Bæverjagt 2017

Psst psst .. se der..

Jeg skulle lige se, om jeg kunne få knebet en bæverjagt ind i budgettet igen i år.

Bæverjagt og bæverjagt..ja..det er jo så som så, hvor meget bæver der har været i den jagt de sidste mange år.

Sidst jeg skød en bæver var i 2012, og selv om jeg ikke har sprunget et år over siden, så har jagten på bæver været ganske forgæves, hvis jeg kigger på det, jeg har nedlagt.

Men mine idéer, undskyldninger for at tage af sted begyndte at blive lidt udvandet.

Ikke mindst fordi jeg allerede havde planlagt en grisejagt i april måned, hvordan filen skulle der så blive plads til mere.

Et weekend ophold eller et wellness ophold for to, den kan alle ægtepar fordøje, og passe ind i hverdagens travle program.

Så jeg foreslog Annette en kombineret tur, ren wellness i den svenske natur, og vi kunne godt korte turen ned, så det samtidig var en weekend tur.

Og ja, hvis vi så oveni købet kunne besøge min ældste svenske kammerat på hans og hans kones ensomme ø midt ude i Vänern...ville det ikke bare være fantastisk?
...foreslog jeg med de nys slukkede julelys i øjnene, og varm kærlighed i stemmen.

”Mission impossible” ville alle mine jagtkammerater sige, sådan en tur ville de aldrig få deres koner med på (jeg tror ikke de turde spørge).. og ja..de ville måske endda sige, hvad fanden skal hun få tiden til at gå med, på en øde ø, mens du går på jagt?

Jeg klør mig lidt i håret, jamen..min kone skal da med på jagt..

Og miraklernes tid er ikke forbi, eller så er jeg bare god til at overtale min kone, Annette sagde ja, det kan vi da godt.
(hun nænner ikke at se mig græde)

Sandheden?
Jeg havde skrevet at vi skulle på bæverjagt sammen i Sverige i vores familiekalender.

Jeg havde købt færgebillet, da jeg forstod på Annette hun gerne ville med, og så slog jeg straks til.

Da Annette senere tøvede og begyndte at trække i land, så stregede jeg hendes ”plan” i kalenderen, det nåede hun ikke at opdage, før jeg havde fået overtalt hende igen..nå..men Annette endte med at tage med på bæverjagt.

Denne tur opad mod Karlstad har jeg nu taget i 17 år, så det går rent på rutinen.

For første gang nogensinde kørte jeg hele turen fra Göteborg til Karlstad/Jäverön uden en eneste pause.

Annette sov næsten hele vejen derop, ja da vi kørte hjem, mente hun absolut ikke, vi havde kørt over broen ved Trollhättan på vej op..jo jo..den er god nok, forklarede jeg Annette, vi er på rette spor, men når man sover, så ser man ikke så meget, men man får slappet af.

Og det var også turens hovedformål, både for Annette og jeg, vi skulle slappe af, og i det skønneste forår, med en skyfri himmel, og ægte forårstemperaturer, så gik det strygende den lange tur til vores endestation.

Færgen til Jäverön kom rullende ind, Anders (min ven og färgekarl) bød os velkommen med åbne arme.

Vi skulle lige vente på Anders´s kone/kæreste Susanne, hun var på vej fra job i Karlstad, og var en smule forsinket.

For at komme ud på øen, ja så skal man enten sejle i egen båd, eller tage med færgen som Anders styrer.

Jäverön (http://www.javeron.se/) er på ca 900 ha, og der er blot 7 fastboende på øen, inkl. Anders, Susanne og deres søn på 5 år Arvid.

Hele vejen rundt ligger der sommerhuse, og de var så småt begyndt at trække beboere til, nu Vänern var blevet fri for is...nogle kom i egen båd, andre tog færgen.

Anders havde fortalt mig, at en af disse sommerhus beboere havde problemer med bævere tæt på hytten..og det problem ville det jo være fint, hvis jeg kunne hjælpe med at løse.

Så det var mit formål med rejsen, ja udover, at Annette og jeg skulle nyde hinandens samvær, og have tid til bare at tænke på ingenting.

Da vi kørte af broen, og Anders kom i land, kom han med sin mobil i hånden.

Der havde netop været en terrorhandling i Stockholm.

Ganske forfærdeligt, Anders og Susanne har voksne børn i Stockholm, så de var naturligvis rystede.

Der var endnu ingen oplysninger om, hvor alvorlig handlingen var.

Senere viste det sig, at det var en lastbil, der var kørt ind i en meget benyttet gågade, og der var 4, der var blevet dræbt (fyra)

Senere på ugen snakkede vi om det svære forhold til tal, der var ikke kun for svenskere mht tredive, halvtreds, treds, halvfjerds og halvfems.
Hvorfor er treds seksti, når en halvtreds er femti og ikke treti?
Eller hvorfor hedder det hundrede og ikke treds, når halvtreds er femti?

