme før mørket sænker sig over skoven.
Da vi nærmede os klokken otte (20.00) sagde jeg til Annette.. ”Der kan godt gå 3-4 timer før der sker noget..” og det mente jeg rent bogstaveligt..selvom jeg altid er optimist, og tror at vildtet kan komme efter kort tids venten..
Klokken 20.15 skete der noget.
Langt inde i skoven så jeg en mørk silhuet bevæge sig, jeg tog kikkerten op, det var en gris..
Den stod og kiggede på os, med fronten vent imod os, jeg anslog afstanden til at være mellem 70 og 80 meter.
Jeg hviskede til Annette.. ”Der kommer gris, jeg afsikrer, tag høreværnet på..”
Grisen som jeg nu fulgte gennem riflens kikkert, bevægede sig nu til venstre, faktisk stoppede den op et øjeblik med bredsiden til, jeg skød ikke..for jeg var ikke sikker på at grisen var en etårs gris.

Kun etårs grise er lovlige at skyde indtil d. 16/4, og en so med smågrise er altid fredet.
Jeg kunne se grisen var alene, og jeg vurderede med næsten sikkerhed, at grisen ikke var voldsom stor..så ja..umiddelbart, så var den lovlig at skyde..men uden at have noget at sammenligne med (andre grise) så ville jeg ikke skyde, når jeg var det mindste i tvivl...så grisen fik lov til at komme nærmere.

Nærmere kom den også, men nu i evig bevægelse, skråt frem til venstre, og pludselig forsvandt den fra min synsvinkel..jeg var sikker på den var smuttet væk.

”Jeg kan se grisen..” sagde Annette..og pegede mod venstre.

Jeg ændrede siddestilling, og jeg kunne nu også få hold på grisen..men stadig..den var i let løb hen mod foderpladsen, aldrig i ro..

Da grisen nåede kanten af foderpladsen vendte den røven til os, og med halen i vejret forsvandt den ret frem, hvorfra den kom, uden at kigge sig tilbage..øv..der smuttede den chance.

”Pokkers osse, den må have fået fært af os..” sagde jeg til Annette.

Jeg kunne ikke forestille mig, at vildsvinet havde set os, for vi sidder jo i skygge herinde i hytten..men klart, en lille forkert bevægelse er nok..
Min puls kom ned igen, og jeg forberedte mig på at vente en god stund på, der skulle ske noget igen, hvis der overhovedet kom til at ske mere denne aften.
Vi har kun to aftener til rådighed, så sandsynligheden for at få gris med hjem..hvor stor er den lige?

Ja ja..jeg ved det godt, de to foregående gange har jeg skudt gris i denne skov, og på denne plads har både Jørn og Jørgen skudt gris..så 100% udbytte (på to forsøg).. men var det en statestik jeg ville æde min jagthat på ville holde? Næppe..

Jeg havde ikke fortalt Annette, at jeg havde lavet en ”spådom” inden vi tog til Sverige.

Spådommen fortalte mig..at der var ca 100% chance for at vi ville skyde gris..i aften..lige på denne plads..men spådomme går ikke altid i opfyldelse, i hvert tilfælde ikke når det gælder denne form for jagt, hvor jeg i princippet har overladt al jagtheld til tilfældigheder..

Jeg nåede ikke at tænke meget over den forspildte chance..der gik ikke 5 minutter så var der bevægelse inde i højskoven igen.
Solsortene der havde sunget på sidste vers vågnede til live igen, de skræppede op, og så ved man, at alt fra et pindsvin til en ulv kunne have forstyrret nattefreden..mine øjne røg på stilke..
Det var ligesom at se en film.
Selvom solen var gået ned, så stod billedet klart igennem riflens kikkert..flere grise var på vej frem mod pladsen, denne gang uden tøven..der var kun en vej, og det var frem.
På et øjeblik stod 5 grise på foderpladsen.

”Der kommer grise..mere end en..tag høreværnet på” hviskede jeg til Annette.
Annette fulgte nu også ivrigt grisene i sin kikkert, sikke en oplevelse..
Jeg kæmpede for at vælge den rette gris ud..de var lige store alle 5, måske var en af dem en lille smule slankere end de andre...men de var alle i konstant bevægelse, grådigt ædende af majsen og ærterne der ligesom små juveler skinnede på den mørke tørre jord.

Jeg var lige ved at gå i panik...plejer jo kun at se grise i få sekunder, dette var en helt ny, og helt igennem fantastisk oplevelse.

