Svensk buk nr. 1 2011, en gammel historie, men er vel stadig aktuel her 13 år efter...

DET STOD NED i stænger da vi rejste fra Hobro, 11 forventningsfulde jægere.

Vi skulle blot følges til Göteborg, derfra var der afsked og der ville gå en uge før vi mødtes til hjemturen, nogle af os med bukke på tasken, andre uden, men alle med nye oplevelser i bagagen.

Mest spændt var de tre jægere der skulle prøve helt nye jagtmarker, én af dem, Henrik, havde aldrig været på jagt i Sverige før, han havde fisket laks, men aldrig haft sin riffel med.
Henrik var da også som den eneste debutant, tvunget til at følge traditionen med at drikke en lille specialitet hjemme hos mig inden afgang, en sjat bæversnaps...
De der har smagt det, ved hvilken fornøjelse det er at slynge denne udsøgte drik ned i halsen.

Jeg er sikker på Henrik kunne smage snapsen det meste af ugen.

Vi andre var naturligvis også spændt på turen.
For selvom det var tiende år i træk, jeg sammen med mine 3 ”holdkammerater” skulle besøge de samme jagtmarker, så er der aldrig to år der er ens..
Eller lad mig sige det således, det håber jeg ikke der er.
Sidste år kom jeg nemlig hjem uden buk, uha det sidste år har været langt, alt for langt.

Torben og jeg havde været oppe og rekognoscere terrænet sidst i april, starten af maj, under vores bæverjagt, som foregår i samme område som vi jager buk.
Under turen havde vi set et par gode bukke, tre af dem ville være skudt inden ugen var omme, men det vidste vi ikke, da vi kørte ombord på færgen kl. 22.00 søndag d. 14 August 2011

VI ANKOM TIL vores hus i Sverige kl. 05.20, det var blevet noget bedre vejr, end da vi rejste ud, heldigvis. Der var tørvejr mens vi pakkede ud, det varede dog kort, for i løbet af dagen kom der ikke mindre end 55 mm regn, så godt vi havde taget regntøj med, de fleste af os..
Vi plejer at køre en tur rundt straks efter vi har nappet et par timer på øjet, og sove var nødvendigt, ingen af os havde fået søvn indenfor de sidste knap 24 timer.

I løbet af dagen så vi en god buk ”Ved huset”, den kom ud og essede i silende regn.
Vi så en rigtig fin seksender på ”Panoramastykket”.
(den buk skød Torben i løbet af ugen, den får lige et lille kapitel for sig selv..)

Først koncentrerede Torben sig på premieremorgenen om en buk på ”Sølvbuksplads”, den buk fik vi også filmet på vores køretur rundt under skybrudet.
Bukken i ”Skovrydningen” en gammel returbuk med krop som en tyr, så Torben og jeg under bæverjagten, vi så ikke bukken igen, før Poul skød den d. 16 om morgenen..
Det var stort set de bukke vi så på vores køretur, og inden vi skulle trække lod om rækkefølgen til at vælge plads.

Jeg valgte at sætte mig ved huset, jeg har aldrig skudt ”husbukken” før, og jeg synes ikke Poul skulle have lov igen i år... (sidste år skød Poul ”husbukken”, og det har han gjort 3 – 4 gange tidligere ... men i år ville jeg prøve lykken her.
Heldigvis havde jeg trukket nummer 3, og da Torben valgte ”Sølvbukspladsen”, logisk nok, for den buk havde godt nok set stor ud, og Jørn havde overraskende valgt ”Panoramastykket”, okay, der gik også en fin buk, ja så havde jeg som tredje vælger flere valg, men valgte også logisk nok Husbukken, da den hørte ind under de 3 bukke vi havde set før premieren...

Poul valgte at tro på Torbens og min historie om en buk så kraftig som en tyr i Skovrydningen, og det holdt stik, bukken kom d. 16, godt nok til et langt skud, men Poul skyder ligeså sikkert som Amen siges i kirken, så til trods for en afstand på ca. 170 meter, faldt bukken for en perfekt kugle.
Torben skød bukken på sølvbuksplads, til trods for umulig sidestilling.
Og fordi vejret var perfekt, så var der én jæger mere, der fik chance til buk denne morgen..

