Jagt torsdag d. 14 December 2023

Ja egentlig skulle jeg bare ud for at fylde lidt majs i fodertønden og sætte en ny sliksten op.
Men da det var sidst på eftermiddagen, en times tid før solen gik ned, kunne jeg ligeså godt sætte mig i tårnet med riflen, og vente med at fodre til solen var gået ned.

Jeg nyder at sidde her på toppen, blot lade blæsten slå ind i hovedet, på det bette kun skind der ikke er dækket af stof.
Så længe kroppen er varm, fødderne godt besejlet, så er hvert kostbare sekund af livet en nydelse.

Jeg så et par skovskader flyve på deres karakteristiske rykvise stød igennem luften, ned mod mosen.
I mosen er det som om al liv på stedet udrinder fra.
Der i det tætte er alle dyr i sikkerhed, eller næsten alle, for jeg er sikker på, der ryger et par fasaner, hvis ræven formår at liste stille nok.

Og ræven ved jeg er her, han har vist sig flere gange på vildtkameraet, han æder ikke majs, men han skal lige kigge forbi, om der skulle være noget spiseligt ved det store tag selv bord.

Mit kamera fanger meget varieret liv, lige fra skovskaderne til krondyrene, derimellem ligger fasanerne og grævlinge (en hel familie på 3-4 stykker) rådyr (der har været få i år) dåvildt og som det største krondyrene.
Jeg fodrer kun med majs, og selvom der er automatisk spreder på, så har kronvildt og grævlinge, på hver deres måde, fundet ud af at liste majs ud af automaten, udenfor normal spisetid og det koster en del majs, men skidt med det dejligt der er liv.

Jeg har ikke siddet længe før end et stykke dåvildt kommer hoppende som et andet dyr fra en gammel tegnefilm med ulven Grim E.
Det ser morsomt ud, når et stykke dåvildt i bogstaveligste forstand kommer løbende på alle fire, med benene samlet, hoppeti hop.
Det var en dåkalv, og lige bagved kom dåen på akkurat samme komiske facon.

De løb tværs over naboens mark, men jeg nød synet, og lige før skoven stoppede de op, for efter et kort ophold at løbe videre ind i skoven.
Flot syn.

Jeg sidder ikke på jagt efter noget specielt, nyder blot at fordrive tiden uden andet gøremål end at sidde stille og observere.
Alt er jagtbart lige nu, men da jeg sidder med riflen, så er det det større vildt, der måske vil skulle stå for skud.

Jeg har kun siddet lidt over en halv time, før ræven kommer listende i kanten af mosen.
Han kommer fra højre mod venstre, og under de første 15-20 meter er han sikret af tætte grene, der dog ikke skjuler ham, men sikrer ham mod skud.
Afstanden er ca 70 meter.

Jeg forsøger at fange ham i riflens kikkert..
Og jo.. der lyser han rødt.
Og jo.. nu kommer han fri.

Flot ser han ud, som han står der i fuld silhuet, skuende ud over engen.
Findes der et flottere dyr, så skulle det lige være rådyret.
Eller jeg ved det ikke, alle dyr er smukke på hver deres måde, og vi mennesker hører vist ikke til top 10.

Og så faldt skuddet.
Ræven væltede om i skuddet, min 30-06 med en Oryx kugle på 11,7 gram kan vælte en elefant, men hvorfor rejste ræven sig så igen og løb ind i mosen?
Jeg har set det før, et skud bag skulderbladet på de mindre dyr slår ikke nødvendigvis straks ihjel, men dødbringende, det er de.

Det ”værste” tilfælde var en mink jeg skød med min 6,5x55 i Sverige, også med en Oryx kugle 9,7 gram, siger kun os jægere en smule.
Den kugle lavede ikke et stort hul i minken, gik lige igennem, og minken løb ca 12 meter efter skuddet..vildt.

Her var jeg sikker i min sag. (det var jeg ikke med minken)
Ræven ville ikke komme langt.
Så jeg listede ned fra tårnet, gik til bilen for at hente foderet, sliksten og min hund Zimba.