Hvorfor kunne jeg ikke se nogen ”pensel” på nogen af grisene?
Jeg var ikke i tvivl om, at grisene alle var lovlige at skyde (frischlinger), og det var ikke pga håbet om trofæ jeg helst ville skyde en han (galt).. det var mest fordi, at en hun (gylt) kan sætte smågrise til verden om ikke så længe..

Ok..jeg valgte en af grisene ud, den der staturmæssigt måske indikerede at være af hankøn..men helt ærligt..så var jeg ikke helt sikker på, at min fornemmelse ville holde stik..men beslutningen skulle tages, og jeg havde nok ikke hele natten.

Ambivalent var det dog også, at sidde og lade så fantastisk et scenarie udspille sig, ikke mere end 35-40 meter fra hvor vi sad..som et par mørke tilskuere, og jeg vidste, at jeg med et lille klem på aftrækkeren ville stoppe filmen..apropos film, så havde vi begge så travlt med at studere grisene, at vi havde glemt alt om videokameraet der lå slukket på border..

Grisen jeg havde udvalgt stod pludselig stille, med siden til, ingen af de andre fire stod i vinkel (foran eller bag) med ”ham”, skuddet var frit og jeg skød.

I skuddet væltede grisen om, de andre fire forsvandt i samme sekund i vild panik, ind i skoven..og så var der helt stille, selv de højrystede solsorte holdt næbbet knyttet for en stund.

Den skudte gris spjættede, benene cyklede på ham, den tørre jord piskede rundt, men grisen kom ingen vejne, da den lå på siden, det var kun dødskramper og et overlevelsesinstinkt, der fik ham til at ”løbe”..men det eneste sted han kom hen, var til de evige grønne majsmarker, fyldt med solgyldne majskolper og ingen farer der lurede omkring det næste hjørne..han havde fået fred.

Ja, jeg ved det godt..jeg ikke aner en disse om hvordan døden er, jeg fantaserer blot..

Annette sagde "Hvorfor skyder du ikke igen?" .. "Det er da synd den ligger der og lider"
Det var første gang hun oplevede et dyr forende.

Jeg havde også straks repeteret, og jeg fulgte grisen med stor koncentration igennem riflens kikkert.
Annettes spørgsmål var lige ved at få mig til at skyde igen, for jeg kunne let sætte et skud ind i skallen på grisen, men hvorfor skulle jeg?
Jeg har oplevet det flere gange før, dødsøjeblikket, der sjældent kommer eller afsluttes på et øjeblik.
Jeg forklarede derfor Annette at det kun var nerver, og at det godt kunne tage lidt tid før grisen lå helt stille.
Og ja..da grisen ikke sparkede mere, og jeg heller ikke kunne se halen bevæge sig..da kunne jeg med ro i sindet sige.. ”nu er grisen død” .. og Annette kunne sige tillykke..jeg sagde tak i lige måde, det var jo Annettes første gris.

Vi ventede de obligatoriske 5 minutter før vi gik frem.
Nu havde mørket lagt sig som en dyne over skoven.
Vi havde ikke haft brug for at tænde det grønne lys på pladsen, men nu var jeg nødt til at tage min pandelampe på, for at vi kunne se grisen på foderpladsen.

Jeg sagde til Annette, at hun som kameramand skulle gå forrest..det havde hun ikke spor lyst til ha ha.. så jeg gik frem med riflen klar, selvom jeg med sikkerhed vidste, at der ikke ville blive brug for et opfølgende skud..så skal man altid være klar.
Annette var glad for, at der var zoom på kameraet, for først da jeg var helt fremme ved grisen, turde hun gå frem.

Grisen havde set større ud fra kojen, syntes vi begge to.
Jeg ved det er svært igennem en kikkert at vurdere størrelsen helt præcist.
Men da Annette kom helt tæt på, og jeg tog de første billeder, så kunne jeg godt se, at grisen var ligeså stor som Annette, så ca 51 kg som den lå der..en helt fin etårs gris, og det var en galt..så alt var som det skulle være.
Skuddet sad også, hvor jeg havde sigtet, lige bag øret..og jeg ved godt..at mange siger man ikke må skyde grisen i hovedet, det siger udlejeren også.
Indtil videre har det dog vist sig yderst effektivt, og hvis ikke jeg med det underlag, og med den skudafstand, kan placere mit skud indenfor en femmer..så skal jeg nok ikke gå på jagt med riffel.
Havde jeg haft nerver på, eller havde jeg følt at riflen ikke lå helt i ro, så havde jeg naturligvis sat skuddet på det større træfområde..på bladet..