En helfjerds er det 140? og en helfems er det 180?
(hvis du har tid og lyst, så er forklaringen her Anders : http://sproget.dk/raad-og-regler/artikler-mv/svarbase/SV00000047 )

Det samme gør sig gældende, når man som dansker læser tallet ”fyra” (fire)

Annette kom ind i stuen i det hus vi boede i under vores ophold (huset er fuldt møbleret, fint køkken, bad, stue og soveværelse) bruges af Anders og Susannes venner/jagtkammerater m.fl. når de er på besøg.

Nå, men jeg sad i stuen på et tidspunkt, havde fundet en svensk tv-kanal, jeg tror det var blevet søndag, og så kom Annette som sagt ind.

På skærmen stod, at der var ”fyra” døde, under fredagens terrorhandling.

Jeg sagde, ja nu er der ”fyrre” (fire ti) der er døde, utroligt at de ikke vidste det allerede lørdag.

Annette stod måbende og så til..

Jamen det er da skrækkeligt, sagde hun..

Og jeg kunne ikke lade være med at grine, ja ja..jeg ved godt man ikke må grine af noget så tragisk som dræbte mennesker, men for fanden, i en verden med terrorhandlinger næsten dagligt, hvor det kun er spørgsmål om, hvem der bliver ramt næste gang, ja så må terrorristerne ikke vinde, og det gør de, hvis vi går og er bange, og kun lever i frygt, uden smil og latter i dagligdagen..

Men jo, forfærdeligt, om det var fyra eller fire og fyrre der var blevet dræbt, altid værst for den der har mistet en af sine nære.

Første tur efter bæver..
Vejret var godt, Annette og jeg var klædt på til jagt, her i læ for vinden var der varmt.

Annette fik min rygsækstol, og hun fandt et træ, hun kunne sidde med ryggen imod, jeg fandt en træstub, og med riflen i skydestokken satte vi os til at vente på solen skulle gå ned...ingen bæver viste sig, og vi listede hjemad igennem den nu næsten mørke svenske skov.

At fare vild på en ø er svært, men vi måtte da vende på en blind vej på et tidspunkt, inden vi fandt hovedfærdselsåren igennem skoven, så var der kun en vej der førte til Rom.

Sådan gik første aften.

Næste morgen (lørdag) planlagde jeg, at vi skulle stå op kl. 04.30..pokkers..hvor var det svært at vågne op, så først klokken 05.00 var vi på vej ud af døren, morgenmaden måtte vente, bare i tøjet og så afsted.

Min plan var, at vi skulle pursche ned til bådbroen.

Der var frisk bævergnav langs broen og kort før broen..måske vi kunne sætte os, og håbe bæveren kom og tog føde, lige der i kanten.

Vi havde ikke mere end små 500 meter ned til broen, og da vi nærmede os, kunne vi se noget komme svømmende i vandet fra højre, ind mod broen.

Jeg tog kikkerten op..det var for lille til at være en bæver, og det bevægede sig også lige hurtigt nok, syntes jeg.

Annette havde også kikkert med, jeg ved ikke om hun nåede at opfange, at det var en mink, der pludselig var oppe på broen, og væk igen..

Mit fokus var derefter flyttet til noget længere ude i vandet, noget større end minken, meget større..

Det var helt sikkert en bæver der svømmede på tværs, vi gik hurtigt tættere på.

Annette ville lige tage et billede af mig og vandet..blitz...”ahr for fanden” vendte jeg mig om og hviskede...ha ha, jeg ved ikke om vi ikke allerede var afsløret, for bæveren som var en velvoksen en af slagsen, havde travlt med at svømme længere og længere væk mod venstre, og med en afstand på den forkerte side af 100 meter, ja så havde jeg ikke chance for skud, der er ikke meget af kroppen der stikker oven vande, selvom bæveren let kan veje 25 kg...men jeg kunne se toppen af hoved, ryg og hale..

Vi forsøgte en pursch ind i skoven mod venstre, måske bæveren var gået ind i en vig ved et sommerhus.

Første sommerhus vi kom til, så der ikke ud til at have været bæver i vigen til deres bådbro.

I skoven var der heller ikke nogen tegn på, at bæveren havde hentet føde, ved de rigelig mængder af uberørt birketræsstammer.

Tilbage til vores bro, og i båden steg vi.

Jeg ville ikke starte motoren, men brugte årerne til at padle os rundt.

Til venstre, samme vej som bæveren havde taget..nej..ingen bæver, ingen tegn på bæver.

Jo..måske alligevel, to små stykker grangrene lå i vandet i kanten af noget siv, hvis vi skulle lægge os på lur i vandet, så var det her, jeg ville sætte min lid til, at bæveren skulle dukke op..