ALT KLAPPEDE NÆSTEN.

Jeg listede i lyset fra baglygterne på bilen de 100 meter fra huset til tårnet, der var vældigt liv på marken.
To mørke skygger forsvandt i skoven, det var elge der havde esset og hvilt sig i det høje kløver, nu kom jeg og gennede dem væk.
Klokken var ca. kvart over fire, så det var først på dagen.
Jeg kom uden for megen uro op i tårnet, og satte mig godt til rette.
Den næste times tid gik med rolig venten.
Da der var lys nok til at jeg kunne se et godt stykke rundt på marken begyndte jeg at lokke.
Især mit tyske kald blev brugt flittigt, Buttoloen fik dog også et par klem.
En elgko og to kalve kom ud og trissede lidt rundt, ca. 90 meter fra mig.
De var urolige, jeg var sikker på det var vinden der drev fra mig og lige over i snotten på dem, øjeblikket efter trak de ind i skoven igen.
En rå med to lam kom ud lige til højre for mig, hjertet begyndte straks at slå i dobbelt takt.
Bukken kom dog ikke frem ... lige straks.

Pludselig stod han der, han var kommet ud fra det fjerneste hjørne, ca. 140 meter ude, og han begyndte straks at esse.
Jeg fangede ham straks i trådkorset, men kunne ikke skyde.
Til dels var afstanden lige i det yderste, og til trods for at jeg havde rimeligt anlæg på kanten af min skydestok der lå på tværs i tårnet, så var mine pulsslag for heftige.
Bukken kom essende nærmere og nærmere.
Afstanden var hurtigt på omkring de 100 meter, det var ”a Piece off Cake”, bukken stillede sig med siden til flere gange, kiggede op, men var ikke klar over min eksistens.
Bedre chance fås ikke.
Jeg var dog nødt til at tage fokus væk et par gange, mine nerver var tyndslidte, bukken jeg skød forbi sidste år (mit eneste skud) sad i rygraden, jeg ville ikke lave en gentagelse af min fuser.

”Tag dig nu sammen” sagde jeg til mig selv, jeg sigtede, følte jeg strammede mig an og slap kuglen.

Straks kuglen var sluppet kunne jeg mærke jeg havde sænket riflen i skuddet.

Hvad går der af mig?
At bukken straks tog flugten i skoven overraskede mig derfor ikke, og at jeg bandede af mig selv, ja hvad skal man sige … sådan noget pis.

Jeg plejer at sige, at der ved bukkejagt er afregning ved kasse et.
Krummer man fingeren, så er der ingen fortrydelsesret.

Jeg bed i det sure æble, efter en god stund gik jeg ned for at se efter schweiss, håbede selvfølgelig at finde kaskader af blod i det høje kløver.
Intet.
Ikke engang sporene fra den flygtende buk i det rimvåde græs kunne jeg se.
Jeg kunne tydeligt se, hvor jeg selv havde gået, men bukken var ligesom svævet fra marken.
Jeg gik til skovkanten, det kunne være at blodet først var kommet efter de første 30 meter her til kanten.
Men nej, intet tegn på et træf.

JEG SKREV TIL Nikke, og der gik ikke lang tid førend han ringede tilbage.
Nikke ville komme sammen med hundeføreren, Ove hed han, han ville tage sin tyske Wachtelhund med, og den var efter sigende meget dygtig.
Ude på grusvejen var der massiv oversvømmelse, godt at Jørns bil kunne fungere som amfibiebil, ellers var de ikke kommet på jagt.
Nikke tænkte ikke over der kunne være så meget vand, så da han i korte ærmer og med høreværn på, kom susende på sit terrænkøretøj, var han gennemblødt.
Men han skulle også straks hjem igen, så det gjorde vist ikke noget med lidt vand.
Jeg fulgtes med Ove over marken, han fortalte at hans hund var blevet nummer 7 ved SM (svenske mesterskaber), og hunden havde vundet et lokalt stævne sidste 4 år.
Så hunden var mycket bra på spor av anskjutet vildt.
Jeg anviste, sådan cirka, hvor bukken havde stået da jeg skød på den.
Hunden eller føreren fandt intet tegn på træf.
Heller ikke i skovkanten lå der tegn på at bukken skulle være truffet.

Vi gik ind i skoven.
Hunden var temmelig sikker på, hvor den ville gå ind i skoven, det passede også godt med min vurdering af bukkens flugt.
Jeg fulgte på afstand med knækket haglgevær Ove og hund, syntes søget så fint ud, kunne også i den våde jordbund se meget fod af råvildt … men det kunne være meget andet end min buk..

Ove sagde efter hunden havde fulgt en veksel et par hundrede meter, at det var et forbiskud, der var ikke blod ingen hår, og han ville lige afslutningsvis slippe hunden.
Da hunden næsten straks gav hals, kunne vi også høre der var et dyr der kom imod os.
Ove hviskede ”Elg” jeg var nu ikke så sikker på, at det ikke kunne være ”min buk”..
Ove hviskede, ”Sæt patroner i geværet” ... jeg rystede på hovedet og sagde ”Nej, hvis ikke bukken er truffet, så skal han skydes med riffel...” så jeg lod geværet være knækket.

PÅ VEJ UD af skoven fik jeg snakket lidt med hundeføreren Ove, han fortalte om sin hunds gode kvaliteter, han sagde den havde damp, jo der var skam fut i hunden, men den virkede nu okay.
Selvom jeg var rystet i min grundvold, over at have misbrugt så stor en chance til buk.
Ove var flink og fortalte om en lignende situation han havde haft.
Han havde selv skudt forbi en buk, også hvor han havde haft godt anlæg.
Bukken kiggede bare rundt, Ove havde sagt ”Hva` fan' ?” havde rejst sig, og i stående stilling uden støtte satte han kugle nummer to perfekt på bukken..

Jeg forsøgte mig på bedste svensk at tale med, indtil Ove forklarede at jeg ikke skulle prata Svenska for hans skyld, han havde kørt lastbil i Danmark i 20 år, og forstod uden problemer Dansk.
Lige nu kørte han rundt og solgte fisk, den bil havde vi set mange gange, det var ikke langt fra hvor Torben sad efter buk til morgen..

De andre 3 kom hjem, Torben og Poul med hver deres gamle returbukke, Torbens en ægte morder, Pouls buk med meget små sprosser.
Ove kiggede på dem og sagde.
”Nu de to bukke er skudt, så kommer der snart to rigtige bukke på marken” for det første regnede Ove ikke bukkejagt for noget, han havde skudt et hundredetals af dem, nu var det kun elgjagten det gjaldt.
Og sådan et par ringe bukke, gad han i hvert tilfælde knap kigge på ... for de havde jo ingen sprosser..
Så har man også hørt det med, ha, ha.

Da vi fire jægere senere sad og snakkede om morgenens begivenheder, brokkede jeg mig over mit ”uheld”, ja eller min ringe skydning.
”Hvorfor får jeg aldrig chance nummer to” sagde jeg ”Hvorfor løber bukken altid når jeg har skudt på den.
I andre har alle skudt forbi på buk, og fået chance til at skyde igen, det er fanme ikke retfærdigt.” alt dette naturligvis sagt med et glimt i øjet, for der er ikke to situationer der er ens..

Jeg blev i løbet af de næste dage meget klogere på, hvorfor mine bukke måske ikke stod stille efter første skud.
Hvis første skud er ren forbier, så står bukken ofte stille, hvis man kommer alt for tæt og evt. strejfer, så tager bukken flugten.
Ja, og så holder den forklaring alligevel heller ikke helt stik.
Fantastisk så klog man kan blive efter 5 dages jagt i det svenske, hvis man ikke som Poul skyder sin buk nummer to allerede om aftenen på jagtens første dag, så bliver man ikke så meget klogere..

Bukken satte jeg mig igen efter om aftenen d. 16 og igen om morgenen d. 17, jeg så ikke skyggen af ham.
Råen gik der med sine to lam, nogle gange kom lammene ud på kløveren alene, og så kunne jeg se, hvordan råen på et tidspunkt kaldte, og lammene adlød straks, sprang ind i skoven, for kort tid efter at komme ud igen, nu i selskab med moderen..
Derfor gik jeg ud fra at bukken var okay, og at råen datede bukken et andet sted end lige på kløver marken.
Elgene var der også fast, især om morgenen så man dem, men så snart solen gik ned, så kom de også til stedet.
Der var en ko med to kalve, en ko med en kalv og så en cykelstyrs elg.

SOM SAGT SÅ skød Poul sin buk nummer to om aftenen d. 16, Poul havde sat sig på en gammel mødding på RØNNINGEN så han kunne skyde i det meget høje kløver.
Man kan sige mange ting om Poul, men han ved hvor råvildtet vil komme, og Poul tager chancen når den er der.
Bukken faldt for et skud til halsen, skudafstand 100 meter.
Enten er Poul hamrende godt skydende, eller så er det ikke alt man får at vide.

Der skulle ske noget nyt efter fiaskoen ved huset.
Så anden dags aften satte jeg mig i den største skovrydning der findes på vores jagt.
Vi skal igennem en aflåst bom for at komme derud, vi låser selvfølgelig op førend vi kører et par kilometer ind i skoven.
Jeg sad en del af aftenen i et tårn med solen bagende lige i snotten.
Heldigvis tog træerne solen efter et par timer, det gjorde det til at holde ud.
Jeg lokkede det bedste jeg har lært, intet råvildt viste sig i skoven, der var fuglesang en mas, og liv og glade dage blandt alverdens insekter, så der skete noget nyt hele tiden, men hvor ville jeg gerne have set en rød dyrepels lyse op.

TORSDAG D. 18 AUGUST om morgenen.
Når denne morgen var slut, så er vi kommet halvvejs igennem jagten.
Jeg valgte et af mine favorit steder AUTOSTOLSTÅRNET..
Jeg kom lydløst til tårnet, efter Torben havde sat mig af et stykke nedenfor lysningen.
Tårnet står i kanten af skoven med et super åbent stykke dyrket skovlysning, på ”marken” (det er faktisk en lille mark omgivet af skov) har der tidligere stået havre, men oftest er det kløvergræs der er sået, i år havde det den rette højde, så chancen for buk var meget stor.
Der var sort som i en kulgravers numse da jeg fik sat mig i tårnet.
Jeg havde ikke siddet i mange minutter, før en mørk skygge kom fra venstre mod højre.
Jeg kunne fornemme det ikke var et rådyr, min kikkert afslørede da også, det var en grævling der snusende tøffede søgende frem i græsset.
Den æder jo alt, den er æ kræsen, så alt hvad den møder på sin vej, fra regnorme til moselig bliver gnasket indenfor vesten.
Vi må meget gerne skyde grævling... men her hvor klokken endnu ikke var halvfem, synes jeg det var for tidligt at sende en flammesky løs i natten.
Grævlingen var nået næsten halvejs nedover marken, marken er ca. 150 meter i sin fulde længde og vel ca. det halve i bredden, plan som en fodboldbane, da der pludselig lød en kraftig smælen.
Så kan det godt være jeg vågnede op.
Var sikker på den dybe smælen måtte komme fra en buk.
Riflen der er mest lysstærk røg til kinden, jeg fangede dyret der skældte ud.
En rå, måske endda et smaldyr, stod og gloede på den tøffende grævling, og hun var nok blevet forskrækket, siden hun så´n havde skældt ud.
Grævlingen kiggede op et øjeblik, før den tøffede videre.
Da mysteriet var løst for råens vedkommende, gik hun roligt essende op over marken, op imod tårnet, jeg krydsede fingre for, at en buk ville følge trop.

Men nej, hun var alene, og på mindre end tyve meters afstand, passerede hun snart tårnet, og trissede uvidende videre op til den anden ende, hvor hun forsvandt.

Jeg satte mig til at vente, og vente.
Lidt i 6 kom en ræv frem.
Direkte på den modsatte side af hvor jeg sad.
Riflen røg op, jeg fangede ræven i korset da den gik mod venstre.
Jeg havde fint anlæg til en lodret stolpe i tårnet, og krydset hvilede på rævens skulderblad.
Med tanken ”fuck det” slap jeg kuglen.
Ræven gav et hop, snerrede af smerten der havde truffen den, vred sig rundt nogle gange, og så var det slut..døden indtraf i løbet af få sekunder.
Jeg blev siddende ca. tre kvarter mere, der havde været en del smælen i skoven, og også nede fra RØNNINGEN som ligger lige nedenfor stykket hvor jeg sad.

DET VAR TID at gå en tur.
På vej op med den døde voksne hanræv på slæb, hilste jeg på en beboer, en høj skaldet mand, fra huset der ligger op til den fine mark, der nu var én ræv fattigere.

Jeg gik lidt væk fra huset, før jeg begav mig ned af skråningen i skoven der førte ned til RØNNINGEN.
Man bruger som jæger tit udtrykket, at det er som at pursche i cornflakes strøet udover skovbunden.
Det var også tilfældet her, heldigvis havde den megen regn sat en vis dæmper på skovbunden, og de større grene var jeg meget omhyggelig med at undgå.
Snart kunne jeg kigge ned over marken.
Dette var den modsatte ende af RØNNINGEN end hvor Poul skød buk den første dag.
RØNNINGEN er vel et par kilometer langt, den ene halvdel stod i år med høj forholdsvis tør rødkløver, det var der Poul skød buk, i den ende jeg kom til, var det grønt kløvergræs, der for nyligt var blevet klippet, de store hvide rundballer lå da også strøet ud over marken.

Hov, der var to dyr på marken.
Kikkerten afslørede at den forreste var en buk.
Mit hjerte røg straks langt op i halsen, og min puls steg alt for hurtigt, og alt for meget.
Jeg kunne næsten mærke hjertet banke imellem mine tænder.
Jeg studerede bukken, var den én jeg ville gå efter?
Her til morgen var det tæt på, at en buk var en buk, men alligevel, så måtte der godt være lidt alder og lidt horn mellem ørerne..
Okay, han var da over ørerne, ikke den største buk, men jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne pursche mig til skud..
Min rygsækstol røg lydløst af ryggen og blev efterladt.
Jeg ved erfaringsmæssigt, at selvom skoven føles som sikker skjul, så kan jægerens bevægelse her, godt opfanges af rådyrene på marken.
Færten kan også smyge sig ud, så jeg skulle gå forsigtigt til værks.
Stille kom jeg tættere og tættere til kanten.
På de mere åbne steder måtte jeg kravle/glide mig frem.
Der var jo også steder som var meget stejle og glatte af mos, så jeg skulle være forsigtig med, hvor jeg satte mine fødder.
Endelig fandt jeg en stor trærod som jeg kunne bruge som anlæg.
Jeg moslede mig på plads, imens de to dyr uvidende essede hen over marken, heldigvis parallelt med mig, og heldigvis hen imod mig ... snart ville de være i ret vinkel.

Pyha, ro på kroppen nu, ahr, lige et par smårødder der sad i vejen, jeg vrikkede min krop på plads, lå næsten ned.
Så nu, find bukken i riflens kikkert.
Der var han, pyha, han syntes langt ude.
Tjekkede forstørrelsen, jo, den var på mellem 7 og 8 gange forstørrelse, præcist som jeg vil ha´ det.
Træk vejret ind, pust ud, træk vejret ind pust ud, rolig nu, træk vejret ind pust lidt ud, og hold den...
Bang.
Skuddet rungede, og jeg gloede på bukken.
Han var stoppet op, kiggede rundt, tog et par skridt frem, småløb imod mig, stoppede op med front direkte mod mig ... bang ... nummer to skud rungede.
Nu vendte han den anden side til, gik lidt frem, stoppede op ... bang ... tredje skud, og jeg hørte anslag.
Da bukken nu løb, kunne jeg se en rød plamage brede sig på bukkens side ... fint træf så det ud til.
Efter en kort spurt kunne jeg ikke se ham mere, han var skjult for træer og buske nedenfor skoven.
Jeg havde repeteret til fjerde skud, så godt der ikke kom patron frem i kammeret.
En til ræven, og de sidste 3 fra magasinet til bukken … det var næsten for spændende det her.
Jeg pustede ud.
Råen gik stadig dernede, var løbet lidt efter bukken.
Jeg gik tilbage for at finde min taske, jeg skulle jo have kamera med derned.
Ved træroden nu med tasken over skulderen, kunne jeg se råen næsten var kommet tilbage til hvor jeg havde skudt på bukken.
Jeg tog min afstandsmåler frem ... ca. 100 meter +/-
Hvordan kunne det være jeg ikke havde ramt i første skud?
Jeg havde jo med skuddet til ræven konstateret at riflen skyder som den skal, det måtte absolut være manden.
Jeg filmede råen, mens jeg gik frem ned mod kanten af marken.
Hun så mig, og tog flugten.
På den dis våde mark gik jeg frem mod stedet hvor jeg mente jeg traf bukken.
Selvom kløveren ikke var særligt høj, vidste jeg at det ville være som at finde en nål i en høstak, hvis ikke jeg fandt bukkens spor.
Et sted kunne jeg tydeligt se hvor der havde gået dyr, efter lidt søgen fandt jeg også schweiss.
Nu kunne jeg følge det, og efter ca 50 meter kunne jeg se bukken ligge der.
Han var naturligvis stendød.

Så kom forløsningen fuldt ud.

Endelig brød jeg den svenske forbandelse, endelig fik jeg det held der skulle til.
Men 9 ud af 10 gange, så skal kuglen på den afstand sidde indenfor en femmer.
Men forskellen er blot, at en råbuk her, ikke er en stillestående skive, og hvilken forskel det gør, med hjertets slag.

Jeg gik frem til min buk.
Blev chokeret da jeg så, at mit første skud havde trukket en stribe under brystet på bukken.
Skindet var skåret igennem som med en kniv, og blodet piblede stille ud af såret.
Underligt at bukken ikke havde reageret kraftigere på dette sikkert smertefulde træf.
Andet skud havde været en blank forbier.
Tredje skud var en meget lav hjertekugle, som naturligvis havde været øjeblikkelig dræbende.
Jeg var langt fra stolt af mig selv.
Bukken var en mindre buk, ja hvis jeg skulle være flink, så var det en seksender.
Havde jeg siddet i et tårn, og var bukken kommet forbi mig på 40 meters afstand, så kunne det være jeg havde ladt ham gå.
Men til morgen, var en buk en buk.

JAØ 1/9-11
ps.
Her 13 år senere er jeg blevet meget "klogere" ... men ved jeg ikke skal tage noget for givet.
At være godt forberedt, vide med sikkerhed at riflen rammer hvor jeg sigter, det er alfa omega.
Usikkerhed, både på sig selv, men især på sit våben, det kan forplante sig til en stor fejl når skuddet skal afgives.
For stor selvtillid og det at tage et godt skud som en selvfølge, det er også farligt.
Koncentrationen må aldrig svigte i skudøjeblikket, er man usikker, så hold skuddet tilbage, selvfølgelig altid lettere sagt end gjort.
Men god forberedelse, mange skud på bane med riflen, så er det et stort skridt i den rigtige retning.
KNÆK og BRÆK