Tanken om skuddets placering får mig til at tænke på mange af de drivjagtsfilm jeg har set, hvor grise er blevet skudt i flyvende flugt.
Nogle bliver ramt i hovedet, nogle bliver ramt på bladet og direkte i ryggen, andre bliver ramt noget langt tilbage, for ikke at sige, direkte igennem begge køller/eller røven.
Når grisen vælter bliver jægeren rost, om skuddet så har siddet i hovedet eller i ryggen.
Når grisen løber videre, tydeligt lammet i bagpartiet, så får den et par skud mere..og jægeren bliver rost for sin fantastiske skydning. (for nogles vedkommende tror jeg det er mere held end forstand)
Og her taler vi om en jægere, der virkelig skal kende til foranhold på et løbende stykke vildt, for at ramme plet.
Det er vel kun prins Franz Albrecht der kan sætte sine skud perfekt hver eneste gang (eller så har man klippet forbiskudene og anskydningerne fra)

Men jeg vil godt vove en påstand om, at mit skud til et stillestående stykke vild, med perfekt anlæg, hvor jeg blot skal holde riflen tæt til min skulder og kind, og klemme forsigtigt på aftrækkeren, fordi korset ligger helt fast på mit mål, sidder langt bedre end 50 af skuddende til de flygtende vildsvin på en trykjagtsfilm..så ja..jeg var helt tryg ved min skudafgivelse..
Jeg ved godt det kan give større diskussioner, vi (jægere og som mennesker generelt) har vores holdninger, og dem vil vi gerne holde fast ved, det er for mig også okay

Vi tog os tid til at nyde øjeblikket, Annette syntes godt nok vildsvinet lugtede lidt/meget af gris, underligt nok...de tydeligt fugtige ben tydede på at aftenens mudderbad var overstået, og vandet havde nok ikke kun bestået af ren postevand og shampoo..
Vi hentede bilen, og da vi skulle løfte grisen ind i bagagerummet, i en stor balje..så kunne jeg da også godt lugte at grisen lugtede af gris, men hvad skulle den ellers lugte af?
Vi kørte op til ”jagthytten” i skoven, hvor der er asfalt, god belysning og kroge til at ophænge vildtet.
Grisen blev brækket på bedste vis, og denne del brød Annette sig overraskende heller ikke så voldsomt meget om.
Jeg sagde til Annette, at hun..nu det var hendes første gris, egentlig burde brække grisen..men det kommer hun aldrig til..proklamerede hun.
Ligesom Annette også stadig påstår, at jæger bliver hun heller aldrig...
Hov hov..hvis du er med på jagt, er du så ikke allerede pr diffination jæger?

Jeg er glad for, at Annette vil følges med mig på jagt engang imellem, noget mange flere jægere og jægerkoner burde tage op..at deltage i hinandens interesse..ikke kun når det gælder jagt, men også andre fritidssysler..bare engang imellem...jo..vi skal også have noget for os selv, men det er ikke kun sort og hvidt, eller enten/eller.

Det kan stærkt anbefales, tag med...fælles oplevelser de er guld værd.

Grisen blev hængt højt op, så ræve og andet utøj ikke skulle lade sig friste.Underligt nok er det aldrig sket, hverken på grisejagt eller bukkejagt, at ræve eller andre rovdyr har haft tænderne sat i vores nedlagte bytte, måske fordi det hænger tæt på beboelse..

Og det var sådan set den jagt.

Fredag morgen tog vi ud og skindede grisen, heldigvis vil Andreas, vores hjemmeboende søn på 20 år gerne købe skindet (selv betale for garvningen) så jeg saltede skindet godt.
Den hele gris, nu uden skind, kørte vi hen til en Gunnar Gris (som også skyder alle sine grise i hovedet) han havde stillet sit kølerum til rådighed, mange tak for det.

Fredag brugte vi dagen på sightseeing på campingpladsen, en lille gåtur i skoven, og klokken godt 19.00 var vi i skoven på jagt igen.
Det eneste der lignede torsdag aften, var dåen på foderpladsen, hun stod der igen..men denne gang opdagede hun os ikke, før vi larmende kom nærmere.

Jeg forsøgte ikke at tænde gasvarmeren, tæppet havde vi taget med i kojen.
Og ja..denne aften sad vi hele 4 en halv time, så først klokken 23.30 gik vi op imod bilen..ingen grise denne aften..og så var det jeg tænkte..skulle jeg havde valgt en af de to andre pladser at sætte os ved?