Med en sæk majs over skulderen, en tung sliksten i modsatte hånd og Zimba ved siden gik vi ned i kløften.

Zimba fandt hurtigt anskudssteddet. (indtil dyret er fundet, kalder jeg skudsteddet for et anskudssted)
Der lå schweiss og også et stykke mave (tarm) så jo, ræven var dødeligt truffet.

Perfekt for Zimba endelig at skulle gå på ræv.
Jeg sendte Zimba ind i naiv tro på, at han i løbet af få minutter ville apportere en ræv til mig.
Havde det nu været en hare eller en fasan.. ja.. så var jeg ikke blevet skuffet.

Zimba søgte ind i mosens tætte gren-net, jeg fulgte ubevæbnet efter.
Foroverbøjet og nogle gange skrævende over naturens gang gik jeg længere og længere ind.
Efter ca. 50 meter rejste Zimba en skovsneppe, og jeg vidste, vi var gået alt for langt ind, så langt kunne en anskudt ræv ikke være løbet.

Jeg har efterhånden skudt en del ræve med riffel, flest i Sverige, så jeg kender deres flugt, hvor langt de kan løbe..
Så jeg kaldte på Zimba og vi returnerede, dog ikke helt.

Jeg så ræven ligge der, tæt på en væltet stamme, kun 15 meter fra kanten af mosen.
Zimba opdagede nu også ræven og fandt vej frem.
Selvom jeg beordrede apport, så trak Zimba sig, næsten med taleboblen ”aldrig i livet” hængende over sit hoved.

Så jeg måtte selv gå hen og trække ræven ud.
Det var let at brække ræven, det var blot at træde på de udhængende tarme og så løfte ræven op.
Ja jeg ved det lyder ulækkert, men det er ikke dumt at tømme ræven for indvolde, uanset hvad man efterfølgende vil bruge ræven til.

Jeg besluttede for nogle år siden (da jeg med riffel skød min første ræv), at alle danske ræve jeg kom til at skyde med riffel, ville jeg få skindet garvet på, denne skulle ikke være en undtagelse.

Så var der kun tilbage at fylde fodertønden, sætte slikstenen på plads, tjekke kamera og tage hjem.

Solen var nu gået ned, alt klappede som det skulle.

Jeg var blevet en dejlig jagtoplevelse rigere, og jeg erfarede, at skal jeg have Zimba, som jo er en fuglehund, til at apportere ræv, så står der en større opgave for døren, end det at nedlægge selve ræven..
Den jagt var så let som noget, og ja..jeg har kæmpe respekt for ræven, det er noget af det fornemste vildt vi har i Danmark, og noget af det smukkeste.

Han er også klog, men overfor en jæger der sidder helt stille, i god vind og nærmest er usynlig.
Ja så er tilfældighederne afgørende for, hvor lang tid ræven overlever.
Ligesom med al andet anstandsjagt, så er det tilfældighedernes spil, jægeren på rette sted på det rigtige tidspunkt, for vildtet, det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt..

Men for fasanernes skyld, så gør jeg det gerne, klemmer fingeren og slipper mit skud og skyder en ræv..

Ræven afleverede jeg dagen efter hos konservator Vagn Reitz, han er meget dygtig, og jeg håber jeg om ikke så længe, får et flot garvet skind retur.

De sidste to ræveskind jeg sendte ind til konservator (ikke via Vagn) de kom aldrig retur.
Det vil sige.. konservatoren havde fået ca. 30 ræveskind retur fra den tyske garver, ingen af dem havde nummer på retur, så det var først til mølle, for at få de pæneste skind.

Jeg fik to skind, men formentlig ikke fra de to flotte vinterræve, jeg havde skudt det år.

Og så kan det hele være lige meget.

Minderne er det vi gemmer ”trofæerne” for, og så skal trofæet være helt vores eget.

JAØ 18/12-23