Men vores tid var knap, og morgenen var så småt gået, jeg roede tilbage til broen.

Annette og jeg blev efter en stund enige om, at denne morgen var så smuk, at det ville være en skam, at gå op i hytten og bare sove.

Så vi gik til hytten, smurte et par skiver rugbrød, tog en kande te med ned til bådbroen, der stod en fin bænk, perfekt til en hyggelig morgenstund.

Jeg tog selvfølgelig min riffel med, det kunne jo være, at der kom en bæver mens jeg sad og tyggede i mig...men nej, der var masser af liv, lappedykkere, blishøns, gråænder og mange andre ænder, gæs af alle slags..et flot og vildt leben, snasken og basken, dette var livet.

Teen var slut, det samme var maden..

Annette syntes det var så lunt og godt.

Skal vi ikke hente festivalstolen og en kande te mere? spurgte hun.

Joo.. svarede jeg ..

Jeg syntes nu dynen trak hårdt i mig, men skidt, jeg havde jo også den nyeste Jo Nesbø bog liggende, som jeg længe havde glædet mig til at tage hul på..”Tørst”..hed den..min yndlingsforfatter..det ville blive godt. (jeg havde været tålmodig, læst andre bøger, mens ”Tørst” lå og ventede på det rette øjeblik..)

Så Annette med festivalstol og en ny kande te, og jeg med den nye Nesbø bog i hånden..og riflen..ahr..nu kommer der i hvert tilfælde ingen bæver..skidt, jeg tager den sgu med alligevel, sådan traskede vi for tredje gang denne morgen, ned mod broen.

Og nu var vi ikke stille, for jagten var jo forbi, troede vi..

Jeg lagde riflen til venstre for mig på bænken.

Annette nød solen til højre for mig, op mod huset.

Jeg kunne se hen langs hele den højre side af øens bred, og blishøns m.fl. svømmede rundt, til tider løftede jeg kikkerten, det kunne godt ligne en bæver, der var på vej.

Med ærbødighed åbnede jeg bogen, samtidig med jeg var sikker på, at Annette næsten ligeså ærbødigt lukkede sine øjne, siddende der i den magelige festivalstol, solen lige i smasken..jo..godt hun tog med mig på jagt, det var jeg rigtig glad for.

Med et forventningsfuldt smil, og sommerfugle i maven begravede jeg mig i et nyt Harry Hole og var snart helt dækket til..

Pludselig blev jeg grebet ud af de læste ord til lyden

psst psst..se der” hviskede Annette.

Mit hoved fløj op fra bogen, jeg kiggede op af broen som Annette forsigtigt pegede.

En mink stod som en hund der tager stand, bog blev udskiftet med riffel, og med ordene

Hold dig for ørerne..havde jeg fået riflen svinget rundt og løftet til skud, og til minken der blot stadig stod målløs ca 15 meter væk, afgav jeg mit skud.

Jeg havde ikke selv nået at få høreværnet trukket ned på plads, det gik så hurtigt.

Hurtig var minken også til at vende rundt, og løbe ind i de høje siv.

Pis..sagde jeg til Annette

Jeg skød sgu forbi..

Nej du gjorde ikke svarede Annette

jeg kunne se den var såret, da den vendte rundt..

Okay..hvis en lille mink er såret efter en 6,5x55 10,7 grams oryx kugle, der kan vælte en stor kronhjort, så burde den ikke overleve sådan et træf..

Jeg gik frem mod anskudssteddet, og jo..der lå der helt klart schweiss..dryp dryp, og længere henne ind mod sivene, endnu mere schweiss..og jo..et par meter inde, der kunne jeg se det lille brune dyr ligge, forendt efter en perfekt kugle, lige midt i kroppen, skudt i ribbenene, og lever m.m. var trukket ud af dyret. (jeg vidste ikke, at mink i vild tilstand er brun, og slipper sort mink ud af fangeskab, så tager det blot få generationer, så er de alle brune igen..)

Min første mink nogensinde, første mink skudt på Jäverön i hvert tilfælde i Anders´s tid.

Jeg var ligeså henrykt, som var det en bæver jeg havde skudt.

Så hænderne røg i vejret.

Annette holdte sig for næsen med sine hænder, ja okay, jeg havde også lugtet det der var bedre.

Minken stank som et lille stinkdyr, men flot så den ud, som den lå der i solen..

En perfekt morgenjagt, og nu skulle vi sove et par timer, der skulle jo også være overskud til jagt lørdag aften.
Men årets bæverjagt var reddet, 100%..eller 80%..hvad ved jeg?
Jeg er efterhånden ved at vænne mig til det, under sidste års bæverjagt skød jeg mit første vildsvin..hvad bliver det næste?

Jens-Arne Østergaard. 2017