På et tidspunkt skræppede solsortene op, jeg var sikker på gårsdagens historie ville gentage sig, men det der skræmte dem, kom ikke frem på pladsen.

Skidt..vi havde skudt et fint stykke vildsvin, kunne vi forlange mere på en grisejagt? Nej vel.
Som Annette klogelig udtalte.. "Pas på ikke at blive ærgerrig.."
Det er vel en af menneskets værste dødssynder..syntes jeg også personligt, men som jæger, så er den let at forfalde til..

Lørdag skulle vi hjem, vi kørte forbi for at hente det nedkølede dyr, jeg havde planlagt at smide det helt bag i bilen.

Gunnar havde dog stillet et par borde an, med plastik, 3 skarpe knive, knivsliber, affaldsspand..så jeg brugte lige en halv times tid, til at forlægge grisen, så fyldte den jo heller ikke så meget, og det værste blod fra skudstedet, kunne blive skåret fra.

For selvom jeg havde lavet et godt hovedtræf, så var kuglen blevet splittet, eller sendt en flig fra de kraftige nakkeknogler ud igennem den ene bov, så helt uden kødskade, slap dyrekroppen ikke...

Turen til Göteborg foregik i solskin, og udover en enkel fuckfinger fra en langsommelig ung svensk billist, så var der ikke noget eller nogen der generede os på vores hjemtur.

Vi nåede endda en lille strøgtur i centrum af Göteborg.Vi oplevede et fantastisk cafeliv, uden dog at bruge en svensk krone (købte en t-shirt til Andreas)
Ved en lysregulering mod færgen, blev en lokal middelalderlig gangster i stram t-shirt og hurtig Golf, provokeret af en endnu hurtigere motorcykel der listede forbi de ventende billister, og kørte ind foran os og den parallelle Golf. (vi var de forreste)
Vinduet blev rullet ned i Golfen, og den kunstigt solariebrune(tror jeg) gangster (lignede han, ca. 162 høj) råbte skældsord efter motorcyklisten, der trak på skuldrene og kørte da der blev grønt.
I skart accelleration, som Golfen godt kunne følge med i, ræsede de tværs over vejen, og ved næste lyskryds, tror jeg ikke der blev lagt fingre imellem ordvekslingen.

Vi ”normale” billister holdte os på sikker afstand, og fulgte i lemming hastighed den øvrige trafik, så vi på sikker måde kom væk fra centrum, uden verbale trusler eller løftede langemænd fra små hissige fyre.

Og ja..jeg indrømmer det gerne..jeg er klar til at tage på grisejagt igen, selvom jeg vil give Annette ret...i en ting.
Det er måske knap så spændende at sidde 4 en halv time og glo ud i en svensk mørk skov, hvor det eneste man kan se, er en grøn oplyst plet (hvis vi tænder lyset) alt det omkring pladsen, er sorte skygger, man kun kan fantasere om, der er den mindste bevægelse ved..

En af mine jagtkammerater, Lars fra Vojens har udtalt, at det ca er næsten ligeså spændende som at se malingen tørre på en nymalet væg i stuen.. der er jeg ikke helt endnu..
Annette syntes som mange andre jægere, at jagten i en stige eller et tårn, som f.eks. under den danske bukkejagt, hvor der kun må skydes, når naturens eget lys er tændt, da ser man altid et eller andet, man er midt i det hele, man ser alt, man hører alt..

Og sådan er jagt...afvekslende, hver ting til sin tid..og det kan tage fra få minutter til flere timer..
Og den første halvanden time på dette forårs grisejagt..det er uanset hvad, den bedste halvanden time jeg har haft på grisejagt indtil nu...

JAØ 16/4-19

ps. Tak for godt selskab skal lyde til min kone igennem 25 år, Annette. Du er hjertelig velkommen til at følge med mig på jagt en anden gang.
Indtil nu har du været med til at skyde min første mink på bæverjagt i Sverige (hvor vi begge så en bæver, men uden skudchance..og vi skød minken som du opdagede (den historie kommer snart på min hjemmeside)
Du har været med til at skyde min første dåhjort i efteråret fra stige, hvor vi måtte skyde hvad som helst..at det blev en dåhjort der kom til skud, var et glædeligt tilfælde.
Du har nu også været med til at skyde et vildsvin i Sverige..hvad mon bliver det næste?
Måske en dansk råbuk..hvem ved?..der er kun en måned til, bukkejagten går ind i Danmark..og kun 4 måneder til den svenske, ej hvor jeg glæder mig til begge dele...

Ren nak og æd, bemærk..det er uden manuskript og det